Spätburgunder – Den “ultimative” test

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Kompetent smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Også producenterne er uenige om hvad god Spätburgunder er

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Personlig top 5:

Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Panelets top 5:

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende Spätburgunder-vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Salwey, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Keller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden (Mr Ruby)
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz (Mr Ruby)
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen (Mr Ruby)
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel