Den årlige begivenhed finder sted torsdag den 6. oktober.
Rigtig mange har spurgt: “Hvornår er det næste gang?”, så måske skal du være hurtig. Der bliver solgt 24 billetter til aftenen, hverken mere eller mindre.
Vil du have styr på hvordan det går med Pinot Noir i Tyskland, – så er det her du slår til!
Hvordan de 11 Spätburgunder vine blev valgt til smagningen
Setup´et er sat i verden for at smage noget af det bedst mulige Tyskland har at byde på inden for Pinot Noir lige nu. Der er genvalg til flere producenter, ud fra devisen “Never change a winning team”. Men selvfølgelig skal der nyt input med hver gang, – så det er der. Der var fundet 6 vine udefra, valgt på omtaler fra internationale og nationale skribenter, samt et forsøg på at dække flest mulige områder og stilarter. 5 vine var fra Mr Ruby´s eget sortiment, som også viser meget forskellige stilarter. Diversiteten på feltet bliver enorm. Der vil være forskellige filosofier repræsenteret, forskellige jordbundstyper, forskelligt klonvalg, forskellige produktionsteknikker.
Vinene vil blive smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne ved hvilke vine de skal smage, de ved bare ikke hvornår de kommer. Der bliver smagt i 4 heats med 2 vine i første heat og 3 vine i de tre sidste. I første heat får i som noget nyt lov at smage to forskellige stilarter. En vin produceret uden brug af helklasegæring, samt en vin med høj andel hele klaser i gæringen. Det skulle gerne være en rettesnor til de øvrige vine. Efter smagningen bliver der afgivet point og vinene afsløret. Der kan naturligvis gættes på hvad man tror der gemmer sig bag de indpakkede flasker, men det er ikke hoved-formålet. Det handler primært om at vurdere 11 top spätburgunder vine mod hinanden, om at dufte og smage, og suge viden til sig.
Der vil være en del årgang 2019 i feltet, en årgang, som ligner noget af det vildeste der nogensinde er sket for Pinot Noir fra Tyskland. En ting er, at producenterne bliver bedre og bedre til at håndtere druen, men årgangen udmærker sig også ved en fantastisk modenhed og balance. Ikke en middelhavs-agtig modenhed som i 2018, hvor alt skulle høstes tidligt for at bevare syre, men snarere en flot modenhed hvor sødme og syre går naturligt hånd i hånd. Ulempen ved 2019 er, at årgangen blev meget lille. Der er næsten ingen vin!
2018 Hundsrück GG, Fürst, Franken
Fürst har været med hver gang. Huset fra Churfranken, som det vestlige Franken hedder, producerer uden tvivl noget af det største Pinot i Tyskland, men i 2018 skulle de ifølge både René Langdahl og den tyske vinskribent Anne Krebiehl have overgået sig selv, så det glæder vi os til at se nærmere på. Fürst producerer sin Spätburgunder fra et mix af kloner, tyske og franske vokser side om side på stejle skråninger af rød sandsten. Her dyrkes økologisk, spontangæres og anvendes op til 80% hele klaser i gæringskarret.
Her er hvad Langdahl skrev om sin smagning af årgang 18 fra Fürst: “Gennemgangen af 2018erne gav kuldegysninger og spontant smørret smil på læben. Der er efter min mening tale om en milepæl for tysk spätburgunder. Fürst har lavet verdensklasse – vi snakker ikke bare god tysk pinot noir, men noget, der kan sammenlignes med Côte de Nuits’ elite og Californiens kystnære mestre – ikke i stil, men i kvalitet.”
Pris 125 EUR
97 point af René Langdahl
2018 Pinot Noix Hofberg, Daniel Twardowski, Mosel
Daniel Twardowski er med sin Pinot Noix i de seneste årgange stemplet ind i kampen om at være en af tysklands bedste pinot´s. Hans vine adskiller sig ved at være lette, luftige og feminine. De besidder med andre ord alle de kvaliteter, som Mosel tilsyneladende tilfører de druer der forkæles med at vokse her.
Han dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og bruger gerne hele klaser, men varierer procentdelen efter stilkenes modenhed. Efter endt gæring hviler vinen på gamle træfade fra bourgogne-huse som Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti i 24 måneder. Der tappes uden filtrering, bruges ingen pumper i kælderen, alt foregår nænsomt, naturligt og roligt.
Hofberg Reserve er Daniel´s nye topvin, som stammer fra franske kloner af Pinot Noir, podet på 70 år gamle riesling-stokke. 2018 var første årgang. Andelen af hele klaser lå på 50%. Endnu engang har Daniel kreeret noget af det smukkeste Pinot. En feminin, fløjlsblød myriade af smagsindtryk, der kæler for dig hele vejen gennem svælget.
