Restauranten blev besøgt den 24. maj 2025. Hvis du leder efter en gastronomisk oplevelse, så vil jeg gerne slå på tromme for en af slagsen. Tag en tur til Rydöbruk lidt nord for Halmstad i Sverige. Det er ude på landet. Her hvor lavland så småt begynder at blive til højland, og birk og fyr overtager dominansen fra bøg og eg. Der er klippefremspring hist og pist. Floden Nissan skiftevis bruser og flyder forbi. Den bruser for eksempel i et sving forbi restauranten.

Folk kører i store Volvo´er, bor i træhuse, der enten er malet i gul eller svenskrød. Man fornemmer naturen, fornemmer de store vidder. Vi så ikke en elg, men man kunne se den for sig. Den ville passe perfekt ind i omgivelserne.

Her langt ude på landet, i et gammelt savværk, har Eva og Nicolai Tram startet restaurant. Ikke ligefrem et sted hvor kunderne naturligt kommer forbi. Det var sådan set heller ikke planen, at det skulle ende med at blive en restaurant, men sådan gik det. Kogebøger og kurser omkring mad over bål, endte med 3 åbningsdage om ugen og tilmed en Michelin-stjerne.

Knystaforsen – mere end mad

Nu valfarter gæsterne til. Nicolai og Eva tilbyder derfor, som en del af restaurant-oplevelsen, at indlogere gæsterne forskellige steder i nærområdet. Vi var blevet indlogeret på Gästgivergården i Torup. En nødvendig måde, at tage imod gæster på, men også med til at gøre restaurant-oplevelsen endnu mere intens. Vi blev hentet af personalet 18.40 og kørt til restauranten. Her stod Eva klar til at tage imod. Vi steg ud af bilen omgivet af lyden af den brusende flod, bålrøg og frodigt grønt. Der blev talt til alle sanser. Man havde allerede her en god fornemmelse i kroppen.

Der var flere geniale tiltag i løbet af aftenen. For hver ret vi fik serveret, blev der tilføjet en lille beskrivelse af retten til den klemme der lå på bordet. Utroligt vigtigt. For ellers ville vi ikke kunne huske de 20 anretninger vi kom igennem. Gæsternes tur ud til bålet før desserterne er også genial. Her får du virkelig føling med hvad der foregår på restauranten. Det røgede element i mange af retterne kommer ikke fra en spraydåse, det kommer fra rigtige mennesker, der laver mad over bål.

Lidt om maden

Helt overordnet set, så var madoplevelsen fuldstændig fantastisk. Alt var på højt niveau. Så kan man have præferencer for det ene og det andet. Spændet gik fra fine sværmerisk lette snacks til en heftig brændt rødbede med fond på skovbær og balsamico.

Personlige favoritter var den grillede hvide asparges drysset med porreaske, kærnemælkssauce og dildolie. Den trykkede alle de rigtige steder. Syrligt, salt, cremet, friskt, røget og så med et twist af yndlingskrydderurten dild. Også ålen var fantastisk. Tænk at skulle skrive det. Jeg har det svært med ål, men her var det fantastisk. Ålen var røget over bål, fik et sødt/syrligt element tilført i rabarbergelé og mere syre i den fede cremede æblecidersauce. Vildt lækkert. De grillede andehjerter var magiske. Let røgede og brændte på overfladen, men røde indeni. Det må kræve erfaring og snilde at lave dem! De var måske aftenens højdepunkt. Sølvløg tilførte knasende sprød syre, saucen på fasan tilførte cremet tekstur, salt og ja, umami.

To retter skal nævnes, fordi de for mig stod som ren og skær Knystaforsen DNA. Tarteletten af brændt løg med rygeost og ørredrogn, ligner noget der er hevet direkte ind fra bålet. Retten “Caviar & Cream” er en sort skål med et sort låg bestående af en vaffel i aktivt kul. Man sidder og tænker: “Det var så tallerkenen, hvornår kommer maden?”
Retten gemmer sig under låget, som jo i øvrigt indgår som en del af retten.
Begge serveringer giver fornemmelsen af kul og bål.

Samlet set

Opfordringen må være – tag på Knystaforsen!
Jeg har set folk anmelde Knystaforsen som dyr, – det vil jeg ikke kalde den. Knystaforsen giver dig en oplevelse, ikke bare en madoplevelse, men en oplevelse på øverste hylde. Det koster.

