Det emmer af historie i Ingelheim. Her ved “Rhinens knæ” byggede Karl Den Store et af sine slotte, og fik enorm indflydelse på hvordan områdets vinbrug skulle se ud i fremtiden.
Fra Liebfraumilch til top-pinot noir
Vi befinder os i et område hvor nogle af de historisk mest kendte vinslotte i Tyskland ligger. Fra Ingelheim kan man stå ved bredden af Rhin-floden og betragte Schloss Johannisberg og Schloss Vollrads på skråningerne på modsatte flodbred. De skråninger, som også kendes som vin-området Rheingau, hvor nogle af de fineste riesling-vine i denne verden skabes.
Ingelheim ligger i vin-området Rheinhessen. Et område som i seneste århundrede skaffede sig et mildest talt blakket ry. Det var herfra hvidvinen Liebfraumilch på primært druesorten Müller-Thurgau strømmede ud op igennem 70´erne og 80´erne og endte med at gøre det svært for de tyske vinbønder at blive kendt for andet end halvsød kedelig hvidvin. Det har tyskerne heldigvis fået ændret, og Rheinhessen er i dag alt andet end Liebfraumilch.
Ingelheim ligger med andre ord, midt i hvidvins-land. Til trods for det, så er Ingelheim´s mest plantede druesort spätburgunder. Vi skal et stykke tilbage i historiebogen for at finde forklaringen på dette fænomen.
Historien om Ingelheim
Karl Den Store besad gigantiske landområder i perioden 768-814. Mod slutningen af hans regeringsperiode bestod Frankerriget af noget der svarer til nutidens Frankrig, Tyskland, Norditalien og store dele af Østeuropa. Karl den Store yndede at rejse rundt og besøge sit rige, og til det formål opførte han flere paladser. Et af disse paladser var Kaiserpfalz i Ingelheim.
Ruinerne af paladset kan man stadig se i store dele af bymidten i Ingelheim. Kaiserpfalz blev opført i det 8. århundrede men er udvidet flere gange siden. Pfalzkirche, som er renoveret og velbevaret, blev opført i det 10. århundrede og i det 12. århundrede blev den ydre forsvars-mur bygget. Forsvarsmuren finder man levn af flere steder i dag, og den giver et meget godt billede af, at Kejserens palads med tiden udviklede sig til et helt samfund.
Karl Den Store var ikke hvidvins-drikker. Han ville have rødvin. Derfor blev der rundt om paladset plantet hans elskede burgunder-sort pinot noir. Byen har aldrig sluppet pinot noir igen. På trods af at der har været svære tider for tysk rødvin og for tysk vin generelt, så vedblev de med at arbejde med den sort, som kejseren i sin tid bragte med. Det lønner sig i dag. Historien er god, og pinot noir vinene bliver i disse år bedre og bedre. Det skyldes ikke kun global opvarmning, som gør druen noget nemmere at håndtere i det tidligere lidt for kølige klima, men også en fornyet tro på, at kvalitet betyder noget.
Vinhuset J. Neus
Et af de huse som i en årrække har kæmpet for at levere store pinot noir vine er Weingut Josef Neus. Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen Ingelheim´er klon.
I 2012 så det ud som om vingården skulle ende som lejlighedskompleks og parkeringskælder. Den var sat til salg, da ene-arvingen Ulrich Burchards var kørt kold i kampen som vinbonde. I sidste øjeblik blev Weingut J. Neus købt af Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz. Han ønskede at drive det historiske vinhus videre og havde og har stadig, kun kvalitet for øje. Lewis Schmitt, på billedet ovenfor, er blevet ansat som daglig leder af vingården.
Som tilfældet er med næsten alle vinhuse, der tager sig selv seriøst i disse år, så dyrkes der økologisk på gårdens marker. Vinene gæres spontant i kælderen og tappes i flere tilfælde uden filtrering. Det naturlige søges, fordi det naturlige virker, og fordi det naturlige skaber lokalt særpræg.
Firmaets markbesiddelser er alle beliggende nær Ingelheim og de har parceller på de to GG marker Horn og Pares, som leverer noget af det bedste området kan, hvilket samtidig svarer til toppen af tysk Pinot Noir. Huset har sin helt egen stil, sit helt eget særpræg, som nok i særdelshed skal tilskrives gamle Josef Neus og hans forædlings-arbejde i vinmarken.
En tanke om “Ingelheim – en rød ø i hvidvinsland”