En kammerat spurgte mig forleden, hvorfor jeg syntes vin er så meget mere interessant end f. eks. Gin. For som han sagde “Gin byder også på masser af smagsoplevelser.”
Jo, ja. En G&T kan bestemt også være godt selskab, – MEN: Gin var aldrig opstået, hvis ikke mennesket havde manipuleret det frem. Vin havde været her alligevel – eller – gærende druer havde. Vin er natur. Vin er også en hel masse andet, men vin er først og fremmest natur. Smag og duft, der skabes naturligt.
“Gin is made by man, wine by God” – kunne man fristes til at sige.

Årets bedste vine. En kort opsummering fra Mr Ruby. Hvad var godt? Der var meget godt. Hvor kom det fra? Det kom naturligvis primært fra Tyskland. Sidste år var jeg nødt til at nævne Bourgogne og Alsace, men i år behøver jeg det ikke. Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2021 har været vild. Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste – Chardonnay

At der sker mirakler med Pinot Noir fra Tyskland i disse år, det ved næsten alle efterhånden. Men skulle det være gledet din næse forbi, – så sker der om muligt, lige så store ting med Chardonnay. Christian Stahl er en af de vinmagere, som tør. Han tør gå nye veje, tør udfordre sig selv – og ikke mindst kutymerne. Han gør ikke som man plejer, og måske derfor har han i 2019 præsteret noget af det vildeste Chardonnay jeg nogensinde har smagt fra Tyskland.

Ved forårets Chardonnay Mesterskab hos Mr Ruby satte Christian´s 2018´er Grande Reserve sig på 2. pladsen – foran tre top Bourgogner. Hvis vi havde fået Grande Reserve årgang 2019, så var 2. pladsen måske skiftet ud med en 1. plads. I årgang 2018 skinnede skindkontakten lidt for meget igennem. Der var lidt for meget tørret abrikos i eftersmagen. Det er der ikke i 2019. Nu dufter vinen af nødder, vanille, akacieblomst og lime. Let cremet mundfylde, der hurtigt overlappes af fantastisk syre, salt mineralitet og kalksten. Vibrerende, sitrende eftersmag, der efterlader dig i drømmeland. Vinen er ikke billig. Prisen er på Bourgogne-niveau – men det er vinen også, endda meget højt Bourgogne-niveau. Vinen fik 96 point i min notesbog.

Årets bedste – Weissburgunder

Tysk Chardonnay melder sig ind i kampen om at levere vin til verdenseliten. Men det gør Pinot Blanc saftsusemig også! Eller Weissburgunder som tysken kalder det. Jeg imponeres hvert eneste år over de kvalitetsforbedringer der sker med Pinot Blanc i Tyskland, – men 2021 blev året hvor jeg måtte overgive mig. 2019 Weissburgunder fra Jülg´s mark Reitschul er intet mindre end enestående. Vinen dufter af fersken, hvide blomster, mynte og et fadkrydderi, som ligger og hviler underneden og forstærker – ikke overdøver. Perfekt afstemt. Smagen er cremet og fyldig, med en syre der er sitrende – nærmest elektrisk! Det er et fyrværkeri i munden. Så rent, så stringent. 95 point – og den højeste score jeg nogensinde har tildelt en Pinot Blanc.

Årets bedste – Spätburgunder/Pinot Noir

Tysk Pinot Noir når nye højder hvert år. Spätburgunder Mesterskabet hos Mr Ruby bliver af samme grund sjovere og sjovere, – så glæd dig til foråret 2022 når det afvikles igen. Det er vanvittigt niveau der opnås hos de dygtigste producenter. Fürst leverede i årgang 2018 noget af det mest kælne Pinot, et fyrværkeri af krydrede noter – kanel, orangeskal, marcipan, røg og sten. Smuk, rank og elegant smag, med spændstig og viltert krydret pirrende syre. Vinen er ikke længere til at opdrive. Burggarten leverede en 2017 Kräuterberg med mørk kirsch, jordbærkompot, salmiak og røg i næsen. Kødfuld smag, med masser af saftig frugt. Frisk levende syre. Pirrende og prikkende Pinot-spice i eftersmagen. På begge vine var jeg oppe at ringe på 98 point.

