Der skal en gentagelse til for at beskrive året, men gentagelser bruger selv Hendes Majestæt Dronningen, så jeg håber på tilgivelse når jeg siger: “Tysk vin når nye højder hvert eneste år – og 2022 har været vildere end nogensinde.”
Der kommer nærmest uafbrudt nye unge superproducenter. Tyskland ER det mest spændende vinland i Europa netop nu! Det er helt udenfor kategorien “Emne for diskussion”.

Herunder vil jeg opremse nogle af højdepunkterne fra min lille sorte notesbog i det forgangne år.

Årets bedste Pinot Noir

Pinot Noir, som vi jo også kender som Spätburgunder, er blevet det helt store tema i Tyskland. Druen er nu den næstmest plantede på de tyske marker, kun overgået af Riesling, og lur mig om ikke arealet med Pinot vil stige betragteligt i de kommende år, imens arealet med Riesling nok vil være konstant. Det hele naturligvis hjulpet på vej af klimaforandringer, men så sandelig også en stigende efterspørgsel, som hjælpes godt på vej af stigende priser i Bourgogne.

Midt i at kunne nyde de mange flotte tyske Pinot´s, så skal man ikke glemme alvoren i dette. Der kommer flere og flere Pinot Noir vine fra Bourgogne med 14,5% alkohol! Det er en katastrofe! Pinot Noir skal og må ikke holde så høje procenter. Finessen forsvinder, alkoholbiddet brænder. Det er en tragisk og historisk udvikling. Selv en sælger af “miraklet i Tyskland” har det svært med at se fordums storhed forfalde, – for det er ved at ske, og det sker for øjnene af os.

Året har budt på mange fremragende tyske Pinot´s, men også bekræftet, at Daniel Twardowski og Julian Huber tilhører den absolutte elite. Twardowski´s årgang 2019 er muligvis det bedste han endnu har lavet. Han er ikke billig, men han er hver en krone værd. Han er faktisk i færd med at skabe en helt ny type Pinot, en Mosel Pinot, der tager udtrykkende “lethed og elegance” til helt nye højder.

Mr Ruby skrev: “18 var god, men det her er bedre! Twardowski vil ikke stå tilbage for resten af de tyske Pinot-specialister, – de bliver bare dygtigere og dygtigere ud i fortolkningen af denne drue. Næsen bringer mindelser om stor Côte de Nuits. Det er let, det er svævende, og så alligevel med en lidt mørk undertone. Det dufter af lyse modne kirsebær, brombær, chokolade og sød lakrids. Viskositeten er fantastisk. Mundfyldende og delikat, men bygget på et skelet med den vildeste, mest insisterende og mundvandsdrivende syre. Det er præcision på aller-øverste hylde.”
Der står 96 point i egen notesbog.

Årets bedste køb i Pinot Noir

Vom Löss fra Schloss Schönberg i Hessische Bergstrasse er produceret på Pinot klonen Auer 2107. Fremavlet af Martin Auer, – godkendt i 1964 som egen klon. Særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot. Men samtidig med, at den er lys, så er den saftig og vild. Vinen dufter af hindbær, rabarber, orangeskal, vilde urter og hvid peber. Smagen besidder lys frugt, pirrende krydderi og en frisk prikkende syre. Det er Pinot på højt niveau.
92 point i Mr Ruby´s lille sorte.

Årets bedste køb i Bourgogne

Vinen fremstår lidt uklar i glasset, den både ser ud og opfører sig ufiltreret. Der er nemlig bevaret masser af farve og smag i denne vin. Storladen juicy næse med kærnemælk, jordbær og brombær som dominerende aromaer, men med en dybde og spicyness der giver en lyst til at lede og lede. Under frugten ligger myriader af lækkerier. Du kan finde karamel, nellike, sød finsk lakrids og viol, bare for at nævne noget. Smagen besidder lækker “ufiltreret” viskositet. Den føles nærmest cremet på tungen, men samtidig med en let struktur. Frugten er saftig og betagende. Besidder stor renhed, behageligt tanninbid og en alkoholprocent på blot 13% som mange andre i Bourgogne kunne lære noget af. Kapow! En af året 2022´s bedste oplevelser fra Bourgogne. 95 point.

Andre store Pinot Noir-vine smagt i 2022 har været 2019 Binenberg GG fra Bernhard Huber (96), 2014 Schlossberg GG fra Bernhard Huber (96), 2018 Höllenberg GG fra Fürst (95) og 2019 Sonnenberg KT fra Jülg (96).

Årets bedste Chardonnay

Der begynder at ske ting og sager med Chardonnay i Tyskland. Druen som var forbudt på de tyske marker helt frem til 1991. Flere og flere tager den til sig og behersker den bedre og bedre. En af de måske bedste producenter på Chardonnay er Weingut Wöhrle fra Baden. Markus Wöhrle er altså bare et mulehår bedre end mange af de bedste. Nu sætter han lige en fed streg under det postulat

Lige om lidt kommer hans nye top Chardonnay “Teufelslochgasse“ hjem. Det er en vin som har fået VDP til at spærre øjnene op, og de sidder i øjeblikket og tygger på, om parcellen på Lahrer Kronenbühl med den særlige jordbund, skal ophøjes til GG. Det er ret vildt. Markus hentede i 2015 Chardonnay-stiklinge i Bourgogne og nyplantede parcellen, fordi han opdagede, at jordbunden var anderledes her. Her var et højt indhold af kalksten. Vinen er fuldstændig vild. Den dufter af citrus, urter, røg og hvid peber. Den er en sensorisk eksplosion i munden, med lidt melon og abrikos, som suppleres af masser af syre, sten og røg. Spændstig, mineralsk, vanvittigt flot! Der står 98 point i den lille sorte bog. Årets højeste score.

Årets bedste Bourgogne Chardonnay

Nu er den vildeste tyske Chardonnay nævnt, så kan der også lige blive plads til årets bedste Bourgogne Chardonnay. 2019 Saint Aubin 1er cru Les Murgers des Dents de Chien fra Francois Carillon. Vinen er en kæmpe oplevelse, til en meget fair pris. Den er stadig ung og besidder masser af syre. En dekantering kan anbefales. Så åbenbarer den hvad hvid Bourgogne kan og hvorfor det er så efterspurgt. Vinen dufter af brunet smør, valnødder, ristet brød, kærnemælk og lidt overmoden papaja/fersken. Cremet mundfylde, med pirrende syrligt bid med røg, sten, lækker mineralitet og fadkrydderier. Topharmonisk. 95 Smæklækre point i Mr Ruby´s lille sorte notesbog.

Årets bedste køb i Chardonnay

Årets bedste køb i C hardonnay går også til Bourgogne. Benjamin Leroux´ Saint Romain Sous les Chateau årgang 2020 viste, at der stadig er håb om, at Bourgogne også i fremtiden kan levere sprød Chardonnay med blot 12,5 % alkohol. Saint-Romain ligger i en dal der skærer ind i Côte d´Or lige ved Auxey-Duresses. Dalen ligger højere og er lidt køligere end Côte d´Or og var det ikke for de virkelig veleksponerede skråninger i dalen (mod syd- og sydvest, så ville området her have hørt under Hautes Côtes de Beaune. Vinen fremstår så krystalklar, så ren, så let og fin, at man drages af den. Sart duft af fersken, citrus og lidt urter. Let cremet mundfylde, der hurtigt bliver spaltet af frisk, levende syre, røg, sten og citrus. 92 uimodståelige point i notesbogen.

Årets bedste Riesling

Først på året modtog jeg prøver fra Margarethenhof, en lille vingård ved Forst i Pfalz. Markerne omkring Forst er på en eller anden måde centrum for riesling-kvalitet i Pfalz. Den særlige jordbund, med vulkansk islæt i form af sorte basalt-sten, gør noget helt særligt for druen. Det er en helt anden type Riesling end den man finder blot 150 kilometer mod vest, på den modsatte side af Hundsrück-højderyggen, ved Mosel. En Riesling fra Forst er kompleks og dyb, hvor Mosel er let og elegant.

Men tilbage til Margarethenhof-prøverne. Bror Martin og søster Yvonne har overtaget forældrenes vingård og løftet denne vingård helt op i eliten i Tyskland med et trylleslag! Forældrenes vine blev produceret med restsødme, nu er de knastørre, mineralske og internationale. Hele sortimentet er på vanvids højt niveau. Men 2020 Pechstein slår alligevel dem alle. Vinen forener kompleksitet med elegance. Den er svævende floral, samtidig med, at den har dybde og intensitet. Enorm intensitet i munden, hvor det pirrer og sitrer med krydrede mineralske noter. En af årets største overraskelser og samtidig bedste Riesling. Mr Ruby er på 96 point.

