Gourmet ved Mosel
Det vælter ikke med top-restauranter ved Mosel. Man kan få ærlig og jordnær bonde-mad mange steder, men fine måltider, som det har taget dage at tilrettelægge og opbygge vælter det ikke med. Pludselig er der dukket en gourmet mulighed op i Piesport. Restaurant Schanz er ejet af Weinhaus Schanz. Det er modigt og al ære værd, at huset, midt i udbuddet af bras-kartofler og schnitzler, er sprunget ud i et projekt med Michelin-stjerner for øje. Men det har hele tiden været visionen, og i dag kan de bryste sig af den første, – målet er endnu en. Når man har én og gerne vil have to, så har man naturligvis som kunde voldsomt store forventninger. Mine forventninger blev i nogen grad indfriet. Lækre moderne omgivelser, fantastisk service-mindet personale og retterne var flotte og velsmagende, med pynt og filigran så man af til troede der var brugt lup og pinset for at få tingene bygget op. Men, men, men. Der er plads til forbedringer hvis stjernen skal beholdes og da især hvis nummer to skal opnås.
Kokken gjorde det godt
Madmæssigt var oplevelsen helt sikkert på højt niveau. Efter tre startere blandt andet indeholdene et utroligt lækkert “trøffel-æg”, gik den seks retters menu sin gang, efterfulgt af kaffe og hjemmelavede chokolader. Godt 4 timer tog seancen. På menu´en stod følgende retter:
- Varianter af gåselever med kirsebær, banan og ristede nødder
- Pocheret laks med koriander, kandiseret papaya og ristede ris
- Fricassé af grillet hummer og svinekød á la Copacabana
- Pighvar med kaviar fra æg og brøndkarse infusion
- Onglet af kalv med bras kartoffel-mousseline
- Melange af skovbær med havre parfait og stikkelsbær is
Eneste anke i forhold til retterne må være, at hummerskummet til aperitiffen “trøffelægget” og til hummeren i den 6 retters menu smagte og lignede samme oprindelse. “Ægge-kaviaren til pighvar´en og de små youghurt-æg til desserten lignede også hinanden. Ejer og chefkok Thomas Schanz, kunne forklare os, at tingene ikke var ens, men de lignede hinanden. Vigtigst af alt var dog, at vi blev i tvivl. Og i tvivl må man vel egentlig helst ikke blive.
Sommelieren skal på arbejde
Vinmæssigt er der virkelig plads til forbedring for stedets sommelier. Han ramte rigtigt 2 ud af 6 gange. 2004 Wehlener Sonnenuhr Auslese fra Joh. Jos. Prüm var uimodståelig til gåseleveren. Ikke så sød, at den slog næste ret ihjel og med tilpas syre til at lette leveren. Næste gang vi var i himlen var da 2011 Josephshöfer Kabinett Halbtrocken fra Kesselstatt blev serveret til Pighvar´en i den sur-søde sauce med brøndkarse. Ret og vin spillede sammen så det summede i tæerne. To vine var helt skæve. Husets egen Goldtröpfchen Kabinett Halbtrocken var en moselvin fra et andet århundrede. Flad, sød, med doven frugt. Jeg kan godt se et kæmpe problem i, at man som ejer gerne vil servere sin egen vin, – især når vinen ikke har Michelin-niveau. Til desserten blev serveret en Spätlese som slet ikke var sød nok til frugt og is. Det endte i et surt bid og en grimasse der ku’ passe hver gang man tog en slurk.
En Chardonnay fra Baden til pocheret kulmule var ok, men ingen stor vin. Det samme kan siges om Rioja´en til kødet. Det skal også tilføjes, at Rioja´en virkede direkte malplaceret i selskab med al den tyske vin. Få hundrede meter fra restauranten producerer Hain en fortræffelig Pinot Noir som havde passet glimrende til retten og som frem for alt ville give mange gæster en overraskelse. Igen kunne Thomas Schanz berette, at det spanske islæt var taget ind, fordi mange kunder efterspørger andet end tysk vin til retterne. Her ville jeg nok vælge at sætte kunderne på plads og servere lokal og frem for alt bedre vin.
Vi var hverken sure eller bitre da vi forlod stedet, men kunne godt få øje på småting der ville have fuldendt oplevelsen. Thomas Schanz har lovet, at næste gang vi kommer, sidder oplevelsen lige i skabet.
