Hvorfor er de romere så interessante? Det er de, fordi de gjorde forbavsende mange ting rigtigt. De besad en viden og en indsigt, som vi kunne lære noget af den dag i dag. Deres evne ud i arkitektur var vanvittig, især når man tænker på hvilke redskaber de havde at gøre med. Selvfølgelig ved vi mere om en hel masse i dag end de gjorde, men det er som om det ikke altid er en fordel at vide meget. Eller også glemmer vi at bruge det vi ved. Det gælder både inden for arkitektur, men også inden for vin. Det er helt sikkert én af grundene til, at fænomenet “naturvin” vokser i disse år. Producenterne vil tilbage til at finde glæde ved vin.

Der er mange teorier om hvor vin og vindyrkning stammer fra. Den gang jeg gik i vin-skole for små 30 år siden, var både vinplanten og vinproduktionen fra Kaukasus. Men skolebøgerne skrives om i disse år. Det tyder på, at vinplanten har været udbredt inden for de vinbælter vi kender i dag. Man arbejder nu med forskellige arnesteder, hvor de planter vi kender i dag oprinder fra. Den Iberiske halvø kunne meget vel være et af disse steder. Sardinien gør krav på at være det og Georgien er med sikkerhed.

Men hvad så med opdyrkningen af vin og produktion? Her peger arkæologiske fund stadig i retning af, at teknikkerne vandrede fra øst mod vest. Omkring år 1000 før Kristi var Fønikerne og grækerne i fuld gang med kolonisering af egnene omkring Middelhavet. Det var her der for alvor kom gang i vindyrkningen i Europa. Der blev udvekslet teknikker og plantemateriale og ikke mindst handlet vin. På Sardinien har man gjort arkæologiske fund af vinfremstillings-redskaber, der kan dateres til 1200 år før Kristi. Grækerne grundlagde handelsbyen Massalia/Marseille cirka 600 år før Kristi. Derfra gik vinproduktion sin gang – op gennem Rhone-dalen – og bredte sig ud som en vifte herfra.

Romerne tager over

Romerne tog over hvor grækerne slap, eller rettere, romerne var så vilde med grækerne og deres skikke, at de nærmest lavede en copy/paste på dem. For grækerne var vin en stor del af deres kultur, det samme blev det for romerne. Romerne var faktisk så glade for vin, at størstedelen af Italiens landbrugsarealer på et tidspunkt var dækket af vinstokke. Dette skabte problemer, idet kornleverancerne udefra var meget besværlige på den tid. Derfor vedtog man ved lov, at vinmarkarealet skulle begrænses, og ny plantninger blev forbudt.

Romerne havde et oprindelses- og klassifikations system, som skulle sikre adelen, at de fik den rigtige vin når de bestilte deres elskede “Falernum”. Falernum var en af de fineste romerske vine. Alle amphoraer blev således forsynet med stempel fra oprindelses stedet, noget der har hjulpet arkæologerne enormt i deres bestræbelser på at kortlægge romernes handels veje. Der er fundet romerske amphoraer i størstedelen af middelhavs-området.

De flittige romerske skribenter

Fra romertiden har man meget nøje beskrivelser af diverse vine, og derfor en rimeligt klar forestilling om, hvordan vinene smagte på den tid. Både Plinius den Ældre, Cato den ældre, Palladius, Varro og især Columella var flittige skribenter ud i vindyrkning og -produktion. Romerne havde en meget højt udviklet kultur omkring vinproduktion. Columella (år 4-70) skriver i sit værk ”De re rustica” om økonomi og kvalitet ved forskellige høstudbytter, samt hvilke druesorter der skal plantes i hvilken jord for at få det bedste resultat.

Cato skriver om vigtigheden i at holde produktions lokalet køligt og rent og anbefaler at lave nordvendte døråbninger til lagerlokaler. Plinius den ældre (år 23-79) skriver i hans ”Naturalis historia” om vigtigheden i, at holde gæringen kølig. Det kunne gøres ved at gære i nedgravet amphora. Allerede dengang tilsatte man kalk til en vin hvis den var for syrlig og Cato og Pliny nævner også brugen af svovl som konserveringsmiddel. Romerne kendte til mange af de teknikker som anvendes i dag.

De bedste vine på den tid var kraftige og søde, da de var produceret af sent høstede eller tørrede druer og ofte tilsat krydderier og/eller kogt koncentreret druemost. Nogle vine blev bragt til røgkamre, hvor de blev opbevaret, indtil de ændrede aroma til en kraftig og røget vin.

Katastrofen i Pompeji

Nogle af landets bedste og mest værdsatte vine kom fra marker omkring Napoli. Vinen Surrentium, kom såmænd fra vulkanen Vesuv´s skråninger. Byen Pompeji nær Vesuv var et center for vinproduktion og det var en katastrofe for den romerske vinindustri, da Vesuv i 79 gik i udbrud. By og marker blev begravet i lava og aske.

De druesorter de romerske forfattere beskriver som værende de vigtigste, er svære at nikke genkendende til i dag. De nævner sorterne: Aminea, Nomentana, Apian, Eugenian og Allobrogica. Grunden til, at ingen navne har overlevet, kan være en tilfældighed. Det kan dog også siges med sikkerhed, at de stokke, der står på de europæiske marker i dag, ikke på nogen måde behøver minde om datidens. Vitis Vinifera muterer og degenererer grundet ydre påvirkninger. Over få århundreder kan en sort mutere og have ændret karakter også selvom den er opdyrket.

Aminea blev betragtet som den bedste af dem alle. Der er mange teorier om hvilken druesort Aminea var, – men der er ingen beviser for noget som helst. Ampeolografer har ud fra de vækstmønstre de romerske skribenter beskriver et gæt. I de gamle skrifter beskrives druernes fysiologi, sorternes blomstring, udbytte, modning, tilbøjelighed til sygdomme og endelig vintype. Dette har ført til en teori om, at Aminea kunne være Savagnin, en af de ældst kendte sorter på de europæiske vinmarker.

Meget ender i gætteri, når der skal sættes navn på de druer romerne arbejdede med. Falernum bliver i nyere vinbøger beskrevet som en vin produceret på Aglianico, og druen skulle i øvrigt have græsk oprindelse. Ifølge DNA-forskeren Vouillamoz er det, det pure opspind.

Plinius den ældre nævner de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte. Man mener, at han kan have beskrevet Nebbiolo. DNA-forskning beviser, at sorten har en meget lang historie. Ingen forældre er fundet til Nebbiolo, til gengæld findes druens DNA i mange andre sorter.

Påvirkning af europæisk vindyrkning

Romerne bragte deres teknikker med ud i hele riget. I bakkerne omkring Vienne i Rhône-dalen, ikke langt fra Hermitage-højen, producerede romerne en af rigets store vine. Bordeaux blev en kæmpe handels-succes. Bordeaux-området bestod på daværende tidspunkt kun af Gironde-flodens højre bred. Chateau Ausone er opkaldt efter den romerske digter Ausonius som havde bopæl og vinmarker i det vi i dag kender som Saint-Emilion. Romerne elskede Bordeaux, for jorden var frugtbar og floden gjorde det nemt at fragte varer herfra.

Romerne kan muligvis have dyrket Cabernet Franc i Bordeaux og bragt druen til både Loire og Sydengland. Klimaet var varmere den gang, derfor var vindyrkning i England mulig. I Bourgogne og Champagne har de med stor sansynlighed arbejdet med Pinot Noir.

En af Tysklands ældste byer, Trier, ved Mosel, hed “Augusta Treverorum”. Byen var hovedstad i den Galliske del af Romerriget. Der er masser af levn fra Romernes tilstedeværelse langs Mosel-floden, blandt andet flere anlæg til presning af druer. De er med romersk akkuratesse naturligvis anlagt ved direkte sydvendte skråninger. I Trier finder man ”Porta Nigra”, som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Romerne arbejdede dengang formentlig med druesorten Elbling, Riesling er af nyere dato.

Omkring år 0 var Jorden inde i en varm periode. Derfor kunne romerne dyrke vin i Sydengland, noget som i disse år bliver genoptaget.
Fra 1350 til 1850 har vi været inde i det der kaldes ”Den lille istid”. Det har i den periode været svært at producere vin i Nordeuropa. Problematikken er nu afløst af temperaturstigninger, som kan være naturlige klimaforandringer, men som desværre med sikkerhed forstærkes af menneskets udledning af CO2.

The post Det vinglade folk Romerne appeared first on Vin under lup.

Det er formentlig få generationer før os, der har kunnet iagttage klimaforandringer på samme måde som vi kan. Tallene lyver ikke, nedbørsmængderne, om de er højere eller lavere end normalt, lyver ikke, orkanerne tager til i antal og styrke, områder udtørrer og bliver til ørken, og isen på polerne smelter. Det hele sker med en fart, som ikke er oplevet siden sidste istid ophørte for 12.000 år siden. Man behøver ikke længere være forsker eller “klimatosse” for at kunne se, at der sker noget.

Men planeten Jorden´s temperatur har jo altid svinget op og ned. Istider er kommet og gået, og Grønland var engang grøn. Problemet er, at selv om vi tager tidligere varme perioder i betragtning, så er vi på vej ind i en periode, der ser ud til at blive rigtig varm, godt hjulpet på vej af menneskets udledning af CO2.

På vinuniversiteterne går forskningen nu i retning af, at udvikle sorter, der kan klare ekstrem varme, og som kan agere i en atmosfære med højere CO2 koncentration. Det er helt andre udfordringer man står overfor, end det var for bare 30 år siden.

Tidligere varme perioder

Klima er ikke nemt at tale om kortsigtet. Klimaet har ændret sig på Jorden siden den blev dannet. Der har været varme perioder og der har været kolde perioder. Der er evidens for, at Romerne dyrkede vin i det sydlige England omkring år 300. Vi ved også, ud fra årringe i træer og høsttidspunkter i notesbøger, at perioden 900-1300, var en varm periode på Jorden. Fra år 1350-1850 har vi været inde i den periode som meteorologerne kalder ”Den lille istid”. Denne periode har gjort vindyrkning så at sige umulig i Nordeuropa. Det er denne kolde periode vi er på vej ud af. Så meget ved vi.

Spørger man NASA, så er det vi oplever lige nu, et fænomen som Jorden før har oplevet. Det handler om Jorden´s bane og hældning i forhold til Solen. Man taler om en Milankowitch-cyklus som gør, at istider kommer og går. NASA mener endda at kunne bevise, at temperaturstigningerne på vej ud af istider før har været voldsomme. Hos NASA fornægter man dog heller ikke, at CO2 er med til at forstærke effekten. NASA´s klimatiske tidmaskine taler sit helt eget sprog. Mennesket er godt i gang med at forurene sit eget hjem.

Stolte traditioner kan stå for fald

Klimaforandringer påvirker i den grad vinbruget. Både før og nu. En af grundende til, at en drue som Pinot Noir i dag er at finde i Ahr-dalen i Tyskland, skyldes formentlig en af de varme perioder, der ledte op til ”Den lille istid”. Klimaet var tidligere egnet til dyrkning af Pinot Noir, men druesorten har i mellemtiden været svær at tumle for vinbønderne i Ahr. Pinot Noir har selv forsøgt at tilpasse sig de kølige omgivelser og derfor opstod sorten Frühburgunder. Sorten er en mutation af Pinot Noir, som er opstået, fordi plantens DNA har tilpasset sig og derved modner hurtigere end Pinot Noir. Ahr-klimaet bliver dog i disse år mere og mere Pinot Noir-venligt. Gennemsnitstemperaturen i Ahr er steget med 1,6 grader gennem de seneste 50 år. En vinbonde ved Ahr, kan med andre ord glæde sig over klimaforandringerne. Men det er der andre der ikke kan.

Områder med stolte traditioner har naturligvis sværest ved at acceptere en omstilling. Enkelte nægter helt at tale om problemet. Men det forsvinder bare ikke selvom man ikke taler om det. Af samme grund ses omstillingen tydeligst i den nye vinverden. Her handler det om at levere et slutresultat, om det er på den ene eller den anden drue er knap så vigtigt. I Australien udskiftes Grenache flere steder med Mataro, også kendt som Mouvedre. Sidstnævnte tackler varme og tørke bedre og bevarer frem for alt syre. Grenache har en tendens til at eksplodere i sukker og smide sin syre hvis det bliver for varmt.

Hvordan ser vinbruget ud om 30 år?

Desværre ser det ikke ud som om, at vi kan knække kurven bare sådan lige. For det første er der stadig dem der mener, at det hele er en gang hysteri og at tingene retter sig selv, for det andet er der enorme økonomiske interesser på spil. Klimaet er desværre taberen i forhold til ussel mammon. Man regner derfor med en yderligere stigning i gennemsnitstemperaturen på globalt plan på 1,5-4 grader inden slutningen af dette århundrede. En ændring som vil få den sydlige halvkugles vinområder til næsten at forsvinde. Den sydlige halvkugle har meget lidt landjord mellem 30. og 50. breddegrad, som er de breddegrader hvor vindyrkning i dag er mulig.

På den sydlige halvkugle ligger de fleste vinmarker mellem den 30. og 40. breddegrad, som allerede i dag er varme klimazoner i forhold til vinproduktion. Der vil stort set kun være sydspidsen af Sydamerika tilbage, som egnet vinområde hvis forudsigelserne holder. På den nordlige halvkugle vil vindyrkningen rykke mod nord. Canada, England, Danmark, Sydsverige, Polen, de baltiske lande, samt store dele af Asien vil blive nye vinlande. I de i dag eksisterende vinområder vil man blive nødt til at udskifte druesorter for at tilpasse sig det nye de nye forhold og Sydeuropa vil blive for varm til vindyrkning.

Pierre Huglin´s index

De enkelte druesorter har gennem århundreder tilpasset sig bestemte klimatiske forhold. Biologen Pierre Huglin udviklede sit såkaldte Huglin index, i dette opererer han med gennemsnitstemperatur i vækstsæsonen. Han påviste herved, at hver enkelt sort performer bedst inden for et spænd på 2-3 grader. Kommer gennemsnitstemperaturen over eller under dette spænd, så bliver druen problematisk at dyrke. Stiger temepraturen som for nuværende, så stiger sukkerindholdet, syreindholdet falder og aromaprofilen ændres. Fremskriver vi de seneste 50 års stigninger så vil Bourgogne være for varm til Pinot Noir og Rheingau for varm til Riesling i 2050.

Scenariet er desværre meget sandsynligt. Sommeren 2003 var den varmeste sommer i Bourgogne siden 1370 og siden er den rekord blevet overgået flere gange. Chardonnay vil kunne dyrkes lidt længere ud i fremtiden end Pinot Noir i Bourgogne, men det vil helt sikkert blive en anden Chardonnay, med mindre syre og måske en anden aroma-profil end i dag. Vinverdenen kan se meget anderledes ud om 50 år!

Touriga Nacional fra Bordeaux?

Bordeaux kan også få det svært, især i forhold til de hvide druer Sauvignon Blanc og Semillon, men også Cabernet Franc vil få det varmt. Faktisk har man allerede godkendt nye druer til produktion af AOP Bordeaux, heriblandt portugisiske Touriga Nacional. Barolo er heldigere stillet. Nebbiolo kan tackle en del varme, men igen, stilmæssigt vil fremtidens Barolo måske se anderledes ud.

I Alsace er den potentielle alkohol i Riesling steget med 2,5% på 30 år. Mosel og Rheingau vil i år 2050 (Baseret på en temperaturstigning på 1,6 grader fra år 2000) være bedre egnet til dyrkning af Cabernet Franc end Riesling. Vi ser allerede nu, at Rheingau i 2015 er på samme temperaturniveau, som Bordeaux var i 1960. Så der er ikke noget at sige til, at Riesling sveder lidt i varmen, og høsttidsdatoen for Riesling falder tidligere og tidligere.

Det lyder helt vanvittigt, men det kan være forandringens århundrede vi er gået ind i. Dem der ignorerer klimaforandringer, og som elsker Bourgogne Pinot Noir, de vil måske om 50 år indse, at de tog fejl. Imens de sidder og skænker sig et glas Syrah fra Romanée Conti! Fremtidens store Pinot Noir kan meget vel være fra Tyskland, der især i de seneste 10 år har nydt godt af et varmere klima. Tyskerne kalder Pinot Noir for Spätburgunder. Hvis du ikke har opdaget “det tyske mirakel” endnu. Så skulle du se at komme igang.

The post Hvad gør klimaforandringer ved vinbruget? appeared first on Vin under lup.