Skal vi ud af andegården, så var det faktisk Dr Loosen der trak den højeste score i notesbogen i 2022. 2012 Ürziger Würzgarten Alte Reben Reserve var så ung og viril, at man var nødt til at tjekke årgangen på etiketten en ekstra gang (96). Stor fylde og intensitet, med Mosel´sk lethed og elegance på samme tid, – og så dette særlige mineralske Loosen-krydderi, som formentlig kommer fra de upodede stokke. Robert Weil´s nye supervin 2019 Monte Vacano (95 point – Rheingau) stikker ud, men også Van Volxem´s Gottesfuss GG 2019 (96 point – Saar) og Fritz Haag´s Juffer Sonnenuhr GG 2018 (96 point – Mosel) står som markante oplevelser i 2022.

Årets bedste køb i Riesling

Vi bliver hos Margarethenhof. For som nævnt, så er alle husets vine på vanvittigt højt niveau. Det er deres “entry level” Riesling også. Det vigtigste for en vin i denne kategori er, at man forbløffes når man smager den, og at man kan blive ved med at drikke den. At det ikke bare var en umiddelbar charme der lokkede.

Vinen besidder en enorm dybde og kompleksitet for en vin i denne prisklasse! Duft med blomst, grape, grønt æble og lidt appelsinskal. Cremet mundfylde, med brillant frisk syre, stor frugtig kompleksitet og mint-agtig coolness. Salt, sitrende eftersmag.
90 point i notesbogen.

Årets bedste Grauburgunder

Der plejer ikke at være en Grauburgunder-kategori, men når der er behov for det, så må den naturligvis med. Igen er det Markus Wöhrle der har lavet små mirakler i kælderen. Hans 2021 Lahrer Kronenbühl Grauburgunder 1G smager så englene synger. Vinen dufter af honningmelon og et lidt urtet, fennikel-agtigt præg. Cremet mundfylde, med en slående renhed, gul frugt, vild intensitet, krydret mineralitet og frisk syre. Noget af det smukkeste Pinot Gris jeg nogensinde har smagt. Den kombinerer på en måde intensiteten fra Alsace-udgaverne, med det rene og stringente fra de tyske udgaver. 95 point.

The post De bedste vine 2022 appeared first on Vin under lup.

Grauburgunder kalder de druen i Tyskland, altså den samme drue som hedder Pinot Gris i Alsace. Hvorfor skal de tyskere altid finde på egne navne? Det vides ikke, men i Pinot Gris´ tilfælde er de ikke de eneste der kalder den noget andet end det som vi lige her og nu, i denne artikel, vælger at kalde Pinot Gris.

Hvor stammer Pinot Gris fra?

Pinot Gris er oprindeligt en farvemutation af Pinot Noir og er med stor sandsynlighed opstået i Bourgogne. Pinot Gris og Pinot Noir har identisk DNA. Hvornår man begyndte at betragte den lidt lysere “fejlfarvede” Pinot Noir, som en selvstændig sort er lidt uvist. Sorten går i Bourgogne også under navnet Pinot Beurot. Den anvendes, men er ikke udbredt i Bourgogne.

Det siges, at Charles den 4. bragte Pinot Gris fra Bourgogne til Ungarn i 1375. Cisterciensermunke skal så have bredt den ud i Alpe-området, så den fandt vej til Schweiz, Østrig og Italien. Pinot Gris skal så være bragt fra Ungarn til Alsace af Lazarus von Schwendi i 1568. Han var bosiddende i den ungarske by Tokay og det menes at være derfor man i Alsace, indtil 2007, kaldte druen for Tokay d´Alsace. I dag hedder Pinot Gris så Pinot Gris i Alsace, – fordi navneligheden med de ungarske vine fra Tokaji var for stor. I Ungarn kaldes sorten i dag for Szürkebarat.

I Tyskland kaldes druen for Grauburgunder, eller i visse tilfælde Ruländer. Druesorten bliver første gang nævnt på skrift i 1711 da Johan Seger Ruland ved et tilfælde opdagede en vildtvoksende Pinot Gris i sin baghave. Sorten har formentlig været dyrket langs Rhinen i Tyskland før 1711, især fordi den jo allerede var i Alsace, men der er ingen beviser for dette.

I dag er Grauburgunder udbredt i Rhin-deltaet. Den dyrkes primært i Baden, men også i Pfalz og Rheinhessen findes større beplantninger, og så dukker den sporadisk op hist og pist.

Hvordan smager Pinot Gris?

Pinot Gris-druerne varierer i farve fra gråblå til brunlig pink, og farvevariationerne kan forekomme inden for samme klase. Sorten kræver en del varme for at modne tilfredsstillende, af samme grund er den ikke udbredt i de nordligere tyske vinområder. Pinot Gris har det bedst i dyb muldet jord. Den skal kunne hente rigelig næring, da den fra naturens hånd leverer et ret begrænset udbytte, den vil med andre ord være malplaceret på en skiferskråning. Syreindholdet er relativt lavt. Det er på kraft og tyngde druen vinder venner. Den har et nærmest olieret udtryk i både duft og smag.

Aromatiske kendetegn: Fyldig, aromatisk. Friske tidligt modne udgaver domineres af æble, lime og fersken. Sent høstede og mere komplekse udgaver får præg af melon, tørret citronskal, honning, ingefær og nellike. Medium syre, høj alkohol.

The post Grauburgunder aka Pinot Gris appeared first on Vin under lup.

“Vi er de vilde kaniner med meget lange ører
Alt hvad i visker og siger kan vi hører
Har du fred i den ene hånd og krig i den anden
Og kalder de dig gud, hvisker vi at du er fanden
Vi er de vilde kaniner
Vi undergraver grænserne og parrer os
Graver grøfter mellem øst og vest
Og vi forbinder søerne
Nord og syd og dig og mig
Og munden op til ørerne”

Sådan lyder Gnag´s sang om de vilde kaniner. Jeg har mødt en vild kanin. Han hedder Johannes Jülg. Han bor i et område der historisk er så indviklet, at med mindre man har konflikterne på afstand og en positiv tilgang til sine medmennesker, så ville området stadig emme af historier om gud og fanden, og om krig og fred.

Vi befinder os i grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz. Her har grænsen mellem Tyskland og Frankrig bølget frem og tilbage gennem historien. Nogle gange har Alsace været tysk, andre gange fransk. Rent geologisk, så er Pfalz egentlig bare en naturlig forlængelse af Alsace. Områderne ligner hinanden, med skovklædte bakkekamme, borg-ruiner og vinmarker for foden af bakkerne. Eneste forskel er nok, at byerne i Alsace stadig ligner et eventyr, imens byerne i Pfalz blev sønderbombet mod slutningen af 2. verdenskrig, så der er ingen gamle bindingsværkshuse, ingen eventyr-byer tilbage på den tyske side.

På grænsen mellem Alsace og Pfalz bor der vinbønder. Vinbønder, som besidder marker i både Frankrig og Tyskland. Johannes Jülg er en af dem. Han har aldrig oplevet grænsen som en hindring. Schengen-aftalen blev indgået i 1985, Johannes er født i 1987. Med Schengen kom den fri bevægelighed indenfor EU´s grænser. Det betød for Johannes´ far Werner, at han ikke længere skulle have pas med i vinmarken. Når han skulle tilse druerne på den franske side af grænsen.

En sten der markerer “ingenting”

På rundturen i Jülg´s vinmarker passerer vi grænsen flere gange. Det er nærmest umuligt at finde ud af om man er i det ene eller det andet land, og Johannes er fuldstændig ligeglad. Han stopper op, taler grinende fransk med den ene vinbonde, tysk med den næste. Han er fri her. Fri for grænser, fri for historiens tyngde. Han er næste generation. En ægte europæer.

På en af Johannes´ marker siger han pludselig: “Og det her er jo i øvrigt en grænsesten”. Midt i en række med vinplanter er en plads optaget af et monument, som i dag er fuldstændig ligegyldigt. I hvert tilfælde for Johannes. “Mine vinplanter kan ikke finde ud af om de vokser i tysk eller fransk jord, – derfor kan jeg heller ikke. For planterne gælder samme regler for jordsammensætning og orientering mod solen om de vokser på den ene eller den anden side af grænsen. I sidste ende er det mig der bestemmer hvordan vinen skal smage.”
Og nej, Johannes´ vine smager ikke fransk, eller rettere, de smager ikke traditionelt Alsacisk. De smager i den grad moderne, tørt, mineralsk, frisk, salt, – som Alsace kunne smage hvis de på den franske side af grænsen fulgte lidt med tiden…

Efter sådan et besøg er man nødt til at være imponeret, at være glad. Ikke bare over kvaliteten på vinene fra Jülg. Men det faktum at der er steder i verden hvor man er nået længere end til grænsehegn og mure. Det glæder mit lille hjerte at opleve hvor langt grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz er nået siden jeg i 1989 forsøgte at bestille en togbillet i Bergheim i Alsace – på tysk. Det var mit livs fejltagelse! Fik en ordentlig røffel af en bitter fransk billetør, som mente at det var for dårligt, at jeg ikke kunne fransk når han nu kunne tysk.

Længe leve de vilde kaniner!

Et liv på grænsen

“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace.

Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af ​​kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov.

Familie-vingården Jülg

Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine.

Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.

Oskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.

Jülg viser vejen for Alsace!

Der er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative  i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det.

Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.

Spätburgunder

Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, kombineret med hans beslutning om at afstilke alt, giver en vild intensitet. “Whole bunch” kan også noget, men for Johannes er det ikke foreneligt med den jordbund han dyrker i. Jordbunden gengives bedst i den rene mørke frugt, som han får ud af denne produktionsmetode.

De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men nogle af hans bedste og direkte sydvendte besiddelser ligger på den franske side af grænsen. Altså fra “marken” Sonnenberg. Problemet for Johannes er, at Sonnenberg er opdelt i mange mindre parceller med vidt forskellige orienteringer, jordbunde og makroklima. Parceller som Wormberg, Kostert, Sankt Pauli og Kammerberg byder alle hver for sig ind med noget unikt. Derfor skriver Johannes “Sonnenberg WB” på sin vin fra Wormberg. “KB” fra Kammerberg og så videre.

Hvorfor smager Jülg Spätburgunder som den gør?

Johannes er stille og roligt i gang med at plante Dijon kloner på hans marker. Dijon klonerne sætter mindre bær, og skaber dermed mere farve, aroma og tannin. Han har erkendt, at for ham, giver Dijon klonerne den bedste vin. I dag bruges stort set alle de tyske kloner han har tilbage på sine marker i Spätburgunder Trocken. Der er en smule i Spätburgunder Kalkmergel, men alle vine med marknavn består 100% af franske kloner.

Vinene spontangæres og lagres dernæst på en blanding af store og små, gamle og nye fade. Andelen af ny eg stiger jo højere op man kommer af kvalitetsrangstigen.

The post Weingut Jülg i Schweigen-Rechtenbach appeared first on Vin under lup.

Vinens historie omskrives i disse år. Den schweiziske forsker José Vouillamoz har rystet tidligere teorier i sin grundvold. Han har kastet sig over DNA forskning inden for vinavl, og det har i den grad ændret på ting som vi troede var facts. Før i tiden var det ampeolografer, der studerer blade og druekerner, som stod for arbejdet med at finde ud af hvilke sorter der voksede hvor og hvordan de relaterede til hinanden. Deres arbejde har ikke været og er ikke forgæves, men DNA forskningen når dybere. Den åbenbarer hemmeligheder, som en ampeolograf aldrig vil kunne se.

Her gik vi for eksempel og troede, at Pinot var ustyrlig og muterede hurtigere end andre sorter. Der findes jo myriader af kloner og mutationer af den drue. Men Vouillamoz´ forskning har vist, at det ikke er tilfældet. Grunden til de mange mutationer af Pinot er simpelthen, at druen har været dyrket i Europa, – formentlig siden Romerne, – og måske endda længere. Pinot viser sig nemlig at være stamfader til utroligt mange af de druer der vokser i Europa i dag. Man har blandt andet fundet Pinot DNA i Chardonnay og sågar i Syrah.

Det er mere usikkert hvor druen kommer fra. For den virker ikke som om den er blevet bragt til Europa fra Sortehavet, hvor al europæisk vin jo ellers skulle stamme fra. Pinot ser ud som om den er opstået i området “Ile de France”, formentlig spontant – og hvis den er det, – var der så i virkeligheden vin i Europa før Fønikerne bragte stokke til de græske øer og lærte europæerne at producere vin?

DNA forskningen har med andre ord både givet svar, men også rejst nye spørgsmål i vinens historiebog.

Pinot Noir´s brødre og søstre

Pinot´s lange historie er en af grundene til, at der i dag findes en hel Pinot familie. Den rummer blandt andet Pinot Gris, Pinot Blanc, Pinot Meunier og Pinot Precoche/Frühburgunder, der alle er mutationer af Pinot Noir. De har alle nærmest identiske DNA kæder. Man skal virkelig lede efter forskellene.

