Man bliver både glad og på samme tid rystet over hvor god Pinot Noir der efterhånden produceres i Tyskland. Som Morten Bundgård sagde da han smagte Twardowski´s årgang 2019: “Den mand har jo ophævet tyngdekraften!”
Det, der til stadighed gør mig glad er den store diversitet. Der er naturligvis dem der går efter at ramme den burgundiske stil, men der er så sandelig også producenter der går efter lokalt særpræg, en tysk fortolkning af Pinot Noir – en rigtig Spätburgunder.
Nedenstående skema er et forsøg på at give et overblik over de stilarter som hvert hus står for. Dijon-kloner er det nye sort i Tyskland. Dels fordi klimaforandringerne gør det muligt, dels fordi de giver en tættere og mere kompleks smagsoplevelse. Mange af de tyske kloner giver en lettere vin, en mere rød frugt og en mere frisk syre. Sidstnævnte er der flere huse, som ikke har lyst til at give slip på. Man kan næsten sige, at de holder fast i at producere en tysk Pinot, altså en “rigtig” Spätburgunder, imens dem der planter Dijon-kloner går mere efter at ramme Bourgogne.
Næste valg der skal træffes er, om man vil afstilke, eller gære med en procentdel hele klaser. Når man gærer med hele klaser, så er der stilke med i gæringen. De bidrager med en lidt urtet karakter, som klæder Pinot Noir. Vinene bliver typisk lysere da stilkene optager en del farve. Metoden er meget brugt i Bourgogne. Andelen af hele klaser bør dog ikke blive for høj, så dufter vinen pludselig mere af pibetobak end af frugt! Af nedenstående producenter anvender næsten alle 30-40% hele klaser i gæringen. Kun Jülg afstilker komplet. Han får derfor en mørk, saftig, frugtdrevet Pinot.
Årgang 2019 bød på et koldt forår i Tyskland. Det kølige vejr udsatte blomstringen en del i forhold til de seneste årgange, men det gjorde mindre, for sommeren blev igen varm og tør – og det var sådan set det største problem med 2019 – mangel på vand. Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018. Tørken spillede en stor rolle for det endelige høstudbytte. Der var få klaser på hver stok, og druerne var ofte små og med enorm smagsintensitet. 2019 blev en lille årgang, med masser af tørstof. Uden tvivl en årgang, som vil kunne gemmes i lang tid.
Ved alle vine skrevet i okker er der linket til vinen på mr-ruby.dk
øvrige vine er endnu ikke på lager
Weingut Wöhrle, Baden
Vi startede smagningen med et kig på vinene fra Wöhrle i Baden. Markus holder stædigt fast i en høj andel tyske kloner, da han elsker letheden og syren i dem. Han anvender omkring 30% hele klaser i sine gæringer og lagrer vinene op til 18 måneder på fade fra Taransaud. Cirka 1/4 udskiftes hvert år.
2019 Lahrer Spätburgunder “Bestes Fass”, Wöhrle
Bestes Fass er produceret udelukkende på klonen ”Geisenheim 20-13”. Det er en rødfrugtet let krydret duft man mødes af. Smagen er let, rank og præcis, med legende krydderi og syre. 91 point
2019 Lahrer Kronenbühl 1G ”Selection Carl”, Wöhrle
Vinen er produceret på lige dele tyske kloner og Dijon kloner. Det er der kommet en skøn vin ud af. Den finder en perfekt balance mellem tysk lethed og burgundisk tyngde. Her er masser af røde bær, varme krydderier og nybagt rugbrød i næsen. Smagen er rank og præcis med flot syre og pirrende spice. 93 point
2019 Kirchgasse GG, Wöhrle
Her kulminerer det. Her bliver alt klart og tydeligt. Hvorfor gør Markus som han gør? Det er fordi han kan skabe et maleri som dette. Vinen er sammensat af lige dele Dijon kloner og den tyske klon Frank 105. Vinen dufter af jordbær, kamfer, rugbrød og orangeskal. Mundfyldene bærsødme, med en formidabel syre, der får mundhulen til at pirre og prikke. Let tanninbid, der på ingen måde generer, men blot giver løfter om, at denne vin kan ligge, og vokse sig endnu større. 95 point.
Daniel Twardowski, Mosel
Springet fra Wöhrle til Daniel Twardowski forekom helt naturligt. Men utroligt. Utroligt, at Twardowski´s vine næsten fremstod ”varme” i forhold til den kølige ranke stil fra Wöhrle. Og så er vinene jo slet ikke “varme”. De er lette, præcise og u-manipulerede. “12,5% alkohol er hvad Pinot Noir byder, når man dyrker den ved kølige Mosel” siger han. Daniel arbejder udelukkende med Dijon-kloner på Dhroner Hofberg. 30% hele klaser i gæringskarret. Lagringen foregår hovedsagelig på brugte fade fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti. Som noget nyt har Daniel fra 2019 en 3. vin i programmet. Prisen er endnu ukendt, men den bliver naturligvis billigere end Ardoise. Vinene frigives først i september 2022.
2019 Pinot Noix 3. vin
Omfavnende varm burgundisk næse med jordbærgrød, lidt tørret frugt og surdejsbrød. Mundfyldende rødfrugtet smag. Moden, kirsebæragtig, delikat. 92 point
2019 Pinot Noix Ardoise
Vinen fremstår mere præcis end nogensinde! Vinen dufter af røde bær, orangeskal og cedertræ. Smagen er elegant, mundfyldende, cremet, men med et sitrende bid af krydret mineralitet. Let tanninbid, som er perfekt afbalanceret. Eftersmagen fortsætter og fortsætter. Endnu engang er man målløs over, at 12,5% alkohol kan smage af så meget. 95 point
2019 Pinot Noix Hofberg
Pinot Noir podet på 70 år gamle Riesling-rødder. Det er så vanvittigt, at et veludviklet rodnet kan gøre den forskel. Sikke en koncentration. Frugten er mørkere. Her er brombær, chokolade, sød lakrids. Lækker saftig frugt i munden, der ledsages af insisterende syre og mørkt, lidt lakridset tanninbid. Et bæst af en vin. Daniel risikerer endnu engang at levere en af årets største oplevelser! 98 point
Bernhard Huber, Baden
Imellem alle 19´er vinene kom Huber´s 18´ere. Ingen smagning uden mesteren. Dijon-kloner plantet i 1961 er primær leverandør af druer til vinene. Julian gærer med 30% hele klaser og lagrer vinene op til 18 måneder på barriques. Vinene fremstår mere burgundisk end noget andet tysk Pinot.
2018 Malterdinger, Bernhard Huber
Lækreste jordbær/kirsch næse. Floralt strejf, kærnemælk, let krydret med mokka og karamel. Smagen er sødmefuld med flot modnet tannin og en skøn pirrende syre med flot krydret bid. Det er nærmest vanvid, at Baden kan dufte og smage så meget af Bourgogne som det gør her. En fuldstændig vild entry level. 94 point
2018 Alte Reben, Bernhard Huber
Kirsch, blomme og nybagt brød i næsen. Saftig, delikat, velafbalanceret. De mørke bær går igen i smagen. Vinen har en flot tannin-struktur, som vil sikre den et langt liv. Flot syre, med lækkert pinot-krydderi, som man tygger på længe. En vin du kan gemme både 5 og 10 år uden problemer. 97 point
Weingut Jülg
Så skifter vi boldgade! Johannes Jülg afstilker komplet. Han ønsker dyb mørk saftig frugt, tannin og syre i sine vine. Han arbejder hen mod, at producere udelukkende fra Dijon-kloner, og foretager nyplantninger hvert år. Andelen af Dijon-kloner bliver større og større. Kostert og Kammerberg er 100% Dijon. Vinen lagres på en kombination af store fudres og barriques hvoraf en lille del er nye. Andelen af nyt fad er større i topvinene.
2019 Sonnenberg Jülg
Mørk duft med blomme, kirsch og pibetobak. Smagen er kødfuld og saftig, med ungdommeligt tanninbid, der binder den sødmefulde frugt op så den bliver frisk og nærende. Masser af lakridsrod i eftersmagen. 92 point
2019 Sonnenberg Wormberg, Jülg
Saftig og imødekommende næse, med brombær, blomme, urter og marcipan. Vinen besidder stor kompleksitet, svøbt i saftig frugt. Mørk Pinot, saftig, tannisk, tæskelækker. Det er svært ikke at blive glad og beundre Jülg for den bevidst valgte “Schweigen-Rechtenbach”-stil som også denne vin besidder. 93 point
2019 Sonnenberg Kammerberg, Jülg
Vinen dufter mørkt, af blomme, kirsebær, lidt urter og marcipan. Saftig frugtig smag, med stor kompleksitet, vedholdende syre og medium tannin. Pirrende og sitrende eftersmag. 95 point
2019 Sonnenberg Kostert, Jülg
Vanvittig vin. Kammerberg (KB), der er kompleks bliver til en lille spinkel Pinot ved siden af denne. Enorm saftighed, enorm fylde. En vin der vil kunne holde i årtier. Køb og gem eller plask den i en karaffel og nyd duften af mørke kirsebær, moreller, sort peber og fadnoter a la kardemomme og vanille. Stor, saftig og kompleks smag, hvor kirsebær går igen, lidt tørret frugt, samt det klassiske salte Jülg-mineral. Lang dvælende eftersmag med salt bid, sort peber og velafbalanceret tannin-bid. 96 point
Weingut J. Neus
Hos Neus prøver man ikke at kopiere nogen. Her prøver man at udnytte den gave, som Josef Neus frembragte via sin udvælgelse af de planter der gjorde det bedst i den kalkholdige jord omkring Ingelheim tilbage i slutningen af 1800-tallet. Vinene er med andre ord produceret på hans ”Ingelheimer” klon. De er lette og transparente, men besidder stor dybde. Her arbejdes økologisk, med lav svovling og den alkoholprocent som naturen bringer, dvs. 12,5%. Den nye vinmager, Toni Frank, har udskiftet en del af de gamle fade med nye og arbejder hen imod at give vinene et mere rent udtryk. Toni kan godt lide en let reduktion i sine vine. De må godt dufte lidt af popcorn og røg, men alt med måde. I hans verden har tidligere årgange fra J. Neus haft for meget reduktion. Hans arbejde begynder at bære frugt. Stilen i 2019 er renere.
2019 Alte Reben, J. Neus
Vinen dufter af kirsebær, ribs, røg og sort knust peber. Smagen er saftig, med en let struktur og pirrer med sur/søde kirsebær og peber og røg i eftersmagen. 91 point
2019 Horn GG, J. Neus
Lyse kirsebær, ribs, røg og nybagt brød. Flot sødmefuld smag, der får elegant modspil af sprællevende syre og en nærmest kalket, røget eftersmag. 94 point