Rolf Madsen gav vinen 96 point og skrev: “Twardowski overtager i dette øjeblik tronen fra Rudolf Fürst!”
Vi må se om det passer.
Pris 995,-
96 point på Vinexpressen
2019 Sonnenberg KT, Jülg, Pfalz
Vilde Jülg er vildere end nogensinde! KT står for Kostert og er en naboparcel til Kammerberg. De to marker kan dog noget forskelligt. Kostert er meget ler og kalkholdig, Kammerberg mere stenet. Det giver en tyngde, til Jülg´s tyngde som er, ja, vild! Johannes anvender ingen hele klaser, derfor adskiller hans stil sig ofte markant fra de øvrige i et felt som det der skal smages i aften.
Kostert ligger på en skråning over Wissembourg i Alsace. Grundet bureaukrati, så må Johannes ikke kalde druer han henter i Frankrig for andet end Sonnenberg. Men det er altså nødvendigt at markere, at dette er noget andet. Dijon-kloner fra direkte sydvendt skråning med en undergrund af kalkmergel.
Vinen har lagret 18 måneder på en blanding af nye og et år gamle egetræsfade. Tappet ufiltreret.
Pris 499,-
6½ stjerne på Houlbergs Vinblog
2019 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Baden
I 2018 blev Markus Wöhrle, i det tyske Vinum Weinguide, tildelt titlen som “Årets vingård” i Baden. På samme vinblads all-time rangliste over Baden producenter er Wöhrle kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Markus Wöhrle værner om sine gamle tyske kloner. For ham er det ikke rigtigt, bare at vende historien ryggen, og de tyske kloner giver for ham, en sart og finere Pinot.
Kirchgasse ligger på en direkte sydvendt skråning, i Lahr-dalen, som skærer sig ind i Schwarzwald. Lahr-dalen ligger lidt nord for Kaiserstuhl, og har ikke samme jordbundsforhold. Undergrunden består af Löss, hvilket giver en lidt lettere type Spätburgunder. Vinen er produceret af den tyske klon Frank 105 og et udvalg af Dijon-kloner. 30% hele klaser er gået med i gæringskarret. Druerne har gennemgået en koldmacerering inden gæringen er startet spontant. Den færdige vin har har lagret 13 måneder på barriques fra Taransaud med medium toast hvoraf 1/4 fornys hvert år.
Pris 499,-
6 stjerner på Houlbergs Vinblog
2019 Binenberg GG, Bernhard Huber, Baden
Julian Huber er en mester! Han fører faderens projekt videre, uden tøven, og er førende på Pinot Noir-kvalitet i Tyskland. Sådan er det bare, også selvom verden omkring dem har udviklet sig. Bernhard plantede allerede i 1961 Dijon-kloner på sine marker og alderen på disse medvirker kraftigt til den helt enestående kvalitet der frembringes. Huber smager mere og mere som top Bourgogne. Bernhard Huber ligger i Breisgau-området i Baden. Det er syd- sydvestvendte skråninger bestående af Löss og Muschelkalk med Schwarzwald som baggrund, der præger billedet.
Rødvinene bliver gæret med 30-50% hele klaser alt efter modenhed i stilkene. Dernæst lagres vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 15-20% er nye. Aftapning sker uden klaring og filtrering.
Pris 739,-
94 point på Falstaff.at
2018 Höllenberg GG, August Kesseler, Rheingau
Det er nok en fejl, men indtil nu har historiske Assmannshausen ikke været repræsenteret ved Spätburgunder Mesterskaberne. Men historie gør det jo ikke alene. Der skal kattenkurremig også være udvikling at spore, ellers går vi uden om. Men denne vin Fra August Kesseler skulle altså være værd at kigge nærmere på. Så den får chancen.
70 år gamle franske kloner dyrket sammen med upodede tyske kloner på den historiske skiferskråning ved Assmannshausen. Vinen produceres kun i store år. Der er max 5.000 flasker. Druerne er fuldstændigt afstilkede, spontangæret i åbne kar, 1/3 lagring på nye barriques, 1/3 etårig barrique, 1/3 toårig barrique.
