Efter: Em for tør Riesling 2026

Så var der atter gætteleg. Det er sjovt som gætteriet tager overhånd. I realiteten skulle vi jo bare smage god riesling og give dem point, og se om de professionelle vinanmeldere var til at regne med. Smager en vin der har fået 100 point af 100 point?
Det med at gætte er alt for svært. Bare det at placere land rigtigt kan såmænd volde problemer. Men når nu vinene serveres semiblindt, og listen ligger der, og hele introen handler om hvorfor en riesling smager på en bestemt måde når den kommer fra et bestemt sted, – så gætter man da! Deltagerne havde endda intern konkurrence om hvem der præsterede flest rigtige. I dag satte nybegynderen alle de andre på plads med hele 5 rigtige! Hun må have hørt godt efter under introduktionen.

Fokus på oprindelse

Fokus i introen var lagt på geografisk oprindelse denne aften. Klima og jordbund blev vægtet over alt andet. For top riesling bliver i dag produceret efter meget samme principper. Der presses langsomt = let skindkontakt, der spontangæres og vinen lagrer på bærmen i 18-24 måneder. Nogle gange lagres vinen på stål, andre gange på brugte fade (aldrig nye!). Jeg vil vove den påstand, at man med så lang bærmekontakt gør det nærmest umuligt at vurdere om vinen har været på træfad eller ej. Derfor rettede vi fokus mod noget som potentielt kunne gøre en forskel.

Det er relativt let at kigge på breddegrader og sige, ok, Alsace ligger på 48. breddegrad, den ligger længst mod syd, der må være varmest. Sådan er det bare ikke helt. Der er varmere og mere tørt ved byen Forst i Pfalz på 49. breddegrad. Østrig ligger næsten lige så langt mod syd, men højdemeter gør en forskel her. De østrigske vinmarker ligger højest af alle repræsenterede denne aften. Oven i det, så ligger de ofte på terrasser anlagt på bjerge, der rager helt op i 700 meters højde. Det betyder, at kulden slår ned om natten. Her opleves steghede dag og iskolde nætter. Køligst er der ved Rheingau og Mosel på 50. breddegrad.
Vinene kommer fra tre forskellige floder, men lad os lige forestille os at det var samme flod det hele, – så ville løbet se ud som på billedet herunder.

En anden detalje ligger i hvilken undergrund vinene er skabt i. I Mosel og Rheingau dyrker man på stejle skråninger, nærmest direkte på klippen. Der er altså mindre næring til vinstokkene, hvilket får PH værdien til at falde = højere syre. Det skøre er, at varme Pfalz også leverer høj syre. Det skyldes et højt indhold af kalk i undergrunden. Det er en spøjs kendsgerning, at basisk jord giver syrerig vin. Det er præcis af den grund, at mange tyske rieslings har restsødme, et er et forsøg på at tæmme syren. Enkelte producenter som Franzen og Schloss Johannisberg anvender malolaktisk gæring på deres vine. Den malolaktiske gæring vil typisk nedbringe syreindholdet med ca. 2 gram pr. liter.

Hvordan giver man point når man er nødt til at være objektiv?

Det er en kæmpe frustration for mange der deltager i disse smagninger, at deres verdensbillede nogle gange bliver ændret. Nogle griner af det, trækker på skulderen, lever med det. Nogle ændrer ligefrem købsadfærd, – og så er der eksempler på folk der aldrig viser sig til sådan en smagning igen. Men det er jo præcis det vi gør, – vi fjerner at være forudindtaget, vi fjerner forventninger. Vi er tvunget til at forholde os til én eneste ting: Hvad har vi i glasset. Kan vi lide det. Smager det godt. Smager det bedre end det vi smagte lige før. Vi bliver sandhedens ryttere.

Der blev smagt i 4 heats, med tre vine i hvert heat. De 4 heats havde i dag fået en overskrift hver. Det skulle have været en velmenende hjælpende hånd, men endte nok med at være næsten ligegyldigt. Det er dog svært at vide hvor meget hjælp man skal give. Det ender jo med, at hver vin skal serveres med forbogstavet klistret på glasset (smiley). Overskrifterne var:

Heat 1: En vin fra hver breddegrad
Heat 2: En vin fra hvert land
Heat 3: Fokus på nordlige breddegrader
Heat 4: Fokus på sydlige breddegrader

Det var som sædvanligt utroligt svært for folk at finde rundt i hvad der var høj syre og hvad der var alkohol. Når der samtidig er rodet forskellige grader restsødme ind i tingene, så begynder breddegraderne at blive udvisket. Det kræver analytisk sans. Man skal have styr på sine smagsløg, så vil man faktisk kunne lure, især alkoholen i vinene på 13,5%.

Og så var der jo Singerriedel, som var bestilt specielt hjem fra en østrigsk vinhandler, fordi de 2 x 100 point den havde fået af henholdsvis Falstaff og James Suckling, har gjort den næsten umulig at opdrive. Havde det været besværet værd? Ville nogen finde den? Ja, nogen fandt den. Vinen høstede 100 point mere denne aften, og 4 gange 99! Den blev en suveræn vinder.

Resultatet

Det blev tæt. Især i midten. Singerriedel tiltalte de fleste med sin indsmigrende passionsfrugt og orangeskals-agtige duft. Der var også fin balance i munden, bestemt. Personligt var min eneste anke den lidt brændende alkohol i eftersmagen. Jeg havde nok, måske, who knows, ikke været på 100 point hvis jeg smagte den blindt. Det var faktisk et generelt problem for mig, at østrigerne var meget spinkle og derfor havde svært ved at skjule alkoholen.

Weinbach fremstod fantastisk endnu engang. Sprællevende syre, rosenduft, fersken. Der findes stadig Alsace-huse der behersker Riesling! Årgang 2020 er udsolgt nu, men du kan stadig få fat i 2021 på mr-ruby.dk. “Brand” fra Zind-Humbrecht var derimod et bevis på, hvorfor Alsace har det svært. Enormt kompleks, stenet og røget, den var decideret voldsom i selskabet. Nogle kaldte den “Texas”, – hvilket vist nok både kan være godt og skidt, men i hvert tilfælde altid er vildt.

I midten lå tyskerne tæt. Schloss Johannisberg kneb sig ind foran alle de andre med dagens ældste, men stadig ungdommelige vin. Den har det helt særlige fadkrydderi der kendetegner huset, smuk balance i munden. Den malolaktiske gæring har bundet elementerne flot sammen. Et af de absolutte højdepunkter for vinhandleren selv var, at 2025 Kalmit fra Klein overhovedet ikke faldt igennem. Dagens billigste vin endte på en 10. plads med 94,3 point. Køb, køb, køb, siger jeg bare!

PlaceringVinScore
12024 Singerriedel Smaragd, Hirzberger, Wachau97,9
22020 Riesling Grand Cru Schlossberg Ste Catherine, Domaine Weinbach, Alsace96,5
32014 Schloss Johannisberg GG, Silberlack, Rheingau96,3
42017 Wehlener Sonnenuhr ”Im Laychen” GG Alte Reben, Dr. Loosen, Mosel95,9
52022 Heiligenstein-Rotfels, Hirsch, Kamptal95,7
62021 Jesuitengarten, Margarethenhof, Pfalz95,5
72023 Pettenthal GG, Kühling-Guillot, Rheinhessen95,5
82024 Bremmer Calmont Fachkaul GG, Franzen, Mosel95,2
92019 Berg Roseneck, Georg Breuer, Rheingau95,0
102025 Kalmit, Weingut Klein, Pfalz94,3
112023 Klaus Smaragd, Weingut Prager, Wachau93,9
122019 Brand, Zind-Humbrecht, Alsace, Frankrig92,2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *