Barolo MGA smagning – afgørelsen

Denne aften, 3. september 2020, stod den på smagning af MGA-vine fra Barolo. 12 vine i alt. 4 vine fra hver af kommunerne La Morra, Monforte og Serralunga var nøje udvalgt til battle, og til at overbevise os om (eller afkræfte), om man overhovedet kan smage forskel på hvor vinene kommer fra i Barolo. Men først historien om MGA som begreb.

Hvad er MGA?

MGA er en forkortelse af Menzioni Geografiche Aggiuntive
Grundtanken med MGA systemet er, at afgrænse det område vinen kommer fra og på den måde give forbrugeren større sikkerhed for hvad han/hun køber.

Systemet trådte i kraft i 2010 og er historisk set noget miskmask. Før i tiden var enkeltmarksvine ikke noget der blev tillagt stor betydning i Barolo. Vinbønderne har vidst, fra hvilke parceller de bedste vine blev produceret, men altid givet sig selv mulighed for at blande, for at opnå den bedst mulige kvalitet på alle deres vine. Det er sådan set derfor mange bønder mener, at MGA-systemet er et misfoster, fordi det appellerer til, at kun de bedste vine bliver bedre, hvorimod den ordinære Barolo vil blive ringere. Og det ser unægtelig ud som om de får ret. I 2011 blev 39% af al Barolo udstyret med et marknavn, i 2016 var denne procentdel steget til 57!!!

Der er dog andre der tager det mere roligt, blandt andet Barolo-nørden over dem alle; Alessandro Masnaghetti, som siger, at Barolo aldrig har været bedre.

Alessandro Masnaghetti lod os flyve rundt over Barolo imens vi smagte
Tjek det ud på https://www.barolomga360.it/en/mgas/

Hvorfor blev MGA så indført?

Mascarello producerede i 50´erne og 60´erne en vin med betegnelsen Cannubi. Det hed vinen fordi den blev opkaldt efter det han anså for at være hans bedste parcel. Vinen var i virkeligheden en blanding fra flere marker. Vinen ville være ulovlig i dag. En af de første enkeltmarksvine der blev produceret i området, var Vietti´s Rocche di Castiglione, som blev produceret i 1961. Men idéen om at gøre Barolo mere Bourgogne-agtig tog fart. Ratti udfærdigede i 1970 et kort over hans besiddelser og kaldte marker som Cannubi, Cerequio og Brunate for 1. Cru´s. Flere og flere brugte disse ”marknavne”, men navnene var ikke officielt godkendt. Snebolden rullede og blev større. I 1990 erkendte man behovet for et system, som strømlinede Barolo, et system forbrugeren kunne gennemskue. Det tog konsortiet 20 år at udvikle.

Et andet stort problem er, at de 181 MGA-parceller ikke er udvalgt efter samme kriterier. Hver kommune har selv peget på, hvilke parceller/områder der, indenfor kommunegrænsen, skulle have ret til en MGA. Castiglione Falletto har således kun udpeget de historisk mest interessante parceller – i alt 20, som udgør samlet 25 hektar. Monforte d´Alba har udpeget hvert eneste stykke jord indenfor kommunen, og i øvrigt gjort hver MGA så stor, at jordbundsforholdene kan variere enormt indenfor samme MGA. I Monforte findes 11 MGA´er, der næsten alle er større end det samlede MGA-areal i Castiglione Falletto. MGA Bussia er alene 300 hektar stor.

Giver MGA så mening?

Måske ja, især fordi MGA ikke er et cru-system, men blot en udbygning af oprindelses-garantien. Men en garanti for noget som helst andet, end druernes dyrkningssted er det ikke. Og når en MGA er 300 hektar stor, så er det absolut ikke garanti for typicitet eller særpræg.
Jordbund, klima, højdemeter og orientering mod solen vil selvsagt variere enormt indenfor 300 hektar i et bakket område som Barolo.

Læg dertil varierende vinfremstillingsmetoder. Det er vanskeligt (og måske unødvendigt) at lede efter særpræg for hver enkelt parcel eller kommune. Der er simpelthen for mange variabler i spil. Vinens karakter påvirkes af jordbrug, valg af klon og rodmateriale, plantetæthed, mineralforekomster osv. Vingårdens valg af produktionsmetoder er naturligvis den helt overordnede faktor. Hvert aspekt kan fordreje det, vi prøver at måle, eller idéen om, at hver mark, hver kommune, har sit eget særpræg.

Aftenens line-up af enkeltmarks-Barolo

Kunne vi finde kommunerne?

På trods af ovennævnte problemstillinger, så prøvede vi alligevel at måle – denne aften – i september 2020. Kunne vi finde frem til de 4 vine fra La Morra, 4 fra Monforte og 4 fra Serralunga, – det var den overordnede opgave.  Sekundært, men utroligt vigtigt, var naturligvis at gætte producenten. Første del af opgaven må siges at være blevet løst. 11 ud af 12 vine blev placeret rigtigt i forhold til kommune. Der må være noget om snakken. At Serralunga´s jernholdige kalk- og sandstensjord giver vine med hård tannin, at Monforte´s grå Diano Sandstone giver mørke saftige og tanninrige vine og at mergeljorden i La Morra skaber lysere og mere imødekommende vine. Der var en enkelt vin, som adskilte sig lidt fra ovennævnte kendetegn, det var Parusso´s Bussia, som dyrkes i mergel i det nordlige Monforte, og derfor måske minder mere om La Morra end Monforte, men selv den fandt sin rigtige kommune. Den eneste vin, der sneg sig ind i en forkert kommune, var Conterno Fantino´s Vigna Ped. Den blev sendt til Serralunga. Som én kækt bemærkede: ”Vidste i godt, at Conterno Fantino har flyttet alle sine marker til Serralunga!”

Pointgivningen

En smagning af Barolo vil altid skabe diskussion. Nogle vine har jo 10-15 år foran sig, før de når til noget der minder om modenhed. Det er en af de helt store farer ved at arrangere en smagning som denne og bede folk give point. Pointene vil formentlig give et øjebliksbillede, uden hensyntagen til potentiale i de enkelte vine. Det var lidt det der skete, og jeg kan ikke sige mig selv fri for at være faldet for en flæsket charlatan, som vel var den vin med mindst tannin på hele sættet. Manzone Giovanni´s Gramolere smager virkelig godt nu, men gentog vi denne smagning om 10 år, så ville resultatet med garanti se anderledes ud. Min påstand er, at Manzone ikke ville komme i nærheden af den førsteplads den fik i går. Den scorede højt hos næsten alle. En enkelt hev 100 point op af hatten, hvilket i øvrigt blev belønnet med stort bifald.

Serralunga har sin egen stil. Hvis man ser bort fra Ettore Germano, så var de øvrige vine herfra barske, bitre, røgede, ja i Palladino´s tilfælde endda med let oxiderede noter. Det var ikke vine der charmerede sig ind på folk. Serralunga indtog således 4 af de 5 nederste pladser i feltet.

Top 6 kom til at se ud som følger:

2015 Gramolere, Manzone Giovanni, Monforte d´Alba 95,5 point
2015 Bussia, Parusso, Monforte d´Alba 94 point
2015 Conca, Renato Ratti, La Morra 93,8 point
2015 Cerequio, Michele Chiarlo, La Morra 93,7 point
2015 Ginestra ”Chiniera”, Elio Grasso, Monforte d´Alba 93,7 point
2015 La Serra, Voerzio Martini, La Morra 93,3 point

En personlig kommentar til top 6

Gramolere og Ratti er helt utroligt nemme at gå til. De smager godt nu. Vil nok ikke være at finde på samme pladser ved identisk smagning om 10 år. Det tænker jeg sagtens de fire øvrige kan være. Parusso adskiller sig igen markant fra det øvrige felt med sin ”whole bunch” funky aroma, men i guder hvor er det (i bloggerens verden), godt strikket sammen, og med en fantastisk tannin-struktur, som læsker og giver drikkelyst (96). For mig var det aftenens bedste vin. Der var top-serveringer fra Chiarlo, med røde bær, kamfer, tjære og let bitterhed (94) og Grasso, med kirsebær, anis, nellike, kærnemælk og lidt rå tannin (95). Voerzio´s friske kølige frugt fra højtliggende La Serra var også blandt mine favoritter (94).

En tanke om “Barolo MGA smagning – afgørelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.