Nu er det Tyskland vi kender i dag jo ikke et land, som har bestået altid, så det kan være lidt søgt at tale om tysk vins historie. Men hvis vi taler om historien for det land-område, som Tyskland dækker i dag, så er der masser af historie at hente. Historie som i nogle tilfælde er bemærkelsesværdig og værd at dvæle ved, og i andre tilfælde bør forbigås som en parentes. Men et af de største kapitler i tysk vindyrkning skrives imens denne tekst forfattes. Det er det jeg kalder ”Den nye generation” der er i gang med at skrive den.
Klimaforandringer eller ej. Forvandlingen af Tyskland fra metervare til kvalitetsvin er i gang. Om ”den nye generation” består af unge eller ældre vinmagere er sådan set ligegyldigt, – fælles for dem er, at de vil omstillingen, de vil det nye, det moderne. De hænger ikke fast i ”sådan har vi altid gjort!”
De eksperimenterer og innoverer. De har et uddannelsesniveau som er hidtil uset, de har vilje til at benytte sig af vidensdeling og besidder i det hele taget en solidaritet med hinanden, som mange brancher kunne lære noget af. Historien er som nævnt ved at blive skrevet, hvordan den ender må tiden vise. Foreløbig kan konkluderes, at Pinot Noir aka Spätburgunder, som var på vej til at forsvinde fra de tyske vinmarker, fylder mere og mere, og skal til at tages meget seriøst.
Hvornår startede det? (år 0 – år 476)
Ja, gad vide hvornår det startede. Hvornår mon nogen første gang gærede druer i området vi i dag kender som Tyskland? Måske blev der dyrket vin ved Mosel før romerne jog Gallerne bort, men der findes ingen beviser for det, hverken på skrift eller i arkæologien. Så på en eller anden måde, så starter historien med Romerne.
Man ved med sikkerhed, at romerne dyrkede vin langs Mosel, og langs venstre bred af Rhinen i Mittelrhein, Rheinhessen, Pfalz og Alsace. Vin var en vigtig fødevare. Rent drikkevand var ofte svært at få fat på. Man fik det jo ikke ved at åbne en vandhane, – så vin blev ofte brugt som en erstatning for vand.
Der er masser af levn fra Romernes tid i områderne. Byen Trier (ved Mosel) var hovedstad i den galliske del af romerriget fra 259 til 279. Her kan du næsten mærke historiens vingesus når du står foran Porta Nigra, den bedst bevarede romerske byport nord for alperne. Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Der findes ruiner af romerske produktionslokaler, eller såkaldte ”Kelterstationen” ved både Erden og Piesport, samt masser af skulpturer, ruiner fra bygningsværker, samt stednavne der vidner om romernes tilstedeværelse. Under Romernes tilstedeværelse i Nordeuropa opstod Frankerriget på den østlige side af Rhinen.
Frankerne overtager hvor Romerne slap (år 476 – år 843)
Frankerne var bosiddende på Rhinens højre bred, der udgjorde en meget naturlig grænse mellem de to folk. Men Frankerne forsøgte ihærdigt at fortrænge romerne, da det endelig skete udnyttede Frankerne Romerrigets sammenbrud til at overtage et landområde, som svarer nogenlunde til de områder vi i dag kender som Tyskland, Frankrig, Østrig, Schweitz og Norditalien. Frankerne overtog romernes forvaltningssystem, der fungerede som et kejserrige bestående af en række selvstændige stater, som overordnet blev styret af en central administration.
Det hele skete på et tidspunkt hvor religion fik større og større betydning i Europa, og blev en måde at udøve magt på, oven i det, så var Romerne og Rom et godt brand. Frankerne tog katolicismen til sig og så en ære i at være tilknyttet Rom. Denne tilknytning understrejes af Karl den Store´s udnævnelse som romersk kejser i år 800. For Vatikanet var det tysk/romerske rige en form for forlængelse af romerriget, uden at det havde andet end religion og ledelsesstil til fælles med Rom. Samfundet var meget hierarkisk opbygget. Bønder var lavest i hierarkiet og blev set på som arbejdskraft og soldater. Der var ikke mange penge imellem dem, og af dem der var skulle der betales skatter til en forvalter.
Karl den Store gik meget op i vin. Han skrev et regelsæt, som hver stat skulle ledes efter. Regelsættet bestod af 70 punkter, hvoraf 10 omhandlede vin. Han skrev blandt andet, at “Vores forvaltere skal sørge for, at vores vinmarker altid er i god stand.” og han forbød i øvrigt, at bønderne knuste druerne med deres fødder, hvilket han anså for uhygiejnisk.
Klostrenes magt (år 721 – år 1200)
Religion fik stor betydning for udbredelsen af vin i Nordeuropa. Klostrene var en del af staten og besad enorme rigdomme, grundlagt via skatteindtægter fra folket og ikke mindst salg af vin. Kloster Prüm blev opført i 721. Klostret ligger i det vestlige Rheinland-Pfalz, nær grænsen til Luxembourg og Belgien. Den siddende abbed nød titlen ”Fürst von das Heiliges Römisches Reich” og styrede et kæmpe landområde der dækkede Belgien og Rheinland-Pfalz, inklusive vinmarker ved Ahr og Mosel. Selvom romerne var ved Ahr, så er der ikke fundet bevis på, at de dyrkede vin her. Det er et dokument fra 893 fra klostret i Prüm, der første gang nævner Ahr-dalen i forbindelse med vinproduktion.
Det var også omkring år 800 at Karl den Store sansynligvis bragte Pinot Noir til Ingelheim. Og historien fortæller, at det var ham, der siddende på sit residens Kaiserpfalz i Ingelheim, kunne se potentialet i vindyrkning på skråningerne i Rheingau på modsatte side af Rhinen, og beordrede dem opdyrket.
Klosteret Lorsch i Hessische Bergstrasse blev opført i 764. Det menes, at munkene fra Lorsch passede og plejede op mod 900 vinmarker i år 850. Et andet kloster, som fik enorm betydning for tysk vin er Kloster Eberbach, der blev grundlagt i 1136. Det var munke fra Clairvaux i Dijon der flyttede ind, og de begyndte naturligvis at dyrke Pinot Noir. Klosteret opbyggede hurtigt et rygte for deres fantastiske vin og besad snart et større landområde, samt egen flåde til at bringe klostrets vine til kunder langs Rhinen. Eberbach kan have været involveret i traditionen med at dyrke Pinot Noir på skråningerne ved Assmannshausen.
Klosteret Fulda, grundlagt i 744, fik enorm betydning, både som religiøst hovedsæde, men såmænd også for tysk vins historie. Pilgrimme fra hele Europa kom hertil. En hel by blev skabt omkring klosteret og grundet klosterets succes blev det også anerkendt af adelen, der donerede store jordbesiddelser. I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda et nedslidt kloster, inklusive basilika, på Johannisberg i Rheingau, der hvor Schloss Johannisberg ligger i dag. Basilikaen ligger der i øvrigt stadig – opført i år 1106.
I 815 grundlagde Karl den Store Hildesheimer Stift lige syd for Hannover. I dag kan man besøge genopførte Michaliskirche, som oprindeligt er opført omkring år 1000. Der opstod en hel by omkring kloster og kirke, og der blev faktisk også plantet vin, men vindyrkningen måtte opgives og i stedet opkøbte klosteret jord ved Mosel og i Rheingau.
Handelen med vin tager til (år 1200 – år 1701)
Det rige Karl Den Store havde lagt grundstenen til blev delt i tre ved Verdun traktaten i 843. På den måde opstod tegningerne til det Frankrig, og det Tyskland vi kender i dag. Det vi i dag kalder Tyskland hed stadig ” Heiliges Römisches Reich”. Vin var en vigtig fødevare for lokalbefolkningen, men fik større og større betydning som handelsvare. Det var stadig klostrene der tjente penge på vinen, men andre så deres snit til at få en del af fortjenesten.
