EM i tør riesling 2020

Hvis du ikke har købt billet endnu, så skulle du se at få det gjort! Torsdag den 30. april får du mulighed for at smage 12 helt vanvittige riesling-vine hos Mr Ruby. Det bliver en af de helt store aftener at være riesling-fan. Skulle du selv ud og købe en flaske af hver – så ville du komme af med helt nøjagtigt 7.093,- kroner – og så er det ikke engang sikkert du vil kunne opdrive flere af dem. Her får du lov at smage dem alle for blor 699,- kroner. Så kom og vær en del af en oplevelse.

Alle vine smages blindt og vi afgiver hver især point efter 100-points skalaen. Slutteligt regnes det hele sammen, vinene afsløres og vi kårer en vinder. Det bliver med garanti en hyggelig, munter og diskussions-lysten aften 🙂

Vi smager torsdag den 30. april kl. 18.00 på Langdalsvej 75. Der vil være lidt brød og ost til at slutte af på. Pris pr. snude 699,-.

De 12 vine vi skal smage

2017 Uhlener Laubach GG, Heymann-Löwestein, Mosel

Uhlener Laubach fra Heymann-Löwenstein

Intet Europamesterskab i riesling uden Mosel. Der er mange vanvittigt dygtige producenter at vælge imellem fra Mosels snoede løb, men nogle få er rigtig svære at komme uden om. Heymann-Löwenstein er en af dem. Huset ligger i Winningen i den nordligste ende af Mosel, helt op mod Koblenz.
Hos Heymann-Löwenstein høstes sent og vinene gæres spontant med de mange vilde gærstammer, der findes i vinmarken. Denne proces kan vare i op til 1½ år, og giver vinene enorm fylde og kompleksitet. Winninger Uhlen marken er samlet på 17,4 hektar og opdelt i 3 zoner, Rotlay, Laubach og Blaufüsser Lay. ”Laubach” er nok den mest ekstroverte af de tre. Her er koraller, fossiler og kalk i skiferlaget.
97 points James Suckling, 95 points RobertParker
Detailpris 399,-

2018 Halenberg GG, Schäfer-Frölich, Nahe

Under 2000 flasker findes der af Riesling GG ”Halenberg” fra Fröhlich-familiens lille parcel med blå skifer i byen Monzingen’s mest berømte mark. Kvaliteten hos Schäfer-Fröhlich starter i vinmarkerne, hvor Tim Fröhlich er stærkt begunstiget af næsten udelukkende at besidde parceller i Grand Cru-marker: Felsenberg og Kupfergrube i Schlossböckelheim, Frühlingsplätzchen og Halenberg i Monzingen samt signatur-markerne Stromberg og især Felseneck i Bockenau. I alle markerne ligger Schäfer-Fröhlich’s parceller i den stejleste del, hvor jordbunden er mest ufragtbar og stokkene vokser direkte på den stenede undergrund, og det smager man, det er mineralske, kompromisløse essenser der skabes her.
I det kølige Nahe modner druerne altid meget sent, og Tim Fröhlich må som regel vente til meget sent med at høste, og ganske ofte er han den sidste af de helt store mestre til at plukke sine druer helt henne midt i november. Den usædvanlig lange modningsperiode, som druerne gennemgår, giver vine med et uhørt mineralsk drive og forrygende kompleksitet, og de viser det mest stringente og skarptskårne udtryk som stor tør Riesling kan besidde!
96+ Wine Advocate, 96 John Gilman
Detailpris 449,-

2016 Clos Häuserer, Zind-Humbrecht, Alsace

Denne vin er en klassiker og kandidat til betegnelsen mest intense og stringente Riesling fra Zind-Humbrecht, ja, måske mest stringente i hele Alsace.
Marken er kun 1,2 ha., østvendt i bunden af Grand Cru Hengst mellem Wintzenheim og Gueberschwihr, beskyttet mod vest- og nordenvinde. Humbrecht har haft marken i generationer, inden Zind-Humbrecht blev dannet i 1959. Marken blev genplantet først i 70’erne. Jorden er dyb mergel over limsten og har altid en markant syre som ung.
Vinen er spontangæret, og af samme grund varierer vinens stil fra år til år. Nogle år er den knastør, i andre har den nogen restsødme. Naturgær er svær at styre. Derfor har man hos Zind-Humbrecht indført et Indicie system. Fra årgang 2000 har alle vine i et af de nederste hjørner på etiketten et indice nummer fra 1 -5. Indice 1 er helt tør; 4 og 5 har meget følelig restsødme. I årgang 2016 blev vinen knastør = Indicie 1.
95 WineEnthusiast
Detailpris 475,-