96+ på Falstaff.at
2017 Jaspis Spätburgunder, Ziereisen, Baden
Vi befinder os i det sydligste Baden. Det vil sige – Tyskland´s varmeste Pinot-land. Hvad breddegrad angår, så kommer vi ikke tættere på Bourgogne end her. Men så skal vi bare lige huske, at Rhin-deltaet er varmt, – godt beskyttet mod kølige vinde fra øst og vest, af Vogeserne/Hundsrück mod vest og Schwarzwald mod øst. Derfor er der både varmt og tørt i det sydlige Baden. Faktisk er der flere vinbønder der dyrker Syrah her. Så vi er i en helt anden klimazone end længere nordpå. I øvrigt er det første gang, at en Spätburgunder fra “så langt mod Syd” deltager i Spätburgunder Mesterskabet. Druerne er hentet fra de bedste parceller. Klonerne er Ritter og Freiburg. Vinen er spontangæret, lavt svovlet, 50% hele klaser i karret. Lagret 20 måneder på 30% nye fade og tappet uden filtrering.
Hos Ziereisen gør man som man vil og har lyst. Man tilpasser sig ikke systemer og bureaukrati, der kan ende med at gøre hverdagen mere forudsigelig. Livet må ikke blive kedeligt. Derfor er Jaspis Spätburgunder en “Landwein”.
95+ på Falstaff.at
2019 Kräuterberg GG, Burggarten, Ahr
Fra varme Baden til kølige Ahr. Det nordligste vinområde for Pinot Noir i Tyskland. Kräuterberg er ubetinget en af de bedste marker i Ahr dalen. På stejle terrasser, rejser Kraüterbergs vinplanter sig majestætisk mod himlen. Den rødbrune skifer giver en spændstighed og et krydderi til Spätburgunder som er ret enestående. Burggarten producerer 500 liter om året og Paul Schäfer er, efter Mr Ruby´s vurdering, en af de vinmagere, som er med til at løfte Ahr til nye højder. Vinen er produceret på de tyske kloner Gm 20-13 og Ritter. Druerne har gennemgået en 5 dages koldmacerering inden gæring, – 30% hele klaser i gæringskarret. Dernæst har vinen tilbragt 15 måneder i to barriques af fransk eg (ikke nye) og er tappet ufiltreret.
Pris 699,-
95+ på Falstaff.at
2014 Reserve du Patron, Knipser, Pfalz
Pinot Noir “Reserve du Patron” (RdP) blev første gang produceret i 2009. Med denne vin går Knipser benhårdt efter at producere det ypperste. Vinen produceres kun i de bedste år og sammenstikkes af de bedste fade i husets kælder. Vinen vil ofte bestå af en blanding af top parceller. Vinen lagrer 24-30 måneder på fad samt 24 måneder på flaske inden den frigives til salg 5 år efter høsten. Huset Knipser fornægter ikke de tyske kloner. Der er plantet en del Dijon-kloner de senere år, men flere tyske får lov at blive. Grundet produktionsmetoden vil denne vin derfor oftest være en blanding af flere forskellige kloner. Knipser ligger 6 minutters gang fra Philip Kuhn i byen Laumersheim i det nordlige Pfalz. Jordbunden i området er Löss over kalksten.
Pris 100 EUR
2019 Horn GG, J.Neus, Rheinhessen
Et af de huse som i en årrække har kæmpet for at levere store pinot noir vine er Weingut Josef Neus. Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen Ingelheim´er klon. Ved de to foregående mesterskaber, har huset været repræsenteret af marken Pares, – i år bliver det Horn der skal forsvare husets farver. Jordbunden på Horn består som på Pares af Löss, men marken ligger lidt lavere, har lidt mindre jorddybde og er lidt varmere. Det smager man hvert år, men det er svært at udtale sig om hvad der er bedst. Horn er ofte mørke og lidt mere kompleks end Pares. Huset arbejder efter økologiske principper og er i certifikations-fasen så vinene fra 2021 må bære det grønne blad. Vinen er spontangæret, med 30% hele klaser og lagret på gamle egetræsfade i husets over 100 år gamle og helt fantastiske kælder i 18 måneder.
Pris 499,-
7 stjerner på Houlbergs Vinblog
2019 Auf dem Haun, Adamswein, Rheinhessen
Endnu en producent fra den kalkholdige jord omkring Ingelheim. Simone Adams har også besiddelser på byens topmark Pares, samt markerne Sonnenhang og Rheinhöhe. Auf dem Haun er en vin sammensat af de bedste parceller på toppen af Sonnenhang. Simone er jæger og derfor har hun tidligere opkaldt sine vine efter kaliber. Kaliber 48 var tidligere hendes topvin, blot uden markangivelse. Men også Simone er begyndt at tilpasse sig VDP´s Guts-, Orts- og Lage-koncept. Auf dem Haun er den direkte erstatning for Kaliber 48. Vinen spontangæres med 70% helklaser og tilbringer dernæst 18 måneder på barrique.
Pris 419,-
93+ på Falstaff.at