Nebbiolo – en kræsen fætter

Druesortens historie

Nebbiolo er absolut ikke en af verdens mest udbredte sorter. Det er næsten som om Piemonte i Norditalien har taget patent på druen, der aldrig rigtig synes at tilpasse sig andre steder. Man kan ikke rigtig bebrejde den. Barbaresco og måske i særdelshed Barolo er usædvanligt smukke vinområder. Man kan godt forstå, at Nebbiolo kan lide at vokse her.

Nebbiolo har med sikkerhed været at finde i Piemonte i en rum tid. Første skriftlige bevis stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener, at druen har vokset her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen sandsynligvis oprinder fra Piemonte. Et bevis på, at sorten har været dyrket længe er, at DNA forskningen endnu ikke har fundet forfædre til den. Man antager derfor, at forældrene til sorten er uddøde. Nebbiolo har selv lagt DNA til flere druer, hvoraf de bedst kendte er Freisa, som også er udbredt i Piemonte, samt den hvide Viognier.

Det er både klima og jordbund, der synes at passe druen godt i Piemonte. Jordbunden er meget kalkholdig, især i områderne Barolo og Barbaresco. Nebbiolo blomstrer tidligt og modner meget sent, den høstes ofte sidst i oktober. På trods af den sene høst så har druen et stort indhold af både tannin og syre og måske knap så underligt farvestof. Farvemolekylerne er meget tunge i Nebbiolo og de har en tendens til at bundfælde. Derfor er en klassisk vin på druen oftest meget lys. En mørk udgave er enten produceret på en bestemt klon, eller på en eller anden måde hjulpet teknisk på vej. Før i tiden blandede man andre druer i Nebbiolo-vinene for at bringe farve til dem, men i dag er denne praksis ulovlig og det er almindeligt accepteret, at en Nebbiolo skal være lys og transparent.

Forskellige udgaver af Nebbiolo

Da Nebbiolo har en lang historie bag sig, så findes der et utal af kloner af druen. I Barolo dyrkes i dag over 40 forskellige kloner. Mange bønder planter forskellige kloner på deres marker, for at sikre sig et stabilt udbytte. Hver klon har sine egne positive og negative egenskaber. Den ene klon modner tidligere, en anden er mere resistent over for bestemte sygdomme osv.
Men ikke alle kloner leverer lige god kvalitet. De mest udbredte er Lampia, Michet og Bolla. Indtil for nylig troede man også at Nebbiolo Rosé var en klon af Nebbiolo, men DNA forskning har vist, at det er en selvstændig sort. Ganske vist i familie med Nebbiolo, men genetisk forskellig og derfor skal betragtes som en selvstændig sort. Det er et betændt emne, for mange bønder frygter nu, at de bliver tvunget til at skille sig af med deres elskede Nebbiolo Rosé, som de har arbejdet med i generationer. En omplantning vil være tidskrævende og voldsomt omkostningskrævende. Der vil være en vis fornuft i, at tillade sorten i Barolo og Barbaresco DOCG. Flere producenter laver vine udelukkende på denne klon, bl.a. Elvio Cogno. Mon ikke Barolo-bønderne får lov at arbejde videre med deres “klon”, en fætter er også en del af en familie.

Én ting er hvad hver enkelt klon byder ind med, men noget andet er opfattelsen af hvordan en Barolo skal smage. Hvert område har naturligvis sine “krige”, og det kan man i den grad også sige Barolo har, eller har haft. Der findes god Nebbiolo og knap så god Nebbiolo, sådan vil det altid være, men op gennem 90´erne fandtes der to skoler. Dem der vil have en mørk, tanninrig og fad-drevet Barolo, og så den klassiske, hvor Barolo er transparent med et minimum af fad. De senere år er det dog som om, at man har erkendt, at det mest naturlige for Nebbiolo er, at den er lys i farven, også selvom den er kraftig og tanninrig.

Vinens karakteristik

Som ung kan en Nebbiolo være en rigtig “vrissenpind”, men med alderen udvikler den nogle fantastiske nuancer, der ikke findes lignende i vinverdenen – det skulle da lige være i god Pinot Noir! Trøffel, viol, orangeskal og læder er nogle af de ord, der ofte anvendes for at beskrive vinen. Grundet det høje tannin-indhold lagres en Barolo 3 år inden den sættes til salg. Lagringen foregår ofte på gamle fade, der ikke afgiver tannin, men blot modner og blødgører vinen gennem svag iltning.
Aromatiske kendetegn: Jordbær, blåbær, kirsebær, rose, viol, trøffel og peber.