Bremmer Calmont er ikke bare Europas stejleste vinmark. Bremmer Calmont er en mastodont. Når man kommer kørende for at besøge Weingut Franzen, så rejser skiferbjerget sig som en mur mellem grønne bløde bakker. En solid mur. Det er intet under, at Mosel var nødt til at dreje udenom. En klog mand sagde engang til mig, at erosion ses meget tydeligt på hvor stejl en skråning er. Jo mere stejl, desto mindre eroderet. Den fortælling holder vand her, hvor der dyrkes vin nærmest direkte på klippen.
Der er stejlt mange steder ved Mosel, men ikke som her. Og man kan se, på de stokke der vokser her, at de kæmper for næringen. Der er ikke meget af den, i den stenede undergrund. I tørre perioder er markerne omkring Calmont stadig grønne, men på selve Calmont bliver planternes blade gullige. De skriger simpelthen på vand!
Den nye generation
Calmont er et meget godt eksempel på, hvad der sker ved Mosel lige nu. Den yngre generation af vinmagere søger tilbage til det autentiske. Den tid hvor staten var nødt til at foretage “flurbereinigung” for at tiltrække folk til faget, er slut. Heldigvis. For hvor er det trist at tænke på, at stejle skråninger er blevet terrasseret af store maskiner, og terrasserne fyldt op med frodig jord, som fik vinplanterne til at yde mere. Det så meget godt ud på bureaukraternes tegninger og beregninger, men virkeligheden er en anden. Pludselig forsvandt alt det der kendetegnede Mosel riesling ud af vinene. Derfor søger den unge generation tilbage. Tilbage til de stejle stenede skråninger. Der hvor riesling yder bedst, bliver stenet og mineralsk, – der hvor riesling smager som saft der springer ud af et hul i en klippe.
Angelina og Kilian Franzen kravler rundt på stejle Bremmer Calmont ved Mosel og skaber noget helt særligt. Calmont hælder visse steder helt op til 65 grader, så man skal have Spiderman-lignende teknik for at komme rundt deroppe. Det er vanvittige arbejdsvilkår, og fordi Mosel-vin generelt var under pres op gennem 80´erne og 90´erne, så blev flere og flere parceller på Calmont braklagt. I år 1900 var 24 hektar beplantet på Calmont, op gennem 1980´erne var blot 4 hektar tilbage, i dag er 13 hektar opdyrket. De dårlige tider har hjulpet vinhuset Franzen til at købe forholdsvis billig jord, på en skråning, som har et helt vildt potentiale. Calmont skulle være den stejleste vinmark i Europa.
En vinmager der skal høste på Calmont´s skråninger skal være atletisk og frygtløs. Som Kilian Franzen siger “Calmont kræver al ens energi, man mærker den i hver eneste muskel når man kommer hjem om aftenen. Men det er hele indsatsen værd.”
Bremmer Calmont´s historie
Man ved, at romerne dyrkede vin på Calmont. Naturligvis gjorde de det, for få steder ved Mosel udnyttes solens stråler så ultimativt som her. 65 graders hældning direkte mod syd kan på varme dage næsten riste druerne. Romerne kaldte bjerget for Calidus Mons, der på latin betyder “Varmt bjerg”. I middelalderen blev klosteret Stuben opført for foden af Calmont. Stuben var et nonnekloster, så det var kvinder der varetog vindyrkningen i området. Af samme grund hedder skråningen ved byen Neef “Frauenberg”. I 1802 erobrede Napoleon området og fratog kirken sine besiddelser og solgte jorden til private. Klosterruinen står stadig.
Genrejsningen af Calmont
Calmont har været glemt, men Calmont er igang med at slå sit navn fast med syvtommer-søm. Det vil Kilian og Angelina være med til at sørge for. Det var Kilians far Ulrich, der opkøbte de braklagte parceller på Calmont. Det blev til i alt 5 hektar og han var særligt fokuseret på den lomme der hedder “Fachkaul”. Calmont er ligesom opdelt i lommer, lommer mellem klippefremspring. De fleste af disse lommer hedder noget med “kaul”, således er der Steinkaul, Klosterkaul, Bales Kaul og altså Fachkaul. Sidstnævnte danner foroven nærmest et amfiteater, som skaber en fantastisk ramme for riesling, der her kan suge solen til sig. Det vidste Ulrich, ja, det vidste alle, der tidligere havde været involveret i vindyrkning på Calmont.
Desværre omkom Ulrich Franzen efter en fatal ulykke i vinmarken. Hans kone Iris overtog driften, godt hjulpet af sønnen Kilian, der var i gang med ønologi-studiet på Geisenheim. På Geisenheim mødte han Angelina, som han senere blev gift med og de to har i dag overtaget vingården. De producerer vine, der smager som havde de boret saft ud af klippen. Der er en kølig lethed og et mineralsk krydderi over samtlige husets vine, som er svær at finde andre steder end ved Mosel.
Markarbejdet
Vi kommer ikke udenom en snak om klimaforandringer. “Alt bliver mere ekstremt” siger Kilian. Mere varme, længere tørkeperioder, mere intens regn. Der er ting nok at forholde sig til. Men han springer hurtigt over emnet regn. “Ja, det kræver en del mere arbejde af os, men vand bliver aldrig et problem her.”
Til gengæld så har de længere varme- og tørke-perioder fået Franzen til at ændre dyrkningsmetoder. Før i tiden bandt de kun en bue op til hver pæl (halbbogen), og beskar i løbet af vækstsæsonen, for at sikre luftcirkulation omkring druerne og undgå svampesygdomme. Men tørke er alligevel værre. Druerne risikerer at blive ristet og i værste fald smider planten dem simpelthen, for at sikre egen overlevelse. Derfor opbindes i dag to buer (doppelbogen), og der beskæres mindre. Det handler om at skabe skygge for druerne. Den øgede fotosyntese (fra større bladkrone) gør samtidig, at druerne fysiologisk modnes hurtigere, ofte med en halv til en hel % lavere alkohol.
Et andet tiltag er, at Franzen på de “fladere” marker, hvor der er mere humus, lader græs vokse mellem rækkerne. Græsset holder på fugten og bidrager samtidig til biodiversitet og bedre økologisk balance i marken.
Man snakker ikke ret meget om kloner når man snakker om riesling. Det er ikke som med pinot noir, hvor vinbonden oftest holder et langt foredrag om de unikke egenskaber ved en bestemt klon. Det lykkedes alligevel at få vristet ud af Kilian, at hans riesling favorit-klon er 355 GM. Klonen sætter meget få bær pr. klase og klaserne er meget løse, hvilket sikrer god vindcirkulation omkring druerne. Det betyder, at klaserne tørrer hurtigt efter regnskyl og derfor er mindre udsat for svampesygdomme. Klonen leverer et lavt udbytte, med en flot intensitet.
Produktionsmetoderne
Franzen dyrker deres marker efter økologiske principper. De anlægger sågar parceller med blomster ind imellem rækkerne med vinplanter, for at tiltrække bier, sommerfugle og økologisk balance i det hele taget. Men de tør ikke tage skridtet fuldt ud og blive certificeret. Tænk hvis uheldet var ude og de blev ramt af sygdom eller utøj i vinplanterne, så ville en hel årgang kunne afskrives som indtægtskilde.
Alle vine spontangæres. Det vil sige, at den gær der sidder naturligt på druernes skind får lov at starte gæringen. Denne gæringsform kan man kun arbejde med hvis gæren er stærk nok, og den bliver kun stærk nok, hvis den økologiske balance i vinmarken er god. Naturgær kan skabe vidunderlige vine, med en dybde og en kompleksitet, som man ikke finder i en vin gæret på en laboratorie-skabt gærkultur.
