Müller Thurgau får renaissance

Udskældt, latterliggjort og hånet. Müller Thurgau. Men den grimme ælling er ved at vokse sig til en smuk svane. Der kommer flere og flere fantastiske vine på Doktor Müllers druesort. Her får du hele historien om hvorfor det gik så galt. Det er hverken druesortens eller doktorens skyld, – det var tiden.

Doktor Müller

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) fuldførte en pHd i planteavl i Würzburg i Tyskland og blev sidenhen ansat på “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, som var forløberen for Geisenhaim universitetet. Doktor Müller var en visionær mand og satte sig for, at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Derfor satte han gang i et forædlings-program, hvor man bestøvede Riesling-blomster med Silvaner-pollen og omvendt, og senere dyrkede druekernerne fra denne bestøvning. Det tager naturligvis mange år før man ser et resultat af dette arbejde. Før man kan se hvilke karakteristika hver enkelt ny sort har fået med sig i forædlingsprocessen. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Da han i 1891 fik job i sit hjemland på “School of Horticulture and Vine Growing” bragte han 150 stiklinge af nummer 58 med sig og døbte den “Riesling x Silvaner 1”.

DNA undersøgelser har senere vist, at den druesort Doktor Müller skabte var sammensat af Riesling og Madelaine Royale. Så den Silvaner han brugte var altså ikke Silvaner – og derfor kan navnet Rivaner (som stadig anvendes) i bedste fald kaldes misvisende. Madelaine Royale findes ikke længere i noget kommercielt vinbrug i verden.

Müller Thurgau vinder frem

Doktor Müller fortsatte arbejdet med den nye sort frem til sin død i 1927, men han nåede aldrig at se hvad hans druesort udviklede sig til. I 1914 bragte August Dern 100 stikling med tilbage til Tyskland – og det var 100 stiklinge, der kom til at skrive historie i tysk vinavl. Dern døbte sorten Müller-Thurgau til ære for dens skaber. Der blev lavet eksperimental beplantninger i flere tyske vinområder og i 1938 blev der afviklet en konference for vitikultur i Alzey hvor den respekterede vinavler Georg Scheu lovpriste sorten for sin vinkvalitet. Georg Scheu arbejdede selv med planteforædling og var blandt andet manden bag skabelsen af sorten “Scheurebe”. Så langt så godt.

2. Verdenskrig

Hvad ingen på daværende tidspunkt kunne vide var, at Tyskland 7 år senere havde tabt en verdenskrig. Vinavlen lå i ruiner. I Pfalz og Rheinhessen var katastrofen total, idet mange vinbønder var af jødisk afstamning, – de var enten slået ihjel eller tvunget på flugt. Gamle internationale handelspartnere boykottede Tyskland. På alle måder skulle Tyskland starte forfra. Her kom Doktor Müller´s druesort som en frelsende engel. Stabilt højt udbytte og hurtig modning, endda før Silvaner, så man undgik efterårsregnen. Sorten blev på få år den mest plantede i Tyskland og ikke værdsat for sin kvalitet, men for sit høje og stabile udbytte.

En ond cirkel var sat igang – vinbønderne plantede Müller-Thurgau. Ikke på top-parceller, men oftest på en gammel kartoffelmark i dyb muldjord hvor den kunne hente rigelig næring. De lavede solide opbindinger, så den kunne levere højest mulige udbytte, og ventede så på at den ville overmodne så syreindholdet ville falde. Derefter blev hjemmemarkedet og eksportmarkederne oversvømmet med den. Den tendens dominerede længe nok til at ødelægge tysk vins omdømme.

Liebfraumilch

Et af de produkter, som det har taget årtier for forbrugerne at fortrænge er “Liebfraumilch”. Op gennem 70´erne og 80´erne bestod 60% af Tysklands vineksport af dette forfærdelige produkt. En af basis-druerne var Rivaner/Müller-Thurgau. Vinen skulle holde mellem 18 og 40 gram restsukker og tilsætning af sukker var tilladt i produktionen. Det lyder grimt, og det var grimt. I 1975 udgjorde Müller Thurgau 27,5% af det samlede beplantede vinmarkareal i Tyskland.

Det var hverken Doktor Müller eller Müller Thurgau´s skyld. Det var tiden.

Müller Thurgau i dag

Ikke mange har i de senere år forbundet Müller-Thurgau med kvalitet. Men det ser ud som om verden skal til at ændre på den opfattelse. Flere og flere tyske vinbønder begynder at komme med virkeligt seriøse bud på hvor godt den i virkeligheden kan præstere, hvis man begrænser udbyttet og hvis man i det hele taget gør noget for at producere en vin af en vis kvalitet. Det handler om at give sorten de rigtige betingelser. Som for eksempel på stejle “Tauberzeller Hasennestle” i Franken, hvor Christian Stahl skaber en rank og stringent Müller Thurgau med let pirrende mineralitet. Eller Bernhard Huber´s Müller Thurgau hvor hver plante er beskåret som var det husets top Pinot Noir der skulle skabes. Præmisserne skal være i orden, og det er de nu. Müller Thurgau skal nok få sin renaissance og Doktor Müller´s arbejde langt om længe komme til sin ret. Tiden er til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *