Som miljøforsker Matthias Langensiepen skriver på sin blog: I dagene efter forsøgte alle at placere et ansvar, men det ville være forkert. Omstændighederne var så vanvittige, at det ikke kunne forudses. Vi kan lære noget af det, men vi kan ikke beskylde nogen for det, ikke engang klimaforandringerne, for noget lignede skete i 1804 – længe før industrialiseringen, samt i 1910. Vi har fat i det man kalder en 100-års hændelse.

Ahr flodens løb

For at forstå hvad der skete, skal vi se på Ahr-flodens løb. Ahr udspringer ved Blankenheim i Eifel-bjergene i 470 meters højde. Herfra løber floden 85 kilometer mod øst inden den løber ud i Rhinen. Undervejs bliver Ahr-floden mødt af mange bifloder. Ved Altenahr løber floden i 174 meters højde, og ved byen Sinzig møder den Rhinen i 50 meters højde. Floden syner ikke af meget, men afvander et kæmpe område. De første 65 kilometer er ikke så dramatiske. Her er blandt andet en del landbrugsjord. Ved byen Altenahr, den øverste del af det vi kender som vinområdet Ahr, løber Ahrfloden ind gennem en snæver dal omgivet af stejle skiferskråninger. Det er her problemerne opstår. Meget vand bliver presset sammen på lidt plads.

Regnen i sommeren 2021

I 2021 havde det regnet i ugevis. Jorden var mættet af vand, bifloderne stod højt, Ahr stod højt, og nu lovede meteorologerne 150-200 mm regn på en dag. Problemerne startede højt oppe af floden. Vandet steg, og tog blandt andet en del halmballer med sig. Halmballerne blokerede flodens løb under broerne. Vandet hobede sig op, og når broerne ikke længere kunne modstå trykket, så kollapsede de og sendte en flodbølge afsted, som rev flere ting med sig, – træer, biler, campingvogne osv.

Klokken 18 blev Ahrfloden målt til 3 meter over normal vandstand, klokken 20.45 blev den målt til 5,75 meter over normal vandstand. Herfra stopper målingerne, både strøm og måleapparater forsvandt. Floden har visse steder været op til 10 meter over normal vandstand!!!

Altenahr blev ramt dobbelt. Først blev byen skyllet igennem af flodbølgen, som på dette tidspunkt var ledsaget af alverdens ragelse. Bølgen ramte en jernbanebro, som blev skyllet med. Da campingvogne, biler, træer, murbrokker og jernbanebro ramte den efterfølgende bro, virkede det som en mur, der fik bølgen til nærmest at slå baglæns. Vandet steg indtil “dæmningen” brød sammen under trykket og flodbølgen rasede videre ned gennem dalen.

De fatale konsekvenser

For beboere længere nede af floden skete det meste efter mørkets frembrud. Det er helt sikkert en medvirkende faktor til, at det er gået så galt. Mange var gået i seng, i den tro, at det blot var et lidt usædvanligt højvande de var vidne til. Der er øjenvidneberetninger om sønderflåede lig i det kaos man vågnede op til næste morgen.

Katastrofen i tal. 17.000 mennesker måtte forlade deres hus. 9.000 bygninger var enten totalskadet eller skulle genopbygges. Gas, strøm og vand-forsyninger ødelagt. Veje og broer smadret.

Kan det ske igen? Ja, hvis det sker om få måneder, så kan det ske igen. Men der tages forbehold i disse år. Genopbygningen sker, men sker ikke blindt. Der er huse der ikke genopføres, broer og veje der bygges anderledes. Katastrofen var ikke kun et resultat af naturens kræfter, men i høj grad også et resultat af menneskets måde at bo og indrette sig på langs en flod.

Det er svært at få fat i billeder fra katastrofen, som ikke er underlagt diverse ophavsrettigheder. Et helt bestemt billede ville jeg gerne have gengivet her, men det kan af en eller anden grund ikke købes.
Billedet viser bro og jernbanebro, samt skrammel og ragelse, der har skabt en dæmning ved Altenahr. Billedet beskriver meget godt, hvorfor det kunne gå så galt…

The post Katastrofen ved Ahr appeared first on Vin under lup.

Et af de øjeblikke hvor man tænker: “Hov nu er du da ved at blive gammel!”, er når man pludselig kan se en udvikling. En udvikling, der ikke kan være sket over en nat – nærmest en evolution.  For det er lige nøjagtig hvad der er sket ved Ahr-floden i Tyskland. Jeg mindes alt for godt studieturen i 1998, hvor vi blandt andet passerede Ahr og smagte et utal af lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir. Ahr udmærkede sig helt klart bedst ved sin smukke natur. De stejle terrasse-anlagte skiferskråninger med vinplanter. Nærmest en mini-model af Mosel. Bare sørgeligt, at de lavede så ligegyldig vin.

Kontrasten fra de halvflade saftevandsagtige vine som dominerede området for 20-30 år siden og til de i dag tørre, komplekse og sprøde Spätburgunder-vine (Som smager som Pinot Noir) med international klasse, er simpelthen næsten ubegribelig.
En del af udviklingen skyldes naturligvis en holdnings-ændring. Både til kvalitet, men også til vintype. Høstudbyttet er reduceret markant og i dag produceres langt flere tørre end søde vine. Gennemsnits-temperaturen ved Ahr er steget 1,4 grader over de sidste 40 år, hvilket har kæmpe betydning for, hvilken vin man ender med at kunne producere.

Facts om Ahr

Ahr som vinområde er blot 545 hektar stort og strækker sig over 25 kilometer langs Ahr-floden. Ahr-floden løber ud i Rhinen ved byen Sinzig nord for Koblenz. Området er et af de nordligste vinområder i Tyskland, men grundet de nærliggende Eifel bjerge, der skærmer mod vestenvind, og den særlige geologi langs Ahr, så er området både varmere, mere tørt og mere solrigt end flere andre tyske vinområder. De stejle sydvendte skifer skråninger langs Ahr suger solen til sig og flytter dermed nærmest breddegraden mod syd. Områdets specialitet er Spätburgunder, som er den tyske betegnelse for Pinot Noir. I alt 342 hektar er beplantet med Spätburgunder, og det er ikke forkert. Ahr Spätburgunder har et kæmpe potentiale, ikke mindst klimaforandringerne taget i betragtning.

Frühburgunder (som jo i virkeligheden er en degenereret tidligt modnende Spätburgunder) var stor ved Ahr, men er ved at blive fortrængt af den “ægte” vare. Frühburgunder søger mod nord. I disse år kommer der fantastiske eksempler på, at druen kan blive fremtidens drue i Danmark.

De nye tider

Når jeg nu, i første afsnit, bruger tid på at skamrose vinene fra Ahr, så er der også plads til lidt malurt. For selv blandt den nye generation er der forskel på hvordan man synes Spätburgunder fra Ahr skal smage.

Det er mærkeligt, at et vinområde så langt mod nord ofte producerer mørke og faddrevne Pinot´s, – og faktisk ser ud til at ønske den stil. Det er som om flere af producenterne aldrig rigtig har forladt 90´ernes overekstrahering og overforbrug af nyt fad. En lidt for stor procentdel af dem, der anses for at være de bedste i området, – de leverer mørke Pinot´s med en alkohol-procent på minimum 13.
Forfatterens påstand: Pinot Noir fra Ahr skal ikke holde 13% eller derover! Når Twardowski ved Mosel ikke kan nå mere end 12,4% alkohol på sin umanipulerede Pinot, så kan og skal Ahr heller ikke!

En helt særlig historie ved Ahr er Kastenholz klonen, som er ved at genvinde terræn. Klonen menes at være kommet til Ahr fra Bourgogne for flere hundrede år siden. Den var egentlig forsvundet fra markerne i området, men blev genfundet i en baggård, og genplantet af historisk interesse. Nu breder den sig på grund af sin unikke karakter. Klonen giver masser af farve og tannin. Personligt er jeg ikke stor fan. Den leverer for meget, og er for unuanceret.