2017 Fachkaul, Weingut Franzen, Mosel

Fachkaul parcellen på Calmont danner et amfiteater-lignende scenarie. Herfra producerer Angelina og Kilian Franzen en helt enestående vin. Det unge par kravler rundt på stejle Bremmer Calmont, europa´s stejleste vinmark, for at sikre sig druer, som kan noget helt særligt. Det er et beundringsværdigt stykke arbejde der ligger bag hver flaske. Calmont hælder visse steder helt op til 65 grader, så man skal have Spiderman-lignende teknik for at komme rundt deroppe. Skråningen består af grå-brun skifer. Marken blev anlagt af Kilians far, Ulrich Franzen, og det er hans vision, der driver det unge par, til at gøre druerne herfra til en af tysklands bedste riesling-vine.
Fachkaul er gæret på natur-gær og har ligget ”sur-lie” i 18 måneder og har gennemgået malolaktisk gæring. 2017 var en usædvanlig årgang. Den megen regn krævede et vanvittigt sorteringsarbejde, men råmaterialet var fint, god syre, fine aromaer. Det største problem for Kilian var, at spontangæringen stoppede da vinen nåede 11,5% alkohol, og ikke engang en let opvarmning af lokalet kunne lokke den i gang igen. Derfor er vinens restsukker på 9,8 gram. Ikke noget der generer rent sensorisk, da syren er på plads, men nok til at vinen hopper ud af GG regi. Irriterende for Kilian, men når man har baseret sit kælderarbejde på naturens luner, så sker den slags. Spændende at se, om det bemærkes af et blindsmagningspanel…
95 Mosel Fine Wines, 95 Wine Advocate
Detailpris 549,-

2015 Kastelberg, Kreydenweiss, Alsace

Jo, der findes skifer i Alsace og Kreydenweiss anses for at være en af topproducenterne i området. Le Classement Revue du Vin har bl.a. skrevet om Kreydenweiss: ” Zind Humbrecht er nok kongen, men Kreydenweiss er en seriøs rival med mineralsk Alsace i særklasse.”
Derfor skal Kreydenweiss med i duellen om europa´s bedste tørre Riesling!

Marc Kreydenweiss var pioner for biodynamisk drift i Alsace og er stadig et forbillede for mange biodynamikere i dag. Sønnen Antoine overtog ledelsen af domainet i Alsace i 1999, hvor Marc flyttede til Rhone for at lave vin der. Metoderne er strengt biodynamiske med et minimum af, eller slet ingen svovl. Udbyttet fra vinstokkene er under det halve af gennemsnittet i Alsace. Antoine leverer vine med længde og dybde samt en markant aroma og elegance. Kastelberg består af skifer med en syd-østlig sol-orientering.
96/98 point I Wine Advocate
Detailpris 550,-

2017 Pechstein GG, Von Winning, Pfalz

Vinkælderen hos Von Winning ligner en kælder i Bourgogne. Det er da også Bourgogne der langt hen ad vejen er forbilledet, men blot omskrevet så det passer til Riesling. I marken arbejdes helt uden kemi, og det samme i kælderen. Moste spontangæres uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse. Træfadene stammer ofte fra top-bødkere i Bourgogne og andelen af nyt træ er høj. Oftest tappes vinene direkte fra fadet uden filtrering. Man forsøger med andre ord at gengive naturens arbejde på reneste og mindst manipulerende vis.

Markernes beplantningstæthed har man øget til 9500 stokke/hektar, og samtidig reduceret udbyttet pr plante. Dette er sket for at øge kompleksiteten i høstudbyttet. Besiddelserne er nogle af de bedste i Pfalz: Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg og Kalkofen klinger sødt i enhver Pfalz entusiasts ører. Pechstein leverer en af de mest markante Riesling-vine fra Pfalz. Undergrunden af kalksten, basalt og sandsten giver en fyrig mineralitet, som gør den værdig til et europamesterskab i tør Riesling.
93-94 af David Schildknecht
Detailpris 499,-

2017 Unendlich, Smaragd, Wachau

Loibner Berg ved Wachau er et magisk hjørne ved Donau floden hvor riesling performer helt enestående. Undergrunden er domineret af granit, der har det med at gøre riesling afgrundsdyb. Det ligger også i navnet på denne vin, at den ikke holder sig tilbage, smagen er “Unendlich”. Druerne høstes sent og der vil ofte være en lille andel botrytis i dem. Alkoholprocenten vil være høj, men på magisk vis beholder vinen sin lethed og finesse. I 2017 nåede alkoholen op på svimlende 14,5% alkohol. Vinen er spontangæret og lagret dels på ståltank, dels på store gamle træfade.
FX Pichler har i denne vin forsøgt at skabe maksimalt terroir, kompleksitet og alligevel finesse. ”Vores passion er at fremstille en vin, der er en oplevelse for sanserne, et samlet kunstværk.” Etiketten er udsmykket med scenedesignet af Karl Friedrich Schinkel fra Mozart-operaen “Tryllefløjten”. En stjernehimmel på en blå baggrund – et symbol på kosmisk uendelighed, til en vin med en “uendelig” finish.”
Vinen regnes af mange for at være østrigs bedste riesling.
100 point James Suckling, 97 Falstaff
Deatilpris 1500-1600 kroner

