Riesling er en kær ven. En ven der kan antage mange former og udtryk. Den ene dag er den sur og vrissen, den næste sød og mild. En helt anden dag er den fræk og forførende, men kan også være rå og afvisende, og en helt tredie dag er den kompleks, næsten voldsom, men på en feminin måde, magisk, gavmild og dufter guddommeligt af petroleum. Sådan en ven findes bare ikke andre steder. Derfor vil Riesling altid være min ven. Tror i øvrigt det vil være voldsomt upassende at sige: ”Du dufter guddommeligt af petroleum”, til andre venner end Riesling.

Historikere er ikke så meget i tvivl om, at druesorten stammer fra Rhin deltaet, hvorfra den har spredt sig til Mosel og Donau. At Wachau og Kamptal producerer bemærkelsesværdige Riesling-vine kan ikke fornægtes, men i historisk sammenhæng spiller de østrigske udgaver en meget lille rolle, det er Rhinen og Mosel, der fylder i historiebøgerne. Ud over druens epicenter i Nordeuropa, så dyrkes druen også en del i det østlige Europa, hvor den primært anvendes til mousserende vin, og så har Riesling også fundet vej til Nordamerika, Australien og New Zealand, formentlig i bagagen på tyske emigranter.

Riesling opstår

En ting er, at have Riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem. DNA forskningen giver os ikke svaret, men konfirmerer, at sorten kan være meget gammel og at den formentlig er opstået i Rhin-deltaet.

Druesorten Gouais Blanc, eller Heunisch Weiss som den hedder på tysk, er den ene forælder til Riesling. Gouais er en af de ældste druesorter i Europa, og en af de historisk vigtigste, og så er den alligevel næsten uddød. Sorten menes at stamme fra Mellemeuropa, med oprindelse i samme område og på samme tid som Pinot Noir. Der findes Gouias DNA i 81 forskellige sorter som vokser i Europa i dag, sorten går blandt forskere under navnet ”Druernes Casanova”.

Gouais har blandt andet leveret DNA til de tre druer Chenin Blanc, Furmint og Riesling, hvilket giver ganske god mening. Det er alle tre sorter med høj naturlig syre og beslægtede aromatiske egenskaber. Også Chardonnay er opstået ved hjælp af DNA fra Gouais.

Gouais har aldrig været anset for sin kvalitet. I 1598 blev nyplantninger forbudt i Frankrig og i dag er den nærmest ikke-eksisterende. I Tyskland har Georg Breuer i Rüdesheim beplantet en parcel med sorten og Chambers Rosewood Vineyards i Rutherglen i Australien har en 0,6 hektar stor parcel, som de dyrker mest af historisk interesse.

Vitis Vinifera Germanico

Vinplanten, Vitis Vinifera, er inddelt i kategorier i forhold til vækstmønster, druestørrelse, drueform o.s.v. Den tyske forfatter Hans Jörg Böhm har tilføjet yderligere kategorier til de tre accepterede Occidentalis, Pontica og Orientalis. Böhm taler blandt andet om en gruppe ved navn Germanico. Det giver rent faktisk virkeligt god mening. Rent klimatisk er Nordeuropa køligt og isoleret og har i særdeleshed været det i perioden fra 1300-1850 hvor vi har været inde i den periode man omtaler “Den lille istid”. Rhin-deltaet og Mosel-floden har skabt nogle helt særlige vækstbetingelser, som har fremprovokeret bestemte egenskaber i planternes vækstmønster/DNA. Riesling´s hårdførhed og evne til at modne i kølige omgivelser passer godt med, at den kan være opstået i ovennævnte tidsperiode.

Den tyske DNA forsker Ferdinand Regner skriver, at den anden forælder til Riesling er en krydsning mellem Savagnin og en vild Vitis Vinifera. Han skriver også, at området omkring Rhinen formentlig har bestået af et væld af forskellige sorter, de vilde arter, og de opdyrkede har bestået af både importerede og mere lokale. Der har givet vokset et væld af sorter, der har krydset sig med hinanden i et stort virvar.

På billedet ses de tre “founding fathers” – Savagnin, Gouais og Pinot Noir. De tre har formentlig været udbredte i Rhindeltaet i middelalderen. De har nemlig alle bidraget med DNA til nogle af de druesorter, som har fyldt noget på de tyske vinmarker gennem tiderne. Vitis Vinifera Germanico skal således være alt med gult. Gewürztraminer er en mutation af Savagnin, Frühburgunder er en mutation af Pinot Noir. Räuschling, Elbling, Silvaner og Riesling er alle druesorter med arvemasse fra en eller flere af de førstnævnte. Husk, Riesling har formentlig også en eller anden form for tråd til Savagnin.

Riesling vinder indpas

Der foregår stadig meget gætteri omkring den præcise oprindelse af Riesling. I Kintzheim i Alsace har man fundet et kort fra 1348 med teksten “zu dem Russelinge”. Det behøver ikke, at have noget som helst med Riesling at gøre. Det kan faktisk have været den på daværende tidspunkt udbredte Räuschling, der refereres til. Men det kan ikke udelukkes, at Riesling har været dyrket i Kintzheim på dette tidspunkt. Det vil i givet fald have været tidlig “Riesling-historie”. Riesling har på et eller andet tidspunkt under renæssancen (15.-17. århundrede) vundet stor respekt.

Wines of Germany har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for Riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i det område der i dag er Tysklands mindste vinregion Hessische Bergstrasse sydøst for Rheingau. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “Riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “Riesling” blev først brugt senere af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552.

30 års krigen 1618-1648 kan paradoksalt nok have været medvirkende til udbredelsen af Riesling. Krigen var overordnet set en religionskrig mellem protestanter og katolikker, og den var på alle måder en katastrofe for Europa. Tabstallene var enorme og ligeså var ødelæggelserne. Ser vi på vin alene, så betød krigen, at der skulle startes forfra mange steder i Europa. Både hvad marker og produktion angår. Dette kan have været medvirkende til at give Riesling medvind. I Alsace blev mange ødelagte vinmarker nyplantet med Riesling. Før krigen spillede druesorten ikke den store rolle.

De mest udbredte druesorter i middelalderens Tyskland, – og her er Alsace medregnet, var sorter som Savagnin, Elbling, Silvaner, Räuschling, Gewürztraminer, Muscat og Pinot Noir. Druesorten Räuschling finder man i dag næsten udelukkende i Schweiz.

Schloss Johannisberg sætter nye standarder

En af de vigtigste hændelser i forhold til udbredelsen af Riesling som “Tysklands drue nummer et” fandt sted på benediktinerklosteret på bakkekammen Johannisberg i Rheingau.

I 1716 købte Prins-biskop Konstantin von Buttlar fra Fulda det nedslidte kloster. Vinmarkerne var, som klosteret, forsømte. Derfor satte Konstantin en fuldstændig restaurerering i gang af både bygninger og vinmarker. I årene 1720/21 plantede han 294.000 Riesling vinstokke på klosterets marker. Stiklingene blev købt i Rüdesheim, Eberbach og Floersheim, hvilket viser, at Riesling var ved at vinde indpas i Tyskland. Schloss Johannisberg satte nye standarder for druen, og gjorde det nemmere for andre vinbønder at træffe beslutningen om, at plante Riesling.

I 1744 insisterede biskoppen af Speyer, kardinal Christoph von Hutten på, at Elbling-vinstokkene skulle bortskaffes og erstattes af Riesling. Endnu vigtigere var det, da kurfyrsten af Trier Clemens Wenzeslaus, den 8. maj 1787 proklamerede, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af Riesling. Mosel-Saar-Ruwer-området fejrer hvert år Wenzeslaus-udtalelse på denne dato.

I starten af 1800-tallet var Rheingau-vine i høj kurs. Vine fra blandt andet Schloss Johannisberg blev solgt som noget af det dyreste i Tyskland. Mosel haltede noget efter. Men i 1845 besøgte dronning Victoria af England Rheingau, hvor hun opdagede og kastede sin kærlighed på tysk Riesling og især også de lette og friske vine fra Mosel. Det startede et export eventyr til England og priserne for Moselvin steg betragteligt.

Hvordan smagte Riesling anno 1897?

Smagen af de tyske Riesling-vine har man et meget godt billede af fra diverse vinbøger. Blandt andet Karl Heinrich Kochs “Moselwein” fra 1897. Han beskriver Mosel-vinene som tørre, lette og friske, med et alkoholindhold på under 12%. Vinene stod i skarp kontrast til Riesling fra Rheingau, Rheinhessen og Pfalz, hvor man ofte høstede sent og med botrytis-inficerede druer. De var langt kraftigere og ofte med restsødme. Man kan sige, at smagen anno 1897, for Mosel´s vedkommende mindede om i dag, bortset fra, at alkoholprocenten er kravlet lidt i vejret. Op gennem 1900-tallet tog tingene en drejning. Først kom vinlusen, så kom recession, så kom verdenskrige, og det smadrede al handel med tysk Riesling. Man glemte hvad man stod for og industrialiserede produktionen. Vine med sødme vandt indpas, både i dyre, men især i billige udgaver. Det er faktisk først i de seneste 25-30 år, at man kan begynde at tale om, at tysk Riesling har fundet sig selv igen.

Riesling karakter – spiller klonvalg en rolle?

Riesling´s aroma er langt mere påvirket af klima og jordbund end andre druesorter.
Når man nu er glad for Spätburgunder/Pinot Noir, så ved man, at klon-valg spiller en stor rolle for det endelige resultat med Pinot Noir. Det er bare ikke helt det samme for Riesling. Riesling er sin egen!

Det er ikke en bestemt klon der gør, at Mosel Riesling er let og forførende, og det er ikke fordi der findes en speciel Pfälzer-klon, at Riesling bliver intens og får salt mineralitet i Pfalz. Forskellen opstår grundet klimatiske faktorer og jordbund.

I Australien har man i mange år brokket sig over, at Riesling ikke ville modne. “Det giver jo ingen mening”, som de sagde. Man flytter en druesort fra et køligt klima til et varmt, og pludselig bliver den grøn og bitter. Jo, det giver mening. Det kaldes transpiration, og beskriver en nedlukning af plantens vækst grundet varme. Riesling foretager denne manøvre tidligere end andre druesorter. Riesling finder sig ikke i det!

Alene i Tyskland findes der en mængde forskellige riesling kloner, og de vokser ud og ind mellem hinanden. Så det er ikke et sted, hvor man nemt gennemskuer klon-valg og valgets betydning. Yvonne Libelli fra Margarethenhof siger: “Jo, der er forskel, men det er mest på klasernes fysiologi, om de er kompakte eller løse, eller på de forskellige kloners resistens overfor sygdomme. Aromatisk er der minimal forskel. Der er måske en tendens til, at Geisenheimer kloner har en lidt mere floral karakter.”
Igen kan Australien bekræfte hendes udtalelse. Her er en af de ældste kloner af Riesling “Pewsey Vale”-klonen, der stammer fra Rheingau og blev bragt til Eden Valley i midten af 1800-tallet. Grundet de flotte resultater i Eden Valley, så er klonen blevet ret udbredt i Australien. Man skulle tro, at den ville smage nogenlunde ens, selv når den blev flyttet rundt i forskellige vinområder på kontinentet, – men det gør den overhovedet ikke.

De mest udbredte kloner

I Tyskland hviler forskellen af klon-valg især på, – hvilken type riesling du vil lave. Skal det være prisbilligt, med højt udbytte og lav syre, eller søger du den ultimative kvalitet. Op gennem 60´erne, 70´erne og sågar 80´erne, blev der brugt alt for meget tid på højtydende kloner. Udviklingen er vendt. På Geisenheim universitetet søsatte man i 2008 et nyt projekt. Der blev taget over 800 stiklinge fra gamle planter på topparceller, – blandt andet fra en parcel ved Mosel der var planet i 1896. Det er der kommet en række kloner ud af som kaldes “300”-serien. De er alle lavtydende, flere af dem med løse klaser, og oftest er druerne mere gyldne end nogle af de mere traditionelle kloner på de tyske marker, som oftest er grønne.

En klassisk sort er for eksempel 110 GM. Klonen stammer fra Geisenheim universitetet og blev sendt på markedet i 1950. Den har en let “muscat”-agtig aroma, og medium til højt udbytte.

En anden klassisk klon er 239-25 GM. Medium til højt udbytte, med stor frugtagtig aroma og højt indhold af terpener, hvilket giver en meget floral karakter.

Bernkastel 68 og FR52 fra Freiburg universitetet ses også ofte. Begge er hårdføre, med medium til højt udbytte.

Topkvalitet leveres blandt andet af klon N90 der blev frigivet fra Neustadt i 1913, og som er udbredt i Pfalz. I Mosels skifer er det især de nye GM kloner i “300”-serien, samt et hav af gamle stokke, der står på egne rødder i både Rheingau og ved Mosel.

Jordbundens betydning

Riesling besidder en alsidighed, som er helt vild. Den kan skabe vidundere i både den tørre og den søde kategori. Den har en helt ufattelig evne til at gengive klima og jordbund i den endelige vin. Den bliver sprød, floral  og mineralsk i skiferjord, den bliver frugtrig og let krydret i grus, den bliver fersken-agtig og kompleks i lerjord.

Det handler alt sammen om hvor mange næringsstoffer der er i jordbunden. I en stenet jordbund skal vinstokken virkelig kæmpe for næringen, i en lerjord har den sjældent problemer med at få det vand og de mineraler den har brug for. Men også lysindfald (orientering mod solen), jordbundens evne til at holde på varme og mikrobiologisk aktivitet i jordbunden spiller en stor rolle for den endelige smag.

Det er for eksempel et sjovt faktum, at grå og rød skifer giver hver sin aroma-profil til Riesling. Det kan man opleve ved byen Erden ved Mosel i Tyskland. Samme stenart, samme mikroklimatiske betingelser, den eneste forskel er jordbundens farve. Den grå skifer på Erdener Treppchen giver ren frugt, med citrus og stenet mineralitet, den røde skifer på nabomarken Ürziger Würzgarten giver blomst og krydderi.

Druen dyrkes i hele verden, men holder af køligt og endda fugtigt klima. I sådanne omgivelser takker den producenterne med et væld af aromatiske nuancer. En af de store fordele ved Riesling er, at den bevarer sit syreindhold selv i overmodne og botrytis angrebne druer. Derfor er sorten specielt velegnet til søde dessert-vine.

Evnen til at forene syre of sødme

Få druer i denne verden formår som Riesling at bevare syre selv i moden tilstand, ja det skulle da lige være kusinen Chenin Blanc. Det er det høje syre indhold der gør, at de tyske udgaver i generationer har været kendt mere for søde udgaver end tørre. I tidligere tider især på grund af gæringstemperaturerne i kældrene. Når det blev koldt gik en gæring ofte i stå før den var færdig, og derved endte man med et produkt med restsødme. I Tyskland inddelte man i 1971 de bedste vine efter druernes modningsgrad ved høst, – det såkaldte Prädikat-system. Det blev gjort for at give konsumenten et lille praj om hvad der gemte sig i flasken. Der er trods alt forskel på druer høstet på Schloss Johannisberg i starten af oktober, contra druer høstet samme sted 3 uger senere, i samme årgang. Både intensitet og restsødme er formentlig forskellig. Samme system anvendes i Østrig, i Østrig regnes sukkerindholdet dog i måleenheden “Klosterneuburger Mostwaage”. Herunder anvendes Oechsle, som svarer til gram tørstof i en liter druemost.

Botrytis

Botrytis, eller Gråskimmel, er en svampeart, der i vindyrkning også går under navnet ædel råddenskab,” men den er kun ædel, såfremt den er ønsket. Ønsket er den som regel kun i sent høstede hvidvinsdruer. Svampen fremmes i fugtigt vejr og ved temperaturer på 15-20 grader, og sorter med kompakte klaser og tyndt skind er de mest udsatte. Angrebet sættes som regel ind i drueklaserne, men kan også angribe andre dele af planten.

