Mineralitet – er det noget man smager?

Hvordan i alverden kan du påstå, at din vin smager mineralsk? Hvad vil det sige? Kan man smage mineralitet? Smager vinen af jord?

Og nej, det er egentlig et ord man slet ikke kan bruge. Mineraler kan ikke smages i en vin. Der er så få mineraler i en færdiggæret vin, at det er idioti at tro, at man kan smage det. Dem der var har gærcellerne fortæret under gæringsprocessen. Men kan mineralerne have påvirket gæringen i en bestemt retning? Kan udtrykket på den måde retfærdiggøres?  Måske. Problemet er bare, at to jordbunde, i hver sin ende af skalaen, en stenet vel-drænet jordbund og en fugtig jordbund med højt indhold af ler, kan have næsten samme kemiske sammensætning, næsten samme mineralforekomster og dermed formentlig vil skabe en druemost med nogenlunde samme mineralforekomster. Alligevel smager de to vine forskelligt. Hvad er det så der gør forskellen? Er det mikro-klimatiske forhold, jord-temperatur, bakterie-kultur? En ting er sikkert, det er i princippet hamrende forkert at bruge betegnelsen mineralitet. Men hør nu. Hvordan forklarer man så, at en Champagne og en Chablis smager af kalksten, at en Mosel riesling smager af skifer, at en Beaujolais smager af granit?

Forfatter og professor emeritus i geologi Alex Maltman siger, at brug af ordet mineralitet er lidt ligesom at sige at man tror på julemanden. Godt, så tøver jeg ikke med at sige, at jeg tror på julemanden! For en jul uden julemand ville godt nok være trist.

Den ukendte faktor

Der findes en ukendt faktor inden for vin. For hvad er det der giver smagsforskelle og særlige kendetegn fra bestemte områder, bestemte jordbundstyper? Videnskaben leder stadig efter svar. Neustadt Weincampus har gennem en årrække arbejdet med riesling dyrket i flere forskellige jordbundstyper i Pfalz. Studiet er endnu ikke tilgængeligt, men Dr. Ulrich Fischer kan bekræfte at vinene konsekvent har givet forskellig aroma-profil og at de enkelte vines særpræg har været vedvarende. Forsøget bliver foretaget inden for et meget afgrænset område og kan ikke forklares med klimatiske forskelle, store forskelle i nedbør eller luft-temperatur. Det ligger dog helt fast, at hver enkelt jordbunds-type påvirker vinplantens vækst, vinplantens genetik ændres i forhold til jordtemperatur, kemisk sammensætning og vandforekomst. Det hele spiller naturligvis en rolle for den endelige vin. Nærmer vi os så ikke en retfærdiggørelse af ordet mineralitet?

En helt anden vinkel på diskussionen er, at man er begyndt at analysere jordbakteriers indflydelse på vinens smag. Det ville måske kunne give mening, at en bestemt jordbundstype, grundet sin temperatur og evne til at holde på vand ville kunne fremme væksten af bestemte bakterier, og bestemte gærceller, som ender i gæringskarret og øver indflydelse på gæringen. Det ville i min verden også være en form for ”mineralitet” – et aftryk af den jord, de omgivelser, som vinen er blevet skabt i.

En mineralsk oplevelse

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at bestemte jordbundstyper påvirker vinens karakter, bakterier eller ej. Selv ubevidst er jeg blevet bekræftet i dette. Under et besøg hos en vinbonde ved Mosel i Tyskland blev der serveret en Riesling fra marken Schweicher Annaberg for mig. Jeg kendte ikke umiddelbart marken. Forsøgte desperat at se Mosel-floden for mig og placere Schweich, men lige klog blev jeg. Den slags siger man jo ikke. Man lader bare som om, at man ude mærket ved hvor den mark ligger. Jeg stak næsen i den. Den duftede himmelsk af eksotisk frugt, citronskal og så dette særlige krydderi, som jeg syntes jeg havde duftet før. Jeg udbrød: ”Den dufter jo som en vin fra Ürziger Würzgarten” og nåede heldigvis ikke at sige mere før vinbonden nikkede anerkendende og sagde, at det gav god mening, for Schweich og Ürzig er de to eneste steder ved Mosel hvor der forefindes rød skifer!

Min uvidenhed blev pludselig en styrke. Tilfældigt? Ja, i den grad. Men vinens duft og smag, – tilfældigt? Næppe. Der er faktorer, der gør, at rød skifer tilfører vinen et bestemt særpræg og andre jordbundstyper bidrager med noget andet.

Jeg vil kæmpe for retten

Det er præcis derfor ordet mineralitet anvendes – og må anvendes. Det er en metafor. Det er et ord der kunne have været erstattet af ethvert andet vrøvlet ord, som gav mulighed for at beskrive noget uhåndterbart og uforklarligt. Mere er der egentlig ikke at sige om det. Jeg vil til enhver tid forsvare retten til at sige: ”Fantastisk mineralitet!”

Det skal også i denne sammenhæng tilføjes, at det forekommer mig en smule underligt, at jeg kaster mig ud i et forsvar for brugen af ordet. Der bliver brugt alle mulige vanvittige ord for at beskrive vines duft og smag. Tag for eksempel “nyslået græs”, “læder”, “roser”, “ananas”, “sort peber” – alle ved jo, at der hverken er græs eller peber i vinen – eller forhåbentlig ikke er det. Så stop hykleriet. Lad mig bruge min metafor!

Vil du selv på opdagelse i mineralitetens verden – så gå om bord i nogle af Mr Ruby´s smagekasser. Spätburgunder-kasserne kunne være et godt bud.