Men der er altså én bestemt producent som imponerer mig på øverste hylde hver gang, – det er Daniel Twardowski. INGEN, og jeg gentager – INGEN i hele Tyskland, laver en så naturlig, så lidt manipuleret Pinot. Daniel´s kommentar da jeg spørger ham hvorfor hans vine aldrig når højere end 12,6% alkohol siger alt: “Du kan ikke nå en højere alkoholprocent ved Mosel med mindre du manipulerer!”
Daniel´s vine er lette og svævende, men pirrer og sitrer som var de elektriske på tungen. Jeg har i indeværende år været på 97 point for alle følgende vine: 2017 Ardoise, 2018 Ardoise og 2018 Hofberg.

Årets bedste – Riesling

En af de vildeste riesling oplevelser i 2021 stod en lille gruppe af vinmagere fra Pfalz for. “Living the dream” projektet er et bevis på den ånd der hersker blandt de unge tyske vinbønder. Samarbejde og vidensdeling gør os stærke. De 6 producenter Jülg, Rings, Reibold, Krebs, Fußer og Yvonne Libelli har sammen skabt vinen 2016 Living the dream. De har hver doneret 100 liter af deres bedste riesling-druer og hver gang de har haft møde, har de smagt på vinen. Vinen er spontangæret og har ligget 36 måneder på et 600 liters fad sammen med gærresterne før den er tappet ufiltreret på flaske.

Den lange tid på gæren er naturligvis mærkbar. Vinen dufter nærmest som en Champagne, den er helt autolytisk. Det dufter af rugbrød, lyse rosiner, kornloft, kommodeskuffe og nedfaldsfrugt, og så med en underliggende tone af citrusblomst. Smagen er tør, vedholdende, lidt brandy-agtig. Korn-referencerne forstætter. Det er som at tygge hvede og rugkerner. Masser af citrus i enden og lidt bitter finish. Jeg var på 96 point i notesbogen.

Andre højt ratede riesling´s i 2021 var: 2017 Clos Häuserer fra Zind-Humbrecht 97 point, 2019 Gottesfuss GG, Van Volxem 97 point, 2018 Juffer Sonnenuhr GG, Fritz Haag 96 point

The post De største vinøse øjeblikke i 2021 appeared first on Vin under lup.

Det handler om sten hos Steitz. Det vestlige Rheinhessen er et af de senest aktive vulkanske områder i Centraleuropa, derfor er her store forekomster af porfyr, agat og kvarts. Det er medvirkende til, at vinene fra Weingut Steitz har deres helt egen stil. De er rene, ranke, tørre, cremede og så har de lige det mineralske twist, som du ikke møder hver dag. Vinene fra Diana og Christian Steitz behøver ikke sælges på “schnickschnack”, de sælger sig selv, når du smager dem. Moderne vine som ulmer og gløder som en vulkan før et udbrud, med enorm spændstighed, præcision og balance.

Historien om Steitz

Det kan dokumenteres, at familien Steitz har arbejdet med vin siden 1512. Det var altså nærmest genetisk bestemt, at Christian Steitz skulle være vinbonde. Det nuværende Weingut Steitz blev opført i 1913. Gården har Diana og Christian gennem renoveret, så den i dag fremtoner ultra moderne, men med respekt for historikken. Christian har været involveret i vinproduktionen på gården de sidste 30 år, men det var først i 2015 at han overtog driften fuldstændig. Han er uddannet ønolog og har erfaringer med fra studieophold hos Schug Carneros Estate i Sonoma, der har et stort Pinot Noir program, og Domaine Sauveroy ved Loire.

Weingut Steitz har altid haft en løve i sit våbenskjold. Uvist hvorfor, men Diana og Christian værner naturligvis om husets historie og vil samtidig gerne signalere det vulkanske islæt, som vinene får deres karakter fra. På markerne med porfyr- og andesit-sten, dukker af og til smukke kulørte agat og kvarts-krystaller op, opstået under enormt tryk og varme. Løven er nyere historie, stenene er ældgammel historie. Derfor skulle det hele med i husets nye logo.

Fremgangsmåden

Huset Steitz har dyrket økologisk i mange år, sågar med biodynamiske arbejdsgange. Det er en evig jagt på at styrke mikroorganismerne i marken, styrke den naturgær, som får lov at omdanne most til vin i kælderen og i det hele taget styrke det samlede billede af hvad den særlige vulkanske jordbund gør for vinene. Det var dog først i 2019, at de tog det endelige skridt mod økologisk certificering. Fra 2022 vil vinene bære EU´s grønne blad.

I vinmarken høstes grønt, både blade og druer. Blade for at forlænge druernes modningsproces – jo færre blade, des mindre fotosyntese. Dette skal gøres med omtanke, da druerne ikke skal blottes for solen, både for at undgå at de bliver forbrændt. Riesling er helt særlig og kræver størst omtanke under den grønne høst, da direkte sol kan øve stor indflydelse på den endelige vins aroma. Ved for megen direkte sol kan indholdet af TDN i druerne kan blive overdrevet højt. Det er TDN der får riesling til at dufte af petroleum.

I kælderen arbejdes så vidt muligt uden pumper. Orts- og lage-weine spontangæres og gæring og lagring foregår på træfade. Gutsweine gæres med egen “Steitz” gærkultur og gæres og lagres på ståltank. Alle vine ligger længe på gærresterne for at opnå den let cremede struktur samt kompleksitet og dybde. Malolaktisk gæring anvendes kun på burgunder-druer og ofte kun delvist, da Christian og Diana synes at omdannelsen af æblesyre til mælkesyre kommer til at skjule områdets særlige mineralitet.

Hemmeligheden bag den særlige Steitz karakter

Diana og Christian Steitz producerer fantastiske vine fra den vulkanske jord omkring Neu-Bamberg i det vestlige Rheinhessen. Det er stenarterne Andesit og især Porfyr der præger firmaets marker. Begge stenarter er magmatiske, det vil sige, de er skabt da magma er blevet kølet af luft. Stenarterne sætter deres præg på vinenes aromaer. Det er ikke for sjov, når man synes, at en Riesling fra Steitz smager som en ulmende vulkan. Det er virkelig intenst. Spätburgunder bliver viril og dyb, Weissburgunder bliver stor og fyldig. Du bør ikke gå uden om vinene fra Steitz. Det er vine med karakter, vine der har noget at byde ind med.

Eichelberg ligger nærmest som en vulkansk top midt i området. Bakkekammen rager op i 320 meters højde og er præget af porfyr-sten. Marken er kølig grundet sin højde, men i dagtimerne kan de sydvendte skråninger blive steghede. Her producerer Weingut Steitz Spätburgunder.

Marken Heerkretz ligger på plateauet lige syd for byen Neu-Bamberg. Marken ligger i 250 meters højde og her blæser altid en kølig brise. Det er et helt andet klima end man finder langs Rhinen – ikke så langt herfra. Marken er præget af porfyr-sten. Her dyrkes Riesling.

Marken Sonnenberg gør sig særligt bemærket fordi jordbunden består af andesit, en anden vulkansk sten. Sonnenberg har en sydøstlig solorientering og er en af de varmeste marker i Weingut Steitz´ besiddelse. Herfra hentes Chardonnay.

The post Weingut Steitz – kein schnickschnack appeared first on Vin under lup.

“Vi er de vilde kaniner med meget lange ører
Alt hvad i visker og siger kan vi hører
Har du fred i den ene hånd og krig i den anden
Og kalder de dig gud, hvisker vi at du er fanden
Vi er de vilde kaniner
Vi undergraver grænserne og parrer os
Graver grøfter mellem øst og vest
Og vi forbinder søerne
Nord og syd og dig og mig
Og munden op til ørerne”

Sådan lyder Gnag´s sang om de vilde kaniner. Jeg har mødt en vild kanin. Han hedder Johannes Jülg. Han bor i et område der historisk er så indviklet, at med mindre man har konflikterne på afstand og en positiv tilgang til sine medmennesker, så ville området stadig emme af historier om gud og fanden, og om krig og fred.

Vi befinder os i grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz. Her har grænsen mellem Tyskland og Frankrig bølget frem og tilbage gennem historien. Nogle gange har Alsace været tysk, andre gange fransk. Rent geologisk, så er Pfalz egentlig bare en naturlig forlængelse af Alsace. Områderne ligner hinanden, med skovklædte bakkekamme, borg-ruiner og vinmarker for foden af bakkerne. Eneste forskel er nok, at byerne i Alsace stadig ligner et eventyr, imens byerne i Pfalz blev sønderbombet mod slutningen af 2. verdenskrig, så der er ingen gamle bindingsværkshuse, ingen eventyr-byer tilbage på den tyske side.