Eneste lille anke herfra er vinkortet. Eva og Nicolai slår et slag for nordiske produkter. Det er fint. Det gør jeg også selv. Der er flere og flere dygtige producenter af blandt andet vin og cider, som fortjener opmærksomhed. Men det ville klæde kortet med et større udvalg af det mere traditionelle. Eva fortalte, at det er på vej. Der bygges hele tiden på.

Jeg ved godt, at en restaurant som denne gerne vil sælge sine drikkemenuer, – det har jeg fuld forståelse for. Min medspiser drikker helst hvidvin, derfor gik vi på jagt i hvidvinskortet. Vi fandt og drak fine vine fra Weisser-Künstler og Fritz Haag, men der kunne sagtens være mere at vælge imellem.

The post Restaurant Knystaforsen appeared first on Vin under lup.

Smukke Barolo, stedet hvor Nebbiolo forløses. Her er roligt, her er grønt, her er velplejet. Varmen føles i krop og knogler. Det er intet under, at selv en vrissen og vranten drue som Nebbiolo bliver harmonisk og glad i disse omgivelser. Man kan ikke andet end betages. Der er noget roligt, arrogant, ja, nærsten kongeligt over marker og bygninger. Man får lyst til at sadle hesten op og ride gennem vinmarkerne. Mærke vinden i håret. Duften. Varmen. Nede i den anden ende af Barolo sidder prinsessen nok på slottet og venter på at blive reddet. Spørgsmålet er så, om man kan holde sig fra at ride forbi en af de mange lokkende vinbarer på vejen, – om hun nogensinde bliver reddet.

De tre overskrifter

Tre ting må være væsentlige på en tur til Barolo

1. At få set de små hyggelige byer i området, der emmer af middelalder: Barolo med Castello Falletti, La Morra, Serralunga d´Alba og Castiglione Falletto.
2. At få spist på nogle af de fantastiske restauranter i området – og
3. At få smagt en masse fantastisk Nebbiolo.
   Her er tips til, hvordan og hvor du kan finde det hele:

Hvad skal ses i Barolo?

At besøge Barolo-området er som at træde tilbage til en svunden tid. De historiske levn stammer primært fra middelalderen, en tid hvor heste gjorde arbejdet, i mark og på vej, og hvor krigerisk adfærd satte sit præg på begivenhederne, – og dermed også på arkitekturen. Fæstninge/borge fra den tid kan ses på bakketoppene i området. De er ikke alle i lige god stand, men man kan fornemme tiden, usikkerheden. Der var fjender over alt. Vinmarkerne har formentligt taget sig ud, dengang, nogenlunde som i dag, så det er ikke fordi området har ændret sig voldsomt. Der er en flot rød tråd i hvad der bliver restaurereret og hvad der nybygges, hvilket nu yderligere forstærkes af, at området i 2014 blev optaget på Unesco´s verdensarvsliste.

Der er egentlig ikke så meget andet at gøre i småbyer som Serralunga d´Alba, Castiglione Falletto og La Morra, end at gå en tur og nyde omgivelserne, og nyde udsigten, og nyde køreturen mellem dem, om den er i bil eller på cykel.

Alle ovennævnte byer bør besøges. Der er ingen grund til at lade være. De er alle med middelalderlig charme og pakket med vinbarer og gode restauranter.

Barolo by skal naturligvis ses. Slottet ”Castello Falletti” rager op over den almindelige beboelse i byen, som primært består af kaffebarer, restauranter og vinhandlere. Hvis man driver forretning i byen og ikke sælger vin er man næsten nødt til at have et skilt hængende hvor der står : ”This is not a wineshop”.

Castello Falletti blev opført i det 12. århundrede og var en militær fæstning. I dag indeholder slottet et museum med et lidt broget tema, men dog også egen historie, samt ”Enoteca” i kælderen hvor man kan købe sig et glas Barolo. Også i Castello di Castiglione Falletto, i byen af samme navn, er der rundvisning, som man bør tage med.

Et godt råd: tag på sightseeing i Serralunga og Castiglione Falletto om formiddagen – Barolo omkring middag, og La Morra om eftermiddagen, så har du solens lys i ryggen og kan tage fantastiske billeder ud over området.

