Det vilde er, at det stadig er som om eventyret kun lige er startet. Tysk Pinot Noir går en vild, vild fremtid i møde. Når det er sagt, så er det en meget lille del, der hører til i den absolutte top og som kan udfordre Bourgogne. En meget god pejling er, at VDP-medlemmer dyrker cirka 1150 hektar af Tysklands Pinot Noir. Det svarer til cirka 10% af det samlede areal. Man behøver ikke være VDP medlem for at lave god Pinot Noir, men det viser alligevel lidt om hvor lille en produktion vi taler om. Johannes Jülg producerer 2000 flasker Kostert hvert år. Det er ingenting!

Jeg spurgte Johannes Jülg om han troede andelen af kvalitetsbevidste producenter vil stige. Han var lidt tøvende. Fordi det kræver penge at dyrke Pinot Noir. Du skal købe eller arve en etableret ejendom, og hvem har pengene til det, eller en onkel med en vingård…?
Nogle har. Som for eksempel Severin fra Gebrüder Mathis. Et pragt-eksempel på, at der kan opstå små mirakler.

Selve smagningen

Smagningen forløb helt som den plejer. Indledning med en kort (nogen synes ikke den var så kort) status på tysk pinot og introduktion af de 11 deltagende producenter. Hvordan producerer de deres vin og hvorfor ender det ud med at smage som det gør. Dernæst skulle der smages. Semiblindt. Det vil sige deltagerne vidste hvad der kom, bare ikke hvornår. Hvor var hvad? “Den her er mørk og stilket, kunne det være Sermann?”, “Denne her er lys og rødfrugtet, kunne det være Gebrüder Mathis?”

Men vigtigst af alt, så skulle deltagerne give de enkelte vine point, og vi skulle have fundet aftenens flotteste Spätburgunder.

Vinene var endnu engang valgt på udemokratisk vis. Alle vinhandlerens favoritter krydret med noget af det folk taler om, samt noget der skulle prøves. Sidstnævnte var i dette tilfælde Klumpp, der som de eneste tyske pinot-producent jeg kender til, benytter sig af Saignee, – hvor man lukker most ud af gæringskarret for at koncentrere den færdige vin. Måske er det bare fordi de indrømmer at de gør det, men jeg har aldrig hørt den teknik anvendt til Spätburgunder før. Er det pinot-agtigt?
Der var en del vin fra Baden med. Må der være det? Ja det må der. Baden strækker sig fra næsten 50. breddegrad til næsten 47. breddegrad. Der er masser af diversitet i både klima og jordbund, og det vil blive endnu mere tydeligt med den nye vinlov.

Hvilken betydning får den nye vinlov af 2026?

I Baden vokser 43% af det samlede Spätburgunder areal i Tyskland. I den nye lovgivning får underområderne langt større betydning end tidligere. Kun få kender områder som Kraichgau, Breisgau og Tuniberg. Kaiserstuhl er mere kendt. Men det er disse navne der vil blive mere udbredte i fremtiden. Det giver især god mening i Baden. Det nye bliver også, at alle marker vil blive klassificeret, – også for ikke-VDP medlemmer. Vi er der ikke endnu, og spørgsmålet er nok hvornår vi når derhen. Der sidder udvalg og prøver at blive enige i de enkelte Anbaugebiete, det må være lidt ligesom at danne en ny regering.

Resultatet

Sikke et felt. Det er vanvittigt, at man står hvert år og tænker, – hold dog k….! Det bliver bare bedre og bedre, flottere og flottere.

Der skrues lidt hist og justeres lidt pist og vupti, så smager Jülg som gigantisk Gevrey-Chambertin. Huber som Vosne-Romanée. 2023 har leveret noget af det største tyske Pinot Noir nogensinde. Twardowski har altid være Bourgogne-agtig, men med et Mosel-twist. I årgang 2022 er Mosel forsvundet. Et af de varmeste år i nyere tid har simpelthen leveret Bourgogne fra Mosel. Kæmpe stor Bourgogne. Kalmit fra Par les deux er storladen og saftig, men på forunderlig vis formår den at holde elegancen trods de 14% alkohol. Men den viser meget godt hvor varm 2022 var.

Klik på de fremhævede vines navne for at komme til mr-ruby.dk.

The post Resultat: Spätburgunder Mesterskabet 2026 appeared first on Vin under lup.

På trods af en anden stil, og på trods af en del nyt fad i Spätburgunder fra 00´erne og 10´erne, så var det jo alligevel i de år, at man for alvor opdagede, at tysk Pinot kunne noget. At druen havde en lovende fremtid i landet mod nord. Denne aften tog vi pulsen på nogle af de vine, som har drevet miraklet. Holder de stadig? Kan Spätburgunder blive gammelt? Mr Ruby havde blandt andet været i egen kælder for at finde modne udgaver.

De valgte producenter

Som altid, så kan en liste som nedenstående diskuteres. Der skulle vælges 11 vine ud, og jeg mener faktisk, at feltet er fyldestgørende og beskriver udviklingen igennem de seneste 20-30 år meget godt. Kun Heger, Knipser og Jülg kan prale af over 50 års eksistens. Resten er kommet til løbende. Twardowski er nyest tilkomne med sin grundlæggelse i 2011. Neus er i nuværende konstellation ganske rigtigt et år yngre, men har en lang historie bag sig og udnytter sin historie, både i produktion og markedsføring.

Vinene blev inddelt i 4 heats, med tre vine i hver. Der var smidt en “dark horse” Malterdinger 2014 fra Bernhard Huber ind i feltet. Den er stadig på lager og smager i øvrigt fantastisk. Et godt bevis på, at Spätburgunder kan blive gammelt.

Ellers blev vinene serveret i følgende rækkefølge:

Første heat kan også kaldes “klassikerne”

2015 Horn GG, J. Neus, Ingelheim, Rheinhessen

Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen “Ingelheim´er klon”.

I 2012 så det ud som om vingården skulle ende som lejlighedskompleks og parkeringskælder. Den var sat til salg, da ene-arvingen Ulrich Burchards var kørt kold i kampen som vinbonde. I sidste øjeblik blev Weingut J. Neus købt af Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz. Han ønskede at drive det historiske vinhus videre og havde og har stadig, kun kvalitet for øje.

Den særlige Ingelheimer klon gør husets stil unik. Pinot Noir smager ingen andre steder som her. Der dyrkes økologisk. Vinene gæres spontant i kælderen og tappes i flere tilfælde uden filtrering. Det naturlige søges, fordi det naturlige virker, og fordi det naturlige skaber lokalt særpræg.

Smagenote: Overraskende grøn i sit udtryk. Har smidt lidt af sin ungdommelige frugt, men virker ellers ikke tynget af alder. Spørgsmålet er, om den vil vinde ved yderligere lagring. Det virker ikke sådan. Frugten er for spinkel.

2015 Schlossberg GG, Dr. Heger, Ihringen, Kaiserstuhl, Baden

Dr. Max Heger var læge i Ihringen, og blev så inspireret af hans mange patienter i vinavl, at han selv måtte i gang. Derfor grundlagde sin vingård i 1935. Husets marker ligger i de vulkanske sten på Kaiserstuhl og er syd- sydvestvendte. Måske et af de varmeste steder at dyrke Pinot Noir i Tyskland. Det har Heger nydt godt af i årtier. De har altid kunnet høste med stor modenhed. I dag er det de to søstre Katharina og Rebecca Heger der administrerer ejendommen.

Stokkene på familiens ældste marker er 60+ år og leverer stor intensitet i den næringsfattige jordbund. Vinene lagres på barriques (primært brugte), samt store gamle træfade i op til 18 måneder, alt efter hvor lang tids modning de vurderes at have brug for.

Smagenote: Klassisk Heger. Fremstår sødmefuld og moden i duften, men i munden strammer den op, syre, røg og sten tager over. Slank, pirrende krydret, med lidt kaffebønner og marcipan. Den er ikke træt endnu.

2015 Kräuterberg GG, Burggarten, Heimersheim, Ahr

Det var Paul-Josef Schäfer, der i 1988 besluttede sig for at bryde med kooperativet. Det var krisetider for vinproduktion ved Ahr. Kooperativerne havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var kun én vej, i hvert tilfælde hvis man ville leve af vinproduktion: Blive selvstændig og satse på kvalitet. I dag er det Paul-Josef´s tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. To er i marken og den tredje, Paul, er vinmager.

Kontrasten fra kooperativets lyse vine, ofte med restsødme, til de Bourgogne-lignende vine, som familien pludselig leverede – var enorm. Så enorm, at huset har været nødt til at bevare en enkelt vin med restsødme, som primært sælges til lokale kunder. Burggarten har været med til at revolutionere Ahr.

Smagenote: Mørk farve, storladen duft af brombær og boysenbær. Let acetone-note. Masser af syre og let tanninbid. Frugt og syre/tannin er ikke afbalanceret. Spørgsmålet er, om den finder balancen. Det var en fantastisk vin for 6-7 år siden. Lige nu er der ubalance.

Andet heat har overskriften “Dijon”-klon

Første vin i dette heat var 2014 Malterdinger fra Bernhard Huber. Nærmere beskrivelse af Huber følger. Vinen er med fordi den er blevet drukket to gange inden for kort tid, – og den fremstår simpelthen bare fantastisk flot. Modenhed, men stadig med syre. Elementerne flyder flot sammen.

Smagenote: Blomme, mørke bær, tobak, stringent syre og afrundet tannin. Det smager som om Bernhard har trampet druerne selv, med en gauloise i mundvigen. Det er simpelthen vinmageri på første klasse det her. En entry level vin der holder for hårdt 11 år efter. Fremragende!

2017 Herrenwingert, Friederich Becker, Schweigen, Pfalz

Historien minder om Jülg´s, der da også næsten er nabo. En ejendom bliver delt i en fransk og en tysk del efter 2. verdenskrig. Becker kan endda fortælle, at et familiemedlem blev sat til at beskyde Wissembourg, fordi de allierede havde indtaget byen. Det nægtede han. Han var født og opvokset her, og der var stærke følelser involveret. Derfor endte Schweigen med at blive beskudt af de allierede (det var byen måske blevet alligevel), men historien fortæller om ikke andet, at grænsetrækningen ikke var ønsket. Familier blev delt i en fransk og en tysk del. Ejendomme blev delt i en fransk og en tysk del.

Familien Becker går generationer tilbage som vinavlere, men det var først i 1973, at Friederich Becker Senior producerede vin selv. Tidligere blev alle druer solgt til det lokale kooperativ. Friedrich gik all-in på Pinot Noir og var en af de første til at lagre Pinot Noir på barriques, med en høj andel ny barrique. Når man smager de ældre årgange i dag, så synes vi der er meget fad i dem, men som nævnt før, – det ville man gerne have dengang. Friedrich Becker Junior har skåret ned på andelden af nyt fad. Stilen er mere moderne i dag.

Smagenote: Kirsebæragtig sur/sød frugt. Tanninbid med jern, peber og sort the. Nebbiolo blev nævnt, det forstår man godt. Der kunne man nemt ende blindt på denne. Egentlig en flot vin, men lidt for dominerende tannin i selskab med de øvrige vine i dag.

2017 Sonnenberg KB, Weingut Jülg, Schweigen, Pfalz

Denne helt særlige ejendom blev købt af Oskar Jülg i 1961. Særlig, fordi den er beliggende hen over grænsen mellem Tyskland og Frankrig. Oskar skulle i starten have pas med i vinmarken, for at hente sine druer i det vi i dag kender som Alsace. Oskar fik to sønner, Peter og Werner. Werner overtog ejendommen i Schweigen i Tyskland, imens Peter købte en vingård i Seebach i Alsace. Så vinen løber i blodet, på begge sider af grænsen.

Oskar var passioneret fan af Bourgogne og besat af tanken om, at producere vin på Pinot Noir og Chardonnay i Tyskland. Han bragte således Dijon-kloner af Pinot Noir til Schweigen, ligesom det var ham, der plantede de Chardonnay-stokke, som i dag leverer druer til husets top Chardonnay Opus Oskar.

Huset var et af de første i det sydlige Pfalz til at tage Pinot Noir sådan, rigtig alvorligt. Måske kun overgået af Becker, eller også er det omvendt. De to huse fylder godt i billedet, når talen falder på tysk top Pinot Noir, og de har gjort det i en del år efterhånden. I dag er det Johannes Jülg der fører Weingut Jülg, og han har forfinet udtrykket på husets Pinot. Skåret ned på nyt fad, omlagt til økologi, ladet frugten tale naturens stemme. Stilen anno 2025 er lettere og mindre fadpræget end den var midt i 10´erne.

Smagenote: Storladen moden frugt. Nærmest rosin-agtig. Balsamico og sherry-noter. Varm og omfavnende. Enten elsker man den, eller også savner man Pinot´s friskhed.

Tredje heat med overskriften “Tysk klon”

2017 Bischofsberg, Benedikt Baltes, Churfranken, Franken

Det var Benedikt der åbnede mine øjne for tysk Pinot, – eller rettere, det gjorde hans vin. Den blev serveret blindt for mig af en tysk sommelier, som påstod, at Spätburgunder var fuldt ud på højde med burgundisk Pinot Noir. Det var en årgang 2014, og jeg blev blæst bagover. Det var en af den slags oplevelser, hvor man sidder og undersøger, om der kan være hældt noget andet på flasken end der står på etiketten.

Benedikt er oprindeligt fra Ahr. Da han var færdig med sit ønologi-studie ville han gerne arbejde med Pinot Noir. Gerne ved Ahr, – men det viste sig, at der var større potentiale i det vestlige Franken, – også kaldet Churfranken. Benedikt ville gerne arbejde med gamle stokke og gode marker. Alt det fandt han her. 60 år gamle Pinot-stokke på stejle sandstensterrasser. Han overtog i 2010 driften af Weingut Stadt Klingenberg, det gamle kooperativ, omlagde til økologi og gjorde det på 8 år til en af Tysklands førende Pinot-producenter. Her dyrkes udelukkende tyske kloner, især Ritter.

Smagenote: Stadig en af undertegnedes favoritter. Så slank, så ren. Rød frugt, stringent syre og pirrende krydret mineralitet. Her er balance for alle pengene. En skam, at Benedikt ikke laver den slags vin mere…

2015 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Lahr, Baden

Familien Wöhrle købte det gamle kooperiativ “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz.

Markus Wöhrle forsøger ikke at lave burgundisk Pinot Noir. Han holder fast i den autencitet, der ligger i at bruge de kloner af Pinot Noir, som har vokset i området i årtier. Disse kloner har tilpasset sig klimaet omkring Lahr og leverer en lysere, mere krydret og syrlig Pinot. Markus har dog sneget en lille procentdel Dijon-klon ind på sine marker, da han synes det tilfører vinen noget elegance.

Smagenote: Wöhrle´s karakteristiske røde frugt. Jordbærgrød tilsat reduktion i form af rugbrød, røg og marcipan. Flot stringent syre. Seriøs Spätburgunder, der smager af Spätburgunder og ikke prøver at være alt muligt andet. Ægte håndværk.

2017 Herrschaft, HE Dausch, Landau, Pfalz

Hans Erich Dausch er sjovt nok et af de navne man også er nødt til at nævne, når den tyske Pinot-revolution skal forklares. Hans Erich er tidligere bankmand, men blev sideløbende grebet af fascinationen, – at lave vin. Det hele endte med et garage-vineri, som blev skabt step by step sidst i 80´erne. Vineriet ligger i Landau. Vinmarkerne ligger ved byen Eschbach, et par kilometer fra Ilbesheim, der med sin Kalmit-mark er et epicenter for Pinot Noir i denne del af Pfalz.

Det er nok især elegancen i vinene fra Dausch, der har været trendsættende, – samt det faktum, at han udelukkende arbejder med den tyske Mariafelder-klon. En kæmpe øjenåbner for alle dem der mente, at alle tysklands beplantninger med Pinot nu skulle udskiftes med Dijon-klon.

Smagenote: Lys og rødfrugtet. Flot Pinot-næse, kælen sødmefuld frugt og fine krydderier i eftersmagen. Vinen mangler måske lidt syre og tannin for at kunne ryge helt til tops i smagningen. Aromatisk emmer den af stor Pinot.

Fjerde heat – blev kaldt “De bedste?”

2017 Spätburgunder Reserve, Weingut Knipser, Laumersheim, Pfalz

Knipser kan man ikke komme udenom i en smagning som denne. De har betydet enormt meget for tysk vins udvikling. De har været innovative i en grad, så det slet ikke virker tysk. Der er mange druer i porteføljen, bl.a. Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Dornfelder og St Laurent.

Pinot Noir er dog vigtig for huset. Men også her har man gjort, som man selv synes er mest rigtigt. Husets top Pinot Noir er sammenstukket af de bedste fade fra flere marker. Med tanke på husets VDP medlemsskab, så er næsten uhørt at tænke, at et blend af flere marker skulle kunne gøre en vin bedre. Det er i direkte strid med VDP´s måde at klassificere på. Men hvorfor skulle Knipsers metode være mindre rigtig? I dag drives ejendommen af brødrene Volker & Werner Knipser, og Werners søn Stephan. Stephan står i dag med ansvaret for vinproduktionen.

Smagenote: Stor mørk frugt i næsen. Rugbrød, kaffebønner og lidt skovbund. Lækker viskositet. Flot balance. En af de vine, som har formået at aldre med ynde. Tingene hænger sammen, derfor fik den adgang til fjerde heat.

2016 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Neumagen, Mosel

Daniel er merkantilt uddannet. Han har altid været optaget af vin, men en dag overmandede lysten ham, til selv at blive vinbonde. Han købte et stykke jord på Dhroner Hofberg nær sin hjemby Neumagen, og plantede Pinot Noir.

I starten havde projektet mere karakter af hobby end levebrød. Daniel hentede stor støtte og inspiration hos Cyrielle Rousseau (Armand Rousseau) og købte brugte fade af hende. En dag kom Daniels gode ven Carlo Wolf forbi. Carlo var kulinarisk legende i Tyskland, men er desværre ikke blandt os længere. Daniel serverede uden at sige noget, sin vin til maden, – i Bourgogne-flaske, uden etiket. Carlo spurgte: “Hvor har du en fadprøve af en Gevrey-Chambertin fra?!?”
Det blev starten på Daniels nye eventyr. Han var ikke længere i tvivl: Han ville være med i kampen om at producere Tyskland´s bedste pinot noir/spätburgunder.

Smagenote: Fortryllende. Forførende. Dagens laveste alkoholprocent viser lige, at hvis producenten tager sin vin alvorligt, så handler det ikke om mest muligt sukker i druerne, – det handler om aroma og balance. Den dufter af kæmpestor Bourgogne. Let og elegant, med pirrende syre og silkeblød tannin.

2013 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Malterdingen, Baden

Bernhard Huber overtog den fædrene gård i 1987. På daværende tidspunkt var vin kun en lille del af de afgrøder der blev dyrket. Og de druer der blev høstet, blev solgt til kooperativet.

Men Bernhard´s hjerte bankede for Bourgogne, og han ville selv producere sin vin, så han opsagde kontrakten med kooperativet og gik i gang. Det skulle ikke bare være blød mellemvare, Bernhard ville noget med sin vinproduktion. Han ønskede at producere top Pinot Noir og den skulle produceres efter burgundisk forbillede, hvilket ikke var typisk Baden på daværende tidspunkt.

Allerede i 1990 vandt han prisen for årets ”Bedste Spätburgunder” i det tyske vinmagasin ”Vinum” og så startede eventyret. Det var en ulige kamp Bernhard havde kastet sig ud i. Et forsøg på omlægning til økologi måtte opgives i 90´erne, fordi det rent klimatisk ikke var muligt. Det er en vild tanke, for her 30 år senere er huset certificeret økologisk og Pinot Noir, nu næsten ren Dijon-klon, modner hvert eneste år. Nogle år bedre end andre, men sådan var det også engang i Bourgogne.

Smagenote: Bernhard Huber gør det igen. Vinen er intet mindre end fremragende. Rødfrugtet, rugbrødsnote, pinot-krydret, stadig noterbar fadnote, selvom elementerne er begyndt at flyde sammen. Smag der insisterer på din opmærksomhed. Lækker viskositet. Igen røde bær, med afrundet men mærkbart tanninbid. Sort the og pirrende krydderi i eftersmagen

Samlet resultat

Konklusion

Kort og godt. Luksus aften med mange og forskelligartede Pinot-malerier. Nogle vine besad alderens charme, andre skulle nok have været drukket yngre. Det til trods, så var der ingen dårlige vine imellem. Smagningen blev på en måde en historisk gennemgang af Pinot-miraklet i Tyskland. Et billede, som forandres og udvikles enormt i disse år. Samme smagning om 10 år vil se helt anderledes ud.

The post Resultat: Kan Spätburgunder blive gammelt? appeared first on Vin under lup.

Et af de øjeblikke hvor man tænker: “Hov nu er du da ved at blive gammel!”, er når man pludselig kan se en udvikling. En udvikling, der ikke kan være sket over en nat – nærmest en evolution.  For det er lige nøjagtig hvad der er sket ved Ahr-floden i Tyskland. Jeg mindes alt for godt studieturen i 1998, hvor vi blandt andet passerede Ahr og smagte et utal af lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir. Ahr udmærkede sig helt klart bedst ved sin smukke natur. De stejle terrasse-anlagte skiferskråninger med vinplanter. Nærmest en mini-model af Mosel. Bare sørgeligt, at de lavede så ligegyldig vin.

Kontrasten fra de halvflade saftevandsagtige vine som dominerede området for 20-30 år siden og til de i dag tørre, komplekse og sprøde Spätburgunder-vine (Som smager som Pinot Noir) med international klasse, er simpelthen næsten ubegribelig.
En del af udviklingen skyldes naturligvis en holdnings-ændring. Både til kvalitet, men også til vintype. Høstudbyttet er reduceret markant og i dag produceres langt flere tørre end søde vine. Gennemsnits-temperaturen ved Ahr er steget 1,4 grader over de sidste 40 år, hvilket har kæmpe betydning for, hvilken vin man ender med at kunne producere.

