Der er ikke noget at sige til, at Helmuth (en tilfældigt valgt ældre tysker) går rundt i sine “lederhosen” og ryster på hovedet, for intet er som det var engang. Tyskland er blevet en stor legeplads for veluddannede unge vinmagere, der ikke ser begrænsninger, men kun muligheder.

En oprørsk knægt tager over

“Franken” – du tænker små buttede flasker, de såkaldte Bocksbeutel, og du tænker druen Silvaner. Men det er altså ikke det der fylder hos Christian Stahl. Han er ikke bundet af traditioner, snarere viljen til at gå nye veje og producere absolut topvin. Han gør som det passer ham, – som på billedet ovenfor. Selvtilliden er i top. I hvert tilfælde i forhold til de ting han er god til. Selverkendelse er en god ting.

Winzerhof Stahl har ikke altid været en Winzerhof. Christians bedstefar havde køer og dyrkede forsekllige afgrøder. Det gør alle naboerne i øvrigt stadig. Man kan nemt få tanken, at man er kørt forkert når man skal finde gården. Der ligger ikke en vinmark lige i nærheden. Christians far var så småt begyndt at producere vin, fra druer i Tauber-dalen. Christian blev født i 1978 og han blev hurtigt fascineret af vinproduktionen. Han startede i lære på Weingut am Stein i Würzburg i 1999 og tilbragte derefter noget tid hos den biodynamiske vinproducent Jakob-Peter Kühn i Rheingau. Han afsluttede sine studier med et eksamensbevis ved Geisenheim University.

Sortimentet

Christian Stahl har Silvaner i sortiment, men det er ikke her han “shiner”. Det gør han til gengæld på Sauvignon Blanc og Chardonnay. To druer, som ikke mange i Franken dyrker. Men hvem ved, måske skulle de overveje det. Christian´s resultater er mildest talt forbløffende. Det samme kan man sige om hans resultater på Müller Thurgau og Scheurebe. Når disse druesorter hentes fra gamle stokke på stejle skråninger, så kan de noget helt særligt. Som Christian siger: “De sorter har jo aldrig fået lov at vokse i meget andet end en nedlagt kartoffelmark. Så bliver resultatet også derefter.”

Christian Stahl er ikke Franken, selvom det er Franken. Det er det moderne Tyskland. Det rykker ved alt hvad du troede du vidste. Ingenting er som det var.

International anerkendelse

Christian Stahl overtog i år 2005 sine forældres vingård på 1,5 hektar nær Tauber, en biflod til Main. På daværende tidspunkt besad huset kun jord ved Tauber, men Christian har udvidet besiddelserne, så han i dag kan tilbyde vin også fra top-besiddelser ved Main. Ikke, at Main er mere rigtig Franken end Tauber, men det er trods alt vinene fra de stejle skråninger langs Main, der har givet floden sit gode ry. Når det er skrevet, så skal det også slås fast, at Christian ikke giver meget for nostalgi. Der eksperimenteres og innoveres på livet løs. Christian er en visionær og knaldhamrende dygtig vinmager. Han blev kåret til “Newcomer of the year” i Falstaff i 2008 og “Winemaker of the Year” i Frankfurter Allgemeine i 2018.

Innovativt vinmageri

Christian er ikke bange for at gå nye veje. Som han siger: “Hvorfor bevidstløst søge modenhed der fører til en alkoholprocent på omkring 13%, hvis du kan få et modent udtryk i en vin ved langt lavere alkohol?”

Det er præcis det Christian Stahl leger med i en vin som “Sauvignon Blanc Pre-Release”. Tidligt høstet Sauvignon Blanc, som fremstår smukt moden, og så til gengæld med en skøn, drikkevenlig lav alkoholprocent på 11,5%.

Lærermesterens aftryk

Det fornægter sig ikke, at Christian har stået i lære hos Peter Jakob Kühn, der også arbejder meget med skindkontakt. Men filosofien er alligevel en anden. Kühn er ikke bange for det reduktive, Stahl vil kun have kompleksiteten, ellers en ren og frisk vin.

Skindkontakten bringer samtidig næring til gærcellerne, som takker for mineraltilskuddet ved at skabe en cremet og fuldmoden struktur på vinen. Det er ren og skær logik, som var gået tabt et eller andet sted i “industrialiseringen” af vinproduktion. Christian anvender skindkontakt på næsten alle vine. Det rene og stringente bevarer han gennem nedkøling. Christian arbejder med sine “macereringer” ved temperaturer på mellem 3 og 10 grader. På den måde udvindes kun få bitterstoffer og den mikrobiologiske aktivitet holdes på et minimum. Han arbejder ikke med nogen form for tilsætning af gasarter (nitrogen, kulsyre) som jeg ellers havde ham mistænkt for.

Selv hans basisvin på Riesling og Scheurebe, som hos Mr Ruby hedder “Mr Ruby´s favorite blend” er et eksempel på innovativt vinmageri. Her presses druerne godt nok, men mosten, med alle urenheder (primært frugtkød) får lov at stå koldt i 3 dage. Hver dag røres der i mosten, så most og urenheder kan “interagere” med hinanden. Det giver masser af smag og ernærer gærcellerne med masser af mineraler så en spontan gæring kan foretages uden problemer.

Besøg hos Christian Stahl

Hvis du kunne tænke dig at besøge Winzerhof Stahl, så lav en aftale. Christian Stahl er en utroligt travl mand, som udover at være vinmager og forestå alt salgsarbejdet med vinen, også er kok på familiens restaurant. Den formiddag jeg kom forbi var der mennesker over alt. De fór rundt mellem hinanden for at gøre klar til aftenen, som ville blive travl. Christian selv virkede meget rolig og fattet. “Det handler bare om at have gode folk!” sagde han. Men jeg er nu alligevel imponeret. Jeg er kun vinhandler. Bestrider faktisk kun én af de poster som Christian bestrider, og til trods for det, synes jeg ofte jeg har for travlt. Man spiser i øvrigt godt på Winzerhof Stahl men igen, bestil bord, ellers er der meget stor sandsynlighed for at køre forgæves. Bordbestilling her.

The post Stahl holder legestue i Franken appeared first on Vin under lup.

En kammerat spurgte mig forleden, hvorfor jeg syntes vin er så meget mere interessant end f. eks. Gin. For som han sagde “Gin byder også på masser af smagsoplevelser.”
Jo, ja. En G&T kan bestemt også være godt selskab, – MEN: Gin var aldrig opstået, hvis ikke mennesket havde manipuleret det frem. Vin havde været her alligevel – eller – gærende druer havde. Vin er natur. Vin er også en hel masse andet, men vin er først og fremmest natur. Smag og duft, der skabes naturligt.
“Gin is made by man, wine by God” – kunne man fristes til at sige.

Årets bedste vine. En kort opsummering fra Mr Ruby. Hvad var godt? Der var meget godt. Hvor kom det fra? Det kom naturligvis primært fra Tyskland. Sidste år var jeg nødt til at nævne Bourgogne og Alsace, men i år behøver jeg det ikke. Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2021 har været vild. Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste – Chardonnay

At der sker mirakler med Pinot Noir fra Tyskland i disse år, det ved næsten alle efterhånden. Men skulle det være gledet din næse forbi, – så sker der om muligt, lige så store ting med Chardonnay. Christian Stahl er en af de vinmagere, som tør. Han tør gå nye veje, tør udfordre sig selv – og ikke mindst kutymerne. Han gør ikke som man plejer, og måske derfor har han i 2019 præsteret noget af det vildeste Chardonnay jeg nogensinde har smagt fra Tyskland.

Ved forårets Chardonnay Mesterskab hos Mr Ruby satte Christian´s 2018´er Grande Reserve sig på 2. pladsen – foran tre top Bourgogner. Hvis vi havde fået Grande Reserve årgang 2019, så var 2. pladsen måske skiftet ud med en 1. plads. I årgang 2018 skinnede skindkontakten lidt for meget igennem. Der var lidt for meget tørret abrikos i eftersmagen. Det er der ikke i 2019. Nu dufter vinen af nødder, vanille, akacieblomst og lime. Let cremet mundfylde, der hurtigt overlappes af fantastisk syre, salt mineralitet og kalksten. Vibrerende, sitrende eftersmag, der efterlader dig i drømmeland. Vinen er ikke billig. Prisen er på Bourgogne-niveau – men det er vinen også, endda meget højt Bourgogne-niveau. Vinen fik 96 point i min notesbog.

Årets bedste – Weissburgunder

Tysk Chardonnay melder sig ind i kampen om at levere vin til verdenseliten. Men det gør Pinot Blanc saftsusemig også! Eller Weissburgunder som tysken kalder det. Jeg imponeres hvert eneste år over de kvalitetsforbedringer der sker med Pinot Blanc i Tyskland, – men 2021 blev året hvor jeg måtte overgive mig. 2019 Weissburgunder fra Jülg´s mark Reitschul er intet mindre end enestående. Vinen dufter af fersken, hvide blomster, mynte og et fadkrydderi, som ligger og hviler underneden og forstærker – ikke overdøver. Perfekt afstemt. Smagen er cremet og fyldig, med en syre der er sitrende – nærmest elektrisk! Det er et fyrværkeri i munden. Så rent, så stringent. 95 point – og den højeste score jeg nogensinde har tildelt en Pinot Blanc.

Årets bedste – Spätburgunder/Pinot Noir

Tysk Pinot Noir når nye højder hvert år. Spätburgunder Mesterskabet hos Mr Ruby bliver af samme grund sjovere og sjovere, – så glæd dig til foråret 2022 når det afvikles igen. Det er vanvittigt niveau der opnås hos de dygtigste producenter. Fürst leverede i årgang 2018 noget af det mest kælne Pinot, et fyrværkeri af krydrede noter – kanel, orangeskal, marcipan, røg og sten. Smuk, rank og elegant smag, med spændstig og viltert krydret pirrende syre. Vinen er ikke længere til at opdrive. Burggarten leverede en 2017 Kräuterberg med mørk kirsch, jordbærkompot, salmiak og røg i næsen. Kødfuld smag, med masser af saftig frugt. Frisk levende syre. Pirrende og prikkende Pinot-spice i eftersmagen. På begge vine var jeg oppe at ringe på 98 point.

Men der er altså én bestemt producent som imponerer mig på øverste hylde hver gang, – det er Daniel Twardowski. INGEN, og jeg gentager – INGEN i hele Tyskland, laver en så naturlig, så lidt manipuleret Pinot. Daniel´s kommentar da jeg spørger ham hvorfor hans vine aldrig når højere end 12,6% alkohol siger alt: “Du kan ikke nå en højere alkoholprocent ved Mosel med mindre du manipulerer!”
Daniel´s vine er lette og svævende, men pirrer og sitrer som var de elektriske på tungen. Jeg har i indeværende år været på 97 point for alle følgende vine: 2017 Ardoise, 2018 Ardoise og 2018 Hofberg.

Årets bedste – Riesling

En af de vildeste riesling oplevelser i 2021 stod en lille gruppe af vinmagere fra Pfalz for. “Living the dream” projektet er et bevis på den ånd der hersker blandt de unge tyske vinbønder. Samarbejde og vidensdeling gør os stærke. De 6 producenter Jülg, Rings, Reibold, Krebs, Fußer og Yvonne Libelli har sammen skabt vinen 2016 Living the dream. De har hver doneret 100 liter af deres bedste riesling-druer og hver gang de har haft møde, har de smagt på vinen. Vinen er spontangæret og har ligget 36 måneder på et 600 liters fad sammen med gærresterne før den er tappet ufiltreret på flaske.

Den lange tid på gæren er naturligvis mærkbar. Vinen dufter nærmest som en Champagne, den er helt autolytisk. Det dufter af rugbrød, lyse rosiner, kornloft, kommodeskuffe og nedfaldsfrugt, og så med en underliggende tone af citrusblomst. Smagen er tør, vedholdende, lidt brandy-agtig. Korn-referencerne forstætter. Det er som at tygge hvede og rugkerner. Masser af citrus i enden og lidt bitter finish. Jeg var på 96 point i notesbogen.

Andre højt ratede riesling´s i 2021 var: 2017 Clos Häuserer fra Zind-Humbrecht 97 point, 2019 Gottesfuss GG, Van Volxem 97 point, 2018 Juffer Sonnenuhr GG, Fritz Haag 96 point

The post De største vinøse øjeblikke i 2021 appeared first on Vin under lup.

Udskældt, latterliggjort og hånet. Müller Thurgau. Men den grimme ælling er ved at vokse sig til en smuk svane. Der kommer flere og flere fantastiske vine på Doktor Müllers druesort. Her får du hele historien om hvorfor det gik så galt. Det er hverken druesortens eller doktorens skyld, – det var tiden.

Doktor Müller

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) fuldførte en pHd i planteavl i Würzburg i Tyskland og blev sidenhen ansat på “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, som var forløberen for Geisenhaim universitetet. Doktor Müller var en visionær mand og satte sig for, at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Derfor satte han gang i et forædlings-program, hvor man bestøvede Riesling-blomster med Silvaner-pollen og omvendt, og senere dyrkede druekernerne fra denne bestøvning. Det tager naturligvis mange år før man ser et resultat af dette arbejde. Før man kan se hvilke karakteristika hver enkelt ny sort har fået med sig i forædlingsprocessen. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Da han i 1891 fik job i sit hjemland på “School of Horticulture and Vine Growing” bragte han 150 stiklinge af nummer 58 med sig og døbte den “Riesling x Silvaner 1”.

DNA undersøgelser har senere vist, at den druesort Doktor Müller skabte var sammensat af Riesling og Madelaine Royale. Så den Silvaner han brugte var altså ikke Silvaner – og derfor kan navnet Rivaner (som stadig anvendes) i bedste fald kaldes misvisende. Madelaine Royale findes ikke længere i noget kommercielt vinbrug i verden.

Müller Thurgau vinder frem

Doktor Müller fortsatte arbejdet med den nye sort frem til sin død i 1927, men han nåede aldrig at se hvad hans druesort udviklede sig til. I 1914 bragte August Dern 100 stikling med tilbage til Tyskland – og det var 100 stiklinge, der kom til at skrive historie i tysk vinavl. Dern døbte sorten Müller-Thurgau til ære for dens skaber. Der blev lavet eksperimental beplantninger i flere tyske vinområder og i 1938 blev der afviklet en konference for vitikultur i Alzey hvor den respekterede vinavler Georg Scheu lovpriste sorten for sin vinkvalitet. Georg Scheu arbejdede selv med planteforædling og var blandt andet manden bag skabelsen af sorten “Scheurebe”. Så langt så godt.

2. Verdenskrig

Hvad ingen på daværende tidspunkt kunne vide var, at Tyskland 7 år senere havde tabt en verdenskrig. Vinavlen lå i ruiner. I Pfalz og Rheinhessen var katastrofen total, idet mange vinbønder var af jødisk afstamning, – de var enten slået ihjel eller tvunget på flugt. Gamle internationale handelspartnere boykottede Tyskland. På alle måder skulle Tyskland starte forfra. Her kom Doktor Müller´s druesort som en frelsende engel. Stabilt højt udbytte og hurtig modning, endda før Silvaner, så man undgik efterårsregnen. Sorten blev på få år den mest plantede i Tyskland og ikke værdsat for sin kvalitet, men for sit høje og stabile udbytte.

En ond cirkel var sat igang – vinbønderne plantede Müller-Thurgau. Ikke på top-parceller, men oftest på en gammel kartoffelmark i dyb muldjord hvor den kunne hente rigelig næring. De lavede solide opbindinger, så den kunne levere højest mulige udbytte, og ventede så på at den ville overmodne så syreindholdet ville falde. Derefter blev hjemmemarkedet og eksportmarkederne oversvømmet med den. Den tendens dominerede længe nok til at ødelægge tysk vins omdømme.

Liebfraumilch

Et af de produkter, som det har taget årtier for forbrugerne at fortrænge er “Liebfraumilch”. Op gennem 70´erne og 80´erne bestod 60% af Tysklands vineksport af dette forfærdelige produkt. En af basis-druerne var Rivaner/Müller-Thurgau. Vinen skulle holde mellem 18 og 40 gram restsukker og tilsætning af sukker var tilladt i produktionen. Det lyder grimt, og det var grimt. I 1975 udgjorde Müller Thurgau 27,5% af det samlede beplantede vinmarkareal i Tyskland.

Det var hverken Doktor Müller eller Müller Thurgau´s skyld. Det var tiden.

Müller Thurgau i dag

Ikke mange har i de senere år forbundet Müller-Thurgau med kvalitet. Men det ser ud som om verden skal til at ændre på den opfattelse. Flere og flere tyske vinbønder begynder at komme med virkeligt seriøse bud på hvor godt den i virkeligheden kan præstere, hvis man begrænser udbyttet og hvis man i det hele taget gør noget for at producere en vin af en vis kvalitet. Det handler om at give sorten de rigtige betingelser. Som for eksempel på stejle “Tauberzeller Hasennestle” i Franken, hvor Christian Stahl skaber en rank og stringent Müller Thurgau med let pirrende mineralitet. Eller Bernhard Huber´s Müller Thurgau hvor hver plante er beskåret som var det husets top Pinot Noir der skulle skabes. Præmisserne skal være i orden, og det er de nu. Müller Thurgau skal nok få sin renaissance og Doktor Müller´s arbejde langt om længe komme til sin ret. Tiden er til det.

The post Müller Thurgau får renaissance appeared first on Vin under lup.

2018 var jo året hvor de kølige tyske vinområder for alvor fik Burgundisk klima. Væk er enhver tvivl om, om de druer nu også var optimalt modne, hvis din Spätburgunder fra 18 smager syrligt og af ribs, så er der noget helt galt. Tro mig: Det bliver rigtig stort det her!

Vinene smages blindt og vi afgiver slutteligt karakterer og kårer aftenens vinder. Som noget nyt, så smager vi nu i fire heat af tre og der smages af “New World Pinot” Riedel-glas.

Skynd dig at købe billet, – der bliver rift om dem. Du kan læse René Langdahl´s referat af seneste Spätburgunder mesterskab her.

2018 Hundsrück GG, Fürst, Franken

Fürst har været med hver gang. Huset fra Churfranken, som det vestlige Franken hedder, producerer uden tvivl noget af det største Pinot i Tyskland, men i 2018 skulle de ifølge både René Langdahl og den tyske vinskribent Anne Krebiehl have overgået sig selv, så det glæder vi os til at se nærmere på. Fürst producerer sin Spätburgunder fra et mix af kloner, tyske og franske vokser side om side i marken. Her dyrkes økologisk, spontangæres og anvendes op til 80% hele klaser i gæringskarret.
Her er hvad Langdahl skrev om sin smagning af årgang 18 fra Fürst: “Gennemgangen af 2018erne gav kuldegysninger og spontant smørret smil på læben. Der er efter min mening tale om en milepæl for tysk spätburgunder. Fürst har lavet verdensklasse – vi snakker ikke bare god tysk pinot noir, men noget, der kan sammenlignes med Côte de Nuits’ elite og Californiens kystnære mestre – ikke i stil, men i kvalitet.”
Pris 125 EUR
97 point af René Langdahl

2018 Lämmler GG, Schnaitmann, Württemberg

Schnaitmann er på alles læber i disse år og er klart et af de huse der er med til at drive fremgangen i området Württemberg og i særdeleshed i Rems dalen lige øst for Stuttgart. Huset omlagde til økologisk drift i 10´erne og blev endeligt certificeret i 2016. Selv siger Schnaitmann, at det ikke er økologien som sådan, der har ændret vinens stil. Den har været medvirkende til det, men det er alle de processer der følger med økologisk drift, der for alvor har betydet et kvalitetsløft.
Fellbacher Lämmler er en skråning bestående af kiesel og sandsten på en undergrund af mergel. Huset har en “hands-off” tilgang til vinproduktion. Her spontangæres, gæres med op til 80% hele klaser, presses blidt og tappes uden filtrering. Vinen lagres 18 måneder på egetræsfade hvoraf 30% er nye.
Pris 599,-
93 point på Falstaff.at

2018 Eichberg GG, Franz Keller, Baden

Den tyske vinskribent Anne Krebiehl nævner denne vin, sammen med Fürst, som noget af det største der er produceret inden for VDP i 2018.
Det dramatiske landskab i Kaiserstuhl skaber næsten lige så meget drama i glasset. Eichberg er Keller´s varmeste parcel. Det skyldes flere ting. For det første ligger marken med en sydvest-vendt sol-orientering, som garanterer sol fra formiddag til sen aften. For det andet er de mørke vulkanske tephrit-sten, som vinen vokser i her, rene sol-slugere. Marken er varm, selv når solen er gået ned. Det giver en maskulin Pinot Noir, som er produceret udelukkende på Dijon-kloner plantet i 1994.
Huset dyrker økologisk og vinen gennemgår 18 måneders fadlagring på 45% ny eg.
Pris 549,-
96 point af James Suckling

2017 Pinot Noix, Daniel Twardowski, Mosel

Daniel Twardowski er med sin Pinot Noix i de seneste årgange stemplet ind i kampen om at være en af tysklands bedste pinot´s. Hans vin adskiller sig ved at være let, luftig og feminin. Den besidder med andre ord alle de kvaliteter, som Mosel tilsyneladende tilfører de druer der forkæles med at vokse her.
Han dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og bruger gerne hele klaser, men varierer procentdelen efter stilkenes modenhed. Efter endt gæring hviler vinen på gamle træfade fra bourgogne-huse som Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti i 24 måneder. Der tappes uden filtrering, bruges ingen pumper i kælderen, alt foregår nænsomt, naturligt og roligt.
Andelen af hele klaser blev i 2017 skåret lidt ned (til ca. 30%) fordi modenheden ikke var til mere, men ellers er alt som det plejer. Endnu engang har Daniel kreeret noget af det smukkeste Pinot. En feminin, fløjlsblød myriade af smagsindtryk, der kæler for dig hele vejen gennem svælget. Mosel Fine Wines skrev: “This Pinot Noir is easily the finest we have ever tasted from the Mosel”.
Pris 699,-
94 point i Mosel Fine Wines

2018 Sonnenberg KB, Jülg, Pfalz

Vilde Jülg er stadig vild, men det er som om den varme vækstsæson, som fremprovokerede en tidlig høst, har tæmmet ham en smule. Der er mindre tannin, mere Bourgogne over denne 18´er end der har været i tidligere årgange. Johannes anvender ingen hele klaser, derfor adskiller hans stil sig ofte markant fra de øvrige i et felt som det der skal smages i aften. Mit bud er, at han bliver sværere at pege ud i år. Modenheden er simpelthen fantastisk.
KB kommer fra parcellen Kammerberg, som ligger lige over Wissembourg i Alsace. Grundet bureaukrati, så må Johannes ikke kalde druer han henter i Frankrig for andet end Sonnenberg. Men det er altså nødvendigt at markere, at dette er noget andet. Dijon-kloner fra direkte sydvendt skråning med en undergrund af kalkmergel.
Vinen har lagret 18 måneder på en blanding af nye og et år gamle egetræsfade. Tappet ufiltreret.
Pris 499,-

2018 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden

I 2018 blev Markus Wöhrle, i det tyske Vinum Weinguide, tildelt titlen som “Årets vingård” i Baden. På samme vinblads all-time rangliste over Baden producenter er Wöhrle kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Kirchgasse ligger på en direkte sydvendt skråning, i Lahr-dalen, som skærer sig ind i Schwarzwald. Lahr-dalen ligger lidt nord for Kaiserstuhl, og har ikke samme jordbundsforhold. Undergrunden består af Löss, hvilket giver en lidt lettere type Spätburgunder. Vinen er produceret af den tyske klon Frank 105 og et udvalg af Dijon-kloner. 30% hele klaser er gået med i gæringskarret. Druerne har gennemgået en koldmacerering inden gæringen er startet spontant. Den færdige vin har har lagret 13 måneder på barriques fra Taransaud med medium toast hvoraf 1/4 fornys hvert år.
Pris 499,-

2017 Binenberg GG, Bernhard Huber, Baden

Ved mesterskaberne i 2020 var det Schlossberg GG fra 2017, der fik chancen. Få måneder efter, sad jeg i Malterdingen og smagte Binenberg GG. Min påstand er, at havde Binenberg været med i smagningen, – så havde den storsejret! Så derfor får den chancen i 2021. Julian Huber overtog vinmageriet på vingården da hans far, alt for tidligt, døde af lungekræft. En kæmpe arv at løfte for en ung mand, men han tog opgaven på sig og har fortsat og udviklet faderens projekt. Huber er førende på Pinot Noir-kvalitet i Tyskland. Det er de stadig, også selvom verden omkring dem har udviklet sig. Bernhard plantede allerede i 1961 Dijon-kloner på sine marker og alderen på disse medvirker kraftigt til den helt enestående kvalitet der frembringes. Huber smager mere og mere som top Bourgogne. Bernhard Huber ligger i Breisgau-området i Baden. Det er syd- sydvestvendte skråninger bestående af Löss og Muschelkalk med Schwarzwald som baggrund, der præger billedet.
Rødvinene bliver gæret med 30-50% hele klaser alt efter modenhed i stilkene. Dernæst lagres vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 15-20% er nye. Aftapning sker uden klaring og filtrering.
Pris 739,-
94 point på Falstaff.at

2017 Pares GG, J. Neus, Rheinhessen

Et af de huse som i en årrække har kæmpet for at levere store pinot noir vine er Weingut Josef Neus. Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen Ingelheim´er klon.
Jordbunden på Pares består af Löss. Huset arbejder efter økologiske principper og er i certifikations-fasen så vinene fra 2021 må bære det grønne blad. Vinen er spontangæret, med 30% hele klaser og lagret på gamle egetræsfade i husets over 100 år gamle og helt fantastiske kælder i 18 måneder. Årgangen har frembragt noget af det mest feminine og velafbalancerede Spätburgunder jeg nogensinde har smagt fra Neus.
Pris 449,-
94 point på Falstaff.at

2017 Kräuterberg, Burggarten, Ahr

Ubetinget en af de bedste marker i den kølige Ahr dal. På stejle terrasser, rejser Kraüterbergs vinplanter sig majestætisk mod himlen. Den rødbrune skifer giver en spændstighed og et krydderi til Spätburgunder som er ret enestående. Burggarten producerer 500 liter om året og Paul Schäfer er en af de vinmagere, som er med til at løfte Ahr til nye højder.
Vinen er produceret på de tyske kloner Gm 20-13 og Ritter. Druerne har gennemgået en 5 dages koldmacerering inden gæring, – 30% hele klaser i gæringskarret. Dernæst har vinen tilbragt 15 måneder i to barriques af fransk eg (ikke nye) og er tappet ufiltreret.
Pris 699,-
94 point på Falstaff.at

2016 Pinot Noir KB, Friedrich Becker, Pfalz

Nærmest nabo til Jülg og problematikken er fuldstændig den samme. Becker har besiddelser på Kammerberg og Sankt Pauli, som er topmarker for bønderne, og ville have været GG marker hvis de lå i Tyskland. Men de ligger altså i Frankrig, og derfor må de ikke kaldes GG. Becker´s parcel på Kammerberg er beplantet i 1967, og leverer en kompleksitet som er enestående. Druerne spontangæres i åbne trækar i op mod tre uger, hvorefter de fyldes på barriques og lagrer 18 måneder.
Pris 749,-
94 point på Falstaff.at

2014 Reserve du Patron, Knipser, Pfalz

Pinot Noir “Reserve du Patron” (RdP) blev første gang produceret i 2009. Med denne vin går Knipser benhårdt efter at producere det ypperste. Vinen produceres kun i de bedste år og sammenstikkes af de bedste fade i husets kælder. Vinen vil ofte bestå af en blanding af top parceller. Vinen lagrer 24-30 måneder på fad samt 24 måneder på flaske inden den frigives til salg 5 år efter høsten. Huset Knipser fornægter ikke de tyske kloner. Der er plantet en del Dijon-kloner de senere år, men flere tyske får lov at blive. Grundet produktionsmetoden vil denne vin derfor oftest være en blanding af flere forskellige kloner. Knipser ligger 6 minutters gang fra Philip Kuhn i byen Laumersheim i det nordlige Pfalz. Jordbunden i området er Löss over kalksten.
Pris 100 EUR

2018 Mayschosser Münchberg, Julia Bertram, Ahr

Nu skrev jeg, at alle talte om Schnaitmann. Men det er nu mest de internationale skribenter der gør det, – altså dem som er nødt til at finde noget nyt at skrive om hele tiden. Et af de navne jeg tror jeg hørte mest ved sidste års to Spätburgunder-smagninger var “Julia Bertram”. Så man kan sige, at folket har fået lov at vælge en vin her.

Julia arbejder efter økologiske principper. Druerne er hentet på skråningerne over Mayschoss i det inderste af Ahr-dalen. Mönchberg ligger nærmest som et sydvendt amfiteater, godt beskyttet mod vind og vejr. Jordbunden består af en blanding af skifer og löss. Vinen er spontangæret og lagret 18 måneder på egetræsfade produceret af træ fra Churfranken hvor hendes kære mand Benedikt Baltes til og med årgang 2017 slog sine folder på Weingut Steintal.
Pris 560,-

The post Smagning: Spätburgunder Mesterskaberne 2021 appeared first on Vin under lup.

Benedikt Baltes er opvokset i Mayschoss i Ahr. Så allerede fra barnsben var han omgivet af Spätburgunder. Han gik i lære hos huset Adenauer i Ahr og tog senere en universitetsuddannelse til ønolog. Han har arbejdet med vin i Østrig, Ungarn og Portugal men ønsket var hele tiden, at komme hjem og arbejde med Spätburgunder. Drømmen er nu gået i opfyldelse. Benedikt dyrker alle marker økologisk, med et godt øje til biodynamiske principper. For ham er det vigtigt, at naturens kredsløb får lov at gå i ring. Derfor har han geder rendende rundt på de stejle marker til at holde øko balancen ved lige. Kun sådan kan man opnå balance i sin frugt, i sin gær, i sin vin. Vinene lagres på egetræsfade, der er produceret af træ fra skovene i lokal-området. Igen for at opnå balance og lokalt særpræg i vinene.

Churfranken – et rødvinsområde i Silvaner-land.

Franken er synonym med hvidvin på Silvaner og latterlige flasker (bocksbeutel) som ikke passer i kasser når man skal sende med posten. Vinen fejler ikke noget. Men flasken!!!
Her har vi fat i et af de problemer som Tyskland ellers har været gode til at vende ryggen til i de seneste 10 år, – fejlagtig opfattelse af hvordan ting skal være og hvordan verden ser ud. Jeg er sikker på, at den dag Franken begynder at tappe Silvaner på Bourgogne-flasker, så får Silvaner verdensomspændende succes! Men nok om det.

I området Churfranken, som er en lille del af det vestlige Franken, har rødvinsdruerne Portugieser og Spätburgunder altid domineret over Silvaner. Området ligger på strækningen mellem Aschaffenburg og Wertheim. Det er ikke ualmindeligt at finde 50-80 år gamle Spätburgunder-stokke her.

Man har bevis for, at der har vokset vin på Klingenberg siden 1261. Af respekt for områdets lange historie er det et kobberstik fra 1625 der præger Stadt Klingenberg etiketterne.

Weingut Stadt Klingenberg

Benedikt Baltes købte Stadt Klingenberg i 2011. På et tidspunkt hvor Franken ikke var hot, og på et tidspunkt hvor tysk pinot noir kæmpede med sit image. Så den Frankiske vingård med marker beplantet med Spätburgunder var i ringe kurs. Et scoop for en ung mand, som havde et mål for øje, at producere tysklands bedste pinot noir. Markbesiddelserne på Klingenberger Schlossberg og Grossheubacher Bischoffsberg er muligvis de to bedste rødvinsparceller langs hele Main. Direkte sydvendte stejle terrasser, og Schlossberg har sågar Grosslage status i VDP regi.

Markerne er terrasse-anlagte og alt arbejde skal gøres manuelt. Benedikt dyrker økologisk og hans mest betroede medarbejdere i marken er en flok får, som holder ukrudt væk og samtidig gøder jorden helt naturligt. Klingenberger Schlossberg består af rød sandsten. Benedikts parceller er beplantet med stokke der er mellem 25 og 60 år.
Grossheubacher Bischoffsberg består af en mere sandet overfladejord, som gør vinene herfra mere frugtdrevne og lettere tilgængelige som unge.
Begge marker er beplantet med en god blanding af franske kloner og den tyske klon Ritter. I disse år har mange tyske producenter travlt med at plante franske kloner, men det bør man ikke gøre ukritisk. Ikke alle tyske kloner præsterer dårligere end en Dijon klon. Ritter-klonen benyttes også af producenter som Fürst (Franken) og Burggarten (Ahr).

The post Benedikt Baltes – Stadt Klingenberg appeared first on Vin under lup.

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Kompetent smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Også producenterne er uenige om hvad god Spätburgunder er

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Personlig top 5:

Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Panelets top 5:

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende Spätburgunder-vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Salwey, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Keller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden (Mr Ruby)
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz (Mr Ruby)
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen (Mr Ruby)
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

The post Spätburgunder – Den “ultimative” test appeared first on Vin under lup.