Gråskimmel bekæmpes med kobbervitriol, men kan kun forebygges, ikke helbredes. Den bedste forebyggelse foregår ved at sikre luftcirkulation og sollys omkring planten.

Når gråskimmel er ønsket og kaldes ”Ædel råddenskab”, så er det fordi vinen tilføres nogle særlige aromatiske egenskaber. Aromaen vil ofte bære præg af tørret frugt, honning og til tider eksotisk frugt. Svampen lever af fugt, og denne fugt finder den ved at absorbere vandet i druen, hvorved syre og sukker koncentreres og Oechsle graden stiger. Samtidig dannes der i druen sukkerstoffet glycerol, som er med til at gøre den endelige vin federe i konsistens.

photo: Tom Maack

Historien fortæller, at det var på Schloss Johannisberg, man første gang opdagede, at druer angrebet af denne svamp, rent faktisk kunne levere fantastisk vin. Munkene gik og ventede på en besked fra Abbeden i Fulda, men beskeden kom så sent, at druerne var fuldt angrebet. Munkene gjorde dog som de fik besked på, de høstede og producerede en vin. En vin som til deres store overraskelse smagte vidunderligt. Derfor kaldes Schloss Johannisberg i dag for opfinderen af begrebet Spätlese.

Der er i Tyskland i dag kategorier for druers modenhed ved høst. Kategorierne er som følger:

Prädikat kategorier

• Kabinett 70-85 Oechsle = potentiel alkohol 9,3-11,4
• Spätlese 80-95 Oechsle = potentiel alkohol 10,7-12,9
• Auslese 88-105 Oechsle = potentiel alkohol 11,9-14,3
• Beerenauslese 110-128 Oechsle = potentiel alkohol 15-17,6
• Trockenbeerenauslese 150+ Oechsle = potentiel alkohol 20,9+

Prädikat systemet anvendes til søde vine, men på de tørre ser man sjældent betegnelserne. De kan dog være brugt og efterfulgt af betegnelsen Trocken. I Alsace anvender man kun to kategorier til de søde vine, det er følgende:

• Vendanges Tardives 102+ Oechsle – altså svarende til den tyske Auslese
• Selection de grains nobles 117+ Oechsle – svarende til Beerenauslese

Fænomenet Eiswein opstod i Tyskland 1829. En Eiswein skal være produceret af druer der har været udsat for 7 graders frost. Sød vin handler i virkeligheden om at koncentrere most, at fordelingen mellem sukker og vand forskydes, – jo mindre vand, des mere sødme. Når en drue udsættes for frost, så fryser vandet, og du presser en meget høj procentdel sukker og syre ud af druerne. En Eiswein skal holde minimum 110 Oechsle. Vinen vil altid være meget sød, men hvor koncentreret den er afhænger meget af hvornår betingelserne for den indtræffer. Nogle år er det i November, andre år er det i Februar, nogle år sker det slet ikke.

Rieslings særlige kendetegn

Netop de søde dessertvine får et ekstra pift, såfremt druerne er angrebet af ædel råddenskab, og det bliver de ofte i de fugtige omgivelser langs floderne i Tyskland og Rhinfloden i Frankrig. Sortens høje syre-indhold gør den fantastisk velegnet til lagring. Få hvidvine kan gemmes så mange år som en velproduceret Riesling. Et aromastof, som gør riesling til noget unikt er 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalin eller forkortet TDN. Denne forbindelse får riesling til at dufte af petroleum. Især i varme områder og hvis druerne bliver udsat for direkte sollys nærmest eksploderer mængden af TDN. Nogle mener TDN i en riesling er en fejl, det er det i grunden ikke, men med de rette dyrkningsmetoder kan og bør indholdet i den færdige vin begrænses.

Riesling befinder sig er utroligt kulde-resistent og har overlevet frostgrader på under -30 på de tyske vinmarker. Det ville meget få Vinifera-sorter være i stand til at klare.
Aromatiske kendetegn: citrus, lime, grape, orangeskal, abrikos, fersken, honning og petroleum.
Vintype: God til både tørre og søde vine. Hvis den er tør, er den ofte rank og mineralsk, med høj syre.

Riesling´s udbredelse i verden

The post Riesling druens historie appeared first on Vin under lup.

I Tyskland kalder man “Pinot”-familen for “Burgunder”, efter det gamle kongerige hvor Pinot Noir blev dyrket, måske i årtusinder, og hvor mutationer af druen – blandt andet Pinot Blanc – er opstået. Hvad DNA angår, så er de to druesorter, næsten ens. Det er mere eller mindre en fejl at tale om to forskellige druesorter. Det er faktisk bare Pinot Noir i en grøn version. Det forklarer også Pinot Blanc´s fyldige karakter. Pinot Blanc er ikke aromatisk, den strøer ikke om sig med karakteristiske dufte. Til gengæld er den er ret kødfuld i munden. Den besidder ofte en fersken-agtig frugtsødme og forholdsvis lav syre.

Ser på den som Chardonnay – ikke Riesling

Pinot Blanc kan rent faktisk levere helt utroligt velsmagende og seriøse vine, og er godt på vej til at blive det nye “sorte” fra Tyskland. Det handler om at begrænse udbyttet (surprise), at høste imens druen stadig har syre, og derved også undgå at druens aroma bliver for eksotisk. Pinot Blanc er faktisk bedst, når den beholder sine kølige grønlige noter. Det næste, som lige giver druen et ekstra pift, er fadlagring. Igen, som med alle andre druesorter, så skal fadet modereres. En ret væsentlig grund til at tyskerne har forbedret deres Weissburgunder i de senere år er, at de er begyndt at behandle druen som Chardonnay og ikke som Riesling, som man gjorde tidligere. Det betyder også, at vinene nu, som oftest, gennemgår malolaktisk gæring.

Der er intet overraskende i, at hvis man tager en druesort alvorligt, så kan den levere god vin. Det er faktisk den bedste og eneste forklaring på, at Weissburgunder buldrer frem af kvalitetens Autobahn lige nu.

The post Weissburgunder aka Pinot Blanc appeared first on Vin under lup.

Men udviklingen er vendt. Det har taget noget tid, og det har krævet vilje og stædighed. For 30 år siden var der ikke meget mere end 3 hektar med Timorasso tilbage i området. Men Walter Massa ville det anderledes. Han så potentialet i den gamle lokale drue og ville hellere producere noget unikt og kvalitativt, end noget der i bedste fald ikke ville blive taget notits af. Han begyndte at lave små batches med Timorasso, hvor han anvendte forskellige teknikker og endte med at få så enestående resultater, at han involverede alle områdets producenter. Det blev en øjenåbner for mange. Flere begyndte at genplante, og senest er der kommet investeringer til udefra. Barolo-huse som Roagna, Vietti, Oddero, Borgogno, Pio Cesare, La Spinetta, Voerzio Martini m.fl. har købt jord og ser et kæmpe potentiale i vinene herfra.

Hvor stammer Timorasso fra?

Timorasso er en ældgammel druesort. Den har DNA som viser i retning af druesorten Lambruschetto (også Piemonte), men den anden “forælder” har man ikke kunnet spore. Historikere mener, at et latinsk dokument fra Tortona dateret 1209 kan omtale druesorten. Her omtales Vineam de Gragnolato, der skulle være en mark med Timorasso, men det er der som sådan ingen beviser for. Slægtskab med Nebbiolo er også påstået, men har ikke kunnet bevises gennem DNA-analyser.

Man snakker om “Italiens Riesling”. Sammenligningen med Riesling er lidt søgt, og så alligevel. Som ung kan Timorasso være enormt anmasende og uharmonisk. Druen indeholder masser af phenol. Den er rig på syre og aroma, læg dertil en alkohol, der ofte ligger på 13-14%, ikke rigtig riesling-agtigt. Men sammenligningen giver mere mening når druen får alder. Så smelter elementerne sammen, så blødgøres syren, vinen får på en eller anden måde fylde og harmoni, – og den får faktisk også lidt petroleum. Vinen kaldes også af og til den “hvide Barolo” hvilket giver ganske god mening: aggressiv som ung, harmonisk og smuk med alder.

Picture by Alessandro Vecchi – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15676883

Begrebet Derthona

På mange flasker vil du møde navnet Derthona. Derthona er det gamle romerske navn for Tortonesi, som Timorasso-producenterne i området, i år 2000, besluttede sig for at bruge. De vil gerne kendes på en lokal identitet – ikke kun på en druesort. Derthona er et registreret varemærke tilhørende Walter Massa, men han har tilskyndet til anvendelse og brug, og i øvrigt ansøgt om, at det bliver en officiel betegnelse for området. Derthona skal i så fald dække over en Riserva, der først må frigives 2½ år efter høst, en Derthona og en Piccolo Derthona. Sidste to kræver begge mindst 1 års lagring. Forskellen mellem en Derthona og en Piccolo Derthona vil være baseret på smagspanelvurderinger. I ansøgningen er også krav til ​​minimum dyrkningshøjder, samt minimum alkoholniveauer for hver vintype.

Minimum dyrkningshøjde er vigtig i Colli Tortonesi. Området starter ved byen Tortona i Nord. Mod vest er områdets grænse floden Ossona, mod vest Lombardiet og mod syd Ligurien. Den nordlige del af området er flad og ligger i en højde på omkring 100 meter over havets overflade. Længere sydpå starter bløde bakker hvor de højeste når op i 300 meters højde. Her ligger en klynge af vingårde omkring byen Costa Vescovata (300 m). Nu bliver det meget bjergrigt, og med få vinmarker, men længst mod syd skærer floden Bobera sig igennem bjergene og skaber Val Bobera, der er en dyb dal. Her når bjergene op i 600 meters højde. Klimaet er naturligvis meget anderledes her. Det er generelt køligere, men især nætterne er kolde, hvilket giver en længere modningssæson og en større aromaudvikling i druerne. Der er op til 20 dages forskel på høstdatoen fra højt liggende Val Bobera til lavlandet ved Tortona.

The post Timorasso – den italienske Riesling appeared first on Vin under lup.

Grauburgunder kalder de druen i Tyskland, altså den samme drue som hedder Pinot Gris i Alsace. Hvorfor skal de tyskere altid finde på egne navne? Det vides ikke, men i Pinot Gris´ tilfælde er de ikke de eneste der kalder den noget andet end det som vi lige her og nu, i denne artikel, vælger at kalde Pinot Gris.

Hvor stammer Pinot Gris fra?

Pinot Gris er oprindeligt en farvemutation af Pinot Noir og er med stor sandsynlighed opstået i Bourgogne. Pinot Gris og Pinot Noir har identisk DNA. Hvornår man begyndte at betragte den lidt lysere “fejlfarvede” Pinot Noir, som en selvstændig sort er lidt uvist. Sorten går i Bourgogne også under navnet Pinot Beurot. Den anvendes, men er ikke udbredt i Bourgogne.

Det siges, at Charles den 4. bragte Pinot Gris fra Bourgogne til Ungarn i 1375. Cisterciensermunke skal så have bredt den ud i Alpe-området, så den fandt vej til Schweiz, Østrig og Italien. Pinot Gris skal så være bragt fra Ungarn til Alsace af Lazarus von Schwendi i 1568. Han var bosiddende i den ungarske by Tokay og det menes at være derfor man i Alsace, indtil 2007, kaldte druen for Tokay d´Alsace. I dag hedder Pinot Gris så Pinot Gris i Alsace, – fordi navneligheden med de ungarske vine fra Tokaji var for stor. I Ungarn kaldes sorten i dag for Szürkebarat.

I Tyskland kaldes druen for Grauburgunder, eller i visse tilfælde Ruländer. Druesorten bliver første gang nævnt på skrift i 1711 da Johan Seger Ruland ved et tilfælde opdagede en vildtvoksende Pinot Gris i sin baghave. Sorten har formentlig været dyrket langs Rhinen i Tyskland før 1711, især fordi den jo allerede var i Alsace, men der er ingen beviser for dette.

I dag er Grauburgunder udbredt i Rhin-deltaet. Den dyrkes primært i Baden, men også i Pfalz og Rheinhessen findes større beplantninger, og så dukker den sporadisk op hist og pist.

Hvordan smager Pinot Gris?

Pinot Gris-druerne varierer i farve fra gråblå til brunlig pink, og farvevariationerne kan forekomme inden for samme klase. Sorten kræver en del varme for at modne tilfredsstillende, af samme grund er den ikke udbredt i de nordligere tyske vinområder. Pinot Gris har det bedst i dyb muldet jord. Den skal kunne hente rigelig næring, da den fra naturens hånd leverer et ret begrænset udbytte, den vil med andre ord være malplaceret på en skiferskråning. Syreindholdet er relativt lavt. Det er på kraft og tyngde druen vinder venner. Den har et nærmest olieret udtryk i både duft og smag.

Aromatiske kendetegn: Fyldig, aromatisk. Friske tidligt modne udgaver domineres af æble, lime og fersken. Sent høstede og mere komplekse udgaver får præg af melon, tørret citronskal, honning, ingefær og nellike. Medium syre, høj alkohol.

The post Grauburgunder aka Pinot Gris appeared first on Vin under lup.

Sauvignon Blanc-druen (SB) er en af denne verdens mest karakterfulde druesorter. Det er ikke nogen tilfældighed, at druesorten er udbredt og at den dyrkes i både varmt og køligt klima. Den er enormt påvirket af klima og geologi hvilket jo egentlig kendetegner alle de store sorter.

Sauvignon Blanc druen er opstået spontant et sted i Europa i tidlig middelalder (500-1000). Der er forskellige meninger om hvor den stammer fra. Nogle ampeolografer siger Sydvestfrankrig, andre siger Loire. Man ved, at den ene forælder er Savagnin, den anden er foreløbig ukendt, men skal medd stor sikkerhed findes i det vestlige Frankrig, da den har aromatisk sammenfald med flere druesorter herfra. Sorten er udbredt i Bordeaux og Loire i Frankrig. De tørre vine på Sauvignon Blanc fra Pouilly Fumé og Sancerre ved Loire-floden har nærmest dannet skole for druens formåen og er forsøgt og forsøges kopieret i det meste af den vinproducerende verden.

Druen bevarer sin syre, selv når sukkerindholdet bliver højt, og den leverer en nærmest hyldeblomst-/græs-agtig aroma. Men der er naturligvis forskel på om druen vokser i varmt eller køligt klima. Den får mere volumen, mere passionsfrugt i varme omgivelser. De flotteste resultater opnås helt klart i køligere områder med en kalkholdig jordbund.

Et af druens særlige kendetegn kommer fra aromastofferne i Pyrazin-gruppen, som er samme aroma som findes i for eksempel grøn peber, samt i nært beslægtede druer som Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.
Aromatiske kendetegn: Græs, grøn peber, hyldeblomst og grape, samt i den mere modne kategori – solbærblade, fersken og passionsfrugt.
Vintype: Meget karakteristisk og let genkendelig. Tør er den frisk, delikat og med medium-høj syre.

Sauvignon Blanc i Frankrig

Loire-regionerne Sancerre og Pouilly-Fumé er ikke til at komme uden om når snakken falder på Sauvignon Blanc. I hvidvinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé optræder druen alene, og den ser ofte kun lidt eller ingen egetræ, selvom topeksempler kan være lagret på eg.

I det øvre Loire er vinene mineralske, citrusagtige, lyse og har ofte potentiale til lagring. Pouilly-Fumé-vine får deres navn fra de karakteristiske røgede, flintagtige aromaer forbundet med vinene i området – “Fumé” betyder “røget”. Dette flintagtige aspekt af Sauvignon Blanc-aromaen findes også ofte i Sancerre-vine, der dog har en tendens til at være lidt lettere og mere “rene” i udtrykket. Flintaromaen stammer efter sigende fra tilstedeværelsen af ​​høje niveauer af kisel i den lokale kalkstensjord, og altså ikke fra den flintesten, som også er at finde i markerne.

Der findes også flotte udgaver af tør Sauvignon Blanc fra Bordeaux.

Sauvignon Blanc fra New Zealand

Den hurtige udvikling af Marlborough Sauvignon Blanc, fra dens barndom i 1980’erne til global anerkendelse inden for et årti eller deromkring, er en af ​​de mest bemærkelsesværdige begivenheder i nyere tid i vinens verden.

New Zealand har defineret sin helt egen stil. Vinene er ofte let identificerbare med deres hyldeblomst, stikkelsbær, kattetis og passionsfrugt-agtige aromaer. Marlborough SB har erobret et stort marked over hele kloden, med USA og Canada, Storbritannien, Australien og Japan som de største markeder.

Sauvignon Blanc tegner sig for godt tre fjerdedele af New Zealands vineksport. Vinene er generelt produceret med høje udbytter, maskinhøstet og gæret og opbevaret i rustfrit stål. Producenterne bevarer druens naturligt høje syreindhold, og det er sjældent, at kommercielle eksempler gennemgår malolaktisk gæring. Den friske syre modsvares ofte med lidt restsukker.

Det lyder måske alt sammen lidt kedeligt, men der kommer også verdensklasse fra New Zealand. Der er producenter, som går den tørre, stringente vej. En lidt sjov bonus-historie er, at Harold Olmo, professor ved University of California, menes at være manden bag udbredelsen af SB i New Zealand. Det var ham der bragte stiklinge hertil, hentet på Cresta Blanca Winery i Livermore, Californien (læs herom senere). Klon 1 fra Californien er den dag i dag den mest udbredte klon af SB i New Zealand.

Sauvignon Blanc fra Østrig

Steiermark er beliggende i den sydøstlige del af Østrig, grænsende op til Slovenien, og er et af de steder hvor Sauvignon Blanc virkelig ”shiner”. Området er inddelt i tre DAC´s Steiermark, Weststeiermark og Südsteiermark. Det er især sidstnævnte der brillerer på SB, hvilket helt sikkert skyldes den sedimentære og kalkholdige jord i området. SB har været dyrket i området siden 1850´erne og har vist sig at tilpasse sig de varme dage og kolde nætter på enestående vis.

Sauvignon Blanc i Californien

Cresta Blanca Winery var den første vingård i Californien, der dyrkede Sauvignon Blanc. Vingården blev grundlagt i Livermore Valley af Charles Wetmore i 1882. Wetmore havde hentet stiklinger af Sauvignon blanc på selveste Chateau d’Yquem. Livermore Valley består af enorme kalkaflejringer og er som skabt til druen. Første årgang på markedet var årgang 1884 og den vandt ”Le Grand Prize” ved Paris-udstillingen i 1889, og blev den første californiske vin til at vinde en konkurrence i Frankrig.

Wetmore´s resultater fik folk til at spærre øjnene op, og nu ville andre vingårde også i gang med at dyrke Sauvignon Blanc. De kontaktede Wetmore for at købe stiklinger, og således blev Wetmore´s Sauvignon døbt ”klon 1”. Klon 1 er udbredt i Californien i dag, og en af de mest udbredte kloner i New Zealand.

Men californisk SB fik det hårdt. Der blev dyrket med for høje udbytter og med restsødme. Kun få ejendomme holdt fast i den tørre stil. Robert Mondavi ville derfor gerne adskille sit tørre produkt fra mængden og omdøbte hans udgave til “Fumé Blanc”, en reference til Pouilly Fumé-vinene i Loire-dalen. Fumé Blanc blev på den måde en betegnelse for tør SB i Californien.

Mens kvaliteten af ​​californisk SB historisk har været ret varierende, får sorten nu ny og spændende opmærksomhed. Fra midten af ​​2010’erne dukkede en ny klasse af SB-producenter op.

Sauvignon Blanc fra Tyskland

Sauvignon Blanc er ved at blive ganske fashionabel i Tyskland. Udefra kan det virke lidt som om SB er kommet til i nyere tid, men rent faktisk har den været dyrket i Franken og Baden i over 300 år. Sorten blev forbudt af nazisterne, fordi den blev betragtet som utysk og en “fjendtlig sort”. Derfor har den lige skullet genvinde terræn.

De tyske producenter er generelt stadig langt fra at udvikle en klar stil, der udtrykker vinenes oprindelse. Men der er tegn i sol, måne og stjerner på, at den dag vil oprinde. Seneste udgave fra Christian Stahl fra den kalkholdige Felswand-mark i Franken er et skridt i den rigtige retning. Den vin kan du ikke sammenligne med noget som helst. Den er helt sig selv og skaber en helt ny reference for Sauvignon Blanc. Hvem ved, måske vil Franken SB blive eftertragtet i fremtiden.

Resten af verden

Alto Adige i Italien kan også noget på Sauvignon Blanc. Vinene er ofte med høj syre og meget friske i stilen. Sydafrika og Sydamerika har også deres bud. Men der mangler et samlet udtryk, noget produktmæssig og markedsføringsmæssig styrke for at det kan komme op i samme liga som Frankrig, Østrig og New Zealand.

The post Sauvignon Blanc appeared first on Vin under lup.

Op gennem 1900-tallet har tyske botanikere jagtet “opskriften” på den optimale druesort til det kølige tyske klima. Det er der kommet mange mærkværdige sorter ud af, men Scheurebe er ikke mærkelig – tværtimod!

Julius Georg Scheu

Julius Georg Scheu (1879-1949) var uddannet gartner, vinavler og vinmager. Han tilbragte størstedelen af sit liv i Alzey i Rheinhessen hvor han blandt andet var leder af den lokale vinbrugs-skole (planteskole), som leverede stiklinge til vinbønder i området og som foretog en del planteforædling. Georg Scheu har været involveret i kreationen af mange druesorter, blandt andet Huxelrebe, Siegerrebe, Faberrebe, Regner, Perle von Alzey og altså Scheurebe. Ikke alle disse skal betragtes som sorter der vil kunne levere vin af topkvalitet, men sidstnævnte skal tages seriøst. Hamrende seriøst!

Det var Scheu der allerede i 1921 mente, at Bladrullesyge skyldtes en virus, selvom det først blev påvist i 1966, at han havde ret. Han gjorde en enorm indsats for at forbedre dyrkningsmetoder og øge kvaliteten i lokalområdet og udgav i 1936 bogen “Mein Winzerbuch”, der blev standard på enhver tysk vinbondes reol i flere årtier efter sin udgivelse.

Sämling 88

Georg Scheu´s planteforædlings-program var enormt, han krydsede sorter på kryds og tværs. Han brød sig ikke så meget om den spinkle og syrlige Riesling, han ville gerne skabe en sort, med mere krop, mere frugtsmag. Det projekt kan man sige er lykkedes med Scheurebe, men syre har den nu stadig. Til Scheurebe brugte han Riesling som den ene part, den anden skal have været Bukettraube, som er en krydsning af Silvaner og Trollinger. Det var forsøgsplanten med nummeret “88”, der vakte Scheu´s interesse. Derfor kaldte han den “Sämling 88”, som den stadig kaldes udenfor Tyskland, men i 1956 valgte man i Tyskland at opkalde sorten efter sin skaber.

Scheurebe har syre som en Riesling, men med en langt mere eksotisk og storladen aroma. Grundet sin høje syre, så er sorten velegnet til søde vine, men også tørre udgaver kan være af virkeligt høj kvalitet. De besidder ofte det “terroir” (gengivelse af klima og jordbund) som skaber enhver stor vin.