Personligt synes jeg ikke Ahr har fundet et fælles udtryk. En klar autentisk stil. Her burde produceres kølig Pinot fra skifer. En af dem der leverer præcis det, er Lukas Sermann.

Weingut Sermann

Lukas Sermann tilhører ”Den nye generation” ved Ahr, også selvom familien har lange traditioner med vinbrug i området.
Familien Sermann kom til Ahr fra Mosel i 1744. I 1775 giftede Jakob Sermann sig med Margarete Linnarz fra Altenahr, og de overtog senere hendes forældres ejendom, dermed startede den mangeårige vinfremstillingstradition i familien. I 2019 overtog den på daværende tidspunkt blot 29-årige Lukas Sermann ejendommen da begge hans forældre blev syge. Lukas besidder et imponerende gåpåmod og et muntert sind, og det er faktisk imponerende, når man ser hvad han har været igennem i de seneste år. Hans mor døde i 2025, men hun nåede at se genopbygningen af familiens vingård, der blev raseret fuldstændig under flodbølgen i 2021. Du kan læse mere om katastrofen i separat blogindlæg her.

Huset dyrker de klassiske druesorter Frühburgunder, Pinot Noir og Riesling. Hovedvægten ligger på Pinot.
Pinot Noir produceres med klart burgundisk forbillede. Lukas´ vine er langt mere Pinot, end mange andre vine fra Ahr. De er mere elegante, mere lyse, mere saftige. Her koldmacereres 7-14 dage inden gæring, for at udvinde aroma og frugt, men undgå for mange bitterstoffer og tannin. På Gutswein og Ortswein presses druerne ofte inden gæringen er helt overstået. I et køligt klima som ved Ahr-floden, er det vigtigt at undgå bitterstofferne. Balancen er vigtig. Derfor gør Lukas som han gør, og han skaber faktisk lige præcis det, som Ahr bør være. Luftigt, køligt og med en behagelig alkoholprocent på omkring 12,5% alkohol!

Lukas har meget på hjertet. Han er videbegærlig, nysgerrig og oser af lyst til at gøre tingene lidt bedre, – hele tiden. Han vil gerne finde sin egen stil. Han vil ikke være copy/paste af nogen. Jeg synes han er godt på vej. Han dyrker så vidt muligt uden andre sprøjtemidler end svovl. Springet til en økologisk certificering er dog for risikabelt i kølige og fugtige Ahr.

Det er i marken vinen skabes

Hans dyrkningsteknik har jeg ikke set før. Overordnet set, så kan man sige, at han forsøger at undgå for meget virilitet. Han arbejder med et grønt bunddække, som består af forskellige ukrudtsplanter. Enkelte er ikke ønskelige, de fjernes, men efter nogle år, så får de øvrige så meget magt, at for eksempel tidsler ikke længere skyder frem. Det grønne leverer både konkurrence til vinplanten, men sørger samtidig for at afgive mineraler til marken og levere økologisk balance.

Fra marken “Altenahrer Eck” producerer Lukas en af sine topvine. Som han siger: “Du kan kende alle mine parceller, for planterne får lov at vokse, – både vinplanterne og bunddækket.”
Nederst til venstre et eksempel på en vinbonde der sprøjter mod ukrudt og beskærer som i gamle dage…

Vinplanten beskæres til et etårigt skud der bindes op “En guyot”. Fra det etårige skud dannes årets vækst. Efter blomstring fjernes det mest frodige nye skud. Det er altid det skud med flest blomsterstande, så man kan sige, at han allerede her foretager grøn høst. Det gøres for at forsinke plantens modningsproces. Lukas siger selv, at han udsætter høsten med 1-2 uger ved hjælp af denne manøvre. Pinot Noir skal helst gennemgå en lang modningsproces, det udvikler de flotteste aromaer.

Lige før høst blander han sig igen i marken. Bladene omkring druerne får lov at blive siddende for at skygge for solens stråler, men bladene øverst på planten fjernes. Dette gøres for at nedsætte raten af fotosyntese, og derved nedbringe sukkerproduktionen i druerne, og igen, forlænge modningsprocessen. Lukas har en drøm om, at producere Pinot Noir på mellem 11,5 og 12,5% alkohol hvert år. “Jeg ved bare ikke om verden er klar til det”, siger han, halvt spørgende.
Jeg ved verden er klar. Jeg kender en fyr ved Mosel der laver præcis det (Twardowski) – og han sælger sin vin.

“Jeg laver i princippet naturvin indtil aftapning!”

Lukas har en “hands off” tilgang til vinproduktion som er “wunderbar”. På trods af at han anvender koldmacerering på de røde, som jo er en teknikalitet der rækker lidt ud over hvad man forbinder med naturvin, så er alt hvad han laver på naturens præmisser. Han spontangærer og lader vinen ligge usvovlet på gæren efter gæring. Det er først lige før aftapning, at han blander sig. Her filtreres vinene let og svovles let.

Lukas arbejder med både tyske og franske kloner i sine vine, dog primært den tyske Ritter klon. 35% hele klaser går som regel med i gæringskarret. Nogle år presser han før endt gæring, fordi stilkene leverer meget tannin, andre år får gæringen lov at slutte med stilkene i karret.

The post Weingut Sermann appeared first on Vin under lup.

Klimaforandringer eller ej. Forvandlingen af Tyskland fra metervare til kvalitetsvin er i gang. Om ”den nye generation” består af unge eller ældre vinmagere er sådan set ligegyldigt, – fælles for dem er, at de vil omstillingen, de vil det nye, det moderne. De hænger ikke fast i ”sådan har vi altid gjort!”

De eksperimenterer og innoverer. De har et uddannelsesniveau som er hidtil uset, de har vilje til at benytte sig af vidensdeling og besidder i det hele taget en solidaritet med hinanden, som mange brancher kunne lære noget af. Historien er som nævnt ved at blive skrevet, hvordan den ender må tiden vise. Foreløbig kan konkluderes, at Pinot Noir aka Spätburgunder, som var på vej til at forsvinde fra de tyske vinmarker, fylder mere og mere, og skal til at tages meget seriøst.

Hvornår startede det? (år 0 – år 476)

Ja, gad vide hvornår det startede. Hvornår mon nogen første gang gærede druer i området vi i dag kender som Tyskland? Måske blev der dyrket vin ved Mosel før romerne jog Gallerne bort, men der findes ingen beviser for det, hverken på skrift eller i arkæologien. Så på en eller anden måde, så starter historien med Romerne.
Man ved med sikkerhed, at romerne dyrkede vin langs Mosel, og langs venstre bred af Rhinen i Mittelrhein, Rheinhessen, Pfalz og Alsace. Vin var en vigtig fødevare. Rent drikkevand var ofte svært at få fat på. Man fik det jo ikke ved at åbne en vandhane, – så vin blev ofte brugt som en erstatning for vand.

Der er masser af levn fra Romernes tid i områderne. Byen Trier (ved Mosel) var hovedstad i den galliske del af romerriget fra 259 til 279. Her kan du næsten mærke historiens vingesus når du står foran Porta Nigra, den bedst bevarede romerske byport nord for alperne. Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Der findes ruiner af romerske produktionslokaler, eller såkaldte ”Kelterstationen” ved både Erden og Piesport, samt masser af skulpturer, ruiner fra bygningsværker, samt stednavne der vidner om romernes tilstedeværelse. Under Romernes tilstedeværelse i Nordeuropa opstod Frankerriget på den østlige side af Rhinen.

Frankerne overtager hvor Romerne slap (år 476 – år 843)

Frankerne var bosiddende på Rhinens højre bred, der udgjorde en meget naturlig grænse mellem de to folk. Men Frankerne forsøgte ihærdigt at fortrænge romerne, da det endelig skete udnyttede Frankerne Romerrigets sammenbrud til at overtage et landområde, som svarer nogenlunde til de områder vi i dag kender som Tyskland, Frankrig, Østrig, Schweitz og Norditalien. Frankerne overtog romernes forvaltningssystem, der fungerede som et kejserrige bestående af en række selvstændige stater, som overordnet blev styret af en central administration.

Det hele skete på et tidspunkt hvor religion fik større og større betydning i Europa, og blev en måde at udøve magt på, oven i det, så var Romerne og Rom et godt brand. Frankerne tog katolicismen til sig og så en ære i at være tilknyttet Rom. Denne tilknytning understrejes af Karl den Store´s udnævnelse som romersk kejser i år 800. For Vatikanet var det tysk/romerske rige en form for forlængelse af romerriget, uden at det havde andet end religion og ledelsesstil til fælles med Rom. Samfundet var meget hierarkisk opbygget. Bønder var lavest i hierarkiet og blev set på som arbejdskraft og soldater. Der var ikke mange penge imellem dem, og af dem der var skulle der betales skatter til en forvalter.

Karl den Store gik meget op i vin. Han skrev et regelsæt, som hver stat skulle ledes efter. Regelsættet bestod af 70 punkter, hvoraf 10 omhandlede vin. Han skrev blandt andet, at “Vores forvaltere skal sørge for, at vores vinmarker altid er i god stand.” og han forbød i øvrigt, at bønderne knuste druerne med deres fødder, hvilket han anså for uhygiejnisk.

Klostrenes magt (år 721 – år 1200)

Religion fik stor betydning for udbredelsen af vin i Nordeuropa. Klostrene var en del af staten og besad enorme rigdomme, grundlagt via skatteindtægter fra folket og ikke mindst salg af vin. Kloster Prüm blev opført i 721. Klostret ligger i det vestlige Rheinland-Pfalz, nær grænsen til Luxembourg og Belgien. Den siddende abbed nød titlen ”Fürst von das Heiliges Römisches Reich” og styrede et kæmpe landområde der dækkede Belgien og Rheinland-Pfalz, inklusive vinmarker ved Ahr og Mosel. Selvom romerne var ved Ahr, så er der ikke fundet bevis på, at de dyrkede vin her. Det er et dokument fra 893 fra klostret i Prüm, der første gang nævner Ahr-dalen i forbindelse med vinproduktion.

Det var også omkring år 800 at Karl den Store sansynligvis bragte Pinot Noir til Ingelheim. Og historien fortæller, at det var ham, der siddende på sit residens Kaiserpfalz i Ingelheim, kunne se potentialet i vindyrkning på skråningerne i Rheingau på modsatte side af Rhinen, og beordrede dem opdyrket.

Klosteret Lorsch i Hessische Bergstrasse blev opført i 764. Det menes, at munkene fra Lorsch passede og plejede op mod 900 vinmarker i år 850. Et andet kloster, som fik enorm betydning for tysk vin er Kloster Eberbach, der blev grundlagt i 1136. Det var munke fra Clairvaux i Dijon der flyttede ind, og de begyndte naturligvis at dyrke Pinot Noir. Klosteret opbyggede hurtigt et rygte for deres fantastiske vin og besad snart et større landområde, samt egen flåde til at bringe klostrets vine til kunder langs Rhinen. Eberbach kan have været involveret i traditionen med at dyrke Pinot Noir på skråningerne ved Assmannshausen.

Klosteret Fulda, grundlagt i 744, fik enorm betydning, både som religiøst hovedsæde, men såmænd også for tysk vins historie. Pilgrimme fra hele Europa kom hertil. En hel by blev skabt omkring klosteret og grundet klosterets succes blev det også anerkendt af adelen, der donerede store jordbesiddelser. I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda et nedslidt kloster, inklusive basilika, på Johannisberg i Rheingau, der hvor Schloss Johannisberg ligger i dag. Basilikaen ligger der i øvrigt stadig – opført i år 1106.

I 815 grundlagde Karl den Store Hildesheimer Stift lige syd for Hannover. I dag kan man besøge genopførte Michaliskirche, som oprindeligt er opført omkring år 1000. Der opstod en hel by omkring kloster og kirke, og der blev faktisk også plantet vin, men vindyrkningen måtte opgives og i stedet opkøbte klosteret jord ved Mosel og i Rheingau.

Handelen med vin tager til (år 1200 – år 1701)

Det rige Karl Den Store havde lagt grundstenen til blev delt i tre ved Verdun traktaten i 843. På den måde opstod tegningerne til det Frankrig, og det Tyskland vi kender i dag. Det vi i dag kalder Tyskland hed stadig ” Heiliges Römisches Reich”. Vin var en vigtig fødevare for lokalbefolkningen, men fik større og større betydning som handelsvare. Det var stadig klostrene der tjente penge på vinen, men andre så deres snit til at få en del af fortjenesten.

I 1356 grundlægges Hanseforbundet, der var en handelssammenslutning, der skulle fremme handel mellem byer og lande i Nordeuropa. Byen Köln var en Hansestad og en del fade med vin fra Mosel og Rheingau blev skibet ud herfra og endte i byer som London og sågar så langt væk som russiske Novgorod ved Østersøen. Hanseforbundet mistede sit eksistensgrundlag med 30 års krigen og blev efterhånden en mindre og mindre organisation, som ophørte i 1669.

I år 1500 blev der dyrket vin i stort set alle de områder vi kender i dag, vinmarkarealet var stort, men var for nedadgående – af flere årsager. Klimaet var blevet koldere (læs om den lille istid senere), man begyndte at bruge humle og forbedrede teknikker i ølbrygningen, hvilket gjorde øl til en populær drik, og importen af vin fra andre lande begyndte så småt.

I 1517 startede reformationen. Martin Luther havde nye tanker omkring kirken og kristendommen. Hans idéer vandt større og større opbakning og endte med at være føde til 30 års krigen fra 1618-1648 mellem protestanter og katolikker. Det er en af de blodigste krige i europæisk historie. Befolkningen i det daværende tyske rige faldt fra 17 til 10 millioner. Det gik naturligvis hårdt ud over alle erhverv, også vinbruget, hvor mange marker blev efterladt brak.

Preussen opstår (år 1701 – år 1813)

I år 1701 oprettedes kongeriget Preussen. Styreformen var den samme som i det tysk/romerske rige, en sammenslutning af hertugdømmer med et fælles overhoved. Preussen var oprindeligt et baltisk fyrstedømme, der slog sig sammen med kurfyrstedømmet Brandenburg nær Berlin. Kirken havde stadig enorm magt.

I 1792 angriber og overtager Napoleon de Preussiske områder på venstre bred af Rhinen. I 1806 fortsætter Napoleon sit togt mod øst og dette bliver enden på det tysk/romerske rige og den styreform, som Karl den Store på sin vis havde grundlagt for små 1000 år siden. Indtil 1813 var Tyskland under fransk styre. Napoleon gik ind for en adskillelse af stat og kirke, forærede klostrenes besiddelser til bystyrerne og fratog dem reelt deres magt.

Industrialiseringen (fra år 1813)

Efter Napoleons fald genopstod Preussen. Men Napoleon havde reformeret Europa. Han havde indført noget nyt. Ordet “borgerrettigheder” var blevet en del af hverdagen. Det var dog først i 1918 at Preussen´s flag (sort, hvid, rød) blev erstattet med det tyske flag vi kender i dag, som var folkets flag og symboliserede demokrati.

I 1850´erne startede industrialiseringen i Europa. Preussen var hurtige til at tage den til sig. Der blev bygget fabrikker og jernbaner – og handel med varer foregik pludselig på tværs af kontinenter og have, og tog kortere tid. Glasflasken kunne pludselig masseproduceres og handel med vin ændrede fuldstændig karakter. Som lille vinbonde blev det svært at klare sig. Derfor dannede 18 vinbønder fra Ahr-regionen det første tyske kooperativ; “Winzer Verein zu Mayschoß”. Flere fulgte. Kooperativer skød op over hele Tyskland. Der blev forsket og investeret i vinavl og vinproduktion og universiteter blev grundlagt. “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, var forløberen for Geisenheim universitetet.

Fra invasive problemer til velmagtsdage (år 1870 – år 1914)

Den udvidede handel førte dog ikke kun velstand og lykke med sig. Sidst i 1800-tallet dukkede meldug og vinlusen Phylloxera op. Indført til Europa med planter fra Amerika. De to dårligdomme nåede at sprede sig i det meste af Europa inden man fandt modtræk. Vinlusen var ikke et problem i Amerika, derfor fandt man ud af at at pode de europæiske vinplanter på rødder fra amerikanske vinplanter. I Tyskland er de fleste vinstokke i dag podede, men enkelte producenter insisterer på at anvende “würzelechte” – altså planter på egen rod, da de mener det giver en bedre vin. Meldug-angreb klippes væk, og/eller sprøjtes med svovl.

I 1845 besøgte dronning Victoria af England Rheingau. Det startede et export eventyr til England. Omkring år 1900 var riesling vine fra Rheingau og Mosel i høj kurs. De nåede de højeste priser på auktioner og blev drukket alle de rigtige steder. Hos Berry Bros & Rudd i London kunne man i 1909 købe årgang 1893 Schloss Johannisberg Prince Metternich Cabinet, der kostede det samme som årgang 1869 fra Chateau Lafite i Bordeaux. Cabinet var et udtryk for en vin af en særlig kvalitet, der havde lagret i klostrets kælder. I 1910 stiftedes VDP der skulle hjælpe med at promovere og sikre kvaliteten på tysk vin. Det gik godt for tysk vin, men sådan skulle det ikke blive ved.

Tysk vins værste krise (år 1914 – cirka 1990)

Historisk, så taler man om tiden under Karl den Store som det første tyske rige. Tiden under Bismarck og det Preussiske rige i 1870´erne benævnes det 2. tyske rige, som blev omdøbt fra Preussen til “Deutches Reich”. Bismarck var ekstremt territorial og hans efterfølgere fortsatte i samme spor. Det skaber ikke mange venner. Til trods for det, så havde Bismarck søgt at sikre sig gennem taktiske alliancer med Østrig og Rusland. Alliancer holder dog kun, hvis alliance-partneren kan stå inde for ens handlinger. Så da Tyskland i 1914 opfordrede Østrig til krig mod Serbien og samtidig gik ind i neutrale Belgien ophørte alliancerne og 1. verdenskrig var en realitet.

Krigen fik katastrofale følger for for tysk økonomi og handel i mange år efter. Landet var ramt af dyb depression hvilket var stor næring for nationalisterne. Nazisterne fik for meget medvind og den de ikke fik, den tog de selv, og afskaffede lynhurtigt det spirende demokrati. De mente de skulle danne det 3. tyske rige. Følgerne kender vi – 2. verdenskrig. Da krigen sluttede skulle tyskerne i bogstavelig forstand til at genopbygge. Både deres land, men også relationer, både politisk og handelsmæssigt. Der manglede arbejdskraft i industri og landbrug. Tysk vin endte i en identitetskrise, hvor det kom til at handle om kvantitet og pris og ikke kvalitet. Vinmarkarealet faldt. Ved Ahr gik man fra 1009 hektar i 1910 til 444 hektar i 1953.

Det var i perioden efter 2. verdenskrig, at produktet Liebfraumilch så dagens lys. En sød hvidvin produceret fra højt ydende sorter. Produktet blev populært i perioden 1950-1980, men endte med at gøre tysk vin mere skade end gavn. Det har taget mange år, at genopbygge tysk vins renommé, så det i dag forbindes med kvalitet. I 1971 indførtes en ny vinlov, der skulle hjælpe tysk vin på vej, men det skete ikke, tværtimod. Vinloven opererede med Bereich (større område i f.eks. Mosel) og Grosslagen (mindre område i et Bereich), hvilket var helt det modsatte af nutidens fokus på små parceller. Bereich Bernkastel og Piesporter Michelsberg (sidstnævnte et Grosslage på 1.106 hektar) var nogle af uhyrerne der blev skabt. Herfra væltede det ud med ligegyldig halvsød vin som ikke nødvendigvis var produceret på riesling.

En anden uhyrlighed var, at klostrenes gamle betegnelse Cabinet, nu blev indskrevet i loven som et Prädikat (Kabinett) for en vin høstet ved en bestemt öchsle-grad. Muligvis for at ære den historiske betegnelse, men de to ting har så godt som intet med hinanden at gøre. Prädikat-rangstigen lyder Kabinett, Spätlese, Auslese, Beerenauslese og Trockenbeerenauslese (TBA). Nogle tror fejlagtigt, at Eiswein er øverst i hierakiet, men det er den ikke. En Eiswein kan være høstet ved lavere öchsle end en TBA, afhængig af hvornår frosten sætter ind.

Undergrunden viser vejen (år 1985 og frem)

Mange kooperativer blev lukket op gennem 80´erne og 90´erne, da tysk vin generelt havde svære kår. Kooperativerne kunne ikke betale nok for bøndernes druer, og bønderne måtte finde nye veje. Dette er en af forklaringerne på den udvikling der er foregået med tysk vin i de seneste 20 år. De små vinbønder var presset ud i, at producere et produkt der var langt mere spændene end tidligere, det kunne sådan set kun gøres ved hjælp af et kvalitetsløft.

Bureaukraterne havde fejlet. Det var de bønderne der for alvor fik tysk vin tilbage på toppen. I 1985 blev “Charta” gruppen stiftet af en gruppe vinbønder i Rheingau. Målet var at producere tør riesling, som passede til tiden. Charta-gruppen udråbte i 1992 en del Rheingau marker til “Erste Gewächse” og i 2002 fulgte “Grosse Gewächse”. Idéen var ikke ny. Historiske kort fra 1868 viser klassificering af markerne ved Mosel, men denne praksis var ikke blevet brugt aktivt i mange år.

Sammenslutningen Verband Deutsche Prädikatsweingüter, bedst kendt som VDP, tog idéen til sig og har i dag nærmest formet kvalitetsinddelingen blandt tyske vinbønder. Foreningen blev stiftet i 1910 som en modreaktion mod den chaptalisering (tilsætning af sukker) som mange vinbønder var begyndt at anvende under gæringen. Et VDP medlem lever op til noget strengere krav, end dem man finder i den tyske vinlov. VDP, s kvalitetskrav og udbredelse gør, at de nærmest har sat nye standarder for tysk vinproduktion, – også ikke-medlemmer bruger modellen med at inddele vinene i Gutswein, Ortswein og Lagewein, hvor sidstnævnte kan tilføjes Erste Gewächse (1G) og/eller Grosse Gewächse (GG). 1G og GG er dog beskyttede betegnelser, kun for VDP medlemmer. Prädikaterne fra vinlovgivningen anno 1971 ses i dag næsten udelukkende på vine med restsødme.

Hvornår gjorde Riesling sit indtog?

En af de vigtigste druer på de tyske vinmarker er riesling. Men riesling har ikke være der altid. Druens historie er ikke så lang som for eksempel Pinot Noir´s.
German Wine Institute har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for Riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i Hessische Bergstrasse. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “Riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “Riesling” blev først brugt lidt senere af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552.

En ting er, at have Riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem. DNA-forskningen giver os ikke svaret, men forskerne mener, at den er opstået i Rhin-deltaet.

I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda det nedslidte kloster på Johannisberg. Konstantin satte en fuldstændig restaurering af kloster og vinmarker i gang. I årene 1720/21 blev her plantet 294.000 vinstokke der primært var riesling. Stiklingerne blev købt i Rüdesheim, Eberbach og Floersheim, hvilket viser, at riesling var ved at vinde indpas i Tyskland på dette tidspunkt. Man mener, at hård frost i 1720´erne kan have været en af nøglerne til den hårdføre rieslings succes. Mange andre sorter gik under i kuldegraderne.

I 1744 insisterede biskoppen af Speyer, kardinal Christoph von Hutten på, at alle Elbling-vinstokke skulle bortskaffes og erstattes af Riesling. Endnu vigtigere var det, da kurfyrsten af Trier Clemens Wenzeslaus, den 8. maj 1787 proklamerede, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af Riesling. Mosel-området fejrer hvert år Wenzeslaus på denne dato. Der gik dog mange år før riesling blev dominerende. Klimaet var køligt og riesling var svær at modne på de mindre gode placeringer. I 1879 bestod kun 42% af markarealet ved Mosel af riesling. Resten var hovedsageligt beplantet med Elbling, Silvaner og Traminer.

Klimaet i Europa (år 0 og frem til i dag)

En ting er handel og politik, noget andet er klima. Vind, varme, kulde, sol, regn. Det som vinbonden slås med hver eneste dag, året rundt. Vejret har naturligvis enorm betydning for vinbonden. Klimaet i Nordeuropa har budt på dramatisk opvarmning siden det 20. århundrede. Hvis vi kigger på gennemsnitlige årlige temperaturer, så var perioden 1983-2012 meget sandsynligt den varmeste 30-årige periode i de sidste 800 år og sandsynligvis den varmeste 30-årige periode i de sidste 1.400 år på den nordlige halvkugle. Dermed også sagt, at det har været varmt før. For klimaet forandres, om mennesket udleder CO2 eller ej. Og dermed ikke sagt, at CO2 ikke har betydning – for det har det!

• Læs mere om klimaforandringerne her

Overordnet set, så har romerne haft det varmt. Perioden år 0 til år 200 har budt på varme, tørre somre og vintre uden megen frost. Dernæst har Europa været kølet lidt ned, for i perioden 950-1200 at blive varm igen. Perioden kaldes også ”Den middelalderlige varmeperiode”. Perioden 1400-1950 har været kold, – denne periode kaldes også ”Den lille istid”. I ”den lille istid” har vækstperioden været kort og vintrene været hårde, med frost og sne. Den lille istid, samt Phylloxera, fik nærmest sat en stopper for vindyrkningen i Sachsen. Man mener der var 5000 hektar i området omkring år 1600. Omkring år 1900 begyndte man genplantningen, så der i dag er 497 hektar vinmarker i Sachsen, og selv Pinot Noir modner nu i området.

De klimatiske faktorer øver kæmpe indflydelse på hvilke druer man har kunnet dyrke. De fleste druesorter er ekstremt følsomme overfor temperatur-udsving. De præsterer bedst inden for et spænd i gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen på 2 grader. Når en ”Lille istid” rammer, med et fald i gennemsnitlig sommertemperatur på op til 3 grader, så betyder det enormt meget for vinbønderne. Riesling har haft det hårdt med kuldegraderne, Pinot Noir har været umulig at modne.

Planteavlen i en “Lille istid”

I slutningen af 1800-tallet og op igennem 1900-tallet blev der forsket meget i at skabe sorter der passede til det kølige tyske klima. Planteskoler og universiteter podede løs for at skabe nye sorter, som havde gode aromatiske egenskaber og en kort vækstsæson. Det er blevet til et utal af ligegyldige sorter, men også enkelte sorter, som måske på sigt vil kunne drive det til mere end blot at være udnævnt som ”manipuleret gadekryds”.

Dr. Julius Georg Scheu (1879-1949) var involveret i kreationen af mange druesorter, blandt andet Huxelrebe, Siegerrebe, Faberrebe, Regner, Perle von Alzey og Scheurebe. Sidstnævnte skal tages seriøst og bliver i disse år plantet på gode parceller af unge historisk interesserede vinmagere.

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) var en visionær mand og satte sig for at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Efter Doktorens død blev sorten opkaldt efter sin skaber. Müller Thurgau er storartet når den vokser det rigtige sted og udbyttet begrænses.

Konklusion

Tysk vin har været meget igennem. Op og nedture, og vinbønderne har skullet forholde sig til meget andet end vind og vejr gennem årene. Men det lysner derude. Relationerne til omverdenen er genskabt, kvaliteten på vinene er muligvis bedre end nogensinde. Faktisk er de tyske vinbønder ved at nærme sig et niveau, hvor resten af verden må kigge på i næsegrus beundring. Godt hjulpet på vej af klimaforandringerne, så produceres der i dag ikke bare riesling i verdensklasse i Tyskland. Pinot Noir bliver bedre for hvert år, Chardonnay er mesterlig, Sauvignon Blanc bliver bedre og bedre. Historien om tysk vin skrives stadig.

The post Tysk vins historie appeared first on Vin under lup.

2018 var jo året hvor de kølige tyske vinområder for alvor fik Burgundisk klima. Væk er enhver tvivl om, om de druer nu også var optimalt modne, hvis din Spätburgunder fra 18 smager syrligt og af ribs, så er der noget helt galt. Tro mig: Det bliver rigtig stort det her!

Vinene smages blindt og vi afgiver slutteligt karakterer og kårer aftenens vinder. Som noget nyt, så smager vi nu i fire heat af tre og der smages af “New World Pinot” Riedel-glas.

Skynd dig at købe billet, – der bliver rift om dem. Du kan læse René Langdahl´s referat af seneste Spätburgunder mesterskab her.

2018 Hundsrück GG, Fürst, Franken

Fürst har været med hver gang. Huset fra Churfranken, som det vestlige Franken hedder, producerer uden tvivl noget af det største Pinot i Tyskland, men i 2018 skulle de ifølge både René Langdahl og den tyske vinskribent Anne Krebiehl have overgået sig selv, så det glæder vi os til at se nærmere på. Fürst producerer sin Spätburgunder fra et mix af kloner, tyske og franske vokser side om side i marken. Her dyrkes økologisk, spontangæres og anvendes op til 80% hele klaser i gæringskarret.
Her er hvad Langdahl skrev om sin smagning af årgang 18 fra Fürst: “Gennemgangen af 2018erne gav kuldegysninger og spontant smørret smil på læben. Der er efter min mening tale om en milepæl for tysk spätburgunder. Fürst har lavet verdensklasse – vi snakker ikke bare god tysk pinot noir, men noget, der kan sammenlignes med Côte de Nuits’ elite og Californiens kystnære mestre – ikke i stil, men i kvalitet.”
Pris 125 EUR
97 point af René Langdahl

2018 Lämmler GG, Schnaitmann, Württemberg

Schnaitmann er på alles læber i disse år og er klart et af de huse der er med til at drive fremgangen i området Württemberg og i særdeleshed i Rems dalen lige øst for Stuttgart. Huset omlagde til økologisk drift i 10´erne og blev endeligt certificeret i 2016. Selv siger Schnaitmann, at det ikke er økologien som sådan, der har ændret vinens stil. Den har været medvirkende til det, men det er alle de processer der følger med økologisk drift, der for alvor har betydet et kvalitetsløft.
Fellbacher Lämmler er en skråning bestående af kiesel og sandsten på en undergrund af mergel. Huset har en “hands-off” tilgang til vinproduktion. Her spontangæres, gæres med op til 80% hele klaser, presses blidt og tappes uden filtrering. Vinen lagres 18 måneder på egetræsfade hvoraf 30% er nye.
Pris 599,-
93 point på Falstaff.at

2018 Eichberg GG, Franz Keller, Baden

Den tyske vinskribent Anne Krebiehl nævner denne vin, sammen med Fürst, som noget af det største der er produceret inden for VDP i 2018.
Det dramatiske landskab i Kaiserstuhl skaber næsten lige så meget drama i glasset. Eichberg er Keller´s varmeste parcel. Det skyldes flere ting. For det første ligger marken med en sydvest-vendt sol-orientering, som garanterer sol fra formiddag til sen aften. For det andet er de mørke vulkanske tephrit-sten, som vinen vokser i her, rene sol-slugere. Marken er varm, selv når solen er gået ned. Det giver en maskulin Pinot Noir, som er produceret udelukkende på Dijon-kloner plantet i 1994.
Huset dyrker økologisk og vinen gennemgår 18 måneders fadlagring på 45% ny eg.
Pris 549,-
96 point af James Suckling

2017 Pinot Noix, Daniel Twardowski, Mosel

Daniel Twardowski er med sin Pinot Noix i de seneste årgange stemplet ind i kampen om at være en af tysklands bedste pinot´s. Hans vin adskiller sig ved at være let, luftig og feminin. Den besidder med andre ord alle de kvaliteter, som Mosel tilsyneladende tilfører de druer der forkæles med at vokse her.
Han dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og bruger gerne hele klaser, men varierer procentdelen efter stilkenes modenhed. Efter endt gæring hviler vinen på gamle træfade fra bourgogne-huse som Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti i 24 måneder. Der tappes uden filtrering, bruges ingen pumper i kælderen, alt foregår nænsomt, naturligt og roligt.
Andelen af hele klaser blev i 2017 skåret lidt ned (til ca. 30%) fordi modenheden ikke var til mere, men ellers er alt som det plejer. Endnu engang har Daniel kreeret noget af det smukkeste Pinot. En feminin, fløjlsblød myriade af smagsindtryk, der kæler for dig hele vejen gennem svælget. Mosel Fine Wines skrev: “This Pinot Noir is easily the finest we have ever tasted from the Mosel”.
Pris 699,-
94 point i Mosel Fine Wines

2018 Sonnenberg KB, Jülg, Pfalz

Vilde Jülg er stadig vild, men det er som om den varme vækstsæson, som fremprovokerede en tidlig høst, har tæmmet ham en smule. Der er mindre tannin, mere Bourgogne over denne 18´er end der har været i tidligere årgange. Johannes anvender ingen hele klaser, derfor adskiller hans stil sig ofte markant fra de øvrige i et felt som det der skal smages i aften. Mit bud er, at han bliver sværere at pege ud i år. Modenheden er simpelthen fantastisk.
KB kommer fra parcellen Kammerberg, som ligger lige over Wissembourg i Alsace. Grundet bureaukrati, så må Johannes ikke kalde druer han henter i Frankrig for andet end Sonnenberg. Men det er altså nødvendigt at markere, at dette er noget andet. Dijon-kloner fra direkte sydvendt skråning med en undergrund af kalkmergel.
Vinen har lagret 18 måneder på en blanding af nye og et år gamle egetræsfade. Tappet ufiltreret.
Pris 499,-

2018 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden

I 2018 blev Markus Wöhrle, i det tyske Vinum Weinguide, tildelt titlen som “Årets vingård” i Baden. På samme vinblads all-time rangliste over Baden producenter er Wöhrle kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Kirchgasse ligger på en direkte sydvendt skråning, i Lahr-dalen, som skærer sig ind i Schwarzwald. Lahr-dalen ligger lidt nord for Kaiserstuhl, og har ikke samme jordbundsforhold. Undergrunden består af Löss, hvilket giver en lidt lettere type Spätburgunder. Vinen er produceret af den tyske klon Frank 105 og et udvalg af Dijon-kloner. 30% hele klaser er gået med i gæringskarret. Druerne har gennemgået en koldmacerering inden gæringen er startet spontant. Den færdige vin har har lagret 13 måneder på barriques fra Taransaud med medium toast hvoraf 1/4 fornys hvert år.
Pris 499,-

2017 Binenberg GG, Bernhard Huber, Baden

Ved mesterskaberne i 2020 var det Schlossberg GG fra 2017, der fik chancen. Få måneder efter, sad jeg i Malterdingen og smagte Binenberg GG. Min påstand er, at havde Binenberg været med i smagningen, – så havde den storsejret! Så derfor får den chancen i 2021. Julian Huber overtog vinmageriet på vingården da hans far, alt for tidligt, døde af lungekræft. En kæmpe arv at løfte for en ung mand, men han tog opgaven på sig og har fortsat og udviklet faderens projekt. Huber er førende på Pinot Noir-kvalitet i Tyskland. Det er de stadig, også selvom verden omkring dem har udviklet sig. Bernhard plantede allerede i 1961 Dijon-kloner på sine marker og alderen på disse medvirker kraftigt til den helt enestående kvalitet der frembringes. Huber smager mere og mere som top Bourgogne. Bernhard Huber ligger i Breisgau-området i Baden. Det er syd- sydvestvendte skråninger bestående af Löss og Muschelkalk med Schwarzwald som baggrund, der præger billedet.
Rødvinene bliver gæret med 30-50% hele klaser alt efter modenhed i stilkene. Dernæst lagres vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 15-20% er nye. Aftapning sker uden klaring og filtrering.
Pris 739,-
94 point på Falstaff.at

2017 Pares GG, J. Neus, Rheinhessen

Et af de huse som i en årrække har kæmpet for at levere store pinot noir vine er Weingut Josef Neus. Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen Ingelheim´er klon.
Jordbunden på Pares består af Löss. Huset arbejder efter økologiske principper og er i certifikations-fasen så vinene fra 2021 må bære det grønne blad. Vinen er spontangæret, med 30% hele klaser og lagret på gamle egetræsfade i husets over 100 år gamle og helt fantastiske kælder i 18 måneder. Årgangen har frembragt noget af det mest feminine og velafbalancerede Spätburgunder jeg nogensinde har smagt fra Neus.
Pris 449,-
94 point på Falstaff.at

2017 Kräuterberg, Burggarten, Ahr

Ubetinget en af de bedste marker i den kølige Ahr dal. På stejle terrasser, rejser Kraüterbergs vinplanter sig majestætisk mod himlen. Den rødbrune skifer giver en spændstighed og et krydderi til Spätburgunder som er ret enestående. Burggarten producerer 500 liter om året og Paul Schäfer er en af de vinmagere, som er med til at løfte Ahr til nye højder.
Vinen er produceret på de tyske kloner Gm 20-13 og Ritter. Druerne har gennemgået en 5 dages koldmacerering inden gæring, – 30% hele klaser i gæringskarret. Dernæst har vinen tilbragt 15 måneder i to barriques af fransk eg (ikke nye) og er tappet ufiltreret.
Pris 699,-
94 point på Falstaff.at

2016 Pinot Noir KB, Friedrich Becker, Pfalz

Nærmest nabo til Jülg og problematikken er fuldstændig den samme. Becker har besiddelser på Kammerberg og Sankt Pauli, som er topmarker for bønderne, og ville have været GG marker hvis de lå i Tyskland. Men de ligger altså i Frankrig, og derfor må de ikke kaldes GG. Becker´s parcel på Kammerberg er beplantet i 1967, og leverer en kompleksitet som er enestående. Druerne spontangæres i åbne trækar i op mod tre uger, hvorefter de fyldes på barriques og lagrer 18 måneder.
Pris 749,-
94 point på Falstaff.at

2014 Reserve du Patron, Knipser, Pfalz

Pinot Noir “Reserve du Patron” (RdP) blev første gang produceret i 2009. Med denne vin går Knipser benhårdt efter at producere det ypperste. Vinen produceres kun i de bedste år og sammenstikkes af de bedste fade i husets kælder. Vinen vil ofte bestå af en blanding af top parceller. Vinen lagrer 24-30 måneder på fad samt 24 måneder på flaske inden den frigives til salg 5 år efter høsten. Huset Knipser fornægter ikke de tyske kloner. Der er plantet en del Dijon-kloner de senere år, men flere tyske får lov at blive. Grundet produktionsmetoden vil denne vin derfor oftest være en blanding af flere forskellige kloner. Knipser ligger 6 minutters gang fra Philip Kuhn i byen Laumersheim i det nordlige Pfalz. Jordbunden i området er Löss over kalksten.
Pris 100 EUR

2018 Mayschosser Münchberg, Julia Bertram, Ahr

Nu skrev jeg, at alle talte om Schnaitmann. Men det er nu mest de internationale skribenter der gør det, – altså dem som er nødt til at finde noget nyt at skrive om hele tiden. Et af de navne jeg tror jeg hørte mest ved sidste års to Spätburgunder-smagninger var “Julia Bertram”. Så man kan sige, at folket har fået lov at vælge en vin her.

Julia arbejder efter økologiske principper. Druerne er hentet på skråningerne over Mayschoss i det inderste af Ahr-dalen. Mönchberg ligger nærmest som et sydvendt amfiteater, godt beskyttet mod vind og vejr. Jordbunden består af en blanding af skifer og löss. Vinen er spontangæret og lagret 18 måneder på egetræsfade produceret af træ fra Churfranken hvor hendes kære mand Benedikt Baltes til og med årgang 2017 slog sine folder på Weingut Steintal.
Pris 560,-

The post Smagning: Spätburgunder Mesterskaberne 2021 appeared first on Vin under lup.

Det er formentlig få generationer før os, der har kunnet iagttage klimaforandringer på samme måde som vi kan. Tallene lyver ikke, nedbørsmængderne, om de er højere eller lavere end normalt, lyver ikke, orkanerne tager til i antal og styrke, områder udtørrer og bliver til ørken, og isen på polerne smelter. Det hele sker med en fart, som ikke er oplevet siden sidste istid ophørte for 12.000 år siden. Man behøver ikke længere være forsker eller “klimatosse” for at kunne se, at der sker noget.

Men planeten Jorden´s temperatur har jo altid svinget op og ned. Istider er kommet og gået, og Grønland var engang grøn. Problemet er, at selv om vi tager tidligere varme perioder i betragtning, så er vi på vej ind i en periode, der ser ud til at blive rigtig varm, godt hjulpet på vej af menneskets udledning af CO2.

På vinuniversiteterne går forskningen nu i retning af, at udvikle sorter, der kan klare ekstrem varme, og som kan agere i en atmosfære med højere CO2 koncentration. Det er helt andre udfordringer man står overfor, end det var for bare 30 år siden.

Tidligere varme perioder

Klima er ikke nemt at tale om kortsigtet. Klimaet har ændret sig på Jorden siden den blev dannet. Der har været varme perioder og der har været kolde perioder. Der er evidens for, at Romerne dyrkede vin i det sydlige England omkring år 300. Vi ved også, ud fra årringe i træer og høsttidspunkter i notesbøger, at perioden 900-1300, var en varm periode på Jorden. Fra år 1350-1850 har vi været inde i den periode som meteorologerne kalder ”Den lille istid”. Denne periode har gjort vindyrkning så at sige umulig i Nordeuropa. Det er denne kolde periode vi er på vej ud af. Så meget ved vi.

Spørger man NASA, så er det vi oplever lige nu, et fænomen som Jorden før har oplevet. Det handler om Jorden´s bane og hældning i forhold til Solen. Man taler om en Milankowitch-cyklus som gør, at istider kommer og går. NASA mener endda at kunne bevise, at temperaturstigningerne på vej ud af istider før har været voldsomme. Hos NASA fornægter man dog heller ikke, at CO2 er med til at forstærke effekten. NASA´s klimatiske tidmaskine taler sit helt eget sprog. Mennesket er godt i gang med at forurene sit eget hjem.

Stolte traditioner kan stå for fald

Klimaforandringer påvirker i den grad vinbruget. Både før og nu. En af grundende til, at en drue som Pinot Noir i dag er at finde i Ahr-dalen i Tyskland, skyldes formentlig en af de varme perioder, der ledte op til ”Den lille istid”. Klimaet var tidligere egnet til dyrkning af Pinot Noir, men druesorten har i mellemtiden været svær at tumle for vinbønderne i Ahr. Pinot Noir har selv forsøgt at tilpasse sig de kølige omgivelser og derfor opstod sorten Frühburgunder. Sorten er en mutation af Pinot Noir, som er opstået, fordi plantens DNA har tilpasset sig og derved modner hurtigere end Pinot Noir. Ahr-klimaet bliver dog i disse år mere og mere Pinot Noir-venligt. Gennemsnitstemperaturen i Ahr er steget med 1,6 grader gennem de seneste 50 år. En vinbonde ved Ahr, kan med andre ord glæde sig over klimaforandringerne. Men det er der andre der ikke kan.

Områder med stolte traditioner har naturligvis sværest ved at acceptere en omstilling. Enkelte nægter helt at tale om problemet. Men det forsvinder bare ikke selvom man ikke taler om det. Af samme grund ses omstillingen tydeligst i den nye vinverden. Her handler det om at levere et slutresultat, om det er på den ene eller den anden drue er knap så vigtigt. I Australien udskiftes Grenache flere steder med Mataro, også kendt som Mouvedre. Sidstnævnte tackler varme og tørke bedre og bevarer frem for alt syre. Grenache har en tendens til at eksplodere i sukker og smide sin syre hvis det bliver for varmt.

Hvordan ser vinbruget ud om 30 år?

Desværre ser det ikke ud som om, at vi kan knække kurven bare sådan lige. For det første er der stadig dem der mener, at det hele er en gang hysteri og at tingene retter sig selv, for det andet er der enorme økonomiske interesser på spil. Klimaet er desværre taberen i forhold til ussel mammon. Man regner derfor med en yderligere stigning i gennemsnitstemperaturen på globalt plan på 1,5-4 grader inden slutningen af dette århundrede. En ændring som vil få den sydlige halvkugles vinområder til næsten at forsvinde. Den sydlige halvkugle har meget lidt landjord mellem 30. og 50. breddegrad, som er de breddegrader hvor vindyrkning i dag er mulig.

På den sydlige halvkugle ligger de fleste vinmarker mellem den 30. og 40. breddegrad, som allerede i dag er varme klimazoner i forhold til vinproduktion. Der vil stort set kun være sydspidsen af Sydamerika tilbage, som egnet vinområde hvis forudsigelserne holder. På den nordlige halvkugle vil vindyrkningen rykke mod nord. Canada, England, Danmark, Sydsverige, Polen, de baltiske lande, samt store dele af Asien vil blive nye vinlande. I de i dag eksisterende vinområder vil man blive nødt til at udskifte druesorter for at tilpasse sig det nye de nye forhold og Sydeuropa vil blive for varm til vindyrkning.

Pierre Huglin´s index

De enkelte druesorter har gennem århundreder tilpasset sig bestemte klimatiske forhold. Biologen Pierre Huglin udviklede sit såkaldte Huglin index, i dette opererer han med gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen. Han påviste herved, at hver enkelt sort performer bedst inden for et spænd på 2-3 grader. Kommer gennemsnitstemperaturen over eller under dette spænd, så bliver druen problematisk at dyrke. Stiger temepraturen som for nuværende, så stiger sukkerindholdet, syreindholdet falder og aromaprofilen ændres. Fremskriver vi de seneste 50 års stigninger så vil Bourgogne være for varm til Pinot Noir og Rheingau for varm til Riesling i 2050.

Scenariet er desværre meget sandsynligt. Sommeren 2003 var den varmeste sommer i Bourgogne siden 1370 og siden er den rekord blevet overgået flere gange. Chardonnay vil kunne dyrkes lidt længere ud i fremtiden end Pinot Noir i Bourgogne, men det vil helt sikkert blive en anden Chardonnay, med mindre syre og måske en anden aroma-profil end i dag. Vinverdenen kan se meget anderledes ud om 50 år!

Touriga Nacional fra Bordeaux?

Bordeaux kan også få det svært, især i forhold til de hvide druer Sauvignon Blanc og Semillon, men også Cabernet Franc vil få det varmt. Faktisk har man allerede godkendt nye druer til produktion af AOP Bordeaux, heriblandt portugisiske Touriga Nacional. Barolo er heldigere stillet. Nebbiolo kan tackle en del varme, men igen, stilmæssigt vil fremtidens Barolo måske se anderledes ud.

I Alsace er den potentielle alkohol i Riesling steget med 2,5% på 30 år. Mosel og Rheingau vil i år 2050 (Baseret på en temperaturstigning på 1,6 grader fra år 2000) være bedre egnet til dyrkning af Cabernet Franc end Riesling. Vi ser allerede nu, at Rheingau i 2015 er på samme temperaturniveau, som Bordeaux var i 1960. Så der er ikke noget at sige til, at Riesling sveder lidt i varmen, og høsttidsdatoen for Riesling falder tidligere og tidligere.

Det lyder helt vanvittigt, men det kan være forandringens århundrede vi er gået ind i. Dem der ignorerer klimaforandringer, og som elsker Bourgogne Pinot Noir, de vil måske om 50 år indse, at de tog fejl. Imens de sidder og skænker sig et glas Syrah fra Romanée Conti! Fremtidens store Pinot Noir kan meget vel være fra Tyskland, der især i de seneste 10 år har nydt godt af et varmere klima. Tyskerne kalder Pinot Noir for Spätburgunder. Hvis du ikke har opdaget “det tyske mirakel” endnu. Så skulle du se at komme igang.

The post Hvad gør klimaforandringer ved vinbruget? appeared first on Vin under lup.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at Spätburgunder aka tysk pinot noir er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning. Og nu vi er ved jordbunde, så kan vi også lige slå fast, hvad en jordbund opstår af. For det hele handler om erosion. Det starter med et bjerg, som bliver nedbrudt af vind, vejr, varme og kulde. Først nedbrydes det til sten, senere i mindre partikler til grus, dernæst sand og til sidst ler. Jo mindre partikler, es mere organisk materiale er der i jorden, og des bedre holder den på vand.

Ler

Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

Sand

Löss er en sandart, der består af så små og fine sandkorn, at det binder sammen som ler. Löss dræner bedre end ler, men en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten

En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Jordbund spiller en kæmpe rolle for det endelige resultat, men det gør faktorer som klima, klon og produktionsmetode også. Læs mere om klon- og produktionsvalg valg i artiklen – Hvad er den bedste klon af Pinot Noir?

The post Spätburgunder – den røde Riesling appeared first on Vin under lup.

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Kompetent smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Også producenterne er uenige om hvad god Spätburgunder er

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Personlig top 5:

Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Panelets top 5:

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende Spätburgunder-vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Salwey, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Keller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden (Mr Ruby)
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz (Mr Ruby)
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen (Mr Ruby)
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

The post Spätburgunder – Den “ultimative” test appeared first on Vin under lup.

Et af de øjeblikke hvor man tænker: “Hov nu er du da ved at blive gammel!”, er når man pludselig kan se en udvikling, en udvikling, der ikke kan være sket over en nat – nærmest en evolution.  For det er lige nøjagtig hvad der er sket ved Ahr floden i Tyskland. Jeg mindes alt for godt studieturen i 1998, hvor vi blandt andet passerede Ahr og smagte et utal af lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir. Ahr udmærkede sig helt klart bedst ved sin smukke natur. De stejle terrasse-anlagte vinmarker. Nærmest en mini-model af Mosel. Bare sørgeligt, at de lavede så ligegyldig vin.

Kontrasten fra de halvflade saftevandsagtige vine som dominerede området for 20-30 år siden og til de i dag tørre, komplekse og sprøde Spätburgunder-vine (Som smager som Pinot Noir) med international klasse, er simpelthen næsten ubegribelig.
En del af udviklingen skyldes naturligvis en holdnings-ændring. Både til kvalitet, men også til vintype. Høstudbyttet er reduceret markant og i dag produceres langt flere tørre end søde vine. Gennemsnits-temperaturen ved Ahr er steget 1,4 grader over de sidste 40 år, hvilket har kæmpe betydning for, hvilken vin man ender med at kunne producere.

Ahr er blot 545 hektar stort og strækker sig over 25 kilometer langs Ahr-floden, der løber ud i Rhinen nord for Koblenz. Området er et af de nordligste vinområder i Tyskland, men grundet de nærliggende Eifel bjerge, der skærmer mod vestenvind, og den særlige geologi langs Ahr, så er området både varmere, mere tørt og mere solrigt end flere andre tyske vinområder. De stejle skifer skråninger langs Ahr suger solen til sig og flytter dermed nærmest breddegraden mod syd. Områdets specialitet er Spätburgunder, som er den tyske betegnelse for Pinot Noir. I alt 342 hektar er beplantet med Spätburgunder, og det er ikke forkert. Ahr Spätburgunder har et kæmpe potentiale.

Weingut Burggarten bliver en realitet

Området er med andre ord ikke stort. Vinproduktionen varetages i dag af to kooperativer og 25 selvstændige producenter. En af de selvstændige producenter er Weingut Burggarten i Bad Neuenahr. Huset ejes af familien Schäfer, der har dyrket vin i generationer, men den selvstændige produktion har en relativt kort historie. Det var Paul-Josef Schäfer, der i 1988 besluttede sig for at bryde med kooperativet. Det var krisetider for vinproduktion ved Ahr. Kooperativerne, som havde enorm magt den gang, havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var kun én vej, i hvert tilfælde hvis man ville leve af vinproduktion: Blive selvstændig og satse på kvalitet. I dag er det Paul-Josef´s tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. To er i marken og den tredie er gået hen og blevet vinmager – rigtig dygtig vinmager.

I dag ejer huset 15 hektar, hvoraf de 80% er beplantet med Spätburgunder. Husets stolthed er parcellerne på de fire marker Kräuterberg, Schieferlay, Sonnenberg og Burggarten. De er hver især meget forskellige i deres udtryk, hvilket primært skyldes markernes individuelle hældning mod solen og især meget forskellige jordbunde. Alt er sydvendt, men med vidt forskellige vækstbetingelser – og det giver hver vin særlige kendetegn. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer. Schieferlay er en varm og tør bakketop, som kun beskyttes mod udtørring af den halm man ligger mellem planterne. Sonnenberg er en bakketop bestående af forvitret grå og brun skifer og endelig ligger marken Burggarten på en stejl skråning lige overfor vingården, her er jordbunden mere vulkansk og stenet og består i særdeleshed af basalt.

VDP har opdaget Burggarten

Den stigende kvalitet fra vingården, samt det stabile niveau på vinene fra år til år er ikke gået ubemærket hen. VDP har vist interesse for at optage Burggarten i flokken af tyske top-producenter. Det forhandles der om i øjeblikket. Hos Burggarten er alt tilrettelagt som var man allerede VDP medlem. Her anvender man ikke Prädikat på vinene. “Alle vine med marknavn er af Auslese kvalitet, men det giver ingen mening at bruge betegnelsen. Her er det jordbunden og afgrænsningen der skal fortælle historien”, fortæller Paul Schäfer, søn og vinmager. Betegnelsen GG anvendes ikke, da den er forbeholdt medlemmer af VDP, men det kan altså være, at det kommer. Alle husets Spätburgunder vine modnes på træfade, de fire topvine på 2/3 nye fade.

Klima og jordbund gør ikke det hele. En anden væsentlig faktor er de Spätburgunder kloner som anvendes til at frembringe den endelige vin. Franske kloner vinder mere og mere indpas – også fordi det varmere klima gør det muligt at dyrke dem. På spørgsmålet om hvilken klon der er Paul´s favorit tøver han lidt. For skal han nu svare ud fra praktiske hensyn, eller i forhold til hvilken

vin klonen skaber. Men vi ender ud i et kompromis. I kølige år, som f. eks. 2010 og 2014 foretrækker han den for Ahr tidligere traditionelle tyske klon Freiburg 1801. I varmere år som 2013 og 2015 giver den nytilkomne franske klon Dijon 777 nogle fantastiske resultater. Sidstnævnte er dog noget modtagelig overfor Botrytis i kølige og våde år. På marken Burggarten dyrkes den tyske klon Ritter, som af flere top-producenter i Tyskland, regnes for den bedste tyske klon.

The post Weingut Burggarten appeared first on Vin under lup.