Facts om Ahr

Ahr som vinområde er blot 545 hektar stort og strækker sig over 25 kilometer langs Ahr-floden. Ahr-floden løber ud i Rhinen ved byen Sinzig nord for Koblenz. Området er et af de nordligste vinområder i Tyskland, men grundet de nærliggende Eifel bjerge, der skærmer mod vestenvind, og den særlige geologi langs Ahr, så er området både varmere, mere tørt og mere solrigt end flere andre tyske vinområder. De stejle sydvendte skifer skråninger langs Ahr suger solen til sig og flytter dermed nærmest breddegraden mod syd. Områdets specialitet er Spätburgunder, som er den tyske betegnelse for Pinot Noir. I alt 342 hektar er beplantet med Spätburgunder, og det er ikke forkert. Ahr Spätburgunder har et kæmpe potentiale, ikke mindst klimaforandringerne taget i betragtning.

Frühburgunder (som jo i virkeligheden er en degenereret tidligt modnende Spätburgunder) var stor ved Ahr, men er ved at blive fortrængt af den “ægte” vare. Frühburgunder søger mod nord. I disse år kommer der fantastiske eksempler på, at druen kan blive fremtidens drue i Danmark.

De nye tider

Når jeg nu, i første afsnit, bruger tid på at skamrose vinene fra Ahr, så er der også plads til lidt malurt. For selv blandt den nye generation er der forskel på hvordan man synes Spätburgunder fra Ahr skal smage.

Det er mærkeligt, at et vinområde så langt mod nord ofte producerer mørke og faddrevne Pinot´s, – og faktisk ser ud til at ønske den stil. Det er som om flere af producenterne aldrig rigtig har forladt 90´ernes overekstrahering og overforbrug af nyt fad. En lidt for stor procentdel af dem, der anses for at være de bedste i området, – de leverer mørke Pinot´s med en alkohol-procent på minimum 13.
Forfatterens påstand: Pinot Noir fra Ahr skal ikke holde 13% eller derover! Når Twardowski ved Mosel ikke kan nå mere end 12,4% alkohol på sin umanipulerede Pinot, så kan og skal Ahr heller ikke!

En helt særlig historie ved Ahr er Kastenholz klonen, som er ved at genvinde terræn. Klonen menes at være kommet til Ahr fra Bourgogne for flere hundrede år siden. Den var egentlig forsvundet fra markerne i området, men blev genfundet i en baggård, og genplantet af historisk interesse. Nu breder den sig på grund af sin unikke karakter. Klonen giver masser af farve og tannin. Personligt er jeg ikke stor fan. Den leverer for meget, og er for unuanceret.

Personligt synes jeg ikke Ahr har fundet et fælles udtryk. En klar autentisk stil. Her burde produceres kølig Pinot fra skifer. En af dem der leverer præcis det, er Lukas Sermann.

Weingut Sermann

Lukas Sermann tilhører ”Den nye generation” ved Ahr, også selvom familien har lange traditioner med vinbrug i området.
Familien Sermann kom til Ahr fra Mosel i 1744. I 1775 giftede Jakob Sermann sig med Margarete Linnarz fra Altenahr, og de overtog senere hendes forældres ejendom, dermed startede den mangeårige vinfremstillingstradition i familien. I 2019 overtog den på daværende tidspunkt blot 29-årige Lukas Sermann ejendommen da begge hans forældre blev syge. Lukas besidder et imponerende gåpåmod og et muntert sind, og det er faktisk imponerende, når man ser hvad han har været igennem i de seneste år. Hans mor døde i 2025, men hun nåede at se genopbygningen af familiens vingård, der blev raseret fuldstændig under flodbølgen i 2021. Du kan læse mere om katastrofen i separat blogindlæg her.

Huset dyrker de klassiske druesorter Frühburgunder, Pinot Noir og Riesling. Hovedvægten ligger på Pinot.
Pinot Noir produceres med klart burgundisk forbillede. Lukas´ vine er langt mere Pinot, end mange andre vine fra Ahr. De er mere elegante, mere lyse, mere saftige. Her koldmacereres 7-14 dage inden gæring, for at udvinde aroma og frugt, men undgå for mange bitterstoffer og tannin. På Gutswein og Ortswein presses druerne ofte inden gæringen er helt overstået. I et køligt klima som ved Ahr-floden, er det vigtigt at undgå bitterstofferne. Balancen er vigtig. Derfor gør Lukas som han gør, og han skaber faktisk lige præcis det, som Ahr bør være. Luftigt, køligt og med en behagelig alkoholprocent på omkring 12,5% alkohol!

Lukas har meget på hjertet. Han er videbegærlig, nysgerrig og oser af lyst til at gøre tingene lidt bedre, – hele tiden. Han vil gerne finde sin egen stil. Han vil ikke være copy/paste af nogen. Jeg synes han er godt på vej. Han dyrker så vidt muligt uden andre sprøjtemidler end svovl. Springet til en økologisk certificering er dog for risikabelt i kølige og fugtige Ahr.

Det er i marken vinen skabes

Hans dyrkningsteknik har jeg ikke set før. Overordnet set, så kan man sige, at han forsøger at undgå for meget virilitet. Han arbejder med et grønt bunddække, som består af forskellige ukrudtsplanter. Enkelte er ikke ønskelige, de fjernes, men efter nogle år, så får de øvrige så meget magt, at for eksempel tidsler ikke længere skyder frem. Det grønne leverer både konkurrence til vinplanten, men sørger samtidig for at afgive mineraler til marken og levere økologisk balance.

Fra marken “Altenahrer Eck” producerer Lukas en af sine topvine. Som han siger: “Du kan kende alle mine parceller, for planterne får lov at vokse, – både vinplanterne og bunddækket.”
Nederst til venstre et eksempel på en vinbonde der sprøjter mod ukrudt og beskærer som i gamle dage…

Vinplanten beskæres til et etårigt skud der bindes op “En guyot”. Fra det etårige skud dannes årets vækst. Efter blomstring fjernes det mest frodige nye skud. Det er altid det skud med flest blomsterstande, så man kan sige, at han allerede her foretager grøn høst. Det gøres for at forsinke plantens modningsproces. Lukas siger selv, at han udsætter høsten med 1-2 uger ved hjælp af denne manøvre. Pinot Noir skal helst gennemgå en lang modningsproces, det udvikler de flotteste aromaer.

Lige før høst blander han sig igen i marken. Bladene omkring druerne får lov at blive siddende for at skygge for solens stråler, men bladene øverst på planten fjernes. Dette gøres for at nedsætte raten af fotosyntese, og derved nedbringe sukkerproduktionen i druerne, og igen, forlænge modningsprocessen. Lukas har en drøm om, at producere Pinot Noir på mellem 11,5 og 12,5% alkohol hvert år. “Jeg ved bare ikke om verden er klar til det”, siger han, halvt spørgende.
Jeg ved verden er klar. Jeg kender en fyr ved Mosel der laver præcis det (Twardowski) – og han sælger sin vin.

“Jeg laver i princippet naturvin indtil aftapning!”

Lukas har en “hands off” tilgang til vinproduktion som er “wunderbar”. På trods af at han anvender koldmacerering på de røde, som jo er en teknikalitet der rækker lidt ud over hvad man forbinder med naturvin, så er alt hvad han laver på naturens præmisser. Han spontangærer og lader vinen ligge usvovlet på gæren efter gæring. Det er først lige før aftapning, at han blander sig. Her filtreres vinene let og svovles let.

Lukas arbejder med både tyske og franske kloner i sine vine, dog primært den tyske Ritter klon. 35% hele klaser går som regel med i gæringskarret. Nogle år presser han før endt gæring, fordi stilkene leverer meget tannin, andre år får gæringen lov at slutte med stilkene i karret.

The post Weingut Sermann appeared first on Vin under lup.

Det er ikke bare det, at gå rundt ved bordene og få den ene store smagsoplevelse efter den anden. Det er også det, at smage på ældre årgange fra Bernhard Huber. Her går det op for en, at huset har været forud for sin tid. Frontløber. En af dem der har sat det tyske Pinot-eventyr i gang.

På et tidspunkt stod jeg med en 2004 Spätburgunder Sommerhalde GG i glasset – simpelthen en kæmpe vin. Den skal ikke sammenlignes med noget. Den skal bare stå som et fyrtårn. Et fyrtårn, der viste vejen for alle de andre. Selvom huset Bernhard Huber ikke er gammelt, så bliver man alligevel ramt af historiens vingesus, en forklaring på, hvorfor husets vine er så gode i dag. De har været det i årtier, med farmand som ideologisk bagmand og den energiske, utrættelige, perfektionistiske, altid søgende efter det ultimative, søn Julian, som tronarving.

Man er nødt til at være fuld af benovelse og beundring. Det er intet mindre end imponerende det der skabes her, og alle tyske vinmagerkollegaer ved det, og ser op til det. De var der alle sammen. Hele den nye generation af vinmagere fra Pfalz og Baden (Salwey, Wöhrle, Rings, Heger, Jülg, Krebs), havde Sabeth fra Gebrüder Mathis ikke haft 30 års fødselsdag samme dag, så havde Mathis også været der. Og de hyldede hvad de smagte.

Årgang 2023

2023 kom godt fra start, en mild vinter og ditto forår lovede godt. På trods af, at vegetationen satte fra start tidligt, så undgik man frostskader. Sommeren blev solrig og tør. Især tørken blev undervejs et problem. Yngre stokke sled med vandmangel, lukkede ned og smed drueklaser. Men så kom regnen. Den var kraftig og vedvarende. Desværre kom den op mod høst, og under høst for de tidligt modnende sorter. Om man vil det eller ej, så påvirker regn frugten enormt. Planterne mæsker regnvandet i sig, og en del af det ledes ud i druerne. Man kan på en måde sige, at regnen “fortynder” vinen. Procentdelen af phenol (farve, tannin og aromastoffer) går ned. Det har, for Pinot Noir´s vedkommende givet lidt lettere og mere elegante vine end 2022. Klart mindre farveintense og mindre tanniske. Gør det så noget? Egentlig ikke. 2022 var ekstremt koncentreret. En vin som Alte Reben var nærmest sort i årgang 2022.

Bernhard Huber Spätburgunder 2023

Alte Reben fremstår i 2023 sjovt nok stadig mørk og intens, men som Julian siger: “Det er beviset på, at stokkene er gamle. Rodnettet ligger så dybt, at de ikke påvirkes synderligt af regn op til høst.
Vinen er igen i 2023 et brag af en smagsoplevelse. Mørk, saftig, med kirsebær, blåbær, blomme, nellike og kardemomme og let tanninbid. Den fylder munden med moden lækker frugt og insisterende syre. Nogen vil sige, at 800,- kroner er dyrt for en Ortswein, jeg vil sige; – den er bedre end mange kollegaers GG-vine. En magtdemonstration!

