Nyt projekt med lille produktion og høj kvalitet
Bisso Atanassov har været en god ven i en del år. Vi mødtes første gang da han startede som vinmager på La Bioca i Barolo i 2012.
Man kan så sige, at vores skæbner blev rodet lidt ind i hinanden. Da jeg for et par år siden valgte en form for “karriereskifte” var Bisso en af dem jeg ringede til for at forklare mit valg. Men Bisso var på vej ombord i et fly fordi han havde valgt et karrieskifte…
Så jeg behøvede ikke forklare noget. Et halvt år senere ringede han fordi han var blevet vinmager på Taverna Wines i Barbaresco og nu har han også gang i sit eget projekt i Asti: Quila. Bisso arbejder med lejede parceller og opkøb af druer, så der vil formentlig være nye vine hvert år. Første år (2019) producerede han to vine MX-quila (Moretto) og Mus-quila (tør Muscat). I år 2020 blev Jeff Pramaz Nebbiolo og Bric Bisarello Dolcetto tilføjet.
Quila er egentlig en fantomvingård. Den findes, men den findes ikke. Bisso Atanassov lejer både jord og lokaler og han gør det hvor han synes det er interessant. De fleste af hans lejede parceller ligger ved byen Mango syd for Neive (Barbaresco). Mango ligger i Asti DOC, i et område, som er betagende smukt. Bakket som Barbresco, men bakkerne er højere og mere stejle her. For at nå frem til Bisso´s marker kører man ad smalle hårnålssving på dårlige asfaltveje, nogle steder af grus og nogle steder sand! Underligt nok, så er Moscato mest udbedte druesort her. Skråningerne synes at kunne trække noget mere seriøst, hvilket Bisso da også viser med hans vine herfra. Påstand: Bisso er i gang med at vise omverdenen det sande potentiale i dette område.
Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har en ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har blandt andet produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro, Angelus i St-Emilion, samt arbejdet med vinproduktion i Grækenland men fra 2012 slog han sig ned i Barolo for at slå rødder. Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Bisso er både traditionalist, men også meget eksperimenterende i produktions-hallen. Der er hele tiden nye forsøg i gang i et eller andet hjørne. Naturvins-dillen har fat i ham, men dog uden at gå over gevind. Han mener, at der er ting i den oprindelige måde at producere vin på som vi har glemt og som på sin vis skal genopdages.
Det sjove med Bisso er i grunden, at du kan ikke sætte ham i bås. I sin tid i Barolo producerede han transparente klassiske Nebbiolo-vine, med medium til højt garvesyre-indhold. Altså meget traditionelt, men altid vine med iøjnefaldende balance. Det tog han med til Taverna, men mest fordi ejer Roberto Taverna gerne vil producere en Barbaresco, der skal smage som Barbaresco, men samtidig skal kunne udfordre Barolo. På Quila er stilen en helt anden. Vinene er langt mørkere og mere saftige og frugtdrevne. Der er stadig tannin, og der er stadig balance, men det er tydeligt, at Bisso stilmæssigt søger et andet udtryk.
Moretto
Vinen MX-Quila er produceret på druen Moretto. Druesorten var nærmest forsvundet fra Piemonte. Hvad man ikke vidste var, at den var blevet indført i Mexico, hvor man havde forvekslet den med Nebbiolo. Den gav godt nok en anden type vin i Mexico end i Italien, men det mente man var klimatisk og geologisk bestemt. Det var først da der blev taget en DNA prøve af den mexicanske “Nebbiolo”, man fandt ud af, at den intet havde med Nebbiolo at gøre. Til gengæld fik druesorten en renæssance i Piemonte på grund af opdagelsen. Moretto gået fra 0,1 hektar til over 10 hektar i Piemonte på ganske få år. Bisso kalder af samme grund sin Moretto for “Mexican Nebbiolo” eller MX-Quila.
Bisso producerer vinen fuldstændig som var den Nebbiolo, men den kommer på ingen måde til at ligne Nebbiolo af den grund. Phenolerne i Nebbiolo er meget ustabile og bundfælder allerede inden vinen tappes. Det samme kan ikke siges om Moretto. Druen giver en mørk og saftig vin, med god tannin og kirsebæragtig karakter. Den kunne nemt tages for at være en top Sangiovese i en blindsmagning. Der er produceret et eneste fad af denne årgang 2019. 280 flasker i alt.
Hvis du er eventyrlysten og elsker mangfoldigheden man finder blandt de italienske druer, så er denne vin et must!
Muscat
Der vokser masser af Muscat i området omkring Mango. Faktisk er cirka halvdelen af markerne beplantet med druesorten. Primært for at levere druer til Moscato d´Asti produktionen. Bisso har egentlig aldrig brudt sig om Muscat. Men på en tur til Grækenland i 2017 opdagede han, at druen var til meget andet end søde mousserende vine. Her har han frembragt et lille tørt vidunder, hvor druens aromatiske profil er tæmmet så meget, at vinen rent faktisk byder ind med noget så sjældent for denne druesort som elegance.
Druerne kommer fra en parcel med gamle stokke, der leverer lavt udbytte og druer af en helt særlig kvalitet. Vinen er knastør med druens let parfumerede kendetegn, men som også besidder en helt masse andet: Elegance, insisterende syre og finurlig kompleksitet.
Jeff Pramaz Nebbiolo
Denne vin er et bevis på, at Asti-området, der er mest kendt for sine søde, let mousserende vine på Muscat, kan meget andet end lige præcis levere vin til en isdessert. Bisso har fundet en parcel med gamle Nebbiolo-stokke, som han har produceret en helt enestående juicy og saftig rødvin af. Her prøver han ikke at lave Barolo, eller Barbaresco, her udfordrer han druen – og sig selv. Det er helt uhørt frugtdrevet. Det er den blandt andet fordi Bisso har tilført den gærende most en del af skallerne fra hans Favorita-produktion. På en eller anden mærkelig måde, så har syren fra de hvide skaller været med til at gøre vinen mørkere! Men også mere frugtdrevet. Nebbiolo´s tannin fornægter sig ikke, men frugtens kompleksitet gør vinen til en noget anden oplevelse end man ville forvente fra Piemonte.
Vinen er opkaldt efter en desværre afdød vinbonde, som Bisso samarbejdede med da han arbejdede i Barolo.
Bric Bissarello Dolcetto
Bisso troede egentlig, at han lejede en parcel med Dolcetto. Det gjorde han sådan set også, i hvert tilfælde for 85% af druernes vedkommende. Men han opdagede hurtigt, at der var enkelte stokke forskellige steder i marken som ikke lignede Dolcetto, nogle var sågar med hvide druer. Han fik en fyr fra den lokale planteskole til at løbe rækkerne igennem, og det viste sig, at der imellem Dolcetto, som i øvrigt er en sjælden klon af Dolcetto, var der plantet 7 forskellige andre sorter.
Bisso besluttede sig for at hylde marken ved at høste alt samtidig og lade det indgå i den samme vin. Jeg siger det bare: Dette er den bedste Dolcetto jeg nogensinde har smagt!