I Tyskland kalder man “Pinot”-familen for “Burgunder”, efter det gamle kongerige hvor Pinot Noir blev dyrket, måske i årtusinder, og hvor mutationer af druen – blandt andet Pinot Blanc – er opstået. Hvad DNA angår, så er de to druesorter, næsten ens. Det er mere eller mindre en fejl at tale om to forskellige druesorter. Det er faktisk bare Pinot Noir i en grøn version. Det forklarer også Pinot Blanc´s fyldige karakter. Pinot Blanc er ikke aromatisk, den strøer ikke om sig med karakteristiske dufte. Til gengæld er den er ret kødfuld i munden. Den besidder ofte en fersken-agtig frugtsødme og forholdsvis lav syre.

Ser på den som Chardonnay – ikke Riesling

Pinot Blanc kan rent faktisk levere helt utroligt velsmagende og seriøse vine, og er godt på vej til at blive det nye “sorte” fra Tyskland. Det handler om at begrænse udbyttet (surprise), at høste imens druen stadig har syre, og derved også undgå at druens aroma bliver for eksotisk. Pinot Blanc er faktisk bedst, når den beholder sine kølige grønlige noter. Det næste, som lige giver druen et ekstra pift, er fadlagring. Igen, som med alle andre druesorter, så skal fadet modereres. En ret væsentlig grund til at tyskerne har forbedret deres Weissburgunder i de senere år er, at de er begyndt at behandle druen som Chardonnay og ikke som Riesling, som man gjorde tidligere. Det betyder også, at vinene nu, som oftest, gennemgår malolaktisk gæring.

Der er intet overraskende i, at hvis man tager en druesort alvorligt, så kan den levere god vin. Det er faktisk den bedste og eneste forklaring på, at Weissburgunder buldrer frem af kvalitetens Autobahn lige nu.

The post Weissburgunder aka Pinot Blanc appeared first on Vin under lup.

Markus Wöhrle er endnu et bevis på, at tysk vin er på vej ind i en ny æra. Det er ikke længere halvhjertede forsøg på at lave noget der er internationalt, men som alligevel klamrer sig til tyske traditioner, der kommer fra de bedste tyske vinmagere, – det er intet mindre end helhjertet, innovativ, perfektionistisk verdensklasse de leverer!

Der kommer heldigvis flere og flere producenter, der tager deres produkt alvorligt. Som mener at Tyskland´s fremtid ligger i kvalitet og ikke i fordums kvantitet. Jeg har besøgt mange af top-producenterne, og hver gang jeg gør det, bliver turen naturligvis lagt forbi eksisterende leverandører. Og det sker hver gang. Jeg sidder hos Wöhrle og bliver blæst bagover. Markus er noget nær tysk mester i hvidvin, og de røde har alle denne umiskendelige lette, krydrede, let reduktive Wöhrle karakter, som er lige præcis den vej Tyskland skal gå med Pinot for at være interessant for verdensmarkedet.

Det der er vildt ved Markus er, at han næsten hver gang man kommer forbi, har lavet et nyt eksperiment, forsøgt noget nyt, for at forbedre kvaliteten af hans vin, – uden at gå på kompromis med husets unikke stil. Jeg elsker det. Det vidner om ærgerrighed. Viljen til at stræbe mod stjernerne. At Markus selv er ydmygheden selv taler kun endnu mere til behageligheden ved et besøg på stedet.

Baden

Baden er tysklands 3. største vinregion, men langt fra en af de mest kendte. På eksportmarkedet er området næsten ikke-eksisterende. Området er tysklands varmeste vin-område, og egentlig tysklands modstykke til Alsace. Baden´s vinmarker løber på modsatte side af Rhinen, og strækker sig fra grænsen til Schweitz (Basel) i syd til vinområdet Franken i nord. En strækning på over 400 kilometer. Vinmarkerne ligger dog spredt, og ofte på sydvendte skråninger, så derfor er vinmark-arealet alligevel begrænset. Cirka 15.000 hektar er opdyrket med vin i Baden området, – det er samme antal som i Alsace, men Alsace er blot 170 kilometer langt.

Fordelen ved Baden, i forhold til et område som Alsace er, at her har man ikke de samme traditioner at holde i hævd, og samtidig så er den nye generation vinmagere meget omstillingsparate. Derfor blev Chardonnay i 1990 godkendt som selvstændig drue i området, og derfor er Spätburgunder blevet kæmpe stort i Baden. 36% af områdets vinmarker er i dag beplantet med druen, og det er formentlig ikke en trend der stopper sådan lige. Med de priser man efterhånden skal betale for Pinot Noir fra Bourgogne, så søger folk alternativer, – og det kan de i særdelshed få fra de gode producenter i Baden. Weingut Wörhle er en af dem.

Weingut Wöhrle i Lahr

Weingut Wöhrle ligger lige syd for Offenburg i byen Lahr. Ved Lahr skærer en dal sig ind i Schwarzwald, og det er i denne dal, på de sydvendte skråninger, at parret Markus og Tanja Wöhrle henter deres druer. De dyrker nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten på Bourgogne-druerne Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Chardonnay, men også Riesling og Grauburgunder (Pinot Gris). Familien Wöhrle købte gården “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz. Arbejdsgiveren var/er også VDP medlem, og dyrker Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder og Weissburgunder, – og arbejder i øvrigt også økologisk. Flere ting gjorde, at Markus kunne tage erfaringer med over i eget firma.

Spätburgunder fra tyske kloner

Markus Wöhrle forsøger ikke at lave burgundisk Pinot Noir. Han holder fast i den autencitet, der ligger i at bruge de kloner af Pinot Noir, som har vokset i området i årtier. Disse kloner har tilpasset sig klimaet omkring Lahr og leverer en lysere, mere krydret og syrlig Pinot. Markus sigter efter at levere en tysk udgave af Pinot Noir, som ikke kan skabes andre steder i verden. Man må sige det lykkes. Vinen er umiskendeligt tysk, men så velsmagende og afbalanceret, at den fejer mange Bourgogne Pinot´s af bordet, også selvom Bourgognerne koster noget mere.

I 2022 forsøgte Markus sig første gang med “pump overs” i sine Pinot gæringer. Det har givet vinene en fantastisk frugt og viskositet, og en fantastisk renhed. Sidstnævnte kan også skyldes årgangen, men faktum er, at den let reduktive karakter, som Wöhrle Spätburgunder ofte besidder, den er ikke eksisterende i 2022. Det er storladen rød moden frugt, der stråler op af glasset. Blide, bløde tanniner og pirrende krydret syre. Det lover godt for fremtidige årgange fra Markus.

Chardonnay i verdensklasse

Hvad Chardonnay angår kan Markus ikke løbe fra, at han kigger mod Bourgogne. Han har plantet burgundiske kloner og køber sågar sine fade hos bødkeren Damy i Meursault. Det har vist sig, at Lahr-dalen tager virkelig godt imod Chardonnay. Druerne modner flot og bevarer samtidig en syre, som mange Bourgogne-bønder ville blive misundelige over. Læg dertil, at hos Wöhrle er druerne i hænderne på en vanvittigt dygtig vinmager. Chardonnay dyrkes på Lahrer Kronenbühl og på Gottsacker.

Teufelslochgasse er en lille del af Lahrer Kronenbühl, som udmærker sig ved at have et højt indhold af kalksten. Markus spottede dette ret tidligt og havde en idé om, at lige netop denne jordtype ville kunne gøre noget godt for Chardonnay. Så han hentede Chardonnay-stiklinge i Bourgogne og nyplantede parcellen i 2015.

Parcellen er beplantet ekstremt tæt, med 50 centimeters afstand. Det giver et naturligt lavt udbytte pr. plante og ydermere beskæres planterne, så de kun sætter 2 klaser. Det giver en ekstrem kompleksitet.
Mosten har gennemgået 12 timers skindkontakt, og efterfølgende, et 6 timers meget skånsomt pres. Mosten er spontangæret på ét nyt egetræsfad – mere er der ikke produceret. Efter endt gæring har vinen hvilet 21 måneder på gærresterne.

Vinen er fuldstændig vild. Selv VDP har overgivet sig, og kigger i øjeblikket på, om Teufelslochgasse skal ophøjes til GG. Vinen dufter af citrus, urter, røg og hvid peber. Den er en censorisk eksplosion i munden, med lidt melon og abrikos, som suppleres af masser af syre, sten og røg. Spændstig, mineralsk, vanvittigt flot!

Verdensklasse vingård

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til “Winemaker of the year” i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. I 2018 får huset  I tyske Vinum Weinguide tildelt titlen som “Årets vingård” og bliver rangeret blandt de absolutte top-producenter i Baden, kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Hos Eichelmann, et andet tysk vinmagasin, er historien den samme. Wöhrle er i 2018 rykket op i kategorien “Verdensklasse vingård”. Markus er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist. Og man må jo af og til erkende, at perfektionisme kan være skide irriterende, men også at det virker. Der kommer ikke en eneste vin fra dette hus, uden at den oser af kvalitet, – og hans bedste vine hører ganske enkelt til i verdens-eliten! Husets top Chardonnay vil kunne glide direkte ind i en smagning af Puligny Montrachet uden at falde igennem. De bedste Spätburgunder vine er på samme ekstremt høje niveau.

Huset er medlem af VDP og har besiddelser på tre Grosse lage vinmarker: “Herrentisch”, “Kirchgasse” og “Gottsacker”. Hvilket betyder, at de må udstyres med den højeste udmærkelse for VDP medlemmer “GG”. Alle Weingut Wöhrle´s vinmarker dyrkes økologisk.

The post Weingut Wöhrle fra Baden appeared first on Vin under lup.

Vinhuset “Schloss Schönberg” ligger i byen Bensheim i Hessiche-Bergstrasse lige syd for Frankfurt am Main. Der er ikke meget slot over produktionslokalerne, som ligger i et industrikvarter, men historikken er på plads: På og omkring Schloss Schönberg har man dyrket og produceret vin i århundreder.

Barren hæves i Hessische-Bergstrasse

Hessische-Bergstrasse, hvad er det? Ud over et navn man helst skal forsøge at udtale inden man har fået for mange genstande.
Hessische-Bergstrasse er et af de mindste vinområder i Tyskland og er endnu en af fadæserne fra den famøse vinlov som tyskerne indførte i 1971. Loven skulle forenkle, men gjorde i stedet tysk vin fuldstændig uigennemskuelig. Hessische-Bergstrasse var faktisk en del af Baden indtil 1971. Hele højre bred af Rhinen, fra grænsen til Schweiz og op til Frankfurt am Main udgjorde vinområdet Baden. Det betød til gengæld, at området løb gennem både delstaten Baden-Württemberg og delstaten Hessen, – og det dur jo ikke når man prøver at forenkle…
Derfor blev de sidste 60 kilometer, syd for Frankfurt, nu til Hessische-Bergstrasse.

Hessische Bergstrasse er et af de arealmæssigt mindste og måske også mindst prominente vinområder i Tyskland. Men det ulmer alligevel. Det er blandt andet her man finder en af Tyskland´s bedste sekt-huse Griesel & Companie og så er Schloss Schönberg altså ved at løfte barren for, hvad man kan forvente sig af en bordvin fra området.

Julien Meissner blev ansat som leder i 2018. Julien har tidligere været vinmager på J. Neus i Ingelheim og er en mester i Pinot Noir. Han passer godt ind her. Der skal noget bulder til for at råbe omgivelserne op. Det er Julien mand for. Tag for eksempel hans Silvaner der har gennemgået en flor-gæring. Det er nærmest uhørt legesygt. Især i et land der for få år siden var kendt for “ordnung muss sein”. Eksperimentet er vellykket. Vinen smager tosse-godt!

Jagten på det klare signal

Julien har været lidt af en tornado at få ind af døren. Han er ikke bange for at stræbe efter tinderne. Han har ændret etiketterne, så de er blevet mere moderne og klare i deres udtryk. Han bruger enormt meget tid på at fremhæve den helt unikke jordbund i området, – den som skal være med til at bringe Hessische Bergstrasse på det internationele vinkort. For der er store mængder granit i undergrunden her – og det øver kæmpe indflydelse på vinenes stil.
Og så slutter han i øvrigt af med at sige, at det er helt bevidst, at han ikke har noget print på kapslerne, for der skal være plads til et VDP logo! En drøm som han nok ikke får opfyldt de første par år. Hvis VDP skal ringe, så skal man have produceret på højt niveau i en årrække.
Det skal dog tilføjes, at de vine der kommer fra ham i årgang 2020 og 2021 alle er på VDP-niveau. Det er vanvittig kvalitet!

