Skal vi drikke vin eller står planeterne for dårligt?
Første spørgsmål burde være nemt at svare på, det andet er nok lidt sværere. Det er trods alt de færreste der tjekker hvor Merkur ligger i forhold til Venus og månens konstellation inden de tager hjemmefra om morgenen. Noget andet er, at man nogle gange godt kan føle, at planeterne står dårligt, i hvert tilfælde hvis man er AGF-fan. Men hvad har alt dette med et uskyldigt glas vin at gøre? Læs videre hvis du vil forvirres på et højere Maria Thun plan.
At der eksisterer to slags kræfter i universet, der virker modsat hinanden, har været kendt af kineserne i umindelige tider. Deres betegnelse for disse to slags kræfter er yin (udtales jin) og yang (udtales jang). Yin repræsenterer det udvidende princip og yang det sammentrækkende. Nogle af disse kræfter er let observerbare, som flod og ebbe, og som blomsterne, der lukker sig sammen om natten og folder sig ud om morgenen. Andre er sværere at få øje på, men vi er alle påvirket af dem på den ene eller den anden måde, måske også meget mere end vi går og tror.
Den tyske filosof Rudolf Steiner (1861-1925) arbejdede ud fra nogle af de samme idéer. Han gjorde tyske vinbønder bekendt med sine overbevisninger første gang i 1924. Hans idéer bygger på, at menneske, dyreliv, planter og jord er tæt forbundet med kræfter i universet. Den gang troede man manden var gal, i dag anvendes hans biodynamiske teknikker af producenter som: Chateau Maris i Minervois, Michel Chapoutier i Rhône, Dominique Lafon i Meursault, Anne-Claude Leflaive i Meursault, Lalou Bize-Leroy i Meursault og André Ostertag i Alsace og listen bliver længere og længere. De er ikke i tvivl om at Steiner har ret, de er nok mere i tvivl om hvorfor han har ret, og flere af dem søger naturligt nok en videnskabelig forklaring på fænomenet.
Maria Thun med en indskudt bemærkning
Tyske Maria Thun (1922-2012) har om nogen forsøgt at bevise, at Steiner har ret. Hun har gennem mere end 50 år systematisk foretaget forsøg med at så planter på forskellige dage og tidspunkter hvor stjerner og planeter har stået fordelagtigt og mindre fordelagtigt. Samtidig har hendes biavl nærmest bekræftet de observationer hun har gjort sig med plantevækst. Hendes forsøg er ikke videnskabeligt accepteret, men svære at ignorere. Hun arbejder ud fra planetkonstellationer og har gennem årene set et meget tydeligt mønster i planters vækst, men også i biers måde at opføre sig på under forskellige kosmiske påvirkninger. Planeternes påvirkning kan inddeles i 4 faser som relaterer til vand, ild, jord og luft:
Løvdage – løv opbevarer vand
Frugtdage – frugt modnes af solen = ild
Roddage – rødder vokser i jorden
Blomsterdage – blomster behøver luft/ilt
Faserne skifter ca. hver 2.-3. dag.
På løvdage skal man så salat, kål, spinat osv. For at få det bedste resultat. På frugtdage skal man så tomater, agurker, majs, græskar. På roddage radiser, gulerødder og andre rodfrugter. Blomsterdage er gode at så blomster på, men også gode dage at høste på. Grøntsager og frugter holder sig længere hvis de er høstet på en blomsterdag.
Det var iagttagelserne omkring dyrkningen af afgrøder der ledte til studiet af biernes arbejde, og til Maria Thun´s overraskelse, så arbejder bierne efter et fast mønster. De laver honning på løvdage, samler nektar på frugtdage, bygger bistade på roddage og samler pollen på blomsterdage.
Som før nævnt er intet af dette accepteret videnskab. Men billeddokumentation har Maria Thun leveret masser af. På billedet ses radiser som er sået i hver af de 4 faser. Sået på roddage er radiserne store og runde. På løvdage er de små, men har sat masser af løv. På frugtdage er både radiser og løv mindre. På blomsterdage er radiserne meget små og det samme er løvet. Der er tydelige forskelle.
Men hvad har det med min vin at gøre?
Hvis du har svært ved at acceptere ovennævnte, så bliver det endnu værre nu. Vin er produceret af druer og druer er frugter. Den hurtige læser vil så vide, at hvis druerne er høstet på en blomsterdag, så både smager de bedre, men har også længere holdbarhed. Vin er i botanisk forstand, selv efter endt gæring, stadig en drik produceret af frugter. Derfor vil den også gøre sig bedst, være mest åben og imødekommende, på en frugtdag eller en blomsterdag. På en roddag vil den være tillukket og det samme på en løvdag.
Så besværligt kan det altså lige pludselig blive at overveje om man skal åbne en flaske vin. Skal man nu ud og anskaffe sig en Maria Thun kalender?
Man kan naturligvis også bare åbne den flaske vin, og så se om den var lige så god som for 3 dage siden hvor månen med sikkerhed var i en anden fase. Jeg går klart ind for sidste model. Jeg er ikke i tvivl om, at samme vin kan falde forskelligt ud. En flaske kan smage fantastisk om tirsdagen og en anden flaske af samme vin kan være halvkedelig om lørdagen. Om det hænger sammen med svigermors besøg, eller kosmos, ved jeg ikke. Men jeg køber nu alligevel, og skeler til Maria Thuns kalender. Bare sådan for at prøve at give andre end svigermor skylden…