Hvordan i alverden kan du påstå, at din vin smager mineralsk? Hvad vil det sige? Kan man smage mineralitet? Smager vinen af jord?

Og nej, det er egentlig et ord man slet ikke kan bruge. Mineraler kan ikke smages i en vin. Der er så få mineraler i en færdiggæret vin, at det er idioti at tro, at man kan smage det. Dem der var har gærcellerne fortæret under gæringsprocessen. Men kan mineralerne have påvirket gæringen i en bestemt retning? Kan udtrykket på den måde retfærdiggøres?  Måske. Problemet er bare, at to jordbunde, i hver sin ende af skalaen, en stenet vel-drænet jordbund og en fugtig jordbund med højt indhold af ler, kan have næsten samme kemiske sammensætning, næsten samme mineralforekomster og dermed formentlig vil skabe en druemost med nogenlunde samme mineralforekomster. Alligevel smager de to vine forskelligt. Hvad er det så der gør forskellen? Er det mikro-klimatiske forhold, jord-temperatur, bakterie-kultur? En ting er sikkert, det er i princippet hamrende forkert at bruge betegnelsen mineralitet. Men hør nu. Hvordan forklarer man så, at en Champagne og en Chablis smager af kalksten, at en Mosel riesling smager af skifer, at en Beaujolais smager af granit?

Forfatter og professor emeritus i geologi Alex Maltman siger, at brug af ordet mineralitet er lidt ligesom at sige at man tror på julemanden. Godt, så tøver jeg ikke med at sige, at jeg tror på julemanden! For en jul uden julemand ville godt nok være trist.

Den ukendte faktor

Der findes en ukendt faktor inden for vin. For hvad er det der giver smagsforskelle og særlige kendetegn fra bestemte områder, bestemte jordbundstyper? Videnskaben leder stadig efter svar. Neustadt Weincampus har gennem en årrække arbejdet med riesling dyrket i flere forskellige jordbundstyper i Pfalz. Studiet er endnu ikke tilgængeligt, men Dr. Ulrich Fischer kan bekræfte at vinene konsekvent har givet forskellig aroma-profil og at de enkelte vines særpræg har været vedvarende. Forsøget bliver foretaget inden for et meget afgrænset område og kan ikke forklares med klimatiske forskelle, store forskelle i nedbør eller luft-temperatur. Det ligger dog helt fast, at hver enkelt jordbunds-type påvirker vinplantens vækst, vinplantens genetik ændres i forhold til jordtemperatur, kemisk sammensætning og vandforekomst. Det hele spiller naturligvis en rolle for den endelige vin. Nærmer vi os så ikke en retfærdiggørelse af ordet mineralitet?

En helt anden vinkel på diskussionen er, at man er begyndt at analysere jordbakteriers indflydelse på vinens smag. Det ville måske kunne give mening, at en bestemt jordbundstype, grundet sin temperatur og evne til at holde på vand ville kunne fremme væksten af bestemte bakterier, og bestemte gærceller, som ender i gæringskarret og øver indflydelse på gæringen. Det ville i min verden også være en form for ”mineralitet” – et aftryk af den jord, de omgivelser, som vinen er blevet skabt i.

En mineralsk oplevelse

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at bestemte jordbundstyper påvirker vinens karakter, bakterier eller ej. Selv ubevidst er jeg blevet bekræftet i dette. Under et besøg hos en vinbonde ved Mosel i Tyskland blev der serveret en Riesling fra marken Schweicher Annaberg for mig. Jeg kendte ikke umiddelbart marken. Forsøgte desperat at se Mosel-floden for mig og placere Schweich, men lige klog blev jeg. Den slags siger man jo ikke. Man lader bare som om, at man ude mærket ved hvor den mark ligger. Jeg stak næsen i den. Den duftede himmelsk af eksotisk frugt, citronskal og så dette særlige krydderi, som jeg syntes jeg havde duftet før. Jeg udbrød: ”Den dufter jo som en vin fra Ürziger Würzgarten” og nåede heldigvis ikke at sige mere før vinbonden nikkede anerkendende og sagde, at det gav god mening, for Schweich og Ürzig er de to eneste steder ved Mosel hvor der forefindes rød skifer!

Min uvidenhed blev pludselig en styrke. Tilfældigt? Ja, i den grad. Men vinens duft og smag, – tilfældigt? Næppe. Der er faktorer, der gør, at rød skifer tilfører vinen et bestemt særpræg og andre jordbundstyper bidrager med noget andet.

Jeg vil kæmpe for retten

Det er præcis derfor ordet mineralitet anvendes – og må anvendes. Det er en metafor. Det er et ord der kunne have været erstattet af ethvert andet vrøvlet ord, som gav mulighed for at beskrive noget uhåndterbart og uforklarligt. Mere er der egentlig ikke at sige om det. Jeg vil til enhver tid forsvare retten til at sige: ”Fantastisk mineralitet!”

Det skal også i denne sammenhæng tilføjes, at det forekommer mig en smule underligt, at jeg kaster mig ud i et forsvar for brugen af ordet. Der bliver brugt alle mulige vanvittige ord for at beskrive vines duft og smag. Tag for eksempel “nyslået græs”, “læder”, “roser”, “ananas”, “sort peber” – alle ved jo, at der hverken er græs eller peber i vinen – eller forhåbentlig ikke er det. Så stop hykleriet. Lad mig bruge min metafor!

The post Mineralitet – er det noget man smager? appeared first on Vin under lup.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at Spätburgunder aka tysk pinot noir er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning. Og nu vi er ved jordbunde, så kan vi også lige slå fast, hvad en jordbund opstår af. For det hele handler om erosion. Det starter med et bjerg, som bliver nedbrudt af vind, vejr, varme og kulde. Først nedbrydes det til sten, senere i mindre partikler til grus, dernæst sand og til sidst ler. Jo mindre partikler, es mere organisk materiale er der i jorden, og des bedre holder den på vand.

Ler

Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

Sand

Löss er en sandart, der består af så små og fine sandkorn, at det binder sammen som ler. Löss dræner bedre end ler, men en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten

En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Jordbund spiller en kæmpe rolle for det endelige resultat, men det gør faktorer som klima, klon og produktionsmetode også. Læs mere om klon- og produktionsvalg valg i artiklen – Hvad er den bedste klon af Pinot Noir?

The post Spätburgunder – den røde Riesling appeared first on Vin under lup.