Man kommer bare ikke udenom at nævne Barolo når man skal omtale Barbaresco. Sådan er det. Desværre for Barbaresco, så gælder det omvendte ikke. Området står bare lidt i skyggen af storebror. Der er ellers mange fælles træk ved de to områder. De ligger begge i nærheden af byen Alba i Piemonte og de dyrker begge fortrinsvis Nebbiolo-druen.

Områdets historie

Barbaresco har ikke samme historie som Barolo. Slet ikke. Der gik lang tid før vinene herfra blev taget alvorligt. Det første skriftlige bevis for vindyrkning i Barbaresco stammer fra 1799. Den første flaske vin der bar områdets navn menes at være fra 1870.

Første seriøse forsøg på at lave noget stort i området skal tilskrives Domizio Cavazza, der var professor på ”Regia Scuola Enologica” i Alba. Han købte i 1894 jord omkring byen Barbaresco og startede et kooperativ ved navn ”​​Cantine Sociali di Barbaresco”, i første omgang meldte 10 vinbønder sig som drue-leverandører. Cavazza drømte om at forbedre kvaliteten af vinen i området, og begyndte at producere Nebbiolo efter samme princip som man allerede var begyndt på i Barolo, – at gære vinen helt ud, så den blev tør.

Allerede 5 år senere blev Cavazza´s arbejde belønnet, da det italienske parlament vedtog en lov der skulle sikre Barolo og Barbaresco mod forfalskninger. Det var den første af sin slags i Italien. I 1908 stiftes: ”Associazione Sindacale per la produzione e il commercio del genuino Nebbiolo di Barbaresco”. Syndikatets fornemste opgave var, at sikre ensartede produktionsmetoder blandt vinbønderne i Barbaresco, samt afgrænse området som måtte producere Barbaresco vin. Syndikatet blev senere til ” Consorzio di Tutela di Barolo e Barbaresco”, som tog sig af opgaven i begge områder.

Tilbagegang og genopståen

I 1912 døde Domizio Cavazza. Det var hårde tider. Facismen stortrivedes i disse år i Italien, ja i store dele af Europa, godt båret af økonomisk recession. Det var ikke nemt at være vinbonde og mange mistede troen på faget, og lagde om til kornproduktion. De der stadig dyrkede druer, solgte dem ofte til producenter i Barolo eller Alba. I 1922 lukkede ”Cantine Sociali di Barbaresco”.

Selvom vinproduktionen havde det svært i disse år, så blev der alligevel arbejdet på en italiensk vinlov ved skrivebordene. I 1926 blev Barbaresco-området for første gang geografisk bestemt. I 1933 blev området udvidet med kommunen Neive, som ikke var med i de første optegnelser. Samme år bliver både Barbaresco og Barolo klassificeret som ”Vino tipico di pregio”, som var det mest prestigefyldte i den italienske vinlov på daværende tidspunkt.

Så I 1958 skete der noget. Præsten i Barbaresco Don Marengo Fiorini havde i årevis set armodet i området. Han havde hørt de lokale fortælle om Cavazza´s kuldsejlede projekt. Don Marengo overtalte derfor 19 familier til at gå med i det der senere skulle blive ”Produttori del Barbaresco”. De første tre årgange blev lavet i kirkens kælder. Imens medlemmerne i fællesskab opførte et vineri. I dag har selskabet 51 medlemmer, der samlet besidder 100 hektar vinmarker. Selskabet kaldes af mange “Det bedste kooperativ i verden”. Det helt særlige ved dette kooperativ er, at det kun arbejder med Nebbiolo.

Gaja

Ét bestemt familie-navn fylder meget i Barbaresco. Huset Gaja har været stærkt medvirkende til at give området det renommé det har i dag. Familien Gaja åbnede i 1856 en taverna i byen Barbaresco hvor de serverede deres egen vin. Både vin og taverna blev en succes og fortjenesten blev brugt på at opkøbe jord i området. I dag ejer Gaja 81 hektar hvilket svarer til næsten 8,4% af de samlede vinmarkareal i området. Giovanni Gaja kunne på dette tidspunkt i områdets historie opkøbe billig jord og da hans søn Angelo Gaja kom hjem fra ønologi-studiet i 1961, lå der et vineri og nogle af de bedste parceller i Barbaresco og ventede på ham. Resten af historien kender vi. Gaja er muligvis det største brand I italiensk vin. Uden Gaja havde området ikke været hvad det er i dag. Gaja var med på ”modernist” bølgen da den herskede i Barolo i 90´erne, men har skåret ned på andelen af nyt træ og nærmet sig noget der ligner midten af skalaen mellem modernister og traditionalister. Gaja kan i dag få priser for sine Barbaresco-vine, som flere Barolo-producenter ville være misundelige over.

Bruno Giacosa

Et andet vigtigt navn som skal nævnes i forbindelse med Barbaresco og forvandlingen fra vinmarker nær Barolo til selvstændigt område er Bruno Giacosa. Bruno Giacosa blev en del af arbejdsstyrken på familiens egen vingård i Neive allerede som 15-årig. Året var 1944 og 2. verdenskrig hærgede i Europa, så Bruno forlod skolen og blev i “hjemmet”. I 1960´erne blev han betragtet som en af de bedste producenter i Barbaresco, sammen med de to ovennævnte. I 1964 tappede Bruno Giacosa den første Barbaresco med marknavn. Det var ikke sket før i området. Det var faktisk heller ikke sket i Barolo, men det startede i den grad en revolution og har medvirket til at der i dag findes et MGA system – også det nogle kalder et cru-system.

Klimatiske og geologiske forskelle mellem Barbaresco og Barolo

En Barolo er oftere mørkere og mere tannin-rig end en Barbaresco. Men hvorfor er det sådan? Områderne ligner hinanden. Bevares, man kan godt se, at det er i Barolo pengene er. Men det kuperede terræn er nærmest copy/paste. Der kan tages billeder i Barbaresco som ligner Barolo og omvendt. Barberesco (684 ha) er noget mindre end Barolo (1164 ha). Der er fire kommuner i området: Neive, Barbaresco, San Rocco og Treiso, til sammenligning dækker Barolo over 11 kommuner. En afgørende faktor for forskellen på de to områder kan iagttages fra Torre di Barbaresco i Barbaresco. Her kan du tage et kig ud over Tanaro floden. Flodens nærvær giver køligere dage og varmere nætter i Barbaresco end i Barolo. Dette er medvirkende til, at Nebbiolo oftest modner hurtigere i Barbaresco-området.

Jordbunden består i Barbaresco primært af kalkholdig mergel. I Barolo findes mergel, men også andre jordbundstyper som sandsten og grus som er langt fattigere jord, der giver en anden type vin. Skulle Barbaresco sammenlignes med noget, så skulle det være med vinene omkring byen La Morra og Barolo by, hvor jordbunden er den samme.

Jordbundsforskelle og forskel i temeratur gør altså forskellen på de to områder. En Barbaresco er ofte lysere og mindre tanninrig end en Barolo. Derfor er kravene til lagring også anderledes. En Barolo skal ligge 3 år før den frigives, Barolo Riserva 5 år. Barbaresco skal ligge 2 år og Barbaresco Riserva 4 år.

Kulturelle forskelle

Barbaresco har som nævnt altid været lidt en lillebror til Barolo. Men det er der også fordele ved. Barolo er så eftertragtet, at de familier der ejer jord i området klamrer sig til deres besiddelser. Som i Bourgogne, så går parceller i arv og bliver delt mellem familiemedlemmer. Der er over 1000 jordbesiddere i Barolo, hvilket giver cirka en hektar til hver. Jordpriserne er derefter, de er meget høje. I Barbaresco er situationen en anden. Her har unge vinmagere en chance for at købe sig ind. Det giver et helt andet multikulturelt og internationalt snit til Barbaresco.

I Barbaresco finder du vinmagere fra hele verden, som naturligvis leger og eksperimenterer langt mere end der bliver gjort i Barolo. I Barolo er du virkelig underlig hvis du planter andet end Nebbiolo, selv en nordvendt skråning hvor druen ikke modner ordentligt kan ofte være beplantet med Nebbiolo. I Barbaresco findes meget andet end Nebbiolo. Barbera, Dolcetto, Moscato, Favorita og Freisa er de mest udbredte.

De bedste parceller i Barbaresco

Lige syd for Barbaresco by ligger to topmarker. Meget kalkholdige Rabaja med sydvestlig soleksponering beliggende i 240 – 300 meters højde, nabomarken Asili, ligger lidt lavere. Asili er beliggende på toppen af en bakke og har således eksponeringer til alle verdenshjørner. Man skal derfor se sig lidt for, da det er de syd/sydvest-vendte der leverer den bedste Nebbiolo.

Lige vest for Barbaresco ligger de to marker Montefico og Montestefano. Begge marker består af en blålig mergel og er direkte sydvendte. Herfra produceres hvert år topvine. med robust tannin.

Omkring Neive består jorden stadig af mergel, men er mere grålig og flere steder lidt sandholdig. Det skaber en anden type vin. Markerne Albesani og Gallina ligger vest for byen Neive og herfra kommer nogle af de mest rustikke og tanninrige Barbaresco-vine.

Marken Pajore ligger nordvest for Treiso. Jordbunden består af mergel iblandet lidt sand og kalksten og markens orientering er sydvest-vendt. Toppen af marken når op i 300 meters højde.

The post Barbaresco appeared first on Vin under lup.

Men udviklingen er vendt. Det har taget noget tid, og det har krævet vilje og stædighed. For 30 år siden var der ikke meget mere end 3 hektar med Timorasso tilbage i området. Men Walter Massa ville det anderledes. Han så potentialet i den gamle lokale drue og ville hellere producere noget unikt og kvalitativt, end noget der i bedste fald ikke ville blive taget notits af. Han begyndte at lave små batches med Timorasso, hvor han anvendte forskellige teknikker og endte med at få så enestående resultater, at han involverede alle områdets producenter. Det blev en øjenåbner for mange. Flere begyndte at genplante, og senest er der kommet investeringer til udefra. Barolo-huse som Roagna, Vietti, Oddero, Borgogno, Pio Cesare, La Spinetta, Voerzio Martini m.fl. har købt jord og ser et kæmpe potentiale i vinene herfra.

Hvor stammer Timorasso fra?

Timorasso er en ældgammel druesort. Den har DNA som viser i retning af druesorten Lambruschetto (også Piemonte), men den anden “forælder” har man ikke kunnet spore. Historikere mener, at et latinsk dokument fra Tortona dateret 1209 kan omtale druesorten. Her omtales Vineam de Gragnolato, der skulle være en mark med Timorasso, men det er der som sådan ingen beviser for. Slægtskab med Nebbiolo er også påstået, men har ikke kunnet bevises gennem DNA-analyser.

Man snakker om “Italiens Riesling”. Sammenligningen med Riesling er lidt søgt, og så alligevel. Som ung kan Timorasso være enormt anmasende og uharmonisk. Druen indeholder masser af phenol. Den er rig på syre og aroma, læg dertil en alkohol, der ofte ligger på 13-14%, ikke rigtig riesling-agtigt. Men sammenligningen giver mere mening når druen får alder. Så smelter elementerne sammen, så blødgøres syren, vinen får på en eller anden måde fylde og harmoni, – og den får faktisk også lidt petroleum. Vinen kaldes også af og til den “hvide Barolo” hvilket giver ganske god mening: aggressiv som ung, harmonisk og smuk med alder.

Picture by Alessandro Vecchi – Own work, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=15676883

Begrebet Derthona

På mange flasker vil du møde navnet Derthona. Derthona er det gamle romerske navn for Tortonesi, som Timorasso-producenterne i området, i år 2000, besluttede sig for at bruge. De vil gerne kendes på en lokal identitet – ikke kun på en druesort. Derthona er et registreret varemærke tilhørende Walter Massa, men han har tilskyndet til anvendelse og brug, og i øvrigt ansøgt om, at det bliver en officiel betegnelse for området. Derthona skal i så fald dække over en Riserva, der først må frigives 2½ år efter høst, en Derthona og en Piccolo Derthona. Sidste to kræver begge mindst 1 års lagring. Forskellen mellem en Derthona og en Piccolo Derthona vil være baseret på smagspanelvurderinger. I ansøgningen er også krav til ​​minimum dyrkningshøjder, samt minimum alkoholniveauer for hver vintype.

Minimum dyrkningshøjde er vigtig i Colli Tortonesi. Området starter ved byen Tortona i Nord. Mod vest er områdets grænse floden Ossona, mod vest Lombardiet og mod syd Ligurien. Den nordlige del af området er flad og ligger i en højde på omkring 100 meter over havets overflade. Længere sydpå starter bløde bakker hvor de højeste når op i 300 meters højde. Her ligger en klynge af vingårde omkring byen Costa Vescovata (300 m). Nu bliver det meget bjergrigt, og med få vinmarker, men længst mod syd skærer floden Bobera sig igennem bjergene og skaber Val Bobera, der er en dyb dal. Her når bjergene op i 600 meters højde. Klimaet er naturligvis meget anderledes her. Det er generelt køligere, men især nætterne er kolde, hvilket giver en længere modningssæson og en større aromaudvikling i druerne. Der er op til 20 dages forskel på høstdatoen fra højt liggende Val Bobera til lavlandet ved Tortona.

The post Timorasso – den italienske Riesling appeared first on Vin under lup.

Barolo er ikke bare endnu et vinområde. Barolo er bare noget særligt. Det skyldes dels kulturen, klimaet, geologien og gastronomien, men det skyldes i den grad også druesorten Nebbiolo. Barolo ville ikke være Barolo uden Nebbiolo. Druesorten trives fantastisk her, og hver gang nogen prøver at flytte den og dyrke den andre steder, så er det som om den stritter imod. Kun i Barolo og nabo-områder trives druen. Kun her leverer den store vine. Faktisk er det sådan, at 80% af al den Nebbiolo der findes på planeten Jorden, vokser i Piemonte. Og det er ikke fordi man ikke har forsøgt sig med druen andre steder. Et andet lille sjovt tal er så, at Nebbiolo kun udgør 9% af den samlede produktion i Piemonte.

Man mener, at Nebbiolo har været at finde i området omkring byen Alba meget længe. Romerne kaldte området for Alba Pompeia og hentede vin til Rom herfra, – men det vides ikke hvilken slags vin de hentede. Plinius den ældre, var romersk historiker, og skrev allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine herfra. Ampeolografer (botanikere med speciale i vinplanter) mener dog, at han sagtens kan have omtalt Nebbiolo, da druen synes at være meget gammel. Man har endnu ikke fundet relateret DNA i druesorter, der kunne udgøre forælder til Nebbiolo. Derfor antager man, at forældrene til Nebbiolo ikke længere dyrkes.

Første skriftlige bevis på, at Nebbiolo blev dyrket i Piemonte stammer fra et dokument fra 1268, der blev fundet på slottet Rivoli i Torino. Her bliver druesorten “Nibiol” omtalt. ”Nibiol” må man gå ud fra er Nebbiolo.

Nebbiolo oprinder fra Piemonte

Nebbia betyder tåge, og man mener det er efterårets morgentåge i bakkerne omkring Alba, der har givet druesorten sit navn. Piemonte betyder i øvrigt ”For foden af bjerget” Piede = fod, Monte = bjerg. Det er netop den kolde luft fra bjergene og den varme luft fra Middelhavet, der fremkalder tågen. Der er heller ingen tvivl om, at det er de specielle klimatiske faktorer der gør, at druesorten trives her.

Nebbiolo er en af de første druesorter der blomstrer i Piemonte, alligevel er det en af de sidste der høstes. Druen kræver en del varme og en meget lang modning, for at få modnet skindets ret voldsomme tannin. Af samme grund indeholder en Barolo ofte høj alkohol, typisk 14,5%. Nebbiolo har meget ustabile phenoler, så selvom der anvendes en lang maceration med masser af farveudtræk fra skallerne, så bundfælder disse farvestoffer ret hurtigt under fadlagringen. Derfor er en Barolo typisk lys som en Pinot Noir.

Hvorfor er der så meget tannin i en klassisk Barolo?

Nebbiolo er ret unik. Druen er blevet forsøgt flyttet fra sit ophav mange gange, men aldrig med den store succes. Det er som om den bare trives bedst her, i Langhe, i det sydlige Piemonte. Ingen anden drue har en struktur som Nebbiolo, ingen anden drue kan på samme måde tåle, at man arbejder med 40 dages maceration. De fleste druer vil levere et grønt tannin-helvede, som er umuligt at drikke. Men Nebbiolo´s lange vækstsæson gør, at tanninen i skaller og kerner modner på en måde, som ikke finder sit lige.

Når det er sagt, så kan du sagtens producere en Nebbiolo med mindre tannin. Det hele handler om macerering, og om macereringen foregår før eller efter gæring. Efter gæring er der dannet alkohol, og det er denne der trækker tannin ud af skaller og kerner. Faktisk stammer 50-70% af den tannin man finder i en klassisk Barolo fra kernerne.

Summa summarum. Stilen i en klassisk Barolo er et bevidst valg, og et valg, som lovgivningen i området forsøger at værne om. Kravet til en Barolo DOCG er 38 måneders lagring, hvoraf minimum 18 skal foregå på fad. Med så lang tids lagring skal vinen have noget tannin til at beskytte sig.
Derfor er der så meget tannin i en klassisk Barolo.

Historien om Barolo domineres af familien Falletti

Når man taler Barolo er man også nødt til at tale familien Falletti. Familien har fyldt meget i områdets historie. Fallettierne var grever og bankfolk. Bankvirksomhed er rent faktisk en italiensk opfindelse og ordet bank kommer af det italienske banco. Allerede i 1407 blev der oprettet en offentlig bank i Genova, til sammenligning, så åbnede de første banker i Danmark først i 1700-tallet. Bankvirksomhed i sen middelalder var ikke ufarligt, og Falletti-familien drev derfor bank fra bl.a. fæstningen Castello di Castiglione di Falletto, en fæstning som kan besøges som museum i dag. Familien erhvervede store mængder jord og ejendomme over hele Piemonte.

På billedet: Castello di Barolo, med Marchesi di Barolo i baggrunden (den store gule bygning)

Familien Falletti spiller også en rolle for den moderne Barolo. Før i tiden besad vinen ofte sødme og var let mousserende, en konsekvens af at producenterne havde svært ved at styre gæringen og få alt sukkeret omsat til alkohol. Den tørre vin vi kender i dag anses for at være født omkring 1850, og æren kan i den grad tilskrives to vinmagere; den franske ønolog Louis Oudart og den italienske Paolo Francesco Staglieno (1773-1850). Førstnævnte arbejdede for grev Camillo Benso de Cavour (1810-1861), borgmester i Grinzane og bosiddende på Castello di Grinzane Cavour. Staglieno arbejdede på kongens ejendomme i Verduno og Fontanafreda. De to indledte et samarbejde, som med tiden også involverede Giulia Falletti (1785-1864), der på daværende tidspunkt var enke efter Carlo Tancredi Falletti og eneste og sidste arving til Falletti-dynastiet. Det var med stor sikkerhed disse mennesker der forvandlede Barolo fra sød til tør og den stil vi kender i dag.

Barolo var i 1850 et meget fattigt område. Her boede bønder for hvem vin langt fra var vigtigste afgrøde. Hver ejendom havde kreaturer, dyrkede grøntsager og korn, og producerede vin. Vinen blev oftest skabt ude i stalden, eller under åben himmel. Temperaturstyring har været umulig, og bønderne var såmænd heller ikke bevidste om hvor stor betydning det havde. Det gjorde Louis Oudart og Paolo Francesco op med. Der blev anlagt kældre på blandt andet Fontanafredda og Cascina del Pillone, kældre som kan og bør besøges hvis man er i Barolo. Med kældrene blev temperatursvingningerne mindre og gærcellerne kunne fuldende deres arbejde, uden at blive sat i stå af en kølig nat.

Cascina del Pillone var Giulia Falletti´s vingård. Hun boede i Torino men brugte Castello di Barolo som landsted. Nedenfor slottet byggede hun Cascina del Pillone, hvor hun producerede vin. Hun havde ingen børn, så i årene efter Giulia Falletti´s død overgik jord og bygninger til hendes velgørenhedsfond. I1929 blev Cascina del Pillone solgt til familien Abbona, som stadig besidder den. I dag kalder de gården for Marchesi di Barolo (Grevinden af Barolo), som en hyldest til Giulia Falletti. I kælderen anvendes stadig 5 store træfade, løbende restaurerede, fra Giulia Falletti´s tid. Castello di Barolo er i dag museum.

Thomas Jefferson smager Barolo

Sidst i 1700-tallet smagte den kommende amerikanske præsident, Thomas Jefferson (levede 1743-1826 og var Amerika´s 3. præsident), vinen og nævnte vinens fremragende kvaliteter i sin dagbog. Han skrev “næsten lige så blid som Bordeaux og så livlig som Champagne.”
Husk på, at den Barolo han smagte formentlig har været en sødlig og let mousserende vin.

Kongefamiliens indflydelse

Carlo Alberto (1799-1849) var en kort periode konge af Sardinien og Piemonte, samt hertug af Savoyen. Hans store lidenskab var de vine, der blev produceret i regionen Barolo. Han købte blandt andet Castello di Verduno i Barolo og byggede et palads i Pollenzo. Pollenzo-ejendommen ligger i nærheden af byen Bra uden for Barolo distriktet. Ejendommen huser i dag et gastronomisk universitet. Efter Carlo Alberto´s død overtog sønnen Vittorio Emanuele II (1820-1878) tronen, samt faderens lidenskab for Barolo. Et sjovt lille kuriosum er, at Vittorio i 1852 udnævnte tidligere nævnte Camillo Benso de Cavour til premierminister. Det var ikke kun de to herrers vinmagere, der kunne finde ud af at samarbejde. Vittorio og Cavour var rent politisk, en væsentlig del af ”Den italienske samling” (1861), som forenede de mange stater i landet til ét kongerige.

Casa Mirafiore

Vittorio købte i 1858 Casa Mirafiore, den ejendom, der i dag hedder Fontanafredda. Han, og især hans søn Emanuele, forvandlede stedet til noget der mindede om en by, med egen kirke, skole og beboelse til medarbejderne. Ejendommen var 300 hektar stor, men er dog siden reduceret til 120 hektar. Casa Mirafiore/Fontanafredda ligger ved indkørslen til Serralunga dalen når man kommer fra nord. Vittorio erhvervede sig også La Volta-slottet, der ligger på de vestlige skråninger over Barolo by. Der har altså været konger involveret i Barolo´s historie, og det er ikke uden grund, at Barolo kaldes ”Kongernes vin – vinenes konge”. I dag er begge ejendomme privatejede.

Phylloxera og meldug

Imens resten af Europa i slutningen af 1800-tallet sloges med vinlusen Phylloxera, så gik de italienske marker fri. Det varede dog ikke ved. I 1930´erne kom lusen og ramte naturligvis hårdt, især fordi verden befandt sig i økonomisk uvejr. Mange ejendomme havde ikke råd til nyplantninger, så selvom løsningen med at pode på amerikanske rødder allerede var kendt, så gik der tid med at få genrejst Barolo. Kongens ejendom Casa Mirafiore gik af samme grund konkurs og blev solgt til en toscansk bank for 1 million lire, hvilket har været en latterligt lav pris selv i 30´erne. Banken omdøbte ejendommen til Fontanafredda, som er navnet på den mark hvor gården ligger. I dag er ejendommen privatejet.

Ser vi på de to invasive sygdommes indflydelse i dag, så er meldug faktisk et langt større problem end Phylloxera, og det er den grundet Nebbiolo´s lange modning. Meldug er en svampeart, der har tendens til at angribe vinplantens blade ret sent på sæsonen. Meldug er som ofte ikke et problem hvis man kan høste tidligt, – det kan man bare ikke i Barolo. Her foregår høsten ofte i oktober og med masser af fugt i luften, – perfekte betingelser for en svamp. Plantens blade bliver ødelagt, fotosyntese umuliggjort, og det kan medføre reduktion af høstudbytte.

En ny stil skaber splid

I nyere tid er et af de mest skæld-sættende tidspunkter i Barolo, den dag da Elio Altare gik i kælderen med en motorsav og skar de store gamle træfade til småstumper. Han ville have de gamle fade ud af kælderen, og i stedet begyndte han at lagre på nye små barriques. Det rystede befolkningen i Barolo som et jordskælv! Elio´s far gjorde ham omgående arveløs.

På billedet: Elio Altare´s kælder. Her stod tidligere store foudres.

Elio fik bragt sindende i kog. Men han var ikke den eneste der mente, at Barolo var nødt til at følge med tiden, der skulle skabes en hurtigere drikkemoden og moderne Barolo hvis området skulle overleve tidens trend og især – gøre sig interessante for det amerikanske marked. Flere huse gjorde sig skyldige, i at lefle for Robert Parker og glemte nok i nogen grad, hvor de kom fra, man kaldte dem “The Barolo Boys”. De begyndte at arbejde med kort macerering (5-6 dage) og lagring på ny eg. Traditionelt løber macereringen over 24 dage sammen med skindet for at trække tørstof af disse, som dernæst blødgøres af lang lagring på store gamle træfade, typisk 2 års fadlagring for Barolo – 3 år for Barolo Riserva. En Barolo må først frigives i 3. år efter høsten, en Riserva 5 år efter høst.

The Barolo Boys fik rystet træet godt og grundigt, og de indrømmer da også selv, at de nok gik for langt i forsøget på at modernisere Barolo. Men revolutionen kom, Barolo har på mange måder ændret sig, og Barolo er frem for alt blevet mere eftertragtet. Hvor langt må man gå for at opnå det? Se filmen “The Barolo Boys” og bliv meget klogere. Filmen kan ses på vimeo.com.

Nye metoder inden for vindyrkning har været med til at bygge bro mellem modernisterne og de traditionelle producenter. Ændrede dyrkningsmetoder har ført til hurtigere og bedre modning af druer, samt mere moden tannin. De fleste anvender i dag temperaturkontrollerede gæringskar. På den måde mødes de to stilarter, også selvom man stadig kan møde Barolo, som ikke bør drikkes før den er 20 år gammel. Det hører også med til historien, at nogle af de revolutionære har sadlet helt om, og i dag producerer noget af det mest klassiske Barolo på markedet.

De 11 kommuner i Barolo

Barolo-området er ikke stort. Med sine 1734 hektar har blot 11 kommuner ret til at skrive Barolo på deres vine. Kommunerne er Barolo, La Morra, Monforte, Serralunga d’Alba, Castiglione Falletto, Novello, Grinzane Cavour, Verduno, Diano d’Alba, Cherasco og Roddi. Området måler cirka 20 kilometer fra nord til syd og cirka 10 kilometer fra vest til øst. Finder du den rigtige bakketop kan du se næsten det hele.

Det oprindelige område fra 1927 var en del mindre end i dag. En stor del af Monforte, samt Novello, Cherasco og Roddi blev først tilføjet da området fik DOC status i 1966.

I dag tilhører Barolo den øverste kvalitetskategori i Italien, som går under navnet DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantia). Området blev et af de første områder i Italien til at blive tildelt DOCG, det skete i 1980, i øvrigt sammen med områderne Barbaresco, Brunello og Vino Nobile.

Der findes, i grove træk, to jordbundstyper i Barolo. De er mere eller mindre adskilt af landevejen mellem Alba og Barolo. På den vestlige side (La Morra, Verduno og en del af Barolo er jordbunden leret og kalkholdig og giver en blød og saftig Nebbiolo, imens sandstenen i undergrunden i den østlige del af Barolo giver mere tannin, sandstenen er særligt dominerende i Serralunga-dalen. Vine herfra skal lagre meget længe for at blødgøres.

De bedst beliggende parceller

I midten af ​​det 20. århundrede var vinproduktionen i Barolo-zonen domineret af store negocianter, der købte druer og vine fra hele området og blandede dem. Men op gennem 1960’erne kom der for alvor gang i egne aftapninger rundt omkring på de små vingårde. Dermed opstod behovet for at skille sig ud, at markere, at ”denne vin er noget specielt”. Behovet for marknavne på etiketterne opstod.  Det førte til en ophedet diskussion blandt områdets producenter. Nogle ønskede sig en klassificering af vinmarker, andre så det som altødelæggende for området hvis noget sådan blev indført. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at også i Barolo er der marker, som år efter år præsterer bedre end andre. Det har man talt åbent om og priserne på druerne fra de enkelte marker har også med al tydelighed vist det. Lorenzo Fantini lavede sin egen klassifikation i slutningen af ​​det 19. århundrede, Renato Ratti udforemde sit “Carta del Barolo” i 1971 og Luigi Veronelli gjorde det samme i slutningen af ​​det 20. århundrede.

Renato Ratti´s liste var inddelt i cru og 1. cru. Blandt første cru´erne var: “Rocche” (Rocche del Annunziata), “Brunate” og “Cerequio” i kommunen La Morra (en lille del af Brunate ligger faktisk i kommunen Barolo). “Cannubi” i Barolo. “Monprivato”, “Villerro”, “Bricco Rocche” og “Rocche di Castiglione” i Castiglione Falletto. “Gabutti”, “Parafada”, “Lazzarito” og “Marenca” i Serralunga, d´Alba.
Marker, som den dag i dag anses for at være nogle af de bedste i Barolo, med enkelte tilføjelser, såsom “Monvigliero” i Verduno og “Ornato”, “Francia” og “Vigna Rionda” i Serralunga d´Alba.

MGA indføres

I 2010 indførtes så MGA-systemet (MGA=Menzione Geografica Aggiuntiva). Nu blev det officielt muligt at anføre marknavn på vine fra bestemte parceller. Systemet omtales ofte som et cru-system, men er det egentlig ikke. Det kan være forløberen for det, men med indførelsen af MGA tages der ikke stilling til om enkelte parceller er bedre end andre. Systemet giver dig bare ret til at anføre et marknavn.

Det diskuteres stadig om det var rigtigt at indføre MGA. For er et marknavn med til at øge kvaliteten på Barolo? Skulle en blanding ikke kunne smage bedre? Mascarello´s legendariske Cannubi årgang 1961 – var et blend fra flere marker. Det vidste ingen, og alle var ligeglade. Hvor om alting er, så er vin med marknavn blevet langt mere eftertragtet og produktionen af Barolo med marknavn steg fra 40% til 60% alene på de første 5 år af MGA´s eksistens.

Et af kritikpunkterne går på, at hver kommunes MGA er tildelt efter forskellige kriterier. Markerne er som sådan ikke inddelt efter jordtype og orientering, nogle af dem er, imens andre mere figuerer som et lokal-område. Det kunne give god mening hvis de var opdelt efter konturer i landskabet, men det er de i princippet ikke. Markerne i Monforte strækker sig over kæmpe arealer hvilket virker en smule fjollet, imens topmarkerne, som blandt andet Ratti nævner i sin personlige klassifikation, minder mere om et MGA som er anvendeligt, små parceller med specifik jordbund og orientering. Bakkede Barolo – består af myriader af forskellige jordtyper og orienteringer. MGA bør give mening, især hvis den er udformet korrekt.

The post Historien om Barolo appeared first on Vin under lup.

Facts om Barbaresco: Området består af blot 640 hektar vinmarker fordelt på 4 kommuner. Man kan sådan set cykle området rundt på en formiddag og endda nå at få frokost på turen. Områdets geologi minder en del om Barolo´s. Bløde bakker med højt kalkindhold, hvilket gør, at Nebbiolo-druen stortrives. Barbaresco er en smule varmere end Barolo, og viser en anden lidt “chokoladevarm” og blomme-frugtig udgave af druen. Første gang området nævnes som selvstændig appellation er i 1894, før dette år blev Nebbiolo-druer fra området oftest solgt til Barolo-producenter. I 1966 får Barbaresco “DOC” status og i 1980 ophøjes området til “DOCG”.

Taverna er en lille familie-ejet ejendom i Neive, en af de blot 4 landsbykommuner, der udgør Barbaresco-området. Et nyt kapitel i familiens vin-historie startede i 2019 da Barbaresco 2016 blev sendt på markedet. De har lavet vin fra samme parcel før, men aldrig kommercieliseret salget, der er foregået til private kunder. Familien har faktisk en lang historie med at dyrke druer og fremstille vine.

Nonna Vina – en bedstemor med slag i

Historien om Taverna Wines starter egentlig med Ludovina Versio, eller “Nonna Vina” (Bedstemor Vina), som den nu 96 år gamle dame også kaldes. Oprindeligt hjalp hun sin mand med at drive familievingården, men i 1953 døde han uventet og efterlod hende som enke i en alder af 30 år med deres 10 år gamle datter Luciana. Hun giftede sig aldrig igen og administrerede vinmarkerne og lavede vin i 30 år, indtil Lucianas mand – Piero Taverna overtog. Piero drev boet i yderligere 30 år. Den gang solgte de fleste vinbønder i Barbaresco deres druer eller bulkvine til de store négocianter, men Nonna Vina var i stand til at skabe og styre en lille forsamling private klienter, som konsekvent købte hendes vin i “damigianas” (glasbeholdere på 28 eller 54 liter).
”Nonna Vina” var blandt de første vindyrkere, der begyndte at tappe deres egen vin i 75 cl flasker, og endda fremstille cru-vin.

Nonna Vina´s Nebbiolo fra 1974, kommer fra enkeltmarken ”Slizza”, en parcel som familien stadig ejer, men i dag er de 1,2 ha en del af den officielle cru ”Gaia-Principe”. Vinen bærer navnet “Versio Vina” som er en forkortelse af hendes eget navn Ludovina Versio. Det blev yderligere forkortet til “VV” – som så igen er en forkortelse af det italienske glædesudbrud “Viva!” (“Længe leve!”). Det var helt unikt på den tid, at en enlig kvinde på en lille vingård overhovedet overvejede at tappe og markedsføre sin egen vin. En sådan kvinde har ben i næsen. Den gang var det kun Gaja, Giacosa og Prunotto der tappede deres egne vine og de udførte tilmed en masse négociant-arbejde.

Men på spørgsmålet om Nonna Vina dengang følte sig anderledes i en meget mandsdomineret verden svarer hun: ”Jeg har aldrig set skævt til eller skændtes med nogen. Det er et svært mål at følge her i livet”.

Roberto Taverna starter nyt kapitel

For familien har dyrkning af druer, fremstilling og salg af vin altid været en fritidsinteresse, man kan simpelthen ikke leve af blot 4,2 ha.
Nonna Vina´s datter Luciana er skolelærer, Piero er statsansat. Deres eneste søn – Roberto er elektriker, hans kone Elisa driver et byggefirma med hendes 2 brødre. Alle har været og er travlt optaget af karrierer, som ikke har tilladt vinproduktionen meget opmærksomhed.

Men en dag blev det elektrikeren, Roberto´s tur til at stå for vinfremstillingen. Han besluttede ret hurtigt, at han ville bringe vinproduktionen til et nyt niveau. På daværende tidspunkt blev gårdens druer solgt på kontrakt til negocianter i Langhe-området. Kontrakterne blev opsagt, men det gør man ikke fra år til år. Flere af kontrakterne havde lang tids opsigelse. I 2016 producerede han sin første Barbaresco, kun 600 liter. I 2019 kom flere af markerne så under egne vinger og behovet for at få bragt noget ekspertise ind i forretningen blev tydelig for Roberto. Ved et tilfælde løb han ind i Bisso Atanassov, tidligere vinmager på Vietti og La Bioca i Barolo, som kunne se potentialet i projektet og i dag står for produktionen af Taverna vinene.

Taverna Wines besiddelser i Barbaresco

Faktisk kommer Roberto´s 2016 Barbaresco fra ”Slizza” parcellen på Gaia-Principe. Parcellen som Nonna Vina tappede på flaske tilbage i 1974. I 2019 har Bisso satset på at skulle producere en Barbaresco Riserva fra parcellen. Den vil vi så kunne smage i 2023. Ud over Slizza, så købte familien for flere år siden to Nebbiolo-parceller på cru´en Cottà (også i Neive), en af ​​disse parceller”Senteundes” er udelukkende beplantet med den meget sjældne og atypiske Nebbiolo Rosé. I 2022 frigiver Taverna Wines en cru-vin produceret udelukkende på denne klon. Fremtiden vil også byde på Barbera d’Alba Superiore (cru Cottà), en fad-gæret Langhe Chardonnay (cru Gaia-Principe), en Asti Secco (ingen crus tilladt og Taverna har Moscato i begge crus alligevel), og to innovative vine – en Piemonte Grignolino (lys rød) og Arneis-Moscato (tør, aromatisk hvid).

Eksperten møder familien

Selvom Bisso nu er eksperten på gården, så kan familien ikke helt lade være med at blande sig. Piero laver stadig Dolcetto til nogle af hans privat-kunder. Nonna Vina, er stadig ved godt helbred og har et meget klart og lyst sind. Hun elsker at spille kort med datteren Luciana og hendes venner en gang om ugen, men hun fortsætter også med at interessere sig for og “kontrollere” produktionen. Som hun siger “Nogle gange ville jeg foretrække at se eller forstå mindre!”
Men hun kan ikke lade være. Under høsten i 2019 stod hun med et kæmpe smil og betragtede høstholdet, da de bragte de første druer til kværnen. Hun bad om prøver af de gærende vine hver dag og gav Bisso instruktioner: “Questo va tirato!” (“Du skal dræne denne vin nu!”). Om han rettede sig efter det ved hverken vi eller Nonna Vina. Ved frokost eller middag drikker hun kun gammel Nebbiolo, som hun eller Piero har produceret ”I min alder ønsker jeg ikke at drikke en mindre vigtig vin, det har jeg fortjent!”, siger hun.

Lad os alle efterleve Nonna Vina´s vise ord og give os selv retten til, når vi bliver gamle, udelukkende at drikke god gammel Nebbiolo!

De seneste årgange

Klimaforandringerne kan i den grad mærkes i Barbaresco. Siden 2015 har der næsten kun været ekstremt varme og tørre somre. Vand i undergrunden er en mangelvare, og det har resulteret i nogle årgange med voldsomt højt ekstraktindhold i Nebbiolo. Ekstrakt er alt det tørstof der er tilbage når vandet fjernes, blandt andet sukker, farve og tannin. Spørger man Bisso, så er det ikke som sådan et problem. Årgangene har, på trods af varmen, alligevel budt på forskelligheder. I 2020 var nætterne for eksempel kølige, og det medvirkede til en halvering af tannin-indholdet i drueskallerne i forhold til 2019. Nebbiolo er lidt speciel, da den ikke udvikler mere og mere sukker i varmen, den udvikler faktisk bare en tykkere skal og dermed mere tannin. Barbera er helt anderledes, den eksploderer i sukker i varme. Det er efterhånden helt almindeligt at se Barbera på omkring 15% alkohol fra Barbaresco og Barolo.

The post Taverna i Barbaresco appeared first on Vin under lup.

Nebbiolo er absolut ikke en af verdens mest udbredte sorter. Det er næsten som om Piemonte i Norditalien har taget patent på druen, der aldrig rigtig synes at tilpasse sig andre steder. Man kan ikke rigtig bebrejde den. Barbaresco og måske i særdelshed Barolo er usædvanligt smukke vinområder. Man kan godt forstå, at Nebbiolo kan lide at vokse her.

Nebbiolo har med sikkerhed været at finde i Piemonte i en rum tid. Første skriftlige bevis stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener, at druen har vokset her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen sandsynligvis oprinder fra Piemonte. Et bevis på, at sorten har været dyrket længe er, at DNA forskningen endnu ikke har fundet forfædre til den. Man antager derfor, at forældrene til sorten er uddøde. Nebbiolo har selv lagt DNA til flere druer, hvoraf de bedst kendte er Freisa, som også er udbredt i Piemonte, samt den hvide Viognier.

Det er både klima og jordbund, der synes at passe druen godt i Piemonte. Jordbunden er meget kalkholdig, især i områderne Barolo og Barbaresco. Nebbiolo blomstrer tidligt og modner meget sent, den høstes ofte sidst i oktober. På trods af den sene høst så har druen et stort indhold af både tannin og syre og måske knap så underligt farvestof. Farvemolekylerne er meget tunge i Nebbiolo og de har en tendens til at bundfælde. Derfor er en klassisk vin på druen oftest meget lys. En mørk udgave er enten produceret på en bestemt klon, eller på en eller anden måde hjulpet teknisk på vej. Før i tiden blandede man andre druer i Nebbiolo-vinene for at bringe farve til dem, men i dag er denne praksis ulovlig og det er almindeligt accepteret, at en Nebbiolo skal være lys og transparent.

Forskellige udgaver af Nebbiolo

Da Nebbiolo har en lang historie bag sig, så findes der et utal af kloner af druen. I Barolo dyrkes i dag over 40 forskellige kloner. Mange bønder planter forskellige kloner på deres marker, for at sikre sig et stabilt udbytte. Hver klon har sine egne positive og negative egenskaber. Den ene klon modner tidligere, en anden er mere resistent over for bestemte sygdomme osv.
Men ikke alle kloner leverer lige god kvalitet. De mest udbredte er Lampia, Michet og Bolla. Indtil for nylig troede man også at Nebbiolo Rosé var en klon af Nebbiolo, men DNA forskning har vist, at det er en selvstændig sort. Ganske vist i familie med Nebbiolo, men genetisk forskellig og derfor skal betragtes som en selvstændig sort. Det er et betændt emne, for mange bønder frygter nu, at de bliver tvunget til at skille sig af med deres elskede Nebbiolo Rosé, som de har arbejdet med i generationer. En omplantning vil være tidskrævende og voldsomt omkostningskrævende. Der vil være en vis fornuft i, at tillade sorten i Barolo og Barbaresco DOCG. Flere producenter laver vine udelukkende på denne klon, bl.a. Elvio Cogno. Mon ikke Barolo-bønderne får lov at arbejde videre med deres “klon”, en fætter er også en del af en familie.

Én ting er hvad hver enkelt klon byder ind med, men noget andet er opfattelsen af hvordan en Barolo skal smage. Hvert område har naturligvis sine “krige”, og det kan man i den grad også sige Barolo har, eller har haft. Der findes god Nebbiolo og knap så god Nebbiolo, sådan vil det altid være, men op gennem 90´erne fandtes der to skoler. Dem der vil have en mørk, tanninrig og fad-drevet Barolo, og så den klassiske, hvor Barolo er transparent med et minimum af fad. De senere år er det dog som om, at man har erkendt, at det mest naturlige for Nebbiolo er, at den er lys i farven, også selvom den er kraftig og tanninrig.

Vinens karakteristik

Som ung kan en Nebbiolo være en rigtig “vrissenpind”, men med alderen udvikler den nogle fantastiske nuancer, der ikke findes lignende i vinverdenen – det skulle da lige være i god Pinot Noir! Trøffel, viol, orangeskal og læder er nogle af de ord, der ofte anvendes for at beskrive vinen. Grundet det høje tannin-indhold lagres en Barolo 3 år inden den sættes til salg. Lagringen foregår ofte på gamle fade, der ikke afgiver tannin, men blot modner og blødgører vinen gennem svag iltning.
Aromatiske kendetegn: Jordbær, blåbær, kirsebær, rose, viol, trøffel og peber.

The post Nebbiolo – en kræsen fætter appeared first on Vin under lup.

To søskende, eller mere præcist – et par tvillinger, er ved at melde sig ind i den absolutte elite af Barolo-producenter. Mirko og Federica lyder efternavnet Martini og har taget den La Morra-baserede vingårds tidligere ejers efternavn med sig, så “Gianni Voerzio” fra 2012 blev omdøbt til “Voerzio Martini”.

Hvis Gianni Voerzio lyder bekendt, så kan det have noget med Gianni´s bror, Roberto Voerzio, at gøre. Roberto Voerzio opnår nogle af de højeste priser for sine Barolo-vine. Der er rift om dem. Gianni har aldrig opnået helt samme succes, men har måske heller aldrig haft et ønske om at nå samme sted hen som sin bror. De to arvede vinmarker efter deres far. Han delte simpelthen sine parceller i to, så deres parceller ligger lige op ad hinanden. Potentialet er det samme.

Tvillingernes far, Piero Martini, og dennes bror drev en større vingård i Asti. Men italiensk temperament førte uenigheder med sig og faderen blev købt ud af familie virksomheden. I mellemtiden gik Mirko på ønologi-studiet i Torino og havde en underviser der hed Gianni Voerzio. De to klikkede godt. Gianni havde ingen arvinger og ville gerne se ejendommen blive drevet videre, så han spurgte Mirko om det var noget for ham at overtage. Her kom Piero´s penge fra salget af Asti-virksomheden i spil. Han købte gården, som Mirko og Federica driver i dag.
Som en del af salget blev der indgået aftale om, at Gianni skulle fungere som konsulent på gården i de første 3 år. Aftalen løb til 2015 hvorefter tvillingerne har overtaget driften.

Vingården ligger på vejen mellem La Morra og Verduno. Vi er med andre ord i den nordvestlige del af Barolo, i den del, der skaber de letteste og mest elegante Barolo-vine. Huset besidder 12 hektar, fordelt på cru markerne La Serra, Cerequio, Monvigliero og Boiolo.

Tilbage til fremtiden

Mirko og Federica har en klar idé om hvad de vil med vingården. De går naturens vej. En vej som flere og flere top-producenter tager. De gamle mekanismer genopdages, og der er ingen tvivl om, at tanken om at tage, men også give tilbage til naturen er en del af fremtidens vinbrug. Mirko og Federica´s marker er under omlægning til økologi, gæring foregår med naturgær og der skeles til biodynamiske dyrknings og produktionsmetoder. Nyplantninger foretages ved hjælp af stiklinge fra de planter der performer bedst på egne marker, fordi det helt logisk vil være disse planter, der har tilpasset sig omgivelserne bedst muligt. Man forsøger ikke at hente stiklinge ind fra andre top-marker, da kriterierne for succes ikke vil være de samme på en Voerzio Martini mark ved La Morra som på en Aldo Contreno mark ved Castiglione Falletto. De følger med andre ord den trend der er indenfor vinbrug i disse år. Landbruget er ved at finde tilbage til sit udgangspunkt, at være landbrug. Det ligger næsten i ordet “landbrug” at bruge jorden, at tage, men huske at give. Kemien er den store taber.

Voerzio Martini etiketterne er skabt af den lokale kunstner Gianni Gallo og hver etiket afbilleder en blomst, som vokser i Piemonte. Gallo er kunstneren bag mange vinetiketter i Barolo, også Vietti´s etiketter er prydet med hans tegninger.

Sortimentet

Nebbiolo fylder mest i landskabet. Stilen står skærende klart i hvert eneste glas, hver eneste flaske. Det er den transparente Nebbiolo uden for meget nyt fad der søges. Det jeg vil kalde den klassiske stil, og den stil som jeg mener tjener Barolo bedst.

Langhe Nebbiolo

Langhe Nebbiolo produceres rent faktisk fra cru marken Boiolo, der er nabo-mark til La Serra. “Ciabot della Luna” er en parcel øverst på Boiolo hvor der ligger et lille hus. “Ciabot” betyder lille hus, “Luna” betyder måne. Parcellen “Det lille hus under månen” er sydvest vendt, og her vokser udelukkende Nebbiolo klonen “Michet”. Klonen udmærker sig ved at sætte meget små druer og levere stor intensitet. Plantematerialet på Ciabot della Luna er 40 år. Vinen har tilbragt 8 måneder på en blanding af tonneaux (500 liters træfade) og franske barriques (225 liters træfade) hvoraf 2/3 fornys hvert år.

Barolo DOCG

Vinen produceres af druer fra markerne La Serra og Boiolo. Plantematerialet er omkring 50 år og leverer druer med stor intensitet. Dertil kommer, at der høstes “grønt” på markerne 3-4 gange i løbet af vækstsæsonen, for at reducere udbytte og kun stå tilbage med optimalt modne druer. Normalt høster Mirko og Federica ikke mere end 1 kilo druer pr. plante. Gæringen foregår i ståltanke og forløber typisk over 14 dage, dernæst overføres vinen til en blanding tonneaux og franske barriques. Cirka 2/3 af egetræsfadene fornys hvert år. Vinen tilbringer 24/30 måneder på træfad, alt efter årgangen.

Barolo cru La Serra

Barolo “La Serra” er produceret udelukkende på Nebbiolo klonen “Michet”. Plantematerialet på La Serra er 50 år og yder helt enestående intensitet. Læg dertil grøn høst og ekstremt lavt udbytte. Den tunge kalkholdige jord på La Serra giver en vin med en enorm intensitet. Det er den kraftigste cru i Voerzio Martini´s sortiment. Vinifikationen foregår på samme måde som husets Barolo DOCG, men La Serra indeholder hvert eneste år mere tørstof end Barolo DOCG. Vinen lagrer udelukkende på brugte fade, halvdelen på 2500 liters træfade og den anden halvdel på tonneau.

Barolo cru Cerequio

Cerequio er nabomark til La Serra, begge marker er syd-øst-vendte, men Cerequio ligger lavere på La Morra-bjerget og har en mere sandet jordbund. Det giver en lidt lettere vin, både hvad angår fylde og tannin. Vorzio Martini producerer årligt 2500 liter cru Cerequio – lige nok til at fylde et af deres store træfade. Skulle årgangen byde på en større høst, så deklassificeres den overskydende vin til Barolo DOCG.

Barolo cru Monvigliero

Marken ligger i 380 meters højde ved byen Verduno, på en bakkekam, der på modsatte side passeres af floden Tanaro. Disse betingelser giver et lidt køligere mikroklima. Samtidig er jordbunden sandet og medvirkende til at levere en af de letteste og mest forførende Nebbiolo-vine i hele Barolo. Årligt producerer Voerzi Martini blot 3 tonneau´s herfra.

De øvrige vine

Fra marken toppen af cru Boiolo, og parcellen “Ciabot della Luna” kommer også husets Barbera d´Alba. Druerne er høstet fra 40 år gamle stokke og besidder en intensitet, der ville være en anelse forvirrende hvis man fik serveret den blindt. Efter endt gæring macererer vin og skaller i 20-25 dage. Det er her den enorme intensitet i denne vin skabes. Vinen lagres 8 måneder på brugte barriques. Vinen der kommer ud af dette er så kompakt og så tanninrig, at man skulle tro det var Sangiovese man havde i glasset.

Husets hvidvine produceres ved hjælp af en 12 timers cryo-macerering. Druerne kværnes og blandes med tøris. På denne måde får du kontakt mellem most og skaller, men undgår oxydering. Teknikken gør, at der udvindes mere aroma af skallerne end ved et direkte pres. Det giver en strågul farve og en dybde og kompleksitet som er vildt skøn. Huset producerer en let og elegant Arneis, samt en mere kompleks vin på druen Timorasso. Sidstnævnte er blevet populær igennem de senere år. Lokalt kaldes druen for “Piemonte´s Riesling” og sammenligningen er måske ikke helt skæv, – kun lidt skæv. Faktum er, at druen oftest leverer en vin på omkring 14% alkohol, holder masser af syre og bliver bedre og bedre med alderen.

The post Voerzio Martini appeared first on Vin under lup.

“Vin under lup-panelet” har været samlet igen. Denne aften i 2019 skulle vi smage Barolo.

For kan man smage sig frem til en mark i Barolo? Det var egentlig overskriften på invitationen til aftenens smagning. Tre marker var i spil, Ravera i Novello, Cannubi i Barolo og Bussia i Monforte. Men helt overordnet set, så var det jo mindre vigtigt hvilken mark Barolo´en kom fra. Vi var helt enkelt på jagt efter den smukkeste Barolo. Den lille twist med markerne gjorde dog ikke smagningen mindre interessant. Personligt ramte jeg 6 ud af 16 mulige på markerne. Det kan i den grad tilskrives tilfældigheder, for min tese om, at Ravera ville være mere tannisk og grøn i sit udtryk end de to andre marker lod ikke til at holde vand. Jeg ramte faktisk kun Ravera én gang…

Markerne

De tre marker ligger alle omkring Barolo by. Cannubi lige nord for, med den mest sandede jordbund af de tre. Bussia mod øst, og Ravera mod syd. Sidstnævnte har en mere lerholdig jordbund end de to øvrige, og druerne modner senere på Ravera grundet en syd-østlig orientering mod solen. Ofte høstes Ravera 7-10 dage senere end de to andre marker.

Bussia er udskældt. Det er den største cru i Barolo, og derfor kommer der mange stilarter og kvaliteter herfra. Men hvis Bussia produceres fra den rigtige placering, af den rigtige producent så tæller den ganske enkelt blandt de største Barolo-oplevelser. Det gjorde den igen i dag.

16 vine fra top-producenter var udvalgt. Nøje udvalgt. Årgang 2013 hvis muligt, men enkelte vine endte med at blive smagt i andre årgange da 2013 ikke længere var tilgængelig. Således blev Pira/Chiara og Sandrone smagt i 2012 og Aldo Conterno smagt i 2014. Feltet var tæt og nuanceforskellene små på flere af vinene. Enkelte var mere modernistiske stilmæssigt, med mørkere frugt og tannin, men antallet af transparente, teglrøde Nebbiolo-vine var i overtal. Personligt er jeg klart mest til sidstnævnte stil, men det er jo ikke alle der har det sådan, og derfor var det spændende at se, hvordan panelet ville placere vinene. Der var dog udbredt enighed om tingene.

Aftenens resultat

Der var to vine der skilte sig klart ud. Damilano havde prop og måtte udgå. Scavino´s Cannubi lugtede af skaldyr og båndsalat, den gode gammeldags slags, hvor det har sat sig fast i kassettebåndoptageren og lugter brændt og varmt. Det var mystisk. Alle reagerede negativt på den. Det hjalp lidt på referencerne da “vandmelonskorpe glemt i solen” blev bragt på bane, men vinen var stadig underlig.

Aldo Conterno og Vietti skuffede. Det er to af de dyreste vine i feltet, men de lå begge og rodede omkring 90 point sammenlagt. Dagens største overraskelse var nok Serio & Batista´s Cannubi, der med en pris på blot 250 kroner hentede 91 point. Det skal dog tilføjes, at på dag to var der ikke meget liv i Serio & Batista, men flot balance på selve aftenen.

Aftenens top 5

Hvad markerne angår, så skuffede Cannubi. Det virkede lidt som om, alle forventede, at det var Cannubi der skulle levere de store vine. Det kom ikke til at holde stik. Samlet snit på markernes vine endte som følger:

Bussia 92,36
Ravera 91,08
Cannubi 89,74

Cannubi blev dog trukket voldsomt ned af Scavino´s lave karakter.

Personlig top 5

Min personlige top ser ud som nedenstående. Det hele blev bekræftet af slatterne den følgende dag. Man kan i den grad diskutere hvordan en Barolo skal smage. Jeg hælder til det klassiske. De transparente, velkrydrede vine med afbalanceret tannin. De mørke vine, med bitter tannin, som nogen elsker, dem forstår jeg simpelthen ikke. Så her er min “klassiske” top 5.

2013 Bussia, Parusso
”Friskpresset hø, hybenroser, kamfer og karamel i næsen. Krydret, sitrende og elegant smag med medium tannin. Fantastisk balance. Elegant og insisterende på samme tid.”
95 point

2013 Bussia, La Bioca
”Tørrede daler, mokka, mynte, læder og jordbærkompot i næsen. Det vælter op med en masse rustikke modne indtryk. Stor harmonisk smag, med mange af de samme elementer. Smuk moden tannin. Ædelt, modent, perfekt.”
94 point

2013 Cannubi, Serio & Batista
”Floral karakter, mokka, varme jordbær og friskpresset hø. Let og elegant, men samtidig prirrende og insisterende. Flot balance. Det er tosse-god Barolo til ingen penge. ”
93 point

2013 Ravera, Elvio Gogno
“Frugtdrevet, mørk og saftig. Kirsebær, chokolade og mokka. Frisk frugtig smag, mere frugtig end oxydativ. Delikat og kompleks med velintegreret tannin.”
93 point

2013 Bussia, Silvano Bolmida
“Indbydende næse med jordbær, hø, rose, marcipan og balsamico. Kælen og saftig i munden, hvor det kælne alligevel får modspil af lidt tør ungdommelig tannin. “
93 point

Det smagte panelet

Kommune: Barolo

Mark: Cannubi
Geologi: Sandholdig lerjord, ph 8,0, 10% kalksten, medium vand-kapacitet, medium fertilitet, høsttidspunkt: 6.-9. oktober

1. 2012 Boschis, Sandrone
2. 2014 Paolo Scavino
3. 2013 Marchesi di Barolo
4. 2014 Pira e Figli
5. 2013 Damilano
6 2013 Serio & Batista

Kommune: Monforte d´Alba

Mark: Bussia
Geologi: Mergel og sand, ph 8,1, 11% kalk, høj vandkapacitet, medium fertilitet, høsttidspunkt: 4./7. oktober
7. 2014 Aldo Conterno, Cicala
8. 2013 Parusso
9. 2013 Silvano Bolmida
10. 2013 La Bioca
11. 2013 Colla, Dardi le Rose

Kommune: Novello

Mark: Ravera
Geologi: Kalkholdig Mergel, PH 8,1, 11% Kalk, Høj vandkapacitet, høj fertilitet, høsttidspunkt: 7./13. oktober
12. 2013 Vietti
13. 2013 Elvio Cogno
14. 2013 Reva
15. 2013 Vajra
16. 2014 La Bioca

The post Barolo terroir smagning appeared first on Vin under lup.

Smukke Barolo, stedet hvor Nebbiolo forløses. Her er roligt, her er grønt, her er velplejet. Varmen føles i krop og knogler. Det er intet under, at selv en vrissen og vranten drue som Nebbiolo bliver harmonisk og glad i disse omgivelser. Man kan ikke andet end betages. Der er noget roligt, arrogant, ja, nærsten kongeligt over marker og bygninger. Man får lyst til at sadle hesten op og ride gennem vinmarkerne. Mærke vinden i håret. Duften. Varmen. Nede i den anden ende af Barolo sidder prinsessen nok på slottet og venter på at blive reddet. Spørgsmålet er så, om man kan holde sig fra at ride forbi en af de mange lokkende vinbarer på vejen, – om hun nogensinde bliver reddet.

De tre overskrifter

Tre ting må være væsentlige på en tur til Barolo

1. At få set de små hyggelige byer i området, der emmer af middelalder: Barolo med Castello Falletti, La Morra, Serralunga d´Alba og Castiglione Falletto.
2. At få spist på nogle af de fantastiske restauranter i området – og
3. At få smagt en masse fantastisk Nebbiolo.
   Her er tips til, hvordan og hvor du kan finde det hele:

Hvad skal ses i Barolo?

At besøge Barolo-området er som at træde tilbage til en svunden tid. De historiske levn stammer primært fra middelalderen, en tid hvor heste gjorde arbejdet, i mark og på vej, og hvor krigerisk adfærd satte sit præg på begivenhederne, – og dermed også på arkitekturen. Fæstninge/borge fra den tid kan ses på bakketoppene i området. De er ikke alle i lige god stand, men man kan fornemme tiden, usikkerheden. Der var fjender over alt. Vinmarkerne har formentligt taget sig ud, dengang, nogenlunde som i dag, så det er ikke fordi området har ændret sig voldsomt. Der er en flot rød tråd i hvad der bliver restaurereret og hvad der nybygges, hvilket nu yderligere forstærkes af, at området i 2014 blev optaget på Unesco´s verdensarvsliste.

Der er egentlig ikke så meget andet at gøre i småbyer som Serralunga d´Alba, Castiglione Falletto og La Morra, end at gå en tur og nyde omgivelserne, og nyde udsigten, og nyde køreturen mellem dem, om den er i bil eller på cykel.

Alle ovennævnte byer bør besøges. Der er ingen grund til at lade være. De er alle med middelalderlig charme og pakket med vinbarer og gode restauranter.

Barolo by skal naturligvis ses. Slottet ”Castello Falletti” rager op over den almindelige beboelse i byen, som primært består af kaffebarer, restauranter og vinhandlere. Hvis man driver forretning i byen og ikke sælger vin er man næsten nødt til at have et skilt hængende hvor der står : ”This is not a wineshop”.

Castello Falletti blev opført i det 12. århundrede og var en militær fæstning. I dag indeholder slottet et museum med et lidt broget tema, men dog også egen historie, samt ”Enoteca” i kælderen hvor man kan købe sig et glas Barolo. Også i Castello di Castiglione Falletto, i byen af samme navn, er der rundvisning, som man bør tage med.

Et godt råd: tag på sightseeing i Serralunga og Castiglione Falletto om formiddagen – Barolo omkring middag, og La Morra om eftermiddagen, så har du solens lys i ryggen og kan tage fantastiske billeder ud over området.

Læs Barlo-områdets historie her

Hvor og hvad smager man i Barolo?

Jeg er ikke i tvivl. Man tager til Piemonte for at smage god Nebbiolo. Alt det andet, Barbera, Dolcetto, Freisa og hvad de ellers rumsterer rundt med hernede, det kan man smage på alle andre tidspunkter. Et glas Barolo, imens man sidder i Barolo, det giver simpelthen så ufatteligt god mening.

Nebbiolo-druen har med sikkerhed været at finde i området i en rum tid. Første skriftlige bevis for, at Nebbiolo var at finde i Piemonte stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener altså, at druen har været at finde her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen menes at oprinde fra Piemonte. Den er i øvrigt i DNA-slægtskab med Freisa, som også er udbredt i Piemonte.

Der er mange steder man kan smage vin i Barolo. Restauranterne har ofte pæne udvalg og skænker også ofte gode vine på glas. Det er naturligvis også vigtigt at få besøgt en vingård eller to, eller tre…
Jeg siger det ofte til folk: “Lav aftaler!” Rådet er langt mere vigtigt i Barolo end mange andre steder. Du bliver simpelthen ikke lukket ind de sjove steder, med mindre du laver en aftale på forhånd.

Hvor spiser man i Barolo?

Der er uhørt mange gode restauranter i området. Kogekunsten er på højt niveau, og de fleste steder har de kompetente folk til at rådgive omkring valg af vin til maden. Dertil skal lægges, at priserne er meget, meget rimelige. Du kan virkelig opnå forkælelse til en pris der er langt lavere end i f. eks. Milano. Læg dertil, at det er overordentligt svært at få serveret et bare middelmådigt glas vin. Man føler sig lidt som Julius Cæsar når man sidder med fantastisk mad, fremragende vin, og en udsigt, som er enestående.
Ristorante L´Argaj og Ristorante Le Torri i Castiglione Falletto, Osteria More e Macine i La Morra og Ristorante Bovio nær La Morra er steder der giver dig en stor kulinarisk oplevelse, men der er mange, mange flere. Det er sådan set bare at gå på jagt.

Hvor bor man i Barolo?

Der tilbydes masser af lækre værelser i området. Hvad der er næsten umuligt, er at bo centralt, for du er altså på landet, og du har brug for en bil for at komme rundt. Alternativt skal du have cyklen med, eller leje en på stedet.

The post Turen går til Barolo appeared first on Vin under lup.