Der er ikke noget at sige til, at Helmuth (en tilfældigt valgt ældre tysker) går rundt i sine “lederhosen” og ryster på hovedet, for intet er som det var engang. Tyskland er blevet en stor legeplads for veluddannede unge vinmagere, der ikke ser begrænsninger, men kun muligheder.

En oprørsk knægt tager over

“Franken” – du tænker små buttede flasker, de såkaldte Bocksbeutel, og du tænker druen Silvaner. Men det er altså ikke det der fylder hos Christian Stahl. Han er ikke bundet af traditioner, snarere viljen til at gå nye veje og producere absolut topvin. Han gør som det passer ham, – som på billedet ovenfor. Selvtilliden er i top. I hvert tilfælde i forhold til de ting han er god til. Selverkendelse er en god ting.

Winzerhof Stahl har ikke altid været en Winzerhof. Christians bedstefar havde køer og dyrkede forsekllige afgrøder. Det gør alle naboerne i øvrigt stadig. Man kan nemt få tanken, at man er kørt forkert når man skal finde gården. Der ligger ikke en vinmark lige i nærheden. Christians far var så småt begyndt at producere vin, fra druer i Tauber-dalen. Christian blev født i 1978 og han blev hurtigt fascineret af vinproduktionen. Han startede i lære på Weingut am Stein i Würzburg i 1999 og tilbragte derefter noget tid hos den biodynamiske vinproducent Jakob-Peter Kühn i Rheingau. Han afsluttede sine studier med et eksamensbevis ved Geisenheim University.

Sortimentet

Christian Stahl har Silvaner i sortiment, men det er ikke her han “shiner”. Det gør han til gengæld på Sauvignon Blanc og Chardonnay. To druer, som ikke mange i Franken dyrker. Men hvem ved, måske skulle de overveje det. Christian´s resultater er mildest talt forbløffende. Det samme kan man sige om hans resultater på Müller Thurgau og Scheurebe. Når disse druesorter hentes fra gamle stokke på stejle skråninger, så kan de noget helt særligt. Som Christian siger: “De sorter har jo aldrig fået lov at vokse i meget andet end en nedlagt kartoffelmark. Så bliver resultatet også derefter.”

Christian Stahl er ikke Franken, selvom det er Franken. Det er det moderne Tyskland. Det rykker ved alt hvad du troede du vidste. Ingenting er som det var.

International anerkendelse

Christian Stahl overtog i år 2005 sine forældres vingård på 1,5 hektar nær Tauber, en biflod til Main. På daværende tidspunkt besad huset kun jord ved Tauber, men Christian har udvidet besiddelserne, så han i dag kan tilbyde vin også fra top-besiddelser ved Main. Ikke, at Main er mere rigtig Franken end Tauber, men det er trods alt vinene fra de stejle skråninger langs Main, der har givet floden sit gode ry. Når det er skrevet, så skal det også slås fast, at Christian ikke giver meget for nostalgi. Der eksperimenteres og innoveres på livet løs. Christian er en visionær og knaldhamrende dygtig vinmager. Han blev kåret til “Newcomer of the year” i Falstaff i 2008 og “Winemaker of the Year” i Frankfurter Allgemeine i 2018.

Innovativt vinmageri

Christian er ikke bange for at gå nye veje. Som han siger: “Hvorfor bevidstløst søge modenhed der fører til en alkoholprocent på omkring 13%, hvis du kan få et modent udtryk i en vin ved langt lavere alkohol?”

Det er præcis det Christian Stahl leger med i en vin som “Sauvignon Blanc Pre-Release”. Tidligt høstet Sauvignon Blanc, som fremstår smukt moden, og så til gengæld med en skøn, drikkevenlig lav alkoholprocent på 11,5%.

Lærermesterens aftryk

Det fornægter sig ikke, at Christian har stået i lære hos Peter Jakob Kühn, der også arbejder meget med skindkontakt. Men filosofien er alligevel en anden. Kühn er ikke bange for det reduktive, Stahl vil kun have kompleksiteten, ellers en ren og frisk vin.

Skindkontakten bringer samtidig næring til gærcellerne, som takker for mineraltilskuddet ved at skabe en cremet og fuldmoden struktur på vinen. Det er ren og skær logik, som var gået tabt et eller andet sted i “industrialiseringen” af vinproduktion. Christian anvender skindkontakt på næsten alle vine. Det rene og stringente bevarer han gennem nedkøling. Christian arbejder med sine “macereringer” ved temperaturer på mellem 3 og 10 grader. På den måde udvindes kun få bitterstoffer og den mikrobiologiske aktivitet holdes på et minimum. Han arbejder ikke med nogen form for tilsætning af gasarter (nitrogen, kulsyre) som jeg ellers havde ham mistænkt for.

Selv hans basisvin på Riesling og Scheurebe, som hos Mr Ruby hedder “Mr Ruby´s favorite blend” er et eksempel på innovativt vinmageri. Her presses druerne godt nok, men mosten, med alle urenheder (primært frugtkød) får lov at stå koldt i 3 dage. Hver dag røres der i mosten, så most og urenheder kan “interagere” med hinanden. Det giver masser af smag og ernærer gærcellerne med masser af mineraler så en spontan gæring kan foretages uden problemer.

Besøg hos Christian Stahl

Hvis du kunne tænke dig at besøge Winzerhof Stahl, så lav en aftale. Christian Stahl er en utroligt travl mand, som udover at være vinmager og forestå alt salgsarbejdet med vinen, også er kok på familiens restaurant. Den formiddag jeg kom forbi var der mennesker over alt. De fór rundt mellem hinanden for at gøre klar til aftenen, som ville blive travl. Christian selv virkede meget rolig og fattet. “Det handler bare om at have gode folk!” sagde han. Men jeg er nu alligevel imponeret. Jeg er kun vinhandler. Bestrider faktisk kun én af de poster som Christian bestrider, og til trods for det, synes jeg ofte jeg har for travlt. Man spiser i øvrigt godt på Winzerhof Stahl men igen, bestil bord, ellers er der meget stor sandsynlighed for at køre forgæves. Bordbestilling her.

The post Stahl holder legestue i Franken appeared first on Vin under lup.

En kammerat spurgte mig forleden, hvorfor jeg syntes vin er så meget mere interessant end f. eks. Gin. For som han sagde “Gin byder også på masser af smagsoplevelser.”
Jo, ja. En G&T kan bestemt også være godt selskab, – MEN: Gin var aldrig opstået, hvis ikke mennesket havde manipuleret det frem. Vin havde været her alligevel – eller – gærende druer havde. Vin er natur. Vin er også en hel masse andet, men vin er først og fremmest natur. Smag og duft, der skabes naturligt.
“Gin is made by man, wine by God” – kunne man fristes til at sige.

Årets bedste vine. En kort opsummering fra Mr Ruby. Hvad var godt? Der var meget godt. Hvor kom det fra? Det kom naturligvis primært fra Tyskland. Sidste år var jeg nødt til at nævne Bourgogne og Alsace, men i år behøver jeg det ikke. Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2021 har været vild. Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste – Chardonnay

At der sker mirakler med Pinot Noir fra Tyskland i disse år, det ved næsten alle efterhånden. Men skulle det være gledet din næse forbi, – så sker der om muligt, lige så store ting med Chardonnay. Christian Stahl er en af de vinmagere, som tør. Han tør gå nye veje, tør udfordre sig selv – og ikke mindst kutymerne. Han gør ikke som man plejer, og måske derfor har han i 2019 præsteret noget af det vildeste Chardonnay jeg nogensinde har smagt fra Tyskland.

Ved forårets Chardonnay Mesterskab hos Mr Ruby satte Christian´s 2018´er Grande Reserve sig på 2. pladsen – foran tre top Bourgogner. Hvis vi havde fået Grande Reserve årgang 2019, så var 2. pladsen måske skiftet ud med en 1. plads. I årgang 2018 skinnede skindkontakten lidt for meget igennem. Der var lidt for meget tørret abrikos i eftersmagen. Det er der ikke i 2019. Nu dufter vinen af nødder, vanille, akacieblomst og lime. Let cremet mundfylde, der hurtigt overlappes af fantastisk syre, salt mineralitet og kalksten. Vibrerende, sitrende eftersmag, der efterlader dig i drømmeland. Vinen er ikke billig. Prisen er på Bourgogne-niveau – men det er vinen også, endda meget højt Bourgogne-niveau. Vinen fik 96 point i min notesbog.

Årets bedste – Weissburgunder

Tysk Chardonnay melder sig ind i kampen om at levere vin til verdenseliten. Men det gør Pinot Blanc saftsusemig også! Eller Weissburgunder som tysken kalder det. Jeg imponeres hvert eneste år over de kvalitetsforbedringer der sker med Pinot Blanc i Tyskland, – men 2021 blev året hvor jeg måtte overgive mig. 2019 Weissburgunder fra Jülg´s mark Reitschul er intet mindre end enestående. Vinen dufter af fersken, hvide blomster, mynte og et fadkrydderi, som ligger og hviler underneden og forstærker – ikke overdøver. Perfekt afstemt. Smagen er cremet og fyldig, med en syre der er sitrende – nærmest elektrisk! Det er et fyrværkeri i munden. Så rent, så stringent. 95 point – og den højeste score jeg nogensinde har tildelt en Pinot Blanc.

Årets bedste – Spätburgunder/Pinot Noir

Tysk Pinot Noir når nye højder hvert år. Spätburgunder Mesterskabet hos Mr Ruby bliver af samme grund sjovere og sjovere, – så glæd dig til foråret 2022 når det afvikles igen. Det er vanvittigt niveau der opnås hos de dygtigste producenter. Fürst leverede i årgang 2018 noget af det mest kælne Pinot, et fyrværkeri af krydrede noter – kanel, orangeskal, marcipan, røg og sten. Smuk, rank og elegant smag, med spændstig og viltert krydret pirrende syre. Vinen er ikke længere til at opdrive. Burggarten leverede en 2017 Kräuterberg med mørk kirsch, jordbærkompot, salmiak og røg i næsen. Kødfuld smag, med masser af saftig frugt. Frisk levende syre. Pirrende og prikkende Pinot-spice i eftersmagen. På begge vine var jeg oppe at ringe på 98 point.

Men der er altså én bestemt producent som imponerer mig på øverste hylde hver gang, – det er Daniel Twardowski. INGEN, og jeg gentager – INGEN i hele Tyskland, laver en så naturlig, så lidt manipuleret Pinot. Daniel´s kommentar da jeg spørger ham hvorfor hans vine aldrig når højere end 12,6% alkohol siger alt: “Du kan ikke nå en højere alkoholprocent ved Mosel med mindre du manipulerer!”
Daniel´s vine er lette og svævende, men pirrer og sitrer som var de elektriske på tungen. Jeg har i indeværende år været på 97 point for alle følgende vine: 2017 Ardoise, 2018 Ardoise og 2018 Hofberg.

Årets bedste – Riesling

En af de vildeste riesling oplevelser i 2021 stod en lille gruppe af vinmagere fra Pfalz for. “Living the dream” projektet er et bevis på den ånd der hersker blandt de unge tyske vinbønder. Samarbejde og vidensdeling gør os stærke. De 6 producenter Jülg, Rings, Reibold, Krebs, Fußer og Yvonne Libelli har sammen skabt vinen 2016 Living the dream. De har hver doneret 100 liter af deres bedste riesling-druer og hver gang de har haft møde, har de smagt på vinen. Vinen er spontangæret og har ligget 36 måneder på et 600 liters fad sammen med gærresterne før den er tappet ufiltreret på flaske.

Den lange tid på gæren er naturligvis mærkbar. Vinen dufter nærmest som en Champagne, den er helt autolytisk. Det dufter af rugbrød, lyse rosiner, kornloft, kommodeskuffe og nedfaldsfrugt, og så med en underliggende tone af citrusblomst. Smagen er tør, vedholdende, lidt brandy-agtig. Korn-referencerne forstætter. Det er som at tygge hvede og rugkerner. Masser af citrus i enden og lidt bitter finish. Jeg var på 96 point i notesbogen.

Andre højt ratede riesling´s i 2021 var: 2017 Clos Häuserer fra Zind-Humbrecht 97 point, 2019 Gottesfuss GG, Van Volxem 97 point, 2018 Juffer Sonnenuhr GG, Fritz Haag 96 point

The post De største vinøse øjeblikke i 2021 appeared first on Vin under lup.

Det var første aften med emnet Chardonnay i Mr Ruby Mesterskabs-regi. Det bliver ikke den sidste. Det blev en ren og skær festaften i mesterlige og forskellige fortolkninger af druen. Endnu en aften uden skuffelser. Selvfølgelig var der vine der var lige en my bedre end andre. Vi var ikke enige, og det skal vi ikke være. Men når enigheden var størst, så endte vinen med en top-placering.

Formatet

“Hvorfor holder du dog den slags smagninger?” – er jeg ofte blevet spurgt. Svarene er flere, men et af svarene er, at der ikke er så mange andre der gør det. “Men du sætter jo hele sortimentet på spil, ved at måle det op mod andre vine i markedet. Det er jo sindssygt!”
Ja, det ville det være, hvis ikke det var for en ukuelig tro på, at tysk vin generelt, og især nogle af Mr Ruby´s leverandører, leverer kvaliteter du skal helt op på øverste hylde for at finde, – og ofte gør de det til en langt lavere pris end der normalt står på varerne på øverste hylde.

Dagens sæt bestod således af 5 tyske Chardonnay-vine fra eget sortiment. 2 Bourgogne-vine fra egne hylder, 1 enkelt udefra. Hele det oversøiske felt var fundet ude i byen. Alle de deltagende vine har hentet stor ros i nationale og internationale medier. Læs mere om de deltagende vine her.

Aftenens forløb

Vinene blev smagt semi-blindt. Det vil sige, at deltagerne vidste hvilke vine de skulle smage, de vidste bare ikke hvornår de kom. Der blev smagt i 4 sæt med 3 vine i hver. Efter smagningen blev der afgivet point og vinene afsløret. Der kunne naturligvis gættes på hvad man troede der gemte sig bag de indpakkede flasker, men det var ikke hoved formålet. Det handlede udelukkende om at vurdere 12 top Chardonnay vine mod hinanden.

Da det var første aften med Chardonnay som tema, så var Mr Ruby lidt nervøs. Det kunne jo nemt ende med, at de kølige stringente tyskere ville være for nemme at spotte. De oversøiske for eksotiske og cremede – og nemme at spotte, og Bourgognerne for gode – og for nemme at spotte. Men allerede efter den forudgående test af vinene var det en helt anderledes selvsikker Mr Ruby der tog imod gæsterne. Han vidste, at tyskerne ville overraske i aften!

Hvor er de dog bare blevet dygtige. De tyske Chardonnay-vine fremstår ikke længere som noget nogen forsøger at få til at smage som Bourgogne. De har deres eget liv, deres egen karakter. Ligesom Pinot Noir aka Spätburgunder. Indledningsvis brugte undertegnede lidt tid på, at vejlede/forvirre deltagerne med vigtige/ligegyldige oplysninger omkring de enkelte vine. Et af rådene var: “Hold øje med jordbunden. Chardonnay og kalk har det godt sammen!”
Det blev den mest kalkholdige jordbund der sejrede. Tilfældigt? Måske…

Resultatet

Det er naturligvis resultatet der er det interessante ved denne artikel, så det får du her. Ikke som i supermarkederne hvor alle skal have mælk, derfor bliver det sat bagerst i butikken. Samlet top 5 så ud som følger:

Hvad der var nok så vigtigt for aftenens arrangør var, at måle tyskerne op mod noget stort udefra. Kunne de stå distancen? Konklusionen må være, at det kunne de. De tyske vine fik det højeste samlede snit. Pointgivningen fordelte sig på følgende måde fordelt på områder:

Alt i alt en meget tilfredsstillende aften, med J. Neus som en fuldt fortjent samlet vinder. Den Chardonnay de frembringer fra kalken ved Ingelheim er simpelthen enestående og den koster (undskyld sprogbruget) ikke en skid! 17´eren er desværre udsolgt, men 18 fås stadig, og husk så lige, at i 2019 producerede huset ikke nogen førstevin, men hældte det hele i standard-cuvéen. Du får simpelthen ikke større Chardonnay i denne verden for 129,- kroner. Link til vinen her. Stahl klemmer sig ind på en andenplads med hans helt unikke og vilde stil. Der var simpelthen ikke én vin i feltet der mindede om hans. Han formår at forene skindkontaktens kompleksitet med syre og elegance på en måde som gør, at han sætter nye standarder – ikke kun i Tyskland.