Hos Schönberg dyrkes efter økologiske principper og certificeringsprocessen er igang. Druerne gærer på naturgær, og lagres på egetræsfad, så fadet underbygger og ikke dominerer. Julien arbejder med lav svovling på alle vine og uden filtrering på de røde. For Julien er renhed ikke et must. Han kan godt lide et lidt reduktivt twist i hans vine, – ellers havde han jo heller ikke været vinmager på J. Neus. Men hans vine fra Schönberg fremstår dog langt renere. Han gærer ved relativt høj temperatur og lader især hvidvinene hvile længe på gæren.

Huset ejer 6,5 hektar vinmarker, som primært ligger på skråninger med stort indhold af granit, samt Löss, der er en en meget fin sand-art, som i fragmentstørrelse ligger mellem sand og ler. Löss findes primært på de lavt liggende marker, imens de højst beliggende skråninger, som for eksempel Fürstenlager, er domineret af rød granit. Huset dyrker primært Spätburgunder, hvoraf en stor del er den lokale “Auer”-klon, imens huset på alle nyplantninger sætter Dijon-kloner.

De tre hoveddruer

Det sjove ved Hessische-Bergstrasse er, at den rigtige skråning kan levere top pinot noir, den forkerte kan slet ikke. Området er relativt køligt. Af samme grund, så stortrives silvaner her. Naboområdet Franken er ved at blive for varm til druen, men her, i kølige Bergstrasse, bevarer den sin sprødhed og en behagelig lav alkohol.

Julien vil gerne arbejde hen mod et mere tydeligt udtryk, og det må gerne ske med druerne Weissburgunder, Riesling og Spätburgunder. Weissburguinder, fordi den gør det fantastisk lige præcis her. Pinot Blanc smager mere af Chardonnay end Chardonnay når den vokser i granit!”.

Riesling vil han gerne dyrke, fordi han kan se hvad andre områder med granit i undergrunden frembringer på druen. Han indrømmer dog, at det er en udfordring han har taget op, og at han ikke bare kan gå over og spørge naboen hvordan han laver sin Riesling, – for han laver helt sikkert en halvsød, kvabset tilbageskuende vin ud af sine druer. Han vil gerne bevare områdets lidt kølige grønne frugt, så det arbejder han hen imod. “Gul frugt hører til i Rheinhessen og Pfalz, ikke i Hessische Bergstrasse!” siger han.

“Pinot Noir kender jeg, – når jeg smager den i marken ved jeg hvad jeg skal gøre med den i produktionslokalet.” – og det må man i den grad give manden ret i. Alle hans spätburgunder-vine er storartede, men ikke på nogen måde ens. Den lokale klon Auer spiller en stor betydning i vinen “Vom Löss”. Den har en meget lys frugt, med masser af rabarber og jordbær. De to andre varianter “Vom Granit” og “Vom Ranker” er begge produceret på Dijon-kloner og fremstår mørke og med dyb cassis i smagen. Begge typer har sin berettigelse. Begge typer smager fantastisk.

I vinen på “Auer”-klonen bruger Julien en lidt speciel teknik. Han afstilker ved druernes ankomst til produktionslokalerne, soltørrer dernæst en andel stilke og tilfører dem til gæringen. Det gøres for at tilføre der urtede og krydrede fra stilkene, men ikke syre og bitterhed. Denne teknik egner sig godt til “Auer”, men han bruger ikke hele klaser/stilke til vinene produceret på druer fra Dijon-kloner. Der er så meget kvalitet i stiklinge fra Chambolle-Musigny og Vosne-Romanée, at de skal have lov at fremstå umanipulerede.

The post Schloss Schönberg i Hessische Bergstrasse appeared first on Vin under lup.