En vin i samme kategori – altså Ortswein, – er den nye Hecklingen. Druerne kommer fra parceller, hvor der tidligere voksede tyske kloner af Pinot, nu er der podet franske kloner på rødderne. Parcellerne ligger på plateauet over Schlossberg GG. Vinen er vidunderlig. Lidt varmere næse end Alte Reben. Mere røde bær. Jordbær, orangeskal, karamel. Saftig rød frugt i munden. Pirrende krydret syre. Medium tannin. Hvis Alte Reben er Gevrey-Chambertin, så er Hecklingen – Pommard. Kæmpe stort! Det vil være svært at vælge en favorit. Lige nu tænker jeg, at Hecklingen er bedst, men om 3-4 år tipper det nok.

Alle Bernhard Huber GG’er er store oplevelser. Alligevel fremstår Bienenberg, for mig, som den største. Relativt mørk frugt, med kirsch og moreller. Finurligt krydret med sort peber og nellike. Storladen mundfyldende frugt, der pirrer med kirsebær og sitrende krydderi. Velintegreret tanninbid, der vidner om, at denne vin har mange år i sig. Vinen har en dybde i årgang 2023, som jeg måske savner i nogle af de øvrige, hvilket igen kan relatere til vinstokke på 50+ år.

Bernhard Huber´s hvide vine 2023

Helt overordnet, så er de hvide vine fra Huber alle sammen med grønne og syrlige noter. Det er jo det Tyskland kan – og skal. Eksotisk frugt uden syre kan man få rigeligt af andre steder i verden. På basisniveau Breisgau og Malterdinger er der en smule bitterhed i eftersmagen, ikke på nogen måde negativt, blot et element, der gør vinene madvenlige. Jo højere op man kommer i kvalitet, des mindre bitterhed finder jeg.

Vinen Breisgau må fremhæves. Den opfører sig som stor Bourgogne, men er produceret på Pinot Gris og Pinot Blanc, med 18 måneder på brugte fade. Til prisen er det en “no-brainer”.

Alte Reben er, også på Chardonnay, en jubelscene værd. Det er så balanceret, så helt utroligt godt strikket sammen. Vinen dufter af røg, vanille, urtehave, lime og grønt æble. Smagen er nærmest en bid af et grønt sprødt saftigt mundvandsdrivende æble. Friskt, vedholdende, syrligt pirrende og så med drillende krydret mineralitet.

Julian kan godt lide at lege med en reduktiv note. Nogle gange rammer han den lige i r….
Som for eksempel med Binenberg GG 2023. Den smager simpelthen bare af 100 point!
Grønt saftigt æble, citrus, salt, syre, fad krydderi, strøget tændstik. Absolut intet bittert, bare velkonstrueret behag af smagsløg. Perfekt!

Breisgau og Malterdinger 2023 forventes på lager primo Juni 2025, – Alte Reben, Hecklingen og GG kommer i September.

The post Bernhard Huber – årgang 2023 appeared first on Vin under lup.

Det er relativt nemt at smage de bedste tyske producenter og begejstres. Men hvad nu hvis de måles op mod top producenter fra Bourgogne, – er de så stadig gode, bedre, dårligere…?

Man kan altid diskutere udvalget af vine. Bourgogne er naturligvis dyrere end tysk Pinot Noir, men prismæssigt er der alligevel nødt til at være en grænse for hvor dyre burgundere der kan være med. Hvad er retfærdig sammenligning? Er det at Bourgogne-vinene koster tre gange så meget som de tyske udgaver? De tre dyreste vine denne aften kom fra Bourgogne, så der blev ikke sammenlignet 1 til 1, – og det skal der heller ikke.

Udvalget af vine

De 5 producenter der var udvalgt til at repræsentere Bourgogne er alle producenter, som tager klimaforandringerne alvorligt og som på en eller anden måde reagerer, i mark og kælder. Illustreret meget godt med Pierre Vincent Girardin´s 12,5% alkohol, som opnås ved at arbejde med stor løvvæg, øget fotosyntese og en deraf følgende phenolisk modenhed som er “mind-blowing”. Aurelian Verdet´s 100% helklasegæring er et andet forsøg på at levere “fremtidens” Bourgogne. Lys, urtet, med nærmest germansk krydret syre på tungen. Der blev med andre ord ikke serveret gumpetung 14,5% Pinot Noir denne aften.

De tyske vine var alle fra Mr Ruby´s sortiment. Det er nødvendigt for forfatteren til denne blog at slå fast, at INTET, er valgt fordi det er “fint nok” eller “ok”, det hele var udvalgt fordi det kunne og skulle begejstre!

Der er mange gode fortællinger fra aftenen. Der er de to kunder, som kommer ind af døren og siger: “Hvorfor er det, at tysk Pinot Noir altid smager tysk?” – hvortil arrangøren kækt svarede: “Vent til i har smagt de 6 tyskere i aften, så ved i, at Spätburgunder ikke altid smager tysk!”
De nikkede samstemmende efter smagningen – og købte i øvrigt Spätburgunder med hjem.
Der var de tre Bourgogne-freaks, som kom for at få ført bevis for, at Spätburgunder ikke har en chance målt op mod producenter som Boursot og Girardin. Efter smagningen viste det sig, at de to vine de havde givet topkarakterer kom fra Tyskland!!!
Begge grupper fik altså en på “opleveren”, – de fik bearbejdet fordomme. Det er præcis hvad denne aften er sat i søen for.

Hurtig gennemgang af de smagte vine

Vinene blev smagt i 4 heats. Det første var kalibreringsheatet. En tysk mod en fransk. Kunne folk skille dem ad? 2020 Chambolle Musigny Premier cru Fueès fra Boursot mod 2022 Sonnenberg KT (Kostert) fra Jülg. Fueès – nabomarken til Grand Cru Bonnes Mares, – kunne Kostert, marken lige over Wissembourg i Alsace stå distancen? Står der Alsace? Ja, det gør der, for Jülg har marker både på den tyske og den franske side af grænsen. Offer for en besynderlig grænsetrækning efter 2. verdenskrig. I realiteten to vine på franske druer i første heat.

De fleste havde nogenlunde styr på det. De to vine var valgt til heatet fordi de bød ind med næsten samme farve og intensitet. Fueès spillede dog på flere tangenter, flere lag, et lidt mere oxidativt udtryk og dybere mineralitet. Jülg´s komplet afstilkede Pinot fremstod med saftig ren frugt og mere tydelig fadnote, måske også qua sin yngre alder. Ikke for meget fad, blot mindre integreret.

Heat 2 – det lyse og lette heat

Nu blev det sværere. Ved gennemgangen af vinene, før smagningen, var det blevet røbet, at vinene på tyske kloner ofte er lysere og lettere.
Så burde aftenens “lyse” heat jo være tre vine på tysk klon. Sådan var det bare ikke.

Første vin var Twardowski´s 2020 Pinot Noix Ardoise. Vidunderet fra Mosel. Produceret på Dijon-klon, men på kølige 50. breddegrad og tilmed i Tysklands vestligste vinområde med det mest maritime klima. At Pinot Noir overhovedet kan modne tilfredsstillende her, det er noget nyt, og det er enormt spændende, for Pinot-stilen på skiferskråningerne bliver som Riesling, – let, luftig og æterisk. Aftenens mest elegante!

Twardowski skulle måles op mod Aurelian Verdet´s 2021 Nuits Saint Georges gæret 100% på hele klaser. Farvemæssigt adskilte de sig ikke meget. Verdet enormt urtet, krydret, syrlig, vedholdende. Flot vin, som udviklede sig enormt i glasset. Og sidste vin i heatet var eneste vin på tysk klon, 2021 Rosenloch fra Gebrüder Mathis. Vinen skilte vandende. Den er lys, rødfrugtet og i 2021 har den en reduktiv duft, der blev beskrevet som “Ged gnubber sig op af træ”, “Hest”, “Nytårskrudt” osv. Den enten elsker eller hader man. Vinen fik alt lige fra 98 til 90 point. Vinen fremstod markant, målt op mod 10 andre vine, som nærmest ikke besad reduktive noter.

Et svært heat, som de færreste havde helt styr på.

Heat 3 – intensiteten stiger

Første vin i heatet var 2022 Kirchgasse fra Wöhrle. Enkelte fangede en lille reduktion her, – og den er der, men der er til gengæld så stor flot og saftig frugt, at reduktionen blot understøtter, giver vinen dybde. Markus Wöhrle har altid været god, men hans 2022 er et step op. En af grundende er overgangen til at bruge “pump overs” i gæringen. Det har virkelig boostet frugten og samtidig elegancen i vinen.

En anden, som også bruger “pump overs” er Sylvain Morey. Fra Premier cru marken “Champ Gain” Chassagne Montrachet. En mark hvor alle andre dyrker Chardonnay, og hvor Sylvain nok kunne tjene flere penge ved faktisk at dyrke Chardonnay. Men han holder fast i sin Pinot Noir, og det skal han have stor ros for. Vinen har noget “hvidvinsagtig” lethed over sig og en stor saftig rød frugt, som gør det svært at spotte, at den er fra Bourgogne. Den smager næsten tysk.

Sidste vin i heatet var 2022 Kalkfels, Ilbesheimer Kalmit fra Par les deux. Projektet grundlagt i 2021 af vennerne Johannes Jülg og Peter Klein. Den vin er bare enestående. Produceret på tysk klon. Den er så indbydende, saftig, pirrende syrlig. Frugten stor, på kanten af at være banal, men den får så meget modspil fra syre og krydderi, at man bare må overgive sig. 80% af deltagerne denne aften skød på stor Bourgogne.
Forleden blev jeg spurgt om vinen kunne gemmes. Jeg var nødt til at svare: “Hvorfor skulle man?”

Heat 4 – Hvad er det sorte der for noget?

Første vin i sidste sæt var 2017 Aux Thorey Premier cru fra Nuits Saint Georges. Leroux bruger af og til en andel hele klaser i sine gæringer, men ikke i kølige årgang 2017. Den kvikke deltager i smagningen fangede den lidt orange kant, og placere feltets ældste vin her. Leroux beviser endnu engang, hvorfor han står på hylden hos Mr Ruby. Det smager simpelthen fremragende, og han er måske den vinbonde i Bourgogne der fastsætter sine priser mest rimeligt. Her var dybde, modenhed, kirsebær, skovbund, læder, flot syre og mineralitet.

Når vi snakker priser i Bourgogne, så er vi nødt til at snakke om den himmelflugt Pierre Vincent Giradins priser har taget. De er steget med 40% hvert år de sidste 3 år. Alligevel, så er han ikke dyr! 2022 Volnay Premier cru Taillepieds var aftenens dyreste vin, men hver en krone værd. Gemt til denne smagning. Der er ikke mere af det. Helt fabelagtig balance. Imponerende elegance og lethed. Nærmest cremet struktur. Naturligvis ufiltreret. At Pierre kan holde alkoholen på 12,5% er nærmest magisk. Stor vin.

Et generelt træk ved de tyske vine denne aften var, at frugten var frisk, ren, saftig. Netop det faktum burde have røbet for folk, at den blæksorte vin i sidste glas var 2022 Alte Reben fra Bernhard Huber. Det er simpelthen nærmest et koncentrat af Pinot Noir. Et koncentrat som smager som en lille bid af himlen.
Julian Huber er en mester. Han er stadig en frontløber når det gælder tysk Pinot!

Aftenens resultat

Toppen lignede senest afviklede Spätburgunder Mesterskab. Der er altså Wow-faktor over Alte Reben fra Huber og Kalkfels fra Par les deux. Ellers et felt uden de helt store overraskelser. Rosenloch fra Gebrüder Mathis får en lidt lav score grundet sin reduktion. Vinens karakter vil altid skille sig ud i et felt som dette. Var den blevet serveret alene, så havde folk ikke oplevet reduktionen så voldsom. Lidt som vanligt, så lider 1. heat under, at folk er afventende. De hiver sjældent 98 point op af lommen her. Derfor ender Boursot og Jülg nok lidt lavere end hvis de var blevet placeret senere i smagningen.

The post Resultat: Bourgogne versus tysk Pinot 2025 appeared first on Vin under lup.

(Jeg har altid forsøgt at undgå at skrive “men” i artikler, – nu er jeg tvunget ud i at bruge ordet)

Men for en vinnørd, der har fået nogle af sine største Pinot-oplevelser fra netop Bourgogne, – så er det alligevel bekymrende. En slags hverdagsproblem, selvfølgelig, for katastrofer som orkaner, stormfloder og andet vejrlig fremkaldt af klimaforandringer er i større skala. En skala, som kan være svær at forholde sig til. Pinot Noir fra Bourgogne er pjattet at gå op i, i den sammenhæng, men nu er det jo det vi vinnørder går op i, – og det der sker er alarmerende.

Stolthed og stædighed stopper ikke klimaforandringer

Selv de mest skeptiske vinbønder i Bourgogne, som gennem årtier fornægtede klimaforandringer, – de må nu have indset, at tiden er inde til at tilpasse sig. Og så alligevel ikke, for der dukker stadig historier op som beviser det modsatte. Som når for eksempel vinbønder der tilpasser sig, får skæld ud af naboen, fordi opbindingsmetoden ikke er pæn! Der er endda vinbønder i Bourgogne der mener, at de 2 ud af 10 år hvor man tidligere havde gode årgange, nu er blevet til 8 ud af 10. Altså, at klimaforandringerne er af det gode. Ok, så lad os antage, at det er der vi er nu, men hvad er så fortsættelsen? – for klimaforandringer er ikke noget der stopper når vi står op i morgen. Det de positive stemte vinbønder hæfter sig ved er, at de sjældent behøver at chaptalisere mere. En teknik der er blevet brugt flittigt tidligere og er tilladt i Bourgogne, i alle vine. Der må tilsættes sukker til den gærende most, svarende til 2% alkohol i den færdige vin.

Det er naturligvis en svær erkendelse. Ingen kan forestille sig Bourgogne uden Pinot Noir, – men det kan blive en konsekvens af stadig stigende CO2 udledning, og stadig stigende årlig gennemsnitstemperatur på planeten Jorden. Et studie fra National Academy of Sciences i Washington DC viser, at Beaune allerede, teknisk set, ER for varm til dyrkning af Pinot Noir. Men et er teknik, noget andet er virkelighed. Pinot Noir dyrkes stadig. Smager det som det gjorde engang? Nej, det gør det ikke, men det ville det nok ikke gøre, – selv uden klimaforandringer.

Det udfordrer dog Bourgognes klassifikationssystem fra 1936.
Baseret på lige dele jordbundsforhold og klimatiske faktorer, blev markerne inddelt i tre kvalitetskategorier. Med klimaforandringer står disse kategorier for fald! Søgningen mod køligere parceller og jordbund der holder bedre på vand gør, at stort set alt hvad der hedder premier cru eller grand cru er udfordret, om man vil indrømme der eller ej. Man kan diskutere om en ny klassifikation så ikke er nødvendig, – men hvad skulle den føre til? Bourgogne er i opbrud, og midt i en udvikling, som vi ikke ved hvor ender.

Nye dyrkningsmetoder

På Hospice de Beaune har man historiske data vedrørende høststart helt tilbage fra 1354. 2018 bød således på den tidligste høststart målt siden 1354 i Bourgogne! Den 20. August satte de første plukkere i gang. En rekord, som blev gentaget i 2020, og som 2022 og 2023 kom tæt på. “Normalt” ville høsten starte medio september. Der har været kuldeperioder, blandt andet i 1800-tallet, og varmeperioder, blandt andet i 1400-tallet, men helt overordnet, så er høsten rykket 2-3 uger frem i forhold til de historiske data.

Hvis en vinbonde i Bourgogne bliver ved med at fornægte tingenes tilstand, og derfor fortsætter sit arbejde som om intet var hændt, så vil resultatet blive overmodne Pinot Noir-druer, med mindre syre og mere sukker = en vin med mere alkohol. De senere år har jeg set flere vine nå 14,5% alkohol. Det skal en Pinot Noir simpelthen ikke holde!

Det er dog ikke slut for Pinot Noir i Bourgogne, – endnu. Der kan gøres flere ting for at modvirke

Køligere parceller og andre kloner

Dyrkning på køligere spots. Hautes Côtes de Nuits og Hautes Côtes de Beaune var for bare 20-30 år siden billige, tynde og umodne udgaver af Bourgogne, som man kunne komme til for små penge. Sådan er det ikke mere. Nogle af tidens mest spændende producenter i Bourgogne befinder sig her. Østvendte skråninger, som ligger i skygge i de varme eftermiddagstimer er også at foretrække.

Der findes 47 forskellige kloner af Pinot Noir i Bourgogne. Man kan forestille sig, at dette tal bliver højere i fremtiden. Tyskland havde det engang for koldt til Pinot Noir, nu er franskmændene ved at få det for varmt til druen. I Tyskland foregik der forædlingsprocesser på planteskoler, hvor man forsøgte at fremavle hurtigt modnende og hårdføre Pinot Noir-kloner. Det samme vil ske i Frankrig, bare med omvendt fortegn. Nu skal Pinot Noir kunne tackle mere varme. Druen skal kunne bevare sin friskhed og sin frugt. Hvor længe kampen er mulig vides ikke, men den vil blive kæmpet til den bitre ende. På billedet ses Pinot Noir, som druen ikke må se ud. Indtørret som en rosin grundet varme og vandmangel.

De amerikanske rødder står af

I starten troede man det var en virus. Planter midt i rækkerne visnede væk. Det har dog vist sig, at være rodmaterialet der ikke kan klare tørkeperioderne. Pinot Noir i Bourgogne er podet på amerikanske rødder. Det er nødvendigt, for vinlusen stortrives i den lerholdige jord. Der er flere rodtyper i spil, men en af favoritterne 161/49C er simpelthen ved at smide håndklædet.

Problemet kan løses med andet rodmateriale, men det vil kræve en total omlægning af markarealer. Bekosteligt og ikke ønskværdigt hvis man har 80 år gamle Pinot-stokke på sin mark, som leverer druer af høj kvalitet. En omplantning vil i værste fald kræve 80 år før planterne leverer på samme niveau.

Vinteren forsvandt og lange perioder med tørke

Den burgundiske vinter er nærmest forsvundet. Det betyder, at saften stiger i planterne allerede midt februar og knopskydning sker alt for tidligt. Derfor ser vi næsten årligt frostskader i vinmarkerne. Dem oplevede man ikke på samme måde før i tiden. Frostrisikoen kan minimeres med sen beskæring af planten. Beskæringen skal foregå så sent, at planten “bløder” lidt. Det vil stresse planten og forsinke knopskydningen.

Et andet problem er lange tørkeperioder. “Cover crop” er et nyt fænomen i Bourgogne. Tidligere blev der pløjet mellem rækkerne, for at undgå græs og ukrudt. Men i dag er græsset ønskeligt. Det holder på fugten i jorden. En anden mulighed er at udskifte rodmaterialet – til rødder der tåler tørkestress. Man kan også vælge rødder med lav virilitet, som forsinker vækstprocessen i opstartsfasen – og dermed mindsker frostrisikoen.

Helt overordnet, så vil en ny type opbinding være nødvendig, og den ses allerede. Vinstokkene opbindes i dag højere, så der er plads til, at de kan danne en krone. I Bourgogne anno 2025 kræver det skygge at lave god Pinot Noir. Selvom opbindingsformen ikke ligner Bourgogne, så har den vist sig at være meget anvendelig. De bønder der anvender den, oplever øget fotosyntese i planten, og modner derfor druerne hurtigere og med mere syre og lavere PH end naboen der dyrker traditionelt!

Produktionsmetoder

Det overordnede problem for vinbønderne i Bourgogne er at bevare syre og en relativt lav PH. Det modsatte sker i et varmt klima, og dertil kommer øget sukkerindhold og ikke mindst ændret aromaprofil. Det er rigtig svært at spå om, hvordan en Pinot Noir fra Bourgogne smager om 20-30 år, men den vil givetvis smage meget anderledes end i dag. Man kan høste tidligt, men får så ikke den aroma-opbygning som tidligere fandtes i en Pinot fra Bourgogne. Aroma-opbygning tager tid. Det er oftest lang modning der giver store vine. Tag Riesling fra Mosel, tag Nebbiolo fra Piemonte. Jasper Morris, Mr. Burgundy, konkluderer i Oktober 2024, at Puligny-Montrachet gennem de senere år har mistet sin florale karakter! Han taler godt nok om Chardonnay, men den drue har jo nogle af de samme problemer som Pinot Noir.

Druens aroma kan ikke påvirkes i kælderen, men der kan gøres en del for at bevare friskhed og syre.

Nedkølig, gærstammer og hele klaser

Nedkøling bliver mere og mere brugt, eller høst i de tidlige morgentimer. Fordi det ofte er varmt under høst og bakterier trives særdeles godt i et miljø med sukker, lav syre og 30 graders varme. Men også fordi en lang gæring, er nemmere at styre og skaber mere elegante aromaer end en varm. Nedkølingen sænker gærcellernes aktivitet og forlænger gæringen.

Der har været – og er – en bevægelse hen imod økologi og byodynami i Bourgogne. En velkommen trend. Men trenden involverer ofte spontangæring. Spontangæring kan være et problem ved for højt sukkerindhold i druerne. De naturlige gærstammer dør ofte ved en alkohol på omkring 13%. Det vil i mange tilfælde betyde restsukker, som bestemt ikke er ønsket i Bourgogne Pinot Noir. Derfor kan producenterne blive tvunget over i at bruge rendyrkede gærstammer. Dette kan også i nogen grad hjælpe med at styre vinen i en retning man gerne vil have. Nogle gærstammer bruger for eksempel mere sukker på at danne 1% alkohol end andre. Altså en måde at begrænse alkoholen.

Et andet populært greb er at helklase-gære. Druer på stilke er omgivet af luft, hvilket sikrer, at der er mere ilt til stede under gæringen. Det giver gærcellen optimale arbejdsbetingelser og resulterer i en lavere alkoholprocent. Samtidig nærmest suger stilkene noget af farven ud af vinen, så en vin gæret med stilke vil ofte være lysere, end en vin gæret uden. Grønne stilke kan kan medvirke som syreleverandør. Gæring på hele klaser er dog også en aromatisk tilføjelse til vinen. Vinen får en mere urtet karakter, og specielt ved 100% helklasegæring vil din Pinot Noir pludselig smage helt anderledes.

Hvordan ser Bourgogne ud om 30 år?

Det vides ikke. Der er nok ingen tvivl om, at klassifikationssystemet vil blive kraftigt udfordret. De marker, som engang var de bedste, vil blive de næstbedste. Pinot Noir kan stadig have et langt liv i Bourgogne, men fra områder, eller parceller, som før var mindre favorable. Hautes Côtes, Irancy, Maconnaise er gode eksempler. De områder vil kunne dyrke Pinot Noir mange år frem, selv med yderligere temperaturstigninger.

Men hvad så med de nuværende, som så vil blive tidligere topmarker. Man taler om at give renæssance til gamle Bourgogne-druer som de hvide Aubin, Roublot, Sacy og Melon de Bourgogne, samt de røde César og Tressot. De to sidstnævnte er har før i tiden været brugt i blandinger med Pinot Noir, og bruges såmænd stadig i Irancy, burgundisk rødvinsområde nær Chablis. Hvem ved, måske vil tiden rinde ud for Pinot Noir som monovarietal i Bourgogne.

Stoltheden er stor i Bourgogne. Naturligvis er den det, den er velbegrundet. Det vil være forfærdeligt, at skulle vinke farvel til den gudsvelsignelse af Pinot Noir, som tidligere er blevet skabt i området. Men at erstatte druen med Syrah eller Cabernet Franc virker utopisk. Sandsynligvis, vil man søge blandt historiske druer, hvis en erstatning skal findes.

Bourgogne Chardonnay i fremtiden

Chardonnay-druen får en lille parentes her til sidst. Druen er knap så udfordret som Pinot Noir i Bourgogne. Chardonnay kan klare mere varme, men druens aroma vil naturligvis ændre sig, og den vil levere mere sukker og mindre syre, – med mindre den styres.

Igen vil optimisterne i Bourgogne sige, at det er positivt det der sker. Op gennem 70´erne og 80´erne måtte man ofte chaptalisere Chardonnay, og man sloges konstant med problemer med svamp, fordi druen modnede langt senere end Pinot Noir. De problemer er mindre nu. Chardonnay er gået fra 100 dage fra blomstring til moden drue, til 90 dage. Læg dertil, at blomstringen ofte foregår langt tidligere end før, grundet de milde vintre. Høsten kan oftest foregå i sol og tørvejr i september og ikke i regn i oktober. Pessimisterne vil sige, at aromaen ændrer sig. Vinens karakter bliver mindre burgundisk.

Alternative dyrkningsmetoder er igen den bedste løsning. Mange producenter forsøger i disse år gennem skindkontakt at tilføre deres Chardonnay noget bitterhed, men bitterhed er ikke det samme som syre. Resultatet er i min verden ikke løsningen. Vinen vil for meget. Den mister elegance, og da især hvis den samtidig holder 13,5 eller derover i alkohol. En anden mulighed er, at blande Chardonnay med druer der kan levere noget syre. En fremtid hvor druen må blandes med Aligoté eller Petit Meslier er ikke utopi.

The post Bourgogne – hårdt ramt af klimaforandringer appeared first on Vin under lup.

Det er kun få uger siden, at en ung tysk vinmager fra Pfalz sagde til mig: ”Jamen selvfølgelig eksperimenterer vi. Vi har jo ingen historie!”
Sætningen har runget i mit hovede lige siden: ”Ingen historie!”
Men ret har hun jo. Det nærmeste Pfalz kommer noget historisk rent vinmæssigt er vel Riesling fra topmarkerne omkring Forst – Pechstein, Ungeheur og Jesuitengarten. Hvad er der ellers at komme efter? Altså rent historisk.

Lige nu er der tosse meget at komme efter. Det er simpelthen helt vildt. Rigtig meget Spätburgunder og Chardonnay er af international kvalitet, og det pibler stadig frem med energiske unge mennesker, der har et mål om at lave alt andet end ligegyldig vin. De vil være med til at skrive områdets historie. NU skal den skrives!

Det er ikke alle navne der skal nævnes fra mit Pfalz besøg i januar 2025. Der blev besøgt meget andet end nuværende samarbejdspartnere. Nogle besøg vil nok føre noget med sig, andre ikke. Jeg kan bare sige, at endnu en gang er jeg ”Blown away”.
Der bliver lavet imponerende ting. Det vrimler med vine, der ville koste det dobbelte, eller mere, hvis de var blevet produceret af en topproducent i området.

Weingut Jülg

Hvis vi nu skal følge vinruten, så starter vi helt i syd, i Schweigen-Rechtenbach, hos Jülg.

Heldigvis bliver sådan en tur også lidt ”ananas i egen juice”-agtig. Men det gør ikke noget. Når man har kørt rundt en hel dag og smagt, – så er det bare fedt at komme på besøg hos Johannes Jülg, og han så leverer turens største vinoplevelser. En bekræftelse af, at det nuværende sortiment ikke fejler noget.

Her blev smagt hvid årgang 2024. Riesling gærede stadig, så det var lidt svært at se hvor det skulle ende. Johannes kunne fortælle, at årgangen havde været en kæmpe udfordring. Der var svamp i alt. Der skulle virkelig sorteres, nogle gange var det få bær der kunne bruges i hver klase. Kælderen er kun halvfuld. Kvaliteten behøver man dog ikke være så bange for, den skal nok blive god. Det viste sig med al tydelighed på Chardonnay-vinene, der allerede nu fremstod næsten færdige. Alle, lige med undtagelse af Par les deux, herom senere.

Dernæst blev smagt Spätburgunder 2023. En overordnet set flot årgang. Høsten drillede. Året var som ingen andre. Perfekt blomstring, varm tør sommer, og så satte regnen ind i august, og blev ved og ved. Der er bare ikke to år der ligner hinanden, – som i overhovedet ikke. Der måtte sorteres og arbejdes hurtigt under høsten.
Vinene fremstår ikke med samme klare og rene frugt som 22. De har mindre primær frugt, noget mere tørret over sig. De er lidt ovre i figner og dadler-universet. Det gør ikke noget. Det virker ikke overmodent, det er bare årgangens udtryk. De to største vine var Kostert og Kammerberg. Førstnævnte endnu engang enormt ekstrovert. Vinen nærmest katapulterer op af glasset. Masser af mørk moden kirsch, kompleks, delikat, afdæmpet tannin. Nabomarken Kammerberg er helt utroligt anderledes. Vildt terroir-præget. Frugten trænges i baggrunden af røg, sten og tørret krydderi.

Par les deux

Jeg lagde vejen forbi byen Ilbesheim, lidt uden for Landau, for at blive klogere på hvad det er, der skaber de fantastiske vine. Kalmit er det højeste punkt i Haardt skoven med sine 672 meter. Kleine Kalmit ligger små 15 kilometer syd for sin søster/bror-bjergtop, midt i vinområdet, og når kun op i 270 meters højde. På trods af den beskedne hæjde, så er udsigten fra toppen af Kleiner Kalmit, et af de smukkeste udkigssteder i Pfalz. Selve vinmarken Kleine Kalmit er relativt stor med sine 13 hektar, så det er ikke lige meget om man har jord i den østlige eller vestlige del. Det vestlige stykke, op mod byen, er det stejleste, det er her hemmeligheden gemmer sig. Her er en sydvendt skråning på omkring 20%, som kan modne Pinot Noir bedre end de fleste andre marker i Pfalz. Undergrunden består af kalkholdig ler. Pinot Noir 2023 smager KÆMPE.

2024 Chardonnay blev smagt direkte fra fadene. Første fad havde ikke gennemgået malolaktisk gæring og fremstod hvinende citrusdrevet. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i. Det troede jeg egentlig var bevidst i første årgang. Men det er det altså ikke helt. Hvis fadene vil, så får de lov. Fad to var for eksempel næsten igennem, og fremstod derfor langt mindre grøn, lidt cremet, en anelse krydret. Fad 3 var nyt fra Taransaud. Totalt faddomineret duft. Ingen malo endnu her, så igen bare grøn og vrissen syre. Svært at sige hvor det ender, når det hele er færdigt, – og blandet, men mon ikke det bliver endnu et bevis på, at Chardonnay er det nye store i Pfalz…

Weingut Klein

Det var egentlig et besøg, der var planlagt for at finde ud hvem den anden del af “Par les deux” var. Det var Peter Klein. Og det viste sig, at Peter er en knag til at lave vin. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Pfalz turen var planlagt, blandt andet for at finde Chardonnay til sortimentet, som kunne leverer “value for the money”. Det kan vinene fra Wöhrle, Mathis og andre stadig, men når prisen når op i 300,- kroner eller derover, så bliver det bare sværere at sælge, – også selvom det smager bedre end meget Bourgogne til samme pris. Det viste sig, at Peter Klein kunne indfri lige bestemt det ønske. En Chardonnay, der smager burgundisk, cremet, med let fadnote, og en stringent germansk syre som letter og lufter. Chardonnay vom Kalkmergel kan kun blive en kæmpe sællert i 2025!

Vingården ligger i øvrigt i et utroligt smukt bakket område. En absolut charmerende del af Pfalz.

Emil Bauer

Lidt nord for Landau ligger Emil Bauer i bydelen Nussdorf. Jo, den er god nok. Der kommer en Mr Ruby´s Choice Chardonnay årgang 2024 til April. Vi har ikke ramt det færdige blend endnu, men det bliver igen, cremet, knasende sprød pære-duft, lidt fersken i munden, samt en fin urtet kant. Du kan roligt bestille, også når årgangen skifter.  

Margarethenhof

Turen gik videre nordpå mod Forst. Hos Margarethenhof ligger de store 2023 Riesling stadig på bærmen og venter på at blive helt som de skal være. Så vi smagte 2022. Pechstein er bare vild! Den dufter af ahornsirup og akacieblomst, som var det en sød vin, men den er knastør. Yvonne siger, at det er druernes fysiologiske modenhed der gør det. Den sorte basalt på Pechstein gør marken til en stegeovn. Enormt kompleks vin. Skulle hilse og sige, at den ikke mangler syre, på trods af modenheden.

Jesuitengarten er nabomark, men med mindre basalt, mere sandsten. Her er mere blomst og lime, samt drillende mandarin-krydderi. Smuk afbalanceret citrus, munddrivende syre og legende krydderi på tungen. Begge vine, samt Forster Stift årgang 2023 kommer hjem til foråret.

Fra Forst videre nordpå. Her ligger kooperativet Weinland Wachtenburg. Et kæmpe foretagende, med masser af medlemmer. Kooperativernes tid er ikke forbi. Wachtenburg laver tilmed flotte vine. Især er jeg imponeret over de hvide. Fantastisk rene, uden at miste særpræg. Riesling-vinen Wachenheimer Fuchsmantel har været i sortiment et stykke tid, og der kommer højst sandsynligt mere til. Det er vine der leverer. Fuchsmantel Kabinett Trocken smager jo som vin, der skulle koste det dobbelte!