Og denne udgave af “Hvor står tysk Chardonnay?” – Er døbt om til Chardonnay Mesterskaberne vol 1, fordi det er nemmere at forstå, og fordi der kommer en gentagelse til efteråret. Så hvis du er blevet nysgerrig, så hold øje, der kommer snart en dato.

Noter og meninger

Nedenstående beskrivelser er naturligvis værtens noter og ikke et udtryk for den generelle holdning til vinene:

Første sæt – et møde med favoritten

1 Vi blev lagt ned af en tropisk storm med rigelige mængder fersken, melon og abrikos. Beskeden syre. Cremet, spicy smag med overmoden frugt. Her kom alle fordommene til deres ret. Vinen i glasset viste sig at være 2018 Moutere Chardonnay fra Neudorf i New Zealand. Lidt for velvillig, lidt for lalleglad. Vinen endte med en samlet 10. plads og 93 point.

2 Vin nummer to var virkelig mesterlig, men det tog lidt tid at få den vakt til live ovenpå den eksotiske og anmasene frugtsaft fra NZ. Gav man sig tid til at opdage vin nummer to, så blev man hængende ved den. Den var faktisk ikke til at slippe. Flot blomst, kølig hvid fersken, let fadnote og lidt kærnemælk i næsen. Smuk, let cremet smag med en fantastisk syre. Balance og renhed er kodeordene her. Det var en af mine favoritter i feltet og fik 96 point i Mr Ruby´s lille sorte bog. Vinen viste sig at være 2018 Chassagne-Montrachet fra Pierre Girardin. Vinen strøg ind på en 3. plads med 94,5 point.

3 Vin nummer tre besad en dybde og en kompleksitet som ingen af de to første. Man må rose sættet for at vise tre meget forskellige udgaver af Chardonnay. Så var vi ligesom igang. Her var masser af kandiseret citronskal i både duft og smag. Flot vedholdende syre. En vin med stof til et langt liv. Virker meget ung. Vinen kom fra Bernhard Huber og var husets 2017 Chardonnay Malterdinger Alte Reben. Vinen sluttede på en samlet 10. plads med 93 point.

Andet sæt – Signe redder vinmanden

4 Urtet næse, meget grønt udtryk i både duft og smag. Lidt smør og kærnemælk i duften, lidt røg, sten og saltvand. Noterne ser pæne ud, men vinen ender med at tiltrække sig mindst opmærksomhed af alle. USA indtog dermed sidstepladsen i smagningen med 2018 Sandhi, Sanford & Benedicte fra Santa Rita Hills. Lidt skuffende, da det var en af feltets dyreste vine. 92,8 point.

5 Fersken eksotik, fadkrydderi og lidt karamel i næsen. Delikat sødmefuld smag med fint syrligt modspil. Ærligt, så var jeg oversøisk her. Den var lidt for svulmende og syren lidt for lav til at jeg kunne ende i Bourgogne. Men det er jo, når jeg tænker efter, Benjamin Leroux´ stil. Det er pompøst, det er volumen-drevet. Dermed også afsløret, at denne vin var 2017 Chassagne-Montrachet 1. cru Les Embazees fra Benjamin Leroux. Vinen opnåede 94 point og en samlet 4. plads.

6 Fersken, melon og papaja, samt jasmin og kamille-blomst i næsen. Tænk at man skal reddes af en af sine kunder. Jeg havde skrevet Wöhrle, stregede det ud og skrev Huber, og så kom stikpillen “Det er da Wöhrle med alle de fine blomster!” Så jeg stregede Huber og skrev igen Wöhrle – og ramte rigtigt. Tak Signe
Virkelig veldrejet Chardonnay. Skal man forsvare, at den ikke ender i top 3? Det behøver man vel egentlig ikke, men jeg gør det alligevel. Jeg tror 2018 ville have ramt en top-placering. 2019 er stadig meget ung og sammen med Jülg de to yngste vine i feltet. Gottsacker GG fra Wöhrle endte på 93,3 point og en 9. plads.

Tredie sæt – forvirring på højere niveau

7 Her blev jeg snydt. Snydt så det drev. Hunting Hill fra Kumeu River smager jo mere europæisk end Leroux! Oven i det, så har vinen denne let reduktive Bourgogne-typiske røg-, krudt-, gær-agtige aroma kørende. Fin blomst og citrus under alt det lidt indelukkede. Flot syre. Jeg endte på 95 point og fik altså byttet rundt på de to omtalte vine. Hunting Hill fra Kumeu River i Auckland sluttede på en 5. plads med 93,9 som samlet score.

8 Her kunne jeg ikke snydes. Stilen er så let genkendelig, og så knuselskeligt dejlig. Stahl anvender 4 dages skindkontakt. Det lyder vildt, og det er vildt. Til gengæld dropper han malolaktisk gæring. Det er det stringente og mineraliteten der skal drive det komplekse – og det gør det! På smukkeste vis. Vinen dufter af ananas, marcipan, fennikel, røg og appelsinskal. Smagen besidder vild intensitet, den pirrer og prikker med tørret frugt, sten, og salt. Eftersmagen er vedholdende og mundvandsdrivende. 2018 Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve fra Stahl endte som aftenens 2´er og fik en samlet score på 95,3 point.

9 En vild oplevelse! Da vinen var kold bød den ikke ind med meget andet end en lidt overdrevet fadnote. Men det var som om, at for hver grad temperaturen steg i glasset, så blev der lagt et point oven i de 90 jeg startede med. Den endte på 94 point – og da vinen blev varmere blev stilen også genkendt. Under fadet lå en sart og fin frugt med grønne noter og mynte. Det var Jülg der gemte sig her. Vinen har syre, renhed, salt mineralitet og måske er fadet en smule dominerende lige nu – igen en vin, der vil have godt af et halvt til et helt års hvile. 2019 Opus Oskar Chardonnay fra Jülg endte på en delt 7./8. plads med 93,4 point.

Fjerde sæt – Champagne uden bobler og aftenens vinder

10 Jeg var aldrig i tvivl om hvad der ramte mig her. Og den tvivl jeg havde, i forhold til om tysk Chardonnay kunne stå distancen målt op mod top Chardonnay fra andre verdensdele, den er hermed ryddet af vejen. Det blev den som nævnt allerede under testen af vinene. Neus Chardonnay stod ualmindeligt skarpt i dag. Husk venligst, at den koster næsten det halve af hvad Bourgognerne koster. Halvdelen af vinen har gennemgået malolaktisk gæring, og den er stukket sammen af to 500 liters egetræsfade, 2. og 3. års, – altså ingen ny eg. Sikke en harmoni. Der er gul stenfrugt, kærnemælk, røg, rugbrød og sødligt fadkrydderi blandet i skøn forening. Kæmpe harmoni. Smagen er insisterende, salt, kalket og lidt røget. Syren vibrerer og sitrer. Det er Weltklasse! Jeg var på 96 point. Samlet score blev ligeledes 96 point og det medførte, at vinen blev samlet vinder. I øvrigt eneste vin som trak 100 point hjem. Det var Anne Sofie uden ph der var den mest begejstrede Neus-nyder i lokalet.

11 Citrus og grøn the i næsen. Urtet karakter i både duft og smag. Grøn og syredrevet smag. Den adskiller sig markant fra noget af det andet i aften, – og hvorfor gør den det? Det står sort på hvidt på smageskemaet, – den dyrkes i 1500 meters højde!!! I Bourgogne piver de over lidt nattefrost – her er der permafrost
Spøg til side. Vinen er i min bog ikke mega charmerende. Lidt for grøn, lidt for umoden. White Stones fra Catena fik en samlet 11. plads med 93,4 point.

12 Igen en vin der ikke lignede noget andet denne aften. Helt enormt reduktiv. Den dufter og smager af autolyse. Nærmest som en Champagne uden bobler. Rugbrød og nærmest flor-noter i næsen. Let salt karakter i smagen. På en måde kan jeg godt lide den, på en måde er den et stykke fra mit ideal-billede af en Chardonnay. Spændene vin, men ikke der jeg ville smide 700,- kroner hvis jeg havde andre muligheder. Vinen kom fra Sylvain Morey. Han arbejder reduktivt, og det duftes og smages. Samlet 6. plads med 93,7 point.

The post Chardonnay mesterskab hos Mr Ruby vol. 1 appeared first on Vin under lup.

Op gennem 1900-tallet har tyske botanikere jagtet “opskriften” på den optimale druesort til det kølige tyske klima. Det er der kommet mange mærkværdige sorter ud af, men Scheurebe er ikke mærkelig – tværtimod!

Julius Georg Scheu

Julius Georg Scheu (1879-1949) var uddannet gartner, vinavler og vinmager. Han tilbragte størstedelen af sit liv i Alzey i Rheinhessen hvor han blandt andet var leder af den lokale vinbrugs-skole (planteskole), som leverede stiklinge til vinbønder i området og som foretog en del planteforædling. Georg Scheu har været involveret i kreationen af mange druesorter, blandt andet Huxelrebe, Siegerrebe, Faberrebe, Regner, Perle von Alzey og altså Scheurebe. Ikke alle disse skal betragtes som sorter der vil kunne levere vin af topkvalitet, men sidstnævnte skal tages seriøst. Hamrende seriøst!

Det var Scheu der allerede i 1921 mente, at Bladrullesyge skyldtes en virus, selvom det først blev påvist i 1966, at han havde ret. Han gjorde en enorm indsats for at forbedre dyrkningsmetoder og øge kvaliteten i lokalområdet og udgav i 1936 bogen “Mein Winzerbuch”, der blev standard på enhver tysk vinbondes reol i flere årtier efter sin udgivelse.

Sämling 88

Georg Scheu´s planteforædlings-program var enormt, han krydsede sorter på kryds og tværs. Han brød sig ikke så meget om den spinkle og syrlige Riesling, han ville gerne skabe en sort, med mere krop, mere frugtsmag. Det projekt kan man sige er lykkedes med Scheurebe, men syre har den nu stadig. Til Scheurebe brugte han Riesling som den ene part, den anden skal have været Bukettraube, som er en krydsning af Silvaner og Trollinger. Det var forsøgsplanten med nummeret “88”, der vakte Scheu´s interesse. Derfor kaldte han den “Sämling 88”, som den stadig kaldes udenfor Tyskland, men i 1956 valgte man i Tyskland at opkalde sorten efter sin skaber.

Scheurebe har syre som en Riesling, men med en langt mere eksotisk og storladen aroma. Grundet sin høje syre, så er sorten velegnet til søde vine, men også tørre udgaver kan være af virkeligt høj kvalitet. De besidder ofte det “terroir” (gengivelse af klima og jordbund) som skaber enhver stor vin.

Scheurebe i dag

Sorten har aldrig vundet stor udbredelse i Tyskland, eller noget andet sted i verden. Det er i grunden synd, og noget tyder på, at det kan ændre sig i de kommende år. Flere unge vinmagere i blandt andet Rheinhessen tager sorten til sig.

Scheurebe, er uden tvivl Georg Scheu´s største præstation som vinavler. Druen oplever i øjeblikket en renæssance 100 år efter sin “fødsel”. Det beviser endnu engang, at livet er for kort til planteforædling. Botanikeren når aldrig at se resultatet. Men vi må så huske at takke Hr Scheu i vores aftenbøn for hans bidrag til vinøse oplevelser. Hvis du smager de knastørre udgaver af denne drue fra Christian Stahl´s vinøse køkken, så vil du få det på samme måde.

The post Scheurebe – en skjult diamant appeared first on Vin under lup.

Udskældt, latterliggjort og hånet. Müller Thurgau. Men den grimme ælling er ved at vokse sig til en smuk svane. Der kommer flere og flere fantastiske vine på Doktor Müllers druesort. Her får du hele historien om hvorfor det gik så galt. Det er hverken druesortens eller doktorens skyld, – det var tiden.

Doktor Müller

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) fuldførte en pHd i planteavl i Würzburg i Tyskland og blev sidenhen ansat på “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, som var forløberen for Geisenhaim universitetet. Doktor Müller var en visionær mand og satte sig for, at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Derfor satte han gang i et forædlings-program, hvor man bestøvede Riesling-blomster med Silvaner-pollen og omvendt, og senere dyrkede druekernerne fra denne bestøvning. Det tager naturligvis mange år før man ser et resultat af dette arbejde. Før man kan se hvilke karakteristika hver enkelt ny sort har fået med sig i forædlingsprocessen. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Da han i 1891 fik job i sit hjemland på “School of Horticulture and Vine Growing” bragte han 150 stiklinge af nummer 58 med sig og døbte den “Riesling x Silvaner 1”.

