Katastrofen ved Ahr

Hvordan kunne det gå så galt? Hvor kom de ufattelige mængder vand fra? Der er et utal af spørgsmål der melder sig når man ser billeder af ødelæggelserne og læser historier fra 14. Juli 2021 og dagene efter. 134 døde i flodbølgen ved Ahr, – man fatter det simpelthen ikke.

Som miljøforsker Matthias Langensiepen skriver på sin blog: I dagene efter forsøgte alle at placere et ansvar, men det ville være forkert. Omstændighederne var så vanvittige, at det ikke kunne forudses. Vi kan lære noget af det, men vi kan ikke beskylde nogen for det, ikke engang klimaforandringerne, for noget lignede skete i 1804 – længe før industrialiseringen, samt i 1910. Vi har fat i det man kalder en 100-års hændelse.

Ahr flodens løb

For at forstå hvad der skete, skal vi se på Ahr-flodens løb. Ahr udspringer ved Blankenheim i Eifel-bjergene i 470 meters højde. Herfra løber floden 85 kilometer mod øst inden den løber ud i Rhinen. Undervejs bliver Ahr-floden mødt af mange bifloder. Ved Altenahr løber floden i 174 meters højde, og ved byen Sinzig møder den Rhinen i 50 meters højde. Floden syner ikke af meget, men afvander et kæmpe område. De første 65 kilometer er ikke så dramatiske. Her er blandt andet en del landbrugsjord. Ved byen Altenahr, den øverste del af det vi kender som vinområdet Ahr, løber Ahrfloden ind gennem en snæver dal omgivet af stejle skiferskråninger. Det er her problemerne opstår. Meget vand bliver presset sammen på lidt plads.

Regnen i sommeren 2021

I 2021 havde det regnet i ugevis. Jorden var mættet af vand, bifloderne stod højt, Ahr stod højt, og nu lovede meteorologerne 150-200 mm regn på en dag. Problemerne startede højt oppe af floden. Vandet steg, og tog blandt andet en del halmballer med sig. Halmballerne blokerede flodens løb under broerne. Vandet hobede sig op, og når broerne ikke længere kunne modstå trykket, så kollapsede de og sendte en flodbølge afsted, som rev flere ting med sig, – træer, biler, campingvogne osv.

Klokken 18 blev Ahrfloden målt til 3 meter over normal vandstand, klokken 20.45 blev den målt til 5,75 meter over normal vandstand. Herfra stopper målingerne, både strøm og måleapparater forsvandt. Floden har visse steder været op til 10 meter over normal vandstand!!!

Altenahr blev ramt dobbelt. Først blev byen skyllet igennem af flodbølgen, som på dette tidspunkt var ledsaget af alverdens ragelse. Bølgen ramte en jernbanebro, som blev skyllet med. Da campingvogne, biler, træer, murbrokker og jernbanebro ramte den efterfølgende bro, virkede det som en mur, der fik bølgen til nærmest at slå baglæns. Vandet steg indtil “dæmningen” brød sammen under trykket og flodbølgen rasede videre ned gennem dalen.

De fatale konsekvenser

For beboere længere nede af floden skete det meste efter mørkets frembrud. Det er helt sikkert en medvirkende faktor til, at det er gået så galt. Mange var gået i seng, i den tro, at det blot var et lidt usædvanligt højvande de var vidne til. Der er øjenvidneberetninger om sønderflåede lig i det kaos man vågnede op til næste morgen.

Katastrofen i tal. 17.000 mennesker måtte forlade deres hus. 9.000 bygninger var enten totalskadet eller skulle genopbygges. Gas, strøm og vand-forsyninger ødelagt. Veje og broer smadret.

Kan det ske igen? Ja, hvis det sker om få måneder, så kan det ske igen. Men der tages forbehold i disse år. Genopbygningen sker, men sker ikke blindt. Der er huse der ikke genopføres, broer og veje der bygges anderledes. Katastrofen var ikke kun et resultat af naturens kræfter, men i høj grad også et resultat af menneskets måde at bo og indrette sig på langs en flod.

Det er svært at få fat i billeder fra katastrofen, som ikke er underlagt diverse ophavsrettigheder. Et helt bestemt billede ville jeg gerne have gengivet her, men det kan af en eller anden grund ikke købes.
Billedet viser bro og jernbanebro, samt skrammel og ragelse, der har skabt en dæmning ved Altenahr. Billedet beskriver meget godt, hvorfor det kunne gå så galt…

En tanke om “Katastrofen ved Ahr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *