De bedste vine 2022

Det er atter blevet tid til at gøre status. Der er blevet smagt meget, mødt nye ting, stiftet gensyn med gamle kendinge. Det hele har ført til denne oversigt over årets bedste vine, – set med Mr Ruby´s øjne/smagsløg. Det handler naturligvis en del om Tyskland.

Der skal en gentagelse til for at beskrive året, men gentagelser bruger selv Hendes Majestæt Dronningen, så jeg håber på tilgivelse når jeg siger: “Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2022 har været vildere end nogensinde.”
Der kommer nærmest uafbrudt nye unge superproducenter. Tyskland ER det mest spændende vinland i Europa netop nu! Det er helt udenfor kategorien “Emne for diskussion”.

Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste Pinot Noir

Pinot Noir, som vi jo også kender som Spätburgunder, er blevet det helt store tema i Tyskland. Druen er nu den næstmest plantede på de tyske marker, kun overgået af Riesling, og lur mig om ikke arealet med Pinot vil stige betragteligt i de kommende år, imens arealet med Riesling nok vil være konstant. Det hele naturligvis hjulpet på vej af klimaforandringer, men så sandelig også en stigende efterspørgsel, som hjælpes godt på vej af stigende priser i Bourgogne.

Midt i at kunne nyde de mange flotte tyske Pinot´s, så skal man ikke glemme alvoren i dette. Der kommer flere og flere Pinot Noir vine fra Bourgogne med 14,5% alkohol! Det er en katastrofe! Pinot Noir skal og må ikke holde så høje procenter. Finessen forsvinder, alkoholbiddet brænder. Det er en tragisk og historisk udvikling. Selv en sælger af “miraklet i Tyskland” har det svært med at se fordums storhed forfalde, – for det er ved at ske, og det sker for øjnene af os.

Året har budt på mange fremragende tyske Pinot´s, men også bekræftet, at Daniel Twardowski og Julian Huber tilhører den absolutte elite. Twardowski´s årgang 2019 er muligvis det bedste han endnu har lavet. Han er ikke billig, men han er hver en krone værd. Han er faktisk i færd med at skabe en helt ny type Pinot, en Mosel Pinot, der tager udtrykkende “lethed og elegance” til helt nye højder.

Mr Ruby skrev: “18 var god, men det her er bedre! Twardowski vil ikke stå tilbage for resten af de tyske Pinot-specialister, – de bliver bare dygtigere og dygtigere ud i fortolkningen af denne drue. Næsen bringer mindelser om stor Côte de Nuits. Det er let, det er svævende, og så alligevel med en lidt mørk undertone. Det dufter af lyse modne kirsebær, brombær, chokolade og sød lakrids. Viskositeten er fantastisk. Mundfyldende og delikat, men bygget på et skelet med den vildeste, mest insisterende og mundvandsdrivende syre. Det er præcision på aller-øverste hylde.”
Der står 96 point i egen notesbog.

Årets bedste køb i Pinot Noir

Vom Löss fra Schloss Schönberg i Hessische Bergstrasse er produceret på Pinot klonen Auer 2107. Fremavlet af Martin Auer, – godkendt i 1964 som egen klon. Særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot. Men samtidig med, at den er lys, så er den saftig og vild. Vinen dufter af hindbær, rabarber, orangeskal, vilde urter og hvid peber. Smagen besidder lys frugt, pirrende krydderi og en frisk prikkende syre. Det er Pinot på højt niveau.
92 point i Mr Ruby´s lille sorte.

Årets bedste køb i Bourgogne

Vinen fremstår lidt uklar i glasset, den både ser ud og opfører sig ufiltreret. Der er nemlig bevaret masser af farve og smag i denne vin. Storladen juicy næse med kærnemælk, jordbær og brombær som dominerende aromaer, men med en dybde og spicyness der giver en lyst til at lede og lede. Under frugten ligger myriader af lækkerier. Du kan finde karamel, nellike, sød finsk lakrids og viol, bare for at nævne noget. Smagen besidder lækker “ufiltreret” viskositet. Den føles nærmest cremet på tungen, men samtidig med en let struktur. Frugten er saftig og betagende. Besidder stor renhed, behageligt tanninbid og en alkoholprocent på blot 13% som mange andre i Bourgogne kunne lære noget af. Kapow! En af året 2022´s bedste oplevelser fra Bourgogne. 95 point.

Andre store Pinot Noir-vine smagt i 2022 har været 2019 Binenberg GG fra Bernhard Huber (96), 2014 Schlossberg GG fra Bernhard Huber (96), 2018 Höllenberg GG fra Fürst (95) og 2019 Sonnenberg KT fra Jülg (96).

Årets bedste Chardonnay

Der begynder at ske ting og sager med Chardonnay i Tyskland. Druen som var forbudt på de tyske marker helt frem til 1991. Flere og flere tager den til sig og behersker den bedre og bedre. En af de måske bedste producenter på Chardonnay er Weingut Wöhrle fra Baden. Markus Wöhrle er altså bare et mulehår bedre end mange af de bedste. Nu sætter han lige en fed streg under det postulat

Lige om lidt kommer hans nye top Chardonnay Teufelslochgasse hjem. Det er en vin som har fået VDP til at spærre øjnene op, og de sidder i øjeblikket og tygger på, om parcellen på Lahrer Kronenbühl med den særlige jordbund, skal ophøjes til GG. Det er ret vildt. Markus hentede i 2015 Chardonnay-stiklinge i Bourgogne og nyplantede parcellen, fordi han opdagede, at jordbunden var anderledes her. Her var et højt indhold af kalksten. Vinen er fuldstændig vild. Den dufter af citrus, urter, røg og hvid peber. Den er en sensorisk eksplosion i munden, med lidt melon og abrikos, som suppleres af masser af syre, sten og røg. Spændstig, mineralsk, vanvittigt flot! Der står 98 point i den lille sorte bog. Årets højeste score.

Årets bedste Bourgogne Chardonnay

Nu er den vildeste tyske Chardonnay nævnt, så kan der også lige blive plads til årets bedste Bourgogne Chardonnay. 2019 Saint Aubin 1er cru Les Murgers des Dents de Chien fra Francois Carillon. Vinen er en kæmpe oplevelse, til en meget fair pris. Den er stadig ung og besidder masser af syre. En dekantering kan anbefales. Så åbenbarer den hvad hvid Bourgogne kan og hvorfor det er så efterspurgt. Vinen dufter af brunet smør, valnødder, ristet brød, kærnemælk og lidt overmoden papaja/fersken. Cremet mundfylde, med pirrende syrligt bid med røg, sten, lækker mineralitet og fadkrydderier. Topharmonisk. 95 Smæklækre point i Mr Ruby´s lille sorte notesbog.

Årets bedste køb i Chardonnay

Årets bedste køb i C hardonnay går også til Bourgogne. Benjamin Leroux´ Saint Romain Sous les Chateau årgang 2020 viste, at der stadig er håb om, at Bourgogne også i fremtiden kan levere sprød Chardonnay med blot 12,5 % alkohol. Saint-Romain ligger i en dal der skærer ind i Côte d´Or lige ved Auxey-Duresses. Dalen ligger højere og er lidt køligere end Côte d´Or og var det ikke for de virkelig veleksponerede skråninger i dalen (mod syd- og sydvest, så ville området her have hørt under Hautes Côtes de Beaune. Vinen fremstår så krystalklar, så ren, så let og fin, at man drages af den. Sart duft af fersken, citrus og lidt urter. Let cremet mundfylde, der hurtigt bliver spaltet af frisk, levende syre, røg, sten og citrus. 92 uimodståelige point i notesbogen.

Årets bedste Riesling

Først på året modtog jeg prøver fra Margarethenhof, en lille vingård ved Forst i Pfalz. Markerne omkring Forst er på en eller anden måde centrum for riesling-kvalitet i Pfalz. Den særlige jordbund, med vulkansk islæt i form af sorte basalt-sten, gør noget helt særligt for druen. Det er en helt anden type Riesling end den man finder blot 150 kilometer mod vest, på den modsatte side af Hundsrück-højderyggen, ved Mosel. En Riesling fra Forst er kompleks og dyb, hvor Mosel er let og elegant.

Men tilbage til Margarethenhof-prøverne. Bror Martin og søster Yvonne har overtaget forældrenes vingård og løftet denne vingård helt op i eliten i Tyskland med et trylleslag! Forældrenes vine blev produceret med restsødme, nu er de knastørre, mineralske og internationale. Hele sortimentet er på vanvids højt niveau. Men 2020 Pechstein slår alligevel dem alle. Vinen forener kompleksitet med elegance. Den er svævende floral, samtidig med, at den har dybde og intensitet. Enorm intensitet i munden, hvor det pirrer og sitrer med krydrede mineralske noter. En af årets største overraskelser og samtidig bedste Riesling. Mr Ruby er på 96 point.

Skal vi ud af andegården, så var det faktisk Dr Loosen der trak den højeste score i notesbogen i 2022. 2012 Ürziger Würzgarten Alte Reben Reserve var så ung og viril, at man var nødt til at tjekke årgangen på etiketten en ekstra gang (96). Stor fylde og intensitet, med Mosel´sk lethed og elegance på samme tid, – og så dette særlige mineralske Loosen-krydderi, som formentlig kommer fra de upodede stokke. Robert Weil´s nye supervin 2019 Monte Vacano (95 point – Rheingau) stikker ud, men også Van Volxem´s Gottesfuss GG 2019 (96 point – Saar) og Fritz Haag´s Juffer Sonnenuhr GG 2018 (96 point – Mosel) står som markante oplevelser i 2022.

Årets bedste køb i Riesling

Vi bliver hos Margarethenhof. For som nævnt, så er alle husets vine på vanvittigt højt niveau. Det er deres “entry level” Riesling også. Det vigtigste for en vin i denne kategori er, at man forbløffes når man smager den, og at man kan blive ved med at drikke den. At det ikke bare var en umiddelbar charme der lokkede.

Vinen besidder en enorm dybde og kompleksitet for en vin i denne prisklasse! Duft med blomst, grape, grønt æble og lidt appelsinskal. Cremet mundfylde, med brillant frisk syre, stor frugtig kompleksitet og mint-agtig coolness. Salt, sitrende eftersmag.
90 point i notesbogen.

Årets bedste Grauburgunder

Der plejer ikke at være en Grauburgunder-kategori, men når der er behov for det, så må den naturligvis med. Igen er det Markus Wöhrle der har lavet små mirakler i kælderen. Hans 2021 Lahrer Kronenbühl Grauburgunder 1G smager så englene synger. Vinen dufter af honningmelon og et lidt urtet, fennikel-agtigt præg. Cremet mundfylde, med en slående renhed, gul frugt, vild intensitet, krydret mineralitet og frisk syre. Noget af det smukkeste Pinot Gris jeg nogensinde har smagt. Den kombinerer på en måde intensiteten fra Alsace-udgaverne, med det rene og stringente fra de tyske udgaver. 95 point.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *