“Vi er de vilde kaniner med meget lange ører
Alt hvad i visker og siger kan vi hører
Har du fred i den ene hånd og krig i den anden
Og kalder de dig gud, hvisker vi at du er fanden
Vi er de vilde kaniner
Vi undergraver grænserne og parrer os
Graver grøfter mellem øst og vest
Og vi forbinder søerne
Nord og syd og dig og mig
Og munden op til ørerne”
Sådan lyder Gnag´s sang om de vilde kaniner. Jeg har mødt en vild kanin. Han hedder Johannes Jülg. Han bor i et område der historisk er så indviklet, at med mindre man har konflikterne på afstand og en positiv tilgang til sine medmennesker, så ville området stadig emme af historier om gud og fanden, og om krig og fred.
Vi befinder os i grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz. Her har grænsen mellem Tyskland og Frankrig bølget frem og tilbage gennem historien. Nogle gange har Alsace været tysk, andre gange fransk. Rent geologisk, så er Pfalz egentlig bare en naturlig forlængelse af Alsace. Områderne ligner hinanden, med skovklædte bakkekamme, borg-ruiner og vinmarker for foden af bakkerne. Eneste forskel er nok, at byerne i Alsace stadig ligner et eventyr, imens byerne i Pfalz blev sønderbombet mod slutningen af 2. verdenskrig, så der er ingen gamle bindingsværkshuse, ingen eventyr-byer tilbage på den tyske side.
På grænsen mellem Alsace og Pfalz bor der vinbønder. Vinbønder, som besidder marker i både Frankrig og Tyskland. Johannes Jülg er en af dem. Han har aldrig oplevet grænsen som en hindring. Schengen-aftalen blev indgået i 1985, Johannes er født i 1987. Med Schengen kom den fri bevægelighed indenfor EU´s grænser. Det betød for Johannes´ far Werner, at han ikke længere skulle have pas med i vinmarken. Når han skulle tilse druerne på den franske side af grænsen.
En sten der markerer “ingenting”
På rundturen i Jülg´s vinmarker passerer vi grænsen flere gange. Det er nærmest umuligt at finde ud af om man er i det ene eller det andet land, og Johannes er fuldstændig ligeglad. Han stopper op, taler grinende fransk med den ene vinbonde, tysk med den næste. Han er fri her. Fri for grænser, fri for historiens tyngde. Han er næste generation. En ægte europæer.
På en af Johannes´ marker siger han pludselig: “Og det her er jo i øvrigt en grænsesten”. Midt i en række med vinplanter er en plads optaget af et monument, som i dag er fuldstændig ligegyldigt. I hvert tilfælde for Johannes. “Mine vinplanter kan ikke finde ud af om de vokser i tysk eller fransk jord, – derfor kan jeg heller ikke. For planterne gælder samme regler for jordsammensætning og orientering mod solen om de vokser på den ene eller den anden side af grænsen. I sidste ende er det mig der bestemmer hvordan vinen skal smage.”
Og nej, Johannes´ vine smager ikke fransk, eller rettere, de smager ikke traditionelt Alsacisk. De smager i den grad moderne, tørt, mineralsk, frisk, salt, – som Alsace kunne smage hvis de på den franske side af grænsen fulgte lidt med tiden…
Efter sådan et besøg er man nødt til at være imponeret, at være glad. Ikke bare over kvaliteten på vinene fra Jülg. Men det faktum at der er steder i verden hvor man er nået længere end til grænsehegn og mure. Det glæder mit lille hjerte at opleve hvor langt grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz er nået siden jeg i 1989 forsøgte at bestille en togbillet i Bergheim i Alsace – på tysk. Det var mit livs fejltagelse! Fik en ordentlig røffel af en bitter fransk billetør, som mente at det var for dårligt, at jeg ikke kunne fransk når han nu kunne tysk.
Længe leve de vilde kaniner!
Et liv på grænsen
“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace.
Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov.
Familie-vingården Jülg
Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine.
Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.
Oskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.
Jülg viser vejen for Alsace!
Der er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det.
Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.
Spätburgunder
Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, kombineret med hans beslutning om at afstilke alt, giver en vild intensitet. “Whole bunch” kan også noget, men for Johannes er det ikke foreneligt med den jordbund han dyrker i. Jordbunden gengives bedst i den rene mørke frugt, som han får ud af denne produktionsmetode.
De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men nogle af hans bedste og direkte sydvendte besiddelser ligger på den franske side af grænsen. Altså fra “marken” Sonnenberg. Problemet for Johannes er, at Sonnenberg er opdelt i mange mindre parceller med vidt forskellige orienteringer, jordbunde og makroklima. Parceller som Wormberg, Kostert, Sankt Pauli og Kammerberg byder alle hver for sig ind med noget unikt. Derfor skriver Johannes “Sonnenberg WB” på sin vin fra Wormberg. “KB” fra Kammerberg og så videre.
Hvorfor smager Jülg Spätburgunder som den gør?
Johannes er stille og roligt i gang med at plante Dijon kloner på hans marker. Dijon klonerne sætter mindre bær, og skaber dermed mere farve, aroma og tannin. Han har erkendt, at for ham, giver Dijon klonerne den bedste vin. I dag bruges stort set alle de tyske kloner han har tilbage på sine marker i Spätburgunder Trocken. Der er en smule i Spätburgunder Kalkmergel, men alle vine med marknavn består 100% af franske kloner.
Vinene spontangæres og lagres dernæst på en blanding af store og små, gamle og nye fade. Andelen af ny eg stiger jo højere op man kommer af kvalitetsrangstigen.
