Vin under lup

Denne blog vedligeholdes af Jacob Ruby (f. 1970), der til daglig driver vin import og event firmaet “Mr Ruby”. Der vil med andre ord være affiliate-links på bloggen, dvs. links som forfatteren selv kan tjene penge på. Det kan man synes vil gøre bloggen subjektiv, men bloggen tjener både som et uddybende værktøj i forhold til egne produkter og leverandører, samt branchen generelt. En af de ting der fik Jacob Ruby firmaet Mr Ruby var netop ærgrelsen over ikke at kunne beskæftige sig med nogle af de fantastiske vine der findes, fordi de bliver importeret af en konkurrerende virksomhed. Det ville jo i så fald være konkurrence med egne produkter. Dette er en legeplads, usnobbet, med højt til loftet og masser af god vin.
God læselyst på bloggen.

Her gengives teksten fra Vinavisens blå bog om bloggeren:
Jacob Ruby havde – trods sit portvins-klingende efternavn – ikke gjort sig mange tanker om vin, før han nærmest ved et tilfælde endte i vinbranchen.
I 1986 kom han i lære hos Skjold Burnes vinhandel i Skælskør. Lærepladsen blev opsøgt mere i desperation end i et egentligt ønske om at komme til at arbejde med vin. Skolen kunne ikke længere fange Jacob Rubys interesse – han ville ud og tjene penge.
Men efter endt uddannelse havde vinens verden alligevel fænget. Han ønskede at lære den at kende til bunds og var heldig at få en læreplads som vinkyper hos Taster Wine i København.
Årene som vinkyper gav en meget teknisk og videnskabelig indgangsvinkel til vinverdenen – meget anderledes og knap så romantisk, som den havde taget sig ud bag en købmandsdisk.
Som afslutning på kyper-uddannelsen tog Jacob Ruby et halvt år til Tyskland og Australien for at arbejde med vinproduktion og lære alle processerne at kende – fra håndplukning af druer over kælderarbejde til beskæring af vinstokkene i marken.
Det var her, hans passion for vin for alvor blev vakt. Vin er hårdt arbejde, men det er også mødet med en masse interessante mennesker og fascination af, hvad naturen er i stand til at forkæle os mennesker med.
Efter hjemkomsten havde Jacob Ruby forskellige småjobs i vinbranchen, inden han i 1997 fik posten som indkøbsassistent hos Østjysk Vinforsyning. Her var han i fem år, inden længslen efter at få sit eget overmandede ham. I 2002 grundlagde han Propperiet Vin Import sammen med Claus Venning og Henriette Eli Petersen.
Efter 17 år med opbygning af sortiment og kundekreds for Propperiet trængte Jacob dog til luft-forandring, og startede derfor i 2019 firmaet “Mr Ruby”, der er en mindre traditionel grossist. Firmaet er beliggende i Brabrand i Aarhus og vil både sigte mod at være lokalt forankret, men også have landsdækkende rækkevidde. På adressen vil blive afviklet spændende smagninger, kurser, koncerter, vinbar – og vinrejser. Selv kalder Jacob det event-mageri. Sortimentet består primært af lette, friske og mineralske vine, og en stor andel af dem kommer fra Tyskland, men også Italien, Frankrig og Spanien er repræsenteret. Man kan erhverve sig firmaets vine via web-shoppen.

Adresse: Langdalsvej 75, 8220 Brabrand, e-mail: vin@mr-ruby.dk, www.mr-ruby.dk.