2017 Pettenthal GG, Kühling-Gillot, Rheinhessen

Man kommer ikke udenom Kühling-Gillot i et EM i tør riesling. Carolin Spanier-Gillot blev i 2015 kåret til årets Winzerin af magasinet Falstaff og det samme skete i 2018 i magasinet Vinum. Husets vine rangerer konsekvent højt i internationale smagninger. Husets vine skabes på skråningerne i det område der kaldes ”Roten Hang” i Rheinhessen. Undergrunden består her af rød skifer, deraf navnet.
Pettenthal er en parcel øverst på Roten Hang. Vinplanterne skal virkelig arbejde for at finde næring, og det begrænser naturligt udbyttet, og det lille udbytte opnår samtidig en enorm smagsintensitet.

Alt markarbejde foregår økologisk og i kælderen arbejdes efter ”Hands off” princippet. Gæring foregår spontant og vinene får lov at ligge på gærresterne i 24-36 måneder før de frigives til salg. Minimal manipulation med naturens eget arbejde skaber store vine.
97 Points af James Suckling, 95 Point på Falstaff.at
Detailpris 399,-

2016 Riesling Schlossberg, St Catherine, Domaine Weinbach, Alsace

Domaine Weinbach ledes i dag af Catherine Faller efter at moderen, Colette Faller, døde i februar 2015. Catherine´s søn Théo er vinmager. Domainet ligger i Kayserberg i hjertet af Alsace. Weinbach-vinenes stil står i stor kontrast til alle andre Alsace vine. Frem for at fokusere på power og frugtsødme, er domænets vine elegante, tørre og fremfor alt mineralske. Ejendommen kan dateres helt tilbage til før 800-tallet. Den ligger omgivet af en muromkranset vinmark, Clos des Capucins, som henter sit navn fra kapuciner- munkene, som besad ejendommen indtil den franske revolution.

Schlossberg Grand Cru ligger på en direkte sydvendt skråning. En af de første marker til at opnå Grand Cru status i Alsace. Jordbunden består af granit og sand, er vel drænet og vinplanterne øverst på marken i 400 meters højde skal virkelig kæmpe for næring. Druerne til Cuvée Catherine er fra den øverste og midterste del af marken. Al dyrkning er certificeret  økologisk og certificeret biodynamiske.
97 Point af James Suckling, 94 Point på Vinous.com
Detailpris 545,-

2017 Gräfenberg, Robert Weil, Rheingau

Marken er sydvestvendt med en stigning på op mod 60%, med en undergrund af skifer og grus der gør den særdeles veldrænende.

Wilhelm Weil, der i dag producerer vinene på familiens gård er næsten altid tilfreds med hans produkt, men i 2017 er han mere end tilfreds. Han mener ikke, at han har produceret en bedre vin i 30 år! Vinen besidder fokuseret syre og udtalt mineralitet. Al høst og selektering sker selvfølgelig ved håndkraft, hvorefter gæringen starter spontant og vinificeres i store egetræsfade.
95 point i Wine Advocate, 95 point af James Suckling
Detailpris 465,-

2016 Kellerberg Smaragd, FX Pichler, Wachau, Østrig

Kellerberg marken ligger i samme “Donau-sving” som Loibenberg, blot lidt længere mod vest og med en mere sydøst-vendt eksponering, målt op mod Loibenberg der er direkte sydvendt. Kellerberg er ultra-stejl, anlagt på terrasser og jordbunden består primært af gnejs.

Dette var FX Pichler´s topvin indtil de fandt på fænomenet Unendlich. Men har de netop med Unendlich mistet det autentiske ved Riesling og er istedet forfaldet til tyngde og koncentration? Det er et af de svar vi får den 30. april.
99 point af Falstaff.at, 100 point – James Suckling
Detailpris 799,-

2017 Pfaffenberg, Kremstal, Stift Göttweig, Østrig

Indrømmet. Dette er vinhandlerens helt eget valg. Her er ikke kigget på hitlister eller præstationer rundt omkring i verden, her er simpelthen bare en Riesling, som væltede mig omkuld da jeg smagte den første gang.

Marken Pfaffenberg ligger på nordsiden af Donau i modsætning til Kloster Göttweig´s øvrige marker, der alle ligger på sydsiden. Pfaffenberg ligger dermed nærmest i forlængelse af blandt andet Loibenberg, som vel ret beset er det bedste sted at have sine Riesling-stokke stående i hele Østrig.

Det er Riesling med tyngde der skabes her. Marken er anlagt på terrasser over Donau bestående af gnejs og skifer. Vinen er naturligvis spontangæret og har ligget på store gamle træfade.
95 point af Falstaff.at
Detailpris 439,-

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *