Carillon-familien har dyrket vin i Puligny-Montrachet i flere århundreder. Jean Carillon, arbejdede med vin allerede i 1520, og siden er familiens jord gået i arv uden de helt store problemer. Men i 2010 skete det uventede. Firmaet Louis Carillon & Fils blev delt mellem de to ”fils”. Louis sønner Jacques og Francois ville hver sin vej.
Francois Carillon besad efter opdelingen af familiedomænet blot 6,5 hektar, i dag besidder han 16. Han har marker i kommunerne Puligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet og Saint-Aubin. Premier Crus som Champs Gain, Les Folatières, Combettes, Perrières, Les Murgers des Dents de Chien, Chenevottes, Clos Saint Jean og en lille parcel på Grand Cru Chevalier Montrachet. Det er en vild portefølje. Ikke mindst fordi hver eneste vin er et lille vidunder.
Vinene besidder en fantastisk renhed og frugt, er smukt underspillede, besidder smuk mineralitet og lever længe, – både i munden og i flasken. Vinene kan nok bedst sammenlignes med dybden og styrken i god Meursault. En styrke som relativt få producenter mestrer Puligny, hvor vinene normalt er mere ranke og feminine. Vinene fra François Carillon er i den absolutte top i hvid Bourgogne.
François Carillon bruger ikke længere ukrudtsmidler, høstudbyttet er altid lavt, – også lavere end det tilladte. Den ideelle modenhed søges hele tiden, og det er ikke kun druernes sukker indhold der afgør hvornår høsten sættes ind. Syre er mindst lige så vigtigt. Balancen er vigtig. Druerne plukkes i de tidlige morgentimer og sendes i pressen så friske som muligt. Der arbejdes med ingen eller meget lidt svovl i kælderen, og andelen af nyt fad begrænses til omkring 15%.