Six pack i det nye år? – så læs med her!
af Sofie Thomsen og Jacob Ruby
Hver nytårsaften fødes forsættet om en sundere livsstil med mere motion og en slankere linje i de kommende 365 dag – hvilket jo kan være et problem for mange af vi vinglade livsnydere, som værdsætter livets vand og smagfuld mad. Men skal man virkelig give slip på sit elskede glas vin, efter en lang dags arbejde, for at opnå den smalle talje eller antydningerne af en sixpack? Kan man ikke leve fit med vin? Frygt ej, måske kan vin endda være din ven i kampen mod kiloene!
Et nyt fænomen er opstået. Oprindelsen er Amerika, – men nogle gange kan selv Amerika faktisk bidrage med noget, der lyder fornuftigt. Fænomenet hedder FitVin.
FitVin er vintypen for vinnydere, der har deres slankende nytårsforsæt for øje. De unge amerikanske vindrikkere vil have tør og økologisk hvidvin med mindre sukker og færre tilsætningsstoffer. Visionen for bevægelsen FitVin er at tilbyde folk med en aktiv livstil et kalorielet alternativ til den populære søde og alkoholrige zinfandel, således de kan holde formen og undgå pesticiderester i kroppen. Ud fra FitVins kriterier har vi plukket et sæt vine ud, som passer til januarkuren.
Holder påstanden?
Vi undersøgte rigtigheden i FitVin´s påstulat om, at hvis man drikker den rigtige vintype så synder man rent faktisk slet ikke i forhold til sit nytårsforsæt. Resultatet var overraskende, og FitVin har en sag.
Hvis du er nået så langt som hertil i teksten, så tør vi godt stille dig spørgsmålet: Hvad vil du helst have, et glas iskold sprød riesling eller en gul banan? Kalorieindholdet i de to er nemlig det samme, og tilmed meget lavt. For bare 90 kalorier kan du få et glas velfortjent vin efter en lang arbejdsdag, eller forkæle dig selv med en moden banan.
15 cl vin indeholder 90 kalorier, 100 gram banan indeholder 88,7 kalorier. Til sammenligning, så indeholder 100 gram avocado 160 kalorier, 100 gram mars bar 262 kalorier og 100 gram croissant 406 kalorier. Du kunne altså have drukket en hel flaske vin istedet for at have spist den croissant der røg ned til morgenkaffen.
Ikke nok med, at du faktisk tager mindre på af vinen, vi vil også vove den påstand, at dit mentale velvære vil være langt højere ved 1-2 glas vin om dagen, end ved indtag af en mars bar om dagen.
Oftere og mindre
Generelt, så bliver vi vindrikkere bombarderet med undersøgelser, nogen for og nogen imod. Vi ved nok alle, at det var sundere helt at lade være, og leve af økologiske grøntsager resten af livet, men for pokker hvor ville det blive kedeligt. Vi er simpelthen nødt til som vindrikkere, at fokusere på de positive ting ved vores last. Dem er der heldigvis mange af, og der behøver ikke stå FitVin på flasken, for at den gør os godt. Det handler lige så meget om oplevelser når vi drikker vin, og så handler det om måden vi indtager den på.
Generelt, så er det faktisk sådan, at vinnydere med et jævnt indtag (1-2 glas dagligt), har tendens til at være slankere end vinnydere, der samler deres ugentlige vinration til lørdag aften. Grunden til dette skal findes i vores lever. Den kan nedbryde en vis mængde alkohol dagligt uden problemer, imens en stor mængde skaber kaos i fordøjelsen. Hvor meget en lever kan nedbryde varierer fra person til person. Læge, Erik Skovenborg, forklarer at et jævnt indtag af 1-2 glas vin hver aften alle ugens dage, gør at alkoholens energi og kalorier omsættes til varme frem for fedt. Man vinder altså intet ved 4-5 afholdsdage for så at give den gas i weekenden. Alt med måde. Sådan er det her i livet. Og sådan er det naturligvis også med vin.
Men må jeg overhovedet drikke så meget?
Sundhedsstyrelsen opererer med to forskellige genstandsgrænser – nemlig en lavrisikogrænse og en højrisikogrænse.
Højrisikogrænsener på 14 genstande om ugen for kvinder og 21 for mænd. Grænseværdien markerer, at hvis man har et højere ugentligt forbrug end det, har man en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol.
Lavrisikogrænsener på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd. Hvis man har et forbrug, der ligger på dette niveau eller under, har man lav risiko for at udvikle sygdomme på grund af alkohol.
Så lad os lige regne på hvor meget 1-2 glas om dagen giver i genstande, hvis du f. eks. drikker en tør hvidvin med 11,5% alkohol.
Omregning af alkohol til genstande
1 genstand svarer til 15 ml eller 12 gram ren alkohol.
11,5% af væskens rumfang er alkohol. I en flaske med 75 cl er der altså 75 x 0,115 = 8,625 cl alkohol.
1 cl er lig med 10 cm3, og da alkohols massefylde er 0,7873, kan vi således regne os frem til, at flasken indeholder:
8,625 x 10 x 0,7873 = 67,9 g alkohol.
Og da 1 genstand som nævnt er lig 12 g alkohol, så indeholder flasken 67,9 : 12 = 5,65 genstande.
Det giver pr. 15 cl glas 1,13 genstande. Summa sumarum. Hvis du drikker 1-2 glas vin om dagen, så placerer du dig nærmere lavrisikogrænsen end højrisikogrænsen. Samme regnestykke for en hvidvin med 12% alkohol siger 1,18 genstande.