Hvorfor er de romere så interessante? Det er de, fordi de gjorde forbavsende mange ting rigtigt. De besad en viden og en indsigt, som vi kunne lære noget af den dag i dag. Deres evne ud i arkitektur var vanvittig, især når man tænker på hvilke redskaber de havde at gøre med. Selvfølgelig ved vi mere om en hel masse i dag end de gjorde, men det er som om det ikke altid er en fordel at vide meget. Eller også glemmer vi at bruge det vi ved. Det gælder både inden for arkitektur, men også inden for vin. Det er helt sikkert én af grundene til, at fænomenet “naturvin” vokser i disse år. Producenterne vil tilbage til at finde glæde ved vin.
Der er mange teorier om hvor vin og vindyrkning stammer fra. Den gang jeg gik i vin-skole for små 30 år siden, var både vinplanten og vinproduktionen fra Kaukasus. Men skolebøgerne skrives om i disse år. Det tyder på, at vinplanten har været udbredt inden for de vinbælter vi kender i dag. Man arbejder nu med forskellige arnesteder, hvor de planter vi kender i dag oprinder fra. Den Iberiske halvø kunne meget vel være et af disse steder. Sardinien gør krav på at være det og Georgien er med sikkerhed.
Men hvad så med opdyrkningen af vin og produktion? Her peger arkæologiske fund stadig i retning af, at teknikkerne vandrede fra øst mod vest. Omkring år 1000 før Kristi var Fønikerne og grækerne i fuld gang med kolonisering af egnene omkring Middelhavet. Det var her der for alvor kom gang i vindyrkningen i Europa. Der blev udvekslet teknikker og plantemateriale og ikke mindst handlet vin. På Sardinien har man gjort arkæologiske fund af vinfremstillings-redskaber, der kan dateres til 1200 år før Kristi. Grækerne grundlagde handelsbyen Massalia/Marseille cirka 600 år før Kristi. Derfra gik vinproduktion sin gang – op gennem Rhone-dalen – og bredte sig ud som en vifte herfra.
Romerne tager over
Romerne tog over hvor grækerne slap, eller rettere, romerne var så vilde med grækerne og deres skikke, at de nærmest lavede en copy/paste på dem. For grækerne var vin en stor del af deres kultur, det samme blev det for romerne. Romerne var faktisk så glade for vin, at størstedelen af Italiens landbrugsarealer på et tidspunkt var dækket af vinstokke. Dette skabte problemer, idet kornleverancerne udefra var meget besværlige på den tid. Derfor vedtog man ved lov, at vinmarkarealet skulle begrænses, og ny plantninger blev forbudt.
Romerne havde et oprindelses- og klassifikations system, som skulle sikre adelen, at de fik den rigtige vin når de bestilte deres elskede “Falernum”. Falernum var en af de fineste romerske vine. Alle amphoraer blev således forsynet med stempel fra oprindelses stedet, noget der har hjulpet arkæologerne enormt i deres bestræbelser på at kortlægge romernes handels veje. Der er fundet romerske amphoraer i størstedelen af middelhavs-området.
By Ad Meskens – Own work, CC BY-SA 3.0
De flittige romerske skribenter
Fra romertiden har man meget nøje beskrivelser af diverse vine, og derfor en rimeligt klar forestilling om, hvordan vinene smagte på den tid. Både Plinius den Ældre, Cato den ældre, Palladius, Varro og især Columella var flittige skribenter ud i vindyrkning og -produktion. Romerne havde en meget højt udviklet kultur omkring vinproduktion. Columella (år 4-70) skriver i sit værk ”De re rustica” om økonomi og kvalitet ved forskellige høstudbytter, samt hvilke druesorter der skal plantes i hvilken jord for at få det bedste resultat.
Cato skriver om vigtigheden i at holde produktions lokalet køligt og rent og anbefaler at lave nordvendte døråbninger til lagerlokaler. Plinius den ældre (år 23-79) skriver i hans ”Naturalis historia” om vigtigheden i, at holde gæringen kølig. Det kunne gøres ved at gære i nedgravet amphora. Allerede dengang tilsatte man kalk til en vin hvis den var for syrlig og Cato og Pliny nævner også brugen af svovl som konserveringsmiddel. Romerne kendte til mange af de teknikker som anvendes i dag.
De bedste vine på den tid var kraftige og søde, da de var produceret af sent høstede eller tørrede druer og ofte tilsat krydderier og/eller kogt koncentreret druemost. Nogle vine blev bragt til røgkamre, hvor de blev opbevaret, indtil de ændrede aroma til en kraftig og røget vin.
Katastrofen i Pompeji
Nogle af landets bedste og mest værdsatte vine kom fra marker omkring Napoli. Vinen Surrentium, kom såmænd fra vulkanen Vesuv´s skråninger. Byen Pompeji nær Vesuv var et center for vinproduktion og det var en katastrofe for den romerske vinindustri, da Vesuv i 79 gik i udbrud. By og marker blev begravet i lava og aske.
De druesorter de romerske forfattere beskriver som værende de vigtigste, er svære at nikke genkendende til i dag. De nævner sorterne: Aminea, Nomentana, Apian, Eugenian og Allobrogica. Grunden til, at ingen navne har overlevet, kan være en tilfældighed. Det kan dog også siges med sikkerhed, at de stokke, der står på de europæiske marker i dag, ikke på nogen måde behøver minde om datidens. Vitis Vinifera muterer og degenererer grundet ydre påvirkninger. Over få århundreder kan en sort mutere og have ændret karakter også selvom den er opdyrket.
Aminea blev betragtet som den bedste af dem alle. Der er mange teorier om hvilken druesort Aminea var, – men der er ingen beviser for noget som helst. Ampeolografer har ud fra de vækstmønstre de romerske skribenter beskriver et gæt. I de gamle skrifter beskrives druernes fysiologi, sorternes blomstring, udbytte, modning, tilbøjelighed til sygdomme og endelig vintype. Dette har ført til en teori om, at Aminea kunne være Savagnin, en af de ældst kendte sorter på de europæiske vinmarker.
Meget ender i gætteri, når der skal sættes navn på de druer romerne arbejdede med. Falernum bliver i nyere vinbøger beskrevet som en vin produceret på Aglianico, og druen skulle i øvrigt have græsk oprindelse. Ifølge DNA-forskeren Vouillamoz er det, det pure opspind.
Plinius den ældre nævner de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte. Man mener, at han kan have beskrevet Nebbiolo. DNA-forskning beviser, at sorten har en meget lang historie. Ingen forældre er fundet til Nebbiolo, til gengæld findes druens DNA i mange andre sorter.
Påvirkning af europæisk vindyrkning
Romerne bragte deres teknikker med ud i hele riget. I bakkerne omkring Vienne i Rhône-dalen, ikke langt fra Hermitage-højen, producerede romerne en af rigets store vine. Bordeaux blev en kæmpe handels-succes. Bordeaux-området bestod på daværende tidspunkt kun af Gironde-flodens højre bred. Chateau Ausone er opkaldt efter den romerske digter Ausonius som havde bopæl og vinmarker i det vi i dag kender som Saint-Emilion. Romerne elskede Bordeaux, for jorden var frugtbar og floden gjorde det nemt at fragte varer herfra.
Romerne kan muligvis have dyrket Cabernet Franc i Bordeaux og bragt druen til både Loire og Sydengland. Klimaet var varmere den gang, derfor var vindyrkning i England mulig. I Bourgogne og Champagne har de med stor sansynlighed arbejdet med Pinot Noir.
En af Tysklands ældste byer, Trier, ved Mosel, hed “Augusta Treverorum”. Byen var hovedstad i den Galliske del af Romerriget. Der er masser af levn fra Romernes tilstedeværelse langs Mosel-floden, blandt andet flere anlæg til presning af druer. De er med romersk akkuratesse naturligvis anlagt ved direkte sydvendte skråninger. I Trier finder man ”Porta Nigra”, som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Romerne arbejdede dengang formentlig med druesorten Elbling, Riesling er af nyere dato.
Omkring år 0 var Jorden inde i en varm periode. Derfor kunne romerne dyrke vin i Sydengland, noget som i disse år bliver genoptaget.
Fra 1350 til 1850 har vi været inde i det der kaldes ”Den lille istid”. Det har i den periode været svært at producere vin i Nordeuropa. Problematikken er nu afløst af temperaturstigninger, som kan være naturlige klimaforandringer, men som desværre med sikkerhed forstærkes af menneskets udledning af CO2.
En tanke om “Det vinglade folk Romerne”