Der hersker en helt særlig gærstamme på Franzens marker og kælder. Gæren metaboliserer meget langsomt, hvilket betyder, at en gæring hos Franzen kan tage uendeligt lang tid. Der er eksempler på gæringer, der har taget 22 måneder! De lange gæringer bidrager med fantastiske aromaer til den endelige vin.
Franzen giver altid sine vine lang tid sammen med gærresterne. Den såkaldte “autolyse” (biologisk nedbrydning af gærceller), der foregår efter endt gæring er også med til at øge kompleksiteten i en vin. Franzens vine kan ligge på denne måde i helt op til 8-12 måneder før de tappes. I denne periode gennemgår vinene også malolaktisk gæring. Denne gæring startes naturligt af mælkesyrebakterier i en vin. Her nedbrydes æblesyre til mælkesyre. Æblesyre er friskere og mere aggressiv end mælkesyre og processen øver også indflydelse på vinens aroma og smag. Vine der har gennemgået malolaktisk gæring fremstår oftest cremede med en let mejeri-agtig karakter (smør/youghurt).
Alt i alt, så er vinene fra Franzen et forfinet bombardement af dine smagsløg. De er lette og raffinerede som Mosel-vine bør være, men der er så mange lag i dem, at du kan blive ved med at sidde og finde nye aromaer.
Besiddelserne
Det er primært Calmont og Frauenberg der leverer druer til Franzens vine, men huset besidder også en lille parcel på Kapplay over byen Eller. Kortet til venstre viser markopdelingen ved Bremm anno 2024. Til højre ses skatterådmand Clottens kort fra sidst i 1800-tallet. Kortet er interessant på flere måder. Dels viser kortet, at flere af vinene fra Calmont var højt beskattede, hvilket var vidnesbyrd om, at de opnåede høje priser på auktioner. En anden interessant ting er, at tre af marknavnene fra Clottens kort, forsvandt med den tyske vinlov anno 1971. Markerne er der stadig, men nu bare under samme navn “Bremmer Calmont”. Et misfoster af en vinlov, som heldigvis snart vil blive ændret. Enkersberg er en del af Fachkaul, og i Franzens besiddelse.
Fachkaul
Fachkaul er en af de før omtalte “lommer” på Calmont. Fachkaul strækker sig egentlig fra bunden ved Mosel-floden og helt til toppen på Calmont. Nær toppen dannes et amfiteater-lignende scenarie. Stejle Calmont´s sol-sugene skråninger får her endnu større effekt. Marken blev anlagt af Ulrich Franzen, og det er hans vision, der stadig driver Kilian og Angelina. Det er fra toppen af Fachkaul, at Franzen høster sine GG vine, og ikke mindst prestige-vinen “Fachkaul”.
Neefer Frauenberg
Ud over cirka 5 hektar på Calmont, så ejer huset næsten 2 hektar på Neefer Frauenberg, som Kilian siger har lige så stort potentiale som Calmont. Frauenberg er knap så stejl og slet ikke lige så høj som Calmont, men sol-eksponeringen er også her direkte sydvendt. Hvor Calmont er mineralitet og krydderi, så er vinen fra Frauenberg ofte mere eksotisk i sin karakter. I hjørnet hen imod byen Neef, som er mere sydvest-vendt, henter Franzen sin Spätburgunder. En druesort, som de producerede første gang i 2014, men som ser ud til at kunne blive deres nye darling.
På Frauenberg mærker man konsekvenserne af den jernbane som Preussen anlagde i starten af 1900-tallet. Toget buldrer stadig forbi – først gennem Kaiser Wilhelm tunnellen der har udløb mellem Calmont-massivet og byen Eller, dernæst fortsætter toget over jernbanebroen, for så at begive sig ind i tunnellen, der går gennem Frauenberg. De rystelser som toget skaber får ofte småsten til at drysse ned fra toppen af Frauenberg. Nogle større end andre. En morgen fandt Franzen et skiferstykke på 60×60 cm midt i deres vinmark. Man skal have hjelm på under høst på Frauneberg!!!
En tanke om “Weingut Franzen ved Bremmer Calmont”