I 1356 grundlægges Hanseforbundet, der var en handelssammenslutning, der skulle fremme handel mellem byer og lande i Nordeuropa. Byen Köln var en Hansestad og en del fade med vin fra Mosel og Rheingau blev skibet ud herfra og endte i byer som London og sågar så langt væk som russiske Novgorod ved Østersøen. Hanseforbundet mistede sit eksistensgrundlag med 30 års krigen og blev efterhånden en mindre og mindre organisation, som ophørte i 1669.
I år 1500 blev der dyrket vin i stort set alle de områder vi kender i dag, vinmarkarealet var stort, men var for nedadgående – af flere årsager. Klimaet var blevet koldere (læs om den lille istid senere), man begyndte at bruge humle og forbedrede teknikker i ølbrygningen, hvilket gjorde øl til en populær drik, og importen af vin fra andre lande begyndte så småt.
I 1517 startede reformationen. Martin Luther havde nye tanker omkring kirken og kristendommen. Hans idéer vandt større og større opbakning og endte med at være føde til 30 års krigen fra 1618-1648 mellem protestanter og katolikker. Det er en af de blodigste krige i europæisk historie. Befolkningen i det daværende tyske rige faldt fra 17 til 10 millioner. Det gik naturligvis hårdt ud over alle erhverv, også vinbruget, hvor mange marker blev efterladt brak.
Preussen opstår (år 1701 – år 1813)
I år 1701 oprettedes kongeriget Preussen. Styreformen var den samme som i det tysk/romerske rige, en sammenslutning af hertugdømmer med et fælles overhoved. Preussen var oprindeligt et baltisk fyrstedømme, der slog sig sammen med kurfyrstedømmet Brandenburg nær Berlin. Kirken havde stadig enorm magt.
I 1792 angriber og overtager Napoleon de Preussiske områder på venstre bred af Rhinen. I 1806 fortsætter Napoleon sit togt mod øst og dette bliver enden på det tysk/romerske rige og den styreform, som Karl den Store på sin vis havde grundlagt for små 1000 år siden. Indtil 1813 var Tyskland under fransk styre. Napoleon gik ind for en adskillelse af stat og kirke, forærede klostrenes besiddelser til bystyrerne og fratog dem reelt deres magt.
Industrialiseringen (fra år 1813)
Efter Napoleons fald genopstod Preussen. Men Napoleon havde reformeret Europa. Han havde indført noget nyt. Ordet “borgerrettigheder” var blevet en del af hverdagen. Det var dog først i 1918 at Preussen´s flag (sort, hvid, rød) blev erstattet med det tyske flag vi kender i dag, som var folkets flag og symboliserede demokrati.
I 1850´erne startede industrialiseringen i Europa. Preussen var hurtige til at tage den til sig. Der blev bygget fabrikker og jernbaner – og handel med varer foregik pludselig på tværs af kontinenter og have, og tog kortere tid. Glasflasken kunne pludselig masseproduceres og handel med vin ændrede fuldstændig karakter. Som lille vinbonde blev det svært at klare sig. Derfor dannede 18 vinbønder fra Ahr-regionen det første tyske kooperativ; “Winzer Verein zu Mayschoß”. Flere fulgte. Kooperativer skød op over hele Tyskland. Der blev forsket og investeret i vinavl og vinproduktion og universiteter blev grundlagt. “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, var forløberen for Geisenheim universitetet.
Fra invasive problemer til velmagtsdage (år 1870 – år 1914)
Den udvidede handel førte dog ikke kun velstand og lykke med sig. Sidst i 1800-tallet dukkede meldug og vinlusen Phylloxera op. Indført til Europa med planter fra Amerika. De to dårligdomme nåede at sprede sig i det meste af Europa inden man fandt modtræk. Vinlusen var ikke et problem i Amerika, derfor fandt man ud af at at pode de europæiske vinplanter på rødder fra amerikanske vinplanter. I Tyskland er de fleste vinstokke i dag podede, men enkelte producenter insisterer på at anvende “würzelechte” – altså planter på egen rod, da de mener det giver en bedre vin. Meldug-angreb klippes væk, og/eller sprøjtes med svovl.