Hanewald-Schwerdt

Videre til kalkvæggen (Kalkriff) i Leistadt hvor Hanewald-Schwerdt holder til. Her skulle især opdateres på Riesling. Thomas Hanewald serverede vanen tro den ene perle efter den anden. Det er så vanvittigt! Havde der stået Burklin-Wolf på de flasker, så havde de kostet 3-4 gange så meget!!! Der kommer Og så kan kalkvæggen altså også leverer Pinot Noir med en dybde og en intensitet, som er imponerende. Jeg leder stadig efter noget der kommer op på siden af Hanewald-Schwerdt´s Spätburgunder Trocken til de 119,- kroner. Jeg er i tvivl om, om det findes…

Kalkriff Spätburgunder er på vej hjem i årgang 2020. Enorm dybde og intensitet. Saftig kirsch med nellike, kardemomme, saftig mundfyldende frugt, med frisk syre og medium tannin. Eftersmag hvor de julede krydderier fortsætter. Kalkofen blev præsenteret i årgang 2021. Stadig præget af rød frugt fra de tyske kloner. Mere afdæmpet tannin og mere frisk syre end Kalkriff. Forskellen på fransk og tysk klon er til at få øje på. Delikat frugt, som silke på tungen, med lidt sort knust peber i eftersmagen, som er et, for mig, gennemgående tema for den kølige årgang 2021. Vinene er hjemme i januar 2025.

The post Tour de Pfalz 2025 appeared first on Vin under lup.

Stilmæssigt var det, som sidste år, et opgør mellem to opfattelser af, hvad tysk pinot er, eller hvad tysk pinot skal være. Ved spätburgunder mesterskabet sidste år, indledte værten med at sige, at det er fejlagtigt at tro, at tyske kloner ikke kan levere stor vin. Det giver i flere tilfælde en lysere, mere rødfrugtet og syredrevet pinot, hvilket tyskerne i virkeligheden nok burde udnytte til egen fordel. Et sats på nogle af de gamle tyske kloner kunne være medvirkende til at skabe tysk pinot noir med en klar profil, med autencitet. Det blev desværre modbevist sidste år, hvor top tre bestod af vine produceret på Dijon-klon.

De to yderpoler var igen i dagens smagning – dem der søger mørk frugt og tannin (typisk på Dijon-kloner), og dem der søger rød frugt og syre (typisk på tyske kloner). I midten ligger Huber og Fürst, men også Salwey og Heger. De to sidstnævnte leger med det mørke, men søger også tydeligt en lethed i deres vine, som det er en kunst at bevare i de steghede vulkanske sten på Kaiserstuhl.

Selve smagningen

En ting er at smage ting man ved hvad det er. Noget andet er at få det med bind for øjnene. Det kan undertegnede skrive under på. Set i bakspejlet, så var det nok især min viden om hvilke kloner de forskellige vine var produceret på der gjorde, at jeg om formiddagen havde beskrevet alt på Dijon-klon med noter om mørk frugt. Da først vinene kom i glasset om aftenen, var frugten mindre mørk. Det var til tider uendeligt svært at kende forskel på fransk og tysk klon. Det var primært tannin, der røbede det frankofile islæt.

Formiddagens testsmagning havde skabt en forventning om, at især Par les deux og Huber ville klare sig godt. De skilte sig markant ud. Men lidt luft havde gjort mirakler for Salwey og Wöhrle. Sidstnævntes nye stil fremstod lidt banal lige da vinen blev åbnet, men til aften – uha, kæmpestort. Der er for mig ingen tvivl om, at Wöhrle aldrig har været bedre. Giv den vin 3-4 år i kælderen, så venter der en kæmpe oplevelse.

Alt i alt, så var det 12 super flotte vine der blev serveret. Det var de små ting, – det der lille magiske “touch”, der gjorde at enkelte vine skilte sig ud.

Tysk klon vinder

Bemærk venligst, at vindervinen blev en vin produceret på tysk klon. Endelig fik vinhandleren ret!

Overordnet set, så faldt smagningens resultat nogenlunde ud som forventet. Der skal dog knyttes et par kommentarer:
I princippet var vi nået til at skulle smage årgang 2021. Den blev i nogen grad forsøgt undgået i smageprogrammet. Årgangen var svær at tøjle for producenterne. Gebrüder Mathis fremstod enormt reduktiv, men det viste sig faktisk at være en fordel. Vinen blev virkelig bemærket. Årgangen er stadig forknyt og lukket. Der er dog ingen tvivl om, at en vin som Centgrafenberg fra Fürst blot skal have 4-5 år i kælderen, så vil den kravle op i tabellen ved en lignende smagning.
Når det er sagt, så var det jo faktisk en 21´er der sejrede. Johannes Jülg og Peter Klein´s samarbejde er ganske enkelt et nyt stort kapitel i Tysklands nye pinot-historie.

Som importør af indtil flere af vinene i smageprogrammet, så kan jeg kun, endnu engang, være tilfreds. Samarbejdspartnerne viser gang på gang, at de tilhører toppen af tysk pinot. Vindervinen og 4 vine i top 6 taler sit tydelige sprog.

Hvorfor gør du det?

Spørgsmålet bliver stadig stillet: Hvorfor afvikler i en smagning med andre importørers vine? I ender jo med at gøre reklame for andre. Svaret er, at vi gør det for at vise hvor højt niveau vinene hos Mr Ruby holder. Vi er ikke bange for at lade vinene blive udfordret. Ikke engang af de bedste! Og sidst men ikke mindst, så handler det om at lave en smagning på højt niveau. Hvem der importerer hvad er sådan set ligegyldigt. En vin smager hverken værre eller bedre fordi den importeres af en flink vinhandler, – og så måske alligevel

Som en kunde sagde i går: “Jeg vil gerne rejse efter sådan en smagning her, det niveau og den bredde er sjældent at finde!”
Tak for den bemærkning. Håber i vil udbrede det gode budskab. En smagning som denne fortjener langt flere deltagere, – også i Aarhus!

Herunder finder du resultatet af Spätburgunder Mesterskabet 2024. Klik på vine i orange tekst for at komme til vinen på mr-ruby.dk.

The post Resultat: Spätburgunder Mesterskabet 2024 appeared first on Vin under lup.

Spørgsmålet trænger sig på når man følger udviklingen i et af de mest spændende vinlande lige nu: Tyskland. For skal tyskerne udnytte klimaforandringerne til at blive det nye Bourgogne, eller skal de holde fast i at være koldklima og hylde de lyse, lette udgaver af druen? Vinbønderne i Tyskland er på en måde delt i to yderpoler, og så er der alle dem i midten, som tager det de bedst kan lide fra begge lejre. Lidt ligesom i dansk politik.

Spätburgunder eller Pinot Noir – Pinot Noir eller Spätburgunder

Det er lidt bevidst, at der skrives Pinot Noir i nedenstående tekst, og ikke Spätburgunder. De to ord kunne være byttet ud, men så ville budskabet ikke være helt det samme. Pinot Noir er også Pinot Noir i Tyskland, selvom det kaldes Spätburgunder. Det er udelukkende tyskernes trang til at skulle synkronisere alt, der gør, at druen har et tysk navn – i Tyskland.

Noget nyt er så, at Spätburgunder også smager mere og mere som Pinot Noir. Det er ikke længere bare et tysk forsøg på at lave noget der minder om. I disse år bliver Spätburgunder et brand. Kvaliteten på tysk Pinot stiger og stiger. Derfor skal tyskerne værne om deres “Spätburgunder”, de skal ikke kalde Pinot Noir for Pinot Noir, – det ville faktisk bare skabe forvirring.

De er blevet dygtige til at håndtere Pinot Noir i Tyskland, helt ufatteligt dygtige faktisk. For ganske få år siden havde Bourgogne jo nærmest druen for sig selv, kun truet af Oregon, – men verden er af lave. Tyskland er ved at overhale alle indenom. En af grundene er klimaforandringerne, som gør Bourgogne og Oregon for varme til Pinot Noir, noget andet er indstilling, viden og formåen. Den unge tyske generation besidder rå mængder af alle tre ting.

I dag udskiftes flere og flere tyske kloner med Dijon-kloner. Klimaet har ændret sig. Nu kan man modne Dijon-kloner i Tyskland. Men midt i glæden over evnen til at kunne plante og producere fra vinplanter der er hentet på topmarker i Bourgogne, så er der flere tyske producenter der holder fast i, at deres klon er unik, at den lyse lette Pinot er en del af tysk vins historie, – også selvom den i dag produceres tør, hvor den før i tiden ofte besad restsødme.

Hvad er en tysk klon?

Klimaet i Tyskland har i mange år været for køligt og vådt til dyrkning af Pinot Noir. Men Pinot er en del af tysk vins historie. Druen kan spores helt tilbage til Karl den Store omkring år 800. Dengang var der varmere i Tyskland og dyrkning af Pinot Noir var intet problem. Men klimaet i Nordeuropa har i perioden år 1400 til år 1950 været præget af det man kalder “den lille istid”. Lange kolde vintre og korte vækstsæsoner har været konsekvensen.

Selvfølgelig opgiver man ikke sin yndlingsdrue, bare fordi det bliver for koldt til den. Hvilket jo ville være det samme som hvis Bourgogne skulle opgive den, fordi det bliver for varmt. En grim tanke som ikke desto mindre bliver mere og mere reel.

Derfor forsøgte de tyske vinbønder via dyrkningsmetoder at gøre det muligt at dyrke Pinot. En af måderne var, at tage stiklinge fra planter, der satte løsere klaser, og rendyrke disse, samt tage stiklinge af de “løsklasede”, som satte endnu mere løse klaser. Løse klaser er nemmere at dyrke i et vådt klima, da druerne, grundet vindcirkulation, tørrer hurtigere efter regnskyl og dermed mindskes risikoen for råd. De mange forskellige “tyske kloner” er altså stadig Pinot Noir, med et fælles træk, at de ofte har løsere klaser. Nogle har større druer, nogle modner tidligere, – men de er stadig Pinot Noir.

De tyske kloner har så også tilpasset sig det køligere klima og er derfor ofte lidt lysere i skindet. En vin på en tysk klon fremstår ofte lysere, lettere, med høj vinsyre, lav garvesyre og krydret mineralitet. En burgundisk klon, også kaldet “Dijon-klon” sætter meget tætte klaser og giver en mørkere og mere tanninrig vin.

Spørgsmålet er så, hvor lang tid går der, før de tyske kloner vænner sig til de nye klimatiske omgivelser, og muterer og begynder at levere en mørkere og mere tanninrig Pinot…

Produktionsmetode

Hvis diskussionen om klonvalg skulle gå hen og blive unødvendig, så kan næste debatemne blive produktionsmetode. For hvordan får du det bedste ud af Pinot Noir? Spontangæring er efterhånden en selvfølge blandt topproducenterne. Af samme grund, så dyrker de fleste af disse producenter efter økologiske principper. Det er som sådan ikke her uenigheden opstår. Det er selve gæringen der er udfordringen. Skal der gæres med hele klaser, og hvis ja, hvor høj en procentdel skal så være hele.

I Bourgogne anvendes helklasegæringen ofte. Jeg har endda hørt udtalt (af Bourgogne producent), at helklasegæring er en nødvendighed i dag, for at tilføre garvesyre til Pinot Noir. Druen har det efterhånden så varmt på de gyldne skråninger, at syre er en mangelvare. Men helklasegæringen tilfører ikke nødvendigvis garvesyre. Det afhænger meget af stilkenes modenhedsgrad. Et andet væsentligt bidrag er aroma. En vin gæret med helklaser får et krydret præg. Det klæder Pinot Noir når det er afstemt, men kan også blive for dominerende. Mange producenter, rigtig mange, anvender en lille del hele klaser i gæringen. Enkelte undgår det.

Forskellige Spätburgunder filosofier

Som det nok fornemmes ovenfor, så er der en del muligheder for at påvirke slutresultatet når man dyrker Pinot Noir i Tyskland. Her indgår ikke engang jordbunden som en faktor, selvom den jo også spiller en væsentlig rolle. Herunder får du en hurtig gennemgang af nogle producenter, som ligger i forskellige ender af den skala vi kan kalde “klon/helklase” skalaen.

Weingut Jülg

Johannes Jülg er på alle måder ekstrem. I disse år udskiftes de tyske kloner på hans marker med Dijon-kloner. Han elsker den mørke, saftige, tanninrige frugt fra de franske kloner. Han elsker faktisk frugten så meget, at han afstilker komplet. Altså ingen hele klaser går med i gæringskarret. Det giver mørke Pinot-vine, som har et langt liv foran sig.

Gebrüder Mathis

Det unge par Severin og Sabeth overtog gården i 2020. Allerede i første årgang løftede de navnet fra mainstream, til et af Tysklands mest bemærkelsesværdige. Gården ligger i Tuniberg i Baden. Her er enorme kalkforekomster og næsten lige så enorme mængder gamle Pinot vinstokke, som oftest består af Freiburger kloner. Når man kører i området passerer man mark efter mark, med lange rækker af 70-80 årige gamle stokke. Det er de gamle stokke, der er husets force. De giver en enorm dybde og intensitet i den færdige vin. Vinene er typisk meget lyse og rødfrugtede. Her anvendes 30-40% hele klaser i gæringen, lav svovling og lagring på gamle træfade, enkelte opkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz.

Weingut Wöhrle

Markus Wöhrle er en af de vinmagere der værner om de tyske kloner. Han elsker den lyse frugt, den friske syre og det viltre krydderi som de giver. På husets marker findes en meget stor andel Geisenheim og Freiburger-kloner. Husets vin “Bestes Fass” er produceret udelukkende på Geisenheim 20-13. Den er et studie værd hvis du vil vide hvordan en tysk klon smager. Wöhrle anvender 30-40% hele klaser i gæringskarret.

Bernhard Huber

Bernhard var en modig mand. Allerede i 1961 plantede han Dijon-kloner på husets marker omkring byen Malterdingen. Det høster sønnen Julian nu frugterne af. Ikke nok med at klimaet er blevet “Bourgogne”-agtigt i Baden, men planternes alder gør også, at han kan høste enestående smagsoplevelser, hvert år. Julian afstilker komplet fra og med årgang 2021.

Daniel Twardowski

Daniel har aldrig lagt skjul på, at Bourgogne er forbilledet. Men det skal ikke forstås sådan, at han forsøger at lave Bourgogne ved Mosel, for det ved han godt han ikke kan. Man kan sige, at han forsøger at lave en Mosel-udgave af Bourgogne. Han plantede Dijon-kloner på Dhroner Hofberg i 2011 og projektet har meldt sig ind i tysk vinhistorie, han er i gang med at bane vejen for andre, samtidig med, at han producerer en af de bedste Pinot´s i Tyskland. Daniel anvender typisk 50% hele klaser i gæringskarret.

Schloss Schönberg

Julien Meissner var tidligere vinmager på J. Neus, men flyttede i 2018 nogle kilometer mod øst, til Hessische Bergstrasse for at lave vin for Schloss Schönberg. Firmaets marker er beplantet med både tyske kloner og Dijon-kloner, men de holdes ofte hver for sig. Den tyske klon Auer 2107 leverer en rødfrugtet, syrlig, men charmerende Pinot. Du finder et smukt eksempel i vinen “Vom Löss”. En type vin som vil gå tabt hvis de tyske kloner forsvinder. Julien afstilker komplet, men anvender alligevel en lille del stilke i gæringskarret. Kan man det? Ja, det kan man. Han tørrer ofte stilkene i solen, så de ændrer farve fra grøn til brun, og leverer mere aroma end syre til den endelige vin.

Hanewald-Schwerdt, Pfalz

Thomas Hanewald er med på omstillingen fra lys til mørk Pinot. Her er omplantningsprogrammet i fuld gang. Tyske kloner udskiftes med Dijon-kloner. På parcellen Kalkofen, er der stadig lidt tysk klon fra gamle stokke at finde. Vinen er ret vild, og bestemt ikke specielt tysk i sit udtryk. Den er mørk og tanninrig, med en fantastisk dybde og intensitet. Hos Hanewald-Schwerdt anvendes ofte, men ikke altid hele klaser i gæringen. Typisk omkring 30%.

Konklusion

Konklusionen må være, at det ikke er muligt, at sige hvilken klon der er bedst. Personligt har jeg en stor passion for at bevare de tyske kloner, med deres rødfrugtede, syrlige og krydrede udtryk, men kan sagtens have stor fornøjelse af en mørk Pinot på Dijon-klon.

En lidt sjov ting, som faktisk ikke er rigtig sjov alligevel er, at havde du været på rundtur i de tyske vinområder i 2020 og stillet spørgsmålet: “Tysk klon eller Dijon?” til vinbønderne, så ville rigtig mange sige Dijon, fordi man lige havde oplevet de ekstremt varme og tørre år 2018, 2019 og 2020. Hvis du tager samme tur nu, så vil svaret nok lyde “Tysk klon”, efter de våde år 2021, den sidste del af 2023 og 2024.

Smagekasser

Herunder får du mulighed for at gå på opdagelse i tysk Pinot Noir/Spätburgunder på Mr Ruby´s webshop. I smagekasse 1 bliver du præsenteret for 3 vine på tyske kloner. I smagekasse 2 bliver du præsenteret for 3 forskellige filosofier, vine fra hver sin ende af skalaen ovenfor, du kan endda høre René Langdahl og Jonas Landin smage på disse to kasser i podcast´en “Vin for begyndere”. I smagekasse 3, bliver du præsenteret for tre vine på Dijon-kloner.

The post Hvad er den bedste klon af Pinot Noir? appeared first on Vin under lup.

Det er ikke kun klimaforandringer der gør, at Jacob lykkes med sit projekt. Det er også en meget pragmatisk tilgang til det at dyrke vin i Danmark. “Det kan jo ikke nytte noget, at vi tænker: Nu vil jeg lave en mørk og kraftig rødvin. Vi er nødt til at tilpasse os til de muligheder vi har. Klimaet i Danmark er perfekt til produktion af mousserende vin, da druerne ikke skal være fuldmodne.”

Pinot Noir er den mest plantede sort på Jakob´s marker (ca. 1600 stokke). Her vokser to Spätburgunder-kloner GM 1x og GM 20-13, samt Pinot Noir Précoce. Pinot Noir er meget påvirkelig af det danske vejr, både i forhold til modningsgrad, modningstidspunkt og stor risiko for gråskimmel. “Klimaet er nok ikke helt til Pinot Noir endnu, men det kommer. Jeg vil gerne nå at arbejde med den i min levetid, derfor bliver den plantet nu”.

Solaris er næstmest plantede sort med 1200 stokke, Ortega med 250, samt en lille smule Chardonnay til test.

Jacob Klitgaard

Jacob Klitgaard er oprindeligt uddannet kok og drev sin egen restaurant i Odense. I 2004 flyttede han og konen fra midtbyen og ud på landejendommen i Sønder Nærå. Det var i første omgang ikke for at dyrke vin, men Jacob plantede nogle stokke og blev mere og mere grebet af tanken om at blive vinbonde. Han producerede sin første vin i 2005, men omtaler den selv som udrikkelig. Først i 2016 følte han, at resultatet var godt nok til, at det skulle kommercialiseres.

Jacob er ikke uddannet ønolog, men har lært vinmageriet gennem egne erfaringer og gennem råd og vejledning fra kollegaer i Danmark, samt i Tyskland og Frankrig.

Ejendommen består af cirka 1 hektar vinmarker. Jacob kan endnu ikke leve af sin vinproduktion, men drømmen er at kunne det en dag.

Sønder Nærå´s geologi

Det var primært huset og logistikken der fik familien Klitgaard til at bosætte sig i Sønder Nærå. Vindyrkningen kom til med tiden. Men når man nu er i gang, så er det jo fristende at finde ud af, om forholdene på stedet er velegnet til netop vin. Derfor har Jakob brugt meget tid på at studere geologien i området, – og der er faktisk noget der tyder på, at jordbunden lige netop her, er noget helt særligt.

Vinmarken er beliggende på en blød syd-syd/vest vendt skråning i dette område. Skråningen er dannet af aflejringer fra en smeltevandsflod som strømmede gennem området ved afslutningen af seneste istid, og som aflejrede op mod 20 meter tykke lag af grus, ler og forskellige stenarter. De øverste jordlag omkring Sønder Nærå består derfor af ler, blandet med sandjord og rige forekomster af kvarts, rød flint og mergel.

Vinmarken ligger ca. 60-70 meter over havets overflade, i et lyst, luftigt og bakket terræn hvilket giver et stabilt klima for vinstokkene. Dette er bl.a. med til at forebygge frostskader i det tidlige forår. Området kan også prale af en større mængde varme i vækstsæsonen end landsgennemsnittet.

Vinifikationen

Det er de mousserende vine der fylder billedet hos Klitgaard. Valget skyldes dels den høje syre som druerne ofte besidder i det danske klima.

Alle vine gærer på de naturlige gærceller fra druernes skind og gennemgår dernæst malolaktisk gæring, både for at blødgøre syre, men også for at opnå større dybde og kompleksitet i den færdige vin. Mosten til mousserende og hvide hvide vine gærer typisk ved 18-20 grader. De mousserende vine produceres efter champagnemetoden med andengæring i flasken. Flaskegæringen sættes i gang i august/september året efter høst.

De mousserende vine tilsættes ikke sulfit, da frugtsyre og naturlige kulsyre (CO2) er med til at stabilisere vinens holdbarhed og kvalitet. Alle vine er ufiltreret og er i fuld kontakt med bærmen (bundfald af døde gærceller) indtil vinene blive flasket. Stille vine frigives efter ca. 1,5 år. Mousserende vine efter ca. 3,5 år.

Smag på dansk vin, der peger direkte ind i fremtiden. Køb vinene hos Mr Ruby.

The post Klitgaard Vin appeared first on Vin under lup.