Læs Barlo-områdets historie her

Hvor og hvad smager man i Barolo?

Jeg er ikke i tvivl. Man tager til Piemonte for at smage god Nebbiolo. Alt det andet, Barbera, Dolcetto, Freisa og hvad de ellers rumsterer rundt med hernede, det kan man smage på alle andre tidspunkter. Et glas Barolo, imens man sidder i Barolo, det giver simpelthen så ufatteligt god mening.

Nebbiolo-druen har med sikkerhed været at finde i området i en rum tid. Første skriftlige bevis for, at Nebbiolo var at finde i Piemonte stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener altså, at druen har været at finde her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen menes at oprinde fra Piemonte. Den er i øvrigt i DNA-slægtskab med Freisa, som også er udbredt i Piemonte.

Der er mange steder man kan smage vin i Barolo. Restauranterne har ofte pæne udvalg og skænker også ofte gode vine på glas. Det er naturligvis også vigtigt at få besøgt en vingård eller to, eller tre…
Jeg siger det ofte til folk: “Lav aftaler!” Rådet er langt mere vigtigt i Barolo end mange andre steder. Du bliver simpelthen ikke lukket ind de sjove steder, med mindre du laver en aftale på forhånd.

Hvor spiser man i Barolo?

Der er uhørt mange gode restauranter i området. Kogekunsten er på højt niveau, og de fleste steder har de kompetente folk til at rådgive omkring valg af vin til maden. Dertil skal lægges, at priserne er meget, meget rimelige. Du kan virkelig opnå forkælelse til en pris der er langt lavere end i f. eks. Milano. Læg dertil, at det er overordentligt svært at få serveret et bare middelmådigt glas vin. Man føler sig lidt som Julius Cæsar når man sidder med fantastisk mad, fremragende vin, og en udsigt, som er enestående.
Ristorante L´Argaj og Ristorante Le Torri i Castiglione Falletto, Osteria More e Macine i La Morra og Ristorante Bovio nær La Morra er steder der giver dig en stor kulinarisk oplevelse, men der er mange, mange flere. Det er sådan set bare at gå på jagt.

Hvor bor man i Barolo?

Der tilbydes masser af lækre værelser i området. Hvad der er næsten umuligt, er at bo centralt, for du er altså på landet, og du har brug for en bil for at komme rundt. Alternativt skal du have cyklen med, eller leje en på stedet.

The post Turen går til Barolo appeared first on Vin under lup.

Tre ting må være væsentlige på en tur til Mosel:
1. At få set Trier´s bymidte der emmer af historie, med levn helt tilbage fra Romernes tilstedeværelse.
2. At finde sig en lækker udsigt på en skråning et sted langs floden og
3. At få smagt en masse fantastisk Riesling.
Her er tips til, hvordan og hvor du kan finde det hele:

Hvad skal ses i Trier?

Som med de fleste europæiske vindyrkende regioner, så har romerne sat deres præg på begivenhederne langs Mosel. Romerne var i området fra omkring år 0 til ca. år 350. Mange af de navne man finder på byerne og markerne ved Mosel har deres oprindelse fra denne tidsperiode. Blandt andet er byen Piesport en videreudvikling af romernes “Pisonis Portus” (Pisos havn). Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Trier var hovedstad i den galliske del af romerriget fra år 259 til 279.

I Trier finder man mange levn fra Romernes tilstedeværelse, og de bør ses når man er i byen. Det drejer sig bl.a. om ”Porta Nigra”, som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Den romerske Basilika i Trier er oprindeligt opført i det 4. århundrede, men løbende vedligeholdt og står den dag i dag som et velholdt og smukt byggeri. Sct. Peters katedral kan ligeledes dateres tilbage til romerne. Sct. Peters katedral er resterne af en de største kirker i Nordeuropa og opført i år 330 af Romerne. Naboen Liebfrauenkirche er knap så prangende, men når man nu er i området så tag den lige med. Dette er den første gotiske kirke i tyskland opført i 1260.
”Kaiserthermen” den romerske badeanstalt bør også ses.

Men måske vigtigst af alt, – for det forklarer en masse af de ting som du ser rundt om i byen: Besøg Rheinisches Landesmuseum på Weimarer Allee i Trier. Her får du hele historien om området, – fra Kelterne, over Romerne. Museet er et “Must see” for alle Mosel-fans!

Smukke udkigspunkter langs Mosel

De stejle skråninger langs den snoede Mosel-flod giver nogle helt fantastiske muligheder for at sætte sig ned med en vanvittigt smuk udsigt og fundere over tilværelsen. Et af mine favorit udsigtspunkter er skråningen ved Trittenheimer Apotheke/Leiwener Klostergarten. Her sidder man for enden af en af ”Mosel-sløjferne” og kan se prammene komme sejlene mod sig fra Trier for efter at have fulgt svinget, at sejle væk fra sig imod Piesport. Udsigten er ualmindeligt smuk og giver et fantastisk billede af, hvor unikt dette scenarie er – både som vinområde, men også rent geologisk og som natur-område.

Et andet favorit-sted, men der er mange, er skråningerne over Ürzig og Erden. Her får man et godt indblik i vinbøndernes arbejdsbetingelser på de stejleste skråninger. Der findes en vandresti på skråningerne, hvor der på visse stejle stykker er spændt et reb ud, så man ikke risikerer at skride i Mosel fra 100 meters højde!!! Vandrestien starter ved den romerske Kelterstation for foden af Erdener Treppchen. Her kan man så samtidig få lidt historie med og iagttage hvordan man lavede vin i området for et par tusinde år siden.

Længere nedstrøms, altså mod nord, ved byen Pünderich, slår Mosel en sløjfe og løber forbi sig selv med ganske få 100 meters afstand. Det har man udnyttet på toppen af Marienburg, hvor du kan besøge “Prinzenkopf” et udsigtstårn, der giver et smukt “vue” ud over landskabet, med Mosel på begge sider.

Hvor skal vi smage Riesling ved Mosel?

Der findes flere hundrede små vinbønder langs Mosel. Man skal ikke forvente, at de alle producerer gudedråber. Det er en rigtig god idé, at finde ud af hjemmefra hvad man vil smage og hvornår og så få lavet en aftale på forhånd. Man kan nemt spilde en dag på at rende rundt og lede efter et sted at smage, og måske endda komme til at smage på halvkedelige, halvsøde vine, som der stadig produceres en del af ved Mosel. De bedste producenter er ikke dem der skilter med ”Weinprobe”, det har de ikke behov for. Man bliver taget langt mere seriøst hvis man laver en aftale på forhånd. Så giver huset sig tid til alle historierne – og vinene.

Das Weinhaus i Trier er et besøg værd. Stedet er vinbar, med et tradiotionelt lokalt køkken. Vinudvalget er stort og heldigvis med hovedvægten på Mosel og Saar. Husets udvalg er lidt til den sikre side, så du skal ikke forvente at blive bombarderet med nye spændende producenter og vinudvalget på glas er ikke imponerende. Hvem gider til gengæld også købe glas, når du kan få en flaske GG til 30 EUR?
Der er både traditionelle og mere moderne producenter på hylderne, men altså nok ikke mange du ikke allerede kender. Der er masser at smage på og en aften forløber alt for hurtigt.

Hvor spiser man ved Mosel?

Gastronomisk kan Mosel være en udfordring. Der går ofte Schnitzel, Bratwurst og Sauerkraut i det, men det er jo fordi Schnitzel, Bratwurst og Sauerkraut er det man spiser her. Man skal være indstillet på et landligt køkken med begge ben på jorden, ikke højtragende gastronomi. Men den lokale madkultur kan faktisk også give oplevelser. Efter et besøg på Weinstube Kesselstatt i Trier vil du vide hvad jeg mener. Bestil en ”Lyoner Topf” – det er en dyb tallerken indeholdende brasede kartofler og ditto pølse – og bestil dertil en flaske Riesling Kabinett, gerne med lidt alder – så synger englene i løbet af et øjeblik.

Et andet sted der skal fremhæves for sit traditionelle, men virkeligt gode køkken, samt vin i topklasse er restaurant “Ayler Kupp” ved Saar-floden. Restauranten drives af Weingut Peter Lauer. Autentisk er også Hotel Moselschild i Ürzig. Her spiser man godt, og maden hæver sig over det traditionelle Mosel-køkken. Vinkortet byder på vin fra lokale top-producenter. Vil man have højgastronomi, så er Restaurant Schanz i Piesport et godt bud. Restauranten har i 2026 tre stjerner i Michelin Guiden.
En anden Michelin-stjerne kan besøges i Trittenheim på Wein- und Tafelhaus, der også tilbyder lækre værelser.

Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke føler, at Michelin er en fyldestgørende guide ved Mosel. Lad bare dette statement være en hyldest til dansk gastronomi, som ganske enkelt er i verdensklasse. En et-stjernet Michelin restaurant ved Mosel giver ikke gastronomisk samme oplevelse som en et-stjernet restaurant i Danmark. Sådan er det bare! Selv mine tyske leverandører måber over de retter de bliver udsat for i Danmark. Jeg går ligeså gerne efter wienerschnitzel eller flammkuchen når jeg er ved Mosel.

Overnatning ved Mosel

Zeltinger Hof skal nævnes. Restaurant og hotel, som er beliggende i det gamle Freiherr von Schorlemer hovedkvarter i Zeltingen. Schorlemer var en af de største jordbesiddere i Mosels storhedstid sidst i 1800-tallet, med stor eksport til Berlin og London. Brandet eksisterer ikke længere. Det gør til gengæld Zeltinger Hof. Her får du god mad, fine værelser og et gigantisk vinkort. Freiherr von Schorlemer opførte i øvrigt også Schloss Lieser hvor man kan spise og overnatte i ren og skær luksus.

Der er masser af muligheder for overnatning ved Mosel og standarden på overnatningsmulighederne stiger år for år. Mosel er i den grad ved at steppe ind i det 21. århundrede.

Selv har jeg virkelig nydt værelserne på Wein und Tafelhaus i Trittenheim er et virkeligt dejligt sted at bo. Eneste ulempe er, at du er uden for kontakt til omverdenen her. Du skal komme for at slappe af. WIFI findes ikke og der er intet net der kan nå dig her. Husets restaurant har en Michelin-stjerne, så her spiser man også godt. Det er en god idé at booke i god tid, for der er rift om både værelser og borde i restauranten.

The post Turen går til Mosel appeared first on Vin under lup.

At vælge vin til julemaden er som sådan ikke svært. Det er bare helt utroligt nemt at vælge forkert…
De fleste forbinder julemaden med rødvin, og der må man jo bare sige, at det kan være lidt af en udfordring. Det er langt nemmere at få øje på en sødmefuld Riesling til at akkompagnere æbler med gelé, brunede kartofler, rødkål og syltede agurker. En Riesling Kabinett med restsødme eller i nogle tilfælde endda en Spätlese smager som en drøm til juleanden.
For mange er det fuldstændig utænkeligt, men det skal kun prøves én gang, så køber du aldrig rødvin til julemaden igen.

Hvidvinens sødme fanger alt det søde i maden, har syren til at modstå det sure og det fede, og en dejlig lille ekstra gevinst er, at den frisker og letter måltidet. Hvor mange af os ender ikke alt for ofte med at være forspiste til pinegrænsen når vi skal op og danse om juletræet? Det er ikke sikkert du undgår det, men du vil opleve at måltidet føles lettere. Mindre fedt. Ja faktisk, mindre sødt.

Anbefalinger til julebordet

Herover ser du to af forfatterens egne favoritter til året 2025´s julebord. Clüsserath-Eifel har taget mig med storm i det forgangne år. Den præcision der arbejdes med i kælderen hos Stefan Lergenmüller er på niveau med noget der foregår hos en vis Hr. Müller på Scharzhofberg ved Saar! Så er det sagt! Og dette koster 6 gange mindre.

Druerne er høstet fra 70 år gamle stokke på Trittenheimer Apotheke, nærmere betegnet parcellen “In den Gähteilen”, som er en stejl historisk parcel. Vinen fremstår let og raffineret i duften, med gul frugt og lidt hybenrose. Smagen er sødmefuld med rødt æble og diskret krydderi, inden syren tager over og leverer et citrusbid, som får vinen til at svæve. Restsukker 25,4 gr/ltr, syre 7,7 gr/ltr. Det er en kombination som gør, at vinen ikke fornemmes sød, slet ikke når maden serveres til. Nogen vil spørge: “Er det ikke en meget tør Kabinett til julemad?”
Til det er der kun at sige: Prøv det!
Vinen til julebordet skal efter min mening ikke være for sød.

Vil du have mere sødme, så kan du forsøge dig med Kabinett fra Franzen, hvor restsødmen er på 43 gr/ltr.

Et andet godt bud på en vin til at ledsage rødkål og andre besværligeder, er Schloss Johannisberg´s Rotlack Kabinett. Vinen holder 26 gr/ltr restsukker, men sødmen ledsages af en høj syre på 8 gr/ltr. Samtidig, så besidder vinen en let bitterhed i eftersmagen, som også vil stå sig godt til julemaden.

Samme vin kan du erhverve dig i en luksusudgave med alder. 2012 Rotlack Kabinett fremstår stadig frisk, med et lille snert af petroleum. Det sjove ved ældre udgaver af Kabinett er, at elementerne flyder sammen. Syre og sødme kan ikke længere skilles ad, ikke længere fornemmes hver for sig. Det er blevet til én og samme komponent. Det kaldes også harmoni, – eller umami.

Rødvins-venlig rødkål

Hvis du VIL have rødvin, så husk, – at den vin som gik til den grillede cullotte på terrassen i sommers, og som var så fantastisk, slet ikke behøver være fantastisk til julemaden. For Juleaften skal vi have and, ledsaget af en masse søde elementer. Den bedste anbefaling er faktisk: Hvis du vil have rødvin, så drop de brunede kartofler og æbler med gelé. og sørg for at styre sødmen i din rødkål,  – lav den selv!

En rødvins-venlig rødkål er en rødkål uden for meget frugtsaft eller sukker. Man ønsker at tilføre kålen noget sødme, fordi den ellers er noget bitter, men for at være helt ærlig, så er en bitter rødkål faktisk rigtig lækker. Jeg plejer at snitte et helt rødkål (lav altid rigeligt, der skal være til medisteren 2. juledag også), og riste rødkålen i en gryde med RIGTIG smør, sammen med kanel, allehånde og nelliker. Krydderierne skal helst komme direkte fra morderen, så afgiver de mest smag og aroma. Når kålen er begyndt at blive blød, tilsættes 3 dl rødvin, 2 dl ribssaft og lidt balsamico eddike. Personligt skærer jeg ned på mængden af ribssaft og hælder lidt ekstra vin i. Dernæst simrer det hele i en times tid og smages til med sødt, surt og/eller salt. Simrer endnu en time. Serveres evt. med hakkede hasselnødder som drys.

Et frisk alternativ er at skifte de julede krydderier ud med timian og rødvin/ribsgele ud med friskpresset appelsinjuice. Det giver en friskere og langt mere rødvinsvenlig rødkål.

Uanset hvordan du vælger at lave din rødkål, om den er sød eller bitter, så kræver kålen en rødvin med noget sødme. Igen vil jeg sige, at bitter mod sød virker rigtig godt, sød mod sød bliver lidt kedeligt. Så prøv med en lidt bitter udgave af din rødkål.

Vin til den traditionelle julemiddag

Uanset hvor meget du prøver at styre uden om traditionerne, så må vi jo erkende, at der ligesom bare er noget der er svært at pille ved. Går du den traditionelle vej, fordi du ikke tør andet, så kig her. Du skal finde en vin med masser af frugtsødme og ikke for meget tannin. I år er anbefalingen fra Mr Ruby, at drikke denne spanske Garnacha fra Rioja´s højland til maden juleaften. Denne vin fra Bodegas Altun er produceret udelukkende på Garnacha. Druen er en perfekt ledsager til julebordet. Den er sødmefuld, har høj alkohol – og dufter og smager af jul. Anis, kardemomme, rosenblade og søde modne jordbær i duften. Vinen er fløjlsblød på tungen, med flot druesødme, men stadig med friskhed og syre. Eftersmag med anis og peber.

Kan man drikke spätburgunder til julemaden?

Svaret er ja. Men det kræver at du vælger den rigtige spätburgunder, og at du træffer nogle valg omkring din servering som ikke er så traditionelle. Pinot noir er fra naturens side udstyret med en del syre, og det er syren der er fjende nummer et når der skal spilles op til sødmen i julemaden. Vælg derfor en solmoden, mørk og saftig spätburgunder, som for eksempel vinene fra Jülg. De besidder en nærmest kirsebær-agtig frugt og masser af kælen sødmefuld mundfulde.

