Historien om Barolo

Barolo er Nebbiolo – Nebbiolo er Barolo

Barolo er ikke bare endnu et vinområde. Barolo er bare noget særligt. Det skyldes dels kulturen, klimaet, geologien og gastronomien, men det skyldes i den grad også druesorten Nebbiolo. Barolo ville ikke være Barolo uden Nebbiolo. Druesorten trives fantastisk her, og hver gang nogen prøver at flytte den og dyrke den andre steder, så er det som om den stritter imod. Kun i Barolo og nabo-områder trives druen. Kun her leverer den store vine. Faktisk er det sådan, at 80% af al den Nebbiolo der findes på planeten Jorden, vokser i Piemonte. Og det er ikke fordi man ikke har forsøgt sig med druen andre steder. Et andet lille sjovt tal er så, at Nebbiolo kun udgør 9% af den samlede produktion i Piemonte.

Man mener, at Nebbiolo har været at finde i området omkring byen Alba meget længe. Romerne kaldte området for Alba Pompeia og hentede vin til Rom herfra, – men det vides ikke hvilken slags vin de hentede. Plinius den ældre, var romersk historiker, og skrev allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine herfra. Ampeolografer (botanikere med speciale i vinplanter) mener dog, at han sagtens kan have omtalt Nebbiolo, da druen synes at være meget gammel. Man har endnu ikke fundet relateret DNA i druesorter, der kunne udgøre forælder til Nebbiolo. Derfor antager man, at forældrene til Nebbiolo ikke længere dyrkes.

Første skriftlige bevis på, at Nebbiolo blev dyrket i Piemonte stammer fra et dokument fra 1268, der blev fundet på slottet Rivoli i Torino. Her bliver druesorten “Nibiol” omtalt. ”Nibiol” må man gå ud fra er Nebbiolo.

Nebbiolo oprinder fra Piemonte

Nebbia betyder tåge, og man mener det er efterårets morgentåge i bakkerne omkring Alba, der har givet druesorten sit navn. Piemonte betyder i øvrigt ”For foden af bjerget” Piede = fod, Monte = bjerg. Det er netop den kolde luft fra bjergene og den varme luft fra Middelhavet, der fremkalder tågen. Der er heller ingen tvivl om, at det er de specielle klimatiske faktorer der gør, at druesorten trives her.

Nebbiolo er en af de første druesorter der blomstrer i Piemonte, alligevel er det en af de sidste der høstes. Druen kræver en del varme og en meget lang modning, for at få modnet skindets ret voldsomme tannin. Af samme grund indeholder en Barolo ofte høj alkohol, typisk 14,5%. Nebbiolo har meget ustabile phenoler, så selvom der anvendes en lang maceration med masser af farveudtræk fra skallerne, så bundfælder disse farvestoffer ret hurtigt under fadlagringen. Derfor er en Barolo typisk lys som en Pinot Noir.

Hvorfor er der så meget tannin i en klassisk Barolo?

Nebbiolo er ret unik. Druen er blevet forsøgt flyttet fra sit ophav mange gange, men aldrig med den store succes. Det er som om den bare trives bedst her, i Langhe, i det sydlige Piemonte. Ingen anden drue har en struktur som Nebbiolo, ingen anden drue kan på samme måde tåle, at man arbejder med 40 dages maceration. De fleste druer vil levere et grønt tannin-helvede, som er umuligt at drikke. Men Nebbiolo´s lange vækstsæson gør, at tanninen i skaller og kerner modner på en måde, som ikke finder sit lige.

Når det er sagt, så kan du sagtens producere en Nebbiolo med mindre tannin. Det hele handler om macerering, og om macereringen foregår før eller efter gæring. Efter gæring er der dannet alkohol, og det er denne der trækker tannin ud af skaller og kerner. Faktisk stammer 50-70% af den tannin man finder i en klassisk Barolo fra kernerne.

Summa summarum. Stilen i en klassisk Barolo er et bevidst valg, og et valg, som lovgivningen i området forsøger at værne om. Kravet til en Barolo DOCG er 38 måneders lagring, hvoraf minimum 18 skal foregå på fad. Med så lang tids lagring skal vinen have noget tannin til at beskytte sig.
Derfor er der så meget tannin i en klassisk Barolo.

Historien om Barolo domineres af familien Falletti

Familien Falletti spiller også en rolle for den moderne Barolo. Før i tiden besad vinen ofte sødme og var let mousserende, en konsekvens af at producenterne havde svært ved at styre gæringen og få alt sukkeret omsat til alkohol. Den tørre vin vi kender i dag anses for at være født omkring 1850, og æren kan i den grad tilskrives to vinmagere; den franske ønolog Louis Oudart og den italienske Paolo Francesco Staglieno (1773-1850). Førstnævnte arbejdede for grev Camillo Benso de Cavour (1810-1861), borgmester i Grinzane og bosiddende på Castello di Grinzane Cavour. Staglieno arbejdede på kongens ejendomme i Verduno og Fontanafreda. De to indledte et samarbejde, som med tiden også involverede Giulia Falletti (1785-1864), der på daværende tidspunkt var enke efter Carlo Tancredi Falletti og eneste og sidste arving til Falletti-dynastiet. Det var med stor sikkerhed disse mennesker der forvandlede Barolo fra sød til tør og den stil vi kender i dag.

Barolo var i 1850 et meget fattigt område. Her boede bønder for hvem vin langt fra var vigtigste afgrøde. Hver ejendom havde kreaturer, dyrkede grøntsager og korn, og producerede vin. Vinen blev oftest skabt ude i stalden, eller under åben himmel. Temperaturstyring har været umulig, og bønderne var såmænd heller ikke bevidste om hvor stor betydning det havde. Det gjorde Louis Oudart og Paolo Francesco op med. Der blev anlagt kældre på blandt andet Fontanafredda og Cascina del Pillone, kældre som kan og bør besøges hvis man er i Barolo. Med kældrene blev temperatursvingningerne mindre og gærcellerne kunne fuldende deres arbejde, uden at blive sat i stå af en kølig nat.

Cascina del Pillone var Giulia Falletti´s vingård. Hun boede i Torino men brugte Castello di Barolo som landsted. Nedenfor slottet byggede hun Cascina del Pillone, hvor hun producerede vin. Hun havde ingen børn, så i årene efter Giulia Falletti´s død overgik jord og bygninger til hendes velgørenhedsfond. I1929 blev Cascina del Pillone solgt til familien Abbona, som stadig besidder den. I dag kalder de gården for Marchesi di Barolo (Grevinden af Barolo), som en hyldest til Giulia Falletti. I kælderen anvendes stadig 5 store træfade, løbende restaurerede, fra Giulia Falletti´s tid. Castello di Barolo er i dag museum.

Thomas Jefferson smager Barolo

Sidst i 1700-tallet smagte den kommende amerikanske præsident, Thomas Jefferson (levede 1743-1826 og var Amerika´s 3. præsident), vinen og nævnte vinens fremragende kvaliteter i sin dagbog. Han skrev “næsten lige så blid som Bordeaux og så livlig som Champagne.”
Husk på, at den Barolo han smagte formentlig har været en sødlig og let mousserende vin.

Kongefamiliens indflydelse

Carlo Alberto (1799-1849) var en kort periode konge af Sardinien og Piemonte, samt hertug af Savoyen. Hans store lidenskab var de vine, der blev produceret i regionen Barolo. Han købte blandt andet Castello di Verduno i Barolo og byggede et palads i Pollenzo. Pollenzo-ejendommen ligger i nærheden af byen Bra uden for Barolo distriktet. Ejendommen huser i dag et gastronomisk universitet. Efter Carlo Alberto´s død overtog sønnen Vittorio Emanuele II (1820-1878) tronen, samt faderens lidenskab for Barolo. Et sjovt lille kuriosum er, at Vittorio i 1852 udnævnte tidligere nævnte Camillo Benso de Cavour til premierminister. Det var ikke kun de to herrers vinmagere, der kunne finde ud af at samarbejde. Vittorio og Cavour var rent politisk, en væsentlig del af ”Den italienske samling” (1861), som forenede de mange stater i landet til ét kongerige.

Casa Mirafiore

Vittorio købte i 1858 Casa Mirafiore, den ejendom, der i dag hedder Fontanafredda. Han, og især hans søn Emanuele, forvandlede stedet til noget der mindede om en by, med egen kirke, skole og beboelse til medarbejderne. Ejendommen var 300 hektar stor, men er dog siden reduceret til 120 hektar. Casa Mirafiore/Fontanafredda ligger ved indkørslen til Serralunga dalen når man kommer fra nord. Vittorio erhvervede sig også La Volta-slottet, der ligger på de vestlige skråninger over Barolo by. Der har altså været konger involveret i Barolo´s historie, og det er ikke uden grund, at Barolo kaldes ”Kongernes vin – vinenes konge”. I dag er begge ejendomme privatejede.

Phylloxera og meldug

Imens resten af Europa i slutningen af 1800-tallet sloges med vinlusen Phylloxera, så gik de italienske marker fri. Det varede dog ikke ved. I 1930´erne kom lusen og ramte naturligvis hårdt, især fordi verden befandt sig i økonomisk uvejr. Mange ejendomme havde ikke råd til nyplantninger, så selvom løsningen med at pode på amerikanske rødder allerede var kendt, så gik der tid med at få genrejst Barolo. Kongens ejendom Casa Mirafiore gik af samme grund konkurs og blev solgt til en toscansk bank for 1 million lire, hvilket har været en latterligt lav pris selv i 30´erne. Banken omdøbte ejendommen til Fontanafredda, som er navnet på den mark hvor gården ligger. I dag er ejendommen privatejet.

Ser vi på de to invasive sygdommes indflydelse i dag, så er meldug faktisk et langt større problem end Phylloxera, og det er den grundet Nebbiolo´s lange modning. Meldug er en svampeart, der har tendens til at angribe vinplantens blade ret sent på sæsonen. Meldug er som ofte ikke et problem hvis man kan høste tidligt, – det kan man bare ikke i Barolo. Her foregår høsten ofte i oktober og med masser af fugt i luften, – perfekte betingelser for en svamp. Plantens blade bliver ødelagt, fotosyntese umuliggjort, og det kan medføre reduktion af høstudbytte.

En ny stil skaber splid

Elio fik bragt sindende i kog. Men han var ikke den eneste der mente, at Barolo var nødt til at følge med tiden, der skulle skabes en hurtigere drikkemoden og moderne Barolo hvis området skulle overleve tidens trend og især – gøre sig interessante for det amerikanske marked. Flere huse gjorde sig skyldige, i at lefle for Robert Parker og glemte nok i nogen grad, hvor de kom fra, man kaldte dem “The Barolo Boys”. De begyndte at arbejde med kort macerering (5-6 dage) og lagring på ny eg. Traditionelt løber macereringen over 24 dage sammen med skindet for at trække tørstof af disse, som dernæst blødgøres af lang lagring på store gamle træfade, typisk 2 års fadlagring for Barolo – 3 år for Barolo Riserva. En Barolo må først frigives i 3. år efter høsten, en Riserva 5 år efter høst.

Nye metoder inden for vindyrkning har været med til at bygge bro mellem modernisterne og de traditionelle producenter. Ændrede dyrkningsmetoder har ført til hurtigere og bedre modning af druer, samt mere moden tannin. De fleste anvender i dag temperaturkontrollerede gæringskar. På den måde mødes de to stilarter, også selvom man stadig kan møde Barolo, som ikke bør drikkes før den er 20 år gammel. Det hører også med til historien, at nogle af de revolutionære har sadlet helt om, og i dag producerer noget af det mest klassiske Barolo på markedet.

De 11 kommuner i Barolo

I dag tilhører Barolo den øverste kvalitetskategori i Italien, som går under navnet DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantia). Området blev et af de første områder i Italien til at blive tildelt DOCG, det skete i 1980, i øvrigt sammen med områderne Barbaresco, Brunello og Vino Nobile.

De bedst beliggende parceller

I midten af ​​det 20. århundrede var vinproduktionen i Barolo-zonen domineret af store negocianter, der købte druer og vine fra hele området og blandede dem. Men op gennem 1960’erne kom der for alvor gang i egne aftapninger rundt omkring på de små vingårde. Dermed opstod behovet for at skille sig ud, at markere, at ”denne vin er noget specielt”. Behovet for marknavne på etiketterne opstod.  Det førte til en ophedet diskussion blandt områdets producenter. Nogle ønskede sig en klassificering af vinmarker, andre så det som altødelæggende for området hvis noget sådan blev indført. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at også i Barolo er der marker, som år efter år præsterer bedre end andre. Det har man talt åbent om og priserne på druerne fra de enkelte marker har også med al tydelighed vist det. Lorenzo Fantini lavede sin egen klassifikation i slutningen af ​​det 19. århundrede, Renato Ratti udforemde sit “Carta del Barolo” i 1971 og Luigi Veronelli gjorde det samme i slutningen af ​​det 20. århundrede.

Renato Ratti´s liste var inddelt i cru og 1. cru. Blandt første cru´erne var: “Rocche” (Rocche del Annunziata), “Brunate” og “Cerequio” i kommunen La Morra (en lille del af Brunate ligger faktisk i kommunen Barolo). “Cannubi” i Barolo. “Monprivato”, “Villerro”, “Bricco Rocche” og “Rocche di Castiglione” i Castiglione Falletto. “Gabutti”, “Parafada”, “Lazzarito” og “Marenca” i Serralunga, d´Alba.
Marker, som den dag i dag anses for at være nogle af de bedste i Barolo, med enkelte tilføjelser, såsom “Monvigliero” i Verduno og “Ornato”, “Francia” og “Vigna Rionda” i Serralunga d´Alba.

MGA indføres

I 2010 indførtes så MGA-systemet (MGA=Menzione Geografica Aggiuntiva). Nu blev det officielt muligt at anføre marknavn på vine fra bestemte parceller. Systemet omtales ofte som et cru-system, men er det egentlig ikke. Det kan være forløberen for det, men med indførelsen af MGA tages der ikke stilling til om enkelte parceller er bedre end andre. Systemet giver dig bare ret til at anføre et marknavn.

Det diskuteres stadig om det var rigtigt at indføre MGA. For er et marknavn med til at øge kvaliteten på Barolo? Skulle en blanding ikke kunne smage bedre? Mascarello´s legendariske Cannubi årgang 1961 – var et blend fra flere marker. Det vidste ingen, og alle var ligeglade. Hvor om alting er, så er vin med marknavn blevet langt mere eftertragtet og produktionen af Barolo med marknavn steg fra 40% til 60% alene på de første 5 år af MGA´s eksistens.

Et af kritikpunkterne går på, at hver kommunes MGA er tildelt efter forskellige kriterier. Markerne er som sådan ikke inddelt efter jordtype og orientering, nogle af dem er, imens andre mere figuerer som et lokal-område. Det kunne give god mening hvis de var opdelt efter konturer i landskabet, men det er de i princippet ikke. Markerne i Monforte strækker sig over kæmpe arealer hvilket virker en smule fjollet, imens topmarkerne, som blandt andet Ratti nævner i sin personlige klassifikation, minder mere om et MGA som er anvendeligt, små parceller med specifik jordbund og orientering. Bakkede Barolo – består af myriader af forskellige jordtyper og orienteringer. MGA bør give mening, især hvis den er udformet korrekt.