Spørgsmålet trænger sig på når man følger udviklingen i et af de mest spændende vinlande lige nu: Tyskland. For skal tyskerne udnytte klimaforandringerne til at blive det nye Bourgogne, eller skal de holde fast i at være koldklima og hylde de lyse, lette udgaver af druen? Vinbønderne i Tyskland er på en måde delt i to yderpoler, og så er der alle dem i midten, som tager det de bedst kan lide fra begge lejre. Lidt ligesom i dansk politik.
Spätburgunder eller Pinot Noir – Pinot Noir eller Spätburgunder
Det er lidt bevidst, at der skrives Pinot Noir i nedenstående tekst, og ikke Spätburgunder. De to ord kunne være byttet ud, men så ville budskabet ikke være helt det samme. Pinot Noir er også Pinot Noir i Tyskland, selvom det kaldes Spätburgunder. Noget nyt er så, at Spätburgunder smager mere og mere som Pinot Noir. Det er ikke længere bare et tysk forsøg på at lave noget der minder om. I disse år bliver Spätburgunder et brand. Kvaliteten på tysk Pinot stiger og stiger. Derfor skal tyskerne værne om deres “Spätburgunder”, de skal ikke kalde Pinot Noir for Pinot Noir, – det ville faktisk bare skabe forvirring.
De er blevet dygtige til at håndtere Pinot Noir i Tyskland, helt ufatteligt dygtige faktisk. For ganske få år siden havde Bourgogne jo nærmest druen for sig selv, kun truet af Oregon, – men verden er af lave. Tyskland er ved at overhale alle indenom. En af grundene er klimaforandringerne, som gør Bourgogne og Oregon for varme til Pinot Noir, noget andet er indstilling, viden og formåen. Den unge tyske generation besidder rå mængder af alle tre ting.
I dag udskiftes flere og flere tyske kloner med Dijon-kloner. Klimaet har ændret sig. Nu kan man modne Dijon-kloner i Tyskland. Men midt i glæden over evnen til at kunne plante og producere fra vinplanter der er hentet på topmarker i Bourgogne, så er der flere tyske producenter der holder fast i, at deres klon er unik, at den lyse lette Pinot er en del af tysk vins historie, – også selvom den i dag produceres tør, hvor den før i tiden ofte besad restsødme.
Hvad er en tysk klon?
Klimaet i Tyskland har i mange år været for køligt og vådt til dyrkning af Pinot Noir. Men Pinot er en del af tysk vins historie. Druen kan spores helt tilbage til Karl den Store omkring år 800. Dengang var der varmere i Tyskland og dyrkning af Pinot Noir var intet problem. Men klimaet i Nordeuropa har i perioden år 1400-år 1950 været præget af det man kalder “den lille istid”. Lange kolde vintre og korte vækstsæsoner har været konsekvensen.
Selvfølgelig opgiver man ikke sin yndlingsdrue, bare fordi det bliver for koldt til den. Hvilket jo ville være det samme som hvis Bourgogne skulle opgive den, fordi det bliver for varmt. En grim tanke som ikke desto mindre bliver mere og mere reel.
Derfor forsøgte de tyske vinbønder via dyrkningsmetoder at gøre det muligt at dyrke Pinot. En af måderne var, at tage stiklinge fra planter, der satte løsere klaser, og rendyrke disse, samt tage stiklinge af de “løsklasede”, som satte endnu mere løse klaser. Løse klaser er nemmere at dyrke i et vådt klima, da druerne, grundet vindcirkulation, tørrer hurtigere efter regnskyl og dermed mindskes risikoen for råd. De mange forskellige “tyske kloner” er altså stadig Pinot Noir, med et fælles træk, at de ofte har løsere klaser. Nogle har større druer, nogle modner tidligere, – men de er stadig Pinot Noir.
De tyske kloner har så også tilpasset sig det køligere klima og er derfor ofte lidt lysere i skindet. En vin på en tysk klon fremstår ofte lysere, lettere, med høj vinsyre, lav garvesyre og krydret mineralitet. En burgundisk klon, også kaldet “Dijon-klon” sætter meget tætte klaser og giver en mørkere og mere tanninrig vin.
Spørgsmålet er så, hvor lang tid går der, før de tyske kloner vænner sig til de nye klimatiske omgivelser, og muterer og begynder at levere en mørkere og mere tanninrig Pinot.
Produktionsmetode
Hvis diskussionen om klonvalg skulle gå hen og blive unødvendig, så kan næste debatemne blive produktionsmetode. For hvordan får du det bedste ud af Pinot Noir? Spontangæring er efterhånden en selvfølge blandt topproducenterne. Af samme grund, så dyrker de fleste af disse producenter efter økologiske principper. Det er som sådan ikke her uenigheden opstår. Det er selve gæringen der er udfordringen. Skal der gæres med hele klaser, og hvis ja, hvor høj en procentdel skal så være hele.
I Bourgogne anvendes helklasegæringen ofte. Jeg har endda hørt udtalt (af Bourgogne producent), at helklasegæring er en nødvendighed i dag, for at tilføre garvesyre til Pinot Noir. Druen har det efterhånden så varmt på de gyldne skråninger, at syre er en mangelvare. Men helklasegæringen tilfører ikke nødvendigvis garvesyre. Det afhænger meget af stilkenes modenhedsgrad. Et andet væsentligt bidrag er aroma. En vin gæret med helklaser får et krydret præg. Det klæder Pinot Noir når det er afstemt, men kan også blive for dominerende. Mange producenter, rigtig mange, anvender en lille del hele klaser i gæringen. Enkelte undgår det.
Forskellige Spätburgunder filosofier
Som det nok fornemmes ovenfor, så er der en del muligheder for at påvirke slutresultatet når man dyrker Pinot Noir i Tyskland. Her indgår ikke engang jordbunden som en faktor, selvom den jo også spiller en væsentlig rolle. Herunder får du en hurtig gennemgang af nogle producenter, som ligger i forskellige ender af den skala vi kan kalde “klon/helklase” skalaen.
Weingut Jülg
Johannes Jülg er på alle måder ekstrem. I disse år udskiftes de tyske kloner på hans marker med Dijon-kloner. Han elsker den mørke, saftige, tanninrige frugt fra de franske kloner. Han elsker faktisk frugten så meget, at han afstilker komplet. Altså ingen hele klaser går med i gæringskarret. Det giver mørke Pinot-vine, som har et langt liv foran sig.
Weingut J. Neus
Huset Neus er også ekstremt, men hører hjemme i den helt anden ende af skalaen. Det var Josef Neus, der grundlagde vingården i 1881 og det var ham, der selekterede de bedst egnede Pinot-stokke til den kalkholdige lerjord omkring Ingelheim. I dag anvendes hans “Ingelheimer-klon” af flere producenter i området. Klonen giver en meget lys frugt, ofte nævnes ribs og hindbær når aroma-billedet skal beskrives. Vinmager Toni Frank anvender en meget høj andel hele klaser i gæringen og arbejder sågar med en let “reduktion” af vinene i kælderen, denne opnås ved lav svovling og lagring på gamle træfade. Reduktionen giver vinene en let røget, karakter, som klæder den lyse frugt helt fantastisk. Som Morten Bundgaard skrev i Jyllands-Posten: “Man kan genkende J. Neus-stil på flere kilometers afstand!”
Weingut Wöhrle
Markus Wöhrle er en af de vinmagere der værner om de tyske kloner. Han elsker den lyse frugt, den friske syre og det viltre krydderi som de giver. På husets marker findes en meget stor andel Geisenheim og Freiburger-kloner. Husets vin “Bestes Fass” er produceret udelukkende på Geisenheim 20-13. Den er et studie værd hvis du vil vide hvordan en tysk klon smager. Wöhrle anvender 30-40% hele klaser i gæringskarret.
Bernhard Huber
Bernhard var en modig mand. Allerede i 1961 plantede han Dijon-kloner på husets marker omkring byen Malterdingen. Det høster sønnen Julian nu frugterne af. Ikke nok med at klimaet er blevet “Bourgogne”-agtigt i Baden, men planternes alder gør også, at han kan høste enestående smagsoplevelser, hvert år. Julian anvender 30-40% hele klaser i gæringskarret.
Daniel Twardowski
Daniel har aldrig lagt skjul på, at Bourgogne er forbilledet. Men det skal ikke forstås sådan, at han forsøger at lave Bourgogne ved Mosel, for det ved han godt han ikke kan. Man kan sige, at han forsøger at lave en Mosel-udgave af Bourgogne. Han plantede Dijon-kloner på Dhroner Hofberg i 2011 og projektet har meldt sig ind i tysk vinhistorie, han er i gang med at bane vejen for andre, samtidig med, at han producerer en af de bedste Pinot´s i Tyskland. Daniel anvender typisk 50% hele klaser i gæringskarret.
Schloss Schönberg
Julien Meissner var tidligere vinmager på J. Neus, men flyttede i 2018 nogle kilometer mod øst, til Hessische Bergstrasse for at lave vin for Schloss Schönberg. Firmaets marker er beplantet med både tyske kloner og Dijon-kloner, men de holdes ofte hver for sig. Den tyske klon Auer 2107 leverer en rødfrugtet, syrlig, men charmerende Pinot. Du finder et smukt eksempel i vinen “Vom Löss”. En type vin som vil gå tabt hvis de tyske kloner forsvinder. Julien afstilker komplet, men anvender alligevel en lille del stilke i gæringskarret. Kan man det? Ja, det kan man. Han tørrer ofte stilkene i solen, så de ændrer farve fra grøn til brun, og leverer mere aroma end syre til den endelige vin.
Hanewald-Schwerdt, Pfalz
Fætrene Thomas Hanewald og Stefan Schwerdt er med på omstillingen fra lys til mørk Pinot. Deres omplantningsprogram er i fuld gang. Tyske kloner udskiftes med Dijon-kloner. Men specielt en parcel nænner de ikke at omplante, det er de 6 gamle tyske kloner der vokser på Kalkofen, som de har lidt svært ved at skille sig af med. Vinen er da også ret vild, og bestemt ikke specielt tysk i sit udtryk. Den er mørk og tanninrig, med en fantastisk dybde og intensitet. Hos Hanewald-Schwerdt anvendes ofte, men ikke altid hele klaser i gæringen. Typisk omkring 30%.
Weingut Steitz, Rheinhessen
I dette højt beliggende og kølige hjørne af Rheinhessen dyrkes en løs-klaset Geisenheimer klon. Fordelen ved at området omkring Neu-Bamberg ligger så højt er, at der altid blæser en let brise som kan sørge for at tørre druerne efter regnskyl, som ret ofte forekommer her. Steitz afstilker, men druerne får lov at gære næsten intakte, altså en “semi-maceration carbonique”.
Smagekasser
Herunder får du mulighed for at gå på opdagelse i tysk Pinot Noir/Spätburgunder på Mr Ruby´s webshop. I smagekasse 1 bliver du præsenteret for 3 vine på tyske kloner. I smagekasse 2 bliver du præsenteret for 3 forskellige filosofier, vine fra hver sin ende af skalaen ovenfor, du kan endda fra 29. september 2022 høre René Langdahl og Jonas Landin smage på denne kasse i podcast´en “Vin for begyndere”. I smagekasse 3, bliver du præsenteret for tre vine på Dijon-kloner.
En tanke om “Kan der gå politik i Pinot Noir?”