Scheurebe i dag

Sorten har aldrig vundet stor udbredelse i Tyskland, eller noget andet sted i verden. Det er i grunden synd, og noget tyder på, at det kan ændre sig i de kommende år. Flere unge vinmagere i blandt andet Rheinhessen tager sorten til sig.

Scheurebe, er uden tvivl Georg Scheu´s største præstation som vinavler. Druen oplever i øjeblikket en renæssance 100 år efter sin “fødsel”. Det beviser endnu engang, at livet er for kort til planteforædling. Botanikeren når aldrig at se resultatet. Men vi må så huske at takke Hr Scheu i vores aftenbøn for hans bidrag til vinøse oplevelser. Hvis du smager de knastørre udgaver af denne drue fra Christian Stahl´s vinøse køkken, så vil du få det på samme måde.

The post Scheurebe – en skjult diamant appeared first on Vin under lup.

Udskældt, latterliggjort og hånet. Müller Thurgau. Men den grimme ælling er ved at vokse sig til en smuk svane. Der kommer flere og flere fantastiske vine på Doktor Müllers druesort. Her får du hele historien om hvorfor det gik så galt. Det er hverken druesortens eller doktorens skyld, – det var tiden.

Doktor Müller

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) fuldførte en pHd i planteavl i Würzburg i Tyskland og blev sidenhen ansat på “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, som var forløberen for Geisenhaim universitetet. Doktor Müller var en visionær mand og satte sig for, at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Derfor satte han gang i et forædlings-program, hvor man bestøvede Riesling-blomster med Silvaner-pollen og omvendt, og senere dyrkede druekernerne fra denne bestøvning. Det tager naturligvis mange år før man ser et resultat af dette arbejde. Før man kan se hvilke karakteristika hver enkelt ny sort har fået med sig i forædlingsprocessen. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Da han i 1891 fik job i sit hjemland på “School of Horticulture and Vine Growing” bragte han 150 stiklinge af nummer 58 med sig og døbte den “Riesling x Silvaner 1”.

DNA undersøgelser har senere vist, at den druesort Doktor Müller skabte var sammensat af Riesling og Madelaine Royale. Så den Silvaner han brugte var altså ikke Silvaner – og derfor kan navnet Rivaner (som stadig anvendes) i bedste fald kaldes misvisende. Madelaine Royale findes ikke længere i noget kommercielt vinbrug i verden.

Müller Thurgau vinder frem

Doktor Müller fortsatte arbejdet med den nye sort frem til sin død i 1927, men han nåede aldrig at se hvad hans druesort udviklede sig til. I 1914 bragte August Dern 100 stikling med tilbage til Tyskland – og det var 100 stiklinge, der kom til at skrive historie i tysk vinavl. Dern døbte sorten Müller-Thurgau til ære for dens skaber. Der blev lavet eksperimental beplantninger i flere tyske vinområder og i 1938 blev der afviklet en konference for vitikultur i Alzey hvor den respekterede vinavler Georg Scheu lovpriste sorten for sin vinkvalitet. Georg Scheu arbejdede selv med planteforædling og var blandt andet manden bag skabelsen af sorten “Scheurebe”. Så langt så godt.

2. Verdenskrig

Hvad ingen på daværende tidspunkt kunne vide var, at Tyskland 7 år senere havde tabt en verdenskrig. Vinavlen lå i ruiner. I Pfalz og Rheinhessen var katastrofen total, idet mange vinbønder var af jødisk afstamning, – de var enten slået ihjel eller tvunget på flugt. Gamle internationale handelspartnere boykottede Tyskland. På alle måder skulle Tyskland starte forfra. Her kom Doktor Müller´s druesort som en frelsende engel. Stabilt højt udbytte og hurtig modning, endda før Silvaner, så man undgik efterårsregnen. Sorten blev på få år den mest plantede i Tyskland og ikke værdsat for sin kvalitet, men for sit høje og stabile udbytte.

En ond cirkel var sat igang – vinbønderne plantede Müller-Thurgau. Ikke på top-parceller, men oftest på en gammel kartoffelmark i dyb muldjord hvor den kunne hente rigelig næring. De lavede solide opbindinger, så den kunne levere højest mulige udbytte, og ventede så på at den ville overmodne så syreindholdet ville falde. Derefter blev hjemmemarkedet og eksportmarkederne oversvømmet med den. Den tendens dominerede længe nok til at ødelægge tysk vins omdømme.

Liebfraumilch

Et af de produkter, som det har taget årtier for forbrugerne at fortrænge er “Liebfraumilch”. Op gennem 70´erne og 80´erne bestod 60% af Tysklands vineksport af dette forfærdelige produkt. En af basis-druerne var Rivaner/Müller-Thurgau. Vinen skulle holde mellem 18 og 40 gram restsukker og tilsætning af sukker var tilladt i produktionen. Det lyder grimt, og det var grimt. I 1975 udgjorde Müller Thurgau 27,5% af det samlede beplantede vinmarkareal i Tyskland.

Det var hverken Doktor Müller eller Müller Thurgau´s skyld. Det var tiden.

Müller Thurgau i dag

Ikke mange har i de senere år forbundet Müller-Thurgau med kvalitet. Men det ser ud som om verden skal til at ændre på den opfattelse. Flere og flere tyske vinbønder begynder at komme med virkeligt seriøse bud på hvor godt den i virkeligheden kan præstere, hvis man begrænser udbyttet og hvis man i det hele taget gør noget for at producere en vin af en vis kvalitet. Det handler om at give sorten de rigtige betingelser. Som for eksempel på stejle “Tauberzeller Hasennestle” i Franken, hvor Christian Stahl skaber en rank og stringent Müller Thurgau med let pirrende mineralitet. Eller Bernhard Huber´s Müller Thurgau hvor hver plante er beskåret som var det husets top Pinot Noir der skulle skabes. Præmisserne skal være i orden, og det er de nu. Müller Thurgau skal nok få sin renaissance og Doktor Müller´s arbejde langt om længe komme til sin ret. Tiden er til det.

The post Müller Thurgau får renaissance appeared first on Vin under lup.

Druen oprinder uden tvivl fra området omkring Bourgogne, opstået som en krydsning mellem Pinot Noir og Gouais Blanc. Så det giver god mening, at vinbønderne herfra er eksperter i at få det bedste frem i den, – de har haft mange generationer til at øve sig. Druesorten ses første gang nævnt i 1583 under navnet Beaunois. Synonymet ”Chardonnet” ses første gang nævnt i 1685, men druen har formentlig en meget længere historie bag sig.

Op gennem 1990´erne opstod der nærmest “Chardonnay-mania” på alverdens vinmarker, der blev foretaget ny-plantninger i en størrelsesorden, som alle vidste var for voldsom. Det var vinen også, det var den fede fadgærede Chardonnay der var populær. Moden skiftede naturligvis og blev overtaget af en “Anything but Chardonnay”-agtig bevægelse. Så hvad skulle vinbønderne nu stille op med deres Chardonnay? I dag har hysteriet lagt sig. Dem der producerer Chardonnay ved godt, at fadet skal balanceres, trenden går mere imod den friske, stringente stil.

Hvor trives druesorten

Chardonnay er nem at dyrke, og i modsætning til mange andre druer kan den dyrkes i flere forskellige klimazoner. Normalt siger man, at en bestemt druesort præsterer bedst indenfor et spænd i middeltemperatur på 2 grader. Chardonnay har et spænd på 3-4 grader. Det gør druen interessant både i varme og kølige områder. Med de nuværende temperaturstigninger i Bourgogne, så vil klimaet blive for varmt for Pinot Noir, før det bliver for varmt for Chardonnay. Chardonnay springer tidligere ud end Pinot Noir og er derfor mere følsom overfor forårs-nattefrost. Chardonnay modner til gengæld senere end Pinot Noir.

