Smagning: EM i tør Riesling 2021

Vi smager 12 top Riesling vine fra Europa. Alene den overskrift bør få mundvandet til at drive. Skynd dig at meld dig til, ingen er nogensinde gået skuffede fra denne smagning

Smagningen foregår 27. maj 2021 fra 18-22 hos Mr Ruby. Pris 699,- pr. deltager.

Tyskland fylder en del i denne smagning. Må Tyskland det? Ja, det må Tyskland godt! Tyskland er langt største leverandør af Riesling til denne verden. Med sine 23.600 hektar Riesling overgår Tyskland langt Frankrigs 4000 ha og Østrigs 2000. Det skulle faktisk omregnet give mig lov til at smide 9 tyskere ind i smagningen. I får kun 7, så ingen drama omkring det, tak 😊

Vinene smages blindt og vi afgiver slutteligt karakterer og kårer aftenens bedste vin. Som noget nyt, så smager vi nu i fire heat af tre og der smages af “Riesling” Riedel-glas.

Skynd dig at købe billet, – der bliver rift om dem. Du kan læse Houlbergs referat af seneste Riesling EM her.

Billede fra EM i Riesling 2020

Det skal vi smage:

2018 Im grossen Garten GG, Philip Kuhn, Pfalz

Philip Kuhn er en vildbasse. Der er masser af tørstof i hans vine, hvid som rød. Jeg svinger mellem gevaldigt begejstret og ligegyldighed – grænsene til uforstående – over hans vine. De er opulente og anmasende, men når syren er til stede, så gør det ikke spor. Jeg har tidligere drukket en flaske Riesling fra ham, som forsvandt meget hurtigt, så da Falstaff skrev, at Kuhn havde begået noget af det flotteste Riesling i Tyskland i årgang 2018, da lod jeg mig overbevise om, at han skulle med til Riesling EM. “Im Grossen Garten” produceres fra en parcel med over 35 år gamle stokke, som vokser i en jordbund bestående af Löss over kalksten. Vinen spontangæres på brugte fade og lagrer på gæren indtil kort tid før aftapning.
95 point på Falstaff.at

2018 Ölberg GG, Schätzel, Rheinhessen

Så er der rød skifer på programmet. Schätzel er beliggende i Nierstein, eller med andre ord, den del af Rhinen, som også kaldes “Roter hang”.
Huset er blevet rost til skyerne i de senere år, så de skal naturligvis have chancen. Druerne høstes af flere omgange, for kun at få de bedst modnede druer med i gæringsklarret. Spontangæring og dernæst lang hvile på gærresterne. 2018 var en udfordring for de fleste tyske Riesling-producenter, men udfordringen bestod mest i at bevare syre. Det må man sige er lykkedes for Schätzel. 9,5 gr/ltr – og 6 gram restsukker til at tæmme syren lidt. Et spændende nyt bekendtskab ved EM.
Pris 29,- EUR
94 point i Falstaff

2018 Kirchenstück GG, von Winning, Pfalz

Vinkælderen hos Von Winning ligner en kælder i Bourgogne. Det er da også Bourgogne der langt hen ad vejen er forbilledet, men blot omskrevet så det passer til Riesling. I marken arbejdes helt uden kemi, og det samme i kælderen. Moste spontangæres uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse. Træfadene stammer ofte fra top-bødkere i Bourgogne og andelen af nyt træ er høj. Oftest tappes vinene direkte fra fadet uden filtrering. Man forsøger med andre ord at gengive naturens arbejde på reneste og mindst manipulerende vis.

Markernes beplantningstæthed har man øget til 9500 stokke/hektar, og samtidig reduceret udbyttet pr plante. Dette er sket for at øge kompleksiteten i høstudbyttet. Besiddelserne er nogle af de bedste i Pfalz: Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg og Kalkofen klinger sødt i enhver Pfalz entusiasts ører.
Detailpris 599,-
98 point på Falstaff.at

2019 Ockfener Bockstein GG, Reverchon

Jancis Robinson beskriver vinene fra Weingut Reverchon som “Under-the-radar Saar estate restored to its former glory”. De bliver ikke ved med at kunne flyve under radaren hos Reverchon. Det er simpelthen et brag af et riesling sortiment de udbyder.

I 2013 blev Ralph Herke ansat på stedet, han er tidligere kældermester på prestigiøse Schloss Vollrads i Rheingau. Lige siden har disse Saar-vine fremstået uendeligt smukke. Ockfener Bockstein er en af topmarkerne ved Saar. Marken ligger over byen Ockfen og har en sydvestlig soleksponering og jordbunden består af grå skifer.

Vinen spontangæres i store træfade og ligger på gærresterne i 8 måneder før den omstikkes til ståltank og tappes året efter høst.
Pris 399,-
(Endnu ikke frigivet)

2016 Bremmer Calmont GG, Franzen, Mosel

Angelina og Kilian Franzen tager hvert eneste år et skridt mod toppen af Mosel´s stjernehimmel. De er ikke længere bare opkomlinge, de er ganske enkelt blandt de bedste producenter i regionen. Et hus du kan regne med hvert eneste år, på trods af klimatiske udfordringer. Det unge par kravler rundt på stejle Bremmer Calmont, – Europa´s stejleste vinmark, for at sikre sig druer, som kan noget helt særligt. Det er et beundringsværdigt stykke arbejde der ligger bag hver flaske. Calmont hælder visse steder helt op til 65 grader, så man skal have Spiderman-lignende teknik for at komme rundt deroppe. Skråningen består af grå-brun skifer. Marken blev anlagt af Kilians far, Ulrich Franzen, og det er hans vision, der driver det unge par, til at gøre druerne herfra til en af tysklands bedste riesling-vine.
Vinen er spontangæret har ligget ”sur-lie” i 18 måneder og har gennemgået malolaktisk gæring.
Pris 299,-

2018 Pettenthal, Kühling-Guillot, Rheinhessen

Man kommer ikke udenom Kühling-Gillot i et EM i tør riesling. Carolin Spanier-Gillot blev i 2015 kåret til årets Winzerin af magasinet Falstaff og det samme skete i 2018 i magasinet Vinum. Husets vine rangerer konsekvent højt i internationale smagninger. Husets vine skabes på skråningerne i det område der kaldes ”Roten Hang” i Rheinhessen. Undergrunden består her af rød skifer, deraf navnet.
Pettenthal er en parcel øverst på Roten Hang. Vinplanterne skal virkelig arbejde for at finde næring, og det begrænser naturligt udbyttet, og det lille udbytte opnår samtidig en enorm smagsintensitet.

Alt markarbejde foregår økologisk og i kælderen arbejdes efter ”Hands off” princippet. Gæring foregår spontant og vinen får lov at ligge på gærresterne i 18 måneder før de frigives til salg. Minimal manipulation med naturens eget arbejde skaber store vine.
Detailpris 399,-

2018 Lenchen GG, Peter Jakob-Kühn, Rheingau

Et af de første huse til at indføre biodynamisk drift i Rheingau. Peter Jakob-Kühn fremstår som lidt af en “first-mover” også selvom det var hans far der tog beslutningen. Sønneke har overtaget driften og leger med på trenden i Tyskland. Han er innovativ, og han er knalddygtig. Skindkontakten består her i et meget langsomt pres. Derved sikres rankhed og finesse, men også næring til natur-gæren, samt større og mere kompleks aroma. Spontangæring på store gamle træfade og dernæst hvile på gæren i 12 måneder.
Pris 44,- EUR
96 point i Mosel Fine Wines

