For snart mange år siden sad jeg på skolebænken i Mommark på Als. Det var dengang vi lærte, at vinplanten Vitis Vinifera stammede fra egnene omkring Sortehavet og Syrah-druen havde fået sit navn fra den persiske by Shiraz og bragt til Europa af Fønikkerne.
Men meget er sket siden. Der er faktisk ikke meget andet end en halv sandhed i ovenstående. Det er en sandhed at byen Shiraz engang var omgivet af vinmarker og masser af kultur. Men druen Syrah kommer bare ikke derfra. DNA har vist, at druen Syrah er opstået, formentlig spontant, i Rhône-dalen i Frankrig, efter en krydsning mellem sorterne Mondeuse Blanc og Dureza. Vinplanten oprinder måske fra fra egnen omkring Sortehavet men har været at finde på jorden i millioner af år, så kontinentalpladerne har flyttet sig, og Sortehavet og egnene omkring det, har med sikkerhed taget sig anderledes ud.
Antagelser og logik
Men skolebænken har ikke fyldt mig med løgn. Man vidste bare ikke bedre dengang. Vinproduktion stammer måske fra egnene omkring Sortehavet, igen måske. Men vinplanten har vokset vildt på jorden i mange årtusinder, og ny forskning tyder da også på, at vinproduktion kan have været kendt meget længere end først antaget.
Det er helt naturligt, at den nære orient har fanget videnskabens opmærksomhed. Hele området fra Kaukasus-bjergene i nord, til Nilen i sydvest og den persiske golf i sydøst, er det område man kalder civilisationens vugge, her er store opdagelser blevet gjort og fundamentet for den civilisation vi kender i dag lagt. Vigtige ting som alfabetet, hjulet, landbruget og demokratiet stammer herfra.
Der er gjort fund nær Tblisi i Georgien og nær Areni i Armenien, som bekræfter, at vinproduktion har været kendt 6000 år før vor tidsregning. Det er også logisk, at det sted hvor koncentrationen af forskellige Vinifera-sorter er størst, må være det sted hvor det hele er startet. I Georgien findes op mod 500 forskellige sorter, så det er nærliggende at antage, at vin og vinproduktion stammer herfra. Landbrug blev opfundet her, og med den store mængde druer man har behandlet på de vingårde der er fundet, så må druerne have været opdyrket, bønderne kan ikke have samlet alle de druer fra vilde planter. Så langt, så godt. Der er måske alligevel hold i den gamle lærdom.
Gadachrili Gora udgravningen ved Tblisi i Georgien. Foto: Stephen Batiuk 
To af de ældste fund, der bekræfter vinproduktion er gjort syd for Kaukasus-bjergene
DNA burde kunne give os svaret
I de senere år er DNA forskningen indenfor vinbrug taget til. Det har åbenbaret mange sandheder, som hidtil har været umulige at se. Vinens historie er i den grad blevet sat under lup. Blandt andet har man kunnet se, at de europæiske sorter vi kender i dag, nedstammer fra ganske få sorter, der så har krydset sig med hinanden og er blevet til den myriade af sorter vi kender i dag. Men sporet tilbage til Kaukasus er endnu ikke kortlagt. Der er simpelthen for mange huller, for mange uddøde forældre til de sorter der dyrkes i dag. Og som nævnt, så skal sporet måske ikke udelukkende findes i den nære orient. På Yerevan State University i Armenien foretog man i 2011 et studie af lokale druesorter. Man kortlagde DNA for 59 lokale sorter og sammenlignede dem med DNA fra to af de ældst kendte sorter fra Europa (Muscat a Petit Grains og Cabernet Franc). Der var beslægtet DNA i en del af sorterne, men 28 var helt unikke. Og det er jo mystisk. Hvis al vin oprinder fra “Den fertile trekant”, så burde DNA sporet være det samme. Noget tyder altså på, at der er tilført vinplanter med anden DNA-profil andre steder fra. Det skal dog indskydes, at en vinplantes DNA ændrer sig over tid, og især hvis den indføres i et nyt miljø hvor lufttemperatur, jordbundens beskaffenhed, luftfugtighed, vindforhold og vandressourcer er anderledes, men helt fremmed vil DNA koden ikke kunne blive.