I kølige klimazoner opnår Chardonnay en delikat nødde-aroma og et forfriskende syreindhold. I varme klimazoner opnår druen en aroma, der går mere i retning af eksotiske frugter og højt sukkerindhold, men mister noget af sin syre. Få hvidvinsdruer er vel så velegnet til at gennemgå malolaktisk gæring som Chardonnay. Malolaktisk gæring er den proces der foregår, når mælkesyrebakterier omdanner æblesyre til mælkesyre. Processen øver naturligvis stor indflydelse på vinens aroma, syreindhold og mundfornemmelse, der bliver mere cremet. Malolaktisk gæring kan undgås gennem svovling af vinen, men nogle gange er en vins PH -værdi simpelthen også bare så lav, at mælkesyren ikke kan arbejde. Det sker af og til i Tyskland.

Fadlagringen er også svær at komme udenom. Chardonnay kan tackle en ret høj andel ny eg. Man kan sige, at druen er anonym og derfor behøver lidt hjælp, men man kan også bare vende den om og sige, at druen er utroligt velegnet til fadlagring. Mere aromatiske hvidvinsdruer som for eksempel Muscat og Gewürztraminer ville smage underligt hvis de kom på ny eg.

Chardonnay i Tyskland

I Tyskland var Chardonnay forbudt helt frem til 1991. Det skal nok dels forklares med det lidt anstrengte forhold mellem de to lande. Tyskerne hadede alt hvad der var fransk og franskmændene hadede alt hvad der var tysk. Franskmændene forbød jo samtidig dyrkning af tyskernes yndling Riesling (på nær i Alsace). Det anstrengte forhold er dog i kraftig bedring. En anden grund til, at Chardonnay var forbudt kan have været, at kvaliteten af tysk Chardonnay simpelthen var for dårlig. Klimaet var for koldt og druen modnede ikke ordentligt. Klimaforandringerne gør dog, at tyskerne i løbet af de sidste 15-20 år har fået et klima der passer druen og opbygget en ekspertise, som gør landet til kvalitetsleverandør af Chardonnay.

En tysk Chardonnay vil ofte have mere syre end en Bourgogne, men husk på, at det syre-niveau havde en Bourgogne Chardonnay også engang. Det er jo lige før, at man i dag skal man finde en østvendt eller højtliggende mark for at få syre i sin Chardonnay i Côte d´Or!

Chardonnay er druen med den kraftigste tilvækst på de tyske marker. Vinmarkarealet er gået fra 271 hektar i 1995 til 2.731 hektar i 2022. Tilvæksten sker primært i Rhin-deltaet hvor der findes mange områder med store kalkforekomster. Kalk og Chardonnay spiller godt sammen. Især Rheinhessen og Pfalz har taget druen til sig. 37% af Tysklands Chardonnay vokser i Rheinhessen, 34% i Pfalz. Baden er også Chardonnay-land, men tilplantninger har været sværere at foretage her. Der er ikke så meget plads. De 344 hektar på Kaiserstuhl har for eksempel været der længe, og vil nok ikke kunne udvides voldsomt.

Chardonnay og mousserende vin

Chardonnay er speciel, idet plantens druer går fra stadiet som lille hård og grøn til fuldmoden drue på meget kort tid, og druerne får først aroma lige før, de er fuldmodne. Indtil da bruger planten mest tid på at udvikle blade og sporer. Dette fænomen gør druen svær at styre i varme klimazoner, hvor druens sukkerindhold kan eksplodere på få dage, og syreindholdet samtidig rasle ned. Fænomenet gør dog samtidig, at producenter af mousserende vin – Champagne eller Sekt – kan plukke Chardonnay og vinificere den, næsten uden indgreb. Mange andre sorter indeholder for megen aroma til at kunne indgå i produktion af mousserende vine.

Hvordan smager tysk Chardonnay?

Fadlagring og malolaktisk gæring øver naturligvis kraftig indflydelse på vinens endelige aroma. Noterne af nødder og smør som disse indgreb bidrager med, supplerer druens aroma og delikate karakter godt, men som før nævnt, så er det en balancegang. I Tyskland er malolaktisk gæring nærmest en nødvendighed. I nogle år høstes Chardonnay med 8-9 gram syre pr. liter. Efter malolaktisk gæring vil syren ligge på mere humane 6-7 gram pr. liter.

For kraftig fad-aroma bringer mindelser om noget der var engang, men også her har de gode tyske producenter fundet balancen. I dag spontan-gæres mange vine. Også denne metode tilfører dybde og kompleksitet til Chardonnay.

De store vine fra Bourgogne er stadig et reference-punkt. Det er vinene herfra man gerne vil kopiere. Men det ændrer ikke på, at andre områder er ved at finde deres egen identitet. Californien, Australien, New Zealand, Chile, Sydafrika og nu altså også Tyskland har hver deres perler på druen. Fra Tyskland skal især fremhæves Bernhard Huber´s GG-vine, Wöhrle´s GG Teufelslochgasse og Jülg´s Opus Oskar. Sjovt nok, så har VDP endnu ikke oprettet en klassifikation af Chardonnay i Pfalz (som jo ellers er en af de største leverandører af vin på druen!!!) Så Jülg bruger stadig deres gamle “Opus Oskar” klassifikation. Alle nævnte vine findes i meget små mængder og kan kun erhverves ved at blive skrevet op.

The post Chardonnay druens historie appeared first on Vin under lup.

Nebbiolo er absolut ikke en af verdens mest udbredte sorter. Det er næsten som om Piemonte i Norditalien har taget patent på druen, der aldrig rigtig synes at tilpasse sig andre steder. Man kan ikke rigtig bebrejde den. Barbaresco og måske i særdelshed Barolo er usædvanligt smukke vinområder. Man kan godt forstå, at Nebbiolo kan lide at vokse her.

Nebbiolo har med sikkerhed været at finde i Piemonte i en rum tid. Første skriftlige bevis stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener, at druen har vokset her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen sandsynligvis oprinder fra Piemonte. Et bevis på, at sorten har været dyrket længe er, at DNA forskningen endnu ikke har fundet forfædre til den. Man antager derfor, at forældrene til sorten er uddøde. Nebbiolo har selv lagt DNA til flere druer, hvoraf de bedst kendte er Freisa, som også er udbredt i Piemonte, samt den hvide Viognier.

Det er både klima og jordbund, der synes at passe druen godt i Piemonte. Jordbunden er meget kalkholdig, især i områderne Barolo og Barbaresco. Nebbiolo blomstrer tidligt og modner meget sent, den høstes ofte sidst i oktober. På trods af den sene høst så har druen et stort indhold af både tannin og syre og måske knap så underligt farvestof. Farvemolekylerne er meget tunge i Nebbiolo og de har en tendens til at bundfælde. Derfor er en klassisk vin på druen oftest meget lys. En mørk udgave er enten produceret på en bestemt klon, eller på en eller anden måde hjulpet teknisk på vej. Før i tiden blandede man andre druer i Nebbiolo-vinene for at bringe farve til dem, men i dag er denne praksis ulovlig og det er almindeligt accepteret, at en Nebbiolo skal være lys og transparent.

Forskellige udgaver af Nebbiolo

Da Nebbiolo har en lang historie bag sig, så findes der et utal af kloner af druen. I Barolo dyrkes i dag over 40 forskellige kloner. Mange bønder planter forskellige kloner på deres marker, for at sikre sig et stabilt udbytte. Hver klon har sine egne positive og negative egenskaber. Den ene klon modner tidligere, en anden er mere resistent over for bestemte sygdomme osv.
Men ikke alle kloner leverer lige god kvalitet. De mest udbredte er Lampia, Michet og Bolla. Indtil for nylig troede man også at Nebbiolo Rosé var en klon af Nebbiolo, men DNA forskning har vist, at det er en selvstændig sort. Ganske vist i familie med Nebbiolo, men genetisk forskellig og derfor skal betragtes som en selvstændig sort. Det er et betændt emne, for mange bønder frygter nu, at de bliver tvunget til at skille sig af med deres elskede Nebbiolo Rosé, som de har arbejdet med i generationer. En omplantning vil være tidskrævende og voldsomt omkostningskrævende. Der vil være en vis fornuft i, at tillade sorten i Barolo og Barbaresco DOCG. Flere producenter laver vine udelukkende på denne klon, bl.a. Elvio Cogno. Mon ikke Barolo-bønderne får lov at arbejde videre med deres “klon”, en fætter er også en del af en familie.

Én ting er hvad hver enkelt klon byder ind med, men noget andet er opfattelsen af hvordan en Barolo skal smage. Hvert område har naturligvis sine “krige”, og det kan man i den grad også sige Barolo har, eller har haft. Der findes god Nebbiolo og knap så god Nebbiolo, sådan vil det altid være, men op gennem 90´erne fandtes der to skoler. Dem der vil have en mørk, tanninrig og fad-drevet Barolo, og så den klassiske, hvor Barolo er transparent med et minimum af fad. De senere år er det dog som om, at man har erkendt, at det mest naturlige for Nebbiolo er, at den er lys i farven, også selvom den er kraftig og tanninrig.

Vinens karakteristik

Som ung kan en Nebbiolo være en rigtig “vrissenpind”, men med alderen udvikler den nogle fantastiske nuancer, der ikke findes lignende i vinverdenen – det skulle da lige være i god Pinot Noir! Trøffel, viol, orangeskal og læder er nogle af de ord, der ofte anvendes for at beskrive vinen. Grundet det høje tannin-indhold lagres en Barolo 3 år inden den sættes til salg. Lagringen foregår ofte på gamle fade, der ikke afgiver tannin, men blot modner og blødgører vinen gennem svag iltning.
Aromatiske kendetegn: Jordbær, blåbær, kirsebær, rose, viol, trøffel og peber.

The post Nebbiolo – en kræsen fætter appeared first on Vin under lup.

Vinens historie omskrives i disse år. Den schweiziske forsker José Vouillamoz har rystet tidligere teorier i sin grundvold. Han har kastet sig over DNA forskning inden for vinavl, og det har i den grad ændret på ting som vi troede var facts. Før i tiden var det ampeolografer, der studerer blade og druekerner, som stod for arbejdet med at finde ud af hvilke sorter der voksede hvor og hvordan de relaterede til hinanden. Deres arbejde har ikke været og er ikke forgæves, men DNA forskningen når dybere. Den åbenbarer hemmeligheder, som en ampeolograf aldrig vil kunne se.

Her gik vi for eksempel og troede, at Pinot var ustyrlig og muterede hurtigere end andre sorter. Der findes jo myriader af kloner og mutationer af den drue. Men Vouillamoz´ forskning har vist, at det ikke er tilfældet. Grunden til de mange mutationer af Pinot er simpelthen, at druen har været dyrket i Europa, – formentlig siden Romerne, – og måske endda længere. Pinot viser sig nemlig at være stamfader til utroligt mange af de druer der vokser i Europa i dag. Man har blandt andet fundet Pinot DNA i Chardonnay og sågar i Syrah.

Det er mere usikkert hvor druen kommer fra. For den virker ikke som om den er blevet bragt til Europa fra Sortehavet, hvor al europæisk vin jo ellers skulle stamme fra. Pinot ser ud som om den er opstået i området “Ile de France”, formentlig spontant – og hvis den er det, – var der så i virkeligheden vin i Europa før Fønikerne bragte stokke til de græske øer og lærte europæerne at producere vin?

DNA forskningen har med andre ord både givet svar, men også rejst nye spørgsmål i vinens historiebog.

Pinot Noir´s brødre og søstre

Pinot´s lange historie er en af grundene til, at der i dag findes en hel Pinot familie. Den rummer blandt andet Pinot Gris, Pinot Blanc, Pinot Meunier og Pinot Precoche/Frühburgunder, der alle er mutationer af Pinot Noir. De har alle nærmest identiske DNA kæder. Man skal virkelig lede efter forskellene.

Frühburgunder dyrkes flere steder i Tyskland. Det er, som navnet antyder, en tidligt modnende rød drue, som rent aromatisk har klare referencer til Pinot Noir. Vinen den skaber er lys, let, frisk og velsmagende. Klart mindre syre og lagringspotentiale end Pinot Noir.

Pinot Blanc er lidt af en gåde. Det er jo en Pinot Noir, der pludselig har skiftet farve fra rød til grøn. Det kan ikke forklares med klima alene, selvom det givetvis har haft indflydelse. Pinot Blanc er på alles læber i Tyskland i disse år. Det er som om, der er en fælles bevægelse hen imod, at gøre druen til det næste store kapitel i tysk vindyrkning. I starten var det en bevægelse, som forfatteren til denne artikel havde svært ved at forstå, – men på det seneste er der dukket eksempler op, på Pinot Blanc, eller Weissburgunder som de kalder den i Tyskland, som har overbevist mig om det modsatte. Pinot Blanc kan blive stort i Tyskland!

Pinot Gris er lidt samme historie som ovenfor, blot med den mere forståelige forskel, at den pink skal på Pinot Gris opstod, da man flyttede Pinot Noir fra Bourgogne til et køligere klima. Sorten er i dag for bleg til at kunne frembringe en rødvin.

Pinot Noir´s tvillingebrødre og tvillingesøstre

Ikke nok med, at  mutationerne fylder i landskabet, nej der er så sandelig også et væld af kloner, som alle er Pinot Noir, men som har forskellige egenskaber, det være sig aromatisk, i forhold til klase-kompakthed, modningstidspunkt, samt inden for phenol-indhold (farve og syre).

På de tyske marker dyrkes et væld af kloner, som er fremelsket af botanikere på de tyske vinuniversiteter. Tysklands problem har jo altid været, at opnå tilstrækkelig modenhed, især for Pinot Noir, i det kølige klima. Derfor har man på planteskolerne taget stiklinge fra planter der modnede tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse, taget stiklinge af de nye kloner, som måske modnede lidt tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse. Løse klaser er en kæmpe fordel i et regnfuldt klima. Luftgennemstrømningen øges og derved modvirkes råd og svamp.
Det siger sig selv, at ikke alle af den slags forsøg er vellykkede, og at de er enormt tidskrævende. Der findes et væld af tyske kloner i dag. Klonen Ritter er udbredt i både Ahr og Franken, Freiburg 1801 er en af de mest dyrkede kloner i Baden, Frank 105 er også udbredt i Baden. Der findes et væld af kloner udviklet på Geisenheim universitetet. De mest vellykkede er dem med løse klaser og små druer, som for eksempel Gm 2013. Fælles for de tyske kloner er, at de giver en lysere Pinot Noir, de er syrerige (begge dele klimatisk betinget) og de er oftest meget krydrede. Dijon-klonerne giver en mørkere og mere tannin-rig vin.

Grundet klimaforandringer og stigende gennemsnits-temperaturer i de tyske vinområder, så taler man i dag meget om franske kloner i Tyskland. Mange vinavlere river de tyske kloner op, og planter kloner fra Bourgogne, i håb om at komme nærmere forbilledet, – som helt klart er top Pinot Noir fra Beaune eller Nuits.  Men det er en farlig praksis. Tag en regnfuld årgang som 2017. Her har de kompakte klaser på en klon som Dijon 777 uden tvivl voldt vinbønderne store problemer med råd.

Eksempler på tyske kloner der gør det godt

Der er masser af tyske kloner som gør det rigtig godt. En af disse sorter dyrker Weingut Wöhrle i Baden. Markus Wöhrle er tosset med sine Dijon-kloner, men han har ikke kunnet nænne at skille sig af med klonen Geisenheim 20-13, som sætter små druer i forholdsvis løse klaser og dermed er nem at dyrke og samtidig skaber en vin med masser af intensitet. Klonen anvender han til vinen “Bestes Fass“.

Hos Schönberg i Hessische Bergstrasse dyrkes den tyske klon Auer 2107. Fremavlet af Martin Auer, – godkendt i 1964 som egen klon. Særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot og er eneste klon i vinen “Vom Löss“

The post Pinot Noir appeared first on Vin under lup.