I 1845 besøgte dronning Victoria af England Rheingau. Det startede et export eventyr til England. Omkring år 1900 var riesling vine fra Rheingau og Mosel i høj kurs. De nåede de højeste priser på auktioner og blev drukket alle de rigtige steder. Hos Berry Bros & Rudd i London kunne man i 1909 købe årgang 1893 Schloss Johannisberg Prince Metternich Cabinet, der kostede det samme som årgang 1869 fra Chateau Lafite i Bordeaux. Cabinet var et udtryk for en vin af en særlig kvalitet, der havde lagret i klostrets kælder. I 1910 stiftedes VDP der skulle hjælpe med at promovere og sikre kvaliteten på tysk vin. Det gik godt for tysk vin, men sådan skulle det ikke blive ved.
Tysk vins værste krise (år 1914 – cirka 1990)
Historisk, så taler man om tiden under Karl den Store som det første tyske rige. Tiden under Bismarck og det Preussiske rige i 1870´erne benævnes det 2. tyske rige, som blev omdøbt fra Preussen til “Deutches Reich”. Bismarck var ekstremt territorial og hans efterfølgere fortsatte i samme spor. Det skaber ikke mange venner. Til trods for det, så havde Bismarck søgt at sikre sig gennem taktiske alliancer med Østrig og Rusland. Alliancer holder dog kun, hvis alliance-partneren kan stå inde for ens handlinger. Så da Tyskland i 1914 opfordrede Østrig til krig mod Serbien og samtidig gik ind i neutrale Belgien ophørte alliancerne og 1. verdenskrig var en realitet.
Krigen fik katastrofale følger for for tysk økonomi og handel i mange år efter. Landet var ramt af dyb depression hvilket var stor næring for nationalisterne. Nazisterne fik for meget medvind og den de ikke fik, den tog de selv, og afskaffede lynhurtigt det spirende demokrati. De mente de skulle danne det 3. tyske rige. Følgerne kender vi – 2. verdenskrig. Da krigen sluttede skulle tyskerne i bogstavelig forstand til at genopbygge. Både deres land, men også relationer, både politisk og handelsmæssigt. Der manglede arbejdskraft i industri og landbrug. Tysk vin endte i en identitetskrise, hvor det kom til at handle om kvantitet og pris og ikke kvalitet. Vinmarkarealet faldt. Ved Ahr gik man fra 1009 hektar i 1910 til 444 hektar i 1953.
Det var i perioden efter 2. verdenskrig, at produktet Liebfraumilch så dagens lys. En sød hvidvin produceret fra højt ydende sorter. Produktet blev populært i perioden 1950-1980, men endte med at gøre tysk vin mere skade end gavn. Det har taget mange år, at genopbygge tysk vins renommé, så det i dag forbindes med kvalitet. I 1971 indførtes en ny vinlov, der skulle hjælpe tysk vin på vej, men det skete ikke, tværtimod. Vinloven opererede med Bereich (større område i f.eks. Mosel) og Grosslagen (mindre område i et Bereich), hvilket var helt det modsatte af nutidens fokus på små parceller. Bereich Bernkastel og Piesporter Michelsberg (sidstnævnte et Grosslage på 1.106 hektar) var nogle af uhyrerne der blev skabt. Herfra væltede det ud med ligegyldig halvsød vin som ikke nødvendigvis var produceret på riesling.
En anden uhyrlighed var, at klostrenes gamle betegnelse Cabinet, nu blev indskrevet i loven som et Prädikat (Kabinett) for en vin høstet ved en bestemt öchsle-grad. Muligvis for at ære den historiske betegnelse, men de to ting har så godt som intet med hinanden at gøre. Prädikat-rangstigen lyder Kabinett, Spätlese, Auslese, Beerenauslese og Trockenbeerenauslese (TBA). Nogle tror fejlagtigt, at Eiswein er øverst i hierakiet, men det er den ikke. En Eiswein kan være høstet ved lavere öchsle end en TBA, afhængig af hvornår frosten sætter ind.