På grænsen mellem Alsace og Pfalz bor der vinbønder. Vinbønder, som besidder marker i både Frankrig og Tyskland. Johannes Jülg er en af dem. Han har aldrig oplevet grænsen som en hindring. Schengen-aftalen blev indgået i 1985, Johannes er født i 1987. Med Schengen kom den fri bevægelighed indenfor EU´s grænser. Det betød for Johannes´ far Werner, at han ikke længere skulle have pas med i vinmarken. Når han skulle tilse druerne på den franske side af grænsen.

En sten der markerer “ingenting”

På rundturen i Jülg´s vinmarker passerer vi grænsen flere gange. Det er nærmest umuligt at finde ud af om man er i det ene eller det andet land, og Johannes er fuldstændig ligeglad. Han stopper op, taler grinende fransk med den ene vinbonde, tysk med den næste. Han er fri her. Fri for grænser, fri for historiens tyngde. Han er næste generation. En ægte europæer.

På en af Johannes´ marker siger han pludselig: “Og det her er jo i øvrigt en grænsesten”. Midt i en række med vinplanter er en plads optaget af et monument, som i dag er fuldstændig ligegyldigt. I hvert tilfælde for Johannes. “Mine vinplanter kan ikke finde ud af om de vokser i tysk eller fransk jord, – derfor kan jeg heller ikke. For planterne gælder samme regler for jordsammensætning og orientering mod solen om de vokser på den ene eller den anden side af grænsen. I sidste ende er det mig der bestemmer hvordan vinen skal smage.”
Og nej, Johannes´ vine smager ikke fransk, eller rettere, de smager ikke traditionelt Alsacisk. De smager i den grad moderne, tørt, mineralsk, frisk, salt, – som Alsace kunne smage hvis de på den franske side af grænsen fulgte lidt med tiden…

Efter sådan et besøg er man nødt til at være imponeret, at være glad. Ikke bare over kvaliteten på vinene fra Jülg. Men det faktum at der er steder i verden hvor man er nået længere end til grænsehegn og mure. Det glæder mit lille hjerte at opleve hvor langt grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz er nået siden jeg i 1989 forsøgte at bestille en togbillet i Bergheim i Alsace – på tysk. Det var mit livs fejltagelse! Fik en ordentlig røffel af en bitter fransk billetør, som mente at det var for dårligt, at jeg ikke kunne fransk når han nu kunne tysk.

Længe leve de vilde kaniner!

Et liv på grænsen

“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace.

Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af ​​kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov.

Familie-vingården Jülg

Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.

Oskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.

Jülg viser vejen for Alsace!

Der er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative  i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det.

Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.

Spätburgunder

Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, kombineret med hans beslutning om at afstilke alt, giver en vild intensitet. “Whole bunch” kan også noget, men for Johannes er det ikke foreneligt med den jordbund han dyrker i. Jordbunden gengives bedst i den rene mørke frugt, som han får ud af denne produktionsmetode.

De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men nogle af hans bedste og direkte sydvendte besiddelser ligger på den franske side af grænsen. Altså fra “marken” Sonnenberg. Problemet for Johannes er, at Sonnenberg er opdelt i mange mindre parceller med vidt forskellige orienteringer, jordbunde og makroklima. Parceller som Wormberg, Kostert, Sankt Pauli og Kammerberg byder alle hver for sig ind med noget unikt. Derfor skriver Johannes “Sonnenberg WB” på sin vin fra Wormberg. “KB” fra Kammerberg og så videre.

Hvorfor smager Jülg Spätburgunder som den gør?

Johannes er stille og roligt i gang med at plante Dijon kloner på hans marker. Dijon klonerne sætter mindre bær, og skaber dermed mere farve, aroma og tannin. Han har erkendt, at for ham, giver Dijon klonerne den bedste vin. I dag bruges stort set alle de tyske kloner han har tilbage på sine marker i Spätburgunder Trocken. Der er en smule i Spätburgunder Kalkmergel, men alle vine med marknavn består 100% af franske kloner.

Vinene spontangæres og lagres dernæst på en blanding af store og små, gamle og nye fade. Andelen af ny eg stiger jo højere op man kommer af kvalitetsrangstigen.

The post Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach appeared first on Vin under lup.