Ann-Christine på bloggen Valdemarsro.dk har et godt bud på hvordan jule-anden skal tilberedes hvis den skal passe til vinen. Her fyldes anden med appelsin og timian frem for æble og sveske. Opskriften smager virkeligt godt, det er næsten som om juleanden får et strejf “sommer”.  Find opskriften på Andesteg med appelsin og timian her.

En dessert der letter og ikke mætter

En dessert kan godt blive for sød, og for tung, så selvfølgelig skal sødmen ikke have helt frit spil her. Klassisk Ris a la Mande og kirsebærsovs, er både bastant og sødt. Jeg har gentagne gange juleaften ligget på gulvet og skreget i smerte over at være fyldt til randen, – naturligvis også fordi onkel Tom sad og gemte mandelen, men juledessert er traditionelt tungt. Alternativer er på sin plads.

Jeg har med stor succes benyttet mig af en lidt revideret udgave af en fantastisk jule dessert, som Mette Blomsterberg for få år siden lavede i Det Søde Liv på DR1. Jeg må indrømme, at jeg har forenklet den lidt – og jeg må indrømme, at jeg elsker den, også i forenklet udgave.

Fordelen er, at desserten er portionsanrettet – og man behøver ikke æde sig fra sans og samling, fordi nogen sidder med mandlen i den hule kind. Retten skal påbegyndes to dage før servering.

Opskrift på Kejserinderis

Dag 1
Til 8 personer skal du bruge en risengrød af ca. 90 gram grødris. Retten tager to dage at lave, da du skal være afvente at husblassen gør sit arbejde ordentligt.
Lav risengrøden først, den varme grød tilsættes to vaniljestænger og stilles dernæst til afkøling. Når risengrøden er kølet af kan du røre cremen sammen. Cremen røres af 1½ dl pasteuriserede æggeblommer og 150 gram flormelis.
6 dl. Piskefløde piskes for sig og blandes nænsomt med cremen.

Smelt 3 blade husblas i bunden af en gryde, sluk for varmen og bland nænsomt lidt af flødecremen i husblassen. Bland ikke for meget i af gangen, for så klumper husblassen. Når der er blandet tilpas meget i og husblassen derfor er afkølet, så blander du grydens indhold med resten af flødecremen. Bland dernæst grød og flødecreme. Lad det stå lidt, og rør i det cirka hvert 10. minut, så du fornemmer om det stivner. Nu hældes Kejserinde-risen i de glas desserten skal serveres i. Stilles til afkøling natten over.

Dag 2
Dagen efter laves kirsebærtoppen af: 500 gram kirsebær, saften af 1 citron, 300 gram sukker, 1½ dl vand og 2 blade husblas. Kirsebærsaften koges op, smages til med citron og husblas tilsættes imens saften stadig er varm. Dernæst afkøles saften, igen tager det ca. 1 time ved køleskabstemperatur, rør i saften 3-4 gange undervejs for at have føling med temperaturen. Når kirsebærsaften er kølig nok (stuetemperatur), hældes den ud over den stive creme, og desserterne stilles atter i køleskabet i et døgns tid. Desserten er super flot, og super velsmagende.
Hvis du ikke behøver maset med at lave din egen kirsebærsovs, så kan du fint købe en. Et glas med 500 gram passer til 8 glas.

Indkøbsliste til Kejserinderis

90 gram grødris
½ liter sødmælk
2 vaniljestænger
1½ dl pasteuriserede æggeblommer
150 gram flormelis
6 dl piskefløde
500 gram kirsebær
250 gram sukker
5 blade husblas

Valg af vin til desserten

Der er endnu en fordel ved denne dessert. Traditionel Ris a la mande med kirsebærsovs skal helst ledsages af en portvin. Det vil sige, tungt ledsages af tungt. Vi er i forvejen mætte til smertegrænsen, så det vi har brug for er egentlig det modsatte, let med let på. Denne dessert er ikke tungere, end at vi kan servere en lys dessertvin til. Derfor er anbefalingen herfra 2017 Ürziger in der Kranklei Auslese fra Karl Erbes ved Mosel.
Vil du den traditionelle vej, så er 10 års Tawny fra Santa Eufemia et godt bud. På alle måder moden, velsmagende og uden generende tannin.

The post Om at vælge vin til julemaden appeared first on Vin under lup.