Benjamin Leroux blev født i 1975 i Beaune, han blev ikke født ind i vinproduktion, men besluttede ret hurtigt, at det var vin han ville lave. I forbindelse med ønologi-studiet arbejdede han hos Cos d’Estournel i Bordeaux, Domaine Drouhin i Oregon, Louis Jadot i Beaune og Comte Armand i Pommard. Hos sidstnævnte blev han senere ansat og forfremmet til teknisk direktør i en alder af 24 år. I 2007 grundlagde han sin egen produktion baseret på opkøb af druer. I dag ejer han 8 hektar vinmarker og opkøber fra 20 hektar. Benjamin Leroux er stadig, på trods af prisstigninger i de senere år, en af de vinbønder i Bourgogne, der leverer varen. Man bliver ikke skuffet.
Mødet med Pascal Marchand
Som en del af ønologiuddannelsen kom Benjamin i praktik på Comte Armand, der især er kendt for sit monopol på marken Clos des Epenaux i Pommard. Her arbejdede Pascal Marchand som vinmager. Pascal var ung og dynamisk. I de tidlige 90´ere var det meget få vinmagere, der faktisk diskuterede økologi, biodynamiske metoder og svovlreduktion; Pascal var en undtagelse. Pascal fik enorm betydning for Benjamin. Ikke nok med, at hans idéer og hans tilgang til vinproduktion påvirkede Benjamin, men kontakten til Pascal Marchand fik også senere i livet enorm betydning for hvad Benjamin Leroux er i dag.
Som led i uddannelsen drog Benjamin i 1994 til Domaine Drouhin i Oregon. Efter opholdet var det meningen, at han skulle tilbage til Bourgogne og afslutte sin ønologiuddannelse i Côte d´Or. Det var bare ikke så nemt for Benjamin at finde en praktikplads. Han og hans familie havde ikke et netværk inden for vinproduktion og han var den eneste i klassen der ikke havde mulighed for at tage hjem og arbejde på familiens vingård.
Benjamin fik i stedet lov til at gennemføre sit praktikophold på Cos d’Estournel i Bordeaux. Han tog derefter til den sydlige halvkugle for at lave Sauvignon Blanc. Opholdet i Bordeaux og NZ fik ham om ikke andet overbevist om, at det var Chardonnay og Pinot Noir der skulle være hans fremtid.
Da han vendte hjem til Bourgogne fik han ret hurtigt job hos Louis Jadot. Det var dog ikke drømmejobbet. Benjamin ville gerne arbejde et mindre sted. Kort tid efter søgte Pascal Marchand en vinmager på Comte Armand. Pascal havde selv fået job som vinmager på Comte Armand i en alder af 22, så for ham var der ikke noget underligt i at ansætte Benjamin Leroux – der på dette tidspunkt var. Opholdet hos Louis Jadot blev derfor meget kort. I 2007 overtog Benjamin rollen som chefvinmager på Comte Armand.
Drømmen om at få sit eget
Det gik godt for Benjamin på Comte Armand. Kvaliteten steg fra god til exceptionel. Porteføljen voksede, idet Benjamin begyndte at opkøbe druer fra bønder i Auxey-Duresses og Meursault. Han opdagede, at man faktisk kan lave fantastisk vin af opkøbte druer, selvom titlen ”negociant” klingede dårligt på daværende tidspunkt. Det var godt nyt for ham, for han havde jo ikke egne marker, men drømmen om at være selvstændig vinmager spirede i ham.
Ikke engang et fristende tilbud fra Anne-Claude Leflaive, på legendariske Domaine Leflaive, kunne tæmme drømmen om at starte sit eget brand.
Idéen om et sideprojekt passede ikke Leflaive, derfor forblev Benjamin hos Comte Armand, og fik lov til at starte sit eget firma sideløbende med sit job hos dem. De havde nok ikke troet, at det ville gribe om sig i den grad det gjorde. I 2007 producerede Benjamin Leroux sine første vine under eget navn. I 2014 gav Benjamin depechen hos Comte Armand videre til Paul Zinetti for at koncentrere sig om sit eget domaine.
Produktionslokalerne ligger i Beaune, i Jaboulet-Vercherre´s gamle lokaler. Der var meget plads, især i starten og derfor lejede han noget af pladsen ud til andre unge opkomlinge. Der blev udvekslet idéer og udviklet teknikker med folk som Nicolas Potel og Nicolas Rossignol. I dag fylder Benjamin lokalerne ud med sin egen produktion.
Bens første vinmarkskøb var på blot 0,16 hektar i 2009 – på Batard-Montrachet. I 2013 opkøbte han 3,5 hektar i Meursault, og bedriften voksede langsomt til de 8 hektarer, han ejer i dag.
Sådan producerer han Chardonnay
Hele klaser presses i en pneumatisk presse. Presset kan vare alt et par timer til 48 timer, afhængigt af årgangen. Med andre ord, der arbejdes med en kort skindkontakt. Vinen spontangæres og lagres i 12 til 22 måneder i en række forskellige beholdere, nogle gange rustfri ståltanke, men for det meste på fade af varierende størrelse. Procentdelen af ny eg varierer fra ingen til 30%. Filtrering undgås generelt. Når der alligevel sker filtrering, er det normalt i varme årgange, hvor der er meget protein i mosten og vinene har svært ved at bundfælde. Samlet svovl ved aftapning er 50 gr/ltr.
Sådan producerer han Pinot Noir
Der anvendes op til 30% hele klaser i gæringen, men flere vine produceres uden hele klaser i gæringskarret. Det afhænger af mark, alder på vinstokkene og modenhedsniveau. Den ultimative beslutning træffes på sorteringsbordet. Frugten køles ned til 15°C, hvorefter gæringen får lov at starte spontant. Mosten ligger sammen med skallerne i omkring tre uger, cirka 10 dage under gæringen og 10 dage efter gæring. Der anvendes pump-overs i begyndelsen og punch-downs mod slutningen af gæringen. Vinene lagres i 12 til 22 måneder, for det meste på fade, maksimalt 30% nye, nogle i store gamle træfade. De røde vine filtreres meget sjældent. Samlet svovl ved aftapning varierer fra 40 gr/ltr.