Frühburgunder dyrkes flere steder i Tyskland. Det er, som navnet antyder, en tidligt modnende rød drue, som rent aromatisk har klare referencer til Pinot Noir. Vinen den skaber er lys, let, frisk og velsmagende. Klart mindre syre og lagringspotentiale end Pinot Noir.

Pinot Blanc er lidt af en gåde. Det er jo en Pinot Noir, der pludselig har skiftet farve fra rød til grøn. Det kan ikke forklares med klima alene, selvom det givetvis har haft indflydelse. Pinot Blanc er på alles læber i Tyskland i disse år. Det er som om, der er en fælles bevægelse hen imod, at gøre druen til det næste store kapitel i tysk vindyrkning. I starten var det en bevægelse, som forfatteren til denne artikel havde svært ved at forstå, – men på det seneste er der dukket eksempler op, på Pinot Blanc, eller Weissburgunder som de kalder den i Tyskland, som har overbevist mig om det modsatte. Pinot Blanc kan blive stort i Tyskland!

Pinot Gris er lidt samme historie som ovenfor, blot med den mere forståelige forskel, at den pink skal på Pinot Gris opstod, da man flyttede Pinot Noir fra Bourgogne til et køligere klima. Sorten er i dag for bleg til at kunne frembringe en rødvin.

Pinot Noir´s tvillingebrødre og tvillingesøstre

Ikke nok med, at  mutationerne fylder i landskabet, nej der er så sandelig også et væld af kloner, som alle er Pinot Noir, men som har forskellige egenskaber, det være sig aromatisk, i forhold til klase-kompakthed, modningstidspunkt, samt inden for phenol-indhold (farve og syre).

På de tyske marker dyrkes et væld af kloner, som er fremelsket af botanikere på de tyske vinuniversiteter. Tysklands problem har jo altid været, at opnå tilstrækkelig modenhed, især for Pinot Noir, i det kølige klima. Derfor har man på planteskolerne taget stiklinge fra planter der modnede tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse, taget stiklinge af de nye kloner, som måske modnede lidt tidligere og havde lidt løsere klaser, og dyrket disse. Løse klaser er en kæmpe fordel i et regnfuldt klima. Luftgennemstrømningen øges og derved modvirkes råd og svamp.
Det siger sig selv, at ikke alle af den slags forsøg er vellykkede, og at de er enormt tidskrævende. Der findes et væld af tyske kloner i dag. Klonen Ritter er udbredt i både Ahr og Franken, Freiburg 1801 er en af de mest dyrkede kloner i Baden, Frank 105 er også udbredt i Baden. Der findes et væld af kloner udviklet på Geisenheim universitetet. De mest vellykkede er dem med løse klaser og små druer, som for eksempel Gm 2013. Fælles for de tyske kloner er, at de giver en lysere Pinot Noir, de er syrerige (begge dele klimatisk betinget) og de er oftest meget krydrede. Dijon-klonerne giver en mørkere og mere tannin-rig vin.

Grundet klimaforandringer og stigende gennemsnits-temperaturer i de tyske vinområder, så taler man i dag meget om franske kloner i Tyskland. Mange vinavlere river de tyske kloner op, og planter kloner fra Bourgogne, i håb om at komme nærmere forbilledet, – som helt klart er top Pinot Noir fra Beaune eller Nuits.  Men det er en farlig praksis. Tag en regnfuld årgang som 2017. Her har de kompakte klaser på en klon som Dijon 777 uden tvivl voldt vinbønderne store problemer med råd.

Eksempler på tyske kloner der gør det godt

Der er masser af tyske kloner som gør det rigtig godt. En af disse sorter dyrker Weingut Wöhrle i Baden. Markus Wöhrle er tosset med sine Dijon-kloner, men han har ikke kunnet nænne at skille sig af med klonen Geisenheim 20-13, som sætter små druer i forholdsvis løse klaser og dermed er nem at dyrke og samtidig skaber en vin med masser af intensitet. Klonen anvender han til vinen “Bestes Fass“.

Hos Schönberg i Hessische Bergstrasse dyrkes den tyske klon Auer 2107. Fremavlet af Martin Auer, – godkendt i 1964 som egen klon. Særligt favorabel i køligt og fugtigt klima, da den har løse klaser og høj resistens mod botrytis. Klonen giver en lys, rødfrugtet Pinot og er eneste klon i vinen “Vom Löss“

The post Pinot Noir appeared first on Vin under lup.