Chardonnay mesterskab hos Mr Ruby vol. 1

Det var første aften med emnet Chardonnay i Mr Ruby Mesterskabs-regi. Det bliver ikke den sidste. Det blev en ren og skær festaften i mesterlige og forskellige fortolkninger af druen. Endnu en aften uden skuffelser. Selvfølgelig var der vine der var lige en my bedre end andre. Vi var ikke enige, og det skal vi ikke være. Men når enigheden var størst, så endte vinen med en top-placering.

Formatet

“Hvorfor holder du dog den slags smagninger?” – er jeg ofte blevet spurgt. Svarene er flere, men et af svarene er, at der ikke er så mange andre der gør det. “Men du sætter jo hele sortimentet på spil, ved at måle det op mod andre vine i markedet. Det er jo sindssygt!”
Ja, det ville det være, hvis ikke det var for en ukuelig tro på, at tysk vin generelt, og især nogle af Mr Ruby´s leverandører, leverer kvaliteter du skal helt op på øverste hylde for at finde, – og ofte gør de det til en langt lavere pris end der normalt står på varerne på øverste hylde.

Dagens sæt bestod således af 5 tyske Chardonnay-vine fra eget sortiment. 2 Bourgogne-vine fra egne hylder, 1 enkelt udefra. Hele det oversøiske felt var fundet ude i byen. Alle de deltagende vine har hentet stor ros i nationale og internationale medier. Læs mere om de deltagende vine her.

Aftenens forløb

Vinene blev smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne vidste hvilke vine de skulle smage, de vidste bare ikke hvornår de kom. Der blev smagt i 4 sæt med 3 vine i hver. Efter smagningen blev der afgivet point og vinene afsløret. Der kunne naturligvis gættes på hvad man troede der gemte sig bag de indpakkede flasker, men det var ikke hoved formålet. Det handlede udelukkende om at vurdere 12 top Chardonnay vine mod hinanden.

Da det var første aften med Chardonnay som tema, så var Mr Ruby lidt nervøs. Det kunne jo nemt ende med, at de kølige stringente tyskere ville være for nemme at spotte. De oversøiske for eksotiske og cremede – og nemme at spotte, og Bourgognerne for gode – og for nemme at spotte. Men allerede efter den forudgående test af vinene var det en helt anderledes selvsikker Mr Ruby der tog imod gæsterne. Han vidste, at tyskerne ville overraske i aften!

Mr Ruby byder velkommen til Chardonnay Mesterskaberne

Hvor er de dog bare blevet dygtige. De tyske Chardonnay-vine fremstår ikke længere som noget nogen forsøger at få til at smage som Bourgogne. De har deres eget liv, deres egen karakter. Ligesom Pinot Noir aka Spätburgunder. Indledningsvis brugte undertegnede lidt tid på, at vejlede/forvirre deltagerne med vigtige/ligegyldige oplysninger omkring de enkelte vine. Et af rådene var: “Hold øje med jordbunden. Chardonnay og kalk har det godt sammen!”
Det blev den mest kalkholdige jordbund der sejrede. Tilfældigt? Måske…

Resultatet

Det er naturligvis resultatet der er det interessante ved denne artikel, så det får du her. Ikke som i supermarkederne hvor alle skal have mælk, derfor bliver det sat bagerst i butikken. Samlet top 5 så ud som følger:

12017 Chardonnay R, J. Neus, Rheinhessen, Tyskland96 point
22018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Stahl, Franken, Tyskland95,3 point
32018 Chassagne-Montrachet, Pierre-Girardin, Bourgogne, Frankrig94,5 point
42017 Chassagne-Montrachet 1. cru Les Embazees, Benjamin Leroux, Bourgogne, Frankrig94 point
52017 Hunting Hill Chardonnay, Kumeu River, Auckland, New Zealand93,9 point
62018 Chassagne-Montrachet 1. cru Caillerets, Sylvain Morey, Bourgogne, Frankrig93,7 point
82019 Opus Oskar Chardonnay, Jülg, Pfalz, Tyskland93,4 point
82017 Adrianna Vineyard, White Stones, Mendoza, Argentina93,4 point
92019 Gottsacker GG, Wöhrle, Baden, Tyskland93,3 point
102017 Malterdinger Alte Reben, Bernhard Huber, Baden Tyskland93 point
112018 Moutere Chardonnay, Neudorf, Nelson, New Zealand93 point
122018 Sandhi, Sanford & Benedicte, Santa Rita Hills, Californien, USA92,8 point
Aftenens 5 bedste Chardonnay vine. Med Tyskland på en 1. og en 2. plads

Hvad der var nok så vigtigt for aftenens arrangør var, at måle tyskerne op mod noget stort udefra. Kunne de stå distancen? Konklusionen må være, at det kunne de. De tyske vine fik det højeste samlede snit. Pointgivningen fordelte sig på følgende måde fordelt på områder:

1Tyskland94,2 point
2Bourgogne94 point
3Oversøisk93,3 point

Alt i alt en meget tilfredsstillende aften, med J. Neus som en fuldt fortjent samlet vinder. Den Chardonnay de frembringer fra kalken ved Ingelheim er simpelthen enestående og den koster (undskyld sprogbruget) ikke en skid! 17´eren er desværre udsolgt, men 18 fås stadig, og husk så lige, at i 2019 producerede huset ikke nogen førstevin, men hældte det hele i standard-cuvéen. Du får simpelthen ikke større Chardonnay i denne verden for 129,- kroner. Link til vinen her. Stahl klemmer sig ind på en andenplads med hans helt unikke og vilde stil. Der var simpelthen ikke én vin i feltet der mindede om hans. Han formår at forene skindkontaktens kompleksitet med syre og elegance på en måde som gør, at han sætter nye standarder – ikke kun i Tyskland.

Og denne udgave af “Hvor står tysk Chardonnay?” – Er døbt om til Chardonnay Mesterskaberne vol 1, fordi det er nemmere at forstå, og fordi der kommer en gentagelse til efteråret. Så hvis du er blevet nysgerrig, så hold øje, der kommer snart en dato.

Noter og meninger

Nedenstående beskrivelser er naturligvis værtens noter og ikke et udtryk for den generelle holdning til vinene:

Første sæt – et møde med favoritten

1 Vi blev lagt ned af en tropisk storm med rigelige mængder fersken, melon og abrikos. Beskeden syre. Cremet, spicy smag med overmoden frugt. Her kom alle fordommene til deres ret. Vinen i glasset viste sig at være 2018 Moutere Chardonnay fra Neudorf i New Zealand. Lidt for velvillig, lidt for lalleglad. Vinen endte med en samlet 10. plads og 93 point.

2 Vin nummer to var virkelig mesterlig, men det tog lidt tid at få den vakt til live ovenpå den eksotiske og anmasene frugtsaft fra NZ. Gav man sig tid til at opdage vin nummer to, så blev man hængende ved den. Den var faktisk ikke til at slippe. Flot blomst, kølig hvid fersken, let fadnote og lidt kærnemælk i næsen. Smuk, let cremet smag med en fantastisk syre. Balance og renhed er kodeordene her. Det var en af mine favoritter i feltet og fik 96 point i Mr Ruby´s lille sorte bog. Vinen viste sig at være 2018 Chassagne-Montrachet fra Pierre Girardin. Vinen strøg ind på en 3. plads med 94,5 point.

3 Vin nummer tre besad en dybde og en kompleksitet som ingen af de to første. Man må rose sættet for at vise tre meget forskellige udgaver af Chardonnay. Så var vi ligesom igang. Her var masser af kandiseret citronskal i både duft og smag. Flot vedholdende syre. En vin med stof til et langt liv. Virker meget ung. Vinen kom fra Bernhard Huber og var husets 2017 Chardonnay Malterdinger Alte Reben. Vinen sluttede på en samlet 10. plads med 93 point.

Andet sæt – Signe redder vinmanden

4 Urtet næse, meget grønt udtryk i både duft og smag. Lidt smør og kærnemælk i duften, lidt røg, sten og saltvand. Noterne ser pæne ud, men vinen ender med at tiltrække sig mindst opmærksomhed af alle. USA indtog dermed sidstepladsen i smagningen med 2018 Sandhi, Sanford & Benedicte fra Santa Rita Hills. Lidt skuffende, da det var en af feltets dyreste vine. 92,8 point.

5 Fersken eksotik, fadkrydderi og lidt karamel i næsen. Delikat sødmefuld smag med fint syrligt modspil. Ærligt, så var jeg oversøisk her. Den var lidt for svulmende og syren lidt for lav til at jeg kunne ende i Bourgogne. Men det er jo, når jeg tænker efter, Benjamin Leroux´ stil. Det er pompøst, det er volumen-drevet. Dermed også afsløret, at denne vin var 2017 Chassagne-Montrachet 1. cru Les Embazees fra Benjamin Leroux. Vinen opnåede 94 point og en samlet 4. plads.

6 Fersken, melon og papaja, samt jasmin og kamille-blomst i næsen. Tænk at man skal reddes af en af sine kunder. Jeg havde skrevet Wöhrle, stregede det ud og skrev Huber, og så kom stikpillen “Det er da Wöhrle med alle de fine blomster!” Så jeg stregede Huber og skrev igen Wöhrle – og ramte rigtigt. Tak Signe 🙂
Virkelig veldrejet Chardonnay. Skal man forsvare, at den ikke ender i top 3? Det behøver man vel egentlig ikke, men jeg gør det alligevel. Jeg tror 2018 ville have ramt en top-placering. 2019 er stadig meget ung og sammen med Jülg de to yngste vine i feltet. Gottsacker GG fra Wöhrle endte på 93,3 point og en 9. plads.

