Det føles lidt som om vingården, som vi i dag kender som Bernhard Huber, har ligget der altid. Eller næsten altid. Men navnet Huber har faktisk kun været forbundet med Tyskland´s bedste Spätburgunder i tre årtier. Til gengæld har huset været helt i top i alle årene. Det har det, fordi Bernhard var forud for sin tid. Han ville, og han troede på, at Pinot Noir kunne trives i Baden. Det skulle vise sig, at han fik ret.

Bernhard Huber overtog den fædrene gård i 1987. På daværende tidspunkt var vin kun en lille del af de afgrøder der blev dyrket. Og de druer der blev høstet, blev solgt til kooperativet. Det var primært druer som Müller-Thurgau, Grauburgunder, Auxerrois, Weissburgunder, Rivaner og Gewürztraminer, der blev dyrket, for det var dem det lokale kooperativ efterspurgte.

Men Bernhard´s hjerte bankede for Bourgogne, og han ville selv producere sin vin, så han opsagde kontrakten med kooperativet og begyndte at producere egen vin. Det skulle ikke bare være blød mellemvare, Bernhard ville noget med sin vinproduktion. Han ønskede at producere top Pinot Noir og den skulle produceres efter burgundisk forbillede, hvilket ikke var typisk Baden på daværende tidspunkt.

Et besværligt eventyr starter

Allerede i 1990 vandt han prisen for årets ”Bedste Spätburgunder” i det tyske vinmagasin ”Vinum” og så startede eventyret.

Bernhard ønskede faktisk ikke rigtig at lave andet end Spätburgunder. Han opkøbte flere marker, nogle som allerede var beplantet og nogle tilplantede han selv, primært med Dijon-kloner, men også gamle parceller med Freiburger-kloner blev opkøbt.

Det var en ulige kamp Bernhard havde kastet sig ud i. Pinot udgjorde efterhånden 65% af markarealet hvilket gjorde ham meget sårbar. Pinot Noir var utilregnelig i det kølige og fugtige område. Rent klimatisk, så var Baden, i kølige årgange, ikke i nærheden af at kunne modne druen og meget af det rådnede væk. Et forsøg på omlægning til økologi måtte opgives i 90´erne, fordi det rent klimatisk ikke var muligt. Det er en vild tanke, for her 30 år senere modnes Pinot Noir hvert eneste år. Nogle år bedre end andre, men sådan var det også engang i Bourgogne. Klimaforandringerne går så hurtigt, at man slet ikke fatter det.

En nye generation tager over

I 2014 døde Bernhard alt for tidligt af kræft. Sønnen Julian overtog bedriften i en meget tidlig alder og førte på mange måder faderens værk videre uden at stille spørgsmål. Med tiden har Julian dog fundet sin egen stil, og den tilpasses stadig. Udgangspunktet er det samme. Vingården skal producere noget af Tyskland´s bedste Pinot Noir. Rent faktisk minder gården og markarealet anno 2023 mere om det faderen drømte om, end det han selv nåede at skabe. Fra årgang 2023 er vingården endda certificeret økologisk.

Markarealet er gået fra 2,5 hektar i 1987 til 28 hektar i 2023. 70% er beplantet med Spätburgunder, 15% Chardonnay og resten med Weissburgunder og Grauburgunder.   

Som nævnt så udvikler Julian hele tiden sin stil. Han skar forholdsvis hurtigt ned på andelen af hele klaser i gæringen og brugte mindre nyt fad. Fra årgang 2022 er hele klaser helt ude af produktionen. Selvom Bernhard Huber var forud for sin tid, så har Julian formået at føre vingården ind i en ny moderne tid. En tid hvor god tysk Pinot er blevet udbredt, men hvor Huber stadig skiller sig ud som en af de bedste. Bernhard producerede en mere “bondsk” Pinot. Den var mørkere, med mere tannin og mere fadpræg. Den passede til tiden. 2022 fra Huber er mere ren og frugtdrevet i sit udtryk.

At forblive på toppen kræver udvikling

Indtil 2017 blev hver parcel vinificeret efter sin egen opskrift. GG Schlossberg er husets varmeste parcel og blev derfor produceret med en kortere maceration, for at dæmpe den frugtige karakter, og ofte blev mosten gæret med en højere andel hele klaser for at tilføje syre og lethed. Samtidig kunne vinen tåle mere nyt fad for at tilføre tannin og supplere den modne frugt.

Årgang 2017 ændrede på den praksis. Det var en regnfuld og kølig sommer. Der blev sorteret meget og udbyttet blev lavt. Forventningerne til årgangen var små. Julian besluttede sig for, at vinificere alle parceller ens, for der var ikke store forskelle i modenhedsgrad. Det blev en øjenåbner. Hver enkelt parcels særlige karakter trådte pludselig langt mere tydeligt frem.

Siden 2017 er hver parcel i reglen udsat for 9 dages koldmacerering, dernæst varmes mosten op, eller rettere, den køles ikke længere ned, og en spontangæring går i gang. Gæringen tager som regel 14 dage hvor der regelmæssigt foretages remontage (pump overs). Efter endt gæring hviler vinen på skindet i 22 dage inden pres og overførsel til fade. 1/3 af fadene er nye. Vinen hviler 16-18 måneder og tappes dernæst ufiltreret.

Markbesiddelserne hos Bernhard Huber

Malterdinger og Alte reben

Huset producerer vin i tre kvalitetskategorier, efter burgundisk forbillede. “Malterdinger” er det der svarer til village. Druerne til denne vin kommer fra de yngste stokke på husets GG-marker. Vinen “Alte Reben” er niveauet over, og kan på en måde ses som en premier cru. Druerne stammer igen fra Bernhard Huber´s GG-marker, fra ældre stokke og primært fra Bienenberg, marken som omgiver vingården.

Bienenberg

Det var cistercienser munke, der tilbage i 1200-tallet opdagede, at jordbunden på Bienenberg mindede om den i Côte de Nuits. Pinot Noir er derfor ingen ny opfindelse i Baden, den har vokset her i århundreder. Jordbunden består af mergel med et højt indhold af kalksten. Marken er nærmest delt i to, den ene med en sydøstlig orientering mod solen, den anden med en sydvestlig. Planterne der leverer druer til husets GG er mellem 40 og 55 år. Vinen herfra er i sandhed burgundisk. Det er noter som røde bær og viol der går igen i beskrivelserne af vinene herfra. Bienenberg kræver ofte tid for at modnes.

Wildenstein

Wildenstein er den ældste del af Binenberg. Altså en speciel del af marken. Dette kaldes en “Gewann” på tysk, eller “Lieu dit” på fransk. Jordbunden er mere stenet her. Her er mere stejlt, og terrasserne derfor mindre. Man mener det var her Pinot Noir første gang blev plantet i Malterdinger-jord. Disse geologiske forhold giver vinen herfra en anden karakter end på resten af Bienenberg. Den bedste måde at beskrive det på ville være at bruge ordet “mineralitet”. Wildenstein har en lettere struktur, men samtidig en mere kompleks tannin. Wildenstein er den vin med størst lagringspotentiale af alle Huber´s GG´er.

Sommerhalde

Vinmarken Bombacher Sommerhalde ligger øst for vingården, nærmest helt inde i Schwarzwald. Jordbunden består af mergel med kalksten. Marken ligger i en lille dal hvor der ofte er en smule vind. Solorienteringen er mod sydøst. Disse to faktorer gør det muligt at dyrke Pinot Noir her. Den fugt der helt naturligt opbygges af skovens nærhed, den tørres ud af let brise og morgensol.

Schlossberg

Marken er noget af det første man ser når man drejer fra A5 og kører mod Malterdingen. På venstre side ligger en bakkekam med ruinen “Lichteneck” omgivet af vinmarker. Markerne er stejle og direkte sydvendte. Her ligger Huber´s varmeste parceller. Jordbunden er ekstremt kalkholdig. Vinen herfra besidder en mørkere frugt end fra de øvrige GG-marker og mindre tannin. Det er en moden saftig Pinot, med pirrende mineralitet og krydderi der skabes her. Drikkeklar i en ung alder.

The post Weingut Bernhard Huber appeared first on Vin under lup.

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Kompetent smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Også producenterne er uenige om hvad god Spätburgunder er

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Personlig top 5:

Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Panelets top 5:

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende Spätburgunder-vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Salwey, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Keller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden (Mr Ruby)
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz (Mr Ruby)
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen (Mr Ruby)
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

The post Spätburgunder – Den “ultimative” test appeared first on Vin under lup.