“Der er ikke noget vinland jeg hellere ville arbejde med lige nu!”, har jeg sagt en del gange det sidste års tid. Jeg vil omformulere i dag. Jeg vil sige: “Der ER ikke noget vinland jeg hellere ville arbejde med lige nu!”
Tyskland er som forvandlet. Det er her man udlever sin drøm hvis man vil noget med vin. Der dukker hele tiden nye spændene producenter op. Tysk vin er hot. Så hot som sort basalt på en varm sommerdag på marken Pechstein.
Living the Dream
Yvonne Libelli opdagede jeg, da jeg fik lov at købe 12 flasker “Living The Dream” af Johannes Jülg. En ret enestående Riesling, som han havde produceret i fællesskab med 5 andre vinbønder i Pfalz. Et fællesskab hvor man mødes, smager sine og andres vine, diskuterer, kommer med tips og tricks, hjælper hinanden til at blive bedre. Yvonne er en af deltagerne i fællesskabet. Hun bor i Forst, er gift med en italiener, Nicola Libelli, som er flyttet til Forst for at arbejde med Riesling! I dag er han kældermester hos Bürklin-Wolf. Gad vide om ikke Yvonne var flyttet til Italien, hvis de havde mødt hinanden for 25 år siden?
Denne lille historie, for at beskrive ånden og stemningen blandt de unge vinproducenter i Tyskland. De er i den grad i gang med at “udleve drømmen.”
Potentialet i Forst
Forst er en lille flække i det sydlige Pfalz, som er kendt af de fleste Riesling-kendere: Her ligger en lille samling marker, som leverer noget af den ypperste riesling i Tyskland. Markerne er koncentreret i et meget lille område. Markerne er primært ejet af store vingårde med international berømmelse, men der findes også enkelte mindre vingårde. En af disse er Margarethenhof. Huset ejer besiddelser på marker som Pechstein, Jesuitengarten, Freundstück og Ungeheuer. Navne som man normalt forbinder med store producenter som Von Winning, Von Buhl, Bassermann-Jordan og Bürklin Wolf.
Der skulle en ung generation til, et nyt ”mindset”, før gårdens besiddelser begyndte at vise deres fulde potentiale. Det er familien Lucas der ejer vingården, og da Lucas senior fyldte 61 sagde han til sine børn, at de var velkomne til at tage over. Børnene er Yvonne Libelli, og hendes bror Martin Lucas. De var begge i starten af 30´erne og havde allerede stor erfaring med vinproduktion.
Yvonne og Martin
Yvonne Libelli – har arbejdet for Stefanie Weegmüller (Pfalz), Philipp Wittmann (Rheinhessen), Manincor (Südtirol), Hartford Family Winery (Californien) og Mount Edward (New Zealand). Og hun har et Geisenheim-ønologidiplom i lommen. Martin Lucas er uddannet vinbrugs tekniker og har arbejdet for Bassermann-Jordan, Münzberg og Egon Schmitt (alle i Pfalz).
De to søskende har ændret opfattelsen af, hvad en vin fra Margarethenhof skal kunne. Deres forældre og bedsteforældre producerede primært vine med restsødme, i dag er vine med sødme en meget lille del af sortimentet. I dag handler det om mineralitet. At få den særlige ”Forst” karakter frem i vinene. De store huse er ikke længere alene om at levere stor vin, – nu er et af de små begyndt at blande sig.
Hvorfor bliver Margarethenhof bedre og bedre?
“Der er mange grunde til, at vinene herfra er steget i kvalitet gennem de senere år. Mange af vores vinmarker er nyplantet omkring 2004/2005,” forklarer Yvonne. “Smagsintensiteten i druerne bliver højere med stokkenes alder, man mærker mere dybde i vinene fra år til år.”
En meget ydmyg forklaring. En anden forklaring er også, at de to søskende har en helt anden tilgang til vinproduktion. De høster med langt mindre udbytte og er meget mere kritiske i forhold til hvilke druer og hvilken vin de vil godkende. Ejendommen er under omlægning til økologisk vinbrug. Det er eneste rigtige vej at, siger Yvonne (og hun har ret). Druerne håndplukkes, gennemgår 4 timers macerering på skindet inden de presse og mosten går i gæringskarret. Alle topvine forsøges spontangæret, men det er sværere end mange vil indrømme, ofte må vinene hjælpes lidt på vej. Riesling gæres altid på rustfri ståltanke. Kompleksiteten opbygges gennem et halvt år på gærresterne.
“Hver årgang giver min bror og mig mere og mere selvtillid. Vi har fundet vores udtryk og bliver klogere og klogere på hvad vi skal gøre for at opnå det bedst mulige resultat.” tilføjer Yvonne.
Selvom området omkring Forst er relativt lille, så varierer jordbunden enormt fra parcel til parcel – og riesling opnår et forskelligartet udtryk på dem alle.
Markebesiddelserne
1. UNGEHEUR (GG)
Jordbunden består primært af kalksten og lidt basalt.
Vinene er delikat frugtagtige med fremragende mineralitet og enorm fylde. Placeringen midt på skrænten, beskytter mod vestenvind og fører til optimal druemodning hvert eneste år. Markens navn kan formentlig skyldes, at der i 1600-tallet var der en byfoged i Deidesheim ved navn Johann Adam Ungeheuer. Han døde i 1699, og der er stadig en grav med navnet Ungeheuer ved klosterkirken i Mußbach.
2 . PECHSTEIN (GG)
Jorden i består af basalt, blandet med rød sandsten og lidt ler.
Her vokser filigranvine, rige på finesse og langtidsholdbare. De fremherskende aromaer i duft og smag er citrusfrugter og flint, parret med en stærk mineralitet. Navnet på vingårdens placering er afledt af den høje andel af basalt. Længere oppe i skoven er der stadig et nedlagt basaltbrud, “Pechsteinkopf”, hvor der blev udvundet basalt indtil 1970’erne. Der lagres meget varme i jorden på grund af basaltindholdet. Der er et helt særligt mikroklima, som fører til meget karakteristiske og mineralske rieslingvine.
3. JESUITENGARTEN (GG)
Jordbunden består af sandet muldjord med sandstensbrokker, stedvis afbrudt af mergel. Tætte lag af ler og sand i jorden sikrer en optimal vandbalance og god mineraloptagelse. Riesling fra Jesuitengarten er særligt elegante, har en intens smag og er præget af frugt og mineralitet. Navnet ”jesuiterhave” kommer af, at vinmarken tidligere var ejet af jesuiterklosteret i Neustadt (siden 1764).
4. MUSENHANG (1G)
Jorden består af lerholdigt sand og kalksten.
Vine fra Musenhang er normalt besidder enorm mineralitet og er rige på ekstrakt. Marken ligger højt og køligt, og her blæser ofte en kølig brise. Druerne nyder godt af en lang modningsfase og rådner sjældent. Oprindeligt var området skovklædt, bjergsiden blev bortauktioneret, ryddet og beplantet med vinstokke af kommunen i 1821 for at tilbagebetale gæld.
5. STIFT (1G)
Jorden består af sandet muldjord og muldrigt sand. Navnet stammer fra St. Guido Stift i Speyer, som tidligere ejede en del jord i området. Vinene fra Forster Stift er elegante, med blomstret, let frugt og en afbalanceret, velintegreret syre.
6. DEIDESHEIMER HERRGOTTSACKER (1G)
Jorden består af lerholdigt sand og kalksten. En Riesling fra Deidesheimer Herrgottsacker er gulfrugtagtig, rund og afbalanceret og imponerer med sin fylde og smag. Det er netop dens lange, intense finish, der gør denne vin til noget helt særligt.