Weingut Stadt Klingenberg kooperiativet blev skabt i 1912 og udspillede op gennem 90´erne sin rolle i et Franken, der ikke var efterspurgt, eller rettere, i et fag (vinbruget), som havde svært ved at lokke unge mennesker til. Men en dag kom et ungt menneske forbi. I 2010 købte Benedikt Baltes vingården.
Benedikt Baltes er opvokset i Mayschoss i Ahr. Så allerede fra barnsben var han omgivet af Spätburgunder. Han gik i lære hos huset Adenauer i Ahr og tog senere en universitetsuddannelse til ønolog. Han har arbejdet med vin i Østrig, Ungarn og Portugal men ønsket var hele tiden, at komme hjem og arbejde med Spätburgunder. Drømmen er nu gået i opfyldelse. Benedikt dyrker alle marker økologisk, med et godt øje til biodynamiske principper. For ham er det vigtigt, at naturens kredsløb får lov at gå i ring. Derfor har han geder rendende rundt på de stejle marker til at holde øko balancen ved lige. Kun sådan kan man opnå balance i sin frugt, i sin gær, i sin vin. Vinene lagres på egetræsfade, der er produceret af træ fra skovene i lokal-området. Igen for at opnå balance og lokalt særpræg i vinene.
Churfranken – et rødvinsområde i Silvaner-land.
Franken er synonym med hvidvin på Silvaner og latterlige flasker
(bocksbeutel) som ikke passer i kasser når man skal sende med posten. Vinen
fejler ikke noget. Men flasken!!!
Her har vi fat i et af de problemer som Tyskland ellers har været gode til at
vende ryggen til i de seneste 10 år, – fejlagtig opfattelse af hvordan ting
skal være og hvordan verden ser ud. Jeg er sikker på, at den dag Franken
begynder at tappe Silvaner på Bourgogne-flasker, så får Silvaner
verdensomspændende succes! Men nok om det.
I området Churfranken, som er en lille del af det vestlige Franken, har rødvinsdruerne Portugieser og Spätburgunder altid domineret over Silvaner. Området ligger på strækningen mellem Aschaffenburg og Wertheim. Det er ikke ualmindeligt at finde 50-80 år gamle Spätburgunder-stokke her.
Man har bevis for, at der har vokset vin på Klingenberg siden 1261. Af respekt for områdets lange historie er det et kobberstik fra 1625 der præger Stadt Klingenberg etiketterne.
Weingut Stadt Klingenberg
Benedikt Baltes købte Stadt Klingenberg i 2011. På et tidspunkt hvor Franken ikke var hot, og på et tidspunkt hvor tysk pinot noir kæmpede med sit image. Så den Frankiske vingård med marker beplantet med Spätburgunder var i ringe kurs. Et scoop for en ung mand, som havde et mål for øje, at producere tysklands bedste pinot noir. Markbesiddelserne på Klingenberger Schlossberg og Grossheubacher Bischoffsberg er muligvis de to bedste rødvinsparceller langs hele Main. Direkte sydvendte stejle terrasser, og Schlossberg har sågar Grosslage status i VDP regi.
Markerne er terrasse-anlagte og alt arbejde skal gøres manuelt. Benedikt dyrker økologisk og hans mest betroede medarbejdere i marken er en flok får, som holder ukrudt væk og samtidig gøder jorden helt naturligt. Klingenberger Schlossberg består af rød sandsten. Benedikts parceller er beplantet med stokke der er mellem 25 og 60 år.
Grossheubacher Bischoffsberg består af en mere sandet overfladejord, som gør vinene herfra mere frugtdrevne og lettere tilgængelige som unge.
Begge marker er beplantet med en god blanding af franske kloner og den tyske klon Ritter. I disse år har mange tyske producenter travlt med at plante franske kloner, men det bør man ikke gøre ukritisk. Ikke alle tyske kloner præsterer dårligere end en Dijon klon. Ritter-klonen benyttes også af producenter som Fürst (Franken) og Burggarten (Ahr).