DNA undersøgelser har senere vist, at den druesort Doktor Müller skabte var sammensat af Riesling og Madelaine Royale. Så den Silvaner han brugte var altså ikke Silvaner – og derfor kan navnet Rivaner (som stadig anvendes) i bedste fald kaldes misvisende. Madelaine Royale findes ikke længere i noget kommercielt vinbrug i verden.

Müller Thurgau vinder frem

Doktor Müller fortsatte arbejdet med den nye sort frem til sin død i 1927, men han nåede aldrig at se hvad hans druesort udviklede sig til. I 1914 bragte August Dern 100 stikling med tilbage til Tyskland – og det var 100 stiklinge, der kom til at skrive historie i tysk vinavl. Dern døbte sorten Müller-Thurgau til ære for dens skaber. Der blev lavet eksperimental beplantninger i flere tyske vinområder og i 1938 blev der afviklet en konference for vitikultur i Alzey hvor den respekterede vinavler Georg Scheu lovpriste sorten for sin vinkvalitet. Georg Scheu arbejdede selv med planteforædling og var blandt andet manden bag skabelsen af sorten “Scheurebe”. Så langt så godt.

2. Verdenskrig

Hvad ingen på daværende tidspunkt kunne vide var, at Tyskland 7 år senere havde tabt en verdenskrig. Vinavlen lå i ruiner. I Pfalz og Rheinhessen var katastrofen total, idet mange vinbønder var af jødisk afstamning, – de var enten slået ihjel eller tvunget på flugt. Gamle internationale handelspartnere boykottede Tyskland. På alle måder skulle Tyskland starte forfra. Her kom Doktor Müller´s druesort som en frelsende engel. Stabilt højt udbytte og hurtig modning, endda før Silvaner, så man undgik efterårsregnen. Sorten blev på få år den mest plantede i Tyskland og ikke værdsat for sin kvalitet, men for sit høje og stabile udbytte.

En ond cirkel var sat igang – vinbønderne plantede Müller-Thurgau. Ikke på top-parceller, men oftest på en gammel kartoffelmark i dyb muldjord hvor den kunne hente rigelig næring. De lavede solide opbindinger, så den kunne levere højest mulige udbytte, og ventede så på at den ville overmodne så syreindholdet ville falde. Derefter blev hjemmemarkedet og eksportmarkederne oversvømmet med den. Den tendens dominerede længe nok til at ødelægge tysk vins omdømme.

Liebfraumilch

Et af de produkter, som det har taget årtier for forbrugerne at fortrænge er “Liebfraumilch”. Op gennem 70´erne og 80´erne bestod 60% af Tysklands vineksport af dette forfærdelige produkt. En af basis-druerne var Rivaner/Müller-Thurgau. Vinen skulle holde mellem 18 og 40 gram restsukker og tilsætning af sukker var tilladt i produktionen. Det lyder grimt, og det var grimt. I 1975 udgjorde Müller Thurgau 27,5% af det samlede beplantede vinmarkareal i Tyskland.

Det var hverken Doktor Müller eller Müller Thurgau´s skyld. Det var tiden.

Müller Thurgau i dag

Ikke mange har i de senere år forbundet Müller-Thurgau med kvalitet. Men det ser ud som om verden skal til at ændre på den opfattelse. Flere og flere tyske vinbønder begynder at komme med virkeligt seriøse bud på hvor godt den i virkeligheden kan præstere, hvis man begrænser udbyttet og hvis man i det hele taget gør noget for at producere en vin af en vis kvalitet. Det handler om at give sorten de rigtige betingelser. Som for eksempel på stejle “Tauberzeller Hasennestle” i Franken, hvor Christian Stahl skaber en rank og stringent Müller Thurgau med let pirrende mineralitet. Eller Bernhard Huber´s Müller Thurgau hvor hver plante er beskåret som var det husets top Pinot Noir der skulle skabes. Præmisserne skal være i orden, og det er de nu. Müller Thurgau skal nok få sin renaissance og Doktor Müller´s arbejde langt om længe komme til sin ret. Tiden er til det.

The post Müller Thurgau får renaissance appeared first on Vin under lup.