2018 Clos Häuserer, Zind-Humbrecht

Denne vin er en klassiker og kandidat til betegnelsen mest intense og stringente Riesling fra Zind-Humbrecht, ja, måske mest stringente i hele Alsace.
Marken er kun 1,2 ha., østvendt i bunden af Grand Cru Hengst mellem Wintzenheim og Gueberschwihr, beskyttet mod vest- og nordenvinde. Humbrecht har haft marken i generationer, inden Zind-Humbrecht blev dannet i 1959. Marken blev genplantet først i 70’erne. Jorden er dyb mergel over limsten og har altid en markant syre som ung.
Vinen er spontangæret, og af samme grund varierer vinens stil fra år til år. Nogle år er den knastør, i andre har den nogen restsødme. Naturgær er svær at styre. Derfor har man hos Zind-Humbrecht indført et Indicie system. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et indice nummer fra 1 -5. Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme. I årgang 2018 blev vinen tør = Indicie 1.
Detailpris 475,-

2017 Schlossberg GC, Cuvée St Catherine, Domaine Weinbach, Alsace

Domaine Weinbach ledes i dag af Catherine Faller efter at moderen, Colette Faller, døde i februar 2015. Catherine´s søn Théo er vinmager. Domainet ligger i Kayserberg i hjertet af Alsace. Weinbach-vinenes stil står i stor kontrast til alle andre Alsace vine. Frem for at fokusere på power og frugtsødme, er domænets vine elegante, tørre og fremfor alt mineralske. Ejendommen kan dateres helt tilbage til før 800-tallet. Den ligger omgivet af en muromkranset vinmark, Clos des Capucins, som henter sit navn fra kapuciner- munkene, som besad ejendommen indtil den franske revolution.

Schlossberg Grand Cru ligger på en direkte sydvendt skråning. En af de første marker til at opnå Grand Cru status i Alsace. Jordbunden består af granit og sand, er vel drænet og vinplanterne øverst på marken i 400 meters højde skal virkelig kæmpe for næring. Druerne til Cuvée Catherine er fra den øverste og midterste del af marken. Al dyrkning er certificeret både økologisk og biodynamisk.
Detailpris 545,-
98 point af James Suckling

2013 Grossi Laüe, Hugel, Alsace

Fordi Houlberg er sådan en flink fyr, så har han fået lov at præge begivenhederne lidt i år. “Det smager alarmerende godt” skrev han om Grossi Laüe fra Hugel, da han sidste år afviklede Alsace-mesterskaber og gav den højeste rating af alle smagte vine med 6½ tommelfingre.
Huset Hugel er imod hele Grand Cru-systemet som de mener undergraver det vigtigste, at have fokus på kvalitet i kælderen. Derfor bruger Hugel ikke Grand Cru betegnelsen, men kalder istedet sine bedste tørre vine for Grossi Laüe.
Denne Riesling ved vi dog er produceret af udvalgte druer fra grand cru Schoenenbourg. Jordbunden er typisk Vogeser-agtig, og består af et sandt virvar af jordbundstyper inden for ganske få hektar. Her primært kiselholdigt grus, sandsten og Muschelkalk. Druerne er presset skånsomt, gæret og dernæst omstukket en enkelt gang, hvorefter den har fået lov at ligge vinteren over på tank. Tappet foråret efter og dernæst lagret i husets kælder i 5 år inden frigivelse til salg.
Pris 599,-
96 point i Wine Enthusiast

2019 Ried Heiligenstein, Weingut Bründlmayer, Kamptal

Fra vinstokke med en gennemsnitsalder omkring 50 år – en del endda endnu ældre. De gamle stokke giver færre og mindre druer, der til gengæld leverer en aroma, koncentration og balance, som er helt unik.

Al høst og foregår manuelt og druerne sorteres kritisk inden gæring. Spontangæring på stål og dernæst overføre vinen til 2500 liters træfade.
Pris 559,-
100 point Falstaff

2017 Riesling Ried Kellerberg Wachau Pichler-Krutzler

Vi har været i området omkring Loibenberg hver gang Østrig har været repræsenteret ved dette mesterskab. Det er vi også denne gang. Kellerberg er nabomark og til Loibenberg og nyder godt af det specielle klima der er ved netop denne sløjfe af Donau. Marken er naturligvis direkte sydvent og beståe af granit, gnejs og kvarts.
Druerne spontangæres inden vinen lagres 8 måneder på bærmen for yderligere kompleksitet.
Pris 450,-
96 point i Wine Enthusiast

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *