Spørgsmålet trænger sig på når man følger udviklingen i et af de mest spændende vinlande lige nu: Tyskland. For skal tyskerne udnytte klimaforandringerne til at blive det nye Bourgogne, eller skal de holde fast i at være koldklima og hylde de lyse, lette udgaver af druen? Vinbønderne i Tyskland er på en måde delt i to yderpoler, og så er der alle dem i midten, som tager det de bedst kan lide fra begge lejre. Lidt ligesom i dansk politik.

Spätburgunder eller Pinot Noir – Pinot Noir eller Spätburgunder

Det er lidt bevidst, at der skrives Pinot Noir i nedenstående tekst, og ikke Spätburgunder. De to ord kunne være byttet ud, men så ville budskabet ikke være helt det samme. Pinot Noir er også Pinot Noir i Tyskland, selvom det kaldes Spätburgunder. Det er udelukkende tyskernes trang til at skulle synkronisere alt, der gør, at druen har et tysk navn – i Tyskland.

Noget nyt er så, at Spätburgunder også smager mere og mere som Pinot Noir. Det er ikke længere bare et tysk forsøg på at lave noget der minder om. I disse år bliver Spätburgunder et brand. Kvaliteten på tysk Pinot stiger og stiger. Derfor skal tyskerne værne om deres “Spätburgunder”, de skal ikke kalde Pinot Noir for Pinot Noir, – det ville faktisk bare skabe forvirring.

De er blevet dygtige til at håndtere Pinot Noir i Tyskland, helt ufatteligt dygtige faktisk. For ganske få år siden havde Bourgogne jo nærmest druen for sig selv, kun truet af Oregon, – men verden er af lave. Tyskland er ved at overhale alle indenom. En af grundene er klimaforandringerne, som gør Bourgogne og Oregon for varme til Pinot Noir, noget andet er indstilling, viden og formåen. Den unge tyske generation besidder rå mængder af alle tre ting.

I dag udskiftes flere og flere tyske kloner med Dijon-kloner. Klimaet har ændret sig. Nu kan man modne Dijon-kloner i Tyskland. Men midt i glæden over evnen til at kunne plante og producere fra vinplanter der er hentet på topmarker i Bourgogne, så er der flere tyske producenter der holder fast i, at deres klon er unik, at den lyse lette Pinot er en del af tysk vins historie, – også selvom den i dag produceres tør, hvor den før i tiden ofte besad restsødme.

Hvad er en tysk klon?

Klimaet i Tyskland har i mange år været for køligt og vådt til dyrkning af Pinot Noir. Men Pinot er en del af tysk vins historie. Druen kan spores helt tilbage til Karl den Store omkring år 800. Dengang var der varmere i Tyskland og dyrkning af Pinot Noir var intet problem. Men klimaet i Nordeuropa har i perioden år 1400 til år 1950 været præget af det man kalder “den lille istid”. Lange kolde vintre og korte vækstsæsoner har været konsekvensen.

Selvfølgelig opgiver man ikke sin yndlingsdrue, bare fordi det bliver for koldt til den. Hvilket jo ville være det samme som hvis Bourgogne skulle opgive den, fordi det bliver for varmt. En grim tanke som ikke desto mindre bliver mere og mere reel.

Derfor forsøgte de tyske vinbønder via dyrkningsmetoder at gøre det muligt at dyrke Pinot. En af måderne var, at tage stiklinge fra planter, der satte løsere klaser, og rendyrke disse, samt tage stiklinge af de “løsklasede”, som satte endnu mere løse klaser. Løse klaser er nemmere at dyrke i et vådt klima, da druerne, grundet vindcirkulation, tørrer hurtigere efter regnskyl og dermed mindskes risikoen for råd. De mange forskellige “tyske kloner” er altså stadig Pinot Noir, med et fælles træk, at de ofte har løsere klaser. Nogle har større druer, nogle modner tidligere, – men de er stadig Pinot Noir.

De tyske kloner har så også tilpasset sig det køligere klima og er derfor ofte lidt lysere i skindet. En vin på en tysk klon fremstår ofte lysere, lettere, med høj vinsyre, lav garvesyre og krydret mineralitet. En burgundisk klon, også kaldet “Dijon-klon” sætter meget tætte klaser og giver en mørkere og mere tanninrig vin.

Spørgsmålet er så, hvor lang tid går der, før de tyske kloner vænner sig til de nye klimatiske omgivelser, og muterer og begynder at levere en mørkere og mere tanninrig Pinot…

Produktionsmetode

Hvis diskussionen om klonvalg skulle gå hen og blive unødvendig, så kan næste debatemne blive produktionsmetode. For hvordan får du det bedste ud af Pinot Noir? Spontangæring er efterhånden en selvfølge blandt topproducenterne. Af samme grund, så dyrker de fleste af disse producenter efter økologiske principper. Det er som sådan ikke her uenigheden opstår. Det er selve gæringen der er udfordringen. Skal der gæres med hele klaser, og hvis ja, hvor høj en procentdel skal så være hele.

I Bourgogne anvendes helklasegæringen ofte. Jeg har endda hørt udtalt (af Bourgogne producent), at helklasegæring er en nødvendighed i dag, for at tilføre garvesyre til Pinot Noir. Druen har det efterhånden så varmt på de gyldne skråninger, at syre er en mangelvare. Men helklasegæringen tilfører ikke nødvendigvis garvesyre. Det afhænger meget af stilkenes modenhedsgrad. Et andet væsentligt bidrag er aroma. En vin gæret med helklaser får et krydret præg. Det klæder Pinot Noir når det er afstemt, men kan også blive for dominerende. Mange producenter, rigtig mange, anvender en lille del hele klaser i gæringen. Enkelte undgår det.

Forskellige Spätburgunder filosofier

Som det nok fornemmes ovenfor, så er der en del muligheder for at påvirke slutresultatet når man dyrker Pinot Noir i Tyskland. Her indgår ikke engang jordbunden som en faktor, selvom den jo også spiller en væsentlig rolle. Herunder får du en hurtig gennemgang af nogle producenter, som ligger i forskellige ender af den skala vi kan kalde “klon/helklase” skalaen.

Weingut Jülg

Johannes Jülg er på alle måder ekstrem. I disse år udskiftes de tyske kloner på hans marker med Dijon-kloner. Han elsker den mørke, saftige, tanninrige frugt fra de franske kloner. Han elsker faktisk frugten så meget, at han afstilker komplet. Altså ingen hele klaser går med i gæringskarret. Det giver mørke Pinot-vine, som har et langt liv foran sig.

Gebrüder Mathis

Det unge par Severin og Sabeth overtog gården i 2020. Allerede i første årgang løftede de navnet fra mainstream, til et af Tysklands mest bemærkelsesværdige. Gården ligger i Tuniberg i Baden. Her er enorme kalkforekomster og næsten lige så enorme mængder gamle Pinot vinstokke, som oftest består af Freiburger kloner. Når man kører i området passerer man mark efter mark, med lange rækker af 70-80 årige gamle stokke. Det er de gamle stokke, der er husets force. De giver en enorm dybde og intensitet i den færdige vin. Vinene er typisk meget lyse og rødfrugtede. Her anvendes 30-40% hele klaser i gæringen, lav svovling og lagring på gamle træfade, enkelte opkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz.

Weingut Wöhrle

Markus Wöhrle er en af de vinmagere der værner om de tyske kloner. Han elsker den lyse frugt, den friske syre og det viltre krydderi som de giver. På husets marker findes en meget stor andel Geisenheim og Freiburger-kloner. Husets vin “Bestes Fass” er produceret udelukkende på Geisenheim 20-13. Den er et studie værd hvis du vil vide hvordan en tysk klon smager. Wöhrle anvender 30-40% hele klaser i gæringskarret.

Bernhard Huber

Bernhard var en modig mand. Allerede i 1961 plantede han Dijon-kloner på husets marker omkring byen Malterdingen. Det høster sønnen Julian nu frugterne af. Ikke nok med at klimaet er blevet “Bourgogne”-agtigt i Baden, men planternes alder gør også, at han kan høste enestående smagsoplevelser, hvert år. Julian afstilker komplet fra og med årgang 2021.

Daniel Twardowski

Daniel har aldrig lagt skjul på, at Bourgogne er forbilledet. Men det skal ikke forstås sådan, at han forsøger at lave Bourgogne ved Mosel, for det ved han godt han ikke kan. Man kan sige, at han forsøger at lave en Mosel-udgave af Bourgogne. Han plantede Dijon-kloner på Dhroner Hofberg i 2011 og projektet har meldt sig ind i tysk vinhistorie, han er i gang med at bane vejen for andre, samtidig med, at han producerer en af de bedste Pinot´s i Tyskland. Daniel anvender typisk 50% hele klaser i gæringskarret.

Schloss Schönberg

Julien Meissner var tidligere vinmager på J. Neus, men flyttede i 2018 nogle kilometer mod øst, til Hessische Bergstrasse for at lave vin for Schloss Schönberg. Firmaets marker er beplantet med både tyske kloner og Dijon-kloner, men de holdes ofte hver for sig. Den tyske klon Auer 2107 leverer en rødfrugtet, syrlig, men charmerende Pinot. Du finder et smukt eksempel i vinen “Vom Löss”. En type vin som vil gå tabt hvis de tyske kloner forsvinder. Julien afstilker komplet, men anvender alligevel en lille del stilke i gæringskarret. Kan man det? Ja, det kan man. Han tørrer ofte stilkene i solen, så de ændrer farve fra grøn til brun, og leverer mere aroma end syre til den endelige vin.

Hanewald-Schwerdt, Pfalz

Thomas Hanewald er med på omstillingen fra lys til mørk Pinot. Her er omplantningsprogrammet i fuld gang. Tyske kloner udskiftes med Dijon-kloner. På parcellen Kalkofen, er der stadig lidt tysk klon fra gamle stokke at finde. Vinen er ret vild, og bestemt ikke specielt tysk i sit udtryk. Den er mørk og tanninrig, med en fantastisk dybde og intensitet. Hos Hanewald-Schwerdt anvendes ofte, men ikke altid hele klaser i gæringen. Typisk omkring 30%.

Konklusion

Konklusionen må være, at det ikke er muligt, at sige hvilken klon der er bedst. Personligt har jeg en stor passion for at bevare de tyske kloner, med deres rødfrugtede, syrlige og krydrede udtryk, men kan sagtens have stor fornøjelse af en mørk Pinot på Dijon-klon.

En lidt sjov ting, som faktisk ikke er rigtig sjov alligevel er, at havde du været på rundtur i de tyske vinområder i 2020 og stillet spørgsmålet: “Tysk klon eller Dijon?” til vinbønderne, så ville rigtig mange sige Dijon, fordi man lige havde oplevet de ekstremt varme og tørre år 2018, 2019 og 2020. Hvis du tager samme tur nu, så vil svaret nok lyde “Tysk klon”, efter de våde år 2021, den sidste del af 2023 og 2024.

Smagekasser

Herunder får du mulighed for at gå på opdagelse i tysk Pinot Noir/Spätburgunder på Mr Ruby´s webshop. I smagekasse 1 bliver du præsenteret for 3 vine på tyske kloner. I smagekasse 2 bliver du præsenteret for 3 forskellige filosofier, vine fra hver sin ende af skalaen ovenfor, du kan endda høre René Langdahl og Jonas Landin smage på disse to kasser i podcast´en “Vin for begyndere”. I smagekasse 3, bliver du præsenteret for tre vine på Dijon-kloner.

The post Hvad er den bedste klon af Pinot Noir? appeared first on Vin under lup.

Klimaforandringer eller ej. Forvandlingen af Tyskland fra metervare til kvalitetsvin er i gang. Om ”den nye generation” består af unge eller ældre vinmagere er sådan set ligegyldigt, – fælles for dem er, at de vil omstillingen, de vil det nye, det moderne. De hænger ikke fast i ”sådan har vi altid gjort!”

De eksperimenterer og innoverer. De har et uddannelsesniveau som er hidtil uset, de har vilje til at benytte sig af vidensdeling og besidder i det hele taget en solidaritet med hinanden, som mange brancher kunne lære noget af. Historien er som nævnt ved at blive skrevet, hvordan den ender må tiden vise. Foreløbig kan konkluderes, at Pinot Noir aka Spätburgunder, som var på vej til at forsvinde fra de tyske vinmarker, fylder mere og mere, og skal til at tages meget seriøst.

Hvornår startede det? (år 0 – år 476)

Ja, gad vide hvornår det startede. Hvornår mon nogen første gang gærede druer i området vi i dag kender som Tyskland? Måske blev der dyrket vin ved Mosel før romerne jog Gallerne bort, men der findes ingen beviser for det, hverken på skrift eller i arkæologien. Så på en eller anden måde, så starter historien med Romerne.
Man ved med sikkerhed, at romerne dyrkede vin langs Mosel, og langs venstre bred af Rhinen i Mittelrhein, Rheinhessen, Pfalz og Alsace. Vin var en vigtig fødevare. Rent drikkevand var ofte svært at få fat på. Man fik det jo ikke ved at åbne en vandhane, – så vin blev ofte brugt som en erstatning for vand.

Der er masser af levn fra Romernes tid i områderne. Byen Trier (ved Mosel) var hovedstad i den galliske del af romerriget fra 259 til 279. Her kan du næsten mærke historiens vingesus når du står foran Porta Nigra, den bedst bevarede romerske byport nord for alperne. Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Der findes ruiner af romerske produktionslokaler, eller såkaldte ”Kelterstationen” ved både Erden og Piesport, samt masser af skulpturer, ruiner fra bygningsværker, samt stednavne der vidner om romernes tilstedeværelse. Under Romernes tilstedeværelse i Nordeuropa opstod Frankerriget på den østlige side af Rhinen.

Frankerne overtager hvor Romerne slap (år 476 – år 843)

Frankerne var bosiddende på Rhinens højre bred, der udgjorde en meget naturlig grænse mellem de to folk. Men Frankerne forsøgte ihærdigt at fortrænge romerne, da det endelig skete udnyttede Frankerne Romerrigets sammenbrud til at overtage et landområde, som svarer nogenlunde til de områder vi i dag kender som Tyskland, Frankrig, Østrig, Schweitz og Norditalien. Frankerne overtog romernes forvaltningssystem, der fungerede som et kejserrige bestående af en række selvstændige stater, som overordnet blev styret af en central administration.

Det hele skete på et tidspunkt hvor religion fik større og større betydning i Europa, og blev en måde at udøve magt på, oven i det, så var Romerne og Rom et godt brand. Frankerne tog katolicismen til sig og så en ære i at være tilknyttet Rom. Denne tilknytning understrejes af Karl den Store´s udnævnelse som romersk kejser i år 800. For Vatikanet var det tysk/romerske rige en form for forlængelse af romerriget, uden at det havde andet end religion og ledelsesstil til fælles med Rom. Samfundet var meget hierarkisk opbygget. Bønder var lavest i hierarkiet og blev set på som arbejdskraft og soldater. Der var ikke mange penge imellem dem, og af dem der var skulle der betales skatter til en forvalter.

Karl den Store gik meget op i vin. Han skrev et regelsæt, som hver stat skulle ledes efter. Regelsættet bestod af 70 punkter, hvoraf 10 omhandlede vin. Han skrev blandt andet, at “Vores forvaltere skal sørge for, at vores vinmarker altid er i god stand.” og han forbød i øvrigt, at bønderne knuste druerne med deres fødder, hvilket han anså for uhygiejnisk.

Klostrenes magt (år 721 – år 1200)

Religion fik stor betydning for udbredelsen af vin i Nordeuropa. Klostrene var en del af staten og besad enorme rigdomme, grundlagt via skatteindtægter fra folket og ikke mindst salg af vin. Kloster Prüm blev opført i 721. Klostret ligger i det vestlige Rheinland-Pfalz, nær grænsen til Luxembourg og Belgien. Den siddende abbed nød titlen ”Fürst von das Heiliges Römisches Reich” og styrede et kæmpe landområde der dækkede Belgien og Rheinland-Pfalz, inklusive vinmarker ved Ahr og Mosel. Selvom romerne var ved Ahr, så er der ikke fundet bevis på, at de dyrkede vin her. Det er et dokument fra 893 fra klostret i Prüm, der første gang nævner Ahr-dalen i forbindelse med vinproduktion.

Det var også omkring år 800 at Karl den Store sansynligvis bragte Pinot Noir til Ingelheim. Og historien fortæller, at det var ham, der siddende på sit residens Kaiserpfalz i Ingelheim, kunne se potentialet i vindyrkning på skråningerne i Rheingau på modsatte side af Rhinen, og beordrede dem opdyrket.

Klosteret Lorsch i Hessische Bergstrasse blev opført i 764. Det menes, at munkene fra Lorsch passede og plejede op mod 900 vinmarker i år 850. Et andet kloster, som fik enorm betydning for tysk vin er Kloster Eberbach, der blev grundlagt i 1136. Det var munke fra Clairvaux i Dijon der flyttede ind, og de begyndte naturligvis at dyrke Pinot Noir. Klosteret opbyggede hurtigt et rygte for deres fantastiske vin og besad snart et større landområde, samt egen flåde til at bringe klostrets vine til kunder langs Rhinen. Eberbach kan have været involveret i traditionen med at dyrke Pinot Noir på skråningerne ved Assmannshausen.

Klosteret Fulda, grundlagt i 744, fik enorm betydning, både som religiøst hovedsæde, men såmænd også for tysk vins historie. Pilgrimme fra hele Europa kom hertil. En hel by blev skabt omkring klosteret og grundet klosterets succes blev det også anerkendt af adelen, der donerede store jordbesiddelser. I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda et nedslidt kloster, inklusive basilika, på Johannisberg i Rheingau, der hvor Schloss Johannisberg ligger i dag. Basilikaen ligger der i øvrigt stadig – opført i år 1106.

I 815 grundlagde Karl den Store Hildesheimer Stift lige syd for Hannover. I dag kan man besøge genopførte Michaliskirche, som oprindeligt er opført omkring år 1000. Der opstod en hel by omkring kloster og kirke, og der blev faktisk også plantet vin, men vindyrkningen måtte opgives og i stedet opkøbte klosteret jord ved Mosel og i Rheingau.

Handelen med vin tager til (år 1200 – år 1701)

Det rige Karl Den Store havde lagt grundstenen til blev delt i tre ved Verdun traktaten i 843. På den måde opstod tegningerne til det Frankrig, og det Tyskland vi kender i dag. Det vi i dag kalder Tyskland hed stadig ” Heiliges Römisches Reich”. Vin var en vigtig fødevare for lokalbefolkningen, men fik større og større betydning som handelsvare. Det var stadig klostrene der tjente penge på vinen, men andre så deres snit til at få en del af fortjenesten.

I 1356 grundlægges Hanseforbundet, der var en handelssammenslutning, der skulle fremme handel mellem byer og lande i Nordeuropa. Byen Köln var en Hansestad og en del fade med vin fra Mosel og Rheingau blev skibet ud herfra og endte i byer som London og sågar så langt væk som russiske Novgorod ved Østersøen. Hanseforbundet mistede sit eksistensgrundlag med 30 års krigen og blev efterhånden en mindre og mindre organisation, som ophørte i 1669.

I år 1500 blev der dyrket vin i stort set alle de områder vi kender i dag, vinmarkarealet var stort, men var for nedadgående – af flere årsager. Klimaet var blevet koldere (læs om den lille istid senere), man begyndte at bruge humle og forbedrede teknikker i ølbrygningen, hvilket gjorde øl til en populær drik, og importen af vin fra andre lande begyndte så småt.

I 1517 startede reformationen. Martin Luther havde nye tanker omkring kirken og kristendommen. Hans idéer vandt større og større opbakning og endte med at være føde til 30 års krigen fra 1618-1648 mellem protestanter og katolikker. Det er en af de blodigste krige i europæisk historie. Befolkningen i det daværende tyske rige faldt fra 17 til 10 millioner. Det gik naturligvis hårdt ud over alle erhverv, også vinbruget, hvor mange marker blev efterladt brak.

Preussen opstår (år 1701 – år 1813)

I år 1701 oprettedes kongeriget Preussen. Styreformen var den samme som i det tysk/romerske rige, en sammenslutning af hertugdømmer med et fælles overhoved. Preussen var oprindeligt et baltisk fyrstedømme, der slog sig sammen med kurfyrstedømmet Brandenburg nær Berlin. Kirken havde stadig enorm magt.

I 1792 angriber og overtager Napoleon de Preussiske områder på venstre bred af Rhinen. I 1806 fortsætter Napoleon sit togt mod øst og dette bliver enden på det tysk/romerske rige og den styreform, som Karl den Store på sin vis havde grundlagt for små 1000 år siden. Indtil 1813 var Tyskland under fransk styre. Napoleon gik ind for en adskillelse af stat og kirke, forærede klostrenes besiddelser til bystyrerne og fratog dem reelt deres magt.

Industrialiseringen (fra år 1813)

Efter Napoleons fald genopstod Preussen. Men Napoleon havde reformeret Europa. Han havde indført noget nyt. Ordet “borgerrettigheder” var blevet en del af hverdagen. Det var dog først i 1918 at Preussen´s flag (sort, hvid, rød) blev erstattet med det tyske flag vi kender i dag, som var folkets flag og symboliserede demokrati.

I 1850´erne startede industrialiseringen i Europa. Preussen var hurtige til at tage den til sig. Der blev bygget fabrikker og jernbaner – og handel med varer foregik pludselig på tværs af kontinenter og have, og tog kortere tid. Glasflasken kunne pludselig masseproduceres og handel med vin ændrede fuldstændig karakter. Som lille vinbonde blev det svært at klare sig. Derfor dannede 18 vinbønder fra Ahr-regionen det første tyske kooperativ; “Winzer Verein zu Mayschoß”. Flere fulgte. Kooperativer skød op over hele Tyskland. Der blev forsket og investeret i vinavl og vinproduktion og universiteter blev grundlagt. “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, var forløberen for Geisenheim universitetet.

Fra invasive problemer til velmagtsdage (år 1870 – år 1914)

Den udvidede handel førte dog ikke kun velstand og lykke med sig. Sidst i 1800-tallet dukkede meldug og vinlusen Phylloxera op. Indført til Europa med planter fra Amerika. De to dårligdomme nåede at sprede sig i det meste af Europa inden man fandt modtræk. Vinlusen var ikke et problem i Amerika, derfor fandt man ud af at at pode de europæiske vinplanter på rødder fra amerikanske vinplanter. I Tyskland er de fleste vinstokke i dag podede, men enkelte producenter insisterer på at anvende “würzelechte” – altså planter på egen rod, da de mener det giver en bedre vin. Meldug-angreb klippes væk, og/eller sprøjtes med svovl.

I 1845 besøgte dronning Victoria af England Rheingau. Det startede et export eventyr til England. Omkring år 1900 var riesling vine fra Rheingau og Mosel i høj kurs. De nåede de højeste priser på auktioner og blev drukket alle de rigtige steder. Hos Berry Bros & Rudd i London kunne man i 1909 købe årgang 1893 Schloss Johannisberg Prince Metternich Cabinet, der kostede det samme som årgang 1869 fra Chateau Lafite i Bordeaux. Cabinet var et udtryk for en vin af en særlig kvalitet, der havde lagret i klostrets kælder. I 1910 stiftedes VDP der skulle hjælpe med at promovere og sikre kvaliteten på tysk vin. Det gik godt for tysk vin, men sådan skulle det ikke blive ved.

Tysk vins værste krise (år 1914 – cirka 1990)

Historisk, så taler man om tiden under Karl den Store som det første tyske rige. Tiden under Bismarck og det Preussiske rige i 1870´erne benævnes det 2. tyske rige, som blev omdøbt fra Preussen til “Deutches Reich”. Bismarck var ekstremt territorial og hans efterfølgere fortsatte i samme spor. Det skaber ikke mange venner. Til trods for det, så havde Bismarck søgt at sikre sig gennem taktiske alliancer med Østrig og Rusland. Alliancer holder dog kun, hvis alliance-partneren kan stå inde for ens handlinger. Så da Tyskland i 1914 opfordrede Østrig til krig mod Serbien og samtidig gik ind i neutrale Belgien ophørte alliancerne og 1. verdenskrig var en realitet.

Krigen fik katastrofale følger for for tysk økonomi og handel i mange år efter. Landet var ramt af dyb depression hvilket var stor næring for nationalisterne. Nazisterne fik for meget medvind og den de ikke fik, den tog de selv, og afskaffede lynhurtigt det spirende demokrati. De mente de skulle danne det 3. tyske rige. Følgerne kender vi – 2. verdenskrig. Da krigen sluttede skulle tyskerne i bogstavelig forstand til at genopbygge. Både deres land, men også relationer, både politisk og handelsmæssigt. Der manglede arbejdskraft i industri og landbrug. Tysk vin endte i en identitetskrise, hvor det kom til at handle om kvantitet og pris og ikke kvalitet. Vinmarkarealet faldt. Ved Ahr gik man fra 1009 hektar i 1910 til 444 hektar i 1953.

Det var i perioden efter 2. verdenskrig, at produktet Liebfraumilch så dagens lys. En sød hvidvin produceret fra højt ydende sorter. Produktet blev populært i perioden 1950-1980, men endte med at gøre tysk vin mere skade end gavn. Det har taget mange år, at genopbygge tysk vins renommé, så det i dag forbindes med kvalitet. I 1971 indførtes en ny vinlov, der skulle hjælpe tysk vin på vej, men det skete ikke, tværtimod. Vinloven opererede med Bereich (større område i f.eks. Mosel) og Grosslagen (mindre område i et Bereich), hvilket var helt det modsatte af nutidens fokus på små parceller. Bereich Bernkastel og Piesporter Michelsberg (sidstnævnte et Grosslage på 1.106 hektar) var nogle af uhyrerne der blev skabt. Herfra væltede det ud med ligegyldig halvsød vin som ikke nødvendigvis var produceret på riesling.

En anden uhyrlighed var, at klostrenes gamle betegnelse Cabinet, nu blev indskrevet i loven som et Prädikat (Kabinett) for en vin høstet ved en bestemt öchsle-grad. Muligvis for at ære den historiske betegnelse, men de to ting har så godt som intet med hinanden at gøre. Prädikat-rangstigen lyder Kabinett, Spätlese, Auslese, Beerenauslese og Trockenbeerenauslese (TBA). Nogle tror fejlagtigt, at Eiswein er øverst i hierakiet, men det er den ikke. En Eiswein kan være høstet ved lavere öchsle end en TBA, afhængig af hvornår frosten sætter ind.

Undergrunden viser vejen (år 1985 og frem)

Mange kooperativer blev lukket op gennem 80´erne og 90´erne, da tysk vin generelt havde svære kår. Kooperativerne kunne ikke betale nok for bøndernes druer, og bønderne måtte finde nye veje. Dette er en af forklaringerne på den udvikling der er foregået med tysk vin i de seneste 20 år. De små vinbønder var presset ud i, at producere et produkt der var langt mere spændene end tidligere, det kunne sådan set kun gøres ved hjælp af et kvalitetsløft.

Bureaukraterne havde fejlet. Det var de bønderne der for alvor fik tysk vin tilbage på toppen. I 1985 blev “Charta” gruppen stiftet af en gruppe vinbønder i Rheingau. Målet var at producere tør riesling, som passede til tiden. Charta-gruppen udråbte i 1992 en del Rheingau marker til “Erste Gewächse” og i 2002 fulgte “Grosse Gewächse”. Idéen var ikke ny. Historiske kort fra 1868 viser klassificering af markerne ved Mosel, men denne praksis var ikke blevet brugt aktivt i mange år.

Sammenslutningen Verband Deutsche Prädikatsweingüter, bedst kendt som VDP, tog idéen til sig og har i dag nærmest formet kvalitetsinddelingen blandt tyske vinbønder. Foreningen blev stiftet i 1910 som en modreaktion mod den chaptalisering (tilsætning af sukker) som mange vinbønder var begyndt at anvende under gæringen. Et VDP medlem lever op til noget strengere krav, end dem man finder i den tyske vinlov. VDP, s kvalitetskrav og udbredelse gør, at de nærmest har sat nye standarder for tysk vinproduktion, – også ikke-medlemmer bruger modellen med at inddele vinene i Gutswein, Ortswein og Lagewein, hvor sidstnævnte kan tilføjes Erste Gewächse (1G) og/eller Grosse Gewächse (GG). 1G og GG er dog beskyttede betegnelser, kun for VDP medlemmer. Prädikaterne fra vinlovgivningen anno 1971 ses i dag næsten udelukkende på vine med restsødme.

Hvornår gjorde Riesling sit indtog?

En af de vigtigste druer på de tyske vinmarker er riesling. Men riesling har ikke være der altid. Druens historie er ikke så lang som for eksempel Pinot Noir´s.
German Wine Institute har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for Riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i Hessische Bergstrasse. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “Riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “Riesling” blev først brugt lidt senere af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552.

En ting er, at have Riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem. DNA-forskningen giver os ikke svaret, men forskerne mener, at den er opstået i Rhin-deltaet.

I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda det nedslidte kloster på Johannisberg. Konstantin satte en fuldstændig restaurering af kloster og vinmarker i gang. I årene 1720/21 blev her plantet 294.000 vinstokke der primært var riesling. Stiklingerne blev købt i Rüdesheim, Eberbach og Floersheim, hvilket viser, at riesling var ved at vinde indpas i Tyskland på dette tidspunkt. Man mener, at hård frost i 1720´erne kan have været en af nøglerne til den hårdføre rieslings succes. Mange andre sorter gik under i kuldegraderne.

I 1744 insisterede biskoppen af Speyer, kardinal Christoph von Hutten på, at alle Elbling-vinstokke skulle bortskaffes og erstattes af Riesling. Endnu vigtigere var det, da kurfyrsten af Trier Clemens Wenzeslaus, den 8. maj 1787 proklamerede, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af Riesling. Mosel-området fejrer hvert år Wenzeslaus på denne dato. Der gik dog mange år før riesling blev dominerende. Klimaet var køligt og riesling var svær at modne på de mindre gode placeringer. I 1879 bestod kun 42% af markarealet ved Mosel af riesling. Resten var hovedsageligt beplantet med Elbling, Silvaner og Traminer.

Klimaet i Europa (år 0 og frem til i dag)

En ting er handel og politik, noget andet er klima. Vind, varme, kulde, sol, regn. Det som vinbonden slås med hver eneste dag, året rundt. Vejret har naturligvis enorm betydning for vinbonden. Klimaet i Nordeuropa har budt på dramatisk opvarmning siden det 20. århundrede. Hvis vi kigger på gennemsnitlige årlige temperaturer, så var perioden 1983-2012 meget sandsynligt den varmeste 30-årige periode i de sidste 800 år og sandsynligvis den varmeste 30-årige periode i de sidste 1.400 år på den nordlige halvkugle. Dermed også sagt, at det har været varmt før. For klimaet forandres, om mennesket udleder CO2 eller ej. Og dermed ikke sagt, at CO2 ikke har betydning – for det har det!

• Læs mere om klimaforandringerne her

Overordnet set, så har romerne haft det varmt. Perioden år 0 til år 200 har budt på varme, tørre somre og vintre uden megen frost. Dernæst har Europa været kølet lidt ned, for i perioden 950-1200 at blive varm igen. Perioden kaldes også ”Den middelalderlige varmeperiode”. Perioden 1400-1950 har været kold, – denne periode kaldes også ”Den lille istid”. I ”den lille istid” har vækstperioden været kort og vintrene været hårde, med frost og sne. Den lille istid, samt Phylloxera, fik nærmest sat en stopper for vindyrkningen i Sachsen. Man mener der var 5000 hektar i området omkring år 1600. Omkring år 1900 begyndte man genplantningen, så der i dag er 497 hektar vinmarker i Sachsen, og selv Pinot Noir modner nu i området.

De klimatiske faktorer øver kæmpe indflydelse på hvilke druer man har kunnet dyrke. De fleste druesorter er ekstremt følsomme overfor temperatur-udsving. De præsterer bedst inden for et spænd i gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen på 2 grader. Når en ”Lille istid” rammer, med et fald i gennemsnitlig sommertemperatur på op til 3 grader, så betyder det enormt meget for vinbønderne. Riesling har haft det hårdt med kuldegraderne, Pinot Noir har været umulig at modne.

Planteavlen i en “Lille istid”

I slutningen af 1800-tallet og op igennem 1900-tallet blev der forsket meget i at skabe sorter der passede til det kølige tyske klima. Planteskoler og universiteter podede løs for at skabe nye sorter, som havde gode aromatiske egenskaber og en kort vækstsæson. Det er blevet til et utal af ligegyldige sorter, men også enkelte sorter, som måske på sigt vil kunne drive det til mere end blot at være udnævnt som ”manipuleret gadekryds”.

Dr. Julius Georg Scheu (1879-1949) var involveret i kreationen af mange druesorter, blandt andet Huxelrebe, Siegerrebe, Faberrebe, Regner, Perle von Alzey og Scheurebe. Sidstnævnte skal tages seriøst og bliver i disse år plantet på gode parceller af unge historisk interesserede vinmagere.

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) var en visionær mand og satte sig for at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Efter Doktorens død blev sorten opkaldt efter sin skaber. Müller Thurgau er storartet når den vokser det rigtige sted og udbyttet begrænses.

Konklusion

Tysk vin har været meget igennem. Op og nedture, og vinbønderne har skullet forholde sig til meget andet end vind og vejr gennem årene. Men det lysner derude. Relationerne til omverdenen er genskabt, kvaliteten på vinene er muligvis bedre end nogensinde. Faktisk er de tyske vinbønder ved at nærme sig et niveau, hvor resten af verden må kigge på i næsegrus beundring. Godt hjulpet på vej af klimaforandringerne, så produceres der i dag ikke bare riesling i verdensklasse i Tyskland. Pinot Noir bliver bedre for hvert år, Chardonnay er mesterlig, Sauvignon Blanc bliver bedre og bedre. Historien om tysk vin skrives stadig.

The post Tysk vins historie appeared first on Vin under lup.

Hvorfor er de romere så interessante? Det er de, fordi de gjorde forbavsende mange ting rigtigt. De besad en viden og en indsigt, som vi kunne lære noget af den dag i dag. Deres evne ud i arkitektur var vanvittig, især når man tænker på hvilke redskaber de havde at gøre med. Selvfølgelig ved vi mere om en hel masse i dag end de gjorde, men det er som om det ikke altid er en fordel at vide meget. Eller også glemmer vi at bruge det vi ved. Det gælder både inden for arkitektur, men også inden for vin. Det er helt sikkert én af grundene til, at fænomenet “naturvin” vokser i disse år. Producenterne vil tilbage til at finde glæde ved vin.

Der er mange teorier om hvor vin og vindyrkning stammer fra. Den gang jeg gik i vin-skole for små 30 år siden, var både vinplanten og vinproduktionen fra Kaukasus. Men skolebøgerne skrives om i disse år. Det tyder på, at vinplanten har været udbredt inden for de vinbælter vi kender i dag. Man arbejder nu med forskellige arnesteder, hvor de planter vi kender i dag oprinder fra. Den Iberiske halvø kunne meget vel være et af disse steder. Sardinien gør krav på at være det og Georgien er med sikkerhed.

Men hvad så med opdyrkningen af vin og produktion? Her peger arkæologiske fund stadig i retning af, at teknikkerne vandrede fra øst mod vest. Omkring år 1000 før Kristi var Fønikerne og grækerne i fuld gang med kolonisering af egnene omkring Middelhavet. Det var her der for alvor kom gang i vindyrkningen i Europa. Der blev udvekslet teknikker og plantemateriale og ikke mindst handlet vin. På Sardinien har man gjort arkæologiske fund af vinfremstillings-redskaber, der kan dateres til 1200 år før Kristi. Grækerne grundlagde handelsbyen Massalia/Marseille cirka 600 år før Kristi. Derfra gik vinproduktion sin gang – op gennem Rhone-dalen – og bredte sig ud som en vifte herfra.

Romerne tager over

Romerne tog over hvor grækerne slap, eller rettere, romerne var så vilde med grækerne og deres skikke, at de nærmest lavede en copy/paste på dem. For grækerne var vin en stor del af deres kultur, det samme blev det for romerne. Romerne var faktisk så glade for vin, at størstedelen af Italiens landbrugsarealer på et tidspunkt var dækket af vinstokke. Dette skabte problemer, idet kornleverancerne udefra var meget besværlige på den tid. Derfor vedtog man ved lov, at vinmarkarealet skulle begrænses, og ny plantninger blev forbudt.

Romerne havde et oprindelses- og klassifikations system, som skulle sikre adelen, at de fik den rigtige vin når de bestilte deres elskede “Falernum”. Falernum var en af de fineste romerske vine. Alle amphoraer blev således forsynet med stempel fra oprindelses stedet, noget der har hjulpet arkæologerne enormt i deres bestræbelser på at kortlægge romernes handels veje. Der er fundet romerske amphoraer i størstedelen af middelhavs-området.

De flittige romerske skribenter

Fra romertiden har man meget nøje beskrivelser af diverse vine, og derfor en rimeligt klar forestilling om, hvordan vinene smagte på den tid. Både Plinius den Ældre, Cato den ældre, Palladius, Varro og især Columella var flittige skribenter ud i vindyrkning og -produktion. Romerne havde en meget højt udviklet kultur omkring vinproduktion. Columella (år 4-70) skriver i sit værk ”De re rustica” om økonomi og kvalitet ved forskellige høstudbytter, samt hvilke druesorter der skal plantes i hvilken jord for at få det bedste resultat.

Cato skriver om vigtigheden i at holde produktions lokalet køligt og rent og anbefaler at lave nordvendte døråbninger til lagerlokaler. Plinius den ældre (år 23-79) skriver i hans ”Naturalis historia” om vigtigheden i, at holde gæringen kølig. Det kunne gøres ved at gære i nedgravet amphora. Allerede dengang tilsatte man kalk til en vin hvis den var for syrlig og Cato og Pliny nævner også brugen af svovl som konserveringsmiddel. Romerne kendte til mange af de teknikker som anvendes i dag.

De bedste vine på den tid var kraftige og søde, da de var produceret af sent høstede eller tørrede druer og ofte tilsat krydderier og/eller kogt koncentreret druemost. Nogle vine blev bragt til røgkamre, hvor de blev opbevaret, indtil de ændrede aroma til en kraftig og røget vin.

Katastrofen i Pompeji

Nogle af landets bedste og mest værdsatte vine kom fra marker omkring Napoli. Vinen Surrentium, kom såmænd fra vulkanen Vesuv´s skråninger. Byen Pompeji nær Vesuv var et center for vinproduktion og det var en katastrofe for den romerske vinindustri, da Vesuv i 79 gik i udbrud. By og marker blev begravet i lava og aske.

De druesorter de romerske forfattere beskriver som værende de vigtigste, er svære at nikke genkendende til i dag. De nævner sorterne: Aminea, Nomentana, Apian, Eugenian og Allobrogica. Grunden til, at ingen navne har overlevet, kan være en tilfældighed. Det kan dog også siges med sikkerhed, at de stokke, der står på de europæiske marker i dag, ikke på nogen måde behøver minde om datidens. Vitis Vinifera muterer og degenererer grundet ydre påvirkninger. Over få århundreder kan en sort mutere og have ændret karakter også selvom den er opdyrket.

Aminea blev betragtet som den bedste af dem alle. Der er mange teorier om hvilken druesort Aminea var, – men der er ingen beviser for noget som helst. Ampeolografer har ud fra de vækstmønstre de romerske skribenter beskriver et gæt. I de gamle skrifter beskrives druernes fysiologi, sorternes blomstring, udbytte, modning, tilbøjelighed til sygdomme og endelig vintype. Dette har ført til en teori om, at Aminea kunne være Savagnin, en af de ældst kendte sorter på de europæiske vinmarker.

Meget ender i gætteri, når der skal sættes navn på de druer romerne arbejdede med. Falernum bliver i nyere vinbøger beskrevet som en vin produceret på Aglianico, og druen skulle i øvrigt have græsk oprindelse. Ifølge DNA-forskeren Vouillamoz er det, det pure opspind.

Plinius den ældre nævner de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte. Man mener, at han kan have beskrevet Nebbiolo. DNA-forskning beviser, at sorten har en meget lang historie. Ingen forældre er fundet til Nebbiolo, til gengæld findes druens DNA i mange andre sorter.

Påvirkning af europæisk vindyrkning

Romerne bragte deres teknikker med ud i hele riget. I bakkerne omkring Vienne i Rhône-dalen, ikke langt fra Hermitage-højen, producerede romerne en af rigets store vine. Bordeaux blev en kæmpe handels-succes. Bordeaux-området bestod på daværende tidspunkt kun af Gironde-flodens højre bred. Chateau Ausone er opkaldt efter den romerske digter Ausonius som havde bopæl og vinmarker i det vi i dag kender som Saint-Emilion. Romerne elskede Bordeaux, for jorden var frugtbar og floden gjorde det nemt at fragte varer herfra.

Romerne kan muligvis have dyrket Cabernet Franc i Bordeaux og bragt druen til både Loire og Sydengland. Klimaet var varmere den gang, derfor var vindyrkning i England mulig. I Bourgogne og Champagne har de med stor sansynlighed arbejdet med Pinot Noir.

En af Tysklands ældste byer, Trier, ved Mosel, hed “Augusta Treverorum”. Byen var hovedstad i den Galliske del af Romerriget. Der er masser af levn fra Romernes tilstedeværelse langs Mosel-floden, blandt andet flere anlæg til presning af druer. De er med romersk akkuratesse naturligvis anlagt ved direkte sydvendte skråninger. I Trier finder man ”Porta Nigra”, som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Romerne arbejdede dengang formentlig med druesorten Elbling, Riesling er af nyere dato.

Omkring år 0 var Jorden inde i en varm periode. Derfor kunne romerne dyrke vin i Sydengland, noget som i disse år bliver genoptaget.
Fra 1350 til 1850 har vi været inde i det der kaldes ”Den lille istid”. Det har i den periode været svært at producere vin i Nordeuropa. Problematikken er nu afløst af temperaturstigninger, som kan være naturlige klimaforandringer, men som desværre med sikkerhed forstærkes af menneskets udledning af CO2.

The post Det vinglade folk Romerne appeared first on Vin under lup.

Der er mangel på bevis for, at man kan smage en jordbundstype i en vin. De fleste geologer vil hurtigt kunne pille alle dine forestillinger om, at du mener at kunne smage om din riesling er dyrket i basisk basalt- eller sur granit-holdig jordbund fra dig.

Grundelementet – stenen

Vin og geologi. Ak ja. Diskussionen kan fortsætte. Kan man smage en sten? Kan man smage mineralitet?Faktum er, at der findes et væld af forskellige jordtyper rundt omkring på vores klode, som hver især danner grundlag for hvad der kan dyrkes hvor. Skærer vi helt ind til benet, så er basis for alle jordbundstyper sten. Sten, som er dannet for millioner af år siden og som efterfølgende er blevet eroderet mindre og mindre, nogle for at blive sat sammen i nye former og danne nye stenarter med andre egenskaber.

Man tænker ikke over det, men vores klode er i den grad i ”live”. Den er et sammensat og fascinerende system. Den består af en indre kerne af 5000 grader varm jern-nikkel, som kun er fast fordi trykket inderst i Jorden er over 400 millioner bar.  Den ydre kerne er flydende, da trykket op mod jordoverfladen falder. Uden på kernen ligger kappen, som består af flydende 1000 grader varm og mineralrig magma. Yderst ligger et tyndt lag jordskorpe (ca. 30 km tyk). Her er så koldt, at magma stivner og bliver til sten.

Jordskorpen består af de faste tektoniske plader, inddelt i kontinentalplader og oceanplader, og det er når disse plader bevæger sig, eller gennembrydes, at stenarter dannes. Sten dannes af vulkansk aktivitet, samt tryk og varme i undergrunden. Der foregår hele tiden om-rokeringer i undergrunden, om end det går langsomt, så går det. Noget materiale søger op, andet søger ned. Bjerge kan være dannet både ved vulkansk aktivitet, men også ved forskydninger imellem pladerne, så bjergmateriale skubbes op fra undergrunden, også kaldet bjergfoldninger. Alle disse aktiviteter er med til at skabe en mængde forskellige stenarter. Stenarter som vi i dag kan finde i eroderet stand på alverdens vinmarker, og som os vinnørder mener, afgiver en bestemt karakter til den vin der dyrkes, at vin og geologi indgår i et samspil med hinanden.

Stentyper

Uanset stentype så nedbrydes stenen af vind, vand, is og dyreliv til mindre og mindre partikler og de mineraler stenen er bygget af bliver langsomt en del at omgivelserne, eller føres væk med vand. Så vi kan altså ikke engang være sikre på, at en jordbund med højt basalt-indhold vil være basisk, som basalt ellers er. Erosionens trappe løber som følger: Klippe bliver til sten, sten til grus, grus bliver til sand og sand bliver til ler. Ler er sidste trin. Udsættes ler af geologiske årsager for stort tryk bliver det atter til sten, og skulle stenen ende med at søge mod jordens indre, så kan den begynde at smelte og ende med igen at blive til magma. Ligesom med alt andet på denne planet, så er det et sluttet og uendeligt kredsløb.

Magmatiske stenarter

Man kan inddele stentyper i tre forskellige klasser. De magmatiske stammer fra vulkansk aktivitet på land eller i vand. Stenarterne er bl.a. granit, basalt og gabbro. Basalt er dannet ved hurtig afkøling af lava, det vil sige ved vulkanudbrud. Granit og gabbro er oftest dannet i undergrunden og har gennemgået en langsom afkøling, derfor har mineralerne haft tid til at samle sig og blive store, hvilket giver de flotte mønstre i stenene.

Beaujolais er berygtet for sin granit-jord, Hermitage-højen i det nordlige Rhône og også i Alsace findes der forekomster af granit. Basalt findes også i Pfalz, hvor marken “Pechstein” er berygtet for sit høje basalt indhold. Muscadet-området er et mekka for enhver geolog, her findes et utal af stenarter, blandt andet både Gabbro og Gnejs.

Sedimentære stenarter

Næste gruppe er de sedimentære sten-arter, som er eroderet fra andre stenarter til f.eks sandkorn, og dernæst bundet sammen af mineraler som f.eks. kalcit, silikat eller dolomit i en ny struktur og udsat for et tryk, som har dannet en ny sten. Kalksten og sandsten er et eksempel på dette. Sandsten kender vi især fra de småsten der skylder i land på vores strande, eller de lidt større sten på vinmarkerne i Chateauneuf-du-Pape. Kalksten er blandt andet det humus-laget hviler på i Côte d´Or i Bourgogne. Gammel havbund, som er blevet udsat for tryk og dernæst har rejst sig ved hjælp af de tektoniske pladers bevægelser. Muschelkalk hører også til denne kategori. Det er sandsten, hvori der forefindes masser af fossiler.

Metamorfe stenarter

Sidste kategori er de metamorfe sten. De opstår når f. eks kalksten udsættes for et voldsomt tryk og derved ændrer struktur. Marmor er et eksempel på en kalksten der har gennemgået metamorfose ved højt tryk. Skifer er lersten, der har gennemgået en metamorfose ved mindre tryk end marmor. Skifer kender vi fra mange vinmarker rundt omkring i Europa. Når man tænker på, at skifer er skabt under tryk, så kan man undres over, at der findes 300 meter høje skifer-skråninger, men her skal vi huske på, at det meste af Centraleuropa er gammel havbund, og at Jordkloden har eksisteret i flere hundrede millioner år. Der er sket store geologiske ændringer igennem alle disse år. Tektoniske plader har bevæget sig, underjordisk aktivitet har skubbet sten og bjerge op til jordoverfladen, have er opstået, have er forsvundet. De bjerge og skråninger vi ser i dag, er skabt over lang tid, og vil se helt anderledes ud om 250 millioner år. Der findes en sjov video omkring dette emne, produceret af BIVB, som illustrerer meget godt, hvad og hvordan nutidens landskaber er skabt – i dette tilfælde Bourgogne. De kalder den, voldsomt upassende i denne sammenhæng, for “Birthplace of terroir”.

Erosion

Sten gør det ikke alene. Der skal vand og humus til, for at en vinplante kan gro, men basis vil altid være sten. Selv en lerjord består af bitte små fragmenter af sten, iblandet en stor andel organisk materiale.

Humus består af vissen forrådnet vegetation, svampe, blade, mos osv. Døde insekter og dyr og gødskning fra dyr. Al denne kompost, som engang var liv, skaber fundament for nyt liv. Humus indeholder let tilgængelige vitaminer og mineraler, som planten har brug for. Sten består ganske vist ofte af mineraler, men disse er ikke omsættelige for planten, og at forsøge at dyrke vin i en spand med sten er ikke muligt. Planten vil uden tilførsel af næring dø.

Jo mere eroderet en jordbund er, jo større chance er der for, at der er humus til stede i jordbunden og en vinplante vil være mere viril i lerjord end på en skiferskråning. En vinmark kan i mange tilfælde se gold og stenet ud på overfladen, men vil et sted i undergrunden have næring til vinplanternes rødder.

Eksempler på eroderede jordbundstyper

Löss – findes mange steder i Mellemeuropa og består af silt, der har en kornstørrelse mindre end sand, men større end ler. Löss er frugtbar, men ikke specielt veldrænende.

Terra Rossa – består af forvitret kalksten hvor jernet i stenen er blevet oxyderet og derved blevet rødt. Jordbunden er frugtbar og veldrænende. Findes flere steder i Spanien og i Coonawarra i Australien.

Mergel er den kalkholdige ler, som findes i Cote d´Or i Bourgogne og er udbredt i Piemonte. Det er frugtbar jord, der grundet det høje kalkindhold skaber grundlag for druer med højt syreindhold.

Konklusion

Geologerne siger, at det eneste der kan påvirke druernes smag, er jordbundens evne til at holde på varme og vand, al snak om ”mineralitet” og ”terroir” er vås. Det er ikke jordbunden der kan smages. Hvis der er sammenfald i karakter mellem to vine på samme drue, fra samme jordbundstype, men geografisk adskilt, så må det være andre ting der spiller ind. Og de har sikkert ret. Men selv hvis svaret skal findes i mikrobiologi, så vil en bestemt jordbundstype måske så kunne fremprovokere en bestemt type bakterie- og gærkultur, og så vil det hele jo alligevel, på et eller andet plan, relatere til jordbunden.

Et er sikkert, jeg kapitulerer ikke: Jordbund har betydning!

Uforklarligt stor betydning. Gamay smager bare mere fyrigt fra granitten i Beaujolais, riesling får fantastisk kompleksitet fra basalt-jorden på Pechstein og bliver rank og feminin i skiferjorden ved Mosel. Der findes masser af eksempler på, at vin og geologi reagerer med hinanden. Vi ved bare ikke hvorfor.

The post Vin og geologi appeared first on Vin under lup.

Hvordan i alverden kan du påstå, at din vin smager mineralsk? Hvad vil det sige? Kan man smage mineralitet? Smager vinen af jord?

Og nej, det er egentlig et ord man slet ikke kan bruge. Mineraler kan ikke smages i en vin. Der er så få mineraler i en færdiggæret vin, at det er idioti at tro, at man kan smage det. Dem der var har gærcellerne fortæret under gæringsprocessen. Men kan mineralerne have påvirket gæringen i en bestemt retning? Kan udtrykket på den måde retfærdiggøres?  Måske. Problemet er bare, at to jordbunde, i hver sin ende af skalaen, en stenet vel-drænet jordbund og en fugtig jordbund med højt indhold af ler, kan have næsten samme kemiske sammensætning, næsten samme mineralforekomster og dermed formentlig vil skabe en druemost med nogenlunde samme mineralforekomster. Alligevel smager de to vine forskelligt. Hvad er det så der gør forskellen? Er det mikro-klimatiske forhold, jord-temperatur, bakterie-kultur? En ting er sikkert, det er i princippet hamrende forkert at bruge betegnelsen mineralitet. Men hør nu. Hvordan forklarer man så, at en Champagne og en Chablis smager af kalksten, at en Mosel riesling smager af skifer, at en Beaujolais smager af granit?

Forfatter og professor emeritus i geologi Alex Maltman siger, at brug af ordet mineralitet er lidt ligesom at sige at man tror på julemanden. Godt, så tøver jeg ikke med at sige, at jeg tror på julemanden! For en jul uden julemand ville godt nok være trist.

Den ukendte faktor

Der findes en ukendt faktor inden for vin. For hvad er det der giver smagsforskelle og særlige kendetegn fra bestemte områder, bestemte jordbundstyper? Videnskaben leder stadig efter svar. Neustadt Weincampus har gennem en årrække arbejdet med riesling dyrket i flere forskellige jordbundstyper i Pfalz. Studiet er endnu ikke tilgængeligt, men Dr. Ulrich Fischer kan bekræfte at vinene konsekvent har givet forskellig aroma-profil og at de enkelte vines særpræg har været vedvarende. Forsøget bliver foretaget inden for et meget afgrænset område og kan ikke forklares med klimatiske forskelle, store forskelle i nedbør eller luft-temperatur. Det ligger dog helt fast, at hver enkelt jordbunds-type påvirker vinplantens vækst, vinplantens genetik ændres i forhold til jordtemperatur, kemisk sammensætning og vandforekomst. Det hele spiller naturligvis en rolle for den endelige vin. Nærmer vi os så ikke en retfærdiggørelse af ordet mineralitet?

En helt anden vinkel på diskussionen er, at man er begyndt at analysere jordbakteriers indflydelse på vinens smag. Det ville måske kunne give mening, at en bestemt jordbundstype, grundet sin temperatur og evne til at holde på vand ville kunne fremme væksten af bestemte bakterier, og bestemte gærceller, som ender i gæringskarret og øver indflydelse på gæringen. Det ville i min verden også være en form for ”mineralitet” – et aftryk af den jord, de omgivelser, som vinen er blevet skabt i.

En mineralsk oplevelse

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at bestemte jordbundstyper påvirker vinens karakter, bakterier eller ej. Selv ubevidst er jeg blevet bekræftet i dette. Under et besøg hos en vinbonde ved Mosel i Tyskland blev der serveret en Riesling fra marken Schweicher Annaberg for mig. Jeg kendte ikke umiddelbart marken. Forsøgte desperat at se Mosel-floden for mig og placere Schweich, men lige klog blev jeg. Den slags siger man jo ikke. Man lader bare som om, at man ude mærket ved hvor den mark ligger. Jeg stak næsen i den. Den duftede himmelsk af eksotisk frugt, citronskal og så dette særlige krydderi, som jeg syntes jeg havde duftet før. Jeg udbrød: ”Den dufter jo som en vin fra Ürziger Würzgarten” og nåede heldigvis ikke at sige mere før vinbonden nikkede anerkendende og sagde, at det gav god mening, for Schweich og Ürzig er de to eneste steder ved Mosel hvor der forefindes rød skifer!

Min uvidenhed blev pludselig en styrke. Tilfældigt? Ja, i den grad. Men vinens duft og smag, – tilfældigt? Næppe. Der er faktorer, der gør, at rød skifer tilfører vinen et bestemt særpræg og andre jordbundstyper bidrager med noget andet.

Jeg vil kæmpe for retten

Det er præcis derfor ordet mineralitet anvendes – og må anvendes. Det er en metafor. Det er et ord der kunne have været erstattet af ethvert andet vrøvlet ord, som gav mulighed for at beskrive noget uhåndterbart og uforklarligt. Mere er der egentlig ikke at sige om det. Jeg vil til enhver tid forsvare retten til at sige: ”Fantastisk mineralitet!”

Det skal også i denne sammenhæng tilføjes, at det forekommer mig en smule underligt, at jeg kaster mig ud i et forsvar for brugen af ordet. Der bliver brugt alle mulige vanvittige ord for at beskrive vines duft og smag. Tag for eksempel “nyslået græs”, “læder”, “roser”, “ananas”, “sort peber” – alle ved jo, at der hverken er græs eller peber i vinen – eller forhåbentlig ikke er det. Så stop hykleriet. Lad mig bruge min metafor!

The post Mineralitet – er det noget man smager? appeared first on Vin under lup.

Det er formentlig få generationer før os, der har kunnet iagttage klimaforandringer på samme måde som vi kan. Tallene lyver ikke, nedbørsmængderne, om de er højere eller lavere end normalt, lyver ikke, orkanerne tager til i antal og styrke, områder udtørrer og bliver til ørken, og isen på polerne smelter. Det hele sker med en fart, som ikke er oplevet siden sidste istid ophørte for 12.000 år siden. Man behøver ikke længere være forsker eller “klimatosse” for at kunne se, at der sker noget.

Men planeten Jorden´s temperatur har jo altid svinget op og ned. Istider er kommet og gået, og Grønland var engang grøn. Problemet er, at selv om vi tager tidligere varme perioder i betragtning, så er vi på vej ind i en periode, der ser ud til at blive rigtig varm, godt hjulpet på vej af menneskets udledning af CO2.

På vinuniversiteterne går forskningen nu i retning af, at udvikle sorter, der kan klare ekstrem varme, og som kan agere i en atmosfære med højere CO2 koncentration. Det er helt andre udfordringer man står overfor, end det var for bare 30 år siden.

Tidligere varme perioder

Klima er ikke nemt at tale om kortsigtet. Klimaet har ændret sig på Jorden siden den blev dannet. Der har været varme perioder og der har været kolde perioder. Der er evidens for, at Romerne dyrkede vin i det sydlige England omkring år 300. Vi ved også, ud fra årringe i træer og høsttidspunkter i notesbøger, at perioden 900-1300, var en varm periode på Jorden. Fra år 1350-1850 har vi været inde i den periode som meteorologerne kalder ”Den lille istid”. Denne periode har gjort vindyrkning så at sige umulig i Nordeuropa. Det er denne kolde periode vi er på vej ud af. Så meget ved vi.

Spørger man NASA, så er det vi oplever lige nu, et fænomen som Jorden før har oplevet. Det handler om Jorden´s bane og hældning i forhold til Solen. Man taler om en Milankowitch-cyklus som gør, at istider kommer og går. NASA mener endda at kunne bevise, at temperaturstigningerne på vej ud af istider før har været voldsomme. Hos NASA fornægter man dog heller ikke, at CO2 er med til at forstærke effekten. NASA´s klimatiske tidmaskine taler sit helt eget sprog. Mennesket er godt i gang med at forurene sit eget hjem.

Stolte traditioner kan stå for fald

Klimaforandringer påvirker i den grad vinbruget. Både før og nu. En af grundende til, at en drue som Pinot Noir i dag er at finde i Ahr-dalen i Tyskland, skyldes formentlig en af de varme perioder, der ledte op til ”Den lille istid”. Klimaet var tidligere egnet til dyrkning af Pinot Noir, men druesorten har i mellemtiden været svær at tumle for vinbønderne i Ahr. Pinot Noir har selv forsøgt at tilpasse sig de kølige omgivelser og derfor opstod sorten Frühburgunder. Sorten er en mutation af Pinot Noir, som er opstået, fordi plantens DNA har tilpasset sig og derved modner hurtigere end Pinot Noir. Ahr-klimaet bliver dog i disse år mere og mere Pinot Noir-venligt. Gennemsnitstemperaturen i Ahr er steget med 1,6 grader gennem de seneste 50 år. En vinbonde ved Ahr, kan med andre ord glæde sig over klimaforandringerne. Men det er der andre der ikke kan.

Områder med stolte traditioner har naturligvis sværest ved at acceptere en omstilling. Enkelte nægter helt at tale om problemet. Men det forsvinder bare ikke selvom man ikke taler om det. Af samme grund ses omstillingen tydeligst i den nye vinverden. Her handler det om at levere et slutresultat, om det er på den ene eller den anden drue er knap så vigtigt. I Australien udskiftes Grenache flere steder med Mataro, også kendt som Mouvedre. Sidstnævnte tackler varme og tørke bedre og bevarer frem for alt syre. Grenache har en tendens til at eksplodere i sukker og smide sin syre hvis det bliver for varmt.

Hvordan ser vinbruget ud om 30 år?

Desværre ser det ikke ud som om, at vi kan knække kurven bare sådan lige. For det første er der stadig dem der mener, at det hele er en gang hysteri og at tingene retter sig selv, for det andet er der enorme økonomiske interesser på spil. Klimaet er desværre taberen i forhold til ussel mammon. Man regner derfor med en yderligere stigning i gennemsnitstemperaturen på globalt plan på 1,5-4 grader inden slutningen af dette århundrede. En ændring som vil få den sydlige halvkugles vinområder til næsten at forsvinde. Den sydlige halvkugle har meget lidt landjord mellem 30. og 50. breddegrad, som er de breddegrader hvor vindyrkning i dag er mulig.

På den sydlige halvkugle ligger de fleste vinmarker mellem den 30. og 40. breddegrad, som allerede i dag er varme klimazoner i forhold til vinproduktion. Der vil stort set kun være sydspidsen af Sydamerika tilbage, som egnet vinområde hvis forudsigelserne holder. På den nordlige halvkugle vil vindyrkningen rykke mod nord. Canada, England, Danmark, Sydsverige, Polen, de baltiske lande, samt store dele af Asien vil blive nye vinlande. I de i dag eksisterende vinområder vil man blive nødt til at udskifte druesorter for at tilpasse sig det nye de nye forhold og Sydeuropa vil blive for varm til vindyrkning.

Pierre Huglin´s index

De enkelte druesorter har gennem århundreder tilpasset sig bestemte klimatiske forhold. Biologen Pierre Huglin udviklede sit såkaldte Huglin index, i dette opererer han med gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen. Han påviste herved, at hver enkelt sort performer bedst inden for et spænd på 2-3 grader. Kommer gennemsnitstemperaturen over eller under dette spænd, så bliver druen problematisk at dyrke. Stiger temepraturen som for nuværende, så stiger sukkerindholdet, syreindholdet falder og aromaprofilen ændres. Fremskriver vi de seneste 50 års stigninger så vil Bourgogne være for varm til Pinot Noir og Rheingau for varm til Riesling i 2050.

Scenariet er desværre meget sandsynligt. Sommeren 2003 var den varmeste sommer i Bourgogne siden 1370 og siden er den rekord blevet overgået flere gange. Chardonnay vil kunne dyrkes lidt længere ud i fremtiden end Pinot Noir i Bourgogne, men det vil helt sikkert blive en anden Chardonnay, med mindre syre og måske en anden aroma-profil end i dag. Vinverdenen kan se meget anderledes ud om 50 år!

Touriga Nacional fra Bordeaux?

Bordeaux kan også få det svært, især i forhold til de hvide druer Sauvignon Blanc og Semillon, men også Cabernet Franc vil få det varmt. Faktisk har man allerede godkendt nye druer til produktion af AOP Bordeaux, heriblandt portugisiske Touriga Nacional. Barolo er heldigere stillet. Nebbiolo kan tackle en del varme, men igen, stilmæssigt vil fremtidens Barolo måske se anderledes ud.

I Alsace er den potentielle alkohol i Riesling steget med 2,5% på 30 år. Mosel og Rheingau vil i år 2050 (Baseret på en temperaturstigning på 1,6 grader fra år 2000) være bedre egnet til dyrkning af Cabernet Franc end Riesling. Vi ser allerede nu, at Rheingau i 2015 er på samme temperaturniveau, som Bordeaux var i 1960. Så der er ikke noget at sige til, at Riesling sveder lidt i varmen, og høsttidsdatoen for Riesling falder tidligere og tidligere.

Det lyder helt vanvittigt, men det kan være forandringens århundrede vi er gået ind i. Dem der ignorerer klimaforandringer, og som elsker Bourgogne Pinot Noir, de vil måske om 50 år indse, at de tog fejl. Imens de sidder og skænker sig et glas Syrah fra Romanée Conti! Fremtidens store Pinot Noir kan meget vel være fra Tyskland, der især i de seneste 10 år har nydt godt af et varmere klima. Tyskerne kalder Pinot Noir for Spätburgunder. Hvis du ikke har opdaget “det tyske mirakel” endnu. Så skulle du se at komme igang.

The post Hvad gør klimaforandringer ved vinbruget? appeared first on Vin under lup.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at Spätburgunder aka tysk pinot noir er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning. Og nu vi er ved jordbunde, så kan vi også lige slå fast, hvad en jordbund opstår af. For det hele handler om erosion. Det starter med et bjerg, som bliver nedbrudt af vind, vejr, varme og kulde. Først nedbrydes det til sten, senere i mindre partikler til grus, dernæst sand og til sidst ler. Jo mindre partikler, es mere organisk materiale er der i jorden, og des bedre holder den på vand.

Ler

Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

Sand

Löss er en sandart, der består af så små og fine sandkorn, at det binder sammen som ler. Löss dræner bedre end ler, men en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten

En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Jordbund spiller en kæmpe rolle for det endelige resultat, men det gør faktorer som klima, klon og produktionsmetode også. Læs mere om klon- og produktionsvalg valg i artiklen – Hvad er den bedste klon af Pinot Noir?

The post Spätburgunder – den røde Riesling appeared first on Vin under lup.

Økologi vinder frem indenfor vinbrug og vinproduktion som indenfor alle andre landbrug. For 20-25 år siden var det sådan, at de producenter der lagde om til økologisk drift, blev hånet og hængt ud som fanatikere. Sådan er det ikke længere. I dag er det mere et spørgsmål om, om man vil have muligheden for at redde sine druer i tilfælde af uforudset sygdom, eller man går planken ud og lægger om. Der er sket en holdningsændring, og den er sket ret hurtigt. Til stor glæde for os der elsker god vin, og som gerne vil købe økologi. For bare 20 år siden var det utroligt svært at finde god økologisk vin, – I dag er det utroligt nemt.

Men hvad er økologisk vin i grunden?

Som vi også har erfaret med æg, rugbrød og kød, så er økologi mange ting. Der tillades ofte langt flere af de stoffer, som de konventionelt dyrkende bønder anvender, end man forventer.

Definitionen på økologisk vin er en smule mere kompliceret end på f. eks. æg og kød, fordi den involverer to processer. Vin er jo både dyrkning og produktion. Den økologiske produktion har man haft store problemer med at definere. I forbindelse med vinproduktion anvendes en del stoffer, som ikke umiddelbart kan kaldes økologiske, men som dog er naturlige. Det er bl. a. anvendelsen af svovl, vinsyre, druesukker, enzymer, vitaminer og gær, der forårsager problemerne. Enzymer er flittigt brugt i den konventionelle vinproduktion og skal nok have en del af skylden for, at billig vin er blevet drikbart. Enzymerne fremmer bestemte processer i vinifikationen. Når man henter enzymer i naturen og rendyrker dem, er det så økologi? Det er, når alt kommer til alt, ikke strengt nødvendigt at anvende dem i produktionen og dermed også en form for manipulation med det endelige produkt.

Helt frem til 2012 ophørte definitionen af økologisk vin på det tidspunkt, hvor druerne høstedes og kørtes til gæringskarret. Fra det tidspunkt var det kun vinbondens samvittighed, der kunne afgøre om produktet forblev økologisk eller ej. Påskriften på økologiske vine var derfor også: “Vin fremstillet af økologisk dyrkede druer.”
Fra 2012 vedtog EU et regelsæt, som gjorde, at der nu er et regelsæt for hele processen fra arbejdet i marken til vinifikationen i kælderen. Nu er det grønne blad kommet på etiketterne. Bladet er din garanti for, at producenten opfylder EU´s krav.

På vinmarken er to ikke-økologiske sprøjtemidler tilladt: kobber, der anvendes mod meldug og er tilladt i mængder svarende til max. 1500 g/ha om året, imod 3000 g/ha konventionelt. Svovl anvendes som forebyggende middel imod Botrytis og Oïdium. Kunstgødning er bandlyst. I vinifikationen er svovl tilladt, men mindre end i konventionel vin. En konventionelt produceret rødvin må maksimalt indeholde 150 mg/ltr svovl når den tappes. En økologisk må maksimalt indehoilde 100 mg/ltr. En lang række enzymer og tilsætningsstoffer er bandlyst i produktionen.

Økonomien styrer idealismen

Flere og flere vinbønder får øjnene op for at på trods af lavere udbytte, så er der en hel del fornuft i økologien. Målene er modstridende. I konventionelt landbrug er det optimale, at kunne høste med stort udbytte og ikke miste druer på grund af sygdomme. Dette mål opnås ved hjælp af manipulation med jordbunden ved hjælp af kunstgødning. Samt manipulation med planterne, idet insekter og sygdomme både forebygges og fjernes/helbredes via kunstige sprøjtemidler. I økologien er målet at opnå en sund jordbund rig på mikroorganismer. Det gøres ved at tilføre biologiske gødning, som nedbrydes af markens egne bakterier og mikroorganismer. Derved påvirkes planten til at opnå et stærkt immunforsvar og levere sunde druer. Den biologiske gødning kan være leveret af dyr, men især kompost af gamle vinplanter er velegnet, da det indeholder præcis de mineraler, som planten har brug for.

Det har vist sig, at det konventionelle landbrug godt nok opnår fine resultater rent teknisk og kvantitetsmæssigt. Prisen er bare dyr. Det ender med en udpining af jordbunden og en ensretning af druernes smagsnuancer. Lidt groft kan man sige, at ved overdrevent brug af kunstgødning og kunstige sprøjtemidler vil en vinmark i Frankrig, efter en årrække, miste sin typicitet og smage som en vinmark fra Californien.

Det har samtidig vist sig, at omlægningen til økologisk landbrug nok er kostbar, men efter få år opnås en økologisk balance i marken, og vinplanterne nyder godt af de forbedrede vækstbetingelser. De bliver faktisk mere resistente overfor sygdomme. På den måde undgås ad naturens vej en del af de sprøjtninger, der er nødvendige i konventionelt landbrug. Svampesygdomme i druerne er største udfordring, af samme grund er udbyttet pr. plante ofte lavere.

Biodynamisk dyrkning

Økologisk landbrug er i grove træk konventionelt landbrug uden brug af pesticider. Biodynamisk vinbrug er en helt anden snak. En biodynamisk vinmark dyrkes efter manges mening efter den rene heksekunst. Biodynamikkens fader er den østrigske filosof Rudolf Steiner. Han gjorde tyske vinbønder bekendt med sine idéer første gang i 1924. Den gang troede man manden var gal. I dag anvendes hans teknikker af top producenter som: Michel Chapoutier i Rhône, Dominique Lafon i Meursault, Anne-Claude Leflaive i Meursault, Lalou Bize-Leroy i Meursault og André Ostertag i Alsace og listen bliver længere. De er ikke i tvivl om, at Steiner har ret. De er nok mere i tvivl om, hvorfor han har ret, og flere af dem søger naturligt nok en videnskabelig forklaring på fænomenet.

Definitionen på biodynamisk vindyrkning er ikke så ligetil. Overordnet så var det Rudolf Steiners teori, at menneske, jordbund og univers er tættere forbundet, end man i dag går og tror. Jordbunden er en levende afbalanceret organisme og alt, hvad der bevæger sig på og i jordbunden. Mennesker, dyr og planter, – er fælles forbundet med de spirituelle kræfter i universet. Alt, hvad vinbonden foretager sig på vinmarken, påvirker således planten. Planten og han er samtidig påvirket af universet og den planetare cyklus, så alt arbejde i vinmarken er styret af planeternes indbyrdes placering.

Maria Thun fører Steiner-teorien videre

Der forskes stadig i Steiner´s teorier. Maria Thun er et af de mennesker, som har taget hans studier til sig og omsat hans teori til nu, at omfatte over 50 års praktisk erfaring med havearbejde efter biodynamiske principper. Maria Thun kan bekræfte, at plantens vækstmønster er påvirket af planeternes stilling på himlen. Hun inddeler havearbejde i 4 typer. Der findes roddage, bladdage, frugtdage og blomsterdage. Alle kræver de, at man udfører bestemte arbejdsopgaver på netop disse dage for at opnå det bedste resultat. Hun udgiver en kalender hvert år, der fortæller hvornår hvad skal gøres. Hvis man vil så radiser, skal det for eksempel gøres på en roddag, så vokser de bedst.

Maria Thun mener endda at have påvist, at vin skal drikkes på en frugtdag for at smage bedst. Det er altså ikke lige meget hvornår du åbner den 30 år gamle Bordeaux Grand Cru Classé, som har ligget under optimale forhold og bare ventet på den helt rigtige begivenhed!

Det siger næsten sig selv, at disse vinbønder må være fanatiske, og at sprøjtning med alt andet end naturmidler er som at stikke en pæl i hjertet på dem. På markerne anvendes udelukkende homøopatiske midler såsom: Tidselblomstssuppe, der har et naturligt højt mineral og svovlindhold og beskytter mod insektangreb. Hvidløgssuppe, der lugter så kraftigt, at insekter enten besvimer eller blot holder sig væk. Organisk gødning tilsat forskellige mineralholdige urter, der fermenteres i kohorn, der har været nedgravet i jorden vinteren over. Som svampedræbende middel anvendes støvet fra tørret og kvast padderokkeurt, og sådan kunne man blive ved.

Den biodynamisk dyrkende vinbonde bruger en uendelig mængde tid på at fremstille disse midler, og fremstillingen af de homøopatiske præparater kan da også gradbøjes. Eksempelvis finder Robert Eden fra Château Maris, at Rudolf Steiners teori er god, men at hans praksis er for besværlig. Man kan fint opnå de samme resultater på mindre tidskrævende måder. Han anvender ikke metoden med at nedgrave horn. Samme resultat kan opnås ved at dække bunken af komøg iblandet urter, med et lag jord og lade det ligge og fermentere, indtil det spredes på marken.

Det hele lyder som galimatias, men er det nu det? Der findes forholdsvis simple forklaringer på enkelte biodynamiske dyrkningsprocesser. Ved fuldmåne er der større saftspænding i planterne, derfor bør beskæring undgås, da planten ellers vil bløde kraftigt og immunforsvaret svækkes. Planten Padderokke har et stort indhold af kiselsyre, der ved sprøjtning i vinmarken danner små fugtsugende korn og derved modvirker svamp. Forholdsvis enkle forklaringer på “heksekunst”.

The post Økologisk og biodynamisk vinbrug appeared first on Vin under lup.

Er der brug for flere bloggere i denne verden? Ved det ikke, men jeg har brug for en blog. Når man går med så meget inde i sit hoved som jeg gør, så er man nødt til at få det ud. Meget af det, der rumsterer i mit hoved handler om vin, – det der rumsterer omkring fodbold og andet væsentligt vil jeg overlade til et andet forum. På bloggen “Vin under lup” skal vi tilbage til rødderne for at finde en forklaring, men også finde en horisont der rækker længere end til eget vinglas. Det er en vinøs legeplads, hvor fokus er kvalitet og viden, uden nogen form for snob.

På vin under lup dykker vi ned i vinhandlerens og vinproducentens hverdag. Helst helt uden filter, men blev det uden filter – så ville vi nok skræmme hinanden.

Som Terningemanden siger: “Lær dig selv at kende, accepter dig selv, men vær for alt i verden ikke dig selv!” – en kunst der er ualmindeligt svær at beherske.

God læsning på bloggen

The post Bloggen Vin under lup appeared first on Vin under lup.