En kammerat spurgte mig forleden, hvorfor jeg syntes vin er så meget mere interessant end f. eks. Gin. For som han sagde “Gin byder også på masser af smagsoplevelser.”
Jo, ja. En G&T kan bestemt også være godt selskab, – MEN: Gin var aldrig opstået, hvis ikke mennesket havde manipuleret det frem. Vin havde været her alligevel – eller – gærende druer havde. Vin er natur. Vin er også en hel masse andet, men vin er først og fremmest natur. Smag og duft, der skabes naturligt.
“Gin is made by man, wine by God” – kunne man fristes til at sige.

Årets bedste vine. En kort opsummering fra Mr Ruby. Hvad var godt? Der var meget godt. Hvor kom det fra? Det kom naturligvis primært fra Tyskland. Sidste år var jeg nødt til at nævne Bourgogne og Alsace, men i år behøver jeg det ikke. Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2021 har været vild. Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste – Chardonnay

At der sker mirakler med Pinot Noir fra Tyskland i disse år, det ved næsten alle efterhånden. Men skulle det være gledet din næse forbi, – så sker der om muligt, lige så store ting med Chardonnay. Christian Stahl er en af de vinmagere, som tør. Han tør gå nye veje, tør udfordre sig selv – og ikke mindst kutymerne. Han gør ikke som man plejer, og måske derfor har han i 2019 præsteret noget af det vildeste Chardonnay jeg nogensinde har smagt fra Tyskland.

Ved forårets Chardonnay Mesterskab hos Mr Ruby satte Christian´s 2018´er Grande Reserve sig på 2. pladsen – foran tre top Bourgogner. Hvis vi havde fået Grande Reserve årgang 2019, så var 2. pladsen måske skiftet ud med en 1. plads. I årgang 2018 skinnede skindkontakten lidt for meget igennem. Der var lidt for meget tørret abrikos i eftersmagen. Det er der ikke i 2019. Nu dufter vinen af nødder, vanille, akacieblomst og lime. Let cremet mundfylde, der hurtigt overlappes af fantastisk syre, salt mineralitet og kalksten. Vibrerende, sitrende eftersmag, der efterlader dig i drømmeland. Vinen er ikke billig. Prisen er på Bourgogne-niveau – men det er vinen også, endda meget højt Bourgogne-niveau. Vinen fik 96 point i min notesbog.

Årets bedste – Weissburgunder

Tysk Chardonnay melder sig ind i kampen om at levere vin til verdenseliten. Men det gør Pinot Blanc saftsusemig også! Eller Weissburgunder som tysken kalder det. Jeg imponeres hvert eneste år over de kvalitetsforbedringer der sker med Pinot Blanc i Tyskland, – men 2021 blev året hvor jeg måtte overgive mig. 2019 Weissburgunder fra Jülg´s mark Reitschul er intet mindre end enestående. Vinen dufter af fersken, hvide blomster, mynte og et fadkrydderi, som ligger og hviler underneden og forstærker – ikke overdøver. Perfekt afstemt. Smagen er cremet og fyldig, med en syre der er sitrende – nærmest elektrisk! Det er et fyrværkeri i munden. Så rent, så stringent. 95 point – og den højeste score jeg nogensinde har tildelt en Pinot Blanc.

Årets bedste – Spätburgunder/Pinot Noir

Tysk Pinot Noir når nye højder hvert år. Spätburgunder Mesterskabet hos Mr Ruby bliver af samme grund sjovere og sjovere, – så glæd dig til foråret 2022 når det afvikles igen. Det er vanvittigt niveau der opnås hos de dygtigste producenter. Fürst leverede i årgang 2018 noget af det mest kælne Pinot, et fyrværkeri af krydrede noter – kanel, orangeskal, marcipan, røg og sten. Smuk, rank og elegant smag, med spændstig og viltert krydret pirrende syre. Vinen er ikke længere til at opdrive. Burggarten leverede en 2017 Kräuterberg med mørk kirsch, jordbærkompot, salmiak og røg i næsen. Kødfuld smag, med masser af saftig frugt. Frisk levende syre. Pirrende og prikkende Pinot-spice i eftersmagen. På begge vine var jeg oppe at ringe på 98 point.

Men der er altså én bestemt producent som imponerer mig på øverste hylde hver gang, – det er Daniel Twardowski. INGEN, og jeg gentager – INGEN i hele Tyskland, laver en så naturlig, så lidt manipuleret Pinot. Daniel´s kommentar da jeg spørger ham hvorfor hans vine aldrig når højere end 12,6% alkohol siger alt: “Du kan ikke nå en højere alkoholprocent ved Mosel med mindre du manipulerer!”
Daniel´s vine er lette og svævende, men pirrer og sitrer som var de elektriske på tungen. Jeg har i indeværende år været på 97 point for alle følgende vine: 2017 Ardoise, 2018 Ardoise og 2018 Hofberg.

Årets bedste – Riesling

En af de vildeste riesling oplevelser i 2021 stod en lille gruppe af vinmagere fra Pfalz for. “Living the dream” projektet er et bevis på den ånd der hersker blandt de unge tyske vinbønder. Samarbejde og vidensdeling gør os stærke. De 6 producenter Jülg, Rings, Reibold, Krebs, Fußer og Yvonne Libelli har sammen skabt vinen 2016 Living the dream. De har hver doneret 100 liter af deres bedste riesling-druer og hver gang de har haft møde, har de smagt på vinen. Vinen er spontangæret og har ligget 36 måneder på et 600 liters fad sammen med gærresterne før den er tappet ufiltreret på flaske.

Den lange tid på gæren er naturligvis mærkbar. Vinen dufter nærmest som en Champagne, den er helt autolytisk. Det dufter af rugbrød, lyse rosiner, kornloft, kommodeskuffe og nedfaldsfrugt, og så med en underliggende tone af citrusblomst. Smagen er tør, vedholdende, lidt brandy-agtig. Korn-referencerne forstætter. Det er som at tygge hvede og rugkerner. Masser af citrus i enden og lidt bitter finish. Jeg var på 96 point i notesbogen.

Andre højt ratede riesling´s i 2021 var: 2017 Clos Häuserer fra Zind-Humbrecht 97 point, 2019 Gottesfuss GG, Van Volxem 97 point, 2018 Juffer Sonnenuhr GG, Fritz Haag 96 point

The post De største vinøse øjeblikke i 2021 appeared first on Vin under lup.

Vinens historie omskrives i disse år. Den schweiziske forsker José Vouillamoz har rystet tidligere teorier i sin grundvold. Han har kastet sig over DNA forskning inden for vinavl, og det har i den grad ændret på ting som vi troede var facts. Før i tiden var det ampeolografer, der studerer blade og druekerner, som stod for arbejdet med at finde ud af hvilke sorter der voksede hvor og hvordan de relaterede til hinanden. Deres arbejde har ikke været og er ikke forgæves, men DNA forskningen når dybere. Den åbenbarer hemmeligheder, som en ampeolograf aldrig vil kunne se.

Her gik vi for eksempel og troede, at Pinot var ustyrlig og muterede hurtigere end andre sorter. Der findes jo myriader af kloner og mutationer af den drue. Men Vouillamoz´ forskning har vist, at det ikke er tilfældet. Grunden til de mange mutationer af Pinot er simpelthen, at druen har været dyrket i Europa, – formentlig siden Romerne, – og måske endda længere. Pinot viser sig nemlig at være stamfader til utroligt mange af de druer der vokser i Europa i dag. Man har blandt andet fundet Pinot DNA i Chardonnay og sågar i Syrah.

Det er mere usikkert hvor druen kommer fra. For den virker ikke som om den er blevet bragt til Europa fra Sortehavet, hvor al europæisk vin jo ellers skulle stamme fra. Pinot ser ud som om den er opstået i området “Ile de France”, formentlig spontant – og hvis den er det, – var der så i virkeligheden vin i Europa før Fønikerne bragte stokke til de græske øer og lærte europæerne at producere vin?

DNA forskningen har med andre ord både givet svar, men også rejst nye spørgsmål i vinens historiebog.

Pinot Noir´s brødre og søstre

Pinot´s lange historie er en af grundene til, at der i dag findes en hel Pinot familie. Den rummer blandt andet Pinot Gris, Pinot Blanc, Pinot Meunier og Pinot Precoche/Frühburgunder, der alle er mutationer af Pinot Noir. De har alle nærmest identiske DNA kæder. Man skal virkelig lede efter forskellene.

Frühburgunder dyrkes flere steder i Tyskland. Det er, som navnet antyder, en tidligt modnende rød drue, som rent aromatisk har klare referencer til Pinot Noir. Vinen den skaber er lys, let, frisk og velsmagende. Klart mindre syre og lagringspotentiale end Pinot Noir.

Pinot Blanc er lidt af en gåde. Det er jo en Pinot Noir, der pludselig har skiftet farve fra rød til grøn. Det kan ikke forklares med klima alene, selvom det givetvis har haft indflydelse. Pinot Blanc er på alles læber i Tyskland i disse år. Det er som om, der er en fælles bevægelse hen imod, at gøre druen til det næste store kapitel i tysk vindyrkning. I starten var det en bevægelse, som forfatteren til denne artikel havde svært ved at forstå, – men på det seneste er der dukket eksempler op, på Pinot Blanc, eller Weissburgunder som de kalder den i Tyskland, som har overbevist mig om det modsatte. Pinot Blanc kan blive stort i Tyskland!

Pinot Gris er lidt samme historie som ovenfor, blot med den mere forståelige forskel, at den pink skal på Pinot Gris opstod, da man flyttede Pinot Noir fra Bourgogne til et køligere klima. Sorten er i dag for bleg til at kunne frembringe en rødvin.

Pinot Noir´s tvillingebrødre og tvillingesøstre

Ikke nok med, at  mutationerne fylder i landskabet, nej der er så sandelig også et væld af kloner, som alle er Pinot Noir, men som har forskellige egenskaber, det være sig aromatisk, i forhold til klase-kompakthed, modningstidspunkt, samt inden for phenol-indhold (farve og syre).

På de tyske marker dyrkes et væld af kloner, som er fremelsket af botanikere på de tyske vinuniversiteter. Tysklands problem har jo altid været, at opnå tilstrækkelig modenhed, især for Pinot Noir, i det kølige klima. Derfor har man på planteskolerne taget stiklinge fra planter der modnede tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse, taget stiklinge af de nye kloner, som måske modnede lidt tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse. Løse klaser er en kæmpe fordel i et regnfuldt klima. Luftgennemstrømningen øges og derved modvirkes råd og svamp.
Det siger sig selv, at ikke alle af den slags forsøg er vellykkede, og at de er enormt tidskrævende. Der findes et væld af tyske kloner i dag. Klonen Ritter er udbredt i både Ahr og Franken, Freiburg 1801 er en af de mest dyrkede kloner i Baden, Frank 105 er også udbredt i Baden. Der findes et væld af kloner udviklet på Geisenheim universitetet. De mest vellykkede er dem med løse klaser og små druer, som for eksempel Gm 2013. Fælles for de tyske kloner er, at de giver en lysere Pinot Noir, de er syrerige (begge dele klimatisk betinget) og de er oftest meget krydrede. Dijon-klonerne giver en mørkere og mere tannin-rig vin.

Grundet klimaforandringer og stigende gennemsnits-temperaturer i de tyske vinområder, så taler man i dag meget om franske kloner i Tyskland. Mange vinavlere river de tyske kloner op, og planter kloner fra Bourgogne, i håb om at komme nærmere forbilledet, – som helt klart er top Pinot Noir fra Beaune eller Nuits.  Men det er en farlig praksis. Tag en regnfuld årgang som 2017. Her har de kompakte klaser på en klon som Dijon 777 uden tvivl voldt vinbønderne store problemer med råd.

Eksempler på tyske kloner der gør det godt

Der er masser af tyske kloner som gør det rigtig godt. En af disse sorter dyrker Weingut Wöhrle i Baden. Markus Wöhrle er tosset med sine Dijon-kloner, men han har ikke kunnet nænne at skille sig af med klonen Geisenheim 20-13, som sætter små druer i forholdsvis løse klaser og dermed er nem at dyrke og samtidig skaber en vin med masser af intensitet. Klonen anvender han til vinen “Bestes Fass“.

Hos Schönberg i Hessische Bergstrasse dyrkes den tyske klon Auer 2107. Fremavlet af Martin Auer, – godkendt i 1964 som egen klon. Særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot og er eneste klon i vinen “Vom Löss“

The post Pinot Noir appeared first on Vin under lup.