Undergrunden viser vejen (år 1985 og frem)
Mange kooperativer blev lukket op gennem 80´erne og 90´erne, da tysk vin generelt havde svære kår. Kooperativerne kunne ikke betale nok for bøndernes druer, og bønderne måtte finde nye veje. Dette er en af forklaringerne på den udvikling der er foregået med tysk vin i de seneste 20 år. De små vinbønder var presset ud i, at producere et produkt der var langt mere spændene end tidligere, det kunne sådan set kun gøres ved hjælp af et kvalitetsløft.
Bureaukraterne havde fejlet. Det var de bønderne der for alvor fik tysk vin tilbage på toppen. I 1985 blev “Charta” gruppen stiftet af en gruppe vinbønder i Rheingau. Målet var at producere tør riesling, som passede til tiden. Charta-gruppen udråbte i 1992 en del Rheingau marker til “Erste Gewächse” og i 2002 fulgte “Grosse Gewächse”. Idéen var ikke ny. Historiske kort fra 1868 viser klassificering af markerne ved Mosel, men denne praksis var ikke blevet brugt aktivt i mange år.
Sammenslutningen Verband Deutsche Prädikatsweingüter, bedst kendt som VDP, tog idéen til sig og har i dag nærmest formet kvalitetsinddelingen blandt tyske vinbønder. Foreningen blev stiftet i 1910 som en modreaktion mod den chaptalisering (tilsætning af sukker) som mange vinbønder var begyndt at anvende under gæringen. Et VDP medlem lever op til noget strengere krav, end dem man finder i den tyske vinlov. VDP, s kvalitetskrav og udbredelse gør, at de nærmest har sat nye standarder for tysk vinproduktion, – også ikke-medlemmer bruger modellen med at inddele vinene i Gutswein, Ortswein og Lagewein, hvor sidstnævnte kan tilføjes Erste Gewächse (1G) og/eller Grosse Gewächse (GG). 1G og GG er dog beskyttede betegnelser, kun for VDP medlemmer. Prädikaterne fra vinlovgivningen anno 1971 ses i dag næsten udelukkende på vine med restsødme.
Hvornår gjorde Riesling sit indtog?
En af de vigtigste druer på de tyske vinmarker er riesling. Men riesling har ikke være der altid. Druens historie er ikke så lang som for eksempel Pinot Noir´s.
German Wine Institute har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for Riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i Hessische Bergstrasse. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “Riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “Riesling” blev først brugt lidt senere af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552.
En ting er, at have Riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem. DNA-forskningen giver os ikke svaret, men forskerne mener, at den er opstået i Rhin-deltaet.
I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda det nedslidte kloster på Johannisberg. Konstantin satte en fuldstændig restaurering af kloster og vinmarker i gang. I årene 1720/21 blev her plantet 294.000 vinstokke der primært var riesling. Stiklingerne blev købt i Rüdesheim, Eberbach og Floersheim, hvilket viser, at riesling var ved at vinde indpas i Tyskland på dette tidspunkt. Man mener, at hård frost i 1720´erne kan have været en af nøglerne til den hårdføre rieslings succes. Mange andre sorter gik under i kuldegraderne.
I 1744 insisterede biskoppen af Speyer, kardinal Christoph von Hutten på, at alle Elbling-vinstokke skulle bortskaffes og erstattes af Riesling. Endnu vigtigere var det, da kurfyrsten af Trier Clemens Wenzeslaus, den 8. maj 1787 proklamerede, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af Riesling. Mosel-området fejrer hvert år Wenzeslaus på denne dato. Der gik dog mange år før riesling blev dominerende. Klimaet var køligt og riesling var svær at modne på de mindre gode placeringer. I 1879 bestod kun 42% af markarealet ved Mosel af riesling. Resten var hovedsageligt beplantet med Elbling, Silvaner og Traminer.
