Torsdag den 27. marts 2025 var det atter blevet tid til at måle og veje tysk Pinot Noir aka Spätburgunder. Hvor godt er det i grunden?
Det er relativt nemt at smage de bedste tyske producenter og begejstres. Men hvad nu hvis de måles op mod top producenter fra Bourgogne, – er de så stadig gode, bedre, dårligere…?
Man kan altid diskutere udvalget af vine. Bourgogne er naturligvis dyrere end tysk Pinot Noir, men prismæssigt er der alligevel nødt til at være en grænse for hvor dyre burgundere der kan være med. Hvad er retfærdig sammenligning? Er det at Bourgogne-vinene koster tre gange så meget som de tyske udgaver? De tre dyreste vine denne aften kom fra Bourgogne, så der blev ikke sammenlignet 1 til 1, – og det skal der heller ikke.


Udvalget af vine
De 5 producenter der var udvalgt til at repræsentere Bourgogne er alle producenter, som tager klimaforandringerne alvorligt og som på en eller anden måde reagerer, i mark og kælder. Illustreret meget godt med Pierre Vincent Girardin´s 12,5% alkohol, som opnås ved at arbejde med stor løvvæg, øget fotosyntese og en deraf følgende phenolisk modenhed som er “mind-blowing”. Aurelian Verdet´s 100% helklasegæring er et andet forsøg på at levere “fremtidens” Bourgogne. Lys, urtet, med nærmest germansk krydret syre på tungen. Der blev med andre ord ikke serveret gumpetung 14,5% Pinot Noir denne aften.
De tyske vine var alle fra Mr Ruby´s sortiment. Det er nødvendigt for forfatteren til denne blog at slå fast, at INTET, er valgt fordi det er “fint nok” eller “ok”, det hele var udvalgt fordi det kunne og skulle begejstre!
Der er mange gode fortællinger fra aftenen. Der er de to kunder, som kommer ind af døren og siger: “Hvorfor er det, at tysk Pinot Noir altid smager tysk?” – hvortil arrangøren kækt svarede: “Vent til i har smagt de 6 tyskere i aften, så ved i, at Spätburgunder ikke altid smager tysk!”
De nikkede samstemmende efter smagningen – og købte i øvrigt Spätburgunder med hjem.
Der var de tre Bourgogne-freaks, som kom for at få ført bevis for, at Spätburgunder ikke har en chance målt op mod producenter som Boursot og Girardin. Efter smagningen viste det sig, at de to vine de havde givet topkarakterer kom fra Tyskland!!!
Begge grupper fik altså en på “opleveren”, – de fik bearbejdet fordomme. Det er præcis hvad denne aften er sat i søen for.


Hurtig gennemgang af de smagte vine
Vinene blev smagt i 4 heats. Det første var kalibreringsheatet. En tysk mod en fransk. Kunne folk skille dem ad? 2020 Chambolle Musigny Premier cru Fueès fra Boursot mod 2022 Sonnenberg KT (Kostert) fra Jülg. Fueès – nabomarken til Grand Cru Bonnes Mares, – kunne Kostert, marken lige over Wissembourg i Alsace stå distancen? Står der Alsace? Ja, det gør der, for Jülg har marker både på den tyske og den franske side af grænsen. Offer for en besynderlig grænsetrækning efter 2. verdenskrig. I realiteten to vine på franske druer i første heat.
De fleste havde nogenlunde styr på det. De to vine var valgt til heatet fordi de bød ind med næsten samme farve og intensitet. Fueès spillede dog på flere tangenter, flere lag, et lidt mere oxidativt udtryk og dybere mineralitet. Jülg´s komplet afstilkede Pinot fremstod med saftig ren frugt og mere tydelig fadnote, måske også qua sin yngre alder. Ikke for meget fad, blot mindre integreret.
Heat 2 – det lyse og lette heat
Nu blev det sværere. Ved gennemgangen af vinene, før smagningen, var det blevet røbet, at vinene på tyske kloner ofte er lysere og lettere.
Så burde aftenens “lyse” heat jo være tre vine på tysk klon. Sådan var det bare ikke.
Første vin var Twardowski´s 2020 Pinot Noix Ardoise. Vidunderet fra Mosel. Produceret på Dijon-klon, men på kølige 50. breddegrad og tilmed i Tysklands vestligste vinområde med det mest maritime klima. At Pinot Noir overhovedet kan modne tilfredsstillende her, det er noget nyt, og det er enormt spændende, for Pinot-stilen på skiferskråningerne bliver som Riesling, – let, luftig og æterisk. Aftenens mest elegante!
Twardowski skulle måles op mod Aurelian Verdet´s 2021 Nuits Saint Georges gæret 100% på hele klaser. Farvemæssigt adskilte de sig ikke meget. Verdet enormt urtet, krydret, syrlig, vedholdende. Flot vin, som udviklede sig enormt i glasset. Og sidste vin i heatet var eneste vin på tysk klon, 2021 Rosenloch fra Gebrüder Mathis. Vinen skilte vandende. Den er lys, rødfrugtet og i 2021 har den en reduktiv duft, der blev beskrevet som “Ged gnubber sig op af træ”, “Hest”, “Nytårskrudt” osv. Den enten elsker eller hader man. Vinen fik alt lige fra 98 til 90 point. Vinen fremstod markant, målt op mod 10 andre vine, som nærmest ikke besad reduktive noter.
Et svært heat, som de færreste havde helt styr på.
Heat 3 – intensiteten stiger
Første vin i heatet var 2022 Kirchgasse fra Wöhrle. Enkelte fangede en lille reduktion her, – og den er der, men der er til gengæld så stor flot og saftig frugt, at reduktionen blot understøtter, giver vinen dybde. Markus Wöhrle har altid været god, men hans 2022 er et step op. En af grundende er overgangen til at bruge “pump overs” i gæringen. Det har virkelig boostet frugten og samtidig elegancen i vinen.
En anden, som også bruger “pump overs” er Sylvain Morey. Fra Premier cru marken “Champ Gain” Chassagne Montrachet. En mark hvor alle andre dyrker Chardonnay, og hvor Sylvain nok kunne tjene flere penge ved faktisk at dyrke Chardonnay. Men han holder fast i sin Pinot Noir, og det skal han have stor ros for. Vinen har noget “hvidvinsagtig” lethed over sig og en stor saftig rød frugt, som gør det svært at spotte, at den er fra Bourgogne. Den smager næsten tysk.
Sidste vin i heatet var 2022 Kalkfels, Ilbesheimer Kalmit fra Par les deux. Projektet grundlagt i 2021 af vennerne Johannes Jülg og Peter Klein. Den vin er bare enestående. Produceret på tysk klon. Den er så indbydende, saftig, pirrende syrlig. Frugten stor, på kanten af at være banal, men den får så meget modspil fra syre og krydderi, at man bare må overgive sig. 80% af deltagerne denne aften skød på stor Bourgogne.
Forleden blev jeg spurgt om vinen kunne gemmes. Jeg var nødt til at svare: “Hvorfor skulle man?”
Heat 4 – Hvad er det sorte der for noget?
Første vin i sidste sæt var 2017 Aux Thorey Premier cru fra Nuits Saint Georges. Leroux bruger af og til en andel hele klaser i sine gæringer, men ikke i kølige årgang 2017. Den kvikke deltager i smagningen fangede den lidt orange kant, og placere feltets ældste vin her. Leroux beviser endnu engang, hvorfor han står på hylden hos Mr Ruby. Det smager simpelthen fremragende, og han er måske den vinbonde i Bourgogne der fastsætter sine priser mest rimeligt. Her var dybde, modenhed, kirsebær, skovbund, læder, flot syre og mineralitet.
Når vi snakker priser i Bourgogne, så er vi nødt til at snakke om den himmelflugt Pierre Vincent Giradins priser har taget. De er steget med 40% hvert år de sidste 3 år. Alligevel, så er han ikke dyr! 2022 Volnay Premier cru Taillepieds var aftenens dyreste vin, men hver en krone værd. Gemt til denne smagning. Der er ikke mere af det. Helt fabelagtig balance. Imponerende elegance og lethed. Nærmest cremet struktur. Naturligvis ufiltreret. At Pierre kan holde alkoholen på 12,5% er nærmest magisk. Stor vin.
Et generelt træk ved de tyske vine denne aften var, at frugten var frisk, ren, saftig. Netop det faktum burde have røbet for folk, at den blæksorte vin i sidste glas var 2022 Alte Reben fra Bernhard Huber. Det er simpelthen nærmest et koncentrat af Pinot Noir. Et koncentrat som smager som en lille bid af himlen.
Julian Huber er en mester. Han er stadig en frontløber når det gælder tysk Pinot!
Aftenens resultat
Toppen lignede senest afviklede Spätburgunder Mesterskab. Der er altså Wow-faktor over Alte Reben fra Huber og Kalkfels fra Par les deux. Ellers et felt uden de helt store overraskelser. Rosenloch fra Gebrüder Mathis får en lidt lav score grundet sin reduktion. Vinens karakter vil altid skille sig ud i et felt som dette. Var den blevet serveret alene, så havde folk ikke oplevet reduktionen så voldsom. Lidt som vanligt, så lider 1. heat under, at folk er afventende. De hiver sjældent 98 point op af lommen her. Derfor ender Boursot og Jülg nok lidt lavere end hvis de var blevet placeret senere i smagningen.

Placering | Vin (orange skrift = link til mr-ruby.dk) | Rating |
1 | 2022 Alte Reben, Bernhard Huber | 96,6 |
2 | 2022 Kalkfels, Ilbesheimer Kalmit, Par les deux | 95,8 |
3 | 2022 Volnay 1er cru Taillepieds, Pierre Vincent Girardin (udsolgt) | 95,5 |
4 | 2017 Nuits Saint Georges 1er cru Aux Thorey, Benjamin Leroux (udsolgt) | 94,4 |
5 | 2021 Nuits Saint Georges, Aurelien Verdet | 94,2 |
6 | 2020 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski | 94,0 |
7 | 2022 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle | 93,9 |
8 | 2020 Chambolle Musigny 1er cru Les Fueès, Boursot | 93,3 |
9 | 2020 Chassagne Montrachet 1er cru Champ Gain, Sylvain Morey | 93,2 |
10 | 2022 Sonnenberg KT, Jülg | 92,7 |
11 | 2021 Rosenloch, Gebrüder Mathis | 92,0 |