I 2026 træder en ny vinlov I kraft I Tyskland. Den har været længe ventet, længe undervejs, og alligevel så vil den nok ikke blive implementeret fra den ene dag til den anden. Omvæltningen er til at få øje på. Overordnet set, så vil man gerne forenkle. Man vil væk fra den gamle vinlovs fokus på modningsgrad, og i stedet skilte med geografisk oprindelse. Det sker også for at tilpasse sig EU´s PDO system. Et system som har eksisteret siden 2012, og som der faktisk lige siden har været stillet krav om, at Tyskland skulle tilpasse sig. Langt om længe er det sket.
Det betyder, at PDO, som er forkortelse af “Protected Designation of Origin”, nu går helt ned på markniveau. Det vil umiddelbart ikke betyde så meget for den enkelte forbruger, men det vil betyde noget for deltagere ved DM i blindsmagning, der nu vil kunne score point på mere end blot drue, årgang og område på en tysk vin.
Systemet er opbygget som en pyramide, jo mindre afgrænset et område er, jo tættere er du på toppen, – som oftest også kvalitetsmæssigt. PGI, som er EU-niveauet under PDO, træder nu i stedet for “Landwein”, og laveste kategori er “Deutscher Wein”.
PDO laget – Grosslage får ny forklædning
Den nye vinlov beskrives bedst som ”Bourgogne”-modellen.
Vi skal lige have et par tyske gloser på plads for at mindske forvirringen.
Anbaugebiet er det tyske ord for Winegrowing area – som for eksempel “Mosel”.
Bereich eller Grosslage bliver til Region – som for eksempel “Michelsberg”. Det sker for at undgå forvekslinger mellem Grosslage og Grosse lage. Sidstnævnte får stor betydning på enkeltmarksniveau.
Ort svarer til Village/kommune.
Einzellage er det tyske ord for vineyard, eller enkeltmarksvin (og det gør det så ikke helt alligevel, pga. lovgivningen fra 1971, hvor flere parceller blev lagt sammen for at udgøre én)
Gewann svarer til en mindre parcel på Einzellage, det man på fransk kalder “Lieu dit” (eller det der i tyskland burde svare til “enkeltmark”).
Det er muligt du allerede er forvirret. Tag det roligt. Forleden læste jeg om en advokat, der ikke kunne gennemskue den tyske vinlov!!! Den er ikke så ligetil.
Den fremtidige kvalitetspyramide
I fremtiden vil øverste del af kvalitetspyramiden for tysk vin se ud som følger:
En af ændringerne er, at Bereich og Grosslage, forsvinder og bliver til ”Region”. Klart for at undgå forvekslinger med ”Grosse lage”, en betegnelse der kommer til at spille en rolle på enkeltmarksniveau i den nye vinlov.
Bereich/Grosslage var, eller er lidt endnu, en sammenlægning af flere ”Einzellagen”. Det bedste/værste eksempel på en Grosslage er ”Piesporter Michelsberg”. Det som nu kommer til at hedde “Region Michelsberg”. Vinen må produceres af druer fra byerne Klausen, Minheim, Neumagen-Dhron, Piesport, Rivenich og Trittenheim, et område på i alt 995 hektar!
Det er der som sådan ikke noget forkert i. Det forkerte er, at man har brugt bynavne i forbindelse med Bereiche og Grosslagen. Det har man langt om længe indset. Derfor vil Bereich/Grosslage, lad os kalde det Region fra nu af, i fremtiden ikke kunne bære et bynavn. Og dog, – for selvfølgelig er der et “og dog”. Hvis en regions-vin er produceret 85% af druer fra village-marker for eksempel fra Piesport, så må den stadig bære bynavnet, dog indledt af betegnelsen ”Region”. Jeg skal nok lade være med at give min mening om denne “og dog”-ordning til kende. Jeg kan blot konstatere, at der er for meget demokrati involveret i tysk vinlovgivning.
Klassifikation af vinmarker
En anden ret markant ændring er, at markerne “Einzellage” klassificeres. De klassificeres i Grosse lage (Grand cru) og Erste lage (Premier cru). Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i et af de regionale udvalg, der skal blive enige om hvad der er bedst og næstbedst.
Modellen ligner med andre ord den model VDP har arbejdet efter i årevis. Det skal dog tilføjes, at loven ikke sletter noget af det vi kender, den ændrer lidt på nogle ting, men selvom fokus forsvinder fra modenhedsgrader, så vil Kabinett, Spätlese osv. stadig eksistere. Muligheden for at skrive ”trocken” efter et prädikat bortfalder. De tørre vine skal placeres under det nye system. Som udgangspunkt skal kunden kunne regne med, at en vin er tør, hvis der ikke står andet på etiketten.
Forvirringen omkring Einzellage
Samme Einzellage kan i fremtiden være både Erste lage og Grosse lage. Du vil altså kunne købe både en Trittenheimer Apotheke Erste lage og en Trittenheimer Apotheke Grosse lage. Det skyldes før omtalte gewanne. Trittenheimer Apotheke er inddelt i flere små parceller. Parcelnavne vil formentlig blive mere brugt i fremtiden. Men en vin blandet af to eller flere gewanne vil altid være en Trittenheimer Apotheke.
VDP har sejret ”ad helvede til”, som den gamle LO-formand Thomas Nielsen ville have udtrykt det. Producentsammenslutningen har med sine egne regler, formået at overhale alle andre i Tyskland, både kvalitetsmæssigt og markedsføringsmæssigt. Det er i virkeligheden nok mest det sidste mange er blevet misundelige over. De store kooperativer er blevet hægtet fuldstændig af og har sværere og sværere ved at sælge deres vin. Her skal vi lige huske, at kooperativerne stadig har stor magt i tysk vinproduktion.
Omkring 30% af al tysk vin produceres af kooperativer. Deres indflydelse varierer fra region til region. For eksempel er kooperativer dominerende i regioner som Baden og Württemberg hvor de står for næsten 75% af produktionen, i Pfalz 60%, ved Mosel 20% og i Rheingau og Rheinhessen mindre end 10 %. Antallet af kooperativer er faldende, men omkring 36.000 tyske vinavlere leverer stadig deres druer til et kooperativ. Til sammenligning, så udgør VDP-sammenslutningens vine omkring 3% af den årlige produktion i Tyskland. Det siger lidt om magtfordelingen, når regionale udvalg samles og diskuterer den nye vinlov.
Kooperativerne spiller en stor rolle og det passer dem fint. De vil ind og have en bid af kagen. De regionale udvalg sidder i øjeblikket og prøver at blive enige om hvilke druesorter der skal godkendes til hvad, og hvilke marker der skal klassificeres. Kooperativernes højeste ønske er at kunne producere og sælge en ”Grosses Gewächs”, som de kan sælge, for eksempel til et dansk supermarked, med en hyldepris på 60,- kroner!!! Om der står riesling, müller-thurgau eller dornfelder på etiketten er de nok næsten ligeglade med. Hvis det sker (og det gør det nok), så ender den nye vinlov med at være rigtig skidt, og dybest set en katastrofal gentagelse af 1971-lovgivningen.
Reglerne for klassificerede marker
En Grosses Gewächs eller Erstes Gewächs i det nye system skal være tør. Klassifikationen gælder kun hvidvine og rødvine produceret som varietalvin. Druesorterne er regionalt bestemt og er identificeret som traditionel og karakteristisk for den pågældende region.
En Grosses Gewächs skal høstes manuelt, og udbyttet må ikke overstige 50 hl/ha. Mosten skal have et naturligt potentielt alkoholindhold på mindst 12%, komme fra en bestemt årgang og stamme fra et bestemt sted eller en endnu mindre geografisk enhed. Vinen skal vinificeres tør (hvilket betyder maksimalt 9 gr/ltr restsukker) og gennemgå en sensorisk vurdering af en officiel smagskomité. Grosse Gewächse må ikke frigives før den 1. september året efter høståret, hvis den er hvid, og den 1. juni det andet år efter høståret, hvis den er rød.
Erstes Gewächs er hvidvine eller rødvine produceret som varietalvin. Høstudbyttet må ikke overstige 60 hl/ha på fladt land, 70 hl/ha på stejle skråninger. Mosten skal have et naturligt potentielt alkoholindhold på mindst 11%. Erste Gewächse må ikke frigives før den 1. marts året efter høståret.
Konklusion
Der er gode ting i den nye vinlov. Måske ender det lykkeligt. Der er også efterladt en masse huller. Huller som gør, at loven kan medvirke til flere misforståelser end forenklinger. Det er helt ydeligt, at VDP er inspirator. Ikke iværksætter på den nye lovgivning, men inspirator. Det er på den ene side skønt for VDP, der har brandet sig selv og sine medlemmer fantastisk. Man skal dog huske på, at VDP består af engagerede, dedikerede, kvalitetsbevidste producenter. Det er ikke sikkert, at samme system trukket ned over den jungle af mærkværdige producenter som Tyskland stadig rummer, vil gavne hverken VDP eller Tyskland.
“GG” der har været VDP´s varemærke siden 2002 er på vej til at blive kraftigt udvandet. VDP gav selv i 2005 daværende “Bernkasteler Ring”, nu “Der Ring”, lov til at bruge GG betegnelsen og klassificere på samme måde som VDP. Men denne gang er det trukket ned over hovedet på dem, at Grosses Gewächs kan komme alle steder fra. Kooperativerne elsker det. Det eneste de ikke får lov at bruge er ”GG” og ørnen, som er et beskyttede VDP logo´er.
Beskyttede logo´er fra (til venstre) Der Ring ved Mosel og (til højre) VDP.
VDP bliver også ramt på, at det inden for organisationen har været almindelig praksis, kun at skrive marknavn på en GG flaske. For eksempel ”Prälat GG”. Det vil i fremtiden ikke være lovligt. Bynavnet SKAL med på etiketten. Der skal derfor stå ”Erdener Prälat GG”.
VDP må, og er allerede, i gang med at tænke i nye baner for at adskille sig fra den grå masse. De har gjort det før. De kan gøre det igen, men måske skal de huske at navnebeskytte deres klassifikationer næste gang.