Det er i den grad blevet tid igen. Faktisk blev der ikke afviklet noget Spätburgunder Mesterskab i Aarhus i 2025. Entusiasterne har nu hungret efter næste smagning i rækken i 18 måneder. Den 16. april 2026 skal vi smage Spätburgunder.
Det er indlysende vigtigt, at vi igen får taget pulsen på tysk Pinot Noir. Med fare for at lyde som en fordrukken glemsom vinhandler, så skal det alligevel ud: Niveauet har aldrig været højere!
Det har det virkelig ikke. “Den nye generation” får større erfaring med den moderne måde at fortolke druen på, som for eksempel hvilke kloner fungerer bedst hvor, og hvilke produktionsteknikker fungerer bedst med bestemte kloner. En anden ting er, at producenterne, af ovennævnte grund, finder frem til det udtryk de gerne vil levere. Et udtryk som går mere og mere i retning af, at skabe Pinot Noir, med et unikt tysk udtryk, – Pinot Noir, som ikke skabes noget andet sted i verden – og som man derfor med rette kan kalde “Spätburgunder”. I 2024 passede den beskrivelse på de to nye leverandører til Mr Ruby´s sortimentet: “Gebrüder Mathis” og “Par les deux”. I 2026 passer beskrivelsen næsten endnu bedre på den nyeste leverandør Sermann fra Ahr.

Og selvfølgelig er den rigtige vej at gå for tysk Pinot Noir, at benytte sig af muligheden for at opnå et unikt udtryk, men det skal også tilføjes, at de klimatiske udfordringer som tyskerne oplever i disse år er langt sjovere at gå igennem, end dem man oplever som vinbonde i Bourgogne. Bourgogne slider virkelig med at bevare frugten, – tyskerne, om de høster meget eller lidt, frembringer en perfekt moden Pinot Noir, med naturligt kølig frugt. De klimatiske betingelser for Pinot Noir bliver bare, – rettelse: er bare bedre i Tyskland, end i Bourgogne. Derfor bør du komme forbi og være med denne aften.
Hvordan blev vinene blev valgt til smagningen
Setup´et er sat i verden for at smage noget af det bedst mulige Tyskland har at byde på inden for Pinot Noir lige nu. Du kan godt kalde det ananas i egen juice, for der er naturligvis en overrepræsentation af vine fra Mr Ruby´s egne hylder. Det skal dog tilføjes, at den sejrene vin næsten altid kommer fra de samme hylder. Så vil nogen snakke procentsatser og chancefordeling, men vinen skal altså stadig smage bedst for at vinde. Der vil være forskellige filosofier repræsenteret, forskellige jordbundstyper, forskelligt klonvalg, forskellige produktionsteknikker.
Vinene vil blive smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne ved hvilke vine de skal smage, de ved bare ikke hvornår de kommer. Der bliver smagt i 4 heats med 3 vine. Efter smagningen bliver der afgivet point og vinene afsløret. Der kan naturligvis gættes på hvad man tror der gemmer sig bag de indpakkede flasker, men det er ikke hoved-formålet. Det handler primært om at vurdere 11 top Spätburgunder vine mod hinanden, om at dufte og smage, og suge viden til sig.
Fokus er på den varme årgang 2022, men enkelte 2023´ere har sneget sig med. 2023 er smuk. En ægte “cool climate” Pinot årgang.
Vinene til Spätburgunder Mesterskabet 2024:
2022 Kirchberg GG, Salwey, Kaiserstuhl, Baden
Salwey besidder 3 hektar på Kirchberg, der ligger midt i Baden´s Spätburgunder epi-center Kaiserstuhl bakkerne. Bakkerne er opstået af den vulkanske aktivitet, der var i området i den miocæne tidsalder for ca. 5.000 millioner år siden. Det er et par dage siden…
Jordbunden på Kirchberg består af golde vulkanske sten kaldet tefrit. Om sommeren er det en tørre-ovn. Heldigvis er den 60 år gamle Kaiserstühler-klon vant til varmen og har et dybt forankret rodnet, så den klarer sig. Marken har en 45% hældning i en syd-sydvestlig retning. Druerne er kun delvist afstilket. Kold macerering inden gæring for at udvinde farve og aroma. Gæret med naturgær. Vinen har tilbragt 14 måneder på barriques af Kaisestuhl eg, heraf var 50% nye. Aftapning uden filtrering.
Pris 655,-, 97 point på Falstaff.com
2022 Kalmit, Par les Deux, Pfalz
”Par les deux” hedder et nyt projekt som de to venner Johannes Jülg og Peter Klein har søsat. Peter har Pinot Noir parcellen på en af de bedste marker i Pfalz. På bakkekammen ”Kleiner kalmit”. Han er dog aldrig rigtig lykkedes med at producere stor Pinot fra den, derfor ringede han til Johannes og spurgte om han ville give det et skud. Det er der kommet stor vin ud af. Her er store kalkforekomster i undergrunden, og en direkte sydvendt skråning. Druerne er totalt afstilket, 14 dages maceration, skånsomt pres, 16 måneder på barriques (25 % nyt, 75 % brugt), tappet ufiltreret. Kalmit er topvinen fra huset, ved seneste Spätburgunder Mesterskab tog lillebror Kalkfels førstepladsen. Vinen er produceret på den tyske klon Geisenheim 20-13.
Pris 995,-, 97 point af René Langdahl
2023 Rosenloch, Gebrüder Mathis, Tuniberg, Baden
Det er stadig en fuldkommen uforståelig gåde. Hvordan har Sabeth og Severin præsteret det niveau de har i deres første to årgange? Vinene smager så erfarent, og så selvfølgeligt, at man skulle tro de have flere hundrede års erfaring – i en alder af start 30?!?
Den kalkholdige lerjord på marken Rosenloch er beplantet med 60 år gamle Freiburger-kloner. Druerne er gæret med 15% hele klaser, spontangæret og har tilbragt 18 måneder i brugte barriques, som er indkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz. Vinen er tappet uden filtrering.
Detailpris 599,-,
2022 Sonnenberg KB, Weingut Jülg, Pfalz
Jülg bliver bedre og bedre. Der skrues ned for fad, der skrues op for elegance, og det klæder virkelig vinene herfra. Vinen fremstår med en fantastisk renhed. Røde bær-saftighed, enorm fylde. Vinen dufter som en kæmpestor Bourgogne. Her er jordbærgrød, skovbund og brunkagedej. Dragende som bare…
Stor saftig og mundfyldende frugt, der holdes i hånden af frisk syre og let tanninbid. Fuldstændig enestående balance. Jülg´s utrættelige arbejde, og unikke tilgang til nye kloner og total afstilkning giver her så meget mening at man næsten fælder en tåre.
Detailpris 799,-, 98 point på Falstaff.com
2023 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Breisgau, Baden
Det var tvivlsomt om den nye årgang fra Wöhrle nåede med. Men det gør den. Heldigvis.
Markus Wöhrle har nemlig sadlet fuldstændig om i produktionen. Han satte sig ned sammen med sin gode ven Julian Huber og diskuterede hvad man kunne gøre for at give hans røde vine et løft. Resultatet blev, at Markus i 2022 anvendte “pump overs” i sin produktion. Nogen vil nu savne det reduktive, lugten af stald, i hans vine. Den er nemlig pist væk og erstattet af saftige friske røde bær. Undertegnede vil påstå, at Spätburgunder fra Wöhrle aldrig har været bedre! Denne aften bliver den ultimative test.
Spätburgunder fra marken Kirchgasse, som har status af Grosses Gewächs, det man i VDP betegner som Grand Cru. Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på en sydvendt skråning med form som et amfiteater hvorpå der er anlagt terrasser. Undergrunden består af Löss. Man har kunnet spore vindyrkning på Kirchgasse helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirche, og derfor blev kaldt “An der Kirchgasse”. Marken er beplantet med et udvalg af Dijon-kloner, samt den tyske klon “Frank 105”. Reinhard Frank drev planteskole i Baden og hans klon “105” var indtil 2006 den mest udbredte Pinot klon i Baden, men er efterhånden blev klemt fra tronen. Klonen udemærker sig ved at have meget løse klaser, hvilket gør, at selv i meget våde år opstår der ikke råd i klaserne. Druerne er spontangærede. Vinen har lagret 12 måneder på barriques fra bødkeren “Taransaud”. Fadene er med medium toast, 40% var nye.
Detailpris 549,-
2022 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Mosel
Årgangen blev endnu en varm en af slagsen ved Mosel. Knap så varmt som 18 og med nogle kølige nætter, som sikrede god syre i druerne. Tørke var igen største problem. Undergrunden var i forvejen lav på vandreserver, og nu blev det værre. Årgangen blev derfor meget lille, med små druer fra få klaser. Koncentration var der med andre ord nok af. Der er brugt 50% hele klaser under gæringen. Vinen dufter af røde bær, orangeskal og cedertræ. Smagen er elegant, mundfyldende, cremet, men med et sitrende bid af krydret mineralitet. Let tanninbid, som er perfekt afbalanceret. Eftersmagen fortsætter og fortsætter. Endnu engang er man målløs over, at 12,5% alkohol kan smage af så meget.
Detailpris 849,-, 97 point af James Suckling
2022 Weiherberg, Klumpp, Kraichgau, Baden
Gärkammer GG er en parcel på 0,68 hektar, som er omgivet af Kräuterberg GG. Gärkammer ligger for foden af den magiske skråning og er varmere end skråningerne ovenfor. Her trives klonen Kastenholz særdeles godt. Klonen skal virkelig bruge noget varme for at modnes, og især tanninbiddet kan blive meget grønt, hvis man ikke finder den rigtige placering. Den placering har Adenauer fundet her. Huset har i øvrigt monopol på marken. Vinstokkene på Gärkammer er mellem 60 og 80 år gamle, og enkelte vokser på egne rødder. Druerne afstilkes komplet og gærer/macererer i 14 dage inden vinen fyldes på fade. Fadene er primært fra Francois Freres i Bourgogne, og er let toastede. Der anvendes ingen nye fade til Gärkammer. Vinen hviler 22 måneder på fad.
Detailpris 599,-
2023 Pfarrwingert, Sermann, Ahr
Den nye dreng i klassen. Og han er en fræk en af slagsen. Tænk at man tør forlade sig så meget på naturens luner som han gør, i Tysklands nordligste vindistrikt. Umanipuleret Spätburgunder produceret af druer fra topmarken Dernauer Pfarrwingert, der figurerer som Grosse lage i VDP-regi (Sermann er ikke VDP medlem). Druerne er koldmacereret, for at udvinde aroma af drueskallerne, men undgå for meget tannin. Mosten er dernæst gæret og lagret på en lille del nye, samt gamle træfade.
Marken Pfarrwingert består af grå sandsten, er direkte sydvendt stejl. Med andre ord, – den er solsugende. Duft af rabarber/jordbær-kompot. Varm moden duft. Saftig og mundfyldende frugtsmag, med et rugbrødsagtigt krydderi. Laber, læskende og fyrigt krydret eftersmag.
Detailpris 499,-, 96 point på Houlbergs vinblog
2021 Achkerrer Sclossberg, Franz Keller, Kaiserstuhl, Baden
Schlossberg er en muromkranset vinmark, bestående af en undergrund af den vulkanske stenart Tephrit. Vinstokkene har en alder på mellem 20 og 30 år – og består af franske kloner, i dette tilfælde PN 828 og en Selection Massale fra Pommard. Da 2021-årgangen var relativt kølig blev der kun brugt 3-5% hele klaser. Macerationen varede omkring 21 dage, hvorefter vinen blev presset. Lagring på barriques i cirka 18 måneder, hvoraf størstedelen var Francois Frères, lidt mindre Rousseau og kun en meget lille mængde Taransaud. Andelen af nyt træ er 35 %. 1/3 af fadene var nye.
Detailpris 595,-
2022 Centgrafenberg GG, Rudolf Fürst, Franken
Fürst bliver bare ved med at imponere mig. Tror aldrig jeg har fået en skuffelse herfra, dyr som billig, – selvom det meste efterhånden er blevet dyrt. Bürgstadter Centgrafenberg ligger i Churfranken, det vestligste Franken og er direkte sydvendt i 160 – 250 m højde. Marken er delvist terrasseret med en hældning på 10 – 40%. Jordbunden består af forvitret rød sandsten. Dyrkning af Pinot Noir er en århundreder gammel tradition her.
Druematerialet består af en variation af tyske kloner, primært Ritter, men også en lille del Dijon. Fürst anvender oftest en høj andel hele klaser (80-100%) og gærer i åbne trækar. Vinen lagres på både cement og barriques (20% nye), og stikkes sammen 18 måneder efter. Her vil man gerne have urter fra stilke, men ingen krydderi fra fad. På en måde den diametrale modsætning til Jülg.
Detailpris i DK ukendt (og svær at få fat på i Tyskland)
2023 Binenberg GG, Bernhard Huber, Breisgau, Baden
Endelig skal vi smage en aktuel årgang fra Bernhard Huber til Spätburgunder Mesterskabet. Endda en af de helt store. Julian Huber har siden 2022 produceret sin vin med total afstilkning og der er skåret kraftigt ned på ny eg. Man kan faktisk sige, at han har købt ind på “Jülg modellen”. Aftapning er sket uden klaring og filtrering. Vinen dufter af mørke kirsebær, sød lakrids, skovbund, mokka, samt en lidt reduktiv røget note. Storladen, saftig og intens i munden, men det er jo Pinot, så det er stramt og elegant på samme tid. Samspillet mellem frugtig charme og modent tanninbid er fantastisk. Lang dvælende eftersmag med røg og nellike.
Detailpris 1.195,-