Et lignende eksperiment blev foretaget af en gruppe forskere, der i 2006 forsøgte at kortlægge DNA koder i både vildt voksende og opdyrkede Vitis Vinifera-planter fra et område der strakte sig fra den Iberiske halvø til mellemøsten. Forsøget var opsigtsvækkende. Forsøget tog på forhånd højde for, at en Vinifera plante over tid tilpasser sig sine nye omgivelser genetisk. Derfor tog man udgangspunkt i det sted i planten hvor den genetiske tilpasning er mindst, – i kloroplasten, i plantens blade. Blot 30% af planterne fra den Iberiske halvø indeholdt DNA, der var identisk med planterne fra orienten. Men hvad med de resterende 70? Hvor stammer de så fra? Er den Iberiske halvø et tillæg til Sortehavs-teorien? Der er i den grad huller i historien.
Har ampeolograferne svaret?
Den manglende DNA kilde tyder på, at Vitis Vinifera har været udbredt i hele Middelhavs-regionen i årtusinder. Måske er der som udgangspunkt slet ikke bragt stiklinge eller kerner fra orienten, men blot viden om vinproduktion. Senere kan der være indført sorter, som så har krydset sig med lokale sorter.
Her skal vi huske at bestøvningen fra en anden plante kun har effekt hvis man opdyrker druekernerne. Da en opdyrket plante altid tages som stikling fra en moder-plante. På den måde kan en bestemt sort holdes ren og undgå at indeholde DNA fra lokale vildt voksende planter.
Men kernerne kan alligevel bruges til noget. Ampeolografer har i årtier studeret former og størrelser på kerner for at kortlægge vinplantens stamtræ. Vildt voksende Vinifera har store kerner, opdyrkede har mindre. Det er lidt som om man piller fertiliteten ud af de opdyrkede planter, og jo længere man kommer ud i stamtræet, jo mindre bliver kernerne. Det vil sige, at nogle af de “nyeste” sorter på de europæiske vinmarker har de mindste kerner. En af de europæisk opdyrkede sorter med de største druekerner er Clairette fra Sydfrankrig, hvilket kunne tyde på, at dette er en af de ældste druesorter på europæisk grund. Pinot Noir og Savagnin har store kerner og det falder fint i tråd med DNA forskningen på området, der viser at netop disse to sorter er moderplanter til mange af de sorter vi kender på alverdens vinmarker i dag. Pinot Noir har kerner der minder om vilde Vitis sorter fra Balkan, hvilket kunne tyde på oprindelse herfra, men dette er ikke bekræftet. Muscat a Petit Grains har store kerner og dyrkes i flere lande omkring Middelhavet. Muscat a Petit Grains kunne måske være et link til at forstå vinplantens udbredelse. Men så alligevel ikke, for den ene forælder til Petit Grains findes på Sardinien, og kun der. Af samme grund kunne Sardinien med rette gøre krav på at være et af arnestederne for Vitis Vinifera. Det er som om der er lagt hindringer ud. Det hele ender i en tåge som ingen rigtig formår at få til at lette. Forbindelsen til orienten er endnu ikke fastlagt.
The missing link
Man har via DNA forskningen fået bekræftet noget af ampeolografernes mangeårige møjsommelige arbejde, men også fået øje på ting som ampeolograferne ikke kan se. Man er kommet nærmere et fædrende ophav til de sorter vi kender på de europæiske marker i dag, men der er “missing links” som måske aldrig vil blive fundet. Der mangler en forældrer til alle de druer, som i dag må anses for at være de ældste nulevende sorter. Det drejer sig om Pinot Noir, Gouais Blanc, Savagnin, Cabernet Franc og Mondeuse Noire fra Frankrig; Garganega, Nebbiolo, Teroldego, Luglienga i Italien; Muscat Blanc à Petits Grains; Cayetana Blanca i Spanien; Rèze i Schweiz/Østrig; og Tribidrag i Kroatien. Disse druer har været dyrket i 1000 år måske meget mere.
Den Schweiziske forsker Vouillamoz mener, at druer som Savagnin og Pinot, kan være dyrket i op mod to tusinde år. ”Vi ved, at den ene er forælder til den anden, men vi ved ikke i hvilken retning, hvilket er fascinerende,” sagde han. ”Pinot er enten barn eller far til Savagnin. Det er fantastisk.”
Kilder:
Molecular Ecology 15, 3707-3714, 2006
Ann Bot. 2010 Mar; 105(3): 443–455.
G.R.A.P.E.
Wine Grapes af Jancis Robinson, Julia Harding og José Vouillamoz
Diego Rivera Nunez and Michael J. Walker
