Man kunne fristes til at indlede med: “Feltet har aldrig stået stærkere”, men det vil jeg undlade. I har hørt det for tit. I stedet skal indledningen handle om det faktum, at kvaliteten på tysk Pinot Noir efterhånden er så imponerende, at man stiller sig selv spørgsmålet, – hvor ender det? Jeg havde besøg af Johannes Jülg forleden. Han er et godt eksempel på, at for bare 6-7 år siden var det god vin, men stadig lidt en famlen efter det helt rigtige udtryk. De seneste to årgange har været ren og skær kunst. 2022 Kammerberg og 2023 Kostert står som fyrtårne og lyser over alle de andre. Hvis man sammenligner med Bourgogne, så er det ren og skær Ali Baba det her! Du finder simpelthen ikke en Bourgogne med et raffinement som dette til den pris!


Det vilde er, at det stadig er som om eventyret kun lige er startet. Tysk Pinot Noir går en vild, vild fremtid i møde. Når det er sagt, så er det en meget lille del, der hører til i den absolutte top og som kan udfordre Bourgogne. En meget god pejling er, at VDP-medlemmer dyrker cirka 1150 hektar af Tysklands Pinot Noir. Det svarer til cirka 10% af det samlede areal. Man behøver ikke være VDP medlem for at lave god Pinot Noir, men det viser alligevel lidt om hvor lille en produktion vi taler om. Johannes Jülg producerer 2000 flasker Kostert hvert år. Det er ingenting!
Jeg spurgte Johannes Jülg om han troede andelen af kvalitetsbevidste producenter vil stige. Han var lidt tøvende. Fordi det kræver penge at dyrke Pinot Noir. Du skal købe eller arve en etableret ejendom, og hvem har pengene til det, eller en onkel med en vingård…?
Nogle har. Som for eksempel Severin fra Gebrüder Mathis. Et pragt-eksempel på, at der kan opstå små mirakler.
Selve smagningen
Smagningen forløb helt som den plejer. Indledning med en kort (nogen synes ikke den var så kort) status på tysk pinot og introduktion af de 11 deltagende producenter. Hvordan producerer de deres vin og hvorfor ender det ud med at smage som det gør. Dernæst skulle der smages. Semiblindt. Det vil sige deltagerne vidste hvad der kom, bare ikke hvornår. Hvor var hvad? “Den her er mørk og stilket, kunne det være Sermann?”, “Denne her er lys og rødfrugtet, kunne det være Gebrüder Mathis?”
Men vigtigst af alt, så skulle deltagerne give de enkelte vine point, og vi skulle have fundet aftenens flotteste Spätburgunder.
Vinene var endnu engang valgt på udemokratisk vis. Alle vinhandlerens favoritter krydret med noget af det folk taler om, samt noget der skulle prøves. Sidstnævnte var i dette tilfælde Klumpp, der som de eneste tyske pinot-producent jeg kender til, benytter sig af Saignee, – hvor man lukker most ud af gæringskarret for at koncentrere den færdige vin. Måske er det bare fordi de indrømmer at de gør det, men jeg har aldrig hørt den teknik anvendt til Spätburgunder før. Er det pinot-agtigt?
Der var en del vin fra Baden med. Må der være det? Ja det må der. Baden strækker sig fra næsten 50. breddegrad til næsten 47. breddegrad. Der er masser af diversitet i både klima og jordbund, og det vil blive endnu mere tydeligt med den nye vinlov.
Hvilken betydning får den nye vinlov af 2026?
I Baden vokser 43% af det samlede Spätburgunder areal i Tyskland. I den nye lovgivning får underområderne langt større betydning end tidligere. Kun få kender områder som Kraichgau, Breisgau og Tuniberg. Kaiserstuhl er mere kendt. Men det er disse navne der vil blive mere udbredte i fremtiden. Det giver især god mening i Baden. Det nye bliver også, at alle marker vil blive klassificeret, – også for ikke-VDP medlemmer. Vi er der ikke endnu, og spørgsmålet er nok hvornår vi når derhen. Der sidder udvalg og prøver at blive enige i de enkelte Anbaugebiete, det må være lidt ligesom at danne en ny regering.
Resultatet
Sikke et felt. Det er vanvittigt, at man står hvert år og tænker, – hold dog k….! Det bliver bare bedre og bedre, flottere og flottere.

Der skrues lidt hist og justeres lidt pist og vupti, så smager Jülg som gigantisk Gevrey-Chambertin. Huber som Vosne-Romanée. 2023 har leveret noget af det største tyske Pinot Noir nogensinde. Twardowski har altid være Bourgogne-agtig, men med et Mosel-twist. I årgang 2022 er Mosel forsvundet. Et af de varmeste år i nyere tid har simpelthen leveret Bourgogne fra Mosel. Kæmpe stor Bourgogne. Kalmit fra Par les deux er storladen og saftig, men på forunderlig vis formår den at holde elegancen trods de 14% alkohol. Men den viser meget godt hvor varm 2022 var.
Klik på de fremhævede vines navne for at komme til mr-ruby.dk.
| Nummer | Vin | Karakter |
| 1 | 2022 Kalmit, Par les deux, Pfalz | 96,1 |
| 2 | 2023 Binenberg GG, Bernhard Huber, Baden (udsolgt) | 95,9 |
| 3 | 2022 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Mosel | 95,4 |
| 4 | 2023 Sonnenberg KB, Weingut Jülg, Pfalz | 95,4 |
| 5 | 2022 Kirchberg GG, Salwey, Kaiserstuhl, Baden | 94,7 |
| 6 | 2022 Rosenloch, Gebrüder Mathis, Tuniberg, Baden | 94,6 |
| 7 | 2021 Schlossberg Achkarren, Franz Keller, Kaiserstuhl, Baden | 94,6 |
| 8 | 2022 Cengrafenberg GG, Rudolf Fürst, Franken | 94,1 |
| 9 | 2023 Pfarrwingert, Sermann, Ahr | 93,6 |
| 10 | 2023 Kirchgasse GG, Wöhrle, Breisgau, Baden | 93,5 |
| 11 | 2020 Pinot Noir Weiherberg, Klumpp, Kraichgau, Baden | 92,6 |




