Det vilde er, at det stadig er som om eventyret kun lige er startet. Tysk Pinot Noir går en vild, vild fremtid i møde. Når det er sagt, så er det en meget lille del, der hører til i den absolutte top og som kan udfordre Bourgogne. En meget god pejling er, at VDP-medlemmer dyrker cirka 1150 hektar af Tysklands Pinot Noir. Det svarer til cirka 10% af det samlede areal. Man behøver ikke være VDP medlem for at lave god Pinot Noir, men det viser alligevel lidt om hvor lille en produktion vi taler om. Johannes Jülg producerer 2000 flasker Kostert hvert år. Det er ingenting!

Jeg spurgte Johannes Jülg om han troede andelen af kvalitetsbevidste producenter vil stige. Han var lidt tøvende. Fordi det kræver penge at dyrke Pinot Noir. Du skal købe eller arve en etableret ejendom, og hvem har pengene til det, eller en onkel med en vingård…?
Nogle har. Som for eksempel Severin fra Gebrüder Mathis. Et pragt-eksempel på, at der kan opstå små mirakler.

Selve smagningen

Smagningen forløb helt som den plejer. Indledning med en kort (nogen synes ikke den var så kort) status på tysk pinot og introduktion af de 11 deltagende producenter. Hvordan producerer de deres vin og hvorfor ender det ud med at smage som det gør. Dernæst skulle der smages. Semiblindt. Det vil sige deltagerne vidste hvad der kom, bare ikke hvornår. Hvor var hvad? “Den her er mørk og stilket, kunne det være Sermann?”, “Denne her er lys og rødfrugtet, kunne det være Gebrüder Mathis?”

Men vigtigst af alt, så skulle deltagerne give de enkelte vine point, og vi skulle have fundet aftenens flotteste Spätburgunder.

Vinene var endnu engang valgt på udemokratisk vis. Alle vinhandlerens favoritter krydret med noget af det folk taler om, samt noget der skulle prøves. Sidstnævnte var i dette tilfælde Klumpp, der som de eneste tyske pinot-producent jeg kender til, benytter sig af Saignee, – hvor man lukker most ud af gæringskarret for at koncentrere den færdige vin. Måske er det bare fordi de indrømmer at de gør det, men jeg har aldrig hørt den teknik anvendt til Spätburgunder før. Er det pinot-agtigt?
Der var en del vin fra Baden med. Må der være det? Ja det må der. Baden strækker sig fra næsten 50. breddegrad til næsten 47. breddegrad. Der er masser af diversitet i både klima og jordbund, og det vil blive endnu mere tydeligt med den nye vinlov.

Hvilken betydning får den nye vinlov af 2026?

I Baden vokser 43% af det samlede Spätburgunder areal i Tyskland. I den nye lovgivning får underområderne langt større betydning end tidligere. Kun få kender områder som Kraichgau, Breisgau og Tuniberg. Kaiserstuhl er mere kendt. Men det er disse navne der vil blive mere udbredte i fremtiden. Det giver især god mening i Baden. Det nye bliver også, at alle marker vil blive klassificeret, – også for ikke-VDP medlemmer. Vi er der ikke endnu, og spørgsmålet er nok hvornår vi når derhen. Der sidder udvalg og prøver at blive enige i de enkelte Anbaugebiete, det må være lidt ligesom at danne en ny regering.

Resultatet

Sikke et felt. Det er vanvittigt, at man står hvert år og tænker, – hold dog k….! Det bliver bare bedre og bedre, flottere og flottere.

Der skrues lidt hist og justeres lidt pist og vupti, så smager Jülg som gigantisk Gevrey-Chambertin. Huber som Vosne-Romanée. 2023 har leveret noget af det største tyske Pinot Noir nogensinde. Twardowski har altid være Bourgogne-agtig, men med et Mosel-twist. I årgang 2022 er Mosel forsvundet. Et af de varmeste år i nyere tid har simpelthen leveret Bourgogne fra Mosel. Kæmpe stor Bourgogne. Kalmit fra Par les deux er storladen og saftig, men på forunderlig vis formår den at holde elegancen trods de 14% alkohol. Men den viser meget godt hvor varm 2022 var.

Klik på de fremhævede vines navne for at komme til mr-ruby.dk.

The post Resultat: Spätburgunder Mesterskabet 2026 appeared first on Vin under lup.

På trods af en anden stil, og på trods af en del nyt fad i Spätburgunder fra 00´erne og 10´erne, så var det jo alligevel i de år, at man for alvor opdagede, at tysk Pinot kunne noget. At druen havde en lovende fremtid i landet mod nord. Denne aften tog vi pulsen på nogle af de vine, som har drevet miraklet. Holder de stadig? Kan Spätburgunder blive gammelt? Mr Ruby havde blandt andet været i egen kælder for at finde modne udgaver.

De valgte producenter

Som altid, så kan en liste som nedenstående diskuteres. Der skulle vælges 11 vine ud, og jeg mener faktisk, at feltet er fyldestgørende og beskriver udviklingen igennem de seneste 20-30 år meget godt. Kun Heger, Knipser og Jülg kan prale af over 50 års eksistens. Resten er kommet til løbende. Twardowski er nyest tilkomne med sin grundlæggelse i 2011. Neus er i nuværende konstellation ganske rigtigt et år yngre, men har en lang historie bag sig og udnytter sin historie, både i produktion og markedsføring.

Vinene blev inddelt i 4 heats, med tre vine i hver. Der var smidt en “dark horse” Malterdinger 2014 fra Bernhard Huber ind i feltet. Den er stadig på lager og smager i øvrigt fantastisk. Et godt bevis på, at Spätburgunder kan blive gammelt.

Ellers blev vinene serveret i følgende rækkefølge:

Første heat kan også kaldes “klassikerne”

2015 Horn GG, J. Neus, Ingelheim, Rheinhessen

Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen “Ingelheim´er klon”.

I 2012 så det ud som om vingården skulle ende som lejlighedskompleks og parkeringskælder. Den var sat til salg, da ene-arvingen Ulrich Burchards var kørt kold i kampen som vinbonde. I sidste øjeblik blev Weingut J. Neus købt af Christian Schmitz, der til daglig driver et stort transport-firma i Mainz. Han ønskede at drive det historiske vinhus videre og havde og har stadig, kun kvalitet for øje.

Den særlige Ingelheimer klon gør husets stil unik. Pinot Noir smager ingen andre steder som her. Der dyrkes økologisk. Vinene gæres spontant i kælderen og tappes i flere tilfælde uden filtrering. Det naturlige søges, fordi det naturlige virker, og fordi det naturlige skaber lokalt særpræg.

Smagenote: Overraskende grøn i sit udtryk. Har smidt lidt af sin ungdommelige frugt, men virker ellers ikke tynget af alder. Spørgsmålet er, om den vil vinde ved yderligere lagring. Det virker ikke sådan. Frugten er for spinkel.

2015 Schlossberg GG, Dr. Heger, Ihringen, Kaiserstuhl, Baden

Dr. Max Heger var læge i Ihringen, og blev så inspireret af hans mange patienter i vinavl, at han selv måtte i gang. Derfor grundlagde sin vingård i 1935. Husets marker ligger i de vulkanske sten på Kaiserstuhl og er syd- sydvestvendte. Måske et af de varmeste steder at dyrke Pinot Noir i Tyskland. Det har Heger nydt godt af i årtier. De har altid kunnet høste med stor modenhed. I dag er det de to søstre Katharina og Rebecca Heger der administrerer ejendommen.

Stokkene på familiens ældste marker er 60+ år og leverer stor intensitet i den næringsfattige jordbund. Vinene lagres på barriques (primært brugte), samt store gamle træfade i op til 18 måneder, alt efter hvor lang tids modning de vurderes at have brug for.

Smagenote: Klassisk Heger. Fremstår sødmefuld og moden i duften, men i munden strammer den op, syre, røg og sten tager over. Slank, pirrende krydret, med lidt kaffebønner og marcipan. Den er ikke træt endnu.

2015 Kräuterberg GG, Burggarten, Heimersheim, Ahr

Det var Paul-Josef Schäfer, der i 1988 besluttede sig for at bryde med kooperativet. Det var krisetider for vinproduktion ved Ahr. Kooperativerne havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var kun én vej, i hvert tilfælde hvis man ville leve af vinproduktion: Blive selvstændig og satse på kvalitet. I dag er det Paul-Josef´s tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. To er i marken og den tredje, Paul, er vinmager.

Kontrasten fra kooperativets lyse vine, ofte med restsødme, til de Bourgogne-lignende vine, som familien pludselig leverede – var enorm. Så enorm, at huset har været nødt til at bevare en enkelt vin med restsødme, som primært sælges til lokale kunder. Burggarten har været med til at revolutionere Ahr.

Smagenote: Mørk farve, storladen duft af brombær og boysenbær. Let acetone-note. Masser af syre og let tanninbid. Frugt og syre/tannin er ikke afbalanceret. Spørgsmålet er, om den finder balancen. Det var en fantastisk vin for 6-7 år siden. Lige nu er der ubalance.

Andet heat har overskriften “Dijon”-klon

Første vin i dette heat var 2014 Malterdinger fra Bernhard Huber. Nærmere beskrivelse af Huber følger. Vinen er med fordi den er blevet drukket to gange inden for kort tid, – og den fremstår simpelthen bare fantastisk flot. Modenhed, men stadig med syre. Elementerne flyder flot sammen.

Smagenote: Blomme, mørke bær, tobak, stringent syre og afrundet tannin. Det smager som om Bernhard har trampet druerne selv, med en gauloise i mundvigen. Det er simpelthen vinmageri på første klasse det her. En entry level vin der holder for hårdt 11 år efter. Fremragende!

2017 Herrenwingert, Friederich Becker, Schweigen, Pfalz

Historien minder om Jülg´s, der da også næsten er nabo. En ejendom bliver delt i en fransk og en tysk del efter 2. verdenskrig. Becker kan endda fortælle, at et familiemedlem blev sat til at beskyde Wissembourg, fordi de allierede havde indtaget byen. Det nægtede han. Han var født og opvokset her, og der var stærke følelser involveret. Derfor endte Schweigen med at blive beskudt af de allierede (det var byen måske blevet alligevel), men historien fortæller om ikke andet, at grænsetrækningen ikke var ønsket. Familier blev delt i en fransk og en tysk del. Ejendomme blev delt i en fransk og en tysk del.

Familien Becker går generationer tilbage som vinavlere, men det var først i 1973, at Friederich Becker Senior producerede vin selv. Tidligere blev alle druer solgt til det lokale kooperativ. Friedrich gik all-in på Pinot Noir og var en af de første til at lagre Pinot Noir på barriques, med en høj andel ny barrique. Når man smager de ældre årgange i dag, så synes vi der er meget fad i dem, men som nævnt før, – det ville man gerne have dengang. Friedrich Becker Junior har skåret ned på andelden af nyt fad. Stilen er mere moderne i dag.

Smagenote: Kirsebæragtig sur/sød frugt. Tanninbid med jern, peber og sort the. Nebbiolo blev nævnt, det forstår man godt. Der kunne man nemt ende blindt på denne. Egentlig en flot vin, men lidt for dominerende tannin i selskab med de øvrige vine i dag.

2017 Sonnenberg KB, Weingut Jülg, Schweigen, Pfalz

Denne helt særlige ejendom blev købt af Oskar Jülg i 1961. Særlig, fordi den er beliggende hen over grænsen mellem Tyskland og Frankrig. Oskar skulle i starten have pas med i vinmarken, for at hente sine druer i det vi i dag kender som Alsace. Oskar fik to sønner, Peter og Werner. Werner overtog ejendommen i Schweigen i Tyskland, imens Peter købte en vingård i Seebach i Alsace. Så vinen løber i blodet, på begge sider af grænsen.

Oskar var passioneret fan af Bourgogne og besat af tanken om, at producere vin på Pinot Noir og Chardonnay i Tyskland. Han bragte således Dijon-kloner af Pinot Noir til Schweigen, ligesom det var ham, der plantede de Chardonnay-stokke, som i dag leverer druer til husets top Chardonnay Opus Oskar.

Huset var et af de første i det sydlige Pfalz til at tage Pinot Noir sådan, rigtig alvorligt. Måske kun overgået af Becker, eller også er det omvendt. De to huse fylder godt i billedet, når talen falder på tysk top Pinot Noir, og de har gjort det i en del år efterhånden. I dag er det Johannes Jülg der fører Weingut Jülg, og han har forfinet udtrykket på husets Pinot. Skåret ned på nyt fad, omlagt til økologi, ladet frugten tale naturens stemme. Stilen anno 2025 er lettere og mindre fadpræget end den var midt i 10´erne.

Smagenote: Storladen moden frugt. Nærmest rosin-agtig. Balsamico og sherry-noter. Varm og omfavnende. Enten elsker man den, eller også savner man Pinot´s friskhed.

Tredje heat med overskriften “Tysk klon”

2017 Bischofsberg, Benedikt Baltes, Churfranken, Franken

Det var Benedikt der åbnede mine øjne for tysk Pinot, – eller rettere, det gjorde hans vin. Den blev serveret blindt for mig af en tysk sommelier, som påstod, at Spätburgunder var fuldt ud på højde med burgundisk Pinot Noir. Det var en årgang 2014, og jeg blev blæst bagover. Det var en af den slags oplevelser, hvor man sidder og undersøger, om der kan være hældt noget andet på flasken end der står på etiketten.

Benedikt er oprindeligt fra Ahr. Da han var færdig med sit ønologi-studie ville han gerne arbejde med Pinot Noir. Gerne ved Ahr, – men det viste sig, at der var større potentiale i det vestlige Franken, – også kaldet Churfranken. Benedikt ville gerne arbejde med gamle stokke og gode marker. Alt det fandt han her. 60 år gamle Pinot-stokke på stejle sandstensterrasser. Han overtog i 2010 driften af Weingut Stadt Klingenberg, det gamle kooperativ, omlagde til økologi og gjorde det på 8 år til en af Tysklands førende Pinot-producenter. Her dyrkes udelukkende tyske kloner, især Ritter.

Smagenote: Stadig en af undertegnedes favoritter. Så slank, så ren. Rød frugt, stringent syre og pirrende krydret mineralitet. Her er balance for alle pengene. En skam, at Benedikt ikke laver den slags vin mere…

2015 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Lahr, Baden

Familien Wöhrle købte det gamle kooperiativ “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz.

Markus Wöhrle forsøger ikke at lave burgundisk Pinot Noir. Han holder fast i den autencitet, der ligger i at bruge de kloner af Pinot Noir, som har vokset i området i årtier. Disse kloner har tilpasset sig klimaet omkring Lahr og leverer en lysere, mere krydret og syrlig Pinot. Markus har dog sneget en lille procentdel Dijon-klon ind på sine marker, da han synes det tilfører vinen noget elegance.

Smagenote: Wöhrle´s karakteristiske røde frugt. Jordbærgrød tilsat reduktion i form af rugbrød, røg og marcipan. Flot stringent syre. Seriøs Spätburgunder, der smager af Spätburgunder og ikke prøver at være alt muligt andet. Ægte håndværk.

2017 Herrschaft, HE Dausch, Landau, Pfalz

Hans Erich Dausch er sjovt nok et af de navne man også er nødt til at nævne, når den tyske Pinot-revolution skal forklares. Hans Erich er tidligere bankmand, men blev sideløbende grebet af fascinationen, – at lave vin. Det hele endte med et garage-vineri, som blev skabt step by step sidst i 80´erne. Vineriet ligger i Landau. Vinmarkerne ligger ved byen Eschbach, et par kilometer fra Ilbesheim, der med sin Kalmit-mark er et epicenter for Pinot Noir i denne del af Pfalz.

Det er nok især elegancen i vinene fra Dausch, der har været trendsættende, – samt det faktum, at han udelukkende arbejder med den tyske Mariafelder-klon. En kæmpe øjenåbner for alle dem der mente, at alle tysklands beplantninger med Pinot nu skulle udskiftes med Dijon-klon.

Smagenote: Lys og rødfrugtet. Flot Pinot-næse, kælen sødmefuld frugt og fine krydderier i eftersmagen. Vinen mangler måske lidt syre og tannin for at kunne ryge helt til tops i smagningen. Aromatisk emmer den af stor Pinot.

Fjerde heat – blev kaldt “De bedste?”

2017 Spätburgunder Reserve, Weingut Knipser, Laumersheim, Pfalz

Knipser kan man ikke komme udenom i en smagning som denne. De har betydet enormt meget for tysk vins udvikling. De har været innovative i en grad, så det slet ikke virker tysk. Der er mange druer i porteføljen, bl.a. Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah, Dornfelder og St Laurent.

Pinot Noir er dog vigtig for huset. Men også her har man gjort, som man selv synes er mest rigtigt. Husets top Pinot Noir er sammenstukket af de bedste fade fra flere marker. Med tanke på husets VDP medlemsskab, så er næsten uhørt at tænke, at et blend af flere marker skulle kunne gøre en vin bedre. Det er i direkte strid med VDP´s måde at klassificere på. Men hvorfor skulle Knipsers metode være mindre rigtig? I dag drives ejendommen af brødrene Volker & Werner Knipser, og Werners søn Stephan. Stephan står i dag med ansvaret for vinproduktionen.

Smagenote: Stor mørk frugt i næsen. Rugbrød, kaffebønner og lidt skovbund. Lækker viskositet. Flot balance. En af de vine, som har formået at aldre med ynde. Tingene hænger sammen, derfor fik den adgang til fjerde heat.

2016 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Neumagen, Mosel

Daniel er merkantilt uddannet. Han har altid været optaget af vin, men en dag overmandede lysten ham, til selv at blive vinbonde. Han købte et stykke jord på Dhroner Hofberg nær sin hjemby Neumagen, og plantede Pinot Noir.

I starten havde projektet mere karakter af hobby end levebrød. Daniel hentede stor støtte og inspiration hos Cyrielle Rousseau (Armand Rousseau) og købte brugte fade af hende. En dag kom Daniels gode ven Carlo Wolf forbi. Carlo var kulinarisk legende i Tyskland, men er desværre ikke blandt os længere. Daniel serverede uden at sige noget, sin vin til maden, – i Bourgogne-flaske, uden etiket. Carlo spurgte: “Hvor har du en fadprøve af en Gevrey-Chambertin fra?!?”
Det blev starten på Daniels nye eventyr. Han var ikke længere i tvivl: Han ville være med i kampen om at producere Tyskland´s bedste pinot noir/spätburgunder.

Smagenote: Fortryllende. Forførende. Dagens laveste alkoholprocent viser lige, at hvis producenten tager sin vin alvorligt, så handler det ikke om mest muligt sukker i druerne, – det handler om aroma og balance. Den dufter af kæmpestor Bourgogne. Let og elegant, med pirrende syre og silkeblød tannin.

2013 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Malterdingen, Baden

Bernhard Huber overtog den fædrene gård i 1987. På daværende tidspunkt var vin kun en lille del af de afgrøder der blev dyrket. Og de druer der blev høstet, blev solgt til kooperativet.

Men Bernhard´s hjerte bankede for Bourgogne, og han ville selv producere sin vin, så han opsagde kontrakten med kooperativet og gik i gang. Det skulle ikke bare være blød mellemvare, Bernhard ville noget med sin vinproduktion. Han ønskede at producere top Pinot Noir og den skulle produceres efter burgundisk forbillede, hvilket ikke var typisk Baden på daværende tidspunkt.

Allerede i 1990 vandt han prisen for årets ”Bedste Spätburgunder” i det tyske vinmagasin ”Vinum” og så startede eventyret. Det var en ulige kamp Bernhard havde kastet sig ud i. Et forsøg på omlægning til økologi måtte opgives i 90´erne, fordi det rent klimatisk ikke var muligt. Det er en vild tanke, for her 30 år senere er huset certificeret økologisk og Pinot Noir, nu næsten ren Dijon-klon, modner hvert eneste år. Nogle år bedre end andre, men sådan var det også engang i Bourgogne.

Smagenote: Bernhard Huber gør det igen. Vinen er intet mindre end fremragende. Rødfrugtet, rugbrødsnote, pinot-krydret, stadig noterbar fadnote, selvom elementerne er begyndt at flyde sammen. Smag der insisterer på din opmærksomhed. Lækker viskositet. Igen røde bær, med afrundet men mærkbart tanninbid. Sort the og pirrende krydderi i eftersmagen

Samlet resultat

Konklusion

Kort og godt. Luksus aften med mange og forskelligartede Pinot-malerier. Nogle vine besad alderens charme, andre skulle nok have været drukket yngre. Det til trods, så var der ingen dårlige vine imellem. Smagningen blev på en måde en historisk gennemgang af Pinot-miraklet i Tyskland. Et billede, som forandres og udvikles enormt i disse år. Samme smagning om 10 år vil se helt anderledes ud.

The post Resultat: Kan Spätburgunder blive gammelt? appeared first on Vin under lup.

Det er relativt nemt at smage de bedste tyske producenter og begejstres. Men hvad nu hvis de måles op mod top producenter fra Bourgogne, – er de så stadig gode, bedre, dårligere…?

Man kan altid diskutere udvalget af vine. Bourgogne er naturligvis dyrere end tysk Pinot Noir, men prismæssigt er der alligevel nødt til at være en grænse for hvor dyre burgundere der kan være med. Hvad er retfærdig sammenligning? Er det at Bourgogne-vinene koster tre gange så meget som de tyske udgaver? De tre dyreste vine denne aften kom fra Bourgogne, så der blev ikke sammenlignet 1 til 1, – og det skal der heller ikke.

Udvalget af vine

De 5 producenter der var udvalgt til at repræsentere Bourgogne er alle producenter, som tager klimaforandringerne alvorligt og som på en eller anden måde reagerer, i mark og kælder. Illustreret meget godt med Pierre Vincent Girardin´s 12,5% alkohol, som opnås ved at arbejde med stor løvvæg, øget fotosyntese og en deraf følgende phenolisk modenhed som er “mind-blowing”. Aurelian Verdet´s 100% helklasegæring er et andet forsøg på at levere “fremtidens” Bourgogne. Lys, urtet, med nærmest germansk krydret syre på tungen. Der blev med andre ord ikke serveret gumpetung 14,5% Pinot Noir denne aften.

De tyske vine var alle fra Mr Ruby´s sortiment. Det er nødvendigt for forfatteren til denne blog at slå fast, at INTET, er valgt fordi det er “fint nok” eller “ok”, det hele var udvalgt fordi det kunne og skulle begejstre!

Der er mange gode fortællinger fra aftenen. Der er de to kunder, som kommer ind af døren og siger: “Hvorfor er det, at tysk Pinot Noir altid smager tysk?” – hvortil arrangøren kækt svarede: “Vent til i har smagt de 6 tyskere i aften, så ved i, at Spätburgunder ikke altid smager tysk!”
De nikkede samstemmende efter smagningen – og købte i øvrigt Spätburgunder med hjem.
Der var de tre Bourgogne-freaks, som kom for at få ført bevis for, at Spätburgunder ikke har en chance målt op mod producenter som Boursot og Girardin. Efter smagningen viste det sig, at de to vine de havde givet topkarakterer kom fra Tyskland!!!
Begge grupper fik altså en på “opleveren”, – de fik bearbejdet fordomme. Det er præcis hvad denne aften er sat i søen for.

Hurtig gennemgang af de smagte vine

Vinene blev smagt i 4 heats. Det første var kalibreringsheatet. En tysk mod en fransk. Kunne folk skille dem ad? 2020 Chambolle Musigny Premier cru Fueès fra Boursot mod 2022 Sonnenberg KT (Kostert) fra Jülg. Fueès – nabomarken til Grand Cru Bonnes Mares, – kunne Kostert, marken lige over Wissembourg i Alsace stå distancen? Står der Alsace? Ja, det gør der, for Jülg har marker både på den tyske og den franske side af grænsen. Offer for en besynderlig grænsetrækning efter 2. verdenskrig. I realiteten to vine på franske druer i første heat.

De fleste havde nogenlunde styr på det. De to vine var valgt til heatet fordi de bød ind med næsten samme farve og intensitet. Fueès spillede dog på flere tangenter, flere lag, et lidt mere oxidativt udtryk og dybere mineralitet. Jülg´s komplet afstilkede Pinot fremstod med saftig ren frugt og mere tydelig fadnote, måske også qua sin yngre alder. Ikke for meget fad, blot mindre integreret.

Heat 2 – det lyse og lette heat

Nu blev det sværere. Ved gennemgangen af vinene, før smagningen, var det blevet røbet, at vinene på tyske kloner ofte er lysere og lettere.
Så burde aftenens “lyse” heat jo være tre vine på tysk klon. Sådan var det bare ikke.

Første vin var Twardowski´s 2020 Pinot Noix Ardoise. Vidunderet fra Mosel. Produceret på Dijon-klon, men på kølige 50. breddegrad og tilmed i Tysklands vestligste vinområde med det mest maritime klima. At Pinot Noir overhovedet kan modne tilfredsstillende her, det er noget nyt, og det er enormt spændende, for Pinot-stilen på skiferskråningerne bliver som Riesling, – let, luftig og æterisk. Aftenens mest elegante!

Twardowski skulle måles op mod Aurelian Verdet´s 2021 Nuits Saint Georges gæret 100% på hele klaser. Farvemæssigt adskilte de sig ikke meget. Verdet enormt urtet, krydret, syrlig, vedholdende. Flot vin, som udviklede sig enormt i glasset. Og sidste vin i heatet var eneste vin på tysk klon, 2021 Rosenloch fra Gebrüder Mathis. Vinen skilte vandende. Den er lys, rødfrugtet og i 2021 har den en reduktiv duft, der blev beskrevet som “Ged gnubber sig op af træ”, “Hest”, “Nytårskrudt” osv. Den enten elsker eller hader man. Vinen fik alt lige fra 98 til 90 point. Vinen fremstod markant, målt op mod 10 andre vine, som nærmest ikke besad reduktive noter.

Et svært heat, som de færreste havde helt styr på.

Heat 3 – intensiteten stiger

Første vin i heatet var 2022 Kirchgasse fra Wöhrle. Enkelte fangede en lille reduktion her, – og den er der, men der er til gengæld så stor flot og saftig frugt, at reduktionen blot understøtter, giver vinen dybde. Markus Wöhrle har altid været god, men hans 2022 er et step op. En af grundende er overgangen til at bruge “pump overs” i gæringen. Det har virkelig boostet frugten og samtidig elegancen i vinen.

En anden, som også bruger “pump overs” er Sylvain Morey. Fra Premier cru marken “Champ Gain” Chassagne Montrachet. En mark hvor alle andre dyrker Chardonnay, og hvor Sylvain nok kunne tjene flere penge ved faktisk at dyrke Chardonnay. Men han holder fast i sin Pinot Noir, og det skal han have stor ros for. Vinen har noget “hvidvinsagtig” lethed over sig og en stor saftig rød frugt, som gør det svært at spotte, at den er fra Bourgogne. Den smager næsten tysk.

Sidste vin i heatet var 2022 Kalkfels, Ilbesheimer Kalmit fra Par les deux. Projektet grundlagt i 2021 af vennerne Johannes Jülg og Peter Klein. Den vin er bare enestående. Produceret på tysk klon. Den er så indbydende, saftig, pirrende syrlig. Frugten stor, på kanten af at være banal, men den får så meget modspil fra syre og krydderi, at man bare må overgive sig. 80% af deltagerne denne aften skød på stor Bourgogne.
Forleden blev jeg spurgt om vinen kunne gemmes. Jeg var nødt til at svare: “Hvorfor skulle man?”

Heat 4 – Hvad er det sorte der for noget?

Første vin i sidste sæt var 2017 Aux Thorey Premier cru fra Nuits Saint Georges. Leroux bruger af og til en andel hele klaser i sine gæringer, men ikke i kølige årgang 2017. Den kvikke deltager i smagningen fangede den lidt orange kant, og placere feltets ældste vin her. Leroux beviser endnu engang, hvorfor han står på hylden hos Mr Ruby. Det smager simpelthen fremragende, og han er måske den vinbonde i Bourgogne der fastsætter sine priser mest rimeligt. Her var dybde, modenhed, kirsebær, skovbund, læder, flot syre og mineralitet.

Når vi snakker priser i Bourgogne, så er vi nødt til at snakke om den himmelflugt Pierre Vincent Giradins priser har taget. De er steget med 40% hvert år de sidste 3 år. Alligevel, så er han ikke dyr! 2022 Volnay Premier cru Taillepieds var aftenens dyreste vin, men hver en krone værd. Gemt til denne smagning. Der er ikke mere af det. Helt fabelagtig balance. Imponerende elegance og lethed. Nærmest cremet struktur. Naturligvis ufiltreret. At Pierre kan holde alkoholen på 12,5% er nærmest magisk. Stor vin.

Et generelt træk ved de tyske vine denne aften var, at frugten var frisk, ren, saftig. Netop det faktum burde have røbet for folk, at den blæksorte vin i sidste glas var 2022 Alte Reben fra Bernhard Huber. Det er simpelthen nærmest et koncentrat af Pinot Noir. Et koncentrat som smager som en lille bid af himlen.
Julian Huber er en mester. Han er stadig en frontløber når det gælder tysk Pinot!

Aftenens resultat

Toppen lignede senest afviklede Spätburgunder Mesterskab. Der er altså Wow-faktor over Alte Reben fra Huber og Kalkfels fra Par les deux. Ellers et felt uden de helt store overraskelser. Rosenloch fra Gebrüder Mathis får en lidt lav score grundet sin reduktion. Vinens karakter vil altid skille sig ud i et felt som dette. Var den blevet serveret alene, så havde folk ikke oplevet reduktionen så voldsom. Lidt som vanligt, så lider 1. heat under, at folk er afventende. De hiver sjældent 98 point op af lommen her. Derfor ender Boursot og Jülg nok lidt lavere end hvis de var blevet placeret senere i smagningen.

The post Resultat: Bourgogne versus tysk Pinot 2025 appeared first on Vin under lup.

Stilmæssigt var det, som sidste år, et opgør mellem to opfattelser af, hvad tysk pinot er, eller hvad tysk pinot skal være. Ved spätburgunder mesterskabet sidste år, indledte værten med at sige, at det er fejlagtigt at tro, at tyske kloner ikke kan levere stor vin. Det giver i flere tilfælde en lysere, mere rødfrugtet og syredrevet pinot, hvilket tyskerne i virkeligheden nok burde udnytte til egen fordel. Et sats på nogle af de gamle tyske kloner kunne være medvirkende til at skabe tysk pinot noir med en klar profil, med autencitet. Det blev desværre modbevist sidste år, hvor top tre bestod af vine produceret på Dijon-klon.

De to yderpoler var igen i dagens smagning – dem der søger mørk frugt og tannin (typisk på Dijon-kloner), og dem der søger rød frugt og syre (typisk på tyske kloner). I midten ligger Huber og Fürst, men også Salwey og Heger. De to sidstnævnte leger med det mørke, men søger også tydeligt en lethed i deres vine, som det er en kunst at bevare i de steghede vulkanske sten på Kaiserstuhl.

Selve smagningen

En ting er at smage ting man ved hvad det er. Noget andet er at få det med bind for øjnene. Det kan undertegnede skrive under på. Set i bakspejlet, så var det nok især min viden om hvilke kloner de forskellige vine var produceret på der gjorde, at jeg om formiddagen havde beskrevet alt på Dijon-klon med noter om mørk frugt. Da først vinene kom i glasset om aftenen, var frugten mindre mørk. Det var til tider uendeligt svært at kende forskel på fransk og tysk klon. Det var primært tannin, der røbede det frankofile islæt.

Formiddagens testsmagning havde skabt en forventning om, at især Par les deux og Huber ville klare sig godt. De skilte sig markant ud. Men lidt luft havde gjort mirakler for Salwey og Wöhrle. Sidstnævntes nye stil fremstod lidt banal lige da vinen blev åbnet, men til aften – uha, kæmpestort. Der er for mig ingen tvivl om, at Wöhrle aldrig har været bedre. Giv den vin 3-4 år i kælderen, så venter der en kæmpe oplevelse.

Alt i alt, så var det 12 super flotte vine der blev serveret. Det var de små ting, – det der lille magiske “touch”, der gjorde at enkelte vine skilte sig ud.

Tysk klon vinder

Bemærk venligst, at vindervinen blev en vin produceret på tysk klon. Endelig fik vinhandleren ret!

Overordnet set, så faldt smagningens resultat nogenlunde ud som forventet. Der skal dog knyttes et par kommentarer:
I princippet var vi nået til at skulle smage årgang 2021. Den blev i nogen grad forsøgt undgået i smageprogrammet. Årgangen var svær at tøjle for producenterne. Gebrüder Mathis fremstod enormt reduktiv, men det viste sig faktisk at være en fordel. Vinen blev virkelig bemærket. Årgangen er stadig forknyt og lukket. Der er dog ingen tvivl om, at en vin som Centgrafenberg fra Fürst blot skal have 4-5 år i kælderen, så vil den kravle op i tabellen ved en lignende smagning.
Når det er sagt, så var det jo faktisk en 21´er der sejrede. Johannes Jülg og Peter Klein´s samarbejde er ganske enkelt et nyt stort kapitel i Tysklands nye pinot-historie.

Som importør af indtil flere af vinene i smageprogrammet, så kan jeg kun, endnu engang, være tilfreds. Samarbejdspartnerne viser gang på gang, at de tilhører toppen af tysk pinot. Vindervinen og 4 vine i top 6 taler sit tydelige sprog.

Hvorfor gør du det?

Spørgsmålet bliver stadig stillet: Hvorfor afvikler i en smagning med andre importørers vine? I ender jo med at gøre reklame for andre. Svaret er, at vi gør det for at vise hvor højt niveau vinene hos Mr Ruby holder. Vi er ikke bange for at lade vinene blive udfordret. Ikke engang af de bedste! Og sidst men ikke mindst, så handler det om at lave en smagning på højt niveau. Hvem der importerer hvad er sådan set ligegyldigt. En vin smager hverken værre eller bedre fordi den importeres af en flink vinhandler, – og så måske alligevel

Som en kunde sagde i går: “Jeg vil gerne rejse efter sådan en smagning her, det niveau og den bredde er sjældent at finde!”
Tak for den bemærkning. Håber i vil udbrede det gode budskab. En smagning som denne fortjener langt flere deltagere, – også i Aarhus!

Herunder finder du resultatet af Spätburgunder Mesterskabet 2024. Klik på vine i orange tekst for at komme til vinen på mr-ruby.dk.

The post Resultat: Spätburgunder Mesterskabet 2024 appeared first on Vin under lup.

En blog er egentlig bedst egnet til små korte fortællinger. Folk mister interessen hvis det bliver for langt, – siger eksperterne. Men når nu emnet er så helt utroligt spændende og komplekst, så er det altså svært at gøre det kort. Hvis du går lidt op i Mosel, så tror jeg omvendt heller ikke på, at du mister interessen når du læser dig gennem de kommende linjer. En rejse ad en af Europa´s smukkeste floder.

Hvad er det der gør Mosel så interessant? Det er faktisk utroligt mange ting. Det er topografien, geografien, placeringen som et af de vestligste og mest maritime vinområder i Tyskland. Ja, det ligger også langt mod nord, men det er den kølige vestenvind, der er med til at gøre området til noget unikt klimatisk. Omådet har en fantastisk historie, hvor især romerne fylder meget, men hvor der har været rigeligt med udfordringer op gennem tiden, og stadig er det. Og så er historien om Mosel også druen riesling, – uden riesling var Mosel slet ikke lige så interessant!

Man skal passe på med at generalisere. Det er bedre at tale om tendenser. Hvis jeg som forfatter skriver, at Mosel er moderne og søger en international tør stil, så er det korrekt, – i hvert tilfælde for cirka 15% af vinbønderne ved Mosel, – måske flere. Området er utroligt kontrastfyldt. Sådan var det sikkert også under Mosel´s storhedstid. Den gang fra cirka 1890 til 1920 hvor Mosel producerede de mest eftertragtede tyske vine. På en måde minder nutiden mere og mere om den gang. De bedste vine ved Mosel var tørre den gang, tendensen er den samme i dag. Og så alligevel, så er det som om en vintype som Kabinett er en overlever. Den høje syre kombineret med lidt restsukker giver bare kæmpe smagsoplevelser.

Men der kom to verdenskrige imellem 1920 og nutiden. Derfor måtte Mosel nulstille. Bygge op forfra. Alt det kan du læse om i dette blog-indlæg.

Geografi og klima

Man undres. Og fascineres. Og det gør man hver gang man står på en skråning over Moselfloden og betragter flodens stille løb, der snor sig gennem det grønne frodige landskab, der består af bølgende bakker afbrudt af dramatisk stejle skiferskråninger. Snart løber floden mod højre, snart mod venstre, nogle gange er vi helt ude i et 300 graders sving. Hvordan vand og klippe er blevet enige om, at det hele tager sig ud som det gør i dag, det må guderne vide. Men det er et ufatteligt smukt skue.

En flod opstår når et højt liggende område skal afvandes. De betingelser blev for millioner af år siden skabt, da Vogeserne opstod. Det er i Vogeserne Mosel har sit udspring. Herfra løber floden mod sit udløb i Rhinen mod nord. Mosel løber forbi Nancy, Metz, Luxembourg og Trier, for så pludselig ved Schweich, at vælge det besværlige løb gennem højdedragene mellem bjergområderne Eifel og Hunsrück. De to højdedrag har besværliggjort flodens løb, og det har skabt mange dramatiske kurver og stejle skråninger.

Mosel og de vigtigste bifloder

Mosel udspringer i 715 meters højde på Col de Bussang og løber 554 kilometer senere ud i Rhinen i 59 meters højde ved “Deutsches Eck” i Koblenz. Mosel strækker sig over 313 kilometer i Frankrig, 39 kilometer i Luxembourg og 208 snoede kilometer i Tyskland.

Der er mange bifloder. Også bifloder, som nærmest bare er åer, eller vandløb. Sauer er en af de større bifloder, den løber gennem Belgien og Luxembourg, for at møde Mosel ved Wasserbillig (Luxembourg). En anden stor bidragyder er floden Meurthe, der løber fra Vogeserne og møder Mosel ved Nancy. Ruwer er en lille biflod, ikke specielt vandrig, og har derfor ikke har så stor betydning for Mosel som flod, men som vindyrkningsområde har den ret stor betydning. Ruwer udspringer i Hunsrück-bjergene og løber ud i Mosel lige nord for Trier.

Den største bidragyder, rent vandmængdemæssigt, er Saar. Saar udspringer på Mont Donon i Vogeserne og løber 129 kilometer gennem Frankrig (forbi byen Saarebourg), 117 kilometer gennem Tyskland (gennem blandt andet Saarbrücken), for at løbe ud i Mosel ved byen Konz, lige syd for Trier.

Moselfloden som handelsvej

Moselflodens vand har været vidne til mange skæbner, mange historier. Kelterne var her før Romerne, og nogen har med sikkerhed været her før Kelterne. Uro og strid har præget floden, som i dag er delt mellem 3 lande, men som jo egentlig bare er en flod. En flod som ikke kender grænser. Den flyder hvorhen den vil – og kan. I vinmæssig henseende, så er det dog den tyske del af floden der er mest interessant. Netop den del, som skærmes af Eifel- og Hunsrück-bjergene.

En vigtig del af historien om Mosel er handel. Der var en tid, hvor transport over land var langt mere besværlig end transport over vand. Floder var derfor vigtige faktorer for fragt og handel. Floden er blevet brugt til at fragte fødevarer, vin, tøj, kul, byggematerialer og mandskab. Det var ikke altid problemfrit. Før i tiden kunne floden til tider være brusende, og andre gange næsten udtørret. Flodens dybde kunne variere meget, alt efter vind og vejr, og også grundet sediment.

Kanalisering af Mosel

I 1960´erne byggede man dæmninger til at styre flodens løb, dermed har man opnået en konstant vanddybde på over 3 meter. Denne vanddybde er, og var, nødvendig for at kunne få store pramme med kul og stål gennem flodens snoede løb. Forekomsten af jernmalm omkring Metz har udviklet en stor stålindustri i byen. En industri, som den dag i dag benytter sig af søtransport, da det er den billigste fragtform for bulk-varer som disse. Mange læs kul sejles fra Ruhr-distriktet (ved Essen) til Metz, for at sejle retur med stål.

Herunder ses strækningen mellem Thionville (lige nord for Metz) og Koblenz som den tager sig ud i dag. På denne strækning findes 15 dæmninger på et løb over 270 kilometer. Ved Thionville er vandspejlet 148,9 meter over havets overflade. Ved hver dæmning falder floden typisk 6 meter.

Dæmningerne har hjulpet skibstrafikken, men har også medvirket til en ændring af mikroklimaet ved Mosel. Før i tiden flød flodvandet afsted og skabte en kølende effekt på omgivelserne, samt lidt bevægelse i luftmassen over Mosel. Nu står flodvandet næsten stille mellem dæmningerne og opvarmes af solen, hvilket medfører øgede vandtemperaturer, øget fordampning, øget luftfugtighed og øgede lufttemperaturer.

Den Eurasiske kontinentalplade

Bjergområderne der omgiver og er skyld i at Mosel-floden findes; Vogeserne, Eifel og Hunsrück, opstod for millioner af år siden. Selve processen har taget millioner af år, – og er i øvrigt en vedvarende proces. Om en million år ser området helt anderledes ud. Helt overordnet set, så ligger Mosel midt på den eurasiske kontinentalplade, som udgør Europa og en stor del af Asien. Det er egentlig ude ved kanterne af kontinentalpladerne, at der sker de helt store geologiske forandringer, og hvor man ofte oplever jordskælv og vulkanudbrud. Alperne, inklusive Pyrenæerne, er den direkte konsekvens af, at den afrikanske kontinentalplade arbejder sig ind under den europæiske. Men selv midt på kontinentalpladerne arbejder undergrunden.

Det har blandt andet skabt det europæiske centrale højland. Bjergene i dette område er opstået grundet forskydninger i jordlagene. Jordlag har presset mod hinanden, skabt forsteninger og såkaldte foldninger. Ved Mosel-floden fra Schweich til Koblenz er der tale om jordfoldninger, det ses tydeligt på skråningerne, der nærmest udelukkende består af den metamorfe stenart skifer. Metamorfe stenarter, er sten der er opstået under tryk i jordlagene, de er altså ikke opstået af vulkansk aktivitet. Både bjergområderne Harzen, Ardennerne, Taunus, Hunsrück, Schwarzwald og Eifel er skabt på denne måde, også selvom der har været spredt lokal vulkansk aktivitet.

Stenarten skifer

Lige præcis stenarten skifer er en af hemmelighederne bag de helt særlige vine fra Mosel. Skifer er en ler-sten, der har gennemgået metamorfose ved relativt lavt tryk. Skifer kender vi fra mange vinmarker rundt omkring i Europa. Skifer består nærmest af flager af sten, der er presset sammen, men relativt nemme at skille ad. Geologerne siger godt nok, at vi ikke kan smage forskel på sten. Men så lad det være strukturen på stenene, størrelsen, hvor forvitrede de er, – farven og dermed evnen til at holde på varme, manglende evne til at holde på vand, – smagsforskel er der!

Der er to overordnede typer skifer ved Mosel, den grå og den røde, men du kan såmænd også finde både brun og blålig. De forskellige farver kommer fra mineralindholdet i stenene. Mineralerne afgives ikke til planten, så det er ikke her smagsforskellene skal søges. Et af de steder hvor den røde skifer træder frem er ved byen Ürzig. På billedet herunder ses marken Ürziger Würzgarten. Bjergknolden i baggrunden er overgangen til grå skifer. På modsatte side af “knolden” ligger marken Erdener Treppchen med sin grå skifer. Det er helt skørt at smage Riesling-vine fra de to marker op mod hinanden, for de er vidt forskellige. Den røde skifer tilfører Riesling en umiskendelig krydret karakter – deraf navnet “Würzgarten” som også betyder “krydderhaven”. På selve bjergknoldens stejle skråninger ned mod Mosel ligger den berømte mark “Prälat”.

Det røde bånd

Et bredt rødt bånd af rød skifer strækker sig på den nordlige side af floden, med byen Wittlich som centrum. Båndet rammer flodens løb ved Ürzig og Schweich. Der er små forekomster af rød skifer andre steder, blandt andet ved Bremm, Alf og Pünderich, men de to førnævnte ligger i “Wittlich-bæltet”.

Når vi snakker sten, så er vi nødt til også at have med, at uden en eller anden form for næring, i form af nedbrudt organisk materiale (humus), så ville der ikke kunne vokse noget som helst på skråningerne. Nogle skråninger er mere eller mindre stenede end andre. Typisk vil der være mindst næring på de stejleste skråninger, – og det giver som oftest, den bedste vin. Ingen næring er skidt, meget næring er skidt, – lidt næring er godt.

Et køligt hjørne af Europa

I forhold til vindyrkning, så ligger Mosel i en klimatisk yderzone. Var det ikke for bjergmassiverne omkring floden og de stejle skråninger hvor solen virkelig kan få magt, så ville vindyrkning være meget besværligt. Se bare på Mosel-flodens løb i Frankrig, her er ingen afskærmning for vestenvinden og derfor næsten ingen vin. Der dyrkes lidt vin i området AOC Moselle ved Metz og Côtes de Toul nær byen Toul, begge steder er auxerrois hoved druen. Klimaforandringerne har dog flyttet grænsen for vinproduktion længere mod Nord. Vi er faktisk nået dertil, at man begynder at tage nye dyrkningsmetoder i brug for at modvirke varmen, også ved Mosel. Herom senere.

Klima og geologi spiller sammen ved Mosel. Gid det må være sådan mange år endnu. Det er som om klimaet og de smukke skiferskråninger er skabt til riesling, eller også er riesling skabt til Mosel. Den lethed og finesse man finder i en Mosel riesling finder ikke sit lige noget andet sted i verden.

Mosel og regnmængderne

Det regner meget ved Mosel. Det har det altid gjort. Vi befinder os i et køligt og fugtigt hjørne af Europa. For vindyrkningen er det ikke et problem. Til gengæld kan det være et problem for infrastrukturen og beboerne langs floden, der i særlige år går over sine bredder og fylder kældrene med flodvand.

Den tyske del af Mosel-dalen er meget smal, og området der skal afvandes i Frankrig og Luxembourg er stort. Derfor kæmper man i dalen af og til med højvande. Det er man vant til, og det tages der forbehold for. For eksempel i flere producenters kældre, hvor de tappede flasker ligger uden etiketter, i bure, så de ikke flyder væk. Det ser faktisk ud som om, at ekstremerne aftager i takt med klimaforandringerne. Vandmængderne kom på en anden måde da det var koldere. Et skrækscenarie kunne være, at en masse sne skulle smelte i Vogeserne, og der samtidig kom regn i lavlandet. Historisk højvande havde man i årene 1651, 1740, 1784, 1882 og senest i 1993. I disse år stod vandet 8-10 meter over normal vandstand.

Modner riesling i regnvejr?

Mange områder og druesorter har det svært med regn. Det har man ikke ved Mosel. Regn forringer ikke nødvendigvis kvaliteten af årgangene. Regnen løber simpelthen af skråningerne, så planterne ikke står og sopper i vand. Modningen af druer foregår naturligvis langsommere i regnfulde år, fordi det vil være køligere, men det er netop dette faktum, der er Mosel´s force. Lang modning betyder sarte, fine aromaer, ofte ledsaget af høj syre. Den lange modning bliver dog udfordret noget med klimaforandringerne. Tilbage i 70´erne talte man om 160 dage fra blomstring til høst ved Mosel. I 2018 modnede riesling på 90 dage. Næste problem med den svimlende varme 2018 årgang var mangel på syre. Syre er vigtig i riesling.

Den høje syre gør, at riesling fra Mosel ofte har det godt med lidt restsukker. Sukkeret fornemmes ikke, men forvandles til cremet mundfylde. Need I say more? Dette er opskriften på noget af denne verdens smukkeste riesling.

I foråret 2015 var vi en flok vin-entusiaster på besøg hos Von Othegraven ved Saar. Vi sad og smagte årgang 2012 og 2013. Der blev spurgt lidt ængsteligt til kvaliteten af årgang 2014 som var en meget våd sommer. Vinmager Sven Klinger sagde: “Regn er ikke noget problem her. Vandet preller af på skifer-skråningerne og løber ned i floden. Hvis bare det er nogenlunde varmt og druerne tørrer ud en gang imellem, så svampesygdomme undgås, så kan vi lave god vin.” Med de ord gik han i kælderen og hentede en 2014 Altenberg Kabinett, – og førte bevis. Vi drømmer stadig om den vin. Den satte alt andet til vægs. Forførende, aromatisk, forunderlig, luftig og let. Sikke en balance. Smagningens bedste vin!

Historie

Kan barbarer lave vin?

Hvornår man begyndte at dyrke vin ved Mosel står hen i det uvisse. Der er en tendens til, at Romerne skal have skyld for det. Men måske blev der allerede dyrket vin her før Romerne kom. Vinplanten var her. Mennesket var her, i skikkelse af Kelterne. Romerne kaldte Kelterne for Barbarer, men hvem ved, måske selv en Barbar kan lave vin.

Europa´s floder har gennem historien betydet enormt meget for beboerne af kontinentet. Floderne har været fødekilde, handelsveje og har dannet grænser både politisk og kulturelt. For eksempel så blev Rhinen og Donau de naturlige grænser for Romernes erobringer i Europa.

Floderne var anvendelige, for veje var ikke asfalterede, og transportmidler var ikke hverken motoriserede eller affjedrede, – transport af gods var kort og godt besværligt. Derfor blev vandvejen oftest brugt, og derfor opstod byer og markeder langs floder og kyster. Det var også sådan Romerne fandt til Nordeuropa. De fulgte Rhône-floden, og begav sig videre af Saône. Saône´s udløb er at finde Vest for Vogeserne. Men sporet ender blindt. Hvordan fandt Romerne til Mosel? Én teori går på, at de fortsatte ad Saône´s bifilod Côney og derfra blot havde 20 kilometers landtransport til Arches/Archettes, der ligger lige syd for Epinal ved den franske del af Mosel. Der har med sikkerhed været flere muligheder for passage mellem floderne, – passager som måske også blev brugt på forskellige tidspunkter, alt efter sæson, vind og vejr.

Romernes Mosel år 0 – år 475

Den romerske general Vetus forestillede sig en kanal fra Saône til Mosel, som ville lette transport af både gods og mandskab. Man mener, at den kanal han ønskede sig kan have været lige præcis mellem Côney og Arches. Romerne var meget aktive netop i dette område og i Archettes finder man blandt andet resterne af en et par tusinde år gammel akvædukt.
En kanal var sidenhen på tegnebrættet mange gange, men blev forhindret færdiggjort grundet den politiske ustabilitet i området, – som bare varede ved og ved. En kanal mellem Saône og Mosel blev først færdiggjort i 1880 og hedder i dag Canal des Vosges.

Vin var en vigtig afgrøde under Romerne. Der findes ruiner af romerske vinerier “Kelteranlage” ved Piesport, Erden og Brauneberg. Der findes statuer og bygningsværker fra Romerne overalt i Trier og langs floden. Der findes sågar et digt “Mosella”, skrevet af den romerske digter Decimus Magnus Ausonius. Han opholdt sig omkring år 375 nogle år ved Mosel. Hans digt er 482 linier langt og handler rigtig meget om Rom og Rom´s helte, men Mosel får også omtale. Herunder er et lille udsnit af digtet forsøgt oversat til dansk.

“Mosella” digt af Decimus Magnus Ausonius

“At sidde på de grønne bakker over flodbredderne
med vinstokke under sig, og Mosel der flyder lydløst
Accepter fra mig disse hilsner – for dine marker får du ovationer
og dem, der dyrker dem ligeså
dine fæstningsværker matcher Roms
Du flyder styret af højdedrag fyldt med vinstokke
Åh, hvilken frodighed!”

Ausonius nævner på et tidspunkt Neumagen under sin ankomst til Mosel. Det får historikere til at tro, at Romernes landevej fra Bingen, løb over Hunsrück og ramte Mosel ved Neumagen. På halvvejen over Hunsrück kunne handlende/rejsende gøre holdt i den romerske befæstning Belginum, hvor der i dag er museum. Der er gjort mange arkæologiske fund efter Romerne ved Belginum og Neumagen, og der forefindes stadig ruiner i og omkring Neumagen som skal stamme fra romerne.
Bynavnet “Piesport” er en videreudvikling af romernes “Porto Pingontio” (Pingontius havn). Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Trier var Romersk hovedstad i den galliske del af Romerriget. I Trier finder vi blandt andet ”Porta Nigra” (A på billedet), som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Den romerske Basilika (B), der oprindeligt er opført i det 4. århundrede, men løbende vedligeholdt og står den dag i dag som et velholdt og smukt byggeri. Broen over Mosel (F) er oprindeligt opført af romerne, med basalt som er blevet sejlet ind fra Odenwald ved Neckar floden. Badeanstalten (E) kan man stadig se ruinerne af. Den går under navnet ”Kaiserthermen”.

Billedet er lånt af Carole Raddato, som har taget dem på Rheinisches Landesmuseum i Trier. – se link: https://www.worldhistory.org/image/13293/scale-model-of-augusta-treverorum-trier/

Middelalderens Mosel (år 500- år 1400)

Med Romerrigets fald blev Europa ustabilt og i lange perioder præget af små folk med storhedsvanvid. Der kom lidt ro på, da Karl den Store i 800-tallet var leder af et Frankerrige, der udgjorde størstedelen af det vestlige Europa. Men ufreden kom igen, da Frankerriget blev delt mellem Karl den Store´s børnebørn. De sloges som vilde. Det var i denne periode mange af fæstningerne på bakketoppene ved Mosel blev opført. Der var fjender over alt. Kom de ikke fra Vest så kom de fra Øst, Syd eller Nord.

Religion fik større og større betydning på denne tid, og religion var lig med penge og magt. Klostrene besad enorme rigdomme, grundlagt via skatteindtægter fra folket og flere af dem, gennem salg af vin. I Trier kan Sankt Maximin klostret besøges, det er ødelagt og genopført mange gange siden sin opførsel, – men den første udgave skulle være opført af Benediktiner-munke i år 634. Klosteret besad vinmarker ved både Saar, Ruwer og Mosel.

Schloss Grünhaus (i dag Maximin Grünhaus) blev drevet af Sankt Maximin fra år 639. Her blev produceret vin fra Grüneberg (der i dag er inddelt i Herrenberg, Abtsberg og Bruderberg. Klosteret Stuben ved Bremm blev opført i 1137. Munkene herfra dyrkede vin på Bremmer Calmont, – Europas stejleste vinmark. I dag er kun ruinen af klosteret tilbage. Mönchhof, der betyder “munkenes gård” i Ürzig er fra 1177 og har gennem tiderne produceret masser af vin fra Ürziger Würzgarten, klostret lægger stadig navn til vinproduktion. Man kunne også nævne klosteret Jospehshof ved Bernkastel, der i dag ejes af vinhuset Reichsgraf von Kesselstatt. Ja, der kunne nævne mange.

Ruinen af klosteret Stuben ved Bremmer Calmont. Foto Max Adams

Sen middelalder

Der ligger masser af ruiner fra middelalderslotte rundt omkring på bakketoppene. Der er gode muligheder for at besigtige disse. Cochem Castle er et besøg værd. Slottet er opført omkring år 1000 og skildrer meget godt sen middelalder ved Mosel. Man skulle vogte sig for fjender, og indtægter fik man, blandt andet ved at opkræve told af skibe der sejlede forbi Cochem. Her havde man simpelthen spændt en kæde ud over floden, så det var umuligt at sejle forbi uden først at betale. Told har af flere omgange været et kæmpe problem for handel langs Mosel. Varer der skulle fragtes langs floden blev meget dyre. Flere gange i historien har man forsøgt at gøre sejlads på floden fri og gratis. Det har været svært grundet politisk ustabilitet.

Hvis du vil sendes tilbage i tiden, sådan rigtig tilbage, – så skal du besøge Burg Eltz. Fæstningen blev bygget i 1100-tallet, har undgået ødelæggelse gennem diverse krige og ejes, vildt nok, stadig af familien Eltz. Fæstningen ligger mellem Cochem og Koblenz.

Renæssancen (år 1400-år 1600)

I 1356 grundlæggedes Hanseforbundet, der var en handelssammenslutning, der skulle fremme handel mellem byer og lande i Nordeuropa. Byen Köln var en Hansestad og en del fade med vin fra Mosel blev skibet ud herfra og endte i byer som London og sågar så langt væk som russiske Novgorod ved Østersøen.

I starten af 1500-tallet bliver der skabt grundlag for reformationen. Martin Luther havde nye tanker omkring kirken og kristendommen. Hans idéer vandt større og større opbakning og endte med at være føde til 30 års krigen fra 1618-1648 mellem protestanter og katolikker. Det er en af de blodigste krige i europæisk historie. Befolkningen i det daværende tyske rige faldt fra 17 til 10 millioner. Det gik naturligvis hårdt ud over alle erhverv, også vinbruget, hvor mange marker blev efterladt brak.

Hanseforbundet mistede sit eksistensgrundlag med 30 års krigen og blev efterhånden en mindre og mindre organisation, som ophørte i 1669.

Louis den 14. regerede Frankrig i starten af 1700-tallet. I denne periode var Mosel fransk. Louis den 14. ønskede, at ekspandere. Han ville erobre Holland og Pfalz. Mange tropper blev fragtet via Mosel til fronten. De mange turbulente år fik nærmest sat en stopper for handel via Mosel. Trier og Metz var ikke længere de kraftcentre de engang havde været. Befolkningen i Metz var faldet til en tiendedel.

Elbling bliver erstattet med Riesling

Riesling er rent historisk et nyere fænomen ved Mosel. Det til trods, så er riesling og Mosel uadskillelige. De to er som skabt til hinanden. Hvornår riesling præcis gjorde sit indtog vides ikke, men German Wine Institute har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i det, der i dag er det lille vinområde Hessische Bergstrasse. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “riesling” blev først brugt senere (blandt andet af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552).

En ting er, at have riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem.

Riesling´s familie

Riesling er med stor sikkerhed opstået i Rhindeltaet. Det kølige klima under “Den lille istid”, som varede fra år 1300 til 1850, har med stor sikkerhed provokeret Vitis Vinifera´s DNA i retning af at skulle kunne overleve og modne druer i kolde omgivelser. En spontant opstået druesort, som riesling formentlig har været, ville være forberedt på kulde. Riesling indeholder blandt andet DNA fra druen savagnin, der tidligere var udbredt på de tyske vinmarker. Savagnin har sansynligvis fået det for koldt. Skabelsen af riesling kan med andre ord have været et resultat af “naturens omstillingsparathed”.

DNA-forskningen giver os ikke det fulde svar. Men riesling indeholder også DNA fra Gouais blanc, eller “heunisch weiss” som den hedder på tysk. Den tyske DNA forsker Ferdinand Regner mener, at riesling er opstået via en spontan krydsning mellem gouais blanc, samt en krydsning mellem savagnin og en vild vitis vinifera. Riesling skal altså være lidt af et gadekryds.

Riesling er især populær på grund af sin hårdførhed. Få andre sorter kan tåle de kuldegrader, som riesling kan. Druesorten har høj syre, og netop derfor er den så velegnet til produktion af vine med restsødme. Læg dertil, at riesling har en aromaprofil, som ikke findes i nogen anden druesort i verden. Druesorten elbling, som den erstattede, kan på ingen måde måle sig med riesling, hverken hvad syre eller aroma angår.

Kurfyrsten skærer igennem

Kurfyrsten af Trier, Clemens Wenzeslaus, proklamerede den 8. maj 1787, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af riesling. Mosel-området fejrer hvert år Wenzeslaus på denne dato. Der gik dog mange år før riesling blev dominerende. Klimaet var køligt og selv riesling var svær at modne på de mindre gode placeringer. I 1879 bestod kun 42% af markarealet ved Mosel af riesling. Resten var hovedsageligt beplantet med elbling, silvaner og savagnin. Sidstnævntes tyske synonym er i øvrigt traminer.

I dag er ca. 60% af markarealet ved Mosel beplantet med riesling. 14% med müller-thurgau, 6% med elbling og 4% med pinot noir/spätburgunder. Sidstnævnte er i vækst, imens en druesort som dornfelder er i tilbagegang, i dag er små 3,5% beplantet med sorten, men det vil formentlig være mindre i fremtiden. Silvaner og savagnin/traminer er nærmest forsvundet.

Nyere tid (fra år 1800)

Klostrene havde kæmpe betydning i Europa helt frem til Napoleon´s reformer. Napoleon ville have kirke og stat adskilt. Omkring år 1800 erobrede Napoleon det meste af Vesteuropa og fratog klostrene deres magt, og deres besiddelser blev privatejede. Et hus som Reichsgraf von Kesselstatt opkøbte efterfølgende 4 klostre og deres vinmarker, og blev derved en af de største private jordbesiddere ved Mosel.

Med Napoleon´s fald opstod Preussen. Preussen var en ret løst defineret sammenslutning bestående af mere eller mindre selvstændige stater. Først i 1871 blev Preussen til “Det tyske rige”.

Op gennem 1830´erne og 1840´erne oplevede Mosel et helt uhørt antal dårlige årgange. Dette er nogle af de koldeste år i nyere tid, og formentlig var det her, den lille istid toppede. Der var store problemer med at modne druerne. Det var i denne periode mange bønder begyndte at chaptalisere, på tysk også kaldet “Nassverbesserung”. Metoden er opkaldt efter franskmanden Jean Antoine Chaptal. Han tilsatte en sukkeropløsning til druemosten, og gjorde på den måde umodne druer “modne”. Men man kan ikke på den måde “snyde på vægten”, hvis man vil lave stor vin. Mange gjorde det dog også i desperation, og simpelthen for at kunne overleve. Det startede en lang diskussion om hvad man kunne tillade sig, og ikke kunne, hvilket i sidste ende førte til oprettelsen af de to organisationer “Die Vereinigung der Weinbergsbesitzer der Mittelmosel” og “Grosser Ring”. Det var sammenslutninger af kvalitetsbevidste producenter, som ønskede vin produceret på den naturlige måde, uden tilsætning af sukker.

Industrialiseringen tager fart

I 1850´erne startede industrialiseringen i Europa. Preussen var hurtige til at tage den til sig. Der blev bygget fabrikker og jernbaner. I årene 1874-1879 blev jernbanestrækningen mellem Koblenz og Trier bygget, samt en del af de 50 broer som i dag findes over floden. Helt frem til 1878 fandtes der kun broer ved Trier, Bullay, Bernkastel og Koblenz. Beboere der skulle over floden, de sejlede.

Jernbanen fulgte Mosel, især i den nordligst beliggende del, også kaldet Terrassenmosel. Her blev blandt andet anlagt den 4,2 kilometer lange Kaiser-Wilhelm-tunnel, der helt frem til 1988 var Tysklands længste jernbanetunnel. Ved Bullay blev sporet ført mod Wittlich, der ligger vest for Mosel, og det mødte først flodens løb igen ved Schweich. Jernbanen slog altså i starten en bue uden om den sydligste del af Mittelmosel. Senere blev jernbanen udbygget langs resten af Mosel.

På billedet herover, Preussisk perfektionistisk arkitektur. Ved Pünderich er jernbanen bygget på viadukt, som sørger for, at toget klarer frisag når det er højvande.

Handel med varer foregik pludselig på tværs af kontinenter og have, og tog kortere tid. Glasflasken kunne nu masseproduceres og handel med vin ændrede fuldstændig karakter. Som lille vinbonde blev det svært at klare sig. Kooperativer skød op over hele Tyskland. Der blev forsket og investeret i vinavl og vinproduktion og universiteter blev grundlagt. Vinindustrien fik for alvor vind i sejlene. De store vinkøbmænd tænkte kun i solgte antal enheder og ikke i kvalitet. Hvilket var yderligere næring til de kvalitetsbevidste vinbønders oprør.

Dronning Victoria opdager riesling

I 1845 besøgte dronning Victoria af England Tyskland. Hun blev pjattet med den skønne riesling. Det startede et export eventyr til England. Omkring år 1900 var riesling vine fra Mosel i høj kurs. De nåede de højeste priser på auktioner og blev drukket alle de rigtige steder. Hos Berry Bros & Rudd i London var flere vine i prislisten, – se foto.

Succes´en betød velstand for vinbønderne ved Mosel. Særligt vine fra Mittelmosel på strækningen fra Bernkastel til Traben-Traabach var efterspurgte. Velstanden og fællesskabet ved Mosel illustreres meget godt af historien om byerne Traben og Traabach, der i dag er forbundet af en bro over Mosel. Sidst i 1800-tallet brændte Traben af to omgange. Byen blev dog hurtigt genopbygget af de lokale vinbønder, der anlagde deres nye boliger med et “fælles” kældersystem. Kældrene under byen bliver i dag primært brugt til udstillinger, arrangementer. Blandt andet afvikler den lokale organisation af vinbønder “Klitzkleiner Ring” deres årlige smagning i kældrene. Omkring år 1900 var Traben-Traabach et vigtigt handelscentrum for Mosel-vin. I byen siger man selv, at handelen med Mosel-vin overgik Beaune. Kun Bordeaux solgte mere.

Preussen´s skatter og skatterådmandens “Cru” system

De preussiske skattemyndigheder var rimeligt aggressive, og jo mere du tjente, jo højere skulle du beskattes. Derfor udformede skatterådmand Jean Joseph Clotten i 1868, et kort over Mosel, som skulle anvendes til at fastsætte vinbøndernes skat.

Clotten rangerede vinmarkerne i otte skatteklasser, men på kortet er de skåret ned til tre, angivet i mørkerød, lys rød og beige. Markerne der opnåede de højeste priser på auktion blev angivet i mørkerød. Kortet er på en måde den første rigtige inddeling af Mosel´s marker i noget der minder om et cru-system. Inddelingen holder i store træk i dag, selvom enkelte er steget i graderne og andre er gledet lidt ned af rangstigen.

For eksempel ved Saar. Markerne omkring Oberemmel var tidligere højt skattet, men er nu er det kun parcellen Hütte der figurerer som topmark, de øvrige parceller “Agritiusberg”, “Rosenberg” og “Raul” regnes end ikke for Erste lage. Kanzemer Altenberg og Saarburger Rausch var ikke opført i topbeskatningen på Clotten´s kort. I dag figurerer begge marker i øverste kategori “Grosse lage” i VDP regi.

På billedet: Udklip af skatterådmand Clottens kort over Piesport (venstre) og Saar (højre)

Den økonomiske deroute

Første verdenskrig blev starten på den økonomiske nedtur for Tyskland. Et komplekst system af alliancer udviklede sig en 4 årig krig med omkring 10 millioner ofre. Tyskland var tæt allieret med Østrig/Ungarn og lovede dem fuld støtte i deres krig mod Serbien. Det resulterede i at Frankrig, Rusland og flere, blev trukket ind i krigen. Krigen sluttede reelt med våbenhvile i 1918, men officielt først med Versaille traktaten i 1919.

I traktaten stod, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Tyskland blev dømt til at afgive områderne Alsace og Lorraine til Frankrig, afgive udbyttet fra minerne ved Saar til Frankrig, samt pålagt at betale krigsskadeerstatning på 132 milliarder mark. Det var et svimlende beløb, som landets økonomi slet ikke kunne bære efter fire års udmattende krig.

Den tyske regering begyndte de at trykke flere penge for at kunne betale, det medførte hyperinflation og en tysk mark der mistede sin værdi. Ved at miste Alsace-Lorraine og udbyttet fra minerne i Saar-området, samt Schlesien i øst, mistede Tyskland ca. 75 % af sin jernmalm og 25 % af sit kul. Det gjorde det næsten umuligt for industrien at genoprette økonomien. Den økonomiske elendighed og følelsen af uretfærdighed skabte grobund for ekstremisme og endte med at føre til endnu en krig.

Krigen gjorde eksport umulig. I starten gjorde det ikke så ondt på vinproducenterne, for import var også umulig. Det vil sige, at det meste vin blev solgt nationalt, og priserne forholdt sig stabile. Men tyskernes penge slap op. Isolation og krig viste sig at skade økonomien. Priserne begyndte at falde og det blev kun forværret da krigen sluttede. Tysk vin var i krise.

Krisen blev lang, og den blev yderligere forstærket af en 2. verdenskrig. Et meget godt eksempel er, at VDNV (nutidens VDP) lukkede ned for deres auktioner. Fra 1940 til 1949 blev arbejdet i organisationen nærmest lagt i dvale. Der var ingen der havde penge til at købe deres produkter, og nazisterne blandede sig i hvordan organisationen skulle drives. For eksempel skulle jødiske medlemmer ekskluderes.

Stille og roligt begyndte tilliden fra handelspartnere og dermed eksporten at komme tilbage. I 1959 blev eksporten til USA genoptaget. En milepæl for tysk vin. Krisen havde varet meget, meget længe.

Flurbereinigung

Første og anden verdenskrig smadrede alt for Tyskland. Handelspartnere vendte (forståeligt nok), landet ryggen og tyskerne stod isolerede tilbage. Efterspørgslen på tyske varer blev generelt mindre, tysk kvalitetsvin blev nærmest ikke efterspurgt og vinmarkarealet blev derfor mindre. Mange marker ved Mosel blev lagt brak. Det kunne man naturligvis ikke blot lade ske, og derfor blev et program sat i værk, som skulle gøre det nemmere og mere attraktivt at være vinbonde. Ikke bare ved Mosel, men også i andre vinområder i Tyskland.

Der var flere problemer forbundet med at være vinbonde i Tyskland. Især ved Mosel. De stejle skråninger betyder ekstra mange arbejdstimer, og logistikken er besværlig. Samtidig, så var ejerforholdende på skråningerne efterhånden så komplekse, at samme vinbonde kunne eje 5 rækker på forskellige lokationer på samme mark. Det forsøgte man at udbedre med projekt “Flurbereiningung”.

Flurbereinigung går ud på, – stort set at starte forfra på en vinmark. Finde ud af hvem der ejer hvor meget og så fordele de mange små parceller i større og mere rationelle parceller på marken. Samt, at forbedre logistikken til og fra vinmarken. Det lyder jo meget godt, med mindre man selvfølgelig er vinbonde med kvalitet for øje. For du giver jo ikke afkald på dine 100 år gamle stokke på et specielt godt spot på en skråning. Den parcel som har gået i arv i generationer. Hvad skulle du bytte med?
“Jamen du får jo en anden parcel, helt nyanlagt, med lækker ny muldjord, dejligt højtydende planter, hvor vi har lavet asfaltvej op til, lagt dræn i og jævnet den for dig, så den ikke er så stejl og meget nemmere at arbejde på…”

Nej, vel?

Hvad er udjævnet, hvad er ikke?

I det hele taget, så er/har flurbereinigung flere steder været endnu et forfejlet bureaukratisk tiltag for tysk kvalitetsvin. Man manipulerer med naturen, skaber en monokultur i profittens navn. Det er meget nemt at se hvor flurebereinigung er foretaget, og det handler desværre om nogle af de mest prestigiøse marker ved Mosel. Fra Bernkastel til Zeltingen, og fra Ürzig til Kröv. Heldigvis er der meget der ikke er pillet ved endnu, og som forhåbentlig får lov at blive. Der er øget fokus på den del i dag. Vin kan være metervare, men det kan også være et unikt billede af en oprindelse, som en stejl uberørt skiferskråning ved Mosel er.

Hvis du vil se oprindelige marker, så se på parcellen “In der Kranklei” på Ürziger Wüzgarten, parcellen Fährfels på Trittenheimer Apotheke, Winninger Uhlen, Bremmer Calmont, eller markerne omkring soluret på Wehlener Sonnenuhr, der kunne nævnes mange flere. Her står stadig vinplanter på stejle terrasser, på nogle terrasser står der buske og blomster, fordi terrasserne ligger steder hvor man ikke sådan lige kommer til. Det er godt for biodiversiteten, det er godt for vinkvaliteten. Med flurbereinigung fjerner man det unikke ved et bestemt spot, og fjerner derved det unikat som vinen herfra besidder.

Til venstre: In der Kranklei ved Ürzig, til højre: Fährfels på Trittenheimer Apotheke, sådan så Mosel ud engang

Den specielle opbindingsform

Ved Mosel anvendes opbinding til pæle. Det gøres af to grunde. Den første er, at det er svært at arbejde med opbinding til vejrer på de stejle skråninger. Den anden grund er, at opbindingsmetoden (der er en såkaldt “cane pruning”), tager udgangspunkt i sidste års bedste skud. Opbindingen kan enten være et skud bundet op i en bue, eller to buer der bindes op som på billedet herunder.

Der er på en eller anden måde noget symbolsk over, alle de “hjerter” der bindes på skråningerne ved Mosel.

Opbindingsmetoden gør, at planten sætter drueklaser rundt i buerne og løvet kan i løbet af sommeren bindes op til pælen i midten. Derved kan der komme sol og vind til druerne, som er vigtigt for modningen, men også for at undgå råd i druerne, som der er gode betingelser for i et fugtigt og køligt vinområde som Mosel.

Producentsammenslutninger

“Die Vereinigung der Weinbergsbesitzer der Mittelmosel”, der senere blev til Bernkasteler Ring, og i 2024 er blevet til “Der Ring” har eksisteret siden 1899, og blev skabt i frustration over, at industrialiseringen af vinbruget var ved at tage overhånd. Målet var at øge kvaliteten af tysk vin, og da især på riesling. Stifterne satte sig som mål at producere naturlige vine, uden chaptalisering, dyrket og produceret af dem selv. Vinene blev hvert år sat til salg på auktion i Bernkastel. En auktion, som stadig finder sted.

Den dyreste vin der nogensinde er solgt på en Der Ring auktion blev solgt i 2023 og var en 2021 Wehlener Sonnenuhr riesling Trockenbeerenauslese fra Markus Molitor. Vinen blev solgt for 4.100 EUR eller 30.545 DKR.

En anden Mosel organisation “Grosser Ring” – så dagens lys i 1908. Navnet Grosser Ring passer godt til organisationen, som relativt tidligt tænkte større og havde et ønske om at give ikke blot Mosel, men tysk vin generelt, et kvalitetsløft. Derfor indledte organisationen samarbejde med “Verband Deutscher Naturweinversteigerer” – forløberen for VDP. Derfor er Grosser Ring i dag en regional del af VDP.

Med tiden har Der Ring (Bernkasteler Ring) på en måde accepteret, at VDP er blevet en form for storebror, og VDP har samtidig accepteret at Der Ring kan få lov at lege lillesøster. I hvert tilfælde efterlever medlemmer af begge organisationer nu de samme regler i forhold til klassificering af marker og maksimale høstudbytter. Et medlem af Der Ring må således godt bruge betegnelserne Erste Lage (1G) og Grosse lage (GG), der egentlig er beskyttede VDP betegnelser. Betegnelserne anvendes udelukkende om tørre vine. Til søde vine anvendes det traditionelle prädikat-system.

Formænd gennem tiderne

Den helt store forskel på VDP og Der Ring er, at formændende i VDP oftest kommer fra de mest prominente ejendomme. Hos Der Ring kan formanden sagtens komme fra en lille ejendom. Se bare på listen over formænd i de to foreninger.

Formænd i Der Ring:

• Peter Pauly (1970’erne – 1990’erne): Fra Weingut Dr. Pauly-Bergweiler. Han var en af de mest markante skikkelser i foreningens nyere historie og ledede den i en lang periode, hvor Bernkasteler Ring cementerede sin position som et stærkt alternativ til VDP.
• Bernhard Kirchen (1990’erne – 2011): Fra Weingut Kirchen-Faber. Han stod i spidsen for foreningen i næsten to årtier og var med til at professionalisere de årlige auktioner, som i dag er verdenskendte.
• Marco Molitor (2011 – 2015): Fra Weingut Molitor-Rosenkreuz. (Bemærk: Ikke at forveksle med Markus Molitor, selvom efternavnet er det samme). Han fortsatte arbejdet med at modernisere foreningens ansigt udadtil.
• Dr. Peter-Bernhard Pauly (2015 – 2018): Søn af Peter Pauly. Han overtog formandsposten for at føre familiens engagement i foreningen videre i en kort, men vigtig overgangsperiode.
• Christian Hermann (2018 – 2021): Fra Weingut Dr. Hermann. Han er en af regionens unge stjerner og bragte en ny energi til foreningen, før han senere i 2021 blev formand for VDP Mosel.
• Marián (Mario) Molitor (2021 – nu): Fra Weingut Molitor-Rosenkreuz. Han er den nuværende formand og arbejder i dag tæt sammen med medlemmerne (herunder Markus Molitor) om at fastholde Bernkasteler Rings status som garant for klassisk og lagringsværdig Mosel-Riesling.

Formænd i VDP:

• Dr. Adolf Tyrell (1970’erne – 1995): Fra Weingut Karthäuserhof. Han var en dominerende skikkelse i regionen i mange år og stod i spidsen for foreningen i en tid, hvor tysk vin kæmpede med sit internationale ry.
• Annegret Reh-Gartner (1995 – 2005): Fra Reichsgraf von Kesselstatt. Som den første kvindelige formand var hun en central reformator, der kæmpede for at modernisere regionen og indføre de første strenge kvalitetsklassifikationer.
• Eberhard von Kunow (2004 – 2008): Fra Weingut von Hövel. Han overtog posten efter Annegret og førte foreningen sikkert gennem de første år med de nye “Grosses Gewächs”-regler.
• Egon Müller IV (2008 – 2016): Fra Weingut Egon Müller-Scharzhof. En af verdens mest berømte vinmagere. Han trak sig dramatisk fra posten i 2016 i protest over den interne afvisning af Markus Molitor som medlem.
• Carl von Schubert (2016 – 2021): Fra Maximin Grünhaus. Han overtog ledelsen i den turbulente periode efter Egon Müllers afgang og arbejdede på at skabe ro og enighed i foreningen.
• Christian Hermann (2021 – nu): Fra Weingut Dr. Hermann. Han er den nuværende formand og fokuserer i dag på at navigere regionen gennem moderne udfordringer som klimaforandringer og digital markedsføring.

Klitzkleiner Ring

En anden producentsammenslutning som har betydet meget for området omkring Traben-Trarbach er Klitzkleiner Ring. Gruppen blev dog opløst i 2023. De kaldte sig også for “Bergrettung” eller på dansk: Bjergredning. Sammenslutningen havde som hovedformål at promovere vinene fra medlemmerne, samt redde/genplante nogle af de parceller, som var blevet lagt brak i området. Et af foreningens fælles projekter var at genopdyrke en del af Enkircher Ellergrub. Da marken var bragt tilbage til god stand blev den solgt, og straks kastede foreningens medlemmer sig over en anden historisk parcel: Trabener Zollturm. Foreningens arbejde er hovedårsagen til, at markerne nedstrøms fra Traben-Trarbach er på vej op ad kvalitetsrangstigen i disse år.

Klitzeklenie-ring blev opløst da to af medlemmerne døde, og en tredje opgav vindyrkning. De afdøde medlemmer var: Martin Müller fra vingården Lenz i Pünderich og Daniel Vollenweider fra vingården Vollenweider i Traben-Trarbach. Olaf Schneider fra Weingut O. opgav sin hobbyvingård.

Den tyske vinlov af 1971

Mange så rødt da en omstrukturering af den tyske vinlov så dagens lys i 1971. Det var så åbenlyst, at den favoriserede de store vinkøbmænd, og ikke ansporede til at producere kvalitet. Lovgiverne mente selv, at de gjorde alting nemmere for forbrugeren. Men det modsatte skete, og oven i det, så blev det gjort muligt at producere vin af utroligt dårlig, nærmest fornærmende ringe kvalitet, men pryde vinen med et fint navn, så den lignede noget dyrt.

Eksempel: Der blev arbejdet med Anbaugebiete (område), som i dette tilfælde er Mosel. Området blev inddelt i bereiche (underområder), som blev inddelt i grosslage (sammenslutning af marker) og endelig einzellage (enkeltmark).

Hvis du er født i 70´erne så kender du med garanti navnene “Bereich Bernkastel” og “Piesporter Michelsberg”. Det var områdebetegnelser som kunne udnyttes uden nogen større krav til kvalitet, og uden krav til druesort. Man kunne ikke se forskel på grosslage (større område) og einzellage (enkeltmark), idet de begge måtte bære et bynavn. Piesporter Michelsberg er grosslage, Piesporter Treppchen er einzellage. Hvordan er det signaleret klart og tydeligt, at her er tale om to forskellige kvalitetskategorier?

Piesporter Michelsberg er et grosslage på 1.106 hektar. Næsten dobbelt så stort som hele Ahr området!

80´ernes forfærdeligheder

Historiske byers navne blev brugt til at vildlede forbrugerne. I en Piesporter Michelsberg kan være druer fra både Klausen og Rivenich, som ligger i højlandet et stykke fra Moselflodens løb. Vinene er ofte af lav kvalitet og kan være produceret på både Riesling, Müller-Thurgau og Elbling og de kan chaptaliseres (tilsættes sukker under gæring). Produktet har aldrig gjort noget godt for hverken Piesport eller Mosel.

Produktet skulle have heddet noget andet, og så skulle der nok have været stillet større krav til producenterne, men det er nemmere at sige i dag, hvor modningen af druer forløber fornuftigt hvert år.

Når man graver lidt i Mosel-historien, så finder man efterhånden ud af hvor stor en katastrofe vinloven af 1971 var. En masse mindre parceller/marknavne druknede da de blev lagt ind under større områdebetegnelser. Synd og skam. Først i 2014 blev det tilladt, at skrive et såkaldt “Gewann”, eller oversat til dansk “marknavn” på etiketterne igen. For eksempel kunne Karl Erbes i Ürzig nu skilte med parcellen “In der Kranklei”, i stedet for at lade sine kvalitets-vine fra denne unikke parcel drukne i det monster som vinloven havde skabt; den 56 hektar store “Ürziger Würzgarten”. Det siger næsten sig selv, at 56 hektar på en 200 meter høj skråning med forskellige hældninger, jordbundsdybder og solorienteringer ikke giver samme kvalitet over det hele.

Prädikat systemet

Prädikat systemet stammer også fra 1971. På daværende tidspunkt handlede det meget om hvor modne druer man kunne plukke. Ikke alle år leverede tilfredsstillende. I dag modner man druerne hvert år. Nogle år bedre end andre, og hermed menes ikke nødvendigvis varmere end andre. Faktisk regnes et køligt år i dag ofte som bedre end et varmt. Så hurtigt går det, – så stor indflydelse har klimaforandringerne.

Men tilbage til prädikat systemet. Kategorierne er som nedenfor. Oechsle er den tyske måde at måle mostvægt på. Hvis en liter druemost vejer 1070 gram, så er den 70 Oechsle. Det er tørstofferne i druemosten, der får den til at veje mere end vand, og en stor del af tørstofferne er sukker. Derfor giver metoden god mening, – og den er frem for alt nem at måle. Værdierne varierer fra område til område, og fra druesort til druesort. Her er værdierne for Mosel riesling:

Riesling Kabinett min. 73 Oechsle – potentielt 9,5% alkohol
Riesling Spätlese min. 80 Oechsle – potentielt 10,5% alkohol
Riesling Auslese min. 88 Ochsle – potentielt 12% alkohol
Beerenauslese og Eiswein min. 110 Oechsle – potentielt 14,5% alkohol
Trockenbeerenauslese min. 150 Oechsle

Druer indtil Auslese kan gæres ud så vinen bliver tør. Ved højere sukkerindhold vil vinen få restsødme. Det skal nævnes, at en tør vin med VDP- og Der Ring-betegnelsen GG skal holde minimum 100 Oechsle ved høst = 13,3% potentielt alkohol. I dag anvendes prädikat betegnelsen stort set kun hvis vinen har restsødme, men man kan, stadig se vine med for eksempel påskriften Kabinett Trocken.

ny vinlov fra 2026

Til glæde for de kvalitetsbevidste vinbønder ved Mosel, ja i hele Tyskland, så træder en ny vinlov i kraft fra 2026 og dermed ophører muligheden for at misbruge historiske byers navne. Vinloven har i den grad fundet næring i det utrættelige arbejde som VDP har stået for i over 100 år. Et imponerende stykke lobby-arbejde, især når man tænker på, at VDP-medlemmerne samlet blot ejer 5% af de tyske vinmarker. Den nye vinlov er bygget op omkring en kvalitetspyramide som ligner VDP´s.

Pyramiden til venstre skal lige forklares. Kategori: “Winegrowing area” vil være for eksempel Mosel. Kategori: “Region” er baseret på de gamle Bereich- og Grosslage-navne. Flere af dem ændrer navn. For eksempel vil den gamle betegnelse “Piesporter Michelsberg” i fremtiden hedde “Region Michelsberg”. I “Village” kategorien vil vinen tage navn efter by eller kommune, som for eksempel “Piesport”. Vineyard er så som det nuværende “Piesporter Goldtröpfchen”. Bynavnet må altså kun anvendes foran enkeltmarksvine. Det skulle gerne simplificere tingene i jagten på den gode vin fra Tyskland.

PDO er på vej til Tyskland

I Tyskland har man ikke, som i Frankrig haft registreret mindre afgrænsede geografiske områder. For eksempel, så er Bourgogne jo inddelt i flere tusinde registrerede AOC´s, eller PDO (Protected Designation of Origin) som det hedder i dag. I Tyskland er de 13 Anbaugebiete det mest afgrænsede du kan finde. Således er det kun ordet “Mosel”, der tidligere har været et registreret varemærke på vine herfra. Bereiche og marknavne har blot været – ja, bereiche og marknavne. Det arbejdes der i disse år på at få ændret. Der ansøges på livet løs. Ansøgninger, som skal gennem EU-systemet, – ansøgninger som tager tid. I starten af 2024 er blot tre parceller ved Mosel godkendt, det drejer sig om Uhlen´s tre parceller Laubach, Rothlay og Blaufüsser Lay.

Moselflodens underområder

Vinloven anno 1971 inddelte hvert tysk område (Anbaugebiete) i underområder, såkaldte Bereiche.

Mosel er inddelt i 6 Bereiche, – Moseltor, Obermosel, Saar, Ruwer, Bernkastel (Mittelmosel) og Zell (Terrassenmosel). I følgende afsnit beskrives underområderne ved Mosel. Vinstilen i generelle termer og enkelte producenter fremhæves. De fremhævede producenter er primært producenter, som har historie med sig, har en moderne tilgang til vinproduktion og/eller har opnået høje priser på auktioner. Problemet med at nævne nogle få er dog, at andre vil blive glemt.

Når det er sagt, så skal det tilføjes, at Mosel er enormt kontrastfyldt. Du kan møde det moderne, men du kan så sandelig også møde producenter, ja, hele områder, hvor tiden står stille. Hvor man er fanget i en tidslomme. Det er primært den lidt ældre generation som siger: “Hvorfor ændre på noget? Vi har det jo meget godt.”
De ønsker ikke at blive internatonalt anerkendte. De vil bare have lov at leve som de hele tiden har gjort. Uden bekymringer om hvad Mosel var engang (sidst i 1800-tallet), eller hvad Mosel kan blive til i fremtiden. Af samme grund: Vogt dig – hvis du tager til Mosel og bare dumper ind hos tilfældige producenter. Du risikerer, at blive fanget i en tidslomme. Planlæg turen. Lav aftaler.

I følgende tekst skrives GG om Grosse lage vine. Altså klassificerede marker hos VDP og Der Ring. Der skrives GG for at undgå misforståelser mellem Grosse lage og vinlovens Grosslage.

Underområdernes størrelse

Moseltor 125 hektar
Obermosel 790 hektar
Saar 750 hektar
Ruwer 190 hektar
Bernkastel/Mittelmosel 6.000 hektar
Zell/Terrassenmosel 1.400 hektar

BEREICHE MOSELTOR, OBERMOSEL, SAAR OG RUWER

Rent klimatisk, så tillader forfatteren sig her den frihed, at sammenfatte 4 underområder. De to bifloder Saar og Ruwer, den lille plet “Moseltor”, der ligger helt nede ved grænsen til Luxembourg omkring byerne Perl og Nennig, samt Obermosel der udgør Mosel´s løb fra Palzem til Igel syd for Trier. I virkeligheden 4 små områder, som her ryger i samme pulje fordi: Det, der især adskiller denne del af Mosel fra resten, er et køligere klima. Området er ikke beskyttet af Eifel-bjergene på samme måde som resten af flodens løb i Tyskland. Vestenvinden påvirker derfor klimaet og bringer meget fugt og kølige vinde til området. Høsten foregår ofte 3-4 uger senere end ved resten af Mosel. Vejrliget giver en lidt grønnere karakter til riesling, ofte beskrevet som en duft af solbærblade og en høj syre, der virkelig trækker mundvand. Riesling fra især Saar er perfekt til vine med restsødme, netop på grund af syren.

Obermosel og Moseltor

Jordbunden adskiller sig markant fra resten af Mosel. Her er ingen skifer, her er kalkholdig lerjord og derfor dyrkes primært druen elbling. Historisk interesserede fortæller, at grunden til elbling´s overlevelse her er, at da kurfyrst Wenzeslaus udskrev sit riesling dekret i 1787, da var Moseltor og Obermosel en del af Luxemborg. Men det handler i virkeligheden nok mere om klima og jordbund. Druerne anvendes ofte til mousserende vin, som har solidt historisk fæste netop her. Elbling er Mosel historie, og den drue trives godt her, men også Chardonnay har fået øget fokus i den kalkholdige jord. Blandt andet i skikkelse af producenten Immich-Batterienberg fra Enkirch (Mittelmosel), der har anlagt 3 hektar med burgunderdruen nær byen Igel.

Til venstre: topografisk kort over Obermosel/Saar contra i midten: Terrassenmosel. Rød farve = bakker over 300 meter. Til højre kort over Obermosel

Saar – den højeste pris nogensinde på Trier auktionen

Saar er rent vin-historisk en meget vigtig del af Mosel. Men der er også gennem tiderne sejlet meget kul fra Saarbrücken til Metz. Der er store forekomster af kul syd for Saarbrücken. Af samme grund er Saar kanaliseret ligesom Mosel. Der er 6 dæmninger langs den tyske del af Saar.

Sidst i 1800-tallet var det vinene fra Scharzhofberg, Ockfener Bockstein, Ockfener Geisberg, samt markerne Agritiusberg, Rosenberg og Raul omkring byen Oberemmel der opnåede de højeste priser på auktionerne i Trier. I dag nyder vinene fra Oberemmel knap samme anseelse. Til gengæld har området stadig potentiale og det kan meget vel være herfra, at et nyt fremtidigt kapitel om Saar Riesling skal skrives.

Top producent ved Saar er uden sidestykke Egon Müller, der fra marken Scharzhofberg producerer svævende, lette, klassiske Saar vine med restsødme. Egon Müllers 2003 Scharzhofberger Trockenbeerenauslese er den dyreste tyske vin nogensinde solgt. Den nåede på auktionen i Trier i 2015 en pris på 15.000 EUR eller 112.500 DKR pr. flaske!

Skatterådmand Clottens klassifikation af markerne ved Saar. Ockfen, Oberemmel og Scharzhof var højt skattet sidst i 1800-tallet.

Andre topmarker og producenter ved Saar

Peter Lauer producerer fantastiske vine fra blandt andet Ayler Kupp. Geltz-Ziliken holder højt niveau på Saarburger Rausch. Van Volxem producerer store vine fra “Gewann” Pergentsknopp, den øverste del af Scharzhofberg, og har også pumpet nyt liv i stejle Wiltinger Gottesfuss. Von Othegraven laver langtidsholdbare lækkerier fra Kanzemer Altenberg.

Det siges, at hvis du vil smage Mosel Riesling som det smagte sidst i 1800-tallet, så kommer du ikke nærmere, end ved at drikke vinene fra Hofgut Falkenstein ved Krettnach. Det er vine produceret med lav intervention. De er spontangærede og derfor oftest tørre. Men som det er med spontangæringer, så kan de finde på at stoppe før al sukkeret er omsat til alkohol. Det sker også her. Vinene er distinkte, med en nærmest djævelsk, lidt bitter grapeagtig syre, der ofte ligger over 10 gram pr. liter.

Byen Serrig markerer egentlig den “øvre” ende på Saar´s vinmarker. Her ligger Domäine Serrig, et tidligere forskningsinstitut i vinavl, der blev opført af den Preussiske stat i 1896. I 2016 købte Markus Molitor stedet og er i den grad ved at puste liv i ikke bare Saar´s, men tysk vin´s historie. Hans vine fra marken Vogelsang er produceret med lav intervention, uforudsigelig restsødme og høj syre. Fuldstændig som en Saarvin skal være.

Staldtip fra Saar

Halv pris af alle de andre og i flere tilfælde mindst lige så gode vine: Weingut Reverchon. Huset er medlem af “Der Ring” og har fokus på vine med restsødme, men leverer også virkeligt store GG-vine. Her arbejdes efter “Fair´n´green” principper. Ralph Herke siger selv han er mere økolog end flere økologer, men at den certificering som EU arbejder efter, ikke er bæredygtig. Man skal ikke jagte det rene, hvis man sviner for at komme derhen. Her arbejdes med spontangæring, kortvarig maceration ved pres og i GG-vinene gæres med lille andel hele klaser. Læs mere om Weingut Reverchon her.

På billedet ses Ruwer i højre side. Markerne nær Trier ligger i Bereich Bernkastel/Mittelmosel

Ruwer – de højeste priser på Trier auktionen i 1895

Fra Ruwer skal fremhæves Maximin Grünhaus, der ligger for foden af Grüneberg ved Mertesdorf. Maximin Grünhaus er et af de ældste vinhuse ved Mosel, grundlagt af klosteret Sankt Maximin i år 639. Her blev produceret vin fra Grüneberg (der i dag er inddelt i Herrenberg, Abtsberg og Bruderberg. En anden historisk vigtig producent er Reichsgraf von Kesselstatt. Husets hovedsæde ligger ved Morscheid. Huset udnyttede i den grad Napoleons fald, og opkøbte de 4 klostre Josephshof ved Bernkastel, Domklausenhof ved Piesport, Abteihof ved Oberemmel (Saar) og St. Irminenhof ved Kasel (Ruwer). I dag besidder Kesselstatt 46 hektar vinmarker, spredt over hele Mosel. Det kan lyde stort og kedeligt, men det er det på ingen måde, specielt grundet nu afdøde Annegret Reh-Gartner, der i årevis kæmpede en utrættelig kamp for kvalitet, både for Kesselstatt, men også generelt for Mosel. Hendes arbejde var uvurderligt, æret være hendes minde.

Præcis disse to ejendomme, Grünhaus og Kesselstatt, opnåede i 1895 de højeste priser på den årlige auktion i Trier.

BEREICH BERNKASTEL (MITTELMOSEL)

Denne del af Mosel strækker sig fra Trier til Zell. Moselfloden løber ved Trier i 123 meters højde over havets overflade. Nedstrøms ændres landskabet dramatisk, startende ved Schweich. Her bliver bløde bakker til majestætiske skråninger. Landskabets karakter øver naturligvis kæmpe indflydelse på klimaet. Her er vinstokkene langt bedre beskyttet mod vestenvinden, dvs. her er mere tørt og de stejle skråninger danner perfekt grundlag for modning af druer, specielt på de sydvendte skråninger. Her udnyttes solens energi på optimal vis. Riesling får en karakter der går mere i retning af fersken og abrikos, med lidt lavere syre end ved Saar.

En stille start

Schweicher Annaberg er den første topmark man møder på sin vej nedstrøms. Stigningen over byen Schweich virker overvældende. Imponerende. Majestætisk. Især fordi man måske i går var i lave forholdsvis bløde bakker ved Saar. Romerne dyrkede vin her. Naturligvis gjorde de det, for de har ikke haft langt fra Trier til den solsugende røde skifer-skråning over Schweich. Marken har et kæmpe potentiale, men der er få store producenter her og især ingen VDP medlemmer. Af samme grund er marken ikke rangeret i VDP´s kvalitetshieraki, den rangerer til gengæld som GG hos “Der Ring”.

Om strækningen fra Scweich til Klüsserath kan siges, at det er vigtigt at huske på, at man ikke nødvendigvis laver god vin, bare fordi man har den rigtige parcel. Potentialet er der, men kælderarbejdet betyder også noget. Traditioner betyder noget. Heldigvis er der opbrud på vej. Der dukker i disse år små producenter op, på steder som har været glemt, eller som ikke har haft tradition for store vine, – og pludselig skabes der stor vin. Husk derfor også, at man ikke behøver være medlem af VDP eller Der Ring for at lave god vin.

Hold øje med Schweicher Annaberg i fremtiden, det kan blive stort. Næste solsugende højdepunkter er Mehringer Blattenberg (GG hos Der Ring), Pölicher Held (GG hos Der Ring), Mehringer Layet (GG hos VDP), Thörnischer Ritsch (GG hos Der Ring) og Klüsserahter Bruderschaft (GG hos Der Ring). Igen er det mangel på top-producenter der gør, at du ikke finder ret mange GG marker på den relativt lange strækning. Det kunne der være, og sådan bliver det nok også når den nye vinlov træder i kraft i 2026. Der har ikke været tradition for at lave stor vin her. Heller ikke Clotten´s kort er dybrødt ret mange steder.

Trittenheimer Apotheke

Turen fortsætter nedstrøms. Ved Trittenheim har Moselfloden passeret dæmningen ved Detzem og befinder sig 114 meter over havets overflade. Når man kommer til Trittenheimer Apotheke er man ikke i tvivl om, at her kan skabes stor Riesling. Det kan der. Men Trittenheimer Apotheke er desværre et relativt stort område. Et misfoster på 117 hektar, skabt af vinloven anno 1971. At kalde det en mark er en misforståelse. Trittenheimer Apotheke strækker sig på begge sider af byen Trittenheim, og på begge sider af floden. Der er selvsagt kæmpe forskel på, om du får en vin produceret fra flad lerholdig jord omkring byen, eller en skrå skifervæg.

De bedste parceller ligger på de stejle skråninger bag den gamle togstation. Her ligger marken Leiterchen, der er GG i VDP regi. Omkring Leiterchen ligger de tre gewanne “Fährfels”, “Aufm Kaulsbohr” og “In den Gähteilen”. De tre sidstnævnte er altså en del af Apotheke, men parcelnavnet må tilføjes etiketten fra 2014. Parcelnavne man bør holde øje med, det er områdets “Grand cru´s”. Den stejle del af Apotheke er naturligvis ekstremt næringsfattig og har en vest- sydvest-lig solorientering. det giver vinene herfra en finurlig lethed og høj syre.

Historiske marker forsvandt med vinloven anno 1971

Loven af 1971 var noget makværk. Onde tunger siger, at den blev søsat af kooperativerne. De var, og er stadig, meget magtfulde. Søsat, så de kunne udbyde vine af en lavere kvalitet, men med de rigtige navne. En fejltagelse, som man forsøger at undgå gentager sig med loven anno 2026. Der er blandt andet lidt polemik omkring GG-betegnelsen. Mange top-producenter mener den vil kunne udnyttes af kooperativerne i den nye lovgivning, så du i fremtiden vil kunne købe GG til spotpriser. Det lyder umiddelbart tillokkende, men det er det overhovedet ikke – og vil med sikkerhed føre til GG betegnelsens endeligt, – et kvalitetsstempel som det har taget over 100 år at opbygge.

Men tilbage til Apotheke. Skatterådmand Clotten, – der sikkert har været mere irriterende end en p-vagt, han vidste allerede i 1800-tallet, hvilke parceller der leverede bedst og opnåede de bedste priser. Clottens kort herunder viser meget godt hvad det var der forsvandt med vinloven anno 1971. Et hav af marknavne, – flere af dem med en helt unik karakter. Området optegnet med sort, er Trittenheimer Apotheke anno 2024. Tre parceller har Clotten markeret til høj beskatning (dybrød), – netop de tre ovennævnte: “In den, Kaulsbor”, “In den Gährteilen” og “Fahrfels”. VDP´s Leiterchen GG udgør en del af Gährteilen. I al denne snak om “the real deal Apotheke”, så skal Laurentiusberg, der ligger over mod byen Leiwen, på modsatte side af Trittenheim, ikke glemmes.

Staldtip

Clüsserath-Eifel blev grundlagt i 1745 og er beliggende i Trittenheim. Huset er, og har gennem årene været et af de bedste i byen, og har kæmpet for kvalitet. I 2019 overtog Stefan Lergenmüller ejendommen. Han så et kæmpe potentiale i de gamle parceller, som huset besad, samt det faktum, at flere af parcellerne ikke har været udsat for flurbereinigung. Huset udbyder riesling fra alle de historiske gewanne. Det er vine med høj syre, så er du ikke til citrus/lime-bid, så skal du vælge vine med restsødme herfra. Især Kabinett er fuldstændig enestående. Find vinene her.

En sidedal ved Neumagen

Næste højdepunkt er ved Neumagen. Vi skal ind i en sidedal til Mosel og finde den direkte sydvendte skiferskråning “Dhroner Hofberg” og “In der Sengerei”. Det siges, at det var her Romerne´s landevej fra Bingen gik. Der er gjort mange arkæologiske fund omkring Neumagen, der om ikke andet, bekræfter at Romerne var meget aktive her. På modsatte side af floden fortsætter dalen, og Hofberg, men her ligger også stejle sydøst orienterede Dhroner Häs´chen, som er A.J. Adam monopol.

Det er også på Dhroner Hofberg, at Daniel Twardowski har valgt at lave rav i den. Han opkøbte jord, som ældre vinbønder ikke længere ville arbejde med. De havde ingen slægtninge som ville overtage. Alligevel tillod de sig, at ryste på hovedet, da Daniel begyndte at fjerne riesling-stokkene på markerne og plante pinot noir i stedet. Projektet må dog siges at have modbevist tvivlerne, og frem for alt, så peger det direkte ind i fremtiden for Mosel. Pinot noir opnår i de kølige omgivelser og den stenede undergrund, en klassisk Mosel lethed og en mineralitet, som var den en rød riesling. Daniel Twardowski har en tilgang til produktet vin, som er drevet af ønsket om kvalitet. Han producerer uden tvivl noget af det bedste pinot noir fra Mosel, og det blander sig med de største i Tyskland.

Læs mere om Twardowski her

Porto Pingontio eller Piesport

Så når vi Piesport. Endnu et smertensbarn. 85 hektar store Piesporter Goldtröppfchen er GG hos både VDP og Der Ring, og leverer både til gården og til gaden. Det er lidt som med Trittenheimer Apotheke. Der er kæmpe forskel på parceller med lerjord, samt de stejle stykker med skifer. Går du en tur i markerne over byen, så vil du se, at her er jorden meget lerholdig. Og du går nok den tur, for du skal op og se det romerske “kelteranlage” (vinpresse), som ligger midt på skråningen. Piesporter Goldtröpfchen kan være både godt og i værste fald ligegyldigt. De bedste parceller ligger øst og vest for Piesport by blandt andet de to gewanne: “Gruft” og Hohlwied”. Parcellen Gruft er meget stejl og ligger lidt oppe på skråningen. Her kan der i tørre år være problemer med vandreserverne. Hohlweid ligger helt ned til floden, er varmere, knap så stejl og jordbunden består mere af forvitret granit. Her opstår der sjældent vandmangel. Men kort og godt: Man skal stole på sin producent og ikke bare købe i blinde. Andre gode parceller er ultrastejle Armes, der er nabo til næsten mere stejle Piesporter Schubertslay. Sidstnævnte har ikke gennemgået flurbereinigung, fordi det simpelthen ikke er muligt.

Dusemond og/eller Brauneberg

Når vi kommer rundt i Mosel-sløjfen efter Piesport, så kommer endnu en dæmning (ved Wintrich). Mosel løber nu 106,5 meter over havets overflade. Nu begynder det at gå stærkt, herfra skal du være vågen hvis du skal nå at se alle topmarkerne. De kommer som perler på en snor. Startende med Wintricher Ohligsberg, en sydvest-vendt top på højre bred. Dernæst Kestener Paulinshofberg på venstre bred, som er direkte sydvendt. Så følger Brauneberger Juffer og Sonnenuhr på venstre bred, overfor byen. Ikke høj, men stejl. Skråningen ligger på et sydøst-vendt stræk. Frits Haag er et “must try” hvis du vil vide hvordan Brauneberg smager. Læg mærke til, at byen Brauneberg, på Clottens kort fra 1868 hedder Dusemond. Byen tog først navn efter de berømte marker i 1925.

Så kommer endnu en sidedal ved Lieser. På hjørnet af Lieser-dalen og Mosel ligger historiske Niederberg-Helden. Ét producentnavn er svært at komme udenom: Schloss Lieser.

Bernkastel-Kues

Vi når byen Bernkastel-Kues. Mosel slår et sving og markerne bliver sydvestvendte og nu kommer de så, alle de store marknavne: Bernkasteler Doktor, Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst, Josephshöfer (Kesselstatt monopol), Wehlener Sonnenuhr og Zeltinger Sonnenuhr. Mest kendte mark er Bernkasteler Doktor, som skal have fået sit navn fordi vinen engang i 1300-tallet blev serveret for Boemund II. af Saarbrücken, der var alvorligt syg. Efter indtagelse af vinen herfra blev han sund og rask. Vinen fra Bernkasteler Doktor opnår de højeste auktionspriser af alle Mosel-vine.

Prøv for eksempel vin fra de to ærkeklassiske producenter Joh. Jos. Prüm og Willi Schaefer, der fokuserer på vine med restsødme. Ved Zeltingen skal skibene gennem endnu en dæmning. Det betyder, at Mosel nu falder yderligere 6 meter, og løber 100 meter over havets overflade.

Ürziger Würzgarten

Vi når endnu en Mosel-sløjfe ved Ürzig. Her møder vi, som tidligere nævnt, endnu et monster født af vinloven anno 1971; – 56 hektar store Ürziger Würzgarten, der gør sig særligt bemærket ved sin røde skifer. Der var så mange muligheder for, at bevare nogle af de bedste parceller under eget navn. Parceller, som, bortset fra den røde skifer, hverken geologisk eller hvad hældning og orientering angår, kan sammenlignes med resten af Würzgarten. “In der Kranklei” er blot ét eksempel. Maxberg, Urglück, In Würzgarten, Pichter og Sonnenuhr er andre. De bedste parceller ligger alle på de stejle sydvendte skråninger nordvest for byen, – altså nedstrøms. De ligger over mod Prälat, er mere stejle end resten af Ürziger Würzgarten og med en orientering direkte mod syd.

Prälat har sin helt egen særlige historie. Kampen for kvalitet kan heldigvis af og til føre noget godt med sig, som den gjorde i familien Berres utrættelige kamp for at få deres særlige parcel til at figurere under eget navn. Du kan læse historien om en af de bedste og historisk vigtigste marker ved Mosel her.

Perlerækken af vinmarker fortsætter fra Würzgarten nedstrøms med Goldwingert, Erdener Prälat, Erdener Treppchen, Lösnicher Försterlay og Kinheimer Rosenberg.

Man kommer ikke uden om Dr. Loosen. Især Loosen´s vine på originale “Würzelechte” rødder helt enestående. Markus Molitor, Dr. Hermann og Reichsgraf von Kesselstatt skal også nævnes. Sidstnævnte grundet de store vine fra Josephshöfer.
Staldtip: Karl Erbes fra Ürzig skaber uimodståelige vine fra Würzgarten og Prälat, og til fornuftige priser.

Traben-Trarbach

Turen nedstrøms fortsætter. Vi kommer nu til byerne Kröv, Wolf og Traben-Trarbach. Området her var tilbage i 1800-tallet ekstremt vigtigt. Traben var et stort handelscenter for Mosel vin, og Clottens kort viser masser af dybrøde parceller. Flere af de marker som tidligere leverede druer til efterspurgte vine ligger i dag brak, men organisationen Klitzkleiner Ring har været medvirkende til at genoprette skaden. Grotesk nok, så er problemerne igen (måske) skabt af (endnu) et misfoster fra vinloven af 1971: Grosslage Kröver Nactarsch. En halvsød til halvtør ligegyldighed, med en etikette af en dreng der får smæk i sin bare. Én ting er vinen, der ikke bringer noget stort, men etiketten gør sådan set heller ikke.

Der er dog tegn på at vinden vender, ikke mindst takket være de ihærdige medlemmer af nu hedengangne Klitzkleiner Ring. Trarbacher Schlossberg ligger i en sidedal ved bifloden Kautenbach. Her ligger også marken Ungsberg, som huset Weisser-Künstler er ved at pumpe liv i. Tilbage til Mosel-floden, længere nedstrøms møder vi ultrastejle vestvendte skråninger, som leverer Riesling af høj klasse. Trabener Gaispfad og Enkircher Ellergrub, er så stejle, at de ikke har gennemgået flurbereinigung. Det samme kan siges om Enkircher Batterienberg, der er monopol under Immich-Batterieberg. I sidedalen ved Enkirch ligger direkte sydvendte Steffensberg, der også skal fremhæves

Pünderich

Dæmningen ved Enkirch får Mosel ned i 93 meter over havets overflade. Vi er nu nået til sidste stop inden vi når byen Zell og bevæger os ind i Bereich Zell, også kaldet Terrassenmosel. Her ligger Pünderich og Briedel. Det er her vi møder den oprindelige preussiske jernbane anlagt på viadukt. Markerne danner her, igen, som så mange andre steder langs Mosel, et amfiteaterlignende scenarie.

Vi er også på et sted hvor Mosel slår en sløjfe og løber forbi sig selv med ganske få 100 meters afstand. Det har man udnyttet på toppen af Marienburg, hvor du kan besøge “Prinzenkopf” et udsigtstårn, der giver et smukt “vue” ud over landskabet.

Her havde Clotten også fat i den dybrøde pensel. Parcellen “Fahrtel” i dag “Fahrlay” på det vi i dag kender som Pündericher Marienburg opnåede høje priser. Vinmager Clemens Busch producerer i dag fra ultrastejle “Raffes”, som han selv anser for bedste gewann på Marienburg. Parcellen “Rothenpfad” har fået navn efter sin røde skifer. Den sidste bid af den “røde skiferkile” løber direkte igennem amfiteateret her og videre mod Bremm.

Nonnengarten og Marienburg er i dag GG i VDP og “Der Ring”, imens Nonnengarten er 1G i VDP. Briedeler Weisserberg er GG i “Der Ring” regi.

BEREICH ZELL (TERRASSENMOSEL)

Fra Zell til Koblenz bliver skråningerne rigtig stejle. Skråningerne ved Bremm og Winningen tager pusten fra en. Bare det at stå og kigge op på dem. Nakken skal langt tilbage. Det er ufatteligt, – tæt på uforståeligt, at nogen overhovedet dyrker vin her. Det er så stejlt, at en god mor ville sige: “Det er for farligt at kravle rundt deroppe”. Dette er det tørreste og varmeste stykke af Mosel. Her høstes tidligt for at bevare syre i vinene. Men syre er der stadig masser af.

Moselfloden har få sving i Terrassenmosel, og det er faktisk derfor der er lidt langt mellem topmarkerne. Der var en grund til, at jernbanen kunne følge floden her. Strækningen var mere lige. Efter svinget ved Cochem går det nærmest ligeud nedstrøms hele vejen til Winningen. Langt størstedelen af skråningerne er derfor øst, sydøst orienterede.

Hvis vi fortsætter turen nedstrøms fra Zell, så starter vi med endnu et produkt, som har hevet Mosel ned af kvalitets-piedestalen, vinen fra grosslage Zeller Schwarze Katz. Her skal det gentages: Der er blevet produceret alt for meget skrammel ved Mosel op gennen 70´erne og 80´erne. Inden vi når flodens sving ved Calmont, passerer vi dæmningen ved Sankt Aldegrund og Mosel løber nu 86 meter over havets overflade.

Bremmer Calmont

Usle metervarer har utvivlsomt været medvirkende til, at kvalitetsproducenterne på de stejle skråninger har haft det svært. Som det for eksempel skete ved Bremm. Her ligger Europas stejleste vinmark, i form af bjerget “Calmont”, der var romernes navn for “varmt bjerg”. Vinmarkerne på Bremmer Calmont var næsten forsvundet. I Mosel´s storhedstid, omkring år 1900 var 24 hektar opdyrket på Calmont, og Clotten havde et godt øje til flere af parcellerne. I 1990 var kun 4 hektar opdyrket. I dag, godt hjulpet af en stædig og hårdt arbejdende Ulrich Franzen, er omkring 14 hektar i produktion.

Ulrich kæmpede for at redde Calmont, og bjerget tog bogstaveligt talt livet af ham. Han døde efter et styrt i vinmarken. I dag er det sønnen Kilian der fører huset videre. Weingut Franzen er medlem af Der Ring og absolut et højdepunkt ved Mosel. Huset producerer GG fra Calmont og Neefer Frauenberg og er begyndt at lave enkelte vine med parcelnavn.

Læs mere om Weingut Franzen her

Bremmer Calmont var sidst i 1800-tallet topmark ved Mosel – nu er den det igen

Nedstrøms mod Cochem

Lige efter Calmont brydes bjerget af en dal. Her møder vi den originale preussiske jernbane. Togene kommer buldrene ud af Kaiser Wilhelm tunellen, og fortsætter over en bro og gennem en ny tunnel på modsatte side af floden. Det ryster godt i skiferskråningerne når toget passerer, og Franzen har flere gange fundet store klippestykker på deres parcel på Neefer Frauenberg, der er brækket af på grund af rystelserne. Man skal kigge op når man plukker druer der!!!

Turen mod Cochem går med 5-6 sving, hvor Clotten også malede med rød pensel. Der er marker med potentiale her, men tiden står stille. Helt stille. Her leves livet uden bekymringer om verden udenfor. Her produceres vin, der skal drikkes til sauerkraut og pølse. Ved Fankel passeres en dæmning. Mosel løber nu 79 meter over havets overflade.

Vi skal faktisk forbi Cochem og til Pommern for at finde næste producent med en mere moderne og international tilgang til vinproduktion. I Pommern bor “Der Ring”-medlem Leo Fuchs. Her produceres blandt andet Riesling GG fra marken Rosenberg. Efter Pommern passeres dæmningen ved Müden. Mosel løber nu i 72 meters højde.

Herfra fører et langt “næsten” lige stræk os til svinget ved Winningen. Skibene skal gennem dæmningen ved Lehmen og Mosel løber derfor 65 meter over havets overflade. Svimlende stejl, terrasset og med perfekt sydlig orientering. Selvfølgelig er skråningerne ved Winningen nogle af de bedste ved Mosel. Det giver sig selv. Topproducenter er Heymann-Löwenstein (VDP), Weingut Knebel (VDP) og Richard Richter (Der ring). Topparcellerne er de tre første PDO´er i Tyskland Uhlener Laubach, Uhlener Rothlay og Uhlener Blaufüsser Lay, samt Winniger Röttgen. Kort efter Röttgen løber Mosel gennem Koblenz, slår et sving, passerer en dæmning og løber ud i Rhinen ved Deutscher Eck i 59 meters højde over havets overflade.

Fremtidens Mosel

Det tegner lyst for vin fra Mosel. Interessen for vinene herfra har ikke været større siden slutningen af 1800-tallet, starten af 1900-tallet. Erkendelsen er, at Mosel bare gør noget helt særligt, ved især riesling!
Men det er ikke genopstået af sig selv. Det er genopstået på vilje, på dygtiggørelse og på at tænke internationalt og ikke kun lokalt.

Dette kølige hjørne af Europa er naturligvis også præget af klimaforandringer, men der vil gå noget tid før riesling kommer i problemer. De største problemer er sådan set tørkeperioder. Dem har der været flere af end vanligt i de seneste år, og intet tyder på, at der vil komme færre i fremtiden. riesling er ikke god til tørke, planten stresser, lukker ned og smider i værste fald druerne. Nye beskæringsteknikker og evt. nyt valg af rodmateriale til nyplantninger kan i nogen grad afhjælpe problemet.

Bæredygtighed og biodervisitet

Bæredygtighed er det helt store tema anno 2024, og det vil blive endnu vigtigere i løbet af de kommende år. Her er den monokultur som en vinmark repræsenterer, ikke velset. Både derfor, men også for at kigge ind i en eventuel forbedring af slutproduktet, så eksperimenteres der i disse år med begrebet “agrofarming”. Agrofarming går ud på at bringe træer og dyr ind i vinmarken. Træer at binde op til, og bringe svalende skygge, og dyr, for eksempel høns og får, til at spise ukrudt og skadedyr, samt gøde jorden naturligt. Det er ikke hokus pokus. Det er blevet gjort før, og vil helt sikkert komme igen. Der er stejle skråninger ved Mosel hvor dette ikke kan lade sig gøre, her må man i stedet arbejde med støre løvvæg på vinplanterne. En ting er sikkert: Vi kommer til at vænne os til, at vinmarker ændrer udseende i fremtiden.

En druesort som er på vej frem ved Mosel, er pinot noir. Den vil uden tvivl spille en større rolle i fremtiden. Lige nu med lette og lav-alkoholiske udgaver, men den vil formentlig få mere intensitet i takt med yderligere temperaturstigninger. I 2021 blev det muligt at sælge sin spätburgunder/pinot noir som GG for alle medlemmer af “Der Ring”.

Producenter omtalt i dette blogindlæg, som forhandles af Mr Ruby:

Halv pris af de store ved Saar, men mindst lige så ambitiøs Weingut Reverchon

Vin fra alle top-parceller på og omkring Trittenheimer Apotheke Clüsserath-Eifel

En af Tysklands dygtigste pinot noir-vinmagere Daniel Twardowski

Halv pris af de store ved Ürzig, balance som var de produceret i et laboratorium Karl Erbes

De var og er med til at genrejse Bremmer Calmont Weingut Franzen

The post Historien om Mosel appeared first on Vin under lup.

Spørgsmålet trænger sig på når man følger udviklingen i et af de mest spændende vinlande lige nu: Tyskland. For skal tyskerne udnytte klimaforandringerne til at blive det nye Bourgogne, eller skal de holde fast i at være koldklima og hylde de lyse, lette udgaver af druen? Vinbønderne i Tyskland er på en måde delt i to yderpoler, og så er der alle dem i midten, som tager det de bedst kan lide fra begge lejre. Lidt ligesom i dansk politik.

Spätburgunder eller Pinot Noir – Pinot Noir eller Spätburgunder

Det er lidt bevidst, at der skrives Pinot Noir i nedenstående tekst, og ikke Spätburgunder. De to ord kunne være byttet ud, men så ville budskabet ikke være helt det samme. Pinot Noir er også Pinot Noir i Tyskland, selvom det kaldes Spätburgunder. Det er udelukkende tyskernes trang til at skulle synkronisere alt, der gør, at druen har et tysk navn – i Tyskland.

Noget nyt er så, at Spätburgunder også smager mere og mere som Pinot Noir. Det er ikke længere bare et tysk forsøg på at lave noget der minder om. I disse år bliver Spätburgunder et brand. Kvaliteten på tysk Pinot stiger og stiger. Derfor skal tyskerne værne om deres “Spätburgunder”, de skal ikke kalde Pinot Noir for Pinot Noir, – det ville faktisk bare skabe forvirring.

De er blevet dygtige til at håndtere Pinot Noir i Tyskland, helt ufatteligt dygtige faktisk. For ganske få år siden havde Bourgogne jo nærmest druen for sig selv, kun truet af Oregon, – men verden er af lave. Tyskland er ved at overhale alle indenom. En af grundene er klimaforandringerne, som gør Bourgogne og Oregon for varme til Pinot Noir, noget andet er indstilling, viden og formåen. Den unge tyske generation besidder rå mængder af alle tre ting.

I dag udskiftes flere og flere tyske kloner med Dijon-kloner. Klimaet har ændret sig. Nu kan man modne Dijon-kloner i Tyskland. Men midt i glæden over evnen til at kunne plante og producere fra vinplanter der er hentet på topmarker i Bourgogne, så er der flere tyske producenter der holder fast i, at deres klon er unik, at den lyse lette Pinot er en del af tysk vins historie, – også selvom den i dag produceres tør, hvor den før i tiden ofte besad restsødme.

Hvad er en tysk klon?

Klimaet i Tyskland har i mange år været for køligt og vådt til dyrkning af Pinot Noir. Men Pinot er en del af tysk vins historie. Druen kan spores helt tilbage til Karl den Store omkring år 800. Dengang var der varmere i Tyskland og dyrkning af Pinot Noir var intet problem. Men klimaet i Nordeuropa har i perioden år 1400 til år 1950 været præget af det man kalder “den lille istid”. Lange kolde vintre og korte vækstsæsoner har været konsekvensen.

Selvfølgelig opgiver man ikke sin yndlingsdrue, bare fordi det bliver for koldt til den. Hvilket jo ville være det samme som hvis Bourgogne skulle opgive den, fordi det bliver for varmt. En grim tanke som ikke desto mindre bliver mere og mere reel.

Derfor forsøgte de tyske vinbønder via dyrkningsmetoder at gøre det muligt at dyrke Pinot. En af måderne var, at tage stiklinge fra planter, der satte løsere klaser, og rendyrke disse, samt tage stiklinge af de “løsklasede”, som satte endnu mere løse klaser. Løse klaser er nemmere at dyrke i et vådt klima, da druerne, grundet vindcirkulation, tørrer hurtigere efter regnskyl og dermed mindskes risikoen for råd. De mange forskellige “tyske kloner” er altså stadig Pinot Noir, med et fælles træk, at de ofte har løsere klaser. Nogle har større druer, nogle modner tidligere, – men de er stadig Pinot Noir.

De tyske kloner har så også tilpasset sig det køligere klima og er derfor ofte lidt lysere i skindet. En vin på en tysk klon fremstår ofte lysere, lettere, med høj vinsyre, lav garvesyre og krydret mineralitet. En burgundisk klon, også kaldet “Dijon-klon” sætter meget tætte klaser og giver en mørkere og mere tanninrig vin.

Spørgsmålet er så, hvor lang tid går der, før de tyske kloner vænner sig til de nye klimatiske omgivelser, og muterer og begynder at levere en mørkere og mere tanninrig Pinot…

Produktionsmetode

Hvis diskussionen om klonvalg skulle gå hen og blive unødvendig, så kan næste debatemne blive produktionsmetode. For hvordan får du det bedste ud af Pinot Noir? Spontangæring er efterhånden en selvfølge blandt topproducenterne. Af samme grund, så dyrker de fleste af disse producenter efter økologiske principper. Det er som sådan ikke her uenigheden opstår. Det er selve gæringen der er udfordringen. Skal der gæres med hele klaser, og hvis ja, hvor høj en procentdel skal så være hele.

I Bourgogne anvendes helklasegæringen ofte. Jeg har endda hørt udtalt (af Bourgogne producent), at helklasegæring er en nødvendighed i dag, for at tilføre garvesyre til Pinot Noir. Druen har det efterhånden så varmt på de gyldne skråninger, at syre er en mangelvare. Men helklasegæringen tilfører ikke nødvendigvis garvesyre. Det afhænger meget af stilkenes modenhedsgrad. Et andet væsentligt bidrag er aroma. En vin gæret med helklaser får et krydret præg. Det klæder Pinot Noir når det er afstemt, men kan også blive for dominerende. Mange producenter, rigtig mange, anvender en lille del hele klaser i gæringen. Enkelte undgår det.

Forskellige Spätburgunder filosofier

Som det nok fornemmes ovenfor, så er der en del muligheder for at påvirke slutresultatet når man dyrker Pinot Noir i Tyskland. Her indgår ikke engang jordbunden som en faktor, selvom den jo også spiller en væsentlig rolle. Herunder får du en hurtig gennemgang af nogle producenter, som ligger i forskellige ender af den skala vi kan kalde “klon/helklase” skalaen.

Weingut Jülg

Johannes Jülg er på alle måder ekstrem. I disse år udskiftes de tyske kloner på hans marker med Dijon-kloner. Han elsker den mørke, saftige, tanninrige frugt fra de franske kloner. Han elsker faktisk frugten så meget, at han afstilker komplet. Altså ingen hele klaser går med i gæringskarret. Det giver mørke Pinot-vine, som har et langt liv foran sig.

Gebrüder Mathis

Det unge par Severin og Sabeth overtog gården i 2020. Allerede i første årgang løftede de navnet fra mainstream, til et af Tysklands mest bemærkelsesværdige. Gården ligger i Tuniberg i Baden. Her er enorme kalkforekomster og næsten lige så enorme mængder gamle Pinot vinstokke, som oftest består af Freiburger kloner. Når man kører i området passerer man mark efter mark, med lange rækker af 70-80 årige gamle stokke. Det er de gamle stokke, der er husets force. De giver en enorm dybde og intensitet i den færdige vin. Vinene er typisk meget lyse og rødfrugtede. Her anvendes 30-40% hele klaser i gæringen, lav svovling og lagring på gamle træfade, enkelte opkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz.

Weingut Wöhrle

Markus Wöhrle er en af de vinmagere der værner om de tyske kloner. Han elsker den lyse frugt, den friske syre og det viltre krydderi som de giver. På husets marker findes en meget stor andel Geisenheim og Freiburger-kloner. Husets vin “Bestes Fass” er produceret udelukkende på Geisenheim 20-13. Den er et studie værd hvis du vil vide hvordan en tysk klon smager. Wöhrle anvender 30-40% hele klaser i gæringskarret.

Bernhard Huber

Bernhard var en modig mand. Allerede i 1961 plantede han Dijon-kloner på husets marker omkring byen Malterdingen. Det høster sønnen Julian nu frugterne af. Ikke nok med at klimaet er blevet “Bourgogne”-agtigt i Baden, men planternes alder gør også, at han kan høste enestående smagsoplevelser, hvert år. Julian afstilker komplet fra og med årgang 2021.

Daniel Twardowski

Daniel har aldrig lagt skjul på, at Bourgogne er forbilledet. Men det skal ikke forstås sådan, at han forsøger at lave Bourgogne ved Mosel, for det ved han godt han ikke kan. Man kan sige, at han forsøger at lave en Mosel-udgave af Bourgogne. Han plantede Dijon-kloner på Dhroner Hofberg i 2011 og projektet har meldt sig ind i tysk vinhistorie, han er i gang med at bane vejen for andre, samtidig med, at han producerer en af de bedste Pinot´s i Tyskland. Daniel anvender typisk 50% hele klaser i gæringskarret.

Schloss Schönberg

Julien Meissner var tidligere vinmager på J. Neus, men flyttede i 2018 nogle kilometer mod øst, til Hessische Bergstrasse for at lave vin for Schloss Schönberg. Firmaets marker er beplantet med både tyske kloner og Dijon-kloner, men de holdes ofte hver for sig. Den tyske klon Auer 2107 leverer en rødfrugtet, syrlig, men charmerende Pinot. Du finder et smukt eksempel i vinen “Vom Löss”. En type vin som vil gå tabt hvis de tyske kloner forsvinder. Julien afstilker komplet, men anvender alligevel en lille del stilke i gæringskarret. Kan man det? Ja, det kan man. Han tørrer ofte stilkene i solen, så de ændrer farve fra grøn til brun, og leverer mere aroma end syre til den endelige vin.

Hanewald-Schwerdt, Pfalz

Thomas Hanewald er med på omstillingen fra lys til mørk Pinot. Her er omplantningsprogrammet i fuld gang. Tyske kloner udskiftes med Dijon-kloner. På parcellen Kalkofen, er der stadig lidt tysk klon fra gamle stokke at finde. Vinen er ret vild, og bestemt ikke specielt tysk i sit udtryk. Den er mørk og tanninrig, med en fantastisk dybde og intensitet. Hos Hanewald-Schwerdt anvendes ofte, men ikke altid hele klaser i gæringen. Typisk omkring 30%.

Konklusion

Konklusionen må være, at det ikke er muligt, at sige hvilken klon der er bedst. Personligt har jeg en stor passion for at bevare de tyske kloner, med deres rødfrugtede, syrlige og krydrede udtryk, men kan sagtens have stor fornøjelse af en mørk Pinot på Dijon-klon.

En lidt sjov ting, som faktisk ikke er rigtig sjov alligevel er, at havde du været på rundtur i de tyske vinområder i 2020 og stillet spørgsmålet: “Tysk klon eller Dijon?” til vinbønderne, så ville rigtig mange sige Dijon, fordi man lige havde oplevet de ekstremt varme og tørre år 2018, 2019 og 2020. Hvis du tager samme tur nu, så vil svaret nok lyde “Tysk klon”, efter de våde år 2021, den sidste del af 2023 og 2024.

Smagekasser

Herunder får du mulighed for at gå på opdagelse i tysk Pinot Noir/Spätburgunder på Mr Ruby´s webshop. I smagekasse 1 bliver du præsenteret for 3 vine på tyske kloner. I smagekasse 2 bliver du præsenteret for 3 forskellige filosofier, vine fra hver sin ende af skalaen ovenfor, du kan endda høre René Langdahl og Jonas Landin smage på disse to kasser i podcast´en “Vin for begyndere”. I smagekasse 3, bliver du præsenteret for tre vine på Dijon-kloner.

The post Hvad er den bedste klon af Pinot Noir? appeared first on Vin under lup.

Og selvfølgelig er den rigtige vej at gå for tysk Pinot Noir, at benytte sig af muligheden for at opnå et unikt udtryk, gennem anvendelse af det plantemateriale som allerede står på markerne, i stedet for bevidstløst at plante Dijon-kloner. Rigtig sjovt var det at opleve, da Mr Ruby afviklede tysk versus fransk Pinot i foråret 2023. Her blev smagt Spätburgunder fra top-producenter i Tyskland mod 1er cru vine fra gode Bourgogne producenter. Nogle vine var svære at placere rent geografisk, fordi de mindede utroligt meget om hinanden. Men vindervinen fra Weingut Wöhrle var umiskendeligt tysk. Alligevel var det den vin smagepanelet faldt pladask for. Det tegner et klart billede af, at de bedste Spätburgunder-producenter er ved at finde deres identitet.

Hvordan blev vinene blev valgt til smagningen

Setup´et er sat i verden for at smage noget af det bedst mulige Tyskland har at byde på inden for Pinot Noir lige nu. Der er genvalg til flere producenter, ud fra devisen “Never change a winning team”. Men selvfølgelig skal der nyt input med hver gang, – så nye er med. Der er fundet 5 vine udefra, valgt ud fra egne præferencer, samt omtaler fra internationale og nationale skribenter, men også for at forsøge at dække flest mulige områder og stilarter. 6 vine er fra Mr Ruby´s eget sortiment, blandt andet fra nye “Par les deux” som i godt kan glæde jer rigtig meget til at smage. Det bliver en af de nye helt store ting! Diversiteten på feltet bliver enorm. Der vil være forskellige filosofier repræsenteret, forskellige jordbundstyper, forskelligt klonvalg, forskellige produktionsteknikker.

Vinene vil blive smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne ved hvilke vine de skal smage, de ved bare ikke hvornår de kommer. Der bliver smagt i 4 heats med 3 vine. Efter smagningen bliver der afgivet point og vinene afsløret. Der kan naturligvis gættes på hvad man tror der gemmer sig bag de indpakkede flasker, men det er ikke hoved-formålet. Det handler primært om at vurdere 12 top Spätburgunder vine mod hinanden, om at dufte og smage, og suge viden til sig.

Vinene til Spätburgunder Mesterskabet 2024:

2019 Kirchberg GG, Salwey, Baden
Salwey besidder 3 hektar på Kirchberg, der ligger midt i Baden´s Spätburgunder epi-center Kaiserstuhl bakkerne. Bakkerne er opstået af den vulkanske aktivitet, der var i området i den miocæne tidsalder for ca. 5.000 millioner år siden. Det er et par dage siden…
Jordbunden på Kirchberg består af golde vulkanske sten kaldet tefrit. Om sommeren er det en tørre-ovn. Heldigvis er den 60 år gamle Kaiserstühler-klon vant til varmen og har et dybt forankret rodnet, så den klarer sig. Marken har en 45% hældning i en syd-sydvestlig retning. Druerne er kun delvist afstilket. Kold macerering inden gæring for at udvinde farve og aroma. Gæret med naturgær. Vinen har tilbragt 14 måneder på barriques af Kaisestuhl eg, heraf var 50% nye. Aftapning uden filtrering.
Pris 595,-, 94 point på Falstaff.com

2021 Kalkfels, Par les Deux, Pfalz
”Par les deux” hedder et nyt projekt som de to venner Johannes Jülg og Peter Klein har søsat. Peter har Pinot Noir parcellen på en af de bedste marker i Pfalz. På bakkekammen ”Kleiner kalmit”. Han er dog aldrig rigtig lykkedes med at producere stor Pinot fra den, derfor ringede han til Johannes og spurgte om han ville give det et skud. Det er der kommet stor vin ud af. For Kalkfells” gælder, at druerne er totalt afstilket, 14 dages maceration, skånsomt pres, 16 måneder på barriques (25 % nyt, 75 % brugt), tappet ufiltreret. Kalkfells er produceret på den tyske klon Geisenheim 20-13
Pris 699,-, 96 point på Houlbergs Vinblog

2021 Rosenloch, Gebrüder Mathis, Baden
Det er stadig en fuldkommen uforståelig gåde. Hvordan har Sabeth og Severin præsteret det niveau de har i deres første to årgange? Vinene smager så erfarent, og så selvfølgeligt, at man skulle tro de have flere hundrede års erfaring – i en alder af start 30?!?
Den kalkholdige lerjord på marken Rosenloch er beplantet med 60 år gamle Freiburger-kloner. Druerne er gæret med 15% hele klaser, spontangæret og har tilbragt 18 måneder i brugte barriques, som er indkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz. Vinen er tappet uden filtrering.
Detailpris 599,-, 95 point på Houlbergs Vinblog

2021 Sonnenberg KB, Weingut Jülg, Pfalz
Jülg bliver bedre og bedre. Der skrues ned for fad, der skrues op for elegance, og det klæder virkelig vinene herfra. Vinen fremstår med en fantastisk renhed. Røde bær-saftighed, enorm fylde. Vinen dufter som en kæmpestor Bourgogne. Her er jordbærgrød, skovbund og brunkagedej. Dragende som bare…
Stor saftig og mundfyldende frugt, der holdes i hånden af frisk syre og let tanninbid. Fuldstændig enestående balance. Jülg´s utrættelige arbejde, og unikke tilgang til nye kloner og total afstilkning giver her så meget mening at man næsten fælder en tåre.
Detailpris 799,-, 95 point på Falstaff.com

2022 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Baden
Det var tvivlsomt om den nye årgang fra Wöhrle nåede med. Men det gør den. Heldigvis.
Markus Wöhrle har nemlig sadlet fuldstændig om i produktionen. Han satte sig ned sammen med sin gode ven Julian Huber og diskuterede hvad man kunne gøre for at give hans røde vine et løft. Resultatet blev, at Markus i 2022 anvendte “pump overs” i sin produktion. Nogen vil nu savne det reduktive, lugten af stald, i hans vine. Den er nemlig pist væk og erstattet af saftige friske røde bær. Undertegnede vil påstå, at Spätburgunder fra Wöhrle aldrig har været bedre! Denne aften bliver den ultimative test.

Spätburgunder fra marken Kirchgasse, som har status af Grosses Gewächs, det man i VDP betegner som Grand Cru. Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på en sydvendt skråning med form som et amfiteater hvorpå der er anlagt terrasser. Undergrunden består af Löss. Man har kunnet spore vindyrkning på Kirchgasse helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirche, og derfor blev kaldt “An der Kirchgasse”. Marken er beplantet med et udvalg af Dijon-kloner, samt den tyske klon “Frank 105”. Reinhard Frank drev planteskole i Baden og hans klon “105” var indtil 2006 den mest udbredte Pinot klon i Baden, men er efterhånden blev klemt fra tronen. Klonen udemærker sig ved at have meget løse klaser, hvilket gør, at selv i meget våde år opstår der ikke råd i klaserne. Druerne er spontangærede. Vinen har lagret 12 måneder på barriques fra bødkeren “Taransaud”. Fadene er med medium toast, 40% var nye.
Detailpris 549,-

2020 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Mosel
Årgangen blev endnu en varm en af slagsen ved Mosel. Knap så varmt som 18 og med nogle kølige nætter, som sikrede god syre i druerne. Tørke var igen største problem. Undergrunden var i forvejen lav på vandreserver, og nu blev det værre. Årgangen blev derfor meget lille, med små druer fra få klaser. Koncentration var der med andre ord nok af. Der er brugt 50% hele klaser under gæringen. Vinen dufter af røde bær, orangeskal og cedertræ. Smagen er elegant, mundfyldende, cremet, men med et sitrende bid af krydret mineralitet. Let tanninbid, som er perfekt afbalanceret. Eftersmagen fortsætter og fortsætter. Endnu engang er man målløs over, at 12,5% alkohol kan smage af så meget.
Detailpris 795,-, 97 point på Houlbergs Vinblog

2020 Gärkammer, Adenauer, Ahr
Gärkammer GG er en parcel på 0,68 hektar, som er omgivet af Kräuterberg GG. Gärkammer ligger for foden af den magiske skråning og er varmere end skråningerne ovenfor. Her trives klonen Kastenholz særdeles godt. Klonen skal virkelig bruge noget varme for at modnes, og især tanninbiddet kan blive meget grønt, hvis man ikke finder den rigtige placering. Den placering har Adenauer fundet her. Huset har i øvrigt monopol på marken. Vinstokkene på Gärkammer er mellem 60 og 80 år gamle, og enkelte vokser på egne rødder. Druerne afstilkes komplet og gærer/macererer i 14 dage inden vinen fyldes på fade. Fadene er primært fra Francois Freres i Bourgogne, og er let toastede. Der anvendes ingen nye fade til Gärkammer. Vinen hviler 22 måneder på fad.
Detailpris 599,-

2020 Achkerrer Sclossberg, Franz Keller, Baden
Schlossberg er en muromkranset vinmark, bestående af en undergrund af den vulkanske stenart Tephrit. Vinstokkene har en alder på mellem 20 og 30 år – og består af franske kloner, i dette tilfælde PN 828 og en Selection Massale fra Pommard. Da 2021-årgangen var relativt kølig blev der kun brugt 3-5% hele klaser. Macerationen varede omkring 21 dage, hvorefter vinen blev presset. Lagring på barriques i cirka 18 måneder, hvoraf størstedelen var Francois Frères, lidt mindre Rousseau og kun en meget lille mængde Taransaud. Andelen af ​​nyt træ er 35 %. 1/3 af fadene var nye.
Detailpris 595,-

2020 Vorderer Winklerberg, Dr. Heger, Baden
Winklerberg ligger på sydvest-vendte skråninger på Kaiserstuhl, og kan med rette kalde sig en af ​Tysklands mest solbeskinnede vinmarker. Stokkene er 60 år gamle og vokser i en undergrund af vulkanske sten. Alle disse faktorer gør, at der høstes med ekstremt lavt udbytte. Det er Joachim Heger der i dag producerer husets vine. Joachim er et meget godt eksempel på den generation, der i disse år styrer tysk vin mod verdenstoppen. Som han siger “jeg kunne ikke have skabt de vine jeg gør, uden den vidensdeling der foregår i min omgangskreds”. Omgangskredsen tæller blandt andet Georg Breuer, Paul Fürst, Werner Knipser og Helmut Dönnhoff, – sværvægtere indenfor tysk vinproduktion. Druerne afstilkes altid, og gennemgår en kold macerering inden gæring. Vinen lagres 18 måneder i nye egetræsfade med let toast. Her søges elegance og modenhed, ikke kraft.
Detailpris 599,-

2021 Centgrafenberg GG, Rudolf Fürst
Fürst bliver bare ved med at imponere mig. Tror aldrig jeg har fået en skuffelse herfra, dyr som billig, – selvom det meste efterhånden er blevet dyrt. Bürgstadter Centgrafenberg ligger i Churfranken, det vestligste Franken og er direkte sydvendt i 160 – 250 m højde. Marken er delvist terrasseret med en hældning på 10 – 40%. Jordbunden består af forvitret rød sandsten. Dyrkning af Pinot Noir er en århundreder gammel tradition her.
Druematerialet består af en variation af tyske kloner, primært Ritter, men også en lille del Dijon. Fürst anvender oftest en høj andel hele klaser (80-100%) og gærer i åbne trækar. Vinen lagres på både cement og barriques (20% nye), og stikkes sammen 18 måneder efter. Her vil man gerne have urter fra stilke, men ingen krydderi fra fad. På en måde den diametrale modsætning til Jülg.
Detailpris i DK ukendt (og svær at få fat på i Tyskland)

2014 Binenberg GG, Bernhard Huber
Det kniber stadig med at få aktuelle årgange fra Huber med til det årlige mesterskab. Sidste år, fordi alt var solgt inden mesterskabet, i år, fordi vinene ikke er kommet hjem endnu. Derfor tager vi en moden udgave med. 2014 var sidste årgang fra farmand Bernhard Huber´s hånd. Siden har sønnen Julian Huber taget over. Denne vin er gæret med 60% hele klaser og er dernæst lagret 18 måneder i egetræsfade hvoraf 25% var nye. Aftapning er sket uden klaring og filtrering. Vinen dufter af jordbær-kompot, sød lakrids, skovbund, mokka, samt en lidt reduktiv røget note. Storladen, saftig og intens i munden, men det er jo Pinot, så det er stramt og elegant på samme tid. Samspillet mellem frugtig charme og modent tanninbid er fantastisk. Lang dvælende eftersmag med røg og lidt rabarber/ribs-bitterhed. Smuk moden tysk Pinot, der ikke på nogen måde er træt endnu. Kan sagtens gemmes yderligere 4-5 år.
Detailpris 899,-

The post Vinsmagning: Spätburgunder Mesterskabet 2024 appeared first on Vin under lup.

Rigtig sjovt var det at opleve, da Mr Ruby afviklede tysk versus fransk Pinot i foråret 2023. Her blev smagt Spätburgunder fra top-producenter i Tyskland mod 1er cru vine fra gode Bourgogne producenter. Nogle vine var svære at placere rent geografisk, fordi de mindede utroligt meget om hinanden. Men vindervinen fra Weingut Wöhrle var umiskendeligt tysk. Alligevel var det den vin smagepanelet faldt pladask for. Det tegner et klart billede af, at de bedste Spätburgunder-producenter er ved at finde deres identitet. Der kommer i øvrigt også flere og flere stjerner på den tyske vinscene, som for eksempel Gebrüder Mathis fra Baden, som heldigvis allerede står på hylderne hos Mr Ruby.

Hvordan blev vinene blev valgt til smagningen

Setup´et er sat i verden for at smage noget af det bedst mulige Tyskland har at byde på inden for Pinot Noir lige nu. Der er genvalg til flere producenter, ud fra devisen “Never change a winning team”. Men selvfølgelig skal der nyt input med hver gang, – så det er der. Der er fundet 5 vine udefra, valgt på omtaler fra internationale og nationale skribenter, samt et forsøg på at dække flest mulige områder og stilarter. 6 vine er fra Mr Ruby´s eget sortiment, som også viser meget forskellige stilarter. Diversiteten på feltet bliver enorm. Der vil være forskellige filosofier repræsenteret, forskellige jordbundstyper, forskelligt klonvalg, forskellige produktionsteknikker.

Vinene vil blive smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne ved hvilke vine de skal smage, de ved bare ikke hvornår de kommer. Der bliver smagt i 4 heats med 2 vine i første heat og 3 vine i de tre sidste. I første heat får i lov at smage to forskellige stilarter. Det kunne f. eks. være en vin produceret uden brug af helklasegæring, samt en vin med høj andel hele klaser i gæringen. Det skulle gerne være en rettesnor til de øvrige vine. Efter smagningen bliver der afgivet point og vinene afsløret. Der kan naturligvis gættes på hvad man tror der gemmer sig bag de indpakkede flasker, men det er ikke hoved-formålet. Det handler primært om at vurdere 11 top Spätburgunder vine mod hinanden, om at dufte og smage, og suge viden til sig.

De 11 vine til Spätburgunder Mesterskabet 2023:

2020 Saumagen GG, Rings, Pfalz
De to brødre Andy og Steffen driver i dag Weingut Rings. De er et godt billede på “Den nye generation”. Deres slogan er “Udvikling i stedet for tradition.” Og de udvikler, samtidig med at de udvikles. Jeg har smagt deres vine flere gange i de seneste 10 år og har altid fundet dem gode, men ikke ekstravagante. Efter sigende skulle de have taget et step op i de seneste årgange. Det skal vi have testet denne aften. Huset har landt andet besiddelser på kalkstensholdige Saumagen, hvor 1 hektar er beplantet med Pinot Noir. Primært franske kloner, men også en lille del (0,2 hektar) med den tyske klon GM2013. Vinen er spontangæret med 15% hele klaser og gærer i åbne trækar. Dernæst 18 måneders lagring på barriques, som primært er franske, både nye og brugte.
Detailpris 1200,- kroner, 95 point i Vinum Weinguide

2017 Im Sonnenschein GG, Ökonomierat Rebholz, Pfalz
Denne vin har fundet vej til smagningen af ren og skær nysgerrighed. Sabeth fra Gebrüder Mathis har nemlig stået i lære her. Rebholz skamroses for deres Riesling, men deres Pinot er også ved at opnå berømmelse.
“lm Sonnenschein” er en skråning, hvor der tidligere lå flere forskellige lieu-dits. Der er en del forskellige jordbundstyper på marken, men de steder hvor kalkstenen titter frem har Hansjörg Rebholz plantet forskellige kloner men primært den tyske Mariafelder M137 og Dijon 777. Druerne er håndplukket, komplet afstilket og har gennemgået en kold maceration inden spontangæringen. Vinen modner i 20 måneder på fade af fransk, østrigsk og tysk oprindelse, efterfulgt af tre års lagring på flaske. Vinen besidder intens frugt masser af krydderi, røg, nelliker, laurbærblad, tobak og kirsebær.
70 EUR, 95 point af James Suckling

2020 Rosenloch, Gebrüder Mathis, Baden
Det er mig stadig fuldkommen uforståeligt hvordan Sabeth og Severin har præsteret denne vin. Det er deres første årgang fra marken, og den smager som den største selvfølgelighed. Den er ædel og afbalanceret på en måde som normalt vil bygge på årelange erfaringer med klonvalg og jordbund.
Den kalkholdige lerjord på marken Rosenloch er beplantet med 60 år gamle Freiburger-kloner. Druerne er gæret med 15% hele klaser, spontangæret og har tilbragt 18 måneder i brugte barriques, som er indkøbt fra Bernhard Huber og Ökonomierat Rebholz. Vinen er tappet uden filtrering.
Detailpris 599,-, 95 point Vinexpressen

2020 Sonnenberg KT, Weingut Jülg, Pfalz
Jülg overgår sig selv her! Årgang 2020 fremstår friskere og lettere end de to ekstremt varme år 2018 og 2019. Der var knap så mange dage med over 30 grader i 2020 og især nætterne var kølige. Der blev høstet sidst i september, hvor de to tidligere årgange 18 og 19 bød på høst henholdsvis sidst i august og start september. De mørke kirsebær fra 2019 er skiftet ud med jordbær i denne helt exceptionelle årgang. Enorm saftighed, enorm fylde. Vinen dufter som en kæmpestor Bourgogne. Her er jordbærgrød, skovbund og brunkagedej. Dragende som bare…
Stor saftig og mundfyldende frugt, der holdes i hånden af frisk syre og let tanninbid. Fuldstændig enestående balance. Jülg´s utrættelige arbejde, og unikke tilgang til nye kloner og total afstilkning giver her så meget mening at man næsten fælder en tåre.
Detailpris 599,-, 98 point på Houlbergs Vinblog

2020 Kirchgasse GG, Weingut Wöhrle, Baden
Spätburgunder fra marken Kirchgasse, som har status af Grosses Gewächs, det man i VDP betegner som Grand Cru. Vinmarken Lahrer Kirchgasse ligger på en sydvendt skråning med form som et amfiteater hvorpå der er anlagt terrasser. Undergrunden består af Löss. Man har kunnet spore vindyrkning på Kirchgasse helt tilbage til år 1114. Marken har sit navn efter en gammel sti, som gik fra byen og op til Martinskirche, og derfor blev kaldt “An der Kirchgasse”. Marken er beplantet med et udvalg af Dijon-kloner, samt den tyske klon “Frank 105”. Reinhard Frank drev planteskole i Baden og hans klon “105” var indtil 2006 den mest udbredte Pinot klon i Baden, men er efterhånden blev klemt fra tronen. Klonen udemærker sig ved at have meget løse klaser, hvilket gør, at selv i meget våde år opstår der ikke råd i klaserne. Druerne er spontangærede. Andelen af hele klaser varierer fra år til år, i 2020 indgik cirka 15% hele klaser i gæringen. Vinen har lagret 12 måneder på barriques fra bødkeren “Taransaud”. Fadene er med medium toast, 40% var nye i årgang 2020.
Detailpris 549,-, 95 point på Houlbergs Vinblog

2019 Pinot Noix Ardoise, Daniel Twardowski, Mosel
Årgangen blev endnu en varm en af slagsen ved Mosel. Knap så varmt som 18, så det var tørken der var største problem. Undergrunden var i forvejen lav på vandreserver, og nu blev det værre. Årgangen blev derfor meget lille, med små druer fra få klaser. Koncentration var der med andre ord nok af, men også flot syre grundet tidlig høst. Der er brugt 50% hele klaser under gæringen. Den første årgang med en 3. vin sætter sit præg på Ardoise, – vinen fremstår mere præcis end nogensinde! Vinen dufter af røde bær, orangeskal og cedertræ. Smagen er elegant, mundfyldende, cremet, men med et sitrende bid af krydret mineralitet. Let tanninbid, som er perfekt afbalanceret. Eftersmagen fortsætter og fortsætter. Endnu engang er man målløs over, at 12,5% alkohol kan smage af så meget.
Detailpris 795,-, 96 point James Suckling

2020 Fürstenlager, Schloss Schönberg, Hessische-Bergstrasse
Fürstenlager er topmark i Hessische-Bergstrasse. Pinot Noir klonen Auer vokser her i rød granit, hvilket kreerer en fyrig nektar.
Klonen skaber en let og syrerig Pinot, med masser af røde frugtnoter og et pirrende krydderi. Det er som om d et hele forstærkes af den røde granit, så man her får Auer-klon x 2. Druerne er spontangæret med 15% hele klaser i karret. Vinen har lagret 18 måneder på brugte fade og er tappet uden filtrering. Vinen dufter af rabarber, jordbær, varme krydderier og sød lakrids. Smagen er rødfrugtet med frisk syre og modent lækkert tanninbid. Der er stof nok i denne vin til mange års lagring, men den smager fantastisk allerede nu. Eftersmag med masser af spicyness.
Detailpris 499,-, 95 point på Houlbergs Vinblog

2019 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
Jean Stodden har stolte traditioner med Pinot Noir. Huset er opført i 1900 af Alois Stodden. I dag er det tipoldebarnet Alexander, der står for vinfremstillingen. 88% af husets 7 hektar er beplantet med den lokale klon Kastenholz og klonen Ritter Spätburgunder og flere af stokkene er over 80 år gamle. Jean Stoddens stolthed er marken Recher Herrenberg – en stejl, sydvendt skifer-skråning hvor nogle af husets ældste stokke vokser.
Vinen er produceret med fuld afstilkning og spontangæring på ståltank. Først når vinen er færdiggæret overføres den til barriques, hvor den dog får lov at gennemgå malolaktisk gæring. En trediedel af fadene er nye. Vinen hviler 18 måneder på fade, inden den tappes.
Detailpris 895,-, 95 point i Falstaff

2018 Winklerberg Häusleboden Wanne, Dr. Heger, Baden
Winklerberg “Wanne” ligger på sydvendte skråninger på Kaiserstuhl, og kan med rette kalde sig en af ​Tysklands mest solbeskinnede vinmarker. Stokkene er 60 år gamle og vokser i en undergrund af vulkanske sten. Alle disse faktorer gør, at der høstes med ekstremt lavt udbytte. Det er Joachim Heger der i dag producerer husets vine. Joachim er et meget godt eksempel på den generation, der i disse år styrer tysk vin mod verdenstoppen. Som han siger “jeg kunne ikke have skabt de vine jeg gør, uden den vidensdeling der foregår i min omgangskreds”. Omgangskredsen tæller blandt andet Georg Breuer, Paul Fürst, Werner Knipser og Helmut Dönnhoff, – sværvægtere indenfor tysk vinproduktion. Wanne er beplantet med en Dijon-klon fra Clos de Vougeot, som blev sat her allerede i 1956. Druerne afstilkes altid, og gennemgår en kold macerering inden gæring. Winklerberg Wanne lagres i nye egetræsfade med let toast.
Detailpris 950,-

2020 Alte Lay GG, Burggarten, Ahr
Alte Lay er nabo til Kräuterberg, anlagt på stejle terrasser i den rødbrune skifer ved Walporzheim. Markens hældning er 50% og orienteret mod syd-sydøst. Vinen er produceret på de tyske kloner Geisenheim 20-13 og Ritter. Druerne har gennemgået en 5 dages koldmacerering inden gæring, med 30% hele klaser i gæringskarret. Dernæst har vinen tilbragt 15 måneder i to barriques af fransk eg (ikke nye) og er tappet ufiltreret.
Detailpris 499,-, 94 point i Falstaff

Bernhard Huber
Bare rolig. Der kommer Bernhard Huber på programmet. Men pt er der altså ingen GG på lager og det vides endnu ikke hvad og hvor lidt (tør ikke skrive hvor meget) der kommer til Danmark. Men Huber skal vi også smage denne aften.

The post Vinsmagning: Spätburgunder Mesterskabet 2023 appeared first on Vin under lup.

“Lad nu være med at sige den har Bourgogne-karakter!”
Det har jeg taget mig selv i at udbryde, når folk begyndte at sammenligne tysk Pinot Noir med Bourgogne. Men hvor slem er sammenligningen i grunden? Den er vel kun slem hvis det enten ikke passer (og det kan være i både negativ og positiv retning), eller hvis den bliver brugt så tit, at der ikke længere er nogen grund til at bruge den.

For god ordens skyld, så skal det lige slås fast, at tysk Pinot Noir i dette blog-indlæg kaldes for tysk Pinot Noir og ikke Spätburgunder.

Men for at dvæle ved indledningen. Hvad menes der egentlig når nogen siger “Bourgogne-karakter”? Pinot-elskeren ved godt hvad der menes. Det er et referat til nogle af de store oplevelser man har haft med druen i Bourgogne. Det kan være en farlig betegnelse, for det er jo ikke al Bourgogne-vin der har Bourgogne-karakter. Men enig, når Bourgogne viser sig fra sin storsindede side, så smager Pinot Noir så englene synger.

Klimaforandringernes betydning for Pinot Noir

Problemet for Bourgogne er, at klimaforandringerne er ved at gøre en ende på “Bourgogne-karakteren”. Det er skræmmende tydeligt, at vinbønderne på “De gyldne skråninger” kæmper en kamp for at bevare fortidens storhed. Oftere og oftere dukker der Pinot Noir op med 14,5% alkohol. Noget som var ganske utænkeligt for 25 år siden. Det er de samme klimaforandringer der gør, at Daniel Twardowski kan modne Dijon-kloner ved Mosel. Det var heller ikke muligt for 25 år siden.

At modne Pinot Noir ved den 50. breddegrad kræver stadig en god beliggenhed, men man skal ikke længere forlade sig på lykke og fromme for at modne druerne. Omvendt, så er 47. breddegrad ved at være så varm, at vinbønderne er nødt til at tænke i nye dyrkningsmetoder for at bevare Pinot Noir´s lethed og syre.

Skrevet før smagningen

Det bliver mere og mere åbenlyst, at Pinot Noir fra Tyskland er mere end bare et billigere alternativ til Bourgogne. De unge tyske vinbønder er ved at skabe deres egen identitet med druen. Pinot Noir er nemlig meget andet end “Bourgogne-karakter”. En Pinot Noir produceret på 60 år gamle Freiburger kloner i Baden, eller Dijon-kloner fra Mosel´s skifer, byder ind med en unik karakter, som du ikke finder i Bourgogne, jamen, som du ikke finder noget andet sted i verden.

Det er faktisk præcis det jeg håber at få med fra smagningen i aften. Ingen skal nedgøres, ingen skal ophøjes over andre, – det hele skulle simpelthen bare gerne ende med forståelse. Forståelsen af, at tysk Pinot Noir har løftet sig ud af mørket og bliver mere og mere spændende at følge i de kommende årtier, i takt med, at de tyske vinbønder tilegner sig yderligere erfaringer med druen. Nogen vil sige – jamen, de har da erfaringer med druen, den har jo vokset i Tyskland i århundreder. Ja, men de har ikke erfaringer med at producere en tør, stringent Pinot Noir, der appellerer til det internationale marked.

Skrevet efter smagningen

Det gik faktisk som håbet. Det var mere end ualmindeligt svært for folk at finde rundt i hvad der var fra Bourgogne og hvad der var fra Tyskland. Få gange var folk ikke i tvivl. For eksempel da den rødfrugtede Rosenloch på Freiburger-klonen fra Mathis kom i glasset, men også Wöhrle´s reduktive 2017 med Frank 105-klonen som styrmand bar tydeligt Spätburgunder-præg. Til gengæld gjorde det åbenbart ikke noget at folk genkendte den tyske oprindelse, for begge vine endte helt i top i smagningen.

Det er ret tydeligt, at Bourgogne kæmper for at finde recepten på at tackle varme og tørke. Leroux, Marchand og Girardin arbejder tydeligvis meget med at få øget frugt og viskositet i vinene, hvor Comte Armand og Boillot arbejder mere traditionelt. Det virker stadig for Comte Armand, som vel leverede den mest “burgundiske” Bourgogne denne aften. Til gengæld kniber det lidt for Boillot, hvor alkoholen bliver meget dominerende til den lidt for spinkle krop.

Resultatet

Helt overordnet, så var det 11 fantastiske vine der blev serveret og pointgivningen lå meget tæt. Selv hvis vi måler landene op mod hinanden, så lå det tæt. Tyskland endte samlet på 93,8 point og Frankrig endte på 93,9. Aftenens højeste score blev givet til Sonnenberg KB fra Jülg (99 point), aftenens laveste blev givet til Boillot (87 point).

Der var vine der delte deltagerne i to lejre, som for eksempel Boillot, der scorede fra 87 til 98 point. Eller Huber, der adskilte sig markant fra alt andet denne aften på grund af sin alder. Huber scorede fra 90 til 97 point. Twardowski´s lette og luftige stil var det heller ikke alle der lod sig lokke af, vinen scorede fra 90 til 97. Vindervinen fra Wöhrle lå mere stabilt på mellem 93 og 98 point.

Nå, men hvor står tysk Pinot Noir så?

Som importør af alle de tyske vine i sættet, så kan jeg kun være tilfreds med ovenstående liste. Jeg havde selv set Huber som vinder, men den tog altså ikke kegler hos alle og måtte nøjes med en 5. plads. Alle var begejstrede for “Rosenloch” fra Mathis og den led i virkeligheden nok under at blive serveret som vin nummer et. Det er sjældent, at vin nummer et trækker topscorer. “Ranker” blev også rost. Den tog ikke de helt høje scorer, men lå ret stabilt hos folk. Man kan sådan set sige, at aftenens billigste vin på ingen måde faldt igennem. Tværtimod. Jeg holder stadig fast i, at vinen er “Årets Pinot køb 2023” – nu har den kun 9 måneder til at miste det prædikat.

The post Resultatet af smagningen: Hvor langt er tysk Pinot Noir? appeared first on Vin under lup.

Der er leverandør-besøg der stikker lidt mere ud end andre. Besøget hos Pinot Noix, eller skal vi kalde ham Daniel Twardowski, i Neumagen i 2019, er et af de besøg jeg ikke sådan lige glemmer. Daniel har format. Det ser og hører man, selvom han går rundt i slidte bukser og en sweater der har set sine bedste dage.
Daniel har en fortid som vinhandler, en af dem der sælger dyr vin, – rigtig dyr vin. Hans problem var, at han havde for stor fascination for vin til bare at sælge det. Han måtte have sin egen mark, – ham ville producere sin egen Pinot Noir. Han tog derfor stiklinge med hjem fra Bourgogne og plantede dem på en parcel han havde erhvervet nær sin hjemby Neumagen. Hans passion for Bourgogne og hans relativt nære forhold til flere top-producenter gjorde, at han kunne høste gode råd og viden fra nogle af de dygtigste vinmagere.

I starten havde projektet dog mere karakter af hobby end levebrød. Men Daniels gode ven Carlo Wolf, der er kulinarisk legende i Tyskland, kom en dag forbi. Daniel serverede uden at sige noget, sin vin til maden, – i Bourgogne-flaske, uden etiket. Carlo spurgte: “Hvorfor har du en fadprøve af en Gevrey-Chambertin?!?”
Det blev starten på Daniels nye eventyr. Han var ikke længere i tvivl: Han ville være med i kampen om at producere Tyskland´s bedste pinot noir/spätburgunder.

Dhroner Hofberg

Vi skal ind i en sidedal til Mosel for at finde den direkte sydvendte skiferskråning “Dhroner Hofberg”. Sidedalen er opstået grundet floden Dhron, der løber ud i Mosel ved Neumagen. Det siges, at det var her Romerne´s landevej fra Bingen gik. Der er gjort mange arkæologiske fund fra romertiden omkring Neumagen.

Men tilbage til nutiden. Daniel købte flere parceller på skifer-klædte Dhroner Hofberg, rev riesling op og plantede franske kloner af pinot noir i stedet. De lokale rystede på hovedet af ham. Daniel er hverken agronom eller ønolog, han er merkantilt uddannet så det var et projekt drevet af lyst og vilje og absolut ingen forudindtagethed. Bourgogne blev besøgt mange gange for at få hints og idéer. Blandt andet Armand Rousseau har været en stor hjælp i Daniels forsøg på at blive top-producent. Forsøget er ikke noget forsøg længere, – Daniel ER blevet top-producent. Hans vine smager mere og mere som god Bourgogne, men stadig med den tyske fyrige mineralitet, som gør, at man kan skelne den fra den franske version.

Hvordan gør han?

2011 var første årgang og den årgang som Carlo Wolf smagte. Siden er det altså blevet til yderligere 12 årgange. Vinene har hele tiden været på højt niveau. Uden skuffelser. Det kan godt være manden ikke er uddannet inden for faget, men han har en holdning til hvad han laver. Han dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og lader efter endt gæring vinen hvile på gamle træfade i 24 måneder og tapper naturligvis uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen. Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. “Der er bakterier og fungis over alt i naturen og i kælderen, som nogle ser som deres største fjende, jeg ser det som en kæmpe hjælp til at skabe en vin med individuel karakter. Derfor bruger jeg kun minimalt med svovl. Mikrobiologien er enormt vigtig, måske endda vigtigere end jordbund og klima.”
Han er ikke fanatisk, men skeler også til biodymiske metoder.
“Hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for mig. Så gør jeg det!”

Træfadene køber han hos top-huse i Bourgogne. I kælderen ligger gamle fade fra blandt andet Armand Rousseau og Domaine de la Romanee-Conti. I 2018 var han på den, for høsten var så stor, at han ikke havde fade nok. Det var der i øvrigt ingen der havde, for Armand Rousseau kunne heller ikke hjælpe, de manglede også. Et par dage efter Daniel´s forespørgsel blev der ringet fra Armand Rousseau, de havde købt et læs brugte fade fra Chateau Margaux i Bordeaux som han kunne købe nogle stykker af hvis han ville. Så i Daniel´s kælder ligger der nu tysk pinot noir på brugte franske fade, der før har indeholdt mørk tannisk cabernet sauvignon. Vildt!

Pinot Noix Ardoise

Den første vin i Daniels portefølje. Navnet kan virke lidt besynderligt, men giver meget god mening. Noix udtales som Noir, men betyder nød i stedet for sort. I vinmarken finder Daniel ofte valnøddeskaller efterladt af ravne. Derfor navnet, og derfor ravnen med valnødden på etiketten. “Ardoise” er det franske ord for skifer. Daniel anvender altid en andel hele klaser i gæringen, men det er årgangsafhængigt hvor meget han kommer i. Hvis modenheden i stilkene er til det, så kan han sagtens arbejde med helt op til 80% hele klaser. Ardoise lagres på brugte fade, samt cirka 30% nye.

Hofberg Reserve

Daniel producerede i starten kun en vin. Men fra og med årgang 2018 blev det ændret. Det blev det fordi han på et tidspunkt købte en parcel med 70 år gamle riesling stokke. Han kunne ikke rigtig nænne at trække de flotte kraftige stokke op af jorden og rådførte sig hos eksperter: “Kan man pode pinot noir på dem?”
En erfaren rotte i faget sagde til ham, at det kunne han godt, men som han sagde: “Det er ikke til at vide hvad du får us af det. Du ved jo ikke om det er en Fiat eller en Ferrari der gemmer sig under jorden.” – sagde han.
Nu siger Daniel storsmilende: “Det var en Ferrari!” 

Derfor blev “Hofberg Reserve” født. Daniel har hele tiden vinificeret denne parcel adskilt, men først i 2018 gav den en så markant bedre vin end resten af marken, at han simpelthen var nødt til at lave vin nummer to. Der er en enorm intensitet i denne vin. Mere farvedybde, mere tannin. Af samme grund er andelen af hele klaser oftest højere i denne og andelen af nyt fad kan i enkelte år nå helt op på 50%. Sidstnævnte er nem at regne ud, for Daniel laver i et normalår kun 4 fade af vinen.

Pinot Noix 3rd

Flere parceller er kommet til. I dag besidder Daniel 3,5 hektar på Dhroner Hofberg. Nogle af de nyest erhvervede parceller er tilplantet med helt unge pinot noir planter. De giver naturligvis ikke samme intensitet som de lidt ældre planter. Derfor blev en 3. vin født fra og med årgang 2019. Vinen er et fantastisk indblik i, hvad du kan forvente i de to lidt dyrere udgaver. Utroligt imødekommende, “smooth” ville man sige på engelsk, hvilket lyder meget mere rigtigt end blød. Flot afbalanceret syre, pirrende let krydret, nærmest ingen tannin. “Det er ballerinaen i sortimentet” siger Daniel selv.

James Sucklings udsendte var i 2023 forbi for at smage Daniel´s tre vine. Manden var begejstret. På et tidspunkt spørger smageren, til navnet på tredievinen, hvortil Daniel svarer: “Den har ikke noget navn endnu”.
Så skriver jeg bare third (3rd) siger skribenten, og sådan fik vinen sit navn.

The post Pinot Noix by Daniel Twardowski appeared first on Vin under lup.