Klimaet i Europa (år 0 og frem til i dag)
En ting er handel og politik, noget andet er klima. Vind, varme, kulde, sol, regn. Det som vinbonden slås med hver eneste dag, året rundt. Vejret har naturligvis enorm betydning for vinbonden. Klimaet i Nordeuropa har budt på dramatisk opvarmning siden det 20. århundrede. Hvis vi kigger på gennemsnitlige årlige temperaturer, så var perioden 1983-2012 meget sandsynligt den varmeste 30-årige periode i de sidste 800 år og sandsynligvis den varmeste 30-årige periode i de sidste 1.400 år på den nordlige halvkugle. Dermed også sagt, at det har været varmt før. For klimaet forandres, om mennesket udleder CO2 eller ej. Og dermed ikke sagt, at CO2 ikke har betydning – for det har det!
Overordnet set, så har romerne haft det varmt. Perioden år 0 til år 200 har budt på varme, tørre somre og vintre uden megen frost. Dernæst har Europa været kølet lidt ned, for i perioden 950-1200 at blive varm igen. Perioden kaldes også ”Den middelalderlige varmeperiode”. Perioden 1400-1950 har været kold, – denne periode kaldes også ”Den lille istid”. I ”den lille istid” har vækstperioden været kort og vintrene været hårde, med frost og sne. Den lille istid, samt Phylloxera, fik nærmest sat en stopper for vindyrkningen i Sachsen. Man mener der var 5000 hektar i området omkring år 1600. Omkring år 1900 begyndte man genplantningen, så der i dag er 497 hektar vinmarker i Sachsen, og selv Pinot Noir modner nu i området.
De klimatiske faktorer øver kæmpe indflydelse på hvilke druer man har kunnet dyrke. De fleste druesorter er ekstremt følsomme overfor temperatur-udsving. De præsterer bedst inden for et spænd i gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen på 2 grader. Når en ”Lille istid” rammer, med et fald i gennemsnitlig sommertemperatur på op til 3 grader, så betyder det enormt meget for vinbønderne. Riesling har haft det hårdt med kuldegraderne, Pinot Noir har været umulig at modne.
Planteavlen i en “Lille istid”
I slutningen af 1800-tallet og op igennem 1900-tallet blev der forsket meget i at skabe sorter der passede til det kølige tyske klima. Planteskoler og universiteter podede løs for at skabe nye sorter, som havde gode aromatiske egenskaber og en kort vækstsæson. Det er blevet til et utal af ligegyldige sorter, men også enkelte sorter, som måske på sigt vil kunne drive det til mere end blot at være udnævnt som ”manipuleret gadekryds”.
Dr. Julius Georg Scheu (1879-1949) var involveret i kreationen af mange druesorter, blandt andet Huxelrebe, Siegerrebe, Faberrebe, Regner, Perle von Alzey og Scheurebe. Sidstnævnte skal tages seriøst og bliver i disse år plantet på gode parceller af unge historisk interesserede vinmagere.
Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) var en visionær mand og satte sig for at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Efter Doktorens død blev sorten opkaldt efter sin skaber. Müller Thurgau er storartet når den vokser det rigtige sted og udbyttet begrænses.
Konklusion
Tysk vin har været meget igennem. Op og nedture, og vinbønderne har skullet forholde sig til meget andet end vind og vejr gennem årene. Men det lysner derude. Relationerne til omverdenen er genskabt, kvaliteten på vinene er muligvis bedre end nogensinde. Faktisk er de tyske vinbønder ved at nærme sig et niveau, hvor resten af verden må kigge på i næsegrus beundring. Godt hjulpet på vej af klimaforandringerne, så produceres der i dag ikke bare riesling i verdensklasse i Tyskland. Pinot Noir bliver bedre for hvert år, Chardonnay er mesterlig, Sauvignon Blanc bliver bedre og bedre. Historien om tysk vin skrives stadig.
En tanke om “Tysk vins historie”