Tredie sæt – forvirring på højere niveau

7 Her blev jeg snydt. Snydt så det drev. Hunting Hill fra Kumeu River smager jo mere europæisk end Leroux! Oven i det, så har vinen denne let reduktive Bourgogne-typiske røg-, krudt-, gær-agtige aroma kørende. Fin blomst og citrus under alt det lidt indelukkede. Flot syre. Jeg endte på 95 point og fik altså byttet rundt på de to omtalte vine. Hunting Hill fra Kumeu River i Auckland sluttede på en 5. plads med 93,9 som samlet score.

8 Her kunne jeg ikke snydes. Stilen er så let genkendelig, og så knuselskeligt dejlig. Stahl anvender 4 dages skindkontakt. Det lyder vildt, og det er vildt. Til gengæld dropper han malolaktisk gæring. Det er det stringente og mineraliteten der skal drive det komplekse – og det gør det! På smukkeste vis. Vinen dufter af ananas, marcipan, fennikel, røg og appelsinskal. Smagen besidder vild intensitet, den pirrer og prikker med tørret frugt, sten, og salt. Eftersmagen er vedholdende og mundvandsdrivende. 2018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve fra Stahl endte som aftenens 2´er og fik en samlet score på 95,3 point.

9 En vild oplevelse! Da vinen var kold bød den ikke ind med meget andet end en lidt overdrevet fadnote. Men det var som om, at for hver grad temperaturen steg i glasset, så blev der lagt et point oven i de 90 jeg startede med. Den endte på 94 point – og da vinen blev varmere blev stilen også genkendt. Under fadet lå en sart og fin frugt med grønne noter og mynte. Det var Jülg der gemte sig her. Vinen har syre, renhed, salt mineralitet og måske er fadet en smule dominerende lige nu – igen en vin, der vil have godt af et halvt til et helt års hvile. 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Jülg endte på en delt 7./8. plads med 93,4 point.

Fjerde sæt – Champagne uden bobler og aftenens vinder

10 Jeg var aldrig i tvivl om hvad der ramte mig her. Og den tvivl jeg havde, i forhold til om tysk Chardonnay kunne stå distancen målt op mod top Chardonnay fra andre verdensdele, den er hermed ryddet af vejen. Det blev den som nævnt allerede under testen af vinene. Neus Chardonnay stod ualmindeligt skarpt i dag. Husk venligst, at den koster næsten det halve af hvad Bourgognerne koster. Halvdelen af vinen har gennemgået malolaktisk gæring, og den er stukket sammen af to 500 liters egetræsfade, 2. og 3. års, – altså ingen ny eg. Sikke en harmoni. Der er gul stenfrugt, kærnemælk, røg, rugbrød og sødligt fadkrydderi blandet i skøn forening. Kæmpe harmoni. Smagen er insisterende, salt, kalket og lidt røget. Syren vibrerer og sitrer. Det er Weltklasse! Jeg var på 96 point. Samlet score blev ligeledes 96 point og det medførte, at vinen blev samlet vinder. I øvrigt eneste vin som trak 100 point hjem. Det var Anne Sofie uden ph der var den mest begejstrede Neus-nyder i lokalet.

11 Citrus og grøn the i næsen. Urtet karakter i både duft og smag. Grøn og syredrevet smag. Den adskiller sig markant fra noget af det andet i aften, – og hvorfor gør den det? Det står sort på hvidt på smageskemaet, – den dyrkes i 1500 meters højde!!! I Bourgogne piver de over lidt nattefrost – her er der permafrost 🙂
Spøg til side. Vinen er i min bog ikke mega charmerende. Lidt for grøn, lidt for umoden. White Stones fra Catena fik en samlet 11. plads med 93,4 point.

12 Igen en vin der ikke lignede noget andet denne aften. Helt enormt reduktiv. Den dufter og smager af autolyse. Nærmest som en Champagne uden bobler. Rugbrød og nærmest flor-noter i næsen. Let salt karakter i smagen. På en måde kan jeg godt lide den, på en måde er den et stykke fra mit ideal-billede af en Chardonnay. Spændene vin, men ikke der jeg ville smide 700,- kroner hvis jeg havde andre muligheder. Vinen kom fra Sylvain Morey. Han arbejder reduktivt, og det duftes og smages. Samlet 6. plads med 93,7 point.

En tanke om “Chardonnay mesterskab hos Mr Ruby vol. 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *