Det er kun få uger siden, at en ung tysk vinmager fra Pfalz sagde til mig: ”Jamen selvfølgelig eksperimenterer vi. Vi har jo ingen historie!”
Sætningen har runget i mit hovede lige siden: ”Ingen historie!”
Men ret har hun jo. Det nærmeste Pfalz kommer noget historisk rent vinmæssigt er vel Riesling fra topmarkerne omkring Forst – Pechstein, Ungeheur og Jesuitengarten. Hvad er der ellers at komme efter? Altså rent historisk.

Lige nu er der tosse meget at komme efter. Det er simpelthen helt vildt. Rigtig meget Spätburgunder og Chardonnay er af international kvalitet, og det pibler stadig frem med energiske unge mennesker, der har et mål om at lave alt andet end ligegyldig vin. De vil være med til at skrive områdets historie. NU skal den skrives!

Det er ikke alle navne der skal nævnes fra mit Pfalz besøg i januar 2025. Der blev besøgt meget andet end nuværende samarbejdspartnere. Nogle besøg vil nok føre noget med sig, andre ikke. Jeg kan bare sige, at endnu en gang er jeg ”Blown away”.
Der bliver lavet imponerende ting. Det vrimler med vine, der ville koste det dobbelte, eller mere, hvis de var blevet produceret af en topproducent i området.

Weingut Jülg

Hvis vi nu skal følge vinruten, så starter vi helt i syd, i Schweigen-Rechtenbach, hos Jülg.

Heldigvis bliver sådan en tur også lidt ”ananas i egen juice”-agtig. Men det gør ikke noget. Når man har kørt rundt en hel dag og smagt, – så er det bare fedt at komme på besøg hos Johannes Jülg, og han så leverer turens største vinoplevelser. En bekræftelse af, at det nuværende sortiment ikke fejler noget.

Her blev smagt hvid årgang 2024. Riesling gærede stadig, så det var lidt svært at se hvor det skulle ende. Johannes kunne fortælle, at årgangen havde været en kæmpe udfordring. Der var svamp i alt. Der skulle virkelig sorteres, nogle gange var det få bær der kunne bruges i hver klase. Kælderen er kun halvfuld. Kvaliteten behøver man dog ikke være så bange for, den skal nok blive god. Det viste sig med al tydelighed på Chardonnay-vinene, der allerede nu fremstod næsten færdige. Alle, lige med undtagelse af Par les deux, herom senere.

Dernæst blev smagt Spätburgunder 2023. En overordnet set flot årgang. Høsten drillede. Året var som ingen andre. Perfekt blomstring, varm tør sommer, og så satte regnen ind i august, og blev ved og ved. Der er bare ikke to år der ligner hinanden, – som i overhovedet ikke. Der måtte sorteres og arbejdes hurtigt under høsten.
Vinene fremstår ikke med samme klare og rene frugt som 22. De har mindre primær frugt, noget mere tørret over sig. De er lidt ovre i figner og dadler-universet. Det gør ikke noget. Det virker ikke overmodent, det er bare årgangens udtryk. De to største vine var Kostert og Kammerberg. Førstnævnte endnu engang enormt ekstrovert. Vinen nærmest katapulterer op af glasset. Masser af mørk moden kirsch, kompleks, delikat, afdæmpet tannin. Nabomarken Kammerberg er helt utroligt anderledes. Vildt terroir-præget. Frugten trænges i baggrunden af røg, sten og tørret krydderi.

Par les deux

Jeg lagde vejen forbi byen Ilbesheim, lidt uden for Landau, for at blive klogere på hvad det er, der skaber de fantastiske vine. Kalmit er det højeste punkt i Haardt skoven med sine 672 meter. Kleine Kalmit ligger små 15 kilometer syd for sin søster/bror-bjergtop, midt i vinområdet, og når kun op i 270 meters højde. På trods af den beskedne hæjde, så er udsigten fra toppen af Kleiner Kalmit, et af de smukkeste udkigssteder i Pfalz. Selve vinmarken Kleine Kalmit er relativt stor med sine 13 hektar, så det er ikke lige meget om man har jord i den østlige eller vestlige del. Det vestlige stykke, op mod byen, er det stejleste, det er her hemmeligheden gemmer sig. Her er en sydvendt skråning på omkring 20%, som kan modne Pinot Noir bedre end de fleste andre marker i Pfalz. Undergrunden består af kalkholdig ler. Pinot Noir 2023 smager KÆMPE.

2024 Chardonnay blev smagt direkte fra fadene. Første fad havde ikke gennemgået malolaktisk gæring og fremstod hvinende citrusdrevet. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i. Det troede jeg egentlig var bevidst i første årgang. Men det er det altså ikke helt. Hvis fadene vil, så får de lov. Fad to var for eksempel næsten igennem, og fremstod derfor langt mindre grøn, lidt cremet, en anelse krydret. Fad 3 var nyt fra Taransaud. Totalt faddomineret duft. Ingen malo endnu her, så igen bare grøn og vrissen syre. Svært at sige hvor det ender, når det hele er færdigt, – og blandet, men mon ikke det bliver endnu et bevis på, at Chardonnay er det nye store i Pfalz…

Weingut Klein

Det var egentlig et besøg, der var planlagt for at finde ud hvem den anden del af “Par les deux” var. Det var Peter Klein. Og det viste sig, at Peter er en knag til at lave vin. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Pfalz turen var planlagt, blandt andet for at finde Chardonnay til sortimentet, som kunne leverer “value for the money”. Det kan vinene fra Wöhrle, Mathis og andre stadig, men når prisen når op i 300,- kroner eller derover, så bliver det bare sværere at sælge, – også selvom det smager bedre end meget Bourgogne til samme pris. Det viste sig, at Peter Klein kunne indfri lige bestemt det ønske. En Chardonnay, der smager burgundisk, cremet, med let fadnote, og en stringent germansk syre som letter og lufter. Chardonnay vom Kalkmergel kan kun blive en kæmpe sællert i 2025!

Vingården ligger i øvrigt i et utroligt smukt bakket område. En absolut charmerende del af Pfalz.

Emil Bauer

Lidt nord for Landau ligger Emil Bauer i bydelen Nussdorf. Jo, den er god nok. Der kommer en Mr Ruby´s Choice Chardonnay årgang 2024 til April. Vi har ikke ramt det færdige blend endnu, men det bliver igen, cremet, knasende sprød pære-duft, lidt fersken i munden, samt en fin urtet kant. Du kan roligt bestille, også når årgangen skifter.  

Margarethenhof

Turen gik videre nordpå mod Forst. Hos Margarethenhof ligger de store 2023 Riesling stadig på bærmen og venter på at blive helt som de skal være. Så vi smagte 2022. Pechstein er bare vild! Den dufter af ahornsirup og akacieblomst, som var det en sød vin, men den er knastør. Yvonne siger, at det er druernes fysiologiske modenhed der gør det. Den sorte basalt på Pechstein gør marken til en stegeovn. Enormt kompleks vin. Skulle hilse og sige, at den ikke mangler syre, på trods af modenheden.

Jesuitengarten er nabomark, men med mindre basalt, mere sandsten. Her er mere blomst og lime, samt drillende mandarin-krydderi. Smuk afbalanceret citrus, munddrivende syre og legende krydderi på tungen. Begge vine, samt Forster Stift årgang 2023 kommer hjem til foråret.

Fra Forst videre nordpå. Her ligger kooperativet Weinland Wachtenburg. Et kæmpe foretagende, med masser af medlemmer. Kooperativernes tid er ikke forbi. Wachtenburg laver tilmed flotte vine. Især er jeg imponeret over de hvide. Fantastisk rene, uden at miste særpræg. Riesling-vinen Wachenheimer Fuchsmantel har været i sortiment et stykke tid, og der kommer højst sandsynligt mere til. Det er vine der leverer. Fuchsmantel Kabinett Trocken smager jo som vin, der skulle koste det dobbelte!

Hanewald-Schwerdt

Videre til kalkvæggen (Kalkriff) i Leistadt hvor Hanewald-Schwerdt holder til. Her skulle især opdateres på Riesling. Thomas Hanewald serverede vanen tro den ene perle efter den anden. Det er så vanvittigt! Havde der stået Burklin-Wolf på de flasker, så havde de kostet 3-4 gange så meget!!! Der kommer Og så kan kalkvæggen altså også leverer Pinot Noir med en dybde og en intensitet, som er imponerende. Jeg leder stadig efter noget der kommer op på siden af Hanewald-Schwerdt´s Spätburgunder Trocken til de 119,- kroner. Jeg er i tvivl om, om det findes…

Kalkriff Spätburgunder er på vej hjem i årgang 2020. Enorm dybde og intensitet. Saftig kirsch med nellike, kardemomme, saftig mundfyldende frugt, med frisk syre og medium tannin. Eftersmag hvor de julede krydderier fortsætter. Kalkofen blev præsenteret i årgang 2021. Stadig præget af rød frugt fra de tyske kloner. Mere afdæmpet tannin og mere frisk syre end Kalkriff. Forskellen på fransk og tysk klon er til at få øje på. Delikat frugt, som silke på tungen, med lidt sort knust peber i eftersmagen, som er et, for mig, gennemgående tema for den kølige årgang 2021. Vinene er hjemme i januar 2025.

The post Tour de Pfalz 2025 appeared first on Vin under lup.

Her er historien om, hvordan to ejendomme blev til en, og hvordan en traditionel tysk vingård blev moderne. På mange måder er historien om Hanewald-Schwerdt, et meget fint billede på hvad der er sket i Tyskland igennem de seneste 20 år.

For at lette forståelsen for resten af teksten, så lad os slå fast med det samme: Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt´s fædre er brødre. Det vil sige, Thomas og Stephan er fætre.

Weingut Erhard Hanewald hed vingården i Leistadt i Pfalz. På mange måder samme vingård som den, der i dag hedder Hanewald-Schwerdt, og så alligevel slet ikke samme vingård. Weingut Erhard Hanewald var ejet af Stephans far. Erhard var stiftende medlem af det lokale kooperativ, men valgte i 1997 at forlade andelsforeningen, ligesom mange andre tyske vinbønder gjorde i de år. Kooperativerne kunne ikke betale nok for bøndernes druer, derfor blev flere og flere selvstændige vinmagere. I samme tidsrum besluttede Thomas´ bedstefar at indstille sit arbejde med sin lille vingård i Deidesheim. Han overdrog markerne til sin datter (Thomas´ mor), der lod markerne overgå til den nu fælles familieejede vingård, som fik navnet Hanewald-Schwerdt. Karrierevejen var banet for de to fætre, – hvis de ville. På daværende tidspunkt var de begge 10 år. Men udfaldet kender vi. De blev vinmagere og driver i dag familiens vingård.

Skiftet fra traditionel til moderne

Thomas startede allerede som 16-årig i lære som vinmager og har siden uddannet sig som vindyrkningstekniker. Han tilbragte sine læreår på Lucashof i Forst, August Ziegler i Maikammer og Wageck i Bissersheim, alle vingårde i Pfalz.

Stephan arbejdede i en periode på undervisnings- og forskningsinstituttet i Neustadt, hvor han tog del i arbejdedet med eksperimentel vindyrkning og kælderdrift. Samtidig arbejdede han i kælderen hos Georg Mosbacher i Forst. Sidenhen tog han på universitetet i Geisenheim for at studere vinproduktion. Som afslutning på studierne rejste han til forskellige vindyrkende lande. Størst indtryk gjorde opholdet i New Zealand. Her arbejdede han for vingårdene Muddy Water & Greystone Wines. Begge gårde er beliggende i Northern Canterberry. Her arbejdede han med alle de sorter, som han også kunne arbejde med hjemme i Leistadt. Stephan siger selv, at det var opholdet sammen med Dom Maxwell på Greystone Wines, der fik hans øjne op for Pinot Noir.

Inden opholdet i New Zealand var Spätburgunder, for ham, bare én af en masse røde sorter, som ikke rigtig fik opmærksomhed. Alt handlede om Riesling. Det ændrede sig for ham, som det har ændret sig for mange andre tyske vinbønder gennem de seneste 20 år.

I 2011 var det så den unge generation der overtog den daglige drift. Og fætrene Stephan Schwerdt og Thomas Hanewald er i sync med deres generation. De vil noget med deres vinproduktion. De har moderniseret husets stil, skiftet en stor del af de gamle træfade ud med stål, og ændret produktionsgange, så husets vine i dag er blevet tørre og mineralske. De arbejder med naturgær og lang kølig gæring på alle vine for at fremme aroma-opbygningen i vinene og gengive det lokale særpræg.

Markbesiddelserne

Huset besidder marker både nord og syd for Bad Dürkheim, i syd er det omkring Deidesheim, som er kendt af de fleste riesling-elskere, fordi nogle af de Tysklands bedste riesling-vine kommer fra markerne omkring byen.
Overordnet set, så er det ikke stejle skråninger der præger området omkring Deidesheim. Det er højst en let skrånende bakke op mod skoven du kan blive udsat for. Til gengæld, så er området varmt. Faktisk en del varmere end området omkring Leistadt, der ellers blot ligner en copy/paste forlængelse af syd-øst-vendte marker op mod skov.
Jordbunden omkring Deidesheim består af grus, kalksten, enkelte steder iblandet basalt. Nord for Bad-Dürkheim er jordbunden næsten ren kalksten.
Både jordbund og klima gør, at det er to vidt forskellige typer riesling der skabes. Den intense og komplekse riesling kommer fra Deidesheim (Leinhöhle, Reiterpfad, Paradiesgarten), den ranke og florale kommer fra Leistadt (Herrenmorgen og Herzfeld).

Området omkring Deidesheim

Begge er relativt flade marker, hvilket nok er en af grundene til, at de kun er klassificeret som 1G i VDP regi. Riesling-vinene herfra er storartede. Besidder den særlige Deidesheimer-karakter.

Deidesheimer Leinhöhle – Mark med svag hældning mod syd-øst. Jordbunden består af sandet jord iblandet rød sandsten. Det er faktisk som om den røde jord går igen i vinen, der får en helt særlig let krydret karakter. Stor, kompleks riesling med saftig karakter og flot syre.

Deidesheimer Paradiesgarten – Jordbunden består primært af rød sandsten. Her bliver varmt i dagtimerne, men parcellen ligger tæt på skoven og køles derfor relativt mere i aften- og nattetimerne end Leinhöhle. Det giver vinen herfra en anden struktur. Den er mere lukket som ung, har mere syre og er knap så krydret.

Ruppertsberger Reiterpfad – Relativt flad mark bestående af forvitrede røde sandsten og sandet jord. Marken giver en lidt dybere frugt end Leinhöhle. Næsten a la mørke bær. Her er masser af saftig frugt, pirrende krydderi og en rank syre.

Området omkring Leistadt

Herrenmorgen – Her står husets ældste Riesling, – plantet i 1955. Leistadter Herrenmorgen når på sit højeste punkt op i en højde på 270 m over havets overflade. Kombinationen af ​​højde og en sydøstlig soleksponering giver et lidt køligere mikroklima end på firmaets øvrige marker. Læg dertil en kalkstens og mergel-domineret undergrund. Så får du Riesling med en helt særlig karakter. Den er frisk, floral og meget mineralsk.

Herzfeld – er en relativt ny mark i husets program, men en mark som betegnes som deres “Grosse Lage”. Marken ligger relativt højt, med en hældning direkte mod syd. Placeringen gør, at der næsten altid blæser en let brise her. Vindcirkulationen gør, at druer herfra sjældent er angrebet af råd. Derfor har Stephan og Thomas taget springet, og udelukkende plantet Dijon-kloner på marken. Dijon-kloner er tættere i klaserne, sætter mindre bær og giver dermed større farve og intensitet.

Kalkofen – Her vokser husets ældste Pinot Noir. Terrasserne på “Kalkofen” er beplantet i 1955 og er beplantet med tyske kloner. Navnet “Kalkofen” er ikke tilfældigt, for det første er terrasserne sydvendte og varme, for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løse kalsten og mergel, inden vinstokkenes rødder møder massiv kalksten. Herfra producerer Hanewald-Schwerdt en virkelig raffineret Pinot, med rank syre og lækker spicy karakter.

Rejsen mod toppen af tysk vin

Hanewald-Schwerdt er et fantastisk eksempel på, hvad Tyskland har gemt på af uforløste muligheder. Hahnewald-Schwerdt gør det faktisk ikke “svært”. De er meget ydmyge omkring deres produkt. Du finder ikke et bedre forhold mellem pris og kvalitet ret mange steder.

Det tager tid at ændre et image, det tager tid at finde sin stil. Det har fætrene i den grad fundet. I min bog startede det for alvor med årgang 2017. Der havde været enkelte perler inden, men fra 2017 og frem er det over en kam, imponerende hvad de går og laver, – og specielt Riesling og Spätburgunder kan efterhånden dyste med de bedste.

I 2020 kom de første lovprisninger for alvor. Magasinet “Selection” kårede Hanewald-Schwerdt til “Best young winemakers” og bloggen “Gourmetwelt” kaldte dem “Årets fund”. Falstaff er også begyndt at kigge på vinene herfra, og pointene stiger år efter år. Så hold øje her. Det er et hus, som rejser sig fra støvet i disse år.

The post Hanewald